Lord Kitchener - Krigsministeren

Første Verdenskrig og historien om den britiske Krigsminister Lord Kitchener, hans skæbne og død ombord på slagkrydseren HMS Hampshire  ved dens minesprængning og sænkning den 5. maj 1916 i en orkan ud for kysten af Marwick Head,  Orkney Mainland i maj 1916.

Dette menupunkt omhandler primært den spændende historie om Krigsministeren Lord Kitchener, Boerkrigens engelske helt, som blev født i 1850 og som på særegen og dramatisk vis, er med til at præge Første Verdenskrigs forløb, det skotske folk og dets soldater i britisk tjeneste. 

Læs og se evt. siden/menupunktet "2013 WW1 Somme/Pals" om Lord Kitchener betydning for briternes indsats i Første Verdenskrig, herunder forløbet af Somme-slaget 1. juli 1916.
 
Denne historiske hændelse omkring Lord Kitchener og alle de søfolk på HMS Hampshire, som må følge ham i døden, betød et historisk forløb, som på fatal og tragisk vis, førte til dette frygtelige forlis i de frådende bølger under stormen ved klippekysten ved Marwick Head og til et krigsmæssigt forløb, som blev anderledes uden Kitcheners ledelse eller mangel herpå.

Under en måned efter løb Sommeslaget af stablen med hans mægtige hær The Pals, som bærende betydning for udfaldet og krigens forløb indtil freden i november 1918. Hvordan det var gået briterne i og efter Sommeslaget fik han ikke mulighed for at opleve og bidrage til.

Som grundlag og historisk baggrund for fortællingen er der en række forhold, som også bør belyses inden.

Se også billederne nederst på siden og læs den tilhørende tekst, som ses ved et klik på billedet.

Ligeledes er der også historier ved billederne i nogle af de andre menupunkter, som har med Skotland og min 2002-tur at gøre - f.eks. menupunkterne om Hebriderne, Orkneyøerne her i
sær menupunktet "Orkney Hoy/Lamp Holm".

Lyness-museet på Orkney-øen Hoy, kan fortælle om mange af disse baggrunde for de krigshistoriske hændelse i og omkring Skotland, Orkney og Atlanten. Hændelser og historiske emner, som jeg på min tur gennem Skotland stødte på, opsøgte, eller læste om inden og efter turen.
 
På mange måder griber de forskellige krigshistoriske hændelser ind i hinanden og gjorde turen gennem Skotland, til en også historisk spændende rejse, ikke mindst efter, at jeg kom hjem igen og har sat mig ind i mangt og meget fra den tid.

Første Verdenskrig blev en menneskelig tragedie for skotterne, såvel som for hele verdens befolkning, som blev berørt af denne frygtelige krig. 

Jeg har belyst skotternes krigsskæbne i forbindelse med min tur i 2002, hvor jeg var på Hebriderne, Torridon og på Orkney (se disse menupunkter vedr.
Skotlandsturen). 

Der blev dræbt 147.609 skotter i Første Verdenskrig, som udgjorde ca. en femtedel af alle britiske tab, selv om skotterne kun udgjorde 10% af den totale befolkning i Storbritannien.
På hjemmefronten var der i 1917 ca. 250.000 skotter der arbejdede med at fremstille ammunition!! Arbejderne, mange kvinder, fik en ussel løn og havde dårlige leveforhold og der var stor utilfredshed med englænderne... igen. 
  
Scapa Flow på Orkney.

Dette farvand var egentlig ikke en flådebase, før den britiske hjemmeflåde, The Grand Fleet, forlagde til farvandet i november 1914, da Tyskland havde startet Første Verdenskrig i august. På det tidspunkt, mente briternes flådeledere ikke, at farvandet kunne angribes med ubåde, men allerede i november 1914, lige efter at flåden havde ankret op, sneg en tysk ubåd sig ind, uden dog at forøve skade. Så fik man travlt med at sikre indsejlingerne med 21 blokskibe, som blev sænket i indsejlingerne til farvandet,  ubådsnet blev etableret og miner udlagt i 1915. Ind og udgang af farvandet kunne kun ske via passagen i den vestlige del, som blev bevogtet intenst, ligesom man opførte kanonstillinger og overvågningsinstallationer overalt rundt om farvandet. 

I maj 1916 stævnede hele The Grand Fleet ud i Nordsøen og engagerede den tyske Højsøflåde, der også var stået ud på havet. De enorme flåder mødtes ud for Jylland i det sidste søslag i verdenshistorien, hvor 2 flåder møder hinanden og udkæmper et regulært søslag. Slaget kaldes Battle of Jutland. Konsekvenserne efter dette søslag var frygtelige. På det tidspunkt, havde man relativt moderne våben, enorme 15" kanoner, der også kunne ramme sine mål. Tabene var alvorlige på begge sider, 6097 engelske søfolk døde og 14 skibe blev sænket. Tyskerne mistede kun 2551 søfolk. Den dag i dag mener hver især, at det var dem der vandt søslaget. I virkeligheden var der ingen vindere. Konsekvensen var, at den tyske Højsøflåde aldrig mere stod ud for at kæmpe på havet, den blev i sine havne. 

Det burde egentligt være et fingerpeg om, at briterne havde vundet, da de nu ikke kunne trues af de tyske krigsskibe og man kunne nu indføre en effektiv blokade af forsyningerne til Tyskland. Tyskernes modsvar var bygningen af et enormt antal ubåde, der tvang briterne til at passe på sin flåde og derfor også begrænsede dens handlefrihed. Ubådenes succes med at sænke skibe i konvojerne til England, tvang næsten englænderne i knæ forsyningsmæssigt og økonomisk, men her var amerikanerne og canadierne med til at redde Europa, for første gang i stor stil. 

I 1916 så det allermest sort ud for England og de Allierede. Amerikanerne var ikke rigtig med i krigen endnu og russerne var ved ” at gå op i limningen”, pga. uro i befolkningen og hæren og især flåden (massakren på soldater og civile omkring slagkrydseren Potemkin osv.). Kommunisterne vandt frem i Rusland og de Allierede var bange for, at en forestående kommunistisk revolution, ville stoppe Ruslands deltagelse i krigen. Så ville tyskerne kunne overføre milioner af soldater til Vestfronten og måske vinde krigen her. Efter revolutionen i oktober 1917, trak kommunisterne sig jo også ud af krigen. 

Det var bl.a. Lord Kitchener klar over. Han havde jo ved et stort pres i 1914 fået bemyndigelse til at oprette sin hær "The Pals". Hans argument var bl.a i sommeren 1914, at det land, som ville vinde denne krig, ville være det land, som til sidst i konflikten ville kunne stille med den sidste million gode soldater. 

Så i foråret 1916 lagdes en dristig og hemmelig plan. Lord Kitchener, Minister of War, tog mandag den 5. juni kl. 16:40 1916, ombord på slagkrydseren HMS Hampshire, på en hemmelig mission til Rusland for at overtale og presse den russiske Zar til ikke at gå ud af krigen, men fortsætte med at holde tyskerne beskæftiget på østfronten. 
Hvis russerne gav op, ville tyskerne pludselig have et par millioner mand ledige til et altafgørende angreb på Vestfronten. De allierede ville da stå over for et katastrofalt nederlag. Meget stod derfor på spil. De allierede måtte sætte alle anstrengelser ind for at hverve soldater og være klar til et eventuelt russisk sammenbrud på Østfronten. 

Lord Kitchener havde siden 1914 opbygget en hær på ca. ½ milion veluddannede soldater, kaldet "The Pals".
I skikkelse af Krigsminister under Premierminister Asquith´s, krigsregering, fik han med møje og besvær, presset igennem, at der skulle oprettes en hær på ½ million vektrænede soldater, som ville kunne afgøre krigen til de Allieredes fordel. Opbygningen af denne hær startede umiddelbart, da Første Verdenskrig brød ud og uddannelsen foregik helt frem til 1. juli 1916, da Pals-hæren fik sin ilddåb i Frankrig under Sommeslaget.

Se, det er noget af baggrunden for historien om Lord Kitchener´s historiske forsøg på at ændre krigens gang.

Historien om Lord Kitchener og hans skæbne.

Kitchener var født i Irland i 1850 og blev optaget på The Royal Military Academy i 1868. I 1890 fik han kommandoen over den egyptiske kolonihær, hvor han i 1898 i slaget ved Omdurman bankede Dervisherne. I år 1900 fik han kommandoen over den Sydafrikanske kolonihær, der udkæmpede den frygtelige blodige Boerkrig, (mod de tidligere hollandske koloniherskere i Sydafrika), som englænderne vandt.

Han var nu en krigshelt i England og blev adlet. Han tog navnet Lord Kitchener of Khartoum, da han også her i Sudan, havde vist stort mod og beslutsomhed i krigene her. Som Marskal i 1902 fik han kommandoen over den indiske kolonihær. Senere hen blev han ambassadør i Egypten.

Ved Første Verdenskrigs udbrud, blev han af Premierminister Asquith, udnævnt til krigsminister, Minister og War.

Lord Horatio Kitcheners samtid under Første Verdenskrig var i mange tilfælde stærkt kritiske over for Kitchener´s krigsadministration, som øverstbefalende i rollen som krigsminister (Secretary of War). 

Herunder er en række kritiske indlæg på den tid:

(1) Sir Arthur Conan Doyle (Sherlock Holmes forfatteren), The British Campaigns in Europe: 1914-1918 (1928). "Kitchener blev meget arrogant under krigen. Han havde sine lyse øjeblikke, men var ellers usædvanlig dum. Han kunne ikke se nogen nytte i ny ammunition og andet nyt militærudstyr. Han var imod at anvende tanks. Han var imod walisiske og irske hærdivisioner. Men har var god til at rekruttere soldater".
(2) Premierminister Asquith sagde om ham: "Han er ikke nogen storartet mand, men han er en storartet plakat." 
(3) I sin bog Margin Released, beskrev J. B. Priestley et møde med Lord Kitchener i 1915. "Jeg fik mulighed for at se ham tæt på og jeg fandt ham meget ældre og mere grå end de normale billeder af ham. Det indtryk og fremtoning han efterlod mig, var et temmelig oppustet rødviolet ansigt og nogle stirrende/stikkende, nærmest geléagtige øjne. Et år senere, de vi hørte om hans død, følte jeg ingen sorg, jeg syntes ikke, at en mand havde mistet sit liv, jeg så kun en tung skygge, dets ansigt og at et idol, som sank nedad og nedad i Nordatlantens bølger. Men dog var det ham, og ham alene, som fra grunden af, havde oprettet Englands nye hær af soldater".
(4) Lord Northcliffe, Daily Mail (21. May, 1915). "Lord Kitchener har forsømt at sørge for og udsultet vores hær i Frankrig, i at få de nødvendige høj eksplosive granater. Faktum er at Lord Kitchener har bestilt de forkerte typer granater - den samme slags, han anvendte i stor stil i Boerkrigen i 1900. Han insisterede på, at der skulle sendes shrapnelgranater - et unyttigt våben i en skyttegravskrig. Han blev flere gange advaret om, at den slags granater der var brug for, var en voldsom eksplosiv bombe, som ville sprænge sig gennem de tyske skyttegrave og stillinger, sådan at vores tapre soldater kunne forcere frem i sikkerhed. Den type granater vores stakkels soldater har haft, har kostet tusinder af døde".
(5) Charles Repington, dagbogsstart (9. juni 1916). "Minesprængningen af HMS Hampshire og døden for næsten alle ombord, inklusive Lord Kitchener, O'Beirne og FitzGerald, er en stor tragedie. De var på vej til Rusland og krigsskibet blev minesprængt oppe ved Orkneyøerne. Nyheden kom, da mange af vore venner stod i salgsboder ved en bazar i Caledonian Markedet, og kvinderne fra East End græd over denne nyhed. Vi håbede det umulige, men der var ikke nogen tvivl. En stor personlighed var væk. De tjenester han gjorde nationen i starten af krigen må ikke blive glemt. De bedrifter overgår mange af de mindre iøjnefaldende mænd og kollegaer, hvor ikke så få misundte hans popularitet. Hans gammeldags måde at arbejde alene på, passede ikke med det store behov for en moderne krigs store syndikalisme. Opgaven var for stor, han begik mange fejl, han var ikke en god minister i Kabinettet. Hans metoder passede ikke til demokrati. Men der var han så, tøjret fast og i sin karakter ragende op over alle de andre og den mest populære mand i landet indtil sin død og en solid klippe i den brølende storm".

Da han omkommer ved sænkningen af HMS Hampshire den 5. juni 1916, er det også kun ca. 3 uger før hans hær, "The Pals", første gang skal i kamp. De mange soldater skal være med i offensiven ved floden Somme i Frankrig, som skal starte om morgenen den 1. juli 1916. Han opnår jo ikke at opleve denne "store dag" for sin hær.

Allerede den første dag under Sommeslaget mister de Allierede 60.000 soldater!! Mange af Kitcheners Pals-bataljoner bliver nærmest udslettet denne første dag. Læs om dette i det andet menupunkt ovenfor om Første Verdenskrig. 

Men læs her min beretning om Lord Kitcheners sidste dage og timer og se også de links der er indsat  fra engelske web-sites om Kitchener og HMS Hampshire.

Slagkrydseren HMS Hampshire var en stor meget kraftfuld og svært armeret panserkrydser, der vejede 10850 tons, med en længde på ca. 200 meter og bredde på ca. 28 meter. Den stak i fuldt lastet udgave kun knap 10 meter ned i vandet. Maksimumhastigheden var på ca. 22 knob, som på den tid var en uhyre hurtig hastighed, for skibe af den størrelse. Skibets maskiner havde 21000 hestekræfter og blev bygget på Chatham Dockyard i Kent mellem 1902 og 1904 og operationsklar i 1905.
Skibet kostede dengang £900.000,- og skulle have en besætning på 655 mand. HMS Hampshire sejlede i 1914 ved Første Verdenskrigs begyndelse til Middelhavet, hvor den deltog i jagten på den tyske lette krydser SMS Emden, som havde indledt jagt på allierede skibskonvojer i Middelhavet. SMS Emden blev sænket i november 1914 i Det Indiske Ocean af en australsk krydser HMAS Sydney. Senere tog HMS Hampshire del i slaget om Jylland, Battle of Jutland i maj 1916, uden skader af alvorlig art. Det var et par uger før skibet skulle bringe Lord Kitchener via den russiske havn Arkangelsk til St. Petersborg og den russiske Zar.


Link til hjemmeside om HMS Hampshire:

http://www.hmshampshire.co.uk/

Et billede nedenfor (nr. 6) siges at være taget på Admiral Jellicoes slagskib HMS Iron Duke, lige før Lord Kitchener på 66 år går ombord på HMS Hampshire, der kort efter damper ud fra Scapa Flow, om eftermiddagen mandag den 5 juni 1916. Da han gik ombord på HMS Hampshire sagde han: ”I will be on an important mission to Russia”. Skibet stikker kursen nordvest over og ud gennem Hoxa Sound, mellem øen Hoy og West Mainland, ud i Atlanten, hvorefter det møder 2 eskortedestroyere og derefter sejler nordover op langs kysten af West Mainland.

Inden afsejlingen havde Lord Kitchener rejst til Thurso på Skotlands norøstkyst og derefter i et herrens vejr krydset Pentland Firth farvandet mellem Skotland og Orkney, med destroyeren HMS Oak. Under turen med HMS Oak, viste det sig, at Lord kitchener havde en ret stærk søskræk og også blev temmelig søsyg. Så han har sikkert tænkt, at det ville blive hårdt for ham, med turen op gennem det nordlige Atlanterhav.   

Før denne mandag i juni, havde der udspillet sig nogle andre begivenheder, som briterne ikke kendte noget til.

Tyskerne havde lige før søslaget mellem de 2 store flåder fra henholdsvis England og Tyskland ved Jylland, lagt nogle ubåde uden for Scapa Flow. De skulle angribe og sænke så mange af den Engelske Hjemmeflådes skibe, som de kunne komme til, når denne flåde stævnede ud mod Nordsøen, for at tage kampen op med den Tyske Højsøflåde. Men på grund af hårdt vejr og tekniske problemer med signaltjenesten og da den britiske flåde sejlede senere end beregnet, blev angrebet ikke koordineret ordentligt og der kunne ikke etableres noget ubådsangreb, da det virkeligt gjaldt, da den engelske flåde endelig dampede til havs.

Briterne opdagede underligt nok ikke ubådene, da man ellers helt havde styr på alle tyske ubådes placeringer siden 1915. En af disse, U-475 sneg sig lidt rundt i farvandet Pentland Firth og forcerede senere bl.a. blokskibene og kom ind i Scapa Flow. Men da der ikke rigtig var noget at sænke, vendte den tilbage ud i Atlanten igen og listede op langs vestkysten af West Mainland. I farvandet ud for Marvick Head nær Birsay, satte den 22 søminer på plads. Nedenfor ses billeder af U-75 og søminetypen, den udsatte i havet.

Nederst i fotogalleriet er der også billeder og beretninger om den tyske ubåd og dens kaptajn.

Hændelsesforløbet time for time, starter med at HMS Hampshire, kl. 16:40 damper ud gennem Hoxa Sound ud i Atlanten, drejer ned sydvest for at mødes med 2 eskortefartøjer, destroyerne Victor og Unity ved Tor Ness ved øen Hoy kl. 17:40. Vejret bliver værre end beregnet, en styrke 9 storm hærger her frit ude langs vestkysten af West Mainland og kl. 18:05 signalerer destroyeren Victor, at den ikke kan klare mere end 15 knob marchhastighed. Kl. 18:10 er den også gal med HMS Unity, der signalere, at den ikke kan klare mere end 12 knob. 8 minutter senere signalerer den 10 knob. HMS Hampshire signalerer kl. 18:20 til HMS Unity, at den skal vende om og gå i havn. Den resterende destroyer HMS Victor signalerer tilbage kl. 18.25, at den nu kun kan klare 12 knob i stedet for 15 knob tidligere. HMS Hampshire beordrer herefter kl. 18:30, at HMS Victor ligeledes skal vende om.
HMS Hampshire var nu alene i det frådende hav.

Kl. 19:40 sejler skibet, som har stampet sig vej under store vanskeligheder med en hastighed på kun 13,5 knob, ca. 5,5 kilometer ud for klipperne ved Marvick Head og klipperne ved The Brough of Birsay. Her lyder der et enormt brag ude foran lige neden foran broen, der ryster hele skibet. Man har ramt en af U-75 udlagte miner.

Fem minutter efter kl. 19:45, modtager man i Kirkwall og Stromness ved flådehovedkvarteret en telegrafmeddelelse fra Birsay postkontor, der siger, at en panserkrydser synes være i vanskeligheder mellem Marwick Head og Brough of Birsay.

HMS Hampshire kæntrer mod styrbord, allerede 10 til 15 minutter efter eksplosionen og synker hurtigt med boven først, medens mindre eksplosioner flår og river i skibet og dræber mange af mandskabet hurtigt og som det skulle vise sig også barmhjertigt. Kl. 19:50 er den forsvundet fra havets overflade og rammer havbunden 68 meter nede, med bunden af skibet opad.
Hele overbygningen blev mast af skibets egen vægt og kanontårne og andet faldt af og ligger i dag strøet rundt på havbunden. Nogle af de store kanoner står op fra havbunden som søjler.

Klokken 20:05 tikker en anden telegrafmeddelelse ind fra Birsay postkontor: ”Vessel Down”, skib sunket. I Stromness  flådehovedkvarter styrter Mr. G.L. Thompson, der er chef for en redningsbåd i Stromness, ind kl. 20:10 og tilbyder at stå ud med redningsbåden omgående. Chokeret hører han en ”Senior Officer” brøle til sig, at han fandme ikke skal blande sig i flådeanliggender! Mere siger han, at hvis han alligevel går ud med sin redningsbåd, vil det blive betragtet som mytteri. Så hvis officeren hører mere om dette vrøvl, vil ham og redningsbådens besætning blive låst inde i kachotten. 

Men kl. 21.45 haster en slæbebåd og 2 trawlere ud af havnen i Stromness og sætter kursen mod Marwick Head. Et kvarter senere følger 4 destroyere og andre både med trawlerne. De få der var klar over katastrofen og som ville hjælpe, blev bortvist og truet med at blive skudt af soldater, der var hastet til Marwick Head, hvis de gik ud af deres huse.

Da klokken runder 24:00 og det bliver tirsdag den 6 juni 1916, rapporteres der fra Birsay, at ingen skibe endnu har nået ulykkesstedet. Mareridtet for de sømænd der overlevede selve sænkningen, fortsatte og blev frygteligt skæbnesvangert for de fleste. Kun 3 redningsbåde fra HMS Hampshire lykkedes det at få i det frådende hav.
Den første båd havde omkring 40 mand ombord og fik samlet ca. 30 andre mænd op af bølgerne da klokken var ca. 01:00. Redningsbåden bliver af stormen og de enorme bølger kastet ind mod klipperne ved Nebbi Geo. Ud af de ca. 70 reddede i redningsbåden overlever kun 6 mand.
Den anden redningsbåd med ca. 50 – 60 mand rammer klipperne ved Skaill Bay. Båden og næsten alle mænd smadres og kun 4 overlever. Den sidste redningsbåd rammer selve Skaill bugten, men her er kun 6 mand ombord. Da klokken er 01:15, er kun 2 mand i live fra denne båd. 

Lidt efter klokken 01:15 buldrer det på døren i et bondehus oppe på marken over Skaill Bay, udenfor står 2 gennemblødte sømænd og beder om hjælp. De få andre overlevende findes nede ved klipperne, mere døde end levende.
I timerne efter ankommer 2 lastbiler til Stromness, med druknede og dræbte søfolk. Her bliver de lagt på molen uden dække og frit for beskuelse af alle mennesker. De bliver senere kørt til Lyness og begravet på flådekirkegården her.

Eftersøgningen foregik i flere dage. I alt døde 665 mænd, kun 12 mænd overlevede. Lord Kitchener blev aldrig fundet. En af de overlevende var Frederick Lot Sims, First Class Stoker (fyrbøder), som havde påmønstret HMS Hampshire i 1914, skal her omtales. Ikke fordi, at han gjorde noget specielt, kun fordi han overlevede og levede et langt og almindeligt liv, som de fleste af os jo gør. Men som minde, er historien værd at berette.

Frederick Lot Sims  var født i 1895, gik ind i flåden som 18-årig i 1913 og påmønstrede som sagt HMS Hampshire i 1914 og var med i jagten på den tyske lette krydser SMS Emden i Middelhavet og i slaget ved Jylland 1916, kort før Hampshire ramte minen ved Marwick Head. Efter sin overlevelse i forliset, deltager han fortsat i krigen, bl.a. ved Gallipoli på den Tyrkiske vestkyst i 1915. Efter krigen gifter han sig med Lydia Thomas i 1919, medens han stadig er i flåden, med tjeneste på HMS Victory. I ægteskabet får de 5 børn og efter at have forladt flåden i 1926, bliver han togfører i London.

Under 2. Verdenskrig var han ”Home Guard”, en slags hjemmeværn og civilredningstjeneste under tyskernes bombardement af London i 1940-41. I 1951 flyttede familien til Hemel Hempstead uden for London, hvor han kørte landbusser indtil sin pension i 1960. Hans kone døde i 1975 og han levede derefter et stille og almindeligt liv, med sin have som den store hobby indtil han sov ind i 1991, næsten 100 år gammel. Billedet herunder er af overlevende fra forliset.

Efter alt dette hændte ved Marwick Head og HMS Hampshires sænkning og krigsministeren Lord Kitcgeners død, opstod der en masse teorier omkring hvorfor det gik som det gik. Man har gisnet om, at skibet medførte store mængder guld, som Zaren skulle ”købes med”.

Skibets grav på havbunden blev straks erklæret for en kirkegård og måtte ikke forstyrres af dykkere og fjernelse af ting derfra. Sådan er det stadig i dag.
I 1933 påstod en gruppe dykkere, at de havde fjernet for £60.000 guld og at der lå for £2 millioner mere dernede. Den engelske flåde har altid nægtet pure, at der skulle være guld at finde.

Konspirationsteorier har floreret i alle de ca. 90 år HMS Hampshire har ligget i sin grav ved Marwick Head. Nogle fakta er der dog noget uldent ved, selv om man kan tro på, at det bare var uheldige ting der skete på det forkerte sted, det forkerte tidspunkt. Hændelsen skete umiddelbart  efter slaget ved Jylland og flåden var i stort oprør og affekt over udfaldet, tabene og efterretningsopgaverne. Man brugte mange ressourcer på denne enorme opgave.
Samtidig var der en voldsom verdensomspændende verdenskrig i fuld gang, som man jo dagligt skulle holde sig ajour med og planlægge til. Men mange mærkelige ting skete i dagene op til HMS Hampshires afgang, ting som burde have stoppet eller ændret planerne for skibets mission.

Minerne U-75 lagde den 29. maj 1916 ramte et lille britisk flådefartøj, en trawler-lignende båd, 3 dage før det skete for HMS Hampshire!! Briterne havde ikke mine-strøget farvandet forud for Hampshires afgang, da man ikke troede, at tyskernes ubåde kunne nå så langt op på den anden side Orkney med miner.
Vejret var jo også ekstremt dårligt og det vidste man også godt, så hvorfor sejle ud i sådant et vejr med den kurs, når man kunne have taget en mere stormvenlig rute og udnytte Hampshires speed?
Hvorfor koordinerede man ikke kendskabet til, at et andet fartøj var minesprængt 3 dage før i det farvand som Hampshire sejlede ind i. Det lyder næsten for dumt. Men vi skriver altså 1916, her var ikke telefon, computere, radar og satellitter.

Teorien skulle være den, at man fra admiralitetet skulle ønske at likvidere Kitchener. Men hvorfor ofre hans stab og et dyrt krigsskib og over 600 mænd? Nok lidt for vildt i sådan en krigstid.

En anden teori, har noget at gøre med det fjendskab der var mellem irerne og England og borgerkrigen der netop stod på i 1916. IRA og Sinn Fein havde længe søgt at likvidere Kitchener, fordi de frygtede han ville sende en hel hær til Irland og slå revolten ned på en hård måde. Sinn Fein samarbejde på det tidspunkt meget med tyskerne og den tyske spion Ernst Carl. Sinn Feins spioner havde posteret mænd i mange havne for at overvåge hvad der skete og hvordan det kunne udnyttes i deres forehavender.
Man har i egnene omkring Marwick altid undret sig over, at der efter sænkningen blev posteret svært bevæbnede soldater og afspærret i området.

En anden påstand har været, at han blev fundet ved Norge og skulle være gemt væk. En anden forklaring var den, at han slet ikke var med skibet, men havde skudt sig selv hjemme og man ville ikke ødelægge hans helterolle for nationen og lod ham så ”dø på havet”.
En lokal mand på Orkney og som havde en høj stilling i den offentlige ledelse af Orkney, beretter, at han undrede sig over, at civile redningsbåde ikke måtte deltage i redningen, ligesom, at en soldat skulle have fortalt, at man skød de overlevende ved klipperne, for at prøve at hemmeligholde det !!
Fakta på den tid var, at Kitchener, som var enormt populær i alle kredse i England, var venner med, men blev glødende uvenner og fjende med premierministeren Asquith, i løbet af krigen. I regeringen holdt man med Asquith og man var træt af Kitchener, som også modtog mange hårde angreb og kritik af sine meninger og beslutninger, især af politikeren Lloyd George. Teorien går på, at det både var premierministeren og Kitchener, der skulle over til den russiske Zar og at premierministeren meldte fra i sidste øjeblik så Kitchener måtte klare turen selv.

Fakta er at Admiral Jellicoe selv efter Jyllandsslaget havde brugt den sikre minerensede farvandsområde til sin tilbagekomst med HMS Iron Duke. HMS Hampshire havde også fået udlagt den rute, der går øst om Orkney og som jo var renset for miner. 15 minutter før chefen Capt. Saville på HMS Hampshire fløjter afgang, får han kontraordre af Admiral Jellicoe, sådan at han skal sejle ad den skæbnesvangre rute op igennem U-75´s udlagte miner. Man burde have vidste, at der lå miner, da et skib 3 dage før var minesprængt der og at man havde kunnet opfange alle de daglige positionsmeldinger fra de tyske ubåde siden 1915. Man vidste nøjagtigt hvor alle de tyske ubåde lå, så hvorfor man ikke vidste at der var 3 ubåde omkring Scapa Flow, er en gåde. Måske vidste man det, men fik det ikke koordineret og alt gik bare forkert ("Murphy´s Lov").

Mange andre ting var mærkelig og uforklarlige. Men tilbage står, at mange mener, at admiralitetet og regeringen ønsker Kitchener hen hvor peberet gror og man på den måde fik ham elimeineret, da han var for stor en fare for det engelske ”upper class”. Man mener i flere kredse, at man forbød redningsbåde udsejling 4 timer før ulykken skete!! Ligeledes skulle de 2 destroyere returnere til havn på Jellicoes ordre, så Hampshire kunne sejle i døden alene og uden mulighed for hjælp af andre fartøjer.

Man siger også senere, at da der var mange der ville undersøge det historisk bagefter, blev man mødt af en mur af fortielser og nægtede tilladelser til undersøgelser og efterforskning. Alle disse fantastiske teorier, synes nok lidt vel overdrevne. Hvis man ville af med Kitchener, synes  det nok at kunne have foregået på en lidt nemmere og ”billigere” måde.

Men spændende og fantastisk som historien kan falde ud i de vildeste teorier. Efter krigen blev der rejst et mindesmærke ved Marwick Head og læg mærke til rejst og betalt af lokale Orkneyboere. Ikke et pund fra den engelske flåde eller regering fik de til opgaven!?? Underligt.

Da det er forbudt, at dykke og hente ting op fra skibet, er skruen udenfor Lyness museet og lanternen og andre ting, fra en ulovlig dykning i 1977 og 1983. Tingene blev konfiskeret og anbragt på Lyness museet. Men for et par år siden dykkede en anden dykker derned og kunne berette, at skibet var i stort forfald og rustet fra hinanden, så bov og skruer ligger begravet rundt omkring.

Se det var historien om Lord Kitchener og HMS Hampshire. Jeg synes det er spændende historie og jeg har jo altid drømt om, at komme herop på Orkneyøerne og se og føle den spændende historie disse øer gemmer på. Ikke mindst den krigshistoriske sammenhæng. Det er bare så fedt, at have oplevet dette drama, selv om det er på et museum og der er tale om ”døde” ting. Men for mig er det levende historie. Min drøm er gået i opfyldelse med denne min tur i Skotland og her på Orkney, Hoy, Scapa Flow og Lyness.

Men ikke kun Lord Kitchener´s død skal nævnes.

Her har jeg valgt at opføre en af de søfolk, som ligger begravet på Lyness Flådekirkegården, som jeg besøgte på min tur i 2002.
 
Til minde om  Menig John Thomas Buckenham.
Regimentsnummer: P0/8756 -  Royal Marine Light Infantry. 
Som døde mandag den 5. juni 1916. 
Begravet på kirkegården  LYNESS ROYAL NAVAL CEMETERY, Orkney.
Reference til grav: Panel Number: F.40A. 
Sted: Lyness Royal Flåde Kirkegård, Hoy og Graemsay, på Hoy, mellem Mill bugten og Ore bugten.

Teksten herunder er tilføjet af et familiemedlem: Len M. Buckingham:

"John Thomas Buckenham var min bedstefar´s bror og var kendt som Jack. Han var født 1879 i Shouldham Nr. Kings Lynn Norfolk, søn af Richard Buckenham og Anna Nee Carter. Han havde 4 brødre og en søster, 4 halvbrødre og 1 halvsøster fra sin fars første ægteskab med Mary Ann Gathercole. Så vidt jeg ved giftede John Thomas sig aldrig, men det undersøger jeg stadig. Han var menig soldat i The Royal Marine Light Infantry. Hans halvbror Arthur William gjorde også tjeneste i 21 år i The Royal Marine".

Læs eventuelt mere på denne hjemmeside om flådehistorie under Første Verdenskrig:

http://en.wikipedia.org/wiki/Naval_warfare_of_World_War_I

http://www.worldwar1atsea.net/

Total liste over britiske skibstab under Første Verdenskrig:

http://www.worldwar1atsea.net/WW1RNLossesA-L.htm


Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE