Første Verdenskrig - The Pals bataljonerne & Sommeoffensiven 1. juli 1916.


Første Verdenskrig og Sommeslaget fra den 1. juli til 17. november 1916.

Tema her: Pals-bataljonerne ved Serre og Fricourt.

4½ måneds ragnarok med hundredtusinder af faldne soldater fra Europa og  hele  verden.

De Allierede:
Franske, belgiske, britiske, herunder skotske, irske og britiske Commenwealth landes soldater fra Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika, Indien m.fl. Soldater fra alle landenes kolonier i Afrika, Mellemøsten, Asien osv. Desuden Balkanlandene Rumænien, Serbien, Montenegro og Grækenland og endelig Portugal og Japan.
 
Kejserrigerne i det Centrale Europa:
Primært Tyskland, Østrig/Ungarn, Tyrkiet, Bulgarien og soldater fra deres erobrede områder i andre lande i Europa, f.eks. fra Sønderjylland i Danmark. Desuden soldater fra kejserrigernes få kolonier i Afrika. 

I første Verdenskrig, men ikke i Sommeslaget, deltog desuden Rusland, Italien og forskellige Balkanlande og senere U.S.A. på De Allieredes side.

"The Pals" bataljonerne.

Den britiske regulære hær baseret i England, var ved krigsudbruddet ikke stor nok til at klare en så stor konfrontation, som en altomfattende krig i Europa ville betyde. Man var også nødt til at have mange soldater i de britiske kolonier over hele verden.

Menupunktet her har især fokus på den britiske Krigsminister Lord Kitchener´s nye hær "The Pals", som blev påbegyndt i august 1914 og som i 1916 var på over ½ million mand, som blev sat ind i stort omfang i Sommeslaget.

Soldaterne til den nye britiske hær "The Pals" blev alle hvervet fra slutningen af 1914 og i resten af krigen. Entusiasmen var fra starten enorm - det væltede ind med frivillige, selv drenge prøvede lykken og nogle 15 -16 årige blev antaget, som regel på et falskt grundlag. Hundredtusinder af unge mænd og familiefædre lod sig begejstre og meldte sig til denne hær. Konceptet var, at man kunne hverve sig til at tjene sammen med sine venner, brødre, familie og arbejdskammerater, fra distrikter og byer fra alle samfundslag. På det grundlag blev hundredvis af bataljoner oprettet (typisk ca. 1100 mand pr. bataljon). Succesen betød en enorm kraftanstrengelse for det britiske samfund på alle planer - især logistik og forsyningsproblemer tårnede sig op, men blev hen ad vejen løst. Financieringen af denne hær skete med statslige midler, men også med betaling fra brancher i forskellige erhverv, byråd, godser og økonomisk støtte fra mange rige enkeltpersoner.
Bataljonerne blev derfor oprettet med navne som relaterede til disse forhold.
 
Jeg har i dette menupunkt specielt ønsket at fortælle om en af disse bataljoner, som blev oprettet med mænd fra den nordengelske by Accrington og omegn, bl.a.  Burnley, Chorley og Blackburn nord for Manchester - The Accrington Pals  (En af de 3 bataljoner i 11. East York & Lancaster Regimentet i den 31. Infanteridivision).    

Medens verdenskrigen rasede i Europa og verden over til lands og vands, blev Pals-bataljonerne udrustet og optrænet, så de var klar til at blive sat ind i det enorme angreb, som De Allierede satte i værk ved Sommefloden den 1. juli 1916.  

Ud over beretningen om Accrington Pals skæbne i Sommeslaget, er der også mange andre historier tilknyttet i dette tekstafsnit, såvel som ved de mange fotos i galleriet nedenfor. Accrington Pals skæbne i dette frygtelige slag, blev et af de værste som de indsatte bataljoner oplevede - et slag som bare på den første dag kom til at koste England 60.000 mand i faldne, sårede og savnede - Ca. 20.000 britiske soldeter mistede livet denne første dag - et tab som den dag i dag, er rekord for et lands mistede soldater i et slag - på bare en dag.

Accrington Pals mistede 585 mand af sin angrebsstyrke på ca. 720 mand på kun ca. 20 minutter.

En anden Pals bataljon også fra Nordengland, The 10. West Yorks mistede det største antal soldater fra en enhed på en enkelt dag under 1. Verdenskrig, nemlig 91% af sin angrebsstyrke, som krøb op af deres skyttegrave (der var ca. 790 mand samlet i de 4 angrebskompagnier i bataljonen), da de under angrebet 1. juli 1916 ved Somme-floden, mistede 710 mand og det i løbet af kun ca. 40-50 minutter!
   
I de andre særlige menupunkter på min hjemmeside, med emner relateret til Første Verdenskrig, f.eks. 2013 WW1 Ypres, WW1 En Soldats Død, WW1 Kitcherner, rulles meget af krigens historie, baggrund op med beskrivelser af enheder og soldater på andre slagmarker, på havet osv. Ligeledes er der også i de mange menupunkter omhandlende Skotland og min 6 ugers tur i 2002, historier tilknyttet teksterne til mange fotos fra denne tur.

Læs de gruopvækkende facts, se de mange billeder og ikke mindst klik på det store antal links, som leder dig til et fantastisk verden af historiske oplysninger om 1. Verdenskrig og ikke mindst Skotlands og dets soldaters skæbne i krigen. 

Mange links fører dig til animerede kort over slagene, videoer af mange slags fra den tid, og fra nutiden, hvor man stadig mindes Sommeslagets enorme tab af soldater. Læs soldaternes sidste breve hjem m.m.

Læs også i menupunktet: "2013 WW1 Kitchener", som omhandler den britiske Krigsminister Lord Kitchener skæbne og død, da den britiske tunge krydser HMS Hampshire, hvorpå han var ombord, på sin vej mod Rusland, bliver minesprængt og hurtigt synker vest for Orkneyøerne i maj 1916 - en måned før hans nye hær på over ½ million mand skulle deltage i det stort anlagte angreb mod tyskerne ved den franske flod Somme 1. juli 1916.

Kik også i menupunktet: "WW1 En Soldats Død", som beretter om min tur i 2002 til Skotland, hvor jeg på den nordlige ø North Uist, får en for mig gribende oplevelse ved synet af en familiegravsten med en falden soldats navn påført, som relaterer til 1. Verdenskrig. Denne oplevelse førte til en masse historisk søgning og sluttelig et besøg i Belgien, Ypres i maj 2013, hvor soldaten i virkeligheden ligger begravet på en britisk krigskirkegård.

Anledningen var den, at jeg på øen, yderst på vestkysten (Hornish), så en lille ældgammel kirkegård og en sort granit gravsten med inskriptionen: "Corporal Ewen Nicholson, killed in action, Ypres 3th of June 1916, 24 years old". 

Hebridernes fåtallige befolkning led meget under især Første Verdenskrig, hvor mange mænd blev indkaldt/lovet jord og andre fordele af England, hvis de lod sig hverve. I stedet blev frygteligt mange dræbt på Første Verdenskrigs slagmarker. 

Dette spild af menneskeliv og de sorger og savn på øerne, som udspillede sig dengang - gravstenens ensomme placering i klitterne ud til Atlanterhavet, hvor næste land på den anden side af havet var USA og Canada, betog mig dybt og har aldrig sluppet sit tag i mig og derfor har jeg siden vendt og drejet det i mine tanker.

I år 2009 satte jeg mig så for at finde ud af alt det jeg kunne omkring denne soldats tjeneste, enhed, krigsskueplads, død, begravelses sted - ja, alt om krigen i og omkring Ypres i Belgien i juni 1916.
 
Jeg kunne på gravstenen se, at Ewen Nicholson var i en canadisk hærenhed. Søgningen og bearbejdningen af emnet fik mig til at beslutte at tage på en lang tur til alle Første- og Anden Verdenskrigs slagmarker i Belgien, Frankrig og Tyskland i maj/juni 2013. Her kunne jeg så besøge soldatens rigtige gravsted - ringen var sluttet.

Så kik i dette menupunkt, på billederne med tilhørende tekst - her står hele historien fortalt - for mig var det fantastisk spændende at finde frem til alle de mange facts og de autentiske historiske hændelser - som at være der selv......

Men tilbage til dette menupunkts emne.

Her først en statistik/oversigt over Første Verdens-krigs menneskelige omkostninger:

Land Samlet
antal indkaldte mænd
Dræbte soldater Sårede soldater  Krigsfanger & savnede soldater  Samlede
tab
Procentvise tab af indkaldte mænd
De Allierede            
Rusland 12.000.000 1.700.000 4.950.000 2.500.000 9.150.000 76,3 %
Frankrig 8.410.000 1.357.800 4.266.000 537.000 6.160.800 76,3 %
Det Britiske Imperium 8.904.467 908.371 2.090.212 191.652 3.190.235 35,8 %
Italien 5.615.000 650.000 947.000 600.000 2.197.000 39,1 %
U.S.A. 4.355.000 126.000 234.300 4.500 364.800 8,2 %
Japan 800.000 300 907 3 1.210 0,2 %
Rumænien 750.000 335.706 120.000 80.000 535.706 71,4 %
Serbien 707.343 45.000 133.148 152.958 331.106 46,8 %
Belgien 267.000 13.716 44.686 34.659 93.061 34,9 %
Grækenland 230.000 5.000 21.000 1.000 17.000 11,7 %
Portugal 100.000 7.222 13.751 12.318 33.291 33,3 %
Montenegro 50.000 3.000 10.000 7.000 20.000 40,0 %
Total 42.188.810 5.152.115 12.831.004 4.121.090 22.104.209 52,3 %
Land Samlet
antal indkaldte mænd
Dræbte soldater Sårede soldater  Krigsfanger
& savnede soldater 
Samlet tab
Procentvise tab af indkaldte mænd
Central- magterne            
Tyskland 11.000.000 1.773.700 4.216.058 1.152.800 7.142.558 64,9 %
Østrig-Ungarn 7.800.000 1.200.000 3.620.000 2.200.000 7.020.000 90,0 %
Tyrkiet 2.850.000 325.000 400.000 250.000 975.000 34,2 %
Bulgarien 1.200.000 87.500 152.390 27.029 266.919 22,2 %
Total 22,850,000 3,386,200 8,388,448 3,629,829 15,404,477 67,4 %
Ialt Første Verdens-krig 65.038.810 8.538.315 21.219.452 7.750.919 37.508.686 57,6 %

Med den baggrund er her starten på historien om Lord Kitchener´s opbygning af sine nye hære "The Pals".

Field Marshall Lord Kitchener, som blev krigsminister (Secretary of State for War) den 5. august 1914, troede ikke krigen ville være "ovre til jul", som man optimistisk antog. Han startede en massiv hvervningskampagne for at udbygge Englands nye hær, så den kunne sidestilles med deres hovedallierede Frankrig, mod deres fælles fjender Tyskland og Det Østrig-Ungarske Kejserrige. Hans opfordring til at melde sig til hæren og hans nye hære gav en overvældende tilslutning fra mænd fra alle samfundsklasser.

Lord Kitchener mente, at mænd, som boede i et givet område/by eller delte en fælles baggrund i samfundet, ville deltage i krigen, hvis de kunne komme til at udføre tjeneste sammen med dem de kendte fra deres område. Lord Derby satte navn på disse hærenheder på et møde i Liverpool den 28. august 1914:"The Pals" (vennerne), for på den måde at beskrive disse nye bataljoner af sammenhørige mænd. Mange småbyer og større bysamfund oprettede Pals bataljoner, f.eks. Liverpool, Manchester, Leeds, Bradford, Barnsley og Accrington m.fl.

Da de allierede, herunder især England, Skotland, Irland, Canada, Australien, New Zealand og andre Commenwealth-lande, satte en af Første Verdenkrigs største militære offensiver i gang ved Sommefloden i Nordfrankrig den 1. juli 1916 kl. 07:30, var man glade for, at Kitchener allerede i august 1914 havde iværksat opbygningen af en stor slagkraftig ny engelsk hær. 

I teksterne, er der af og til et hvidt markeret ord, hvorpå man kan klikke og læse uddybende faktahistorie.

Slaget ved Somme Floden den 1. juli 1916:

Den første dag i offensiven.

Efter en uges konstant artilleribeskydning med flere millioner granater mod de tyske frontlinjer, begyndte offensiven kl. 07.30 den 1. juli 1916.

De gamle erfarne ledende officerer i den engelske hær var ikke overbevist om, at  Kitchener’s New Armies kunne klare de krævende angrebsopgaver i den forestående offensiv, i forhold til Englands glorværdige gamle hærenheder.
              
Kitchener´s soldater i Pals-bataljonerne havde for en stor del ikke deltaget i mange krigshandlinger i verdenskrigen endnu, men havde trænet og trænet og opbygget en ekspertise og kampånd, som var enestående for den tid - men det så man ikke fra de gamle hærenheders ledende officerers side. Man gjorde som man plejede.
              
Med den stivsindede øverstbefalende General Haig, blev offensiven igangsat med soldaterne placeret i lange tætte rækker i et antal bølger - ofte 9-10 bølger pr. angreb, med forskellige funktion og opgaver, som skulle gå hen over slagmarken og knuse de tyske linjer, efter en hel uges konstant bombardement af de tyske skyttegrave og bagland, og derefter rykke videre frem og få krigen sluttet. 

General Haig beordrede oven i købet soldaterne til kun at gå fremad, ikke løbe eller søge dækning. Man troede fuldt og fast på, at det ugelange artilleribombardement havde smadret tyskerne helt og aldeles, så det bare ville blive en spadseretur over til deres skyttegrave og smadre resterne af den tyske hær. Flere officerer i Haig´s stab og hærenheder prøvede at foreslå nogle lidt mere forskelligartede angrebsopbygninger - de blev alle fejet af bordet. Man skulle gøre som man havde lært det siden starten af krigen.                 

I de fleste tilfælde havde det ugelange bombardement ikke ødelagt det tyske forsvarsområde foran deres skyttegrave, pigtråden var ikke ødelagt og skyttegravene ikke ødelagt. Tyskerne havde virkeligt gravet dybt ned og etableret solide og velfunderede bunkers overalt. Jordbunden bestod mange steder af kalksten og andet hårdt materiale, som ikke lod sig helt smadre, trods de intensive bombardementer. 

Så snart artilleribeskydningen stoppede, gik tyskerne i gang med at reparere og opstille deres maskingeværer og soldater og snigskytter igen. Man var hurtigt klar til at tage imod de langsomtgående tætte rækker af tungtlæssede britiske, skotske og canadiske infanterister (ofte 30-40 kg pr. mand!). Tyskerne åbnede ild langs hele deres frontlinje og man mejede på nogle få timer titusinder af de britiske soldater ned ,som korn på en mark. Men strategien fra Haig´s side blev ikke ændret, man blev bare ved med at sende soldaterne ud til den visse død og lemlæstelse. Nogle officerer prøvede at få omstødt ordrerne, men Haig afviste dem kategorisk.

Da dagen var omme, var Haig skyld i, at verden for første og eneste gang oplevede så enorme tab på bare en dag. 
Det eneste lyspunkt i offensiven skete i den sydlige franske del af fronten, hvor man brugte andre alternative taktikker i løbet af dagen og hvor man her også blev hjulpet bedre af det franske artilleri.

I den sydlige del af Sommeslagets front, erobrede den britiske 18. og 30. Division deres opgivne mål, inklusive byen Montauban , og 7. Division tog Mametz. På midten af fronten ved Thiepval var den irske 36. (Ulster) Division ved at erobre det vigtige tyske skyttegravsområde ved navn Schwaben Redoubt , men blev nødt til trække sig tilbage, da deres flanker ikke kunne holde fremdriften og derfor sakkede bagud - man måtte gøre fronten kortere og ikke risikere tyske modangreb fra flankerne mod midten.

Disse meget minimale "gevinster" kostede briterne 57.470 døde og sårede den første dag, men man ville ikke afbryde offensiven, selv med franskmændene meget hårdt optaget og også presset helt i bund ved Verdun. General Haig forventede allerede en dag efter offensivens start, at der ikke ville blive noget gennembrud, som var en del af baggrunden for offensiven - aflastning af de franske hære ved Verdun. 
                
Den vigtiske overordnede grund var, at Frankrig var ved at tabe krigen ved Verdun, hvor tyskernes offensiv i februar 1916, var ved at slide Frankrigs hær helt op.  Ved Verdun mistede tyskerne ligesom Frankrig, dog også frygteligt mange soldater - over en million mand. Frankrig  tryglede briterne om at foretage en offensiv et andet sted i Frankrig for at aflaste Frankrigs udmattede hær. Briterne valgte at det skulle være ved Sommefloden slutningen af juni 1916 - angrebstidspunktet blev dog udskudt til den 1. juli 1916. 

General Haig tillod sig som øverstbefalende senere, at betragte slaget ved Somme, som et opslidningsslag, med det håb, at det var tyskerne, som ville blive først slidt op. På sin vis fik han ret - tyskerne erkendte efter Sommeslaget i november/december 1916, at de aldrig ville kunne klare at udkæmpe et tilsvarende stort anlagt slag.

Tyskerne tog dog fejl, for da Rusland i oktober 1917, efter den kommunistiske revolution, gik ud af krigen kunne Tyskland og Østrig/Ungarn frigøre og overføre flere millioner soldater til Vestfronten og anvende dem i deres store offensiv i marts 1918, som betød at de erobrede alle de frontområder, som man havde kæmpet frem og tilbage om siden 1914. 

De Allierede fik dog i sidste øjeblik stoppet den tyske offensiv, som samtidigt betød, at de sidste tyske kræfter var opbrugt og De Allierede kunne foretage een lang offensiv hen over foråret og resten 1918 indtil sejren var i hus kl. 11:00, den 11. november 1918.
                 
Første Verdenskrigs forløb i 1916 var ikke det General Haig havde lovet politikerne hjemme i England, sine officerskollegaer og ikke mindste alle sine soldater, som i hundredtusindvis blev slagtet uden nogen strategisk grund og fordel. 

Som et kuriosum og salt i såret, for de hjemvendte britiske soldater, herunder de ca. 2,3 millioner sårede og savnede britiske soldater, fik General Haig efter krigen udbetalt 100.000 £ i bonus for sejren over tyskerne i 1918. Det svarer sådan set til, at han fik lige under 10 pence i bonus for hver engelsk, skotsk og canadisk soldat m.fl. som blev dræbt i Første Verdenskrig.

Fotoet viser de ledende britiske generaler poserer for fotografen.


















 

Photo Gallery: The Opening Day







Se nedenfor lyd og filmklip fra Sommeslagets begyndelse.

The Opening Day:
 

Lyt til beretningerne fra de mænd som var med i slaget.

The Opening Day

The Battle of the Somme
En samling klip fra den originale film fra den første dag i Sommeslaget: 

The Battle of the Somme

Nedenfor kan du læse og sætte dig ind i historien om en af Kitcheners hærafdelinger: Bataljonen i den britiske 31. Division: Accrington Pals (del af 11. East Lancashire Regiment). I denne enhed var Accrington Pals en af de 4 bataljoner i regimentet.  

Divisionen bestod af følgende andre bataljoner i de øvrige regimenter: 4 bataljoner fra Hull, 2 fra Bradford, 2 fra Barnsley, 1 fra henholdsvis Leeds, Sheffield, County Durham og altså 1 bataljon fra Accrington. Hver bataljon havde en styrke på ca. 1100 mand, hvoraf angrebsstyrken i bataljonen bestod af omkring 700 til 800 mand.

Alle de andre bataljoner mistede omtrent samme antal soldater i angrebet på Serre - alle bataljonerne blev nærmest udslettet den dag.

Se link til Accrington Pals egen Hjemmeside her:


Nedenfor kan du læse og se hele historien om Accrington by, dens mænd, deres skæbne, deres død, følgerne osv. Accrington Pals havde den militære betegnelse: 11. Battalion East Lancashire Regiment, benævnt som The Accrington Pals og hørte til den britiske 31. Infanteridivison. Alle bataljonens soldater kom fra denne mellemstore industriby Accrington ca. 40 kilometer nord for Manchester og Blackburn.

Accrington Pals, 30k

Deling/Platoon fra B Kompaniet, Accrington Pals poserende for fotografen kort efter, at de er optaget i bataljonen i efteråret 1914. Stedet er Hyndburn Park School, Accrington.

The Accrington Pals er muligvis den mest kendte bataljon, som blev oprettet i de første måneder af 1. Verdenskrig med baggrund i Lord Kitcheners oprettelse af en stor frivillige engelsk hær.
Grupper af alle slags venner i og omkring i Accrington og dens nabobyer meldte sig samlet, for at danne en bataljon med klar karakteristisk  lokal identitet. 
I bataljonens første vigtige aktion, mistede den 91 % af sine soldater inden for de første 40 minutter, da bataljonen angreb byen og området ved Serre i Sommeslaget den 1. juli 1916, den første dag, som blev helt ubeskriveligt dyr i menneskeliv og døde soldater for den engelske hær. De enorme tab i bataljonen, som reelt betød at den nærmest blev udslettet, var svært for byens indbyggere at klare, hvor alle havde en slægtning, en ven eller bror, ægtemand eller kæreste, som var blevet dræbt denne ene dag. Vinduerne i husene havde nedrullede eller gardiner trukket for, kirkeklokkerne ringede fra alle kirker hele dagen uden ophør. 
Selv om bataljonen blev forsynet med nyt mandskab blev Accrington Pals aldrig den samme enhed igen. Enhedens karakter og identitet forsvandt.  

Dannelsen af Accrington Pals.

En måned efter 1. Verdenskrigs udbrud skrev avisen Accrington Observer & Times den 8. September 1914, at Krigsadministrationen havde accepteret et tilbud fra borgmesteren i Accrington, Captain John Harwood , om at danne en komplet infanteribataljon. Da recruitment ( rekruteringen) begyndte den 14. september blev der de første 3 timer rekruteret 104 mænd. Brødre, fætre, venner og arbejdskolleger meldte sig sammen og den 24. september havde Accrington Pals Bataljonen nået sin fulde styrke med 36 officerer og 1.076 menige og befalingsmænd. Kun 10 dage tog det, i de patriotiske berusende måneder i starten af Første Verdenskrig.

Cirka halvdelen af bataljonens mænd kom fra selve byen Accrington og opland. Resten af mandskabet kom primært fra de nærliggende byer Burnley, Chorley og Blackburn. Nogle måneder senere blev bataljonen forstærket med en 1/4 del via et oprettet reservekompagni på ca. 200 mand.

Adieu, 7k Gennem de tidlige måneder af bataljonens eksistens, trænede mændene omkring deres by og opland. I februar blev bataljonen godkendt til at blive trænet i Caernarvon, hvor Lt-Col. A. W. Rickman fra The Northumberland Fusiliers overtog kommandoen.

I maj 1915, flyttede bataljonen fra Caernarvon til Penkridge Bank Camp nær Rugeley, hvor den mødte 12. 13. og 14. Bataljon fra The York & Lancaster Regimentet for at danne 94. Brigade i 31. Division.  Bataljonen flyttede flere gange senere i juli og september 1915, først til Ripon og så til Hurdcott Camp nær Salisbury, før 31. Division i december 1915 pakkede ned og gjorde sig klar til at rejse til  Egypten, for at imødegå en Tyrkisk trussel mod Suez Kanalen. Medens denne rejse blev sat i værk, forsvandt denne trussel og i den sidste uge af februar 1916, blev 31. Division beordret til Frankrig, for at tage del i forberedelserne til og deltagelsen i det kommende forenede britisk-franske angreb ved Sommefloden den 1. juli.

Sommeslaget og baggrunden for bl.a. Pals-bataljonernes angreb på de tyske skyttegrave ved landsbyen  Serre.

I januar 1916, havde de 2 øverstbefalende for de britiske og franske armeer, Haig og Joffre, nået frem til enighed om at iværksætte en stor offensiv på Vestfronten for den kommende sommer. Selv om Haig havde talt for en offensiv i Flanderen i Nordvestbelgien, blev beslutningen den, at angribe langs den brede front, nær ved hvor de 2 landes armeer stødte op mod hinanden nær floden Somme og dannede den ubrudte frontlinje mod tyskerne. 
Valget af stedet for en offensiv kunne dårligt blive værre! Den kalkholdige jord havde sat tyskerne i stand til, at grave dybe skyttegrave, konstruere dybe beskyttelsesrum, som var næsten umulige for artilleribeskydning at ødelægge.
 
Tyskerne havde også kunnet lave stærke maskingeværstillinger, da de også beherskede de højdedrag, som De Allierede skulle angribe op mod. Skyttegravene oppe på højdedragene havde stærke befæstninger foran, med tætte pigtrådsspærringer, miner og masser af dækning til egen soldater og til at omgruppere. Man havde udsigten og overblikket og man kunne placere sin beskydning med både lette og svære våben på en meget præcis måde. Alle mål ved egne skyttegrave og hos briterne og franskmændene var nøjagtigt tegnet ind på de tyske kort, sådan at koncentreret maskingeværild kunne ramme alle de steder i pigtrådsspærringerne som var åbne for soldaterne, som skulle igennem netop der for at gå ud i "Ingenmandsland" og forcere hen og op mod de tyske skyttegrave. 

I de efterfølgende måneder efter februar 1916, bevirkede det tyske angrebspres på de franske hære ved Verdun, at De Allierede blev tvunget til at aflaste de franske hære og ændre planer for offensiven. I stedet for et samarbejde med de franske styrker, måtte briterne nu selv klare angrebet ved Somme. Man valgte at angribe over en ca. 20 kilometer bred front fra syd ved Fricourt/Mametz til nord hvor landsbyerne Serre og Maricourt lå på den nordlige bred af Sommefloden.

Målene for Pals bataljonerne fra 94. Brigade, 31. Division var at  erobre befæstningerne på bakketoppen ved Serre og derpå danne en defensiv flanke mod nord-øst og nord.

Angrebet skulle ledes af 11. East York & Lancashires (Accrington Pals) til højre og 12th York & Lancasters (Sheffield City Battalion) til venstre. 13th and 14th York & Lancasters (1st and 2nd Barnsley Pals)
skulle være reserver til de 2 ledende bataljoner. Modstanderne på bakketoppen og i Serreområdet var det tyske 169. Infanteri Regiment (8. Baden).  

Se link her med historien om 3 brødre fra Barnsley Pals, som alle blev dræbt ved Serre den 1. juli 1916:


Eller læs historien om de tre brødre her i forkortet udgave:

Den 1. juli 1916 var brødrene Fred , Charles og Ernest Walker med i angrebet på Serre, som soldater i Barnsley Pals bataljonerne nr. 13. og nr. 14. fra East York & Lancaster Regimentet. De deltog sammen med soldaterne fra bataljonerne Sheffield Pals og Accrington Pals og angreb fra skyttegravene med betegnelserne Matthæus, Markus,Lukas og Johannes(John) Copse. Walker brødrene var placeret ved John Copse skyttegravsafsnittet (se evt. nedenfor i fotoafsnittet, hvor der er kort der viser den omtalte skyttegrav m.m.). Under angrebet blev de alle 3 dræbt. Ligene af Fred og Ernest blev aldrig fundet, så de ligger i jorden på slagmarken vest for Serre den dag i dag. De blev antagelig sprængt i tusind stykker ved granattræffere på eller nær deres kroppe, eller de blev som døde dækket til af jord og mudder ved granatnedslagene omkring dem. De er optaget med navn og enhed på Thiepval Memorial komplekset, som rummer navnene på over 55.000 britiske faldne uden kendt gravsted. Deres brorCharles Walker blev fundet på slagmarken efter slaget og har en markeret grav på Euston Road Cemetery, i nærheden af Serre.

Sommeslaget begynder med artilleribombardementer den 24. juni 1916.

Den 24. juni åbnede det britiske artilleri et bombardement, som skulle vare til om morgenen den 1. juli 1916, hvor angrebet med forsinkelser, var planlagt til at skulle starte. Artilleribombardementet skulle smadre det tyske forsvarsanlæg totalt, men resultatet blev, at dette slet ikke lykkedes, da tyskerne havde sikret sig dybt i jorden og ikke led megen overlast, ligesom forsvarsanlægget og pigtråden foran de forreste skyttegrave, ikke var mere ødelagte, end det hurtigt kunne udbedres og reetableres. 

I de tidlige aftentimer den 30. juni, forlod 11. East Lancashires Accrington Pals deres lejr ved Warnimont Wood for en march på ca. 10 kilometer til skyttegravene foran Serre. Kl. 02:40 om lørdagen den 1. juli, nåede de første ledende kampagnier de forreste frontskyttegrave, hvorfra de skulle angribe tyskerne kl. 07:30 samme morgen. Tyskernes overblik og udsyn havde dog sat dem i stand til at smadre disse angrebsskyttegrave - tyskerne havde opdaget hvad der var på færde og kort efter at bataljonen var samlet i resterne af skyttegravene begyndte tyskerne at dænge dem til igen med intens artilleribeskydning.

I dette link kan man se billeder og skyttegravskort for området:


Da klokken blev 06:30, intensiverede det britiske artilleri deres beskydning af de tyske frontlinjer. Nu beskød begge parter hinandens angrebsskyttegrave og forreste frontskyttegrave intenst - et helvede på jorden for infanteristerne. 

Kl. 07:20 ledte Captain Tough den første bølge af bataljonens 4 bølger af infanterister's ca. 90 meter ud i helvedes forgård " No Man's Land", ingenmandsland, under dække af artilleri - og morterbeskydning. 
Nogle få minutter senere fulgte anden bølge med ud bag første bølge, ledet af  Captain Livesey

Da de britiske granater stadig eksploderede omkring og i den forreste tyske frontskyttegrav, baksede mændende fra det tyske 3. og 4. kompagni fra 169. Infanteriregiment, med deres udstyr og maskingeværer, rifler og håndgranater, for at komme ud af deres sikrede dækningsrum og op til skyttegravens frontkant, så de kunne tage imod de engelske infanterister og deres angreb. Flere tyske soldater greb deres maskingeværer og gik ud i granathuller foran deres forreste skyttegrave, for bedre at kunne ramme de britiske rækker af marcherende infanterister.

Kl. 07:30 blev den engelske artilleribeskydning løftet og ført længere bagud i det tyske bagland. Første bølge af engelske infanterister rejste sig fra deres liggende, eller siddende positioner og begyndte at gå fremad mod de tyske skyttegrave, med påsat bajonet på deres geværer. Maskingevær - og riffelbeskydningen fra tyskernes side startede omgående og jog ind i den første fremadgående engelske infanteribølge. En britisk observatør kædende bølgerne af død sammen med ordene og det han så: "Som bundter af korn i høsten faldt mændene". 
Ufatteligt skulle man tro, så lykkedes det trods den enorme beskydning med maskingeværer og rifler, at grupper af "Pals" fra første og anden bølge, overlevede maskingeværkuglerne og fik sig stredet gennem den tyske pigtråd og miner og kastet sig ned i den foreste tyske frontskyttegrav for at kæmpe med de tyske infanterister her.
 
På venstre flanke lykkedes det også nogle af 12. East York & Lancasters Pals, at kæmpe sig vej frem til deres del af angrebsmålet. Men det hele var forgæves - bag ved dem blev den tredie og fjerde bølge totalt smadret, allerede inden mange af dem overhovedet nåede ud i ingenmandsland - de blev skudt i stumper og stykker og sprængt i laser af tysk granat - og morterbeskydning. De forreste kompagnier af 13. East York & Lancasters Pals, blev skåret ned efter tur. Nogle af de overlevende menige infanterister fra "The Pals", med alle deres officerer døde eller sårede, pressede sig fremad op mod byen Serre - man så dem aldrig igen, hverken som død, sårede eller tilfangetagne - De forsvandt i slagets malstrøm!
 
De få overlevende engelske infanterister i eller omkring de tyske frontskyttegrave, som også havde mistet og nærmest var blevet berøvet deres forstærkningkompagnier, da tabene steg til skyhøje størrelser, blev tvunget til at trække sig tilbage over ingenmandsland, med yderligere mange tab af soldater til følge. Nogle enheder mistede 80 -90 % af deres soldater den morgen, for da kl. var ca. 08:00 var the battle for Serre ovre - en halv time til 40 minutter blev der på den del af fronten dræbt og såret mange tusind soldater! Alle var chokeret - også tyskerne!

Historien om The East Lancashire Regiment, bataljonen Accrington Pals fra Første Verdenskrig beretter, at ud af 720 infanterister fra Accrington Pals, som deltog i angrebet med de fire bølger af infanterister, blev 584 dræbt, såret eller forsvandt uden kendskab til deres skæbne. 

Brigadier-General H. C. Rees , Kommandant af 94. Brigade udtalte efter angrebet: "Resultatet af tyskernes granater, mortergranater, shrapnels, maskingevær - og riffelbeskydning, var så overvældende, at næsten ingen af vores mænd nåede den tyske frontskyttegrav. Bølgerne af vore soldater gik så fint frem i god orden, men smeltede væk i den ufattelige hårde beskydning, men ikke een mand vaklede, brød rækken, eller forsøgte at gå tilbage. Jeg har aldrig set og kunne aldrig i min vildeste fantasi forestille mig sådan et fremvisning af mod, disciplin og beslutsomhed."

På den første dag af Slaget ved Somme, lykkedes det kun at slå få huller i de tysle linjerr og kun nær selve Sommefloden i den sydlige del af fronten, hvor det tyske forsvarsterræn ikke var gunstigt for dem. De britiske tab den en dag blev på ca. 60.000 døde, sårede og forsvundne soldater!!

Læs i dette link om Accrington Pals angreb - Krigsdagbog for dagene 30. juni til 5. juli 1916:

Dagene og ugerne efter slaget, hvor Accrington Pals blev udslettet som enhed:

Når man læste avissiderne i The Accrington Observer & Times i månederne juli og august 1916, blev katastrofen for byen alt for tydelig. De første få tilsyneladende gode nyheder fra Sommeslaget, som også inkluderede en fejlagtig nyhed om, at man havde erobret byen Serre, blev afløst af avisens plads på siderne, til at fortælle sandheden og vise billeder af døde, sårede og savnede engelske soldater i tusindvis. 

Få, hvis overhovedet nogen af byens indbyggere, kunne sige sig fri for at blive ramt af tragedien. Percy Holmes, broderen til en af Accrintons faldne Pals, husker det således:"Jeg husker da nyheden kom til byen, at Accrington Pals var blevet udslettet. Jeg tror ikke der var en eneste gade eller vej i Accrington og omegn, der ikke havde deres gardiner trukket for vinduerne og klokkerne i Christ Church ringede med langsomme slag hele dagen. Jeg vil aldrig glemme denne uhyggelige dag!".

Slaget ved Somme fortsatte frem til november 1916, og ebbede ud, da vinteren satte en stopper for kampene. Byen Serre blev ikke erobret af briterne, som man først fortalte, den forblev på tyske hænder indtil February 1917

Sommeslaget førte til at man kun erobrede nogle få kilometer mudret slagmark, med det kolossale blodige tab af 610.000 britiske og franske soldater, døde, sårede og savnede. Tyskernes tab skønnes til at have været lige så høje, måske endda højere. 

Slaget ved Somme og dets betydning for De allieredes samlede sejr i november 1918, er stadig genstand for hård debat, her over 90 år senere. Den tyske øverstbefalende Ludendorff skrev dog, at ved Somme "blev den tyske hær så presset, at den måtte indstille kampene og finde sig i at blive helt og aldeles "båret ud". 

Selv om Accrington Pals karakteregenskaber som bataljon i 11. East York & Lancashires var blevet ødelagt i slaget foran byen Serre, blev enheden genopbygget med nye soldater og udstyr og deltog i krigen helt til den 11. november 1918, da freden kom.
 
Accrington Pals deltog i succesfulde offensiver den 28. juni 1917 ved  Oppy-Gavrelle (Slaget ved Arras), igen den 28. juni 1918 ved  La Becque , og den 28. september 1918 ved  Ploegsteert Wood .
 
Ved det store Tyske forårsoffensiv i 1918, spillede battalionen en betydelig defensiv rolle den 27. marts ved  Ayette  og den 12. - 13. April ved  Lys (Hazebrouck) .

Læs her om en soldats skæbne, Sam Hardman og hans sidste brev til sine forældre - et brev han ikke fik sendt, inden han blev dræbt om morgenen den 1. juli 1916.

Brevet er lidt blodplettet, efter at det blev fundet på hans lig.

The Accrington Pals - Eve Of The Somme: A Letter Home:


Sam Hardman I 1901, 10 år gammel levede Sam Hardman
med sine forældre, Laurence og Elizabeth, og hans 
søstre Mary, Ann og Eleanor, i Radcliffe, Manchester.
Efter at familien flyttede fra Radcliffe til Accrington, blev 
Sam undervist hos St. Andrew's Mission i Oswald- 
twistle da krigen brød ud i august 1914.
Den følgende måned meldte han sig ind i rækkerne
hos
Accrington Pals .
 
Han skrev dette brev den 30 juni 1916,
kun nogle få timer før The Pals gik ud i angrebet 
på byen Serre
attack on Serre
den første dag
i Slaget Ved Somme.
Sam blev dræbt under angrebet.
Se og læs mere ved fotos nedenfor i fotgalleriet. 

Sam Hardman.

Letter Letter
Maskinskrift af brevet kan ses i fotodelen nedenfor sammen med øvrige oplysninger om sagen.

Tab af soldater i Slaget ved Somme: 

Land Samlet tab Dræbte Fanger
England 360.000+ - -
Canada 25.000 - -
Australien 23.000   < 200
New Zealand 7.408  - -
Irland 25.000  - -
Syd Afrika 3.000+ - -
Newfoundland 2.000+ - -
I alt Britiske Empirium 419.654 95.675 -
Frankrig 204.253 50.756 -
I alt De Allierede 623.907 146.431 -
Tyskland 465.000 164.055 31.000

De officielle Allierede omtrentlige tab i Slaget ved Somme, som blev fremsat på Chantilly Konferencen den 15. november 1916, var på 485.000 britiske soldater, inklusive soldater fra imperiet og franske soldater. Tyskland mistede 630.000 soldater. Disse tal blev brugt til at argumentere for, at Slaget ved Somme var et succesfuldt slag for De Allierede. Men der var betydelig skepsis dengang, mht. om tabstallene var rigtige. Efter krigen blev der revideret i tabstallene, som nu viste et tab på 419.654 britiske soldater og 204.253 franske soldater. Sammenlagt altså 623.907 tab af soldater, hvoraf 146.431 blev meldt savnet (antageligt døde).

Den britiske officielle historiker Sir James Edmonds hævdede at de tyske tab var på 680.000, men denne påstand er blevet kritiseret. En uafhængig statistisk rapport fra Det Britiske War Office konkluderede, at de tyske tab ved den britiske sektor af fronten kunne være så lave som 180.000 gennem hele slaget. I dag er det almindelig accepteret, at de samlede tyske tab ved Sommeslaget var mellem 465.000 og 600.000. I sin udgivelse af biografien af General Rawlinson, blev Major-General Sir Frederick Maurice suppleret med tabsoplysninger fra Reichsarchiv, med et tabstal på 164.055 døde og forsvundne tyske soldater.

De gennemsnitlige tab pr. division (som bestod af ca. 10.000 soldater) på den britiske sektor af fronten indtil den 19. november 1916 var 8.026 — 6.329 for de 4 Canadiske divisioner, 7.408 for den ene New Zealand Division, 8.133 for de 43 britiske divisioner og 8,960 for de 3 Australske divisioner. De britiske daglige tab i Slaget ved Somme var 2.943 soldater, som overgik det 3. slag ved Ypres 1917 Third Battle of Ypres, men de næsten 4 måneders kampe i Sommeslaget og tabene her, var ikke så alvorlige, som de tab pr. dag i de 2 måneders kampe i Slaget ved Arras Battle of Arras (1917), som var 4.076 døde pr. dag, eller det krigsafsluttende slag, The Final Hundred Days offensiven i 1918, som kostede 3.685 soldater pr. dag.

Royal Flying Corps , Den Britiske Hærs Flyverkorp mistede 782 fly og 576 piloter under slaget.


William Turner's "In Memory of our Baxenden Lads"   Inkluderer korte biografier af 3 Accrington Pals: L/Cpl. Percy Bury, Pte. Ernest Kenyon and Sgt. Walter Counsell Todd.

Tom Morgan's beretning fra hans besøg ved Serre i 1996.  visit to Serre .

De som er interesserede i historien omkring slagmarkerne ved Sommefloden og Vimy Ridge, som disse steder se ud i dag, kunne måske have nytte at se og læse her: an account of recent visits

Læs evt. også den detaljerede guidebog: "The Somme Battlefields" af Martin Middlebrook. Kan lånes på biblioteket - (på engelsk).
Læs evt. også samme forfatters bog: "The First Day On The Somme".



http://www.worldwar1.com/tsearch.htm










Beskrivelse af filmsekvensen med de marcherende Accrington Pals: "På deres vej fra Penkridge Bank Camp til Ripon, vendte  Accrington Pals tilbage til det østlige Lancashire på en rekrutvisit, som varede fra den 30. juli til 5. august 1915. Denne markante film, viser battalionen marchere fra Blackburn til Accrington Søndag den. 1. august 1915.













Se disse mange muligheder for at se autentiske og realistiske film fra Første Verdenskrigs helvede på vestfronten:


Se historien om den gigantiske mineeksplosion ved de tyske " Hawthorn Redoubt" skyttegrave nær landsbyen La Boisselle.


Se videoklip med Baron Von Richthofens fly - en Fokker DR1, som er blevet genskabt i Tyskland i 2006 og læs om denne historie neders i fotogalleriet herunder.

Sidst i fotogalleriet kan du se og læse om slagmarken og området ved Fricourt.

Men læs også de mange historier ved hvert foto herunder:

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE