Skye Portree

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg opholder mig på den østlige og miderste del af Skye, byen Portree, og de berømte klipper omkring The Old Man Of Storr. 

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

På de andre sider, er der flere uddrag fra den del af turen, hvor jeg var på Skye.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg var i byen Portree og i bjergområdet The Storr. 

Link til en række hjemmesider om og fra skye og det øvrige Skotland:

http://www.ard-chuain-portree.co.uk/portree-skye.html

Link til Independent Hostels Of Scotland:

http://www.hostel-scotland.co.uk/

Link til oplysninger om det sydlige område af Skye:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/areaskyesouth/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/skye/portree/index.html

Link til en anden hjemmeside om Skye:

http://www.skye.co.uk/

Link til hjemmeside med mange links til hjemmesider for hele Skotland:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/uslinks/index.html

Link til Portree Havn:

http://www.portree-regeneration.org/harbour_needs.htm

Link til lille video fra Skye og bjergområdet The Storr:

http://www.markhorrell.com/multimedia/storr.mpg

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Torsdag den 20. juni.

Morgenen startede tidligt, med min dejlige morgenmad hos Mrs. Campbell. Det sidste blev pakket ned og i en råkold vind med en piskende regnbyge, som min tro følgesvend her på øen Skye, skyndte jeg mig ud og fik handlet lidt ind, bl.a. fotofilm og andre fornødenheder.

Ved 9:30 tiden kom bussen til Portree. Turen derned tager kun ca. en halv time. Heldigvis blev vejret langt bedre, jo mere vi kørte sydpå. I Portree var vejret allerede solrigt og lunere, ja, dagen så faktisk ud til at blive bedre en længe, for himmelen slog sine gevanter til side og åbenbarede en renvasket klar blå himmel. I næsten 3 uger havde jeg ikke været i en større by, så jeg følte mig lidt ”tabt på gaden” og skulle lige sunde mig og finde det hostel jeg skulle bo på, for kun en nat, da jeg næste dag ville tage bussen til Carboost og Glenbrittle.

Hostellet hører til en anden hostelkæde end SYHA, som er en af de største hostelkæder, med hostels spredt ud over Skotland. Jeg havde booket og betalt alle de hostels jeg skulle bruge, fra denne hostelkæde, allerede i marts. Her kunne internettets kvaliteter sandelig bruges. Også i Glenbrittle skal jeg bruge SYHA kædens hostel der.
Mit hostel i Portree hører til kæden The Independent Hostels, som er en mindre hostelkæde, som er noget mindre og dårligere organiseret end i SYHA kæden, som er en meget velorganiseret hostelkæde. Jeg gik lidt rundt og fandt til sidst hostellet, som med det samme bekræftede, at de ikke er så velorganiserede.

I modtagerummet, var der lukket og et papskilt henviste til en trykknap på en trådløs telefon på en disk. Der skete nu ikke noget ved at trykke der. Men min larm og det at klokken nu var over ti om formiddagen, fik åbenbart en forpjusket midaldrende mand til at kigge ud ad en dør. Det viste sig, at han lige var væltet og jeg siger væltet, for han så sådan ud og bekræftede mig i at det faktisk i bogstaveligt forstand, var sådan, da han havde festet hele natten og nu var noget kvæstet. Men han fik mig da indskrevet og givet mig nøglen til mit rum.

Jeg fik mig installeret og orienteret lidt om omgivelserne, da huset var meget stort, i flere plan og slidt og halvnusset i gennemgående grad. Bagefter gik jeg straks i gang med at pakke min turrygsæk og finde ud på gaden og ned til Turistbureauet for at se hvad der kunne findes der og få vejen at vide til den cykelforretning, jeg havde forudlejet en cykel.
I en telefonboks ringede jeg hjem til Danmark, for det var dagen da Malene var færdig med sin eksamen og dermed var færdiguddannet som pædagog. Også mor og Henrik fik jeg ringet til.

Dernæst fandt jeg cykelforretningen Island Cycles og Steve Bragginton og lejede en nyere mountainbike til £10, kun for denne ene dag. I strålende sol og dejlig varme begav jeg så på min vej nordpå ad den østlige hovedvej op mod ”The Storr” bjergene, en tur på ca. 20 km. Frem og tilbage. På vej ud af byen kunne jeg se den karakteristiske havnefront med de maleriske huse, netop malet i farverige forskellige farver.

Turen ud af byen blev en hård tørn, da byen jo ligger nede ved vandet og vejen derfor kun stiger og stiger opad mod bjergene nord for byen. Det var en varm omgang og anstrengende. Den foregående dags strabadser i Trotternishområdet, sad stadig i kroppen.
 
Det var nu rart, at se en lidt mere civiliseret by med skoler, forretninger og et stort supermarked med alskens varer. Pæne og fine huse, ja nærmest parcelhuskvarterer lå der også, smukt op ad skråningerne. Portree er en meget gammel by, der med sin beliggenhed i bunden af en dyb naturhavn, skærmet af de omliggende enorme bjerge, altid har været centrum for skibsfart, handel og turisme.
Byen har i dag et moderne tilsnit, men også en bydel med gamle huse fra middelalderen. Tidligere var der klanen MacDonald der herskede der. Men nogle forskere mener, at det oprindeligt i trettenhundrede tallet, (1262 i forbindelse med en krig og et slag), var en af de ældste klaner, Nicolsons, der grundlagde og senere herskede over byen. Denne klans mennesker skulle stamme fra Danmark.
 The Nicolsons 17 énde klanchef solgte området i starten af 1800 til klanen The MacDonalds, hvorefter The Nicolsons emigrerede til Tasmanien syd for Australien.

Det blev en dejlig tur op ad slyngede og bakkede bjergveje. Vejret var simpelthen helt perfekt til sådan en tur. Udsigten ud til højre mod øst viste mig det ene betagende skue, efter det andet. Når jeg var højt nok oppe på bakkerne, kunne jeg se ud over de to store søer Loch Fada og Loch Leathan og bag disse The Sound Of Raasay, farvandet mellem Skye og Øerne Raasay og Island Of Rona.
 
Endnu længere ude i horisonten kunne man se bjergene på halvøen Applecross. Farverne var utroligt dejlige. Ud over de farver jeg så ofte har nævnt, sås også nogle rosa nuancer og sarte blå og grå farver ude i horisonten mod Applecross og bjerget der, kaldet Beinn Bhan.

Det var en skøn vandretur op ad bjergmassivet omkring de meget specielle vulkanske klipper, hvor den dominerende klippe er ”The Old Man Of Storr, som er en ca. 150m høj klippe, der står alene i en skrå faretruende stillingen oppe blandt nogle meget specielle højdedrag og skråninger med andre deforme klippeformationer.
 
Stierne derop er rimeligt farbare og turen derop, er der også mange andre mennesker der går, så jeg mødte en del folk på vej op og på vej ned. Det tager omkring 3-4 timer at gå op og rundt i området, hvis man også vil give sig tid til at slappe af og nyde udsigten.
Den første del går op gennem en af de få skove på Skye. Så det var helt rart at gå nede i skyggen under træerne. Fra før og efter år 935 brugte et vikingefolk fra Hebriderne stedet omkring klipperne som offersted. Man har fundet 111 guldmønter, bl.a. Fra Arabien, foruden forskellige sølvskatte. I og omkring de store søer Loch Fada og Loch Leathan, finder man stadig fossiler og andre spændende sten.

Når man kommer ud af skoven et stykke oppe, stiger stien ret stejlt op mod The Storr, så det blev en varm tur. Hele området er oversået med forvitrede vulkanske klipper, som klynger sig til de stejle smaragdgrønne skråninger. Oppe omkring The Ridge, som er bjergryggens navn, flyver der adskillige sorte ravne rundt og skræpper med  rungende ekkoer mellem bjergvæggene. Foran denne bjergvæg står adskillige klippeformationer i skæve og mærkelige formationer og figurer. Men helt karakteristisk, ses den solbeskinnede lavagrå lodrette klippeformation: The Old Man Of Storr.

Jeg gik nu ikke op til ”The Storr” lige med det samme, men bevægede mig op og hen langs foden af de høje lodrette forvitrede klippevægge, som ses på billedet til højre. Her er utroligt dejligt.
 
Her er der ingen uhygge eller nervøsitet for højder. Jeg springer let rundt på klippekanter og balancerer ud på kanter og står selvsikkert ned af stejle skråninger. På et tidspunkt finder jeg en meget høj klippe, hvis ene side falder lodret ned i en slugt på cirka 100 – 150 meter.
Her sætter jeg mig med benene ude over kanten og drikker te, sodavand og spiser lidt kiks. Her er meget rart, højden og den relative farlighed, ved at sidde med benene ude over kanten, rører mig ikke synderligt. I stedet nyder jeg udsigten og den dejlige varme, der her i læ af de andre bjerge, varmer min krop, så jeg smider jakken og kan sidde i kun en undertrøje. Ude i det fjerne i sydøst kan jeg se bjergene ovre på fastlandet. Bjergene danner en slags højderygskæde. På billedet kan man f.eks. se Beinn Shieldaig, som jeg kommer til mandag den 24. juni. Liathach og Beinn Eighe kommer jeg til den 25 og 26. juni.

Efter mit hvil, er næste mål at klatre op til ”The Storr”, så turen går tilbage ad stien. Da jeg nærmer mig stedet hvor denne mægtige kæmpesten står, viser det sig, at den ydermere står oppe på et højdedrag med stejle klippefyldte skrænter.
Da jeg nærmer mig fra vestlig side, står klippen majestætisk knaldsort og lidt uhyggelig i sin enorme størrelse, i sin skæve naturstridige vinkel, som normalt ville betyde, at lortet ville vælte!  Her kan jeg ikke komme op, så jeg må gå syd udenom højderyggen og om i solsiden. Her kan jeg se op ad en utrolig stejl skråning med glat græs og rå klippestykker spredt hulter til bulter. ”The Storr” tårner sig imponerende op over mig.
Når man sådan står og kikker på dens 150m. høje forvitrede og uforsonlige klippefacade, kan man med lidt fantasi se mange figurer, ansigter og underlige fabeldyr danne sig i klippens revner og sprækker.

Jeg tog en dyb indånding og begyndte at klatre op ad den stejle skråning. Her var jeg meget meget glad for mine vandrestave!! De hjalp til at holde balancen og ikke svimle helt, for da jeg var næsten oppe, kunne jeg godt mærke, at adrenalinen pumpede rundt i kroppen og panikken lurede lige under huden. Jeg skulle ikke lave nogle fejltrin heroppe.

Men det gik godt og endelig kunne jeg puste ud i læsiden inde under denne kolos af en  klippe. Jeg gik nu venstre om ”sjoveren” og blev ramt meget overraskende af en meget stærk vind, der peb ind omkring foden/soklen på klippen. Kors hvor det blæste! Meget underligt, da det jo ikke blæste neden for klippen.
Jeg fik fumlet mit fotografiapparat frem og kravlede helt hen til kanten og fik taget et billede ud over afgrunden og udsigten nordøst over mod øen Rona. Udsigten var formidabel, men jeg fik lidt hjertebanken, da jeg skulle ligge der på knæene og holde fast med en hånd og også fotografere med den anden hånd. Så jeg fik pakke ned og kravlet tilbage i en vis fart.
Medens jeg var oppe på denne udsatte post kom der en anden ung fyr op. Jeg kunne se han blev lige så overrasket over blæsten, så vi fik en kort snak om vores fælles oplevelse. Han var her fra øen Skye.

Jeg gik tilbage om i læsiden af klippen og satte mig på afsatsen og drak en kop te og nød varmen her og fik nerverne til at falde til ro, så jeg kunne klare nedstigningen lidt efter. For jeg måtte jo finde mod til at komme ned igen!! Det gik nu forbavsende godt og uden større hjertekvababbelse.

Da jeg kom ned på mere sikker grund, kunne jeg mærke, at organismen var godt oppe at køre. Jeg trængte til at komme ”ned på jorden” igen, så jeg gik lidt hen ad stien, sydpå og fandt en flad klippeblok at sidde på. Her fik jeg noget mere te og lidt sodavand. Franskbrød og ost m.m. kom også frem og så fik jeg spist et godt måltid, sammen med en lille sød kanin, der nuslede rundt lige bag mig. Den havde åbenbart vænnet sig til at jeg sad der og guffede mad i mig. Meget hyggelig ”Snurre Snup” kanin. Jeg prøvede også at sige: What´s up, doc? til den, men den var sgu´ ligeglad. Måske var den sur over, at jeg ikke havde nogen gulerod.
 
Efter denne hyggelige stund på klippen, gik jeg videre sydover og nød den utrolige udsigt, specielt var der et sted der tog sig betagende ud. Hvor stien endte ved en stejl nedstigning og svingende mod øst, var der en flot udsigt sydover mod Portree og de fjerne Cullinsbjerge i horisonten. Men nu gik det nedad denne stejle sti, ned mod skoven ved foden af bjergmassivet.
 
Igen var det rart, at nyde skovens skygge og lugt. Halvvejs nede var der en åben knold med græs, som jeg satte mig på, for at nyde udsigten endnu engang, vel vidende, at vejret sagtens kunne skifte til det gammelkendte regn og rusk, som jeg havde oplevet på meget af, den første del af min tur. Kik på billedet, der hvor jeg står med øen Raasay i baggrunden.
 
Jeg nåede ned til min cykel og nu gik turen tilbage mod Portree. Vejret var stadig meget fint og vinden gav mig lidt let rygvind, så turen blev en dejlig oplevelse, selvom de lange bakkedrag, som jeg skulle cykle op af, var enormt anstrengende at klare. Men jeg kan jo godt lide udfordringer, så der gik sport i at forcere stigningerne i en dynamisk stil og så nyde det at trille nedad igen med den friske vind i ansigtet.

Med udsigt til Loch Fada, stoppede jeg cyklen og fandt mobiltelefonen frem og ringede hjem til Hanne og bagefter til min arbejdsplads. Her fik jeg min chef Jørgen Jakobsen i tale. Han blev meget overrasket over, at høre fra mig. Han er et rart og behageligt menneske, at omgås og jeg sætter meget pris på ham, så jeg var glad for, at kunne ringe til ham og vide, at han også var glad for at høre fra mig. Vi fik en hyggelig snak.
 
Tilbage i Portree, fik jeg afleveret min lejede cykel og fik mit øvrige grej sat på plads på min seng på hostellet. Det var nu hen under aftenen, som så ud til, at blive en dejlig sommeraften. Så jeg gik mig en tur rundt i byen, primært for at finde et godt sted at spise aftensmad. Jeg gik ned til havnefronten, hvor jeg regnede med, at der ville befinde sig adskillige restauranter. Det var der også, men de så ud til at være fyldt op af andre besøgende og priserne og menuerne så ikke særligt fristende ud. Jeg tror disse restauranters menuer er meget baserede på turisternes besøg. Men det var dejligt at slentre hen af havnekajen og ud til havnens yderste pynt, hvor der var en smuk og malerisk udsigt ind over byen og ud over havneindløbet og også sydpå, hvor Cullinsbjergene kunne ses meget tydeligt.

Det ville blive spændende, at drage derned i morgen. Jeg var meget spændt på hvordan det ville gå og hvad jeg ville opleve der. Disse bjerge er kendt for en uhyre barsk natur og et sted man skal passe meget på sig selv og være klar over hvad man gør. Havnen bød på blåt vand og grønne skovklædte bredder med fine huse, palæagtige, noget lignende andre kystbyer i Danmark, som f.eks. ved Nyborg og Troense på Tåsinge.
Forskellen ligger jo selvfølgelig i, at her er husene beliggende på klipper og ofte med store højdeforskelle indbyrdes. Havnen er desuden på flere sider indrammet af klippefyldte højdedrag og længere ude knejser der også højere bjerge. Så her er dejligt læ og varmt i aftensolen. Men solen spiller i de små krusninger i det blå havnebassin.
Ude i bugten brummer en gul fiskerbåd indad med sin kraftige dieselmotor i fulde omdrejninger og rundt i havnebassinet ligger der andre fiskerbåde, store og ganske små og alle i stærke farver, røde og gule og blå, meget malerisk og flot. Her er nu rigtigt rart på molen. Alle vegne jeg har været ved kysten og i de små havne, ligger der hummerruser i hobetal og også her på havnen, ligger der kæmpe stakke af disse små lidt aflange ruser med buede overdele og et lille indgangshul i den ene flade ende.

Jeg gik nu op i byen igen for at finde et sted at spise. Jeg gik hen ad en gade, højt oppe, langs den hvide facade af et hotel med restaurant. Hotellet hed Bosville Hotel og da jeg havde vurderet lidt, blev jeg enig med mig selv, at mase ind her, selvom det var et 4-stjernet hotel og jeg så absolut ikke så særligt soigneret ud med mine store vandrestøvler og nussede bukser og skægstubbe.
Der blev da også kikket noget skævt til mig i starten, som om personalet vurderede om de skulle bede mig skride eller anvise mig et bord. Det blev dog til, at jeg fik et lille bord i venstre side af den fine restaurant med udsigt til en stor ”velpolstret” bar. Jeg fik et velassorteret spise og vinkort og bestilte en udefinerbar fiske/pastaret og et stort glas 250ml. hvidvin.

Der gik nu temmelig lang tid inden maden kom og medens jeg var ude at tisse havde nogen åbenbart fjernet mit hvidvinsglas, selv om jeg ikke havde drukket færdig. Øv, det syntes jeg var lidt underligt. Men så kom en yngre tjener hen til mig og jeg fik ham forklaret sammenhængen. Han undskyldte mange gange og ville sørge for et nyt fuldt glas uden beregning. Personalet var nu helt anderledes rare og cheftjeneren kom forbi og vi snakkede lidt om hvem jeg var og min tur. Hyggeligt! Jeg sad omme bag ved søjlen til venstre.

Den yngre tjener kom nu tilbage og fortalte mig, at han mente, at kunne genkende mig!!! Øøøh? Jo sagde han. Han havde snakket med mig oppe ved ”The Storr” klippen tidligere om eftermiddagen. Og så kunne jeg godt se, at det var den fyr jeg talte med oppe på afsatsen ved klippen. Det var et sjovt sammentræf. Han fortalte, at han var rimeligt ny i jobbet her på dette hotel og ikke havde boet så længe på Skye og derfor i sin fritid mellem morgenvagten og aftenvagten, havde kørt op til ”The Storr” i bil, for at gå en tur op for at se klippen.
Han og jeg snakkede lidt om min tur om Skye og Skotland m.m. Men han skulle jo også passe sit job i restauranten, så han kom og gik. På et tidspunkt, da jeg havde bestilt kaffe og en whisky, kom han ned til mig med et stort glas Mac Allan 25 år gammel whisky, som jeg skulle smage, det vel at mærke på husets regning!! Det måtte jeg nok sige, sikken betjening!! Mums, hvor smagte den godt.

Klokken var nu ca. 9:30 og det var vist på tide at finde tilbage… men ups! Jeg kunne nu mærke, at jeg faktisk havde drukket mig en ordentlig ”blæser” på. Jeg følte mig faktisk ret fuld, jeg havde jo også inden maden fået en halv liter lager (øl). Puuuha! Jeg fik betalt min regning, som alt taget i betragtning jo ikke var særligt dyr i forhold til alt den gode mad og rigelige drikkelse jeg havde fået. Jeg blev ønsket en fortsat god tur.

Jeg fik mig bragt ud af restauranten i nogenlunde god orden…tror jeg. Men måske har de nok grinet lidt af mig.. pyt, jeg havde haft et par gode timer i deres selskab. Udenfor slingrede jeg hen ad fortovet og besluttede, at jeg nok hellere måtte gå en længere tur og få ”dampet” af.
Jeg fandt en vej ned nord om havnen og ud langs de skovklædte bredder. Vejen kik over i en sti og jeg kom et godt stykke uden for selve byen og fandt en plet nede ved vandet med udsigt ud over bugten og synet af Cullinsbjergene mod syd.
Aftenen var ubeskrivelig mild og stille og aftenlyset var nu ved at være træt, ligesom jeg også kunne mærke dagens store udfordringer melde sig med træthed. Mørket begyndte at falde på , men der var så dejligt, at sidde der alene med en ordentlig ”bøhmand” på og nyde solens nedgang og de tyste skumringsfarver ude over bugten og bjergenes mørke konturer.
Vandet klukkede sagte ind mod klipperne hvor jeg sad og himlen lyste nu kun med sine sidste disede gule skumringsfarver ude over vandet…smukt – smukt!! Jeg havde det egentligt fint, med den mellemstore brandert i blodet. Men så begyndte der at komme de forhadte og utroligt generende midges, mikroskopiske små fluer der er en sand plage og pestilens i hele Skotland fra slutningen af juni, juli og til  og med september. Der kan, når de rette vejrbetingelser er til stede, myldre  milliarder frem, som trænger ind i øjne, mund næse og ører. De stikker nederdrægtigt og lægger æg i huden, der så udvikles til små larver…bvardr!!
Så jeg skyndte mig, at komme væk op ad stien og vejen og tilbage til byen. Heldigvis var der ikke så mange og de fulgte mig ikke med op i byen. Jim fra mit hostel, havde fortalt mig, at jeg burde gå ind på en bestemt pub om aftenen, da der her var et rigtig godt folkemusik orkester der ville spille op til dans, netop denne aften.

Med lidt besvær fandt jeg frem til denne pub. Den var stuvende fuld af mennesker. Efter en stund fik jeg en pint lager og en 12 års maltwhisky. Jeg fik øje på Jim, han var i fuld gang med at danse på de lille bitte gulv der var foran orkestret. Musikken fængede med sine karakteristiske rytmiske skotske toner (reels og jigs)fra håndtrommen, fløjten og violinen, afløst af guitar, mandolin og banjo tillige med en kontrabas. Det lød skide godt!!

Skotterne er ofte rigtig gode til at synge og det fornægtede sig heller ikke her. Vi fik flot sang sammen med musikken. Men Jim var en ihærdig herre. Han dansede rundt i sine hvide uldsokker og grønternede kilt og knaldblå skjorte og trak den ene dame ud efter den anden, ja også mændene måtte ud på dansegulvet.
Så fik han øje på mig og så måtte jeg ud og danse skotsk reel med benspjæt og løftet højre og venstre arm. Det blev sammen med en kvinde fra Ungarn!! Det viste sig et der var besøg fra Ungarn i Portree den dag og aften. De morede sig kosteligt og jeg må sige, at jeg tror mig og konen har været et ”ømt” par, hoppende akavet rundt ude på dansegulvet, først med den ene arm oppe, så den anden. Men skide skægt var det nu.. det vil jeg sent glemme, jeg kan endnu klukke indvendigt, når jeg tænker tilbage på denne ”danseopvisning”.
Min brandert spædede jeg op med en pint lager og en 12 års whisky. Jeg var på pubben i et par timer, hvor sang og klappen og stampen med fødderne og livsglæde var fællesnævneren på denne lange men fantastiske oplevelsesrige dag. Jeg begav mig nu her lidt over midnat tilbage til mit hostel. Jeg sneg mig i mørke ind på værelset, hvor alle de andre sov trygt. Jeg smed bare tøjet og hoppede i seng.

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE