Skotland Foto Dyr

Liste over de fugle og dyr, som jeg så på min rejse rundt i Skotland. Hvis du ikke kan læse teksten på det forstørrede billede, kan du udskrive siden og læse det der.

Strandskade på Hebriderne, South Uist på den øde halvø Rubha Aird a´Mhuile (gælisk). Da det var i starten af juni havde den åbenbart æg/unger et sted mellem de lave kystklipper, for hold da op hvor var den gal på mig, den pilede rundt omkring mig og fløj op og angreb mig med næbbet og vingerne, baskede mig i hovedet, så jeg måtte værge for mig. Gale gespenst! Men sjovt var det også, at se den frygtløse opofrelse for sit afkom. på stedet så jeg også den ret sjældne lille regnspove (3 stk.). Desuden ederfugle, sæler og bag mig i sand og græsområdet tusindvis af vilde kaniner. De var ikke særligt bange, men spurtede rundt om benene på mig, ned i deres gravede huller, som var alle vegne.

Vibeæg på Hebriderne, Barra Island, Vatersayhalvøen. Her skulle man paase på og se sig godt for ikke at træde op i de mange reder, som lå i det lave græs, ofte mellem de mange skotske højlandskvæg, som går frit omkring på de græsklædte klippekyster ud til Atlanterhavet.

Engsnarren "oppe på mærkerne" og fortælle, at her er jeg og her er det mig der regerer. Larmende gjalende snerren.

Mosehornugle, som jeg så flere gange på Hebriderne, South Uist. Den jager meget tæt ved jorden med flaksende, søgende, vingeglidende, hid og did bevægelser hen over enge, moser, lyng og græsarealer. Dens knaldgule intense øjne ser ekstremt godt og sammen med en fantastisk hørelse har mus og frøer m.m. vanskelige odds mod opdagelse og uglens næste måltid.

Blå Kærhøg, som jeg så 2 gange i Skotland. Den opholder sig hele året i Skotland, men trækker også sydpå. Arten findes i store dele af Europa også i Danmark.

Sortstrubet bynkefugl, karakteristisk siddende på hegnstrådene langs de øde veje ude i bjergene. Den var meget nysgerrig og kunne godt finde på, at følge mig hen langs vejen, ved at flyve frem og sætte sig lidt længere fremme.

Flot billede af en dobbeltbekkasin. Her er det hannen, som med de 2 små enlige halefjer i hver side og halen iøvrigt, frembringer en høj brummen, som hvis man satte en flad pind på et stykke snor og svingede den meget hurtigt rundt, som bl.a. de indfødte i Austarlinen gør, når de skal frembringe musik, signaler m.m. Jeg oplevede fænomenet med dobbeltbekkasinens "brummeflugt" på Hebriderne, North Uist, Baleshare en torsdag aften og nat, da vejret var helt eventyrligt dejligt. Dobbeltbekkasinens hanner udfordrer hinanden ved at styrtdykke fra en position højt oppe i luften og derved frembringe denne højlydte brummen med halefjerene. Denne aften var det blikstille og bælgravende mørkt med myriader af stjerner oppe i den fløjlssorte nattehimmel. Her ude ved Atlanten og på Hebriderne generelt, er der ikke gadelys nogen steder. så stemningen var intens der i mørket med de mange fugles konstante styrtdyk og brummen. Der var ingen andre lyde, end den fjerne buldren og susen fra atlanterhavsdøn- ningernes kontakt med Baleshares klippekyster. Lyden af fuglene, naturens stilhed, lugten af hav, græs og fårelort, mørket og den lejlighedsvise brægen af et får ude i mørket var ubeskrivelig dejlig og intens. Det var og er stadig sådan at jeg, når jeg mindes den aften, får gåsehud på armene og lette kuldegysninger. Det skal opleves for at forstå det. Det glemmer jeg aldrig.

Almindelig Kjove (Artic Skua). Her er det den mørke fase af fuglen, som også findes i en lys, nærmest hvid fase i mange egne af Skotland, dog oftest ude ved kysterne, småøerne og omkring småsøerne. Fuglen yngler på det bare græs på en forhøjning i landskabet, man kan komme meget tæt på dem, men kommer man for tæt, har fuglen selv sine forholdsregler. Den går til angreb med næb og klør ennda meget frygtløs, så man skal vare sig for den. Det prøvede jeg på øen Handa Island ved den nordvestlige kyst af Skotland i området omkring Scourie. Kjoven er en rovmåge og samtidig en eminent flyver, med fantastiske bevægelser og smidighed i luften. Den kan styrtdykke hidsigt og endda bremse hårdt op i flugten og vende på en dessertallerken og angibe igen. Jeg så det bl.a. en morgen på vej ned i byen Scouriemore. Her jagtede den en gråkrage intenst, men fik ikke fat på den. Men en imponerende flyveopvisning fik jeg at se.

Almindelig Kjove i mørk fase. Denne her opholdt sig ca. 10 - 12 meter fra mig ved sin rede på øen Handa Island, da jeg besøgte øen. Jeg sad 1½ time på en træplanke og nød naturen og frak te og spiste mad, alt imedens både almindelig kjove og stor kjove fløj rundt, eller sad på græsste få meter fra mig. I starten angreb de dog mig hidsigt, men da de fandt ud af, at jeg ikke kunne skræmmes væk, affandt de sig med min tilstedeværelse og ignorerede mig. Så der sad jeg så og nød synet, også da 4-5 sæler boltrede sig 50-75 meter væk, ude i vandet, nysgerrige som de er. Kjoverne yngler som oftest helt simpelt på de bare åbne vindomsuste græsbeklædte øer og klippekystlandskaber. Kommer man dem nær, som man nemt kan komme, hvis man får lejlighed til at besøge deres ynglesteder, som jeg gjorde flere gange på turen, skal man tage sig i agt for ihærdige og meget nærgående angreb fra luften. Den kan sagtens finde på at hakke en i skallen. Der jo som storkjoven en rovmåge, som lever af søfugle, gnavere og anden animalsk føde, dog oftest ådsler og syge individer, som den nemt kan angribe og dræbe. Den tager også en mængde andre fugles æg og yngel.

Søpapegøje, Lunde. Denne fugl har flere betegnelser. På engelsk kaldes den Puffin. Den lever i mindre kolonier på fugleklipperne over det meste af Skotland. Da det er en fugl, som anvender dybere huller til reden, holder den til øverst oppe på klipperne, lige der hvor der er lidt jord mellem klippen og græsset oven på klippen. Her graver den sin rede ud. den er ikke så talrig som andre søfugle på de skotske fuglefjelde. Da den lever i huller og øverst, er den meget udsat for rotteangreb på æg og unger. Også andre dyr har den som større fjende, rovfugle, rovmåger, oddere, lækatte og andre animalske spisende jægere. Ofte så jeg den stå aller yderst på et smal tklippefremspring, med vinden hylende og regnen piskende opad nede fra havet, oplangs klippevæggene. Ufatteligt at den kunne holde sig fast og ikke blæse væk. Når de skal lære at flyve, er de meget klodsede at se til. Ungerne kaster sig bare ud og så falder de bare glidende ned indtil de rammer havet og kan svømme der. Når de så skal lette igen, er det under store anstrengelser og halløj hen over havoverfladen et langt stykke, inden de kan få så meget luft under de små korte vinger, at fuglen kan løfte sig fra vandoverfladen. Også de voksne fugle ser meget klumpedumpet ud når de skal flyve og lande. Men når de først er kommet godt fra start, gåt det eddermame stærkt. Så suser de ind mellem hinanden og alle de andre fuglearter, som samtidigt i tusindtal suser rundt hid og did mellem hinanden uden at støde sammen...imponerende! Når de fanger de små fisk, som de lever af, sker det under vandoverfladen i en dykkerjagt. De kan uforståeligt nok, fange flere fisk med samme næb og holde alle de fangede fisk i næbbet samtidigt. Det undrer mig, at de med en fisk i næbbet kan dykke og fange en fisk mere, samtidigt med, at de jo er nødt til at åbne næbbet, hvor de allerede har 1 fisk eller 2 siddende. Fantastisk.. det svarer vel næsten til, at vi i løb, susede så hurtigt rundt om en telefonpæl , så vi kunne nå at klø os på ryggen med begge hænder!

Lomvier. Her i det skarpe lys på deres klippehylder. ---- Infernoet af flyvende, flaksende, skrigende og pibende søfugle, sammen med en ubeskrivelig stank af ammoniak fra de enorme mængder fugleafføring, som ligger på klippehylderne og som driver ned af klippevæggene. Man kan lugte de enorme søfuglekolonier flere kilometer væk og når man står på klippekanterne kan man næsten ikke trække vejret, så stærk er lugten! Fantastisk! ---- Jeg tror at fuglene netop overleve i kraft af den kæmpe bakteriebombe, de selv skaber - her kan sågu ikke leve andre end dem selv! Jeg tror fuglene er et led i naturens nøje udtænkte kredsløb - fra den mindste bakterie til fuglen selv.

Tejst. Fuglen minder meget om lomvien, men er ca. 10 cm. mindre og har nogle knaldrøde fødder og er helt sort med en hvid farvetegning på vingens øverste flade. Gabet er også helt ildrødt inde i næbbet. Fuglen yngler gerne i mere skjulte steder på klipper og i huler, lige som søpapegøjen. Tejsten er ikke en flokfugl, som alken og lomvien, men holder sammen i få par eller i små kolonier. Det foretrukne opholdssted er nederst på klipperne, i klippesprækker og blandt klippeblokke langs kysten. Reden placeres også der, eller graves ind i jorden som søpapegøjen også gør. Men de yngler ikke sammen, så tejsten findes ikke blandt søpapegøjerne, når de yngler. Jeg så den flere gange under turen i Skotland, allerede den første tur på Barra Island, Vatersay så jeg 5 svømme rundt lige neden for nogle klipper, som jeg opholdt mig på. På Orkneyøerne oplevede jeg en tejst, som havde sin rede inde i noget gammelt træværk, som hørte til en af de kæmpe træanløbsbroer, fra 2. Verdenskrigs tid, som stadig står ved den gamle nedlagte flådebase Lyness på Orkneyøen Hoy. Jeg sad på en gammel betonmolerest og drak te og spise lidt mad, medens jeg ventede på færgen fra Lyness tilbage til Orkney Mainland og færgeanløbsstedet Houton. Det var sjovt og interessant at se tejsten lidt sky komme til sin indgang under brooverdelen, skæve over til mig, hvor jeg sad ca. 50 meter fra den. Den steppede lidt nervøst rundt med sine røde flapfødder og med nogle småfisk i næbbet. Men så tog den mod til sig og hoppede ind i mørket under brooverdelen med føden til sine unger. De må have været dygtige jægere, for begge forældrefugle kom ustandseligt med føde til ungerne.

Alken i nærbillede. Den ser effektiv og beslutsom ud. Alle søfuglene lever et barskt og farligt liv på de smalle klippeafsatser i storm, hagl og regn. I luften og på klippehylderne trues de af rovfugle, rovmåger, mest når de er unger og ret uerfarne. På vandet trues de af hvaler, hajer og især sæler og søløver, som ofte jager dem. Det engelsk navn er Razorbill. Fuglens næb er kraftigt og skarpt - som et barberblad - måske deraf navnet.

Strandhjejlen yngler mange steder i Skotland. Den foretrækker øde lave sletter og dale mellem bjergene og ude på mange af de klippefyldte øer, bl.a. Hebriderne. Biotoben skal være tæt bevokset med lyng og lave buske, forkrøblede træer og med små klipper eller klippestykker spredt rundt i lyngen. Fuglen er ikke specielt knyttet til kysten eller stranden, trods dens danske navn. Jeg traf den bl.a. på sletten foran bjerget Glass Beinn, hvor jeg i øsende regn travede de sidste ca. 10 -12 kilometer af dagens tur, langs foden af bjerget. Den skotske lyng er meget kraftig og høj og derfor er den særlig egnet til yngleplads for adskillige fuglearter. De gange jeg mødte Strandhjejlen, skete det først ved at jeg hørte dens lille fine melodiske men afdæmpede fløjt. Fløjtet/lyden har en meget melankolsk og sørgmodig klang. Fuglen udstøder fløjtet nede på jorden mellem lyngplanterne, alt imens den løber rundt dernede, hvor man ikke kan se den. Den søger at lokke en til at følge den væk fra reden og magen, der ruger på æggene/ungerne. Hvis der er et lille klippestykke hopper hannen op på denne og flyjter mere ihærdigt og laver nogle akavede bevægelser med benene og kroppen, samtidig med at den bruger vingerne, som om den er syg eller har brækket vingen. Det er stadigt et forsøg på at lokke os væk eller få os til at gå efter den som det næste bytte, hvis vi var et rovdyr. Sådan gjorde den strandhjejle jeg mødte på bjergsletten og den fulgte mig et godt stykke på vej i lyngen, for flyve kunne den nu sagtens. Men det var en betagende oplevelse at gå der i dette herrens vejr og se og høre fuglen så tæt på at vi havde øjenkontakt og begge spillede rollen som henholdvis offer og jæger. Denne fantastiske kontakt med dyrene og naturen kan ikke beskrives godt nok, det skal opleves og er noget af det mest skønne for mig at opleve. Men ok! Det kræver, at du trodser alle strabadser og lever dig ind i det liv, som dyrene har, kendskab til hvor du møder dem, kendskab til deres levemåde o.s.v.

Sule (Gannet). Disse flotte og nærmeste majestætiske søfugle lever på klippekysterne en del steder, især ude til havs på de små og mindre klippeøer/klippeskær, som rager op af det frådende hav. De er de største søfugle, som lever i stort tal omkring Skotland. De henter deres føde som alle andre søfugle i havet, men oftest langt til havs og i områder hvor mange af de andre søfugle ikke kommer. I det hele taget har søfuglene, som alle andre dyrearter udviklet sig til at yngle og søge føde på forskellig vis, i forskellige områder med forskellige fangsmetoder og adfærd. Alt sammen noget som tjener et overordnet formål, nemlig at arten kan overleve de barske livsbetingelser, som hersker i en søfugls levemiljø. Sulen har et trofast liv med sin mage hele livet, ligesom albatrosfuglene, som f.eks. mallemukken, som jeg så på nærmeste hold mange gange under turen til Skotland. Den har et avanceret familiært modtagelsesritual når magerne møder hinanden og kurmageriet, er også meget spektakulært ligesom det der foregår hos albatrosserne. Det livslange samliv fuglene imellem bytyder antagelig, at disse meget rituelle og stringente adfærdsformer, er nødvendige for at bekræfte hinandens troskab og tilhørelsesforhold. Det kunne man da forestille sig, selv om alle andre fugle og dyr også har forskellige former for adfærd når individerne mødes og forenes i yngleperioden. Alle ritualerne tjerne også sikkert til, at arterne ikke bliver blandet, som ville betyde alle arters udryddelse på sigt. Vi mennesker er en af de få arter, som kan blande sig uden at arten på den måde bliver ringere stillet eller uddør.

Flot billede af sulen medens den udnytter opvindene langs klippekysten.

Her er sulens hastighed optimal, lige før den rammer havoverfladen. Vingerne er næsten sammenfoldede og strakt bagud, så de ikke bevirker luftmodstand oven for havet og senere under havoverfladen ikke betyder vandmodstand ved selve angrebet og hugget.

Topskarv (på engelsk Shag). Den så jeg mange steder på Hebriderne, North Uist, Skye og Orkneyøerne. Den er af skarvfamilien, hvoraf vi i Danmark kun har almindelig skarv som ynglefugl, endda i et meget stort antal. I Skotland er det topskarven, som er den dominerende skarvart man ser. Den er lidt mindre end den almindelige skarv og dens ynglepladser er nederst på klippekysternes afsatser, eller på lave klippekyster. Den lever ofte i små kolonier og er som skarver, meget sky og nervøs anlagt og flygter straks den fornemmer mennesker i nærheden. Her en topskarv på sin rede med unger, sammen med nogle lomvier.

Topskarven er en flot fugl, med sin glinsende fjerdragt og de grønne øjne. Jeg kom helt tæt på en lille koloni af nogle få fugle på øen Eynhallow på Orkneyøerne. Øen besøgte jeg sammen med bl.a. BBC, som skulle over og lave et program om øen og dens fugle. Øerne er totalfredet og der er kun besøg 1 gang årligt og jeg var heldig at være på det rette sted til rette tid, så jeg oplevede øens fugle meget tæt på, da de ikke er bange for mennesker. Mallemukken som yngler der, er genstand for et videnskabeligt forskningsprojekt, som har stået på siden 1950! På øens nordvestlige side fandt jeg nede af en lille klippeskråning nogle topskarver på deres reder. Jeg kunne kravle helt ned til dem uden at de fløj op og kom ind på under en meter fra dem. Det var ud på aftenen og stedet lå meget i skygge, så billederne jeg tog, blev alt for mørke. Men fantastisk at sidde der på klippehylden over vandet og se fuglene og ungerne så tæt på og vel at mærke uden at forstyrre og skræmme dem væk fra rederne.

Stortstrubet lom som jeg så på havet neden for klipperne på Faraid Head i Skotlands norvestligst hjørne omkring Durness. Den lettede da jeg kikkede ud over kanten og strøg hen langs klipperne og væk rundt om Faraid Head´s yderste punkt. Normalt yngler den ikke ude ved kysterne, men ofte indenlands i større søer og moser, bl.a. i Sverige, Finland og vel også Norge. Om vinteren og i træktiden kan man undertiden se den ved de danske kyster.

Kaniner, kaniner! Især på Hebridernes øer, var der tusindvis ude i klitterne, de sandede marker og på græs og andre afgrøder. De benede rundt mellem hinanden og ofte rundt om min cykel eller mine ben, når jeg færdedes disse steder. De små unger var så søde og fræses rundt og for ned i deres små gravede huller. Men de er overalt i Skotland, så jeg havde dem ofte som trofaste følgesvende i de lave dale eller ved kysterne.

Odder. Er svære at få øje på i Skotland, selv om de er ret udbredt. Men de er sky og ses mest på øde steder. Jeg var heldig at se oddere 2 gange. Den bedste gang skete på en aftentur ud på en lille klippehalvø i Loch Torridon i området Wester Ross og neden for bjergområdet Torridon Mountains. Den svømmede og dykkede hele tiden på jagt efter føde på fjordens bund nær fjordbredden. Den fandt åbenbart en musling eller lignende og lagde sig på ryggen i vandet og tæskede løs på emnet, så den kunne få fat i det indvendige af muslingen, som jeg tror det var. Meget flot opvisning, selv om det var noget på afstand og kikkerten havde svært ved at fange dyret i synsfeltet i det svindende dagslys. Men god naturoplevelse var det så sandelig.

Odderen i sin foretrukne stil, når den har hentet et bytte i havet, her en blåmusling. Den drejer om på ryggen og så ligger den ellers og bider af byttet. I Loch Torridon, så jeg denne adfærd hos en odder, en aften jeg gik ud på en lille klippehalvø, hvor den jagede lige uden for bredden her.

Mallemukken af albatrosfamilien og altså ikke en egentlig mågeart. Den yngler mange steder i Europa og altså også i stort antal i og omkring Skotland og England. Den holder også til på de stejle og lodrette klippekyster eller på lave klippeøer, bare der er fred og minimal fare for rovdyr. Jeg kom meget tæt på fuglene mange steder. på Handa Island ved Scourie og på klippekysten ved Scourie, hvor jeg sad på en klippeskråning og drak te og spiste kiks, lige over for et klippefremspring hvor der boede adskillige malle- mukker med rede, æg og unger. Jeg var under 20 meter fra dem og de var ikke bange, men passede deres og jeg mit. Men spændende var det at sidde der alene og se på fuglenes intime familieliv i en halv time. De nussede om hinanden, krattede hinanden i nakken og havde det svært dejligt med hinanden. Sikken idyl. Ude på øen Handa Island var der også hygge dagen efter, da jeg sejlede derover i en lille robåd, sammen med en lokal bådfører. Om morgene regnede det og i løbet af dagen blæste det meget kraftigt op og det styrtede ned med regn. Under de vilkår har fuglene ikke megen fred og ro til hyggeligt familieliv. Sådan en dag er livet en barsk oplevelse på klipperne ude i det frådende hav.

Her et mallemuk-par ved deres rede. Fuglene lægger kun 1 æg, ligesom arten først er kønsmoden i 4-5 årsalderen. På øen Eynhallow, som jeg før har omtalt, kunne jeg komme helt tæt på fuglene, 2-3 meter fra dem. Det anfægtede dem ikke, ud over et vagtsomt blik på mig. Se også siden med beretningen med foto fra mit ophold på Eynhallow og mødet med en mallemuk på reden inde i en vikingekirke på øen.

Mallemukker (Fulmars) på klipperne ved Duncansby Stacks.

Storkjoven, disse statelige fugle, som er smukke på deres helt specielle måde, selvom de er ådselædere, tyveknægte og nådesløse dræbere, hvis de kan komme til det. På havet og langs de vilde og barske klippekyster i Skotland, er det kun den stærke, den kloge og den tilpassede art, som overlever. Storkjoven er et lysende eksempel på naturens tilpasning og uskrevne hiraki mellem arterne. Søfuglekoloniernes effektive "skraldemand", som skaffer kolonien af med syge og døde fugle, rotter og andre skadedyr. Men en stor æg - og yngel tyv er den også.

Jeg vender her tilbage til rovmågen, storkjoven, som jeg tidligere har omtalt og som er vist andetsteds i fotoalbummet. Jeg var på min tur nået ud til Skotlands nordøstligst område, med den meget lille havneby kaldet John O´Groats, som ligger i en fattig egn, men med en enstående natur og en lille havn, hvorfra der sejler en lille personfærge op til Orkneyøerne. Yderst på dette nordøstlige hjørne af Skotland findes der nogle enorme og imponerende flotte klippelandskaber langs kysten rundt om "hjørnet". Området hedder Duncansby og specielt for området er de enorme "stacks", store klippeformationer, som er efterladt ude i havet nær kysten, medens havet har smadret kystens øvrige klipper, sådan at de nu står som kæmpe skildvagter ud foran kysten. På kysten ligger der også et stort fyrtårn. Klipperne er op mod 100 meter høje, nogle steder og havet har dannet/gravet store brede klippespalter ind i kysten. alle steder er der et mylder af alle tænkelige søfugle på kystens klipper og ude på de 2 store "stacks", Duncansby Stacks. Jeg har omtalt stedet tidligere ved fotoet af de lave klippeknolde, hvor sælerne samles omkring og oppe på. Fotoet her viser området ved Duncansby Stacks, med en mindre Stack, kaldet The Knee i baggrunden. Men i forgrunden ses en storkjove, som sejler op mod mig og forbi mig. Jeg stod oppe på de høje klipper og så pludselig en mørk skygge skille sig ud blandt alle de andre søfugle i luften omkring mig og klipperne. Jeg så hurtigt, at det var en storkjove, der på sin patruljering langs klipperne, havde retning op mod min position oppe på klippekanten. Jeg fik flået mit kamera frem og kastede det til øjet og prøvede at følge storkjovens glidende flugt op langs klipperne op mod mig. Da fuglen var ud for mig, knipsede jeg løs med kameraet og sørme om jeg ikke fik dette foto her, med en elegant, glideflyvende storkjove, som dovent kastede et overbærende blik ind på mig på klippekanten. Fotoet viser selvsagt ikke disse blikke storkjoven sendte mig, men jeg husker dem tydeligt. Dens blik var hvast og koldt beregnende og meget overlegent i udtrykket. Jeg og fuglen havde intens øjenkontakt i flere sekunder, medens den gled nonchalant forbi mig på ca. 2 - 3 meters afstand. sikken intens og fantastisk oplevelse, at se fuglen og mærke dens "ånd" og "aura", dens instinkter og intelligens i de blikke den sendte mig, da den kikkede mig "dybt" i øjnene. ---- Denne klippernes "skraldemand" på sine daglige ture med at rense ud blandt andre syge og døde fugle på klipperne og i havet, eller et hurtigt plyndreraid mod en anden fugl og dens bytte eller unge.

Kronhjort på "afveje". Dyrene vader ofte rundt på veje og i nærheden af huse, selv om de oftets træffes oppe i bjergene. Ved Inchnadamp Hostel i området Sutherland i det nordvestlige Skotland, så jeg dem tæt ved hostellet om morgenen ved 4-5-tiden, stående i silende regn og rystende pelsen med en enorm vandkaskade om sig i alle regbuens farve. Mageløst flot.

Lækat. Jeg havde den glæde at se dyrene et par gange på min tur. Den bedste oplevelse havde jeg på landevejen neden for Inchnadamph Hostel (vandrehjem). Jeg stod og ventede på den sjældne busforbindelse mellem Glasgow, Inverness og Durness oppe i skotlands nordvestlige hjørne. Jeg skulle en tur ud til byen Lochinver, som ligger ved vestkysten ud til havet kaldet The Minch. Regnen siler stille ned og bag mig i grøften hører jeg pludselig nogle meget fine piv og piveri. Jeg drejer langsomt hovedet om og opdager, i et lille stengærde ved grøften, en lækat stikke hovedet ud, sammen med nogle unger. Jeg stivner af forbavselse og tror ikke mine egne øjne, men jo der kun ca. 2 meter fra mig giver 2 voksne lækatte og 5 unger sig i lag med at lege mellem gærdets sten og ned i græsset i grøften, alt imens de højlyst piver og slås på skrømt. Dette scenarie blev ved i over 5 minutter og dyrene kom helt tæt op til mig med under en meter!! Jeg stod som frosset og nød synet i fulde drag. Disse vævre rovdyr, så tæt på og helt uanfægtet af min tilstedeværelse, legede tagfat og slogedes for sjov. De var lynhurtige og som skabt til at fange mus og frøer og andre smådyr. På et tidspunkt, prøvede jeg at tage min taske af ryggen og få fat i mit fotoapparat. Men det var for meget for dyrene- for vips var de væk ind i stengærdets skjul. Lidt efter kom de dog ud igen, lidt længere henne og sneg sig op i græsrabbaten ved vejen og i nogle hurtige spring var de over vejen og nede i grøften på den anden side og ned til floden, som løber ind under broen på vejen, ved siden af hvor jeg opholdt mig. Men fantastisk oplevelse, som det sikkert er få forundt, at få set her i livet.

På min vej opad stierne i Torridon Mountains i silende og piskende regn opdagede jeg pludselig denne frø sidde og krybe sammen på stien. Jeg har ikke kunne finde ud af hvilken art frø eller skrubtudse, som der er tale om, men flot var den trods vejret. Jeg undredes over, at en frø/padde kunne overleve så relativt højt oppe i et øde og vind - og regnblæst terræn. Der er ikke megen læ og varme at finde, da vejret ofte er koldt og regnfuldt.

Ringdrosslen, her i tydelig form. Den minder meget om en solsort, men er lidt større og lever på en helt anden måde og normalt på en helt anden biotop end solsorten. Man kan dog undertiden i træktiden opleve ringdrosslen i de store engelske parker i byerne, f.eks. Hyde Park i London. Det er dog nok kun på tidspunkter, hvor der ikke er mennesker til stede, da fuglen er meget sky. Jeg var så heldig at se et par i bjergene på øen Skye i Trotternishområdet i en lille dal i bjergene med navnet The Quirang. De skældte mig huden fuld med en skræppende advarselsstemme og flaksen rundt for at forvirre mig. Fuglen er efterhånden ret sjælden i Skotland. Herhjemme ses den kun i forbindelse med træktiden og oftest ved den jyske vestkyst. Den hvide halsring er fuglens kendetegn.

Vandstær. jeg blev noget overrasket ved at se den flere gange højt oppe i de ødeste bjergegne omkring Torridon, Inchnadamph m.fl. steder. Denne lille vævre fugl med de hvide øjenlåg og sin knævippende standplads, på de våde sten i vandløb, eller langs klippekanterne ved de mange småsøer, som er alle vegne oppe i bjergene. Pludselig styrter kræet sig ned i det iskolde vand og svømmer/ror med sine vinger under vandet, hen langs bunden i den stærke strøm. Imponerende fødesøgning efter vårfluelarver og andet kravl på bunden af vandløbet.

Denne lille søde sommerfugl i græsset mødte jeg flere gange på turen. Her er det på græsskråningerne på de høje klippekyster ved byen Scourie i det nordvestlige Skotland. Jeg var på vej ud langs klipperyggen mod mallemuk-kolonien ude for enden af klippekysten, som skærmer Scourie mod havets vildskab. Denne dag var det en dejlig solfyldt sommerdag med varme og duften af millioner af fårelorte i græsset - uuummmhh. Jeg gik i fårelort på mange af mine ture i Skotland. I starten prøvede jeg at undgå at træde i dem, men det opgav jeg hurtigt, så jeg vadede bare igennem lortet. Man kan jo vænne sig til alt.

Her kan man se sådan et scenarie, med en lille flad klippeblok i vandet neden for de høje klipper ved Duncansby Stacks. Omkring denne klippe svømmede omkring 35 sæler rundt og der var ca. 10 -12 sæler på klippen. Her hylede og brølede de højt af hinanden og skubbede og møvede hinanden ud i vandet konstant. Jeg sad ca. 70 -100 meter oppe på klippekanterne og kunne se bataljen og ikke mindst høre brølene, som rungede højt i de snævre klippekløfter på kysten her. Det var en solrig tidlig morgen på kysten kaldet Duncansby i Skotlands nordøstligste hjørne. Klipperne her rummer også ti-tusinder af søfugle. Så denne morgen på plads i græsset på klippekanten var helt eventyrlig for mig. Lydene af søfugleskrig, havets dovne dønninger, som blev brudt mod klipperne langt nede, sælernes rungende brølen og ikke mindst den gennemtrængende lugt af søfuglelort, nærmest ammoniak-lugt, der snerper åndedrættet sammen og får øjnene til at løbe i vand. Lort fra måske 100.000 fugle fylder meget og lugter ret fælt. Men jeg havde på det tidspunkt været ude for lidt af hvert, så sidde der og drikke te og spise mad gik mig ikke på trods lugten. Dette enestående natursceneri var så fantastisk, at alt andet forekom mig uvæsentligt.

Gråsæl som ligner en hund - nok deraf navnet sælhund - som man hører sæler omtalt. På et tidspunkt så jeg et sælhovede stikke lige lodret op i vandet. Sælen bevægede sig ikke, men hang i vandoverfladen som en prop og gyngede i takt til bølgerne og dønningernes bevægelser. Da jeg kom nærmere og kunne bruge min kikkert, så jeg at sælen havde lukkede øjne og min første antagelse var, at den var død. Men så kunne jeg se dens næsebor åbne og lukke sig i takt med åndedraget. Sælen sov åbenbart sådan! Min passage af den del af kysten tog ca. 20 minutter, og i den tid rørte den sig ikke af stedet, men sov roligt i dønningernes søvndyssende vuggende bevægelser. Særpræget og sjov oplevelse.

Mågearten, som ses her hedder, er en ride (Kittiwake). Riden er en flot og elegant måge, med fine rene farver og fjerdragt. Den yngler som en af de få måger blandt klippernes øvrige ynglende svømme - og søfugle. Dens levevis er ofte knyttet til havet, sådan at den i lange perioder har det bedst med at være langt ude til havs. Den kan også yngle ved havneanlæg, bare der er steder hvor den kan kline sin rede op. Bl.a. yngler den i Danmark ved havnen i Hanstholm og Hirtshals. Her er det de høje moler, hvis udvendige sider har afsatser til disse mågers reder. Riden samler sig oftest i enorme kolonier, hvis stedet er passende og de kan erobre det fra andre søfuglearters dominans.

Den enorme ternekoloni ved fyrtårnet på Noup Head på Westray-øen i Ørkneyøerne. Her var omkring 10.000 fugle i kolonien og de angreb resolut alle der nærmede sig deres område. Ligeledes var der en infernalsk larm af skrig og skrål, medens et utal af fugle hvirvlede rundt om hovederne på folk i vilde angrebs-stunts. De kunne sagtens finde på at hakke en i skallen, hvis de kom tæt nok på. Imponerende skue at gå ind gennem sådan en koloni og opleve dette natur-fænomen og inferno.

Havterner i koloni - støjende!

Denne flyvende "fætter" er en fugl med navnet Stor Regnspove. den findes over det meste af Europa og i Skotland og især på Orkneyøerne i enorme antal. Den holder til blandt viber på enge, græsarealer og moseområder. Det lange krumme næb bruges til at stikke/bore sig ned i græsset, jorden og tørven, på jagt efter orme, insekter, frøer og andet "kravl". Den har en langsom og doven flyveteknik og udstøder et vemodigt og lidt sørgmodig fløjt, noget hen ad dette: tluuyit. På de stengærdeindhegnede græsmarker på Orkneyøerne så jeg ofte mange hundrede store regnspover blandt viber, strandskader og store flokke af stære. Græs bruges på Orkneyøerne især som foder for kvæg og får og som høslet. på orkney laver man en meget berømt ost, som kendes mange steder i verden. Den er meget gul og hård, tør og lidt bitter i smagen, noget hen ad de irske oste.

Her ses den sky og frygtsomme dalrype (Red Grouse) i sommerdragt. Den findes mange steder i Skotland, men er jo også genstand for megen jagt i sæssonen. Den lever i og omkring bjergene, klippelandskaber og græsarealer både på fastlandet og ude på øerne. Jeg var heldig at se dem på nært hold, endda begge gange med små kyllinger på slæb. Jeg så den her på Handa Island i silende regnvejr. Man kan jo få en whisky her i Danmark, som hedder Famous Grouse, opkaldt efter The Red Grouse. Denne whisky er en blended type, et blandingsprodukt af flere single malt whiskyer. Den smager ikke ret godt og må betegnes som noget billigt stads - nej lad mig få en god single malt, det ved man hvad er.

"Piphansen" her er en Stor Præstekrave, som er uhyre almindelig at se i Skotland og også her i Danmark. Den lever ved alle kysterne og piler ofte rundt og pipper nervøst og vipper med halen foran en, når man går en tur ved stranden. Når man kommer ind på få meters afstand af fuglen, letter den normalt med nogle fornærmede fløjt og lander lidt længere fremme, eller bag en. Minder meget om den anden præstekrave, kaldet den lille præstekrave, som af navnet er mindre. Lille præstekrave yngler dog fortrinsvis i grusgrave, eller i åbne mergelgrave, lermoser og lignende udgravninger. Her i sommer har jeg se flere par yngle i udgravningerne til den nye fynske motorvej. Fuglene generes åbenbart ikke af larmende store vejmaskiner, men finder sig godt tilrette i de ofte vandfyldte grus - g lerudgravninger i forbindelse med motorvejsføringen i landskabet.

Søanemone i det lave vand mellem klipperne i Scouriebugten. Jeg var på vej i dejligt solskin ud til mallemukkolonien, som ligger ude for enden af klipperyggen, som beskytter bugten og byen.

Do You Know What I Mean? En vædder som denne krabat, har det med at glo, for ikke at sige nedstirre en. De står og glor, noget som de elsker at gøre - de er jo nysgerrige dyr - eller også er de bare helt tomme i kysen - øjnene se da også ofte helt udtryksløse ud. Kun når de føler deres harem og revir truet, kan øjnene få et ondt og hvast stirrende skær, så man uvilkårligt ikke har lyst at kikke ind i, man kikker til siden og gør sig lynhurtigt usynlig. ---- Jeg prøvede det flere gange, men mest udtalt på øen Berneray på Hebriderne, hvor jeg skulle passere en flok får på vejen og i kanten af vejen. Nogle gik og græssede og sked, andre lå og fjærtede ved vejen og også en stor vædder (dirty mean devil)! Den gloede olmt på mig, da jeg kom cyklende. Så af cyklen du! Om på den anden side af cyklen og stille og roligt liste forbi bæstet ude langs vejen modsat side, med et skævt øje til, om den ville spille med musklerne. Jeg prøvede at være så usynlig og vennesæl som muligt og kom da også forbi uhyret. Men lige lovlig spændende var det.

Fugle, dyr og planter m.m. som jeg mødte på min fantastiske  1½ måned lange vandring/cykling gennem hele Skotland i sommeren 2002.

I dette fotoalbum har jeg samlet en mængde fotografier af de fugle og dyr, som jeg mødte på min 1½ måneders lange tur genne hele Skotland. 

Sammen med fotoet, er der en ledsagende tekst, som beskriver fuglens/dyrets egenskaber, levevis m.m.
Tillige hermed, fortæller jeg historien omkring mødet med dyret, oplevelsen og andre ting med relation til emnet og billedet.

Sidst i fotoalbummets billeder, ses alternative fotos af et dyr, som måske "får" smilet frem, når du ser billedet og læser den tilhørende tekst.

Man skal bare klikke på billedet, så bliver det forstørret og teksten kan læses.
Ligeledes egner naturbilleder sig godt til begrebet "slideshow". Så klik på feltet "slideshow" og se f.eks. de billeder med sulernes flyving og jagt/dyk, så kan man næsten fornemme sulens dyk ned i havet - flot synes jeg.

Læs evt. også de beretninger, som er uddrag af min rejsebeskrivelse fra turen igennem Skotland i sommeren 2002. Turen varede i 1½ måned og strakte sig over hele Skotland, fra Hebriderne langt ude vestpå til Skyeøen og over Skotlands "mainland" op langs vestkysten og til det nordvestlige og nordøstlige Skotland, inden jeg tilbragte ca. 10 dage på flere Orkneyøer.
Klik på de menupunkter, som er benævn f.eks. Skye Foto 1 o.s.v.

Her er også indsat nogle links til naturhjemmesider i Skotland og her i Danmark.

Siden her vil af og til blive redigeret med nye tekster og historier og fotos af fugle og dyr...så vend bare tilbage en anden gang.

http://www.arthurgrosset.com/europebirds/european%20bird%20index.html


http://www.swt.org.uk/

http://www.rspb.org.uk/scotland/birdwatching_Scotland/index.asp

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE