Skye Sligachan

Sligachan dalen jeg havde glædet mig til at vandre i. Smukt foto, som man fornemmer viser det sande Skotland.

Jeg har før omtalte benyttelsen af befordringsmuligheden - postbusser. Royal Mail har også i Skotland et fint rutenet helt ud i de fjerneste afkroge af Skotland. Man finder nemt på "nettet" både ruter, stoppesteder, timeplaner. priser m.m. Find det under links-siden andetsteds her på min hjemmeside.

Efter opholdet og oplevelserne i og omkring Glenbrittle tog jeg bussen om aftenen tilbage over Carbost og til Sligachan, som egentlig bare består af et gammelt berømt hotel, et par huse og en primitiv campingplads. Men stedet er berømt fra gammel tid, da man i mange årtier drev får og kvæg gennem dalene i og omkring Sligachan. På stedet har der ligget en kro og samlingssted for disse transporter og senere byggedes så hotellet, som da transporterne ophørte, blev brugt til jagt og turisthotel og samlingssted for mange ting på Skye og Skotland som sådan. I dag er det stadig i drift og mange turister bruger hotellet og campingpladsen for basis i deres vandreture i bjergene m.m. Ved hotellet og floden River Sligachan, er der i middelalderen bygget en kampestensbro, som stadig ligger der i al sin pragt. Selve vejforbindelserne gennem Sligachan er ført uden om og via en ny bro et stykke derfra. På den anden side floden og broen ligger der et ubetjent bunkhouse, som jeg havde booket et værelse i inden turen. Hotellet administrerer dette bunkhouse, men har ellers ikke meget med det at gøre. På et bunkhouse skal man klare sig selv, med de faciliteter der nu er. der er nogle værelser, indlagt vand/bad, køkken og senge uden linned, kun en madras. På fotoet ses også min rute ud gennem Sligachandalen. På næste kort ses den videre rute.

Kortet her viser det sidste af min vandretur til Loch Coruisk, med ruten op langs bjerget Sgurr na stri. Jeg fulgte dog ikke ruten med den stiplede linie på kortet, men gik højere op ad bjergets side. Se fotos længere fremme i albummet her.

Her en brochure fra det berømte Sligachan Hotel. Her er ofte livemusik, mest skotsk folkemusik. Hotellet har en velforsynet bar og cafe med servering af lettere retter, foruden en dyrere restaurant. Man kan få morgenkomplet og mad hele dagen og aftenen. Hotellet er meget besøgt og her er altid liv. Mange kommer over fra campingpladsen og hygger sig om aftenen med at høre musik, danse og drikke øl og whisky. Baren her over 50 forskellige whiskyer. Lige noget for mig! Historien - på engelsk: A FAMILY TRADITION The original Sligachan Inn was situated half a mile from its present location.nearer the head of the Loch on the site of a natural ford, the name Sligachan (pronounced "Slig-a-han") is Gaelic for small shells, and so the spot became known as "the shelly place". Re-located around 1830, a new inn was built on the present site and swiftly became a mecca for gentlemen climbers who recognised the unique and challenging qualities of the Cuillin; and although extensive alterations and improvements have since been carried out, the buildings still retains much of the character of an old coaching inn. The Hotel has been owned by the Campbell family since the turn of the century. Mrs Fiona Campbell, her daughter Catriona and son Iain are all involved with the running of the family business. CLIMBERS, GUIDES & GURKHAS ! The land surrounding the Hotel is still completely unspoiled and remains much as it would have been in the 1800's, although fortunately access to Sligachan by road has improved greatly! The geological features around Sligachan are unique with the rounded Red Cuillin to one side, and the sharper peaks of the Black Cuillin to the other. Sligachan's popularity with climbers dates back to the late 1800's. Two of the most notable climbers to visit at that time were Norman Collie and Charles Pilkington. Collie came to Skye in 1886 and had two attempts to climb Sgurr nan Gillean, both of which failed, despite his climbing expertise. He then turned to a local guide, John MacKenzie, who showed Collie the easiest route to the top, which has now become known locally as "The Tourist Route". Collie was one of the first British climbers to show that the British mountains, and particularly , the Cuillin, offered some of the most exhilarating climbs, without the need to travel to the Alps or Rockies. He spent as much time as possible on Skye thereafter and particularly enjoyed his frequent stays at the Sligachan Hotel. John MacKenzie, born in 1856 at Sconser was the Cuillin's first and most famous guide and is believed to have climbed Sgur nan Gillean at the age of 10. A great friend of Norman Collie, MacKenzie spent fifty years showing thousands of climbers of varying ability the secrests of this wonderful mountain range. Charles Pilkington differed in that he learnt most of his mountaineering skills in Switzerland. As a consequence when he arrived in Skye on holiday in 1880, he assumed that these relatively small peaks would present little challenge. After a failed ascent of Sgurr nan Gillean, however, Pilkington developed a great love and respect for the Cuillin. He too spent a great deal of time on Skye, making successful first climbs of many peaks, with the assistance of John MacKenzie. Another notable event in Sligachan's history was the ascent of Glamaig by a visiting Gurkha soldier. Glamaig is the closest hill to the Hotel and is 2537 feet (775 m) high. In 1899, a Gurkha by the name of Thapa ran barefoot, from the Sligachan Hotel to the top of Glamaig, and back again, in 75 minutes. On being told of this feat, MacLeod of MacLeod, the landowner, refused to believe it, so the luckless Thapa was asked to perform once more. This time he completed the task in just 55 minutes. This time remained the official record until the 1980's. A race is now held each year in July and the record now stands at 44 minutes, 41 seconds, set by Mark Rigby in 1997. Another famous Sligachan guest was the popular Scottish entertainer Sir Harry Lauder, who was moved by his stay to write in the visitor's book : "The hills are bare & bonnie, the road is lang & steep, But the air is soft & balmy, Skye's the place to sleep!" Not the finest example of Scottish poetry!

Som de ses af fotoet fra hotellets bar og hovedrum, er der ofte mange mennesker på besøg. Her er meget hyggeligt og stedet oser af tidernes gang hvor nyt og gammelt er blandet godt og grundigt sammen, ikke altid med heldig hånd, men det gør stedet til noget særligt og anderledes, absolut et besøg værd, det kan stærkt anbefales. Som sagt overnattede jeg dog i bunkhuset på den anden side af floden. Her var der første nat ikke sengetøj, kun en madras. Varme kunne jeg ikke opdrive, varmeapparatet med møntindkast virkede ikke. Udenfor stormede og regnede det, som det plejede! Indenfor var det hundekoldt og klamt og fugtigt. Det ville ikke gå hvis jeg skulle ligge her uden sengetøj, jeg ville fryse ihjel, eller pådrage mig en kæmpe forkølelse eller værre. Jeg gik over på hotellet og klagede min nød, men her sagde man, at sengetøj ikke var med i bunkhusprisen. Jeg fik dog udleveret et støvet sengetæppe og en sofapude fra et venteværelse, det måtte jeg så klare mig med. Det blev en kold og våd nat, hvor jeg ikke fik sovet meget og hvor jeg også blev plaget af krampe i benene. Om natten måtte jeg styrte op og hoppe rundt i det klamme mørke og få krampen til at gå over. Næste dag skulle jeg på min store tur gennem Sligashan dalen til bjergsøen Loch Coruisk. Læs evt. ovenfor i rejsebeskrivelsesuddragene om mine oplevelser her.

Sligachan Hotel. Den sidste aften jeg opholdt mig her, var der skotsk live folkemusik på hotellet. Her spillede en musiker ved navn Iain MacDonald, som tidligere var musiker i det kendte skotske folkband The Ceilidhs Band. Han havde en makker med på harmonika og selv spillede han akustisk guitar. Så fik vi og alle, der strømmede ind i lokalet og op til baren, en aften med dejlig folkemusik. Men også andre musikgenre tog de under kyndig hånd. Mange kendte filmmusiktemaer fortolkede de suverent, men især den rytmiske folkemusik var flot og medrivende. Den sidste time blev der arrangeret folkedans på skotsk maner. Men her var det ikke bare sådan lige ud af landevejen! Dansene var i nogle tilfælde indviklede og man skulle have prøvet det før og kende trin og formationer, så det var ikke noget jeg skulle prøve. Men flot og sjovt var det at se alle de lokale og turister med skotsk blod i årerne deltage i dansen. Medens jeg så på dansen, fik jeg mig nogle øl og et par whiskyer. Baren og lokalet var stuvende fuldt af lokale skotter og en masse turister fra omegnen og campingpladsen. Efter musikerne stoppede, inviterede jeg Iain op til baren og gav ham en øl og snakkede lidt med ham om musik og min rejse og om de forskellige danske festivaller med folkemusik, harmonikamusik, bl.a. tønderfestivalen. Men han kendte ikke til disse og til Danmark i øvrigt, så jeg fik et visitkort af ham. Så ville jeg hjemme prøve at linke ham til arrangørerne af festivallerne og maile ham noget materiale herom, måske kunne han være heldig at komme en tur til Danamrk og spille. I dag ved jeg ikke om noget lykkedes for ham, selv om jeg hjemme, sendte information til relevante festivaller og sendte ham materiale og links på hans mail. Jeg tror egentlig ikke der blev noget ud af anstrengelserne. Men pyt, det var interessant at tale med ham og fornemme lidt om musikernes vilkår i Skotland, som vist ikke altid er lige nemme.

Sligachan broen. Fotoet er fra hotellets webkamera, som dengang filmede broen og omgivelserne 24 timer i døgnet. I dag er kameraet taget ned og man kan ikke se live billeder fra stedet mere. Det er ikke tilladt, at køre med biler eller motorcykler på broen, derfor er der lagt store klippesten ud for enderne af broen. Lige som dagene før i Glenbrittle, regnede og blæste det hver eneste dag, morgen middag og aften/nat. Frygteligt vejr, men nu var jeg så vant til det, at det ikke spillede den store rolle. Jeg moslede bare ud i det og nød livet og turene alligevel.

Sligachan Bridge. I baggrunden oppe i det venstre hjørne, ses nogle træer i en lille lund. Her inde blandt træerne lå det gamle slidte bunkhouse, bygget i træ. Længere ude i baggrunden ses de første bjerge, som jeg skal vandre forbi, på min færd ned gennem Sligachan-dalen over passet og op på bjerget Na´ Stri, hvor målet er synet af bjergsøen Loch Coruisk. På fotoets baggrund til venstre er det bjerget Glamaig og bag dette ses Beinn Dearg.

Tættere på ses bunkhouset og baggrunden med bjerget Glamaig og Marsco.

Sligachan Bunkhouse, som lå på den anden side floden over middelalderbroen. Her var klamt og iskoldt, trods juni måned.

Kortudsnit med Sligashan hotel og det ubemandede bunkhouse, hvorfra min vandring startede til Loch Courisk.

Foto af Sligashan-området med hotellet, floden og det i øvrigt typiske skotske øde landskab.

Sligachandalen er smuk med de utrolige farver på alle tider af året. Lyset her er også enestående uanset vejret og årstiden. Baggrunden domineres af bjergene Sgurr nan Gillean, Harta Corrie og Am Basteir.

Min vandretur startede om morgenenefter et solidt morgenkomplet i hotellets bar. På fotoet er jeg lige startet og kikker her tilbage mod hotellet og Sligachanbroen. Jeg behøver ikke fortælle, at det blæste og møjregnede!!

Starten af stien ud gennem Sligachan-dalen mod Loch Coruisk.

Stierne i området er ofte oversvømmet af al det vand, som den evige regn pøser ned over Skye´s bjerge. Den første del af turen gik nu meget godt, men mange steder måtte jeg vade i vand, eller bruge klipper og sten som "trædepuder" for at forcere over de større vandområder.

Her måtte jeg hoppe og balancere hen over denne flodseng på de spredte sten.

Bjerget Marsco rejser sig som en kegle på ca. 800 meters højde.

Sligashandalen og floden af samme navn, smuk natur i fuldt flor.

Et godt stykke inde i Sligachan-dalen slår Sligachan-floden en stor bue ind i en sidedal til højre. Dalen her hedder Harta Coire og ligger mellem bjergmassiverne Sgurr na h-Uhamha (Harta) og Druim nan Ramh. Selve Sligachan-floden har sit udspring oppe i endnu en lille dal Lota Corrie, som er omgivet af bjerge, som i dalens bagerste bund domineres af den ene mørke, sorte, høje, vilde bjergtinde efter den anden, som rager næsten lodret op. Bjergene hedder Bidein Druim nan Ramh, Sgurr na Bhairnich, Am Basteir, sgurr nan Gillean og Sgurr Beag. På fotoet kan man rigtig fornemme, hvorfor hele bjergområdet kaldes The Black Cuillins. Dalene ligger ofte i dyb skygge af de høje bjergtinder og den evige regn, dis og tåge, som giver dalene og bjergsiderne de dybviolette, mørkeblå og næsten sorte skygger. Men lyset og rummet mellem bjergene kaster et fantastisk scenarie ind foran dine fødder, når man står og skuer ind i dalen. Forbjerget til venstre lige uden for fotoet kaldes Bloody Stone, hvorfra Meall Dearg bjerget rejser sig meget lodret op. Her ved dalens krumning, ligger her 2 små lavvandede søer kaldet Lochan Dubha og her fandt jeg en klippeblok at sidde på og tog min te og mad frem og fil mig et lille måltid, medens jeg sad og nød stilheden, flodens brusen og den friske våde og fugtige bjergluft. Mageløst!

På dette foto er jeg gået et stykke videre ind i Sligachan-dalen, hvor jeg nu nåede frem til floden Allt nam Fraoch-choire, som udspringer oppe på bjerget Marsco og Ruadh Stac. Her delte stien sig, hvor den ene sti gik venstre ud og fremad mod den lille sø Loch an Athaill og den store sø Loch na Creitheach, som ligger neden for det enorme bjergmassiv Bla Bheinn (kaldet Blaven). Den anden sti førte mig mod højre med Meall Dearg på min venstre hånd. stien her var meget svær at bruge. Den var totalt oversvømmet af vand, underlaget stenet og klippefyldt, men alligevel fedtet af tørv. lyng og græs. Området som hedder Srath na Creitheach leder floden Allt nam Fraoch-choire ud i søen Loch na Creitheach. men kort efter stiger stien opad i en udmarvende stejl vanskelig stigning på ca. 400 meter op mod passet ved Sgurr Hain. Et stykke oppe ad denne stigning, vendte jeg mig om og tog dette smukke foto tilbage udover dalen, hvorfra jeg havde vandret i nu mange timer. Til højre se foden af bjerget Marsco og de 2 søer Lohan Dubha. Sligachan Hotel ses ikke mere, men ligger helt bagude i horisonten bag den mørke bjergkam, man kan se midt i fotoet. En enorm afstand og distance, jeg allerede havde tilbagelagt og jeg havde næsten halvdelen tilbage inden jeg ville nå mit mål Loch Coruisk. Senere fra Loch Coruisk skulle jeg jo hele vejen tilbage igen!!

På fotoet her, som jeg fik taget på min opstigning mod passet viser hvor vanskeligt og anstrengende, det var at gå her. Man var nødt til hele tiden at holde øje med, hvor man satte fødderne, passe på ikke at træde forkert og minimere, at man gled på stenene, ligesom man mange steder måtte vade i nedstrømmende regnvand op til anklerne. Godt jeg bar mine gore-tex vandrestøvler - de holdt mine fødder tørre og gav mig et god fodfæste, men uden mine 2 fjedrende vandrestave ville opstigningen ikke være gået så godt, som den egentlig gjorde.

Da jeg endelig nåede op i passet, gik jeg træt ud på kanten af Sgurr Hain bjerget og fandt mig en plads, hvor jeg kunne sidde og nyde en fantastisk udsigt 180 grader rundt. Regnen var på det tidspunkt gået over til lidt støvregn og her var lidt læ. Jeg drak noget varm te, fik noget at drikke og spiste lidt mere med. Medens jeg sad der fløj en gøg op et stykke henne og den kukkede hele vejen op ad bjerget til højre for mig op ad Sgurr Hain. Udsigten faldt ned over søen Loch na Creithheach og over mod bjergmassivet Bla Bheinn, som rejser sig meget lodret op fra søens bredder, op i ca. 930 meters højde. Et imponerende skue.

Oppe i passet ved Sgurr Hain havde jeg et smukt syn bagud, over noget af Sligachan-dalen. Solen titiede gennem regnskyerne og solpletterne løb hen over dalen og op og ned af bjergenes skråninger, klippevægge og toppe. Sollyset fandt på den måde en masse nye farver til den palette af farveindtryk landskabet konstant og foranderligt bød på. De 2 bjerge som ses på fotoet, er nærmest Ruadh Stac og bagerst Marsco.

Fotoet her viser udsigten oppe fra den sydlige del af Bla Bheinn. Søen Loch at Athail ses nede i bunden af dalen, med det grusede flodleje, hvor floden neden for højdedraget Srath na Creitheach løber. Dalen her afløser Sligachan-dalen. Bag højdedraget Srath na Creitheach ses de tilstødende krumme højdedrag Druim Hain og bjerget Meall Dearg, som dækker for udsynet til Harta Coirrie dalen. på den anden side af denne dal, ses Sgurr na h-Uamha og Sgurr Beag bjergene. Min vandrerute gik op mellem Srath na Creitheach og Druim Hain og op forbi Sgurr Hein bjerget, hvor jeg holdt hvil. Til højre i fotoet og forsvindende bagud i dalens dis, op mod højre hjørne ses Sligachandalen.

Fra mit udsigtspunkt oppe fra Sgurr Hain bjerget ser jeg her ned på søen Loch na Creitheach og bjerget Bla Bheinn, som stiger op fra søens lysgrønne solbeskinnede bred op i højderne, hvor de bløde lysgrønne farver her viger for de armygrønne og gåt over i de forrevne klippers metalgrå og violette farver. Øverst rammer en solstråle bjergets top og understreger kontrasten fra bjergets regnvåde mørke og dystre farvespil til klippernes solvarme lyse nuance i klippeknoldende deroppe. Søen få i dette regnvåde landskabs helhed en dyb sortblå farve. Flodens udmunding i søen har gennem milioner af år dannet en plan gruset og sandet søbred ved udløbet. Et imponerende vue at sidde og se på medens man drikker lidt varm te og gøgen kukker oppe ved siden af en.

Efter min pause oppe på bjerget Sgurr Hain fortsatte min tur nedad et stykke tid, inden jeg ville prøve at komme opad mod bjerget Sgurr na Stri. Turen ned var våd og glat og stien svær at følge, som man måske kan se på fotoet. Regnen plaskede ned igen på denne side af passet.

Efter et stykke tids vandring, steg terrænnet opad på Bjerget Sgurr na Stri´s skråninger og her i bjergets skygge hvor regnen silede ned, kunne jeg se bjerskråningerne Druim Hain, Meallan Dearg og dalen Coire Riabhach blive oplyst af et kraftigt solfald ned over de friske lysgrønne skråninger, som omkranser bjergsøen Loch a Choire Riabhaich. Dalene omkring denne sø forsyner søen med vand, som igen samler sig til en lille flod, som munder ud i søen Loch Coruisk.

Udsigten videre rundt i bjerglandskabet fangede den spidse bjergtinde på bjerget Bidein Druim nan Ramh. Lyset fejede stadig med sine søgende lysfingre rundt mellem dale, skråninger, klippevægge og klippeknolde, hvor dis og tåge søgte, at sløre effekten, men i stedet opnåede endnu flere fantastiske kulører og farvespil i landskabet.

Som at komme i himlen! Denne udsigt tog næsten vejret fra mig! De fantastiske lysfald og sceneri omkring Loch Coruisk og dens "fødesø" Loch a Choire Riabhaich, synes jeg godt man kan se på fotoet, som jeg fotograferede på min vej ned fra passet ved Sgurr Hain. Umådeligt smukt og stemningsfuldt. I mit hjemmesidepunkt med mine malerier fra Skotland, kan du der se mit forsøg på at gengive sceneriet og de følelser jeg opfattede i mit sind, da dette landskab åbenbaredes for mit åsyn. Lyset kaster sig hovedkulds ned over bjergenes forrevne tågeslørede klippekanter på Gars-bheinn, Sgurr nan Eag, Sgurr Dubh Mor, Sgur Alasdair og Sgurr Mhic Choinnich. Scenereiet kan forlede en til at forestille sig, at man ser solens og lysets ærkeengel komme ned og sænke sine lysende vinger over Loch Coruisk´s blanke vand og lysgrønne bredder. Helt bibelsk, selv om dette under sker i Skotland og ikke i Palæstina.

Min tur tilbage mod Sligachan Hotel´s bunkhouse, blev sidst på dagen en ren overlevelsestur!! Tunge regnskyer og kulde og blæst trak ophen mod aftenen og jeg kunne se uf fra min tidsplan, at jeg ikke kunne nå længere på min tur, hvis jeg skulle nå tilbage inden det blev nat. Uvejret satte ind allerede på min start af vandringen tilbage, blæsten havde jo taget til sidst på eftermiddagen. Turen tilbage blev et smertehelvede, for kulden og regnen og mangel på proviant og væske blev noget kritisk ca. halvejs tilbage. Jeg spise mit sidste blandende rest af müsli i lunket vand og så begav jeg mig afsted i regnen og blæsten. Min knæ smertede og alt gjorde ondt i kroppen, flere gange var min udmattelse ved at tage pippet fra mig, men en indædt vilje til at stå det igennem, tvang mig fremad med god hjælp af min vandrestave, som her virkelig betød en forskel om at jeg ville klare at nå hjem inden jeg gik kold af udmattelse og ville dø på grund af det. Dette er ofte grunden til manges ulykker i bjergene - det at man mister den sidste rest af kræfter og besvimer og dør af udmattelse og kulde! Så jeg vidste godt hvad det drejede sig om!! Vilje - vilje - og atter vilje!!! De sidste kilometer i dalens mudrede stier og klipper, gik jeg simpelt hen ofte og græd af smerte og udmattelse. Men give mig ville jeg ikke, så jeg mosede på og nåede totalt færdig og smadret hjem på mit værelse i bunkhuset. Jeg var gennemblødt af regn og sved, kold og huden våd og vamlet af fugt og sved. Heldigvis var der ikke gået hul på fødderne. Kun en anelse rødmen på en lilletå, lige før man får en vabel, var at se. Hjemme og reddet, gudskelov. Udsigten på dette foto er fra bjerget Marsco ud over Sligachandalen og Sligachan River. Dernede kæmpede jeg mig hjemad i et ekstremt og skrækkeligt uvejr. Fotoet her er fra dalen badet i sol og godt vejr.

Nær ved Loch Courisk søen - udsigt oppe fra bjerget Na Stri.

Jeg vovede mig helt ud til kanten af klippen og kunne her se ned i afgrunden ca. 300 - 400 meter nede. Trods min tilvænning til højder gav det mig et sug i maven og svimlede lidt for mig. Men utroligt spændende og opløftende, at jeg kunne stå her i stærk blæst på en klippekant og relativt roligt kikke ned i sådan en afgrund af den sikre død, hvis jeg mistede fodfæstet og styrtede derned.

Loch Courisk fotografeter af mig gennem regn og dis.

Oppe fra skråningerne på Na Stri bjerget fik jeg trods de elendige fotoforhold taget også dette disede foto af Loch Courisk.

Mit eget vanddryppende foto fra min ankomst til området ved Loch Courisk.

Med regnen piskende i ansigtet og blæsten rivende i mig gik jeg lidt længere frem langs klippevæggen og fik her et udsyn ud over Loch Scavaig-fjorden.

Scavaig River kaldes det korte løb fra Loch Coruisk ud til Loch Scavaig-fjorden. I baggrunden bjerget Sgurr na Stri, som rejser sig fra fjordens bredder.

Aftenstemning i Sligachandalen - helt overnaturligt lys - mystik og overtro.

Fabelagtigt flot og særpræget billede fra området ved The Black Cuillins!! Med en stemning, farver og lys. Man får lyst til at udbryde med ordene fra den engelske filmtittel, (A bridge too far), let omskrevet til : A Bridge Too Får.

Med dette sidste billede i dette album fra øen Skye, lukker jeg vinduet op for de andre fotoalbummer. Fortsæt med at se de næstfølgende sider med den fortsatte rejse gennem Skotland - og hvorfor ikke vise dette foto, hvor du "får" et kik frem mod de næste siders oplevelser.

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg stadig opholder mig i den sydvestlige del af Skye, Sligachan, Sligachan dalen og Loch Coruisk, stadig  i de vilde bjerge The Black Cuillins.

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst. 

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

På de andre sider, er der flere uddrag fra den del af turen, hvor jeg var på Skye.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg var i Sligachanområdet og de vilde bjerge The Black Cuillins.

Link til hjemmesider om Skye:


http://www.skye.co.uk/

http://en.wikipedia.org/wiki/Cuillin

Link til sider med oplysninger om Sligachanområdet:

http://www.sligachan.co.uk 

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/skye/sligachan/index.html

http://en.wikipedia.org/wiki/Sligachan 

http://www.isleofskye.net/central/sligachan/

Sligachan øl-bryggeri:

http://www.cuillinbrewery.co.uk/history.htm

Link til sider med fotos fra Sligachanområdet: 

http://www.panoramicearth.com/613/Scotland/Loch_Sligachan_and_Glen_Sligachan

http://myweb.tiscali.co.uk/photoflooddays/CSligachan.htm

http://www.gla.ac.uk/medicalgenetics/skye_cuillin_coruisk.htm

http://www.freefoto.com/tag/river

http://www.michael-macgregor.co.uk/page32.html

http://www.ineedanimage.com/addtobask_Glen_Sligachan_4932.aspx

http://www.tcweb.co.uk/munroheights/listings/24.html

Link til sider med vandreoplysninger, overnatning, kort m.m.:

http://www.skyewalk.co.uk/sligachanloch.shtml

http://tinyurl.com/232fg3

http://www.syha.org.uk/SYHA/web/site/LocalInformation/glenbrittlelocal.asp

http://www.walkingbritain.co.uk/walks/walks/walk_b/2589/

Sligachan Bunkhouse, som jeg brugte som base:

http://www.hostel-scotland.co.uk/hostels/index.asp?ID=143

Det Skye baserede skotske folk-rock band Runrig har skrevet en sang og melodi, hvor temaet er sligachan bjerget Marsco (Norse sprog, nordligt germansk sprog/Norge i vikingetiden/middelalderen = Seagol = Måge). Læs her lyrikken på gælisk og engelsk:


http://www.jimwillsher.co.uk/Site/Runrig/Lyrics/Lyrics_Detail.php?AlbumID=11#STuMoLeannan

Uddrag af min rejsebeskrivelse:


Søndag den 23. juni.

Da det blev lyst, blev jeg vækket af en gøg, den kukkede og kukkede. Senere den morgen vågnede jeg ved, at der var stegende hedt i værelset. Nogen havde lukket op for varmen og mine radiatorer stod vidt åbne. Så jeg fik smidt noget af mit tøj. Så nu kunne jeg få tørret mit tøj.

Sct. Hans dag! Den danske sommer i sit bedste tøj, farver, dufte og varme, tradition og bål og heksen til bloksbjerg. Her på Skye i Sligachan, stod jeg lettere mørbanket, op til dagens vejr, der vanen tro viste sig fra den så absolut værste side!! Regnen væltede ned igen…igen!!! En sand syndflod trommede på husets tag, blæsten rev i det gamle tag og klaprede med træernes grene mod vægge og ruder. Det var da utroligt med det vejr! Jeg er ved at blive lidt ærgerlig, al den forventningens planlægning og så prøver vejret at spolerer det, gang på gang.

Nå! Jeg gik ned på hotellet og fik morgenmad til 3,95£, ca. kr. 48,-. Pølser, scrambled eggs, bacon/skinke, svampe og tomat. Egentligt ret kedeligt, da jeg jo havde fået det hver gang jeg havde boet på et Bread & Breakfast. Under måltidet, besluttede jeg at jeg ville skide vejret en lang Sct. Hans march og gå turen gennem Sligachandalen til Loch Coruisk, en tur på ca. 45 km.!! Frem og tilbage. Jeg syntes jo nok jeg er i træning nu til at klare hvad som helst. Så mere regn og blæst, vådt tøj, klipper, bjerge og strabadser kunne bare komme an.

Så da jeg havde pakket ned til dagen med proviant, som bl.a. bestod af müesli og lidt brød og kiks, skiftetøj og varmt vand til te, stillede jeg mig ud på verandaen under en utæt tagrende og skrålede op mod de jagende grå skyer og den piskende regn: PYT MED VEJRET, REGN MED MIG!!!… Heldigvis var jeg stadig alene i bunkhuset, så det var nok kun regn - og tordenguden der hørte mit trodsige brøl. 

Af sted gik det nu ud ad stien, der i starten var god og tilpas nem at gå på. Den var dog fyldt med skærver, store og små, der betyd, at man skulle passe på ikke at forvride foden. Mine vandrestokke var her fortrinlige hjælpere.

Området var førhen i mange generationer centrum for kvægmarkeder og stierne i området blev brugt til at drive dyrene sydøst mod hovedlandet, hvor en færge bragte dem over det smalle stræde Kyle Of Lochalsh, hvor der i dag er en flot moderne bro. Hotellet, da det kom til, blev så brugt af handelsmændene og opkøberne og bunkhuset, har tjent som logi for studedriverne, tjenestefolk og andre.

Jeg skridtede godt derud ad op og ned af små bakker, med Sligachan floden bugtende sig på min højre hånd, nogle gange flre hundrede meter væk, andre gange gik jeg tæt op ad dens bredder. Vandet brusede i svimlende fart, i samme retning som jeg gik. Sligachandalen er meget bred flere steder, men er et utroligt smukt sted. Synet af de mørke bjergsider, bjergrygge og toppe indhyldet i regntåger, men med lyset flagrende ind og ud og rundt om de forrevne bjergkamme, udgjorde et fantastisk skue.
Man kan nedenfor i kortudsnittene følge min rute gennem Sligachandalen. Til venstre for stien rejser bjergryggen Druim na Ruaige sig, der har forbindelse op til det første store bjerg Beinn Dearg på 651 meters højde. På højre side er der også en bjergkam, Nead na h-lolaire og Ouire Aiobhach. Allerede fra disse bjergrygge strømmer der adskillige vandløb ned mod Sligachan floden.

Det betyder, at stien hele tiden flyder med vand, ofte så meget, at det går mig op til støvlekanten, altså ca. 10 – 12 cm. På denne måde er jeg nødt til at hoppe fra sten til sten, eller træde på tørvekanterne. Det er en meget anstrengende måde at gå på. Stien bliver hele tiden gennemskåret af små vandløb. I starten er der lagt trædesten over, men senere på ruten, er der ikke denne mulighed, så man skal se sig for. På billederne nedenfor kan man se det vanskelige terræn jeg måtte gå i.

Regnen blev lidt tyndere, nærmest støvregn og det var en klar forbedring, så vandringen hen ad stien gik nu bedre. Jeg vænnede mig til underlaget jeg gik på og affandt mig med, at vandet stod ind over støvlerne. Og mine støvler er altså gode, der kom ikke en dråbe ind. Mine fødder føltes tørre og varme. Jo længere jeg kom ind i dalen, jo højere blev de omliggende bjerge. 

Navnet ”The Black Cullins”, De Sorte Cullins, bærer bjergene med rette. Med denne mørkegrå himmel og sparsomme lys, virkede bjergvæggene sorte, truende og ildevarslende. Men det lys der var, fik også andre betagende farver til at vælde frem. Farver i alle tænkelige grå nuancer. Dybblå, indigoblå, sortblå og nærmest mørk bordeaux nuancer, lavede et fantastisk farveorgie i og omkring bjergene, fra bund til top.

Dalen var overvejende smaragdgrøn, men vekslede i alle mulige grønne farvespil. Små søer og runde bakker med spredte klippeknolde og store sten brød denne grønne bundfarve. Hvor der var lidt mere lys, skinnede bjergskråningerne som grønne gardiner. Jamen.. det var ubeskriveligt smukt og kan slet ikke fotograferes med et ordentligt resultat. På min videre færd nærmede jeg mig bjerget Marsco på 736 meters højde. Det rejser sig pludseligt og majestætisk stejlt op fra dalens bund på min venstre side. Imponerende.
   
Til den anden side går bjergryggen over det meget høje bjergmassiv, bestående af toppene Sgurr nan Gillean, Am Basteir, Bruach na Frithe og Sgurr Beag og Harta Corrie opkaldt efter floden Harta Corrie, der løber ned og forener sig med Sligachan floden.

Længere fremme kan jeg på min højre hånd se denne dal som ender ved foden af bjergene Sgurr a Mhadaidh, Sgurr na Banachdich og Sgurr a´Ghreaoaidh. På dalens venstre side tårner bjergene Druim nan Ramh og Coire Riabhach sig op. Mange af disse bjerge er ca. 1000 meter høje og når man går nede i dalen, virker de frygtindgydende med deres dybsorte bjergvægge indhyldede i regntåger og dis.

Fremme ad stien kunne jeg nu tydeligt se dalen Harta Corrie åbne sig op ind mod højre, i en imponerende dyb og bred dal med ovennævnte stejle og sorte bjerge, der  ligesom stod og vogtede over dalen. Hvor dalen munder ud i Sligachandalen ligger der to større søer kaldet Loch Dubha. Regnen var faktisk holdt op, eller i hvert fald stoppet midlertidigt. Jeg fandt mig en sten, at sidde på og frem kom te og mad. Jeg havde gået omkring 10-12 kilometer, så det var dejligt, at side lidt ned og nyde den fred og ro der var over hele sceneriet.
Når jeg kikkede ind i Harta Corrie dalen, sås de dybblå og sorte farver langs bjergskråningerne og inde i bunden var der bare mørke, som om natten, havde holdt sit indtog specielt lige der. Et par enkelte gæs sejlede rundt i den ene sø ellers hørtes der ikke en lyd ud over det rislende vand omkring mig og brusen fra den nærliggende Sligachan flod.

Lidt efter begyndte det så at regne igen, så jeg pakkede ned og begav mig af sted videre syd over. På kortet kunne jeg se, at der skulle en sti mod højre, op venstre om bjerget Meall Dearg, Druim Hain bjergryggen og videre op højre om bjerget Sgurr Hain, hvorefter man skulle kunne begynde, at se Loch Coruisk. Lidt fremme kunne jeg se en fjern sti bugte sig opad bjergskråningerne mod højre og da jeg lidt efter kom længere frem, kunne jeg godt se, at stien skilte sig i to grene. Jeg var altså på ret kurs og begyndte turen ad denne nu noget smallere sti, der også var i væsentligt dårligere forfatning. Stien krydsede flere gange nogle vandløb, bl.a. den lidt større Altt nam Fraoch Choire.
Her endte min vandring, med udsigt over Loch Coruisk. Mageløs udsigt, smukt! 

Stien blev meget mudret og sejlede i vand, jeg måtte springe over vandet flere steder og her var mine vandrestokke uvurderlige. Sådan gik det over ca. en kilometer…meget anstrengende og vådt. Men så begyndte terrænet at stige, jeg havde nået opstigningen mod Sgurr Hain, som strækker sig ca. 4-5 kilometer opad, målt ud, med alle de små slyngninger der hele tiden er på stien, når den passerer små klippefremspring og går uden om små vandløb og små vandhuller. Puuha, det blev en streng opstigning. Stien steg opad og opad, hver gang den forsvandt bag et klippestykke og jeg kom derhen forbi, kunne jeg se endnu et langt stykke frem og opad, endeløst! Men der var ”ingen vej tilbage”, hvis jeg ville nå mit mål for vandringen, måtte jeg også klare denne opstigning.

Jeg gik dog og spekulerede over, at jeg jo også skulle den lange vej tilbage. Jeg var på nuværende tidspunkt, godt klar over, at det ville blive en utrolig hård tur. Men oplevelserne og spændingen bar mig på usynlige vinger opad på mine trætte ben. Vejret så nu ud til at bedre sig, regnen faldt mere sporadisk og der var lyse pletter i det grå regnfulde skylag. Da jeg nåede op på bjergryggen, havde jeg en fantastisk udsigt bagud ud over dalen og flodlejet. Lyset fra solen slog nogle steder igennem, som spotlights på bjergenes skråninger, meget smukt.  

Stien eller mangelen på samme, blev nu udtalt efter at jeg havde passeret bjergryggen. Ruten skulle følge en linie, der gik rimeligt parallel med højdeforskellen, men det så ud som det nu gik noget nedad. Samtidigt var stien svær at følge, da den slyngede sig ind mellem og rundt om klippeblokke. Jeg tabte sporet flere gange og især en gang kunne jeg ikke finde tilbage til stien, men måtte klatre og kravle op og ned ad klipperne for at finde noget der så ud som en sti. Jeg var åbenbart kommet for langt ned, for da jeg fik kravlet langt nok op, kunne jeg se en lille stenvarde og noget der så ud som en sti.

Så gik det videre med større påpasselighed. Her var meget vådt, glatte tørvehuller/mosehuller, tørvemudder, store terrænforskelle og skarpe klippestykker, der stak op alle vegne.
  
Som det ses på billederne, er stien svær at se og følge. Inden Loch Coruisk søen, sås Loch a Choire Riabhaich.
Flere steder gik stien langs nogle svimlende afgrunde, som på kortet så ud til at falde ca. 300 – 400 meter ned. Dog ikke i frit fald, men man ville godt nok falde ret langt ned og ellers trimle resten af vejen. Den sikre død.

Nu skete der nærmest et under, for mens jeg gik hen ad bjergsiden, de sidste 4-500 meter inde jeg burde kunne se Loch Coruisk, brød solen for alvor igennem. Det var helt overvældende, dette pludselige vejrskift inden for få minutter. Varmen vældede ud af himlen og solens stråler kastede sit lys ud over bjergsiderne, reflekteres i alle de millioner af vandhuller, vandpytter og dannede sølvbånd af de mange små vandløb og strømme, der løb ned fra bjergtoppene og skyllede af sted i de små dale og lavninger, som fandtes i terrænet. Vidunderligt smukt.     
 
Udsigten er ned mod Loch na Creitheach med Bla Bheinn/Blaven bjerget som majestætisk baggrund. Billedet til højre viser Loch Coruisk søen, mørk og dyster i regnskyernes skygger. Der kom sol på så den betagende ud. Synet og oplevelsen af denne sø er meget afhængig af vejret. Om der er det rette lys. Ved visse vejr og lysmæssige omstændigheder, siges det, at det er et af de smukkeste steder i Skotland. Selv om vejret ikke var på min side den dag, må jeg indrømme, at da der kom sol til, var her utroligt smukt. Fotografierne jeg selv har taget, lever slet ikke op til virkeligheden.
 
Jeg kom nu helt frem så jeg kunne se Loch Coruisk. Her oppe fra ca. 4-500 meters højde, tog søen og omgivelserne sig mageløse ud. Alle disse grønne og blå farver blandede en farvelade af overnaturlig skønhed.
  
Men passe på ikke at falde ned, skulle jeg sgu´ !! Her var ca. 300 meters næsten frit fald. Højdeskrækken bankede alvorligt på, for stien var utrolig smal og vinden blæste som altid kraftigt oppe i de højder.

Jeg var ikke ret langt fra toppen af bjerget Sgurr na Stri, som ligesom er sidste bastion inden Loch Scavaig som er den fjord, der munder i Cullin Sound. Her oppe fra denne vindomsuste smalle sti, som løb langs bjergvæggen, fik jeg min lyst styret for hårrejsende bjergklatring. Dagen var også ret fremskreden, jeg havde cirka gået omkring 20 km. Og havde jo ligeså lang vej tilbage.

Den sidste uge på Skye, havde også været hård ved min fysik, regn og kulde og ekstreme strabadser, havde drænet mig for energi. Jeg må passe på ikke at træde ud over min tærskel, så det går galt for mig og turen bliver ødelagt. Jeg havde virkeligt lyst til, at gå lidt videre og nå ned til søens bredder. Men jeg følte mig noget kyst af min situation oppe på denne udsatte post, på bjerget Sgurr na Stri. Så modet svigtede måske eller også kan man sige, at det var klogt nok at vende om og begive mig tilbage mod Sligachan. Senere skulle det vise sig, at være en klog disposition.

Starten af turen tilbage, blev en dejlig oplevelse, solen skinnede og det var ikke så koldt og det var vidunderligt, at se det samme bjerglandskab med næsen den anden vej og nu med solen, der lavede sine egne grønne og brune felter ud over bjerglandskabet. Da jeg nåede frem til der hvor stien så småt starter sit fald ned mod dalen og Sligachanfloden, gjorde jeg holdt og besluttede at nyde det gode vejr en sidste gang oppe fra højderne.

Så jeg gik op over nogle klippeflader til højre og ud til kanten af Sgurr Hain bjergryggen. Her var en betagende udsigt ud over dalen Srath na Creitheach med søen Loch na Creitheach i bunden. Nede fra søens bredder, lige over for mit udsigtspunkt, hæver bjerget Bla Bheinn/Blaven sig 928 meter op i himlen. Her ude på kanten af bjergryggen Sgurr Hein, fandt jeg et sted med læ, ogsatte jeg mig og fik en lille kop te og brugte resten af det varme vand på termokanden til at blande mit medbragte müsli i.

Dette varme måltid, der egentlig smagte ad helvede til, håbede jeg ville give mig lidt kræfter til den sidste del af tilbageturen. Jeg sad her en halv time og nød stilheden. En gøg fløj rundt omkring klipperne lid længere oppe og kukkede, det bedste den havde lært. Denne kukken ekkoede rundt mellem klipperne, en sjov oplevelse mere. Nede i dalens bund ved floden der løber ud i søen, går der også en sti, der løber højre om Sgurr Hain og som følger bjerget Blavens fod rundt til der er tilslutning til stien der går den anden vej rundt om Sgurr na Stri. Nede på stien, kunne jeg i min kikkert, se et par mennesker vandre af sted.
   
på et af billederne nedenfor kan man se mig sidde og nyde udsigten over mod bjerget Bla Bheinn eller Blaven, som det hedder på engelsk. Man kan lige til venstre i billedet, se den sydlige bjergkam, der rejser sig umådeligt stejlt op i himlen. Imponerende syn.

Men nu gik turen så tilbage ad de våde klipper, for at finde stien igen. Det var nu ikke svært og så gik det ellers raskt ned ad stien mod dalen. Jeg skulle dog stadig gå forsigtigt, da stien og området var helt overskyllet af vand, der løb i stride strømme nedad mod dalen. Nede i dalen Stod den så på den samme udmarvende vandretur gennem tørvemudder, klipper, skærver, vandløb og fornyet regn. Ja, det begyndte fandme at regne kraftigt igen!! Bygerne trak op gennem dalen, kom væltende ind over bjergryggene, så tågen og disen hyllede mine flotte udsigter ind igen, øv!

Jeg kunne nu føle en ret stærk træthed. Men som i min soldatertid, som professionel soldat, giver jeg ikke op, min fanden i voldskhed tog over og jeg skridtede raskt til. Jeg havde nu en vis færdighed i at bevæge mig i dette bjergrige terræn. Men kors for var turen lang tilbage. Det føltes som om den aldrig ville tage ende. Den ene bøjning af stien førte bare om til endnu en lang strækning, som jeg kunne se fremad. Vinden og regnen piskede nu ind i mod mig og det var som at gå i sit eget personlige brusebad med tøj på.

Et sidste glimt af dalen Harta Corrie og dens mørke dalslugt, med det sidste maleriske billede på nethinden af ”The Black Cullins”, traskede jeg videre forbi bjerget Marsco mod Sligachan og mit værelse.

Men turen var ikke forbi endnu, jeg gik og gik og kunne nu virkeligt mærke, at jeg var ved at nærme mig min yderste grænse for mine kræfter og vilje. Benene og især knæene gjorde ondt og jeg kunne fornemme en begyndende vabel et par steder, på mine fødder, inde i støvlerne. Mine støvler føltes tørre endnu, men det kunne nok ikke undgås, at lidt fugt kom ind eller at mine fødder på sådan en lang anstrengende dag, ville afgive så megen sved, at mine specielle vandresokker ikke kunne forhindre at fugt ville kunne skabe vabler på mine fødder. Jeg var virkeligt træt, helt smadret, men fortsatte på ren vilje! Godt, at jeg ikke havde taget beslutning, om at gå ned til bredderne af Loch Coruisk, tidligere på dagen.

Da jeg til sidst kunne se at jeg nærmede mig området omkring Sligachan Hotel, følte jeg en enorm lettelse. Det blev dejligt at komme hjem på mit værelse også selvom forholdene ikke var så gode. Jeg ville gå over på hotellet om aftenen, der skulle være levende musik og så ville jeg rigtig hygge mig, få noget ordentligt mad og lidt at drikke.

Tilbage nåede jeg endelig langt om længe, tøjet til tørre, i bad og kikke på mine vabler. Men der var heldigvis kun en lille vabel på venstre lilletå. På med et vabelplaster og da jeg prøvede støvlerne på, kunne jeg faktisk ikke mærke nogen gener. Det var også blevet ud på aftenen, det havde været en utrolig lang dejlig dag under åben himmel. Denne tur ned ad Sligachan dalen, er en tur jeg aldrig vil glemme. Uden sidestykke i mit liv.

Jeg gik nu over på hotellets pub, hvor jeg fik lidt mad og et stort glas øl. Derefter satte jeg mig og kikkede på folkelivet, der kom og gik ind og ud af baren. Lokale og hotelgæster, turister og andet godtfolk myldrede omkring. Lidt efter kom der to musikere, hvoraf den ene var fra et meget kendt folkemusikband The Ceilidhs. Han hed Iain MacDonald. Ham og hans makker tog deres harmonikaer frem og så fik vi ellers så hatten passede med medrivende skotsk folkemusik, spændende over hurtige reels og jigs til ceilidhs og underskønne ballader.

Hans makker var fantastisk til at fortolke gamle evergreens fra amerikanske film og det blev et par hyggelige timer i deres selskab. Efter musikken, snakkede jeg med Iain oppe ved baren og han fortalte lidt om sin musik og øvrige virke. Bl.a. at han søgte at få sin makker til at synes om sit liv, da han var bange for, at han var træt af det. Så han trak ham rundt til disse musikaftener, for at holde ham til og gøre ham glad. Makkeren ville egentligt helst spille jazz og det kunne man godt høre på de numre han spillede. Men det lød altså skide godt.

Jeg fik hans visitkort og fortalte ham, at jeg ville anbefale ham til harmonikafestivalerne i Danmark. Ellers hyggede jeg med et par glas whisky. En 21 års og 30 års Glen Fharkas. Den ene var godt nok dyr. Men pyt! På sådan en fantastisk dag burde det nok kunne tillades med denne fejring.

I baren stod der, ligesom i andre barer og som tjenere i restauranter unge udlændinge på job. Jeg havde talt med mennesker  fra Sverige, Sydafrika m.fl. De havde alle forskellige grunde, som undertiden fik mig til at spekulere over, om de mon var flygtet fra noget. Det tror jeg egentligt. Måske noget kriminelt eller bare fordi verden gik dem imod. Men hvad ved jeg. Men påfaldende var det. Det kan vel ikke være på samme måde, som når der kommer fremmedarbejdere til Danmark, hvor de plukker bær eller arbejder illegalt. Svaret ligger nok et eller andet sted midt imellem. De barer jeg mødte dem på, lå ofte de mest øde steder.

Aftenen var nu slut og jeg gik tilbage på mit værelse, mæt af dagens utrolige oplevelser. På mit værelse, var der nu lagt førsteklasses sengetøj på sengen. Det kom øjensynligt ovre fra hotellet. Flot! Så det var dejligt at gå til køjs. Det eneste problem jeg havde den nat, var at jeg vågner med krampe i mine ben og hofte. Så er det op og stå og hoppe lidt rundt i mørket. Men ellers var jeg så gu´ så træt, at jeg sov som en sten. Næste dag ville turen gå mod den vestlige og nordlige del af det skotske hovedland. Mit mål er Shieldaig.   

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE