WesterRoss Torridon

Dette kortudsnit viser mine vandringer i bjergområdet. Den største vandring var på ca. 50 km. En sindsyg hård tur, men en utrolig og fantastisk oplevelse. Mit udgangspunkt var SYHA hostellet i landsbyen Torridon, som ligger ved bredden af Upper Loch Torridon og klos op af foden af de imponerende Torridonbjerge, med Liathack bjerget som mest dominerende med sine næsten lodrette bjergvægge op i 1000 meters højde. Kortet viser min rute.

Torridon området med den nederste del af Upper Loch Torridon.

Syha Hostel hvor jeg boede og bjergredningsstationen liggende ved siden af.

Torridon og den del af stedet, hvor SYHA hostellet og redningsstationen ligger. Den lille halvø Am Ploc ses også i bunden af Fjorden Upper Loch Torridon.

Området Torridon Mountains tager sig utroligt smukt ud om sommeren i godt vejr. Torridon ligger klos op af bjergene, som ses midt i fotoet. Mose - og engdraget i forgrunden er egentligt et floddelta dannet for milioner af år siden og i dag groet til i primært græs, som enge til græssende husdyr.

Torridon Village - Skønt sted på jorden!

Torridon "General Store" er en lille minikøbmand og postkontor. Jeg var inde at handle et par gange. Udenfor blev jeg modtaget af denne uhyrligt fede kat, som ses på fotoet. Den "missede" fjendtligt med øjnene mellem fedtdellerne i fjæset. Skotlands svar på katten Garfield.

"General Stores" indehavere, var som mange steder ude i Skotlands landdistrikter et ældre ægtepar. De var venlige og hjælpsomme mennesker. Det var som at komme 30 - 40 år tilbage i tiden, når man trådte hen over den fede kat og ind i butikken. sådan var butikskonceptet vel dengang, hylder med varer og en disk med 2 ældre mennesker. Her ude i Skotlands bjerge, er tiden ikke altid fulgt med, man lever som altid, det har jo været nok, udvikling har ikke været nødvendigt.

På dette foto, kan man tydeligt se de stejle klippevægge kravle op i himlen over landsbyen Torridon. På min tur ned ad vejen, mødte jeg en legesyg hund, selvfølgelig en border collie. Den løb hen til mig og ind foran mig med en større sten i mund og lagde den lige for mine fødder. Så kikkede den op på mig sagde med øjnene, at jeg skulle tage stenen og kaste den. Ok, tænkte jeg, det kan jeg da godt - men da jeg bøjede mig ned for at samle stenen op, snuppede hunden den lynhurtigt og med høj svansende hale, daffede den et lille stykke henad gaden og lagde stenen igen og ventede på, at jeg nåede derhen. Igen skulle jeg tage stenen og forsøget endte på samme måde. Ja kunne næste høre hunde grine hjerteligt af min dumhed, så glad og overlegen svansede den videre - dette gentog sig over den næste godt en kilometer!! Det så ikke ud til at trætte eller kede den - hver gang så den himmel henrykt ud over dette "fjols", som blev ved at prøve at samle stenen op. Pludselig hørte den en bil langt langt oppe ad vejen. Bilen drejede ind af en indkørsel, men da var border collien allerede i fuldt firspring på vej afsted op mod indkørslen - far/mor var nok kommet hjem! Hyggeligt møde med en af disse dejlige hunde, som jeg jo selv har en af.

Om aftenen gik jeg ud på en lille klippehalvø ude i Upper Loch Torridon. Aftenen var tør og lyset var meget særligt i farven og gløden, når det brødes af skyerne, som drev ind over fjorden. Her så jeg i det sidste lys min første odder på min tur. Den jagede lige uden for klipperne og fandt muslinger på bunden, som den tog med op og åd med ryggen vendt ned i vandet og muslingen anbragt på maven, medens den åd af den. Sjovt syn.

Lock Torridon og kirke/borgruinen ude på halvøen Am Ploc, hvor jeg gik en aftentur og her så en odder, som dykkede efter muslinger ude i søen. Uvejr og regn var på vej, så det blev en hurtig retræte fra dette ellers dejlige sted.

Mit udgangspunkt for den store dagslange vandring gennem Torridonbjergene, lå et stykke vej uden for Torridon by, på vejen mod Kinlochewe og Achnasheen syd om bjerget Liathack og Beinn Eighe. Jeg skulle tage postbussen fra "The Countryside Center", som dog kun bestod af et reskabsskurlignende rum med et par kort og plakater og salg af postkort. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at det stormede og regnede ad helvede til igen -utroligt som vejret teede sig denne sommer på min tur. Nå pyt med det, regn med mig når jeg først kom ud og i gang med vandringen, så gik det fint trods regn og rusk. På fotoet ses den type postbus jeg kom med til venstre i fotoet. Postbussen blev ført af en lille ceruttyggende sorthåret midaldrende kone med papilotter i håret!! Hun kørte postbussen, en udpint bedford kassevogn, som om den var hendes egen formel 1 racerbil. Hun fløj af sted over sten og grus, ned i vejens huller, rundt i svingende, næsten på 2 hjul, sparkede til gaspedalen og bremsepedalen og for hen til postkasserne og bremsede op, så vi alle var ved at flyve ud af forruden, så bilen i bakgear uder tænders gnissel og hu-hej tilbage og ud på vejen igen - fuld skrue afsted, vi 3-4 passagere dunkede konstant skallen op i loftet og hoppede rundt på sæderne - vildt mand! Lang om længe med livet i hænderne nåede vi en vindomsust holdeplads, som vi skulle ud på. Næppe var vi kommet af, før hun speedede postbussen op og fløj skramlende, osende og med gearkassen skrigende ud fra holdepladsen og drønede ud af vejen mod Kinlochewe. I morgen skulle jeg samme vej igen til Achnasheen, så måtte jeg håbe, at det ikke blev hende "The Postwoman" igen - men det blev det!!!

På kortudsnittet kan man her se vandreruten fra vejen og op i bjergene i dalen/passet og til højre op til bjergsøen Loch Coire Mhic Fhearchair

Som tidligere nævnt stormede og regnede det ukristeligt den dag på min vandretur, jeg kunne kun tage nogle enkelte fotos med mit eget kamera, som lå i en plastpose i vinterjakkelommen. Derfor har jeg været nødt til at finde billeder andre steder, for at kunne vise ruten og landskabet. Her er det stien op i dalen/passet langs floden Allt a´ Choire Dhuibh Mhoir mellem forpostbjergene Fuaran Mor og Am Fuar-mheallan og Stuc a´ Choire Duibh Bhig. Stien var trods det frygtelige vejr udmærket og nem at følge. De 3 andre vandrere fra postbussen lod jeg gå i forvejen. Jeg ventede et stykke tid ved holdepladsen, fik lidt te og mad, tissede og så gik det ellers afsted i den piskende regn og stormende blæst.

Efter at have vandret gennem dalen i lang tid kom jeg endelig til stedet, hvor stien deler sig i 2 grene. Det er ved en række små bjergsøer, som har forbindelse til floden i dalen, søerne hedder Lochan a´ Choire Dhuibh. Stien mod højre, er den jeg skal følge, hvis jeg skal op til bjergsøen Loch Coire Mhic Fhearchair. Regnen og blæsten stod stadig ind og ned gennem dalen i næsten vandrette stråler. Jeg var drivvåd udvendig og svedvåd indvendig og klam og vandopløst på hænder og i hoved ,trods at jeg havde pakket min vinterjakkes store hættebeskyttelse ud og nærmest lignede et rumvæsen. Koldt var det også, men jeg ville ikke give op, så videre gik det nu mod højre ad stien. Bjerget som ses længere fremme, ligger på den anden side dalen, som skiller de 3 store bjergmassiver i Torridon Mountains. Bjerget hedder Carn na Feola.

Stien stiger ganske lidt opad bjerskråningerne på bjerget Sail Mhor på 980 meters højde. Til venstre ses bjergsøen Loch nan Car og længere ude bjergsøerne Loch an Carn na Feola og Loch a´ Chadrainn. Bjertoppen med solpletterne er bjerget Beinn a´ Chearchaill. Stien var fin at følge her. og snart kunne jeg mærke, at jeg kom i læ af bjerget Sail Mhor og at regnen gik over i støvregn og næsten ingen vind, meget tiltrængt! På stien kravlede sorte hårstrittende larver og en forkommen frø/skruptudse sad på en sten og så så trist ud - det forstår man sågu godt med det vejr. Frøen/tudsen kan ses på siden med dyr fra Skotland. Noget af stien, som ses her, ser fin og meget farbar ud, og det er den også. For mange år siden havde man soldater herude til at anlægge stenene sådan, at det var lettere at gå her. Men det er kun et lille stykke, men fint nok, det er godt med nemme passager blandt alle de vanskelige - så kan man slappe af lidt.

Dette foto er fra området længere femme, hvor terrænet stiger noget og samtidig bliver meget ufarbart og præget af store klippestykker og forvirring om stiens retning. Den blev svær at følge i det regnvåde terræn og meget anstrengende, da man ikke bare kunne skridte ud i vadretempo, men måtte hoppe og skræve fra sten til sten og hele tiden ændre retning og passe på ikke at skride og snuble. Som det ses på billedet er stien slet ikke til at finde og terrænet ser meget kaotisk ud. Her mødte jeg også en flok kronhjorte på 6 stykker, som hurtigt og adræt hoppede forbi mig på ca. 100 meters afstand og stoppede lidt oppe ad bjergskråningen og gloede ned på mig. Lidt efter, at de havde kikket mig ud, spiste de lidt græs og lav på klipperne, inden de galoperede opad bjerget og forsvandt i disen og tågen deroppe. Men flot oplevelse.

Den lille flok kronhjorte på skråningerne af Sail Mhor bjerget.

Længere fremm blev stien igen bedre at finde og gå på og jeg kunne nu se fremme, at det vandfald, som af- vander bjersøen, som var mit mål sprøjtede ud over klipperyggen oppe ved søen. Ligeledes kunne jeg nu se den høje bjergkæde, som ender i bjergtoppen med navnet Ruadh-stac Mor på 1010 meters højde. Her neden for vandfaldet og i læ af bjerget Sail Mhor, var der helt lunt, men jeg kunne se, at blæsten susede opad mod vandfaldets udløb oppe på klipperyggen. Vandløbet og vandfaldet afvander bjergsøen Loch Coire Mhic Fhearchair ovenfor på den anden side af klipperyggen.

Mit eget regnvåde foto af området neden for bjergsøen og stien jeg havde vandret op ad, som går rundt om foden af Sail Mohr bjerget.

Jeg nåede nu næsten op til klipperyggen og der hvor vandfaldet styrter ud over klipperne. Blæsten var så hård her, at vinden tog fat i noget af vandet og piskede det tilbage opad bjergskråningen.

Bjergsøen var trods vejret smuk og lidt frygtindgydende at se ud over, især op til højre, hvor bjerget Sail Mhor næsten lodret rejser sig 400 meter op. Selve Sail Mhor bjerget er ca. 1000 meter højt, så bjergsøen ligger i ca. 600 meters højde. Sail Mhor har en udpræget tendens for at forvitre kraftigt, da bjergets nederste sider er oversået med nedfaldne klippestykker af ofte enorme dimensioner. Det frarådes på det kraftigste at gå rundt om søen, i hvert fald på den højre side, hvor der jævnligt falder store sten og klippestykker ned. Så det måtte jeg da prøve - ik? På fotoet ser de store stenskredslignende klippeskråninger, da ud, som om man nemt kan gå hen ad bredden på disse. Troede jeg - men det tog mig 1½ time at gå den strækning, som ses på fotoet - og hvilken tur med hjertet oppe i halsen af skræk! Det var nok det mest skræmmende forehavende jeg havde været ude i i årevis. Det var så modbydeligt, at gå og klatre på og gennem disse løse klippestykker, som så absolut ikke var små sten, men store klipper, som jeg nogle gange måtte krave op på eller møve mig forbi, alt imedens jeg skrækslagent kikkede op på det svimlende bjerg, som rugede mørkt og dystert over mig og kunne finde på hver øjeblik at kaste en klippe ned på mig. Mange af de klipper og sten jeg så, var helt nye nedfaldne stykker, da der ikke groede lav eller mos på dem - det var helt rene brudsten, som var styrtet ned. Langt om længe kom jeg helskindet ned i bunden af sidebredden, nede ved den lyse klippe i hjørnet af søen i højre side. Jeg var stadig rædselsslagen og rystede af anstrengelse og adealinens pumpen i kroppen. Men jeg mente nu, at jeg var fri af de farligste steder for nedfaldne klippestykker, der hvor jeg stod nu. Så jeg satte mig bag en kæmpe klippeknold og fik teen frem, noget mad og slik. Jeg trængte til at "falde ned", mentalt. Jeg tog regnhatten af og nød stilheden og blæstens susen, trods kulden, som krøb ind på min svedige krop under vinterjakken, (sommerdag sidst i juni!). På vejen over de frygtelige rokkesten, fløj en vandstær op og for pibende hen over vandet og gemte sig længere nede ad bredden, mellem klipperne. På fotoet kan man i baggrunden bedre se de 3 klippesøjler The Triple Buttress.

Mit eget foto fra starten af den farefulde vandring klatring gennem klippeskråningens tusindvis af nedstyrtede klippestykker. I baggrunden ses tydeligt "The Tripple Buttress bjergmassivet.

Her er det sted bag den store klippeknold, hvor jeg fandt lidt læ og fik drukket lidt varm te og spist lidt mad. Jeg havde dog kun siddet i kort tid, da mit hoved fik et stort "splask"! Jeg troede det var en fugl, som havde skidt mig i knolden - Men da jeg rejse mig op og vendte mig om og kikkede bagud og opad, så jeg et skræmmende syn - ! Hele synsfeltet var dækket af blåsorte skyer og et splitsekund efter begyndte det at regne og hagle ned i tykke stråler, dråberne, haglene og sludsneen knaldede ned i skallen på mig og det hele stod i et, samtidig blæste det op som i en storm. vinden hujede ned langs klippeskråningen og rundt on klippeknolden og jeg kunne ligefrem mærke hvordan temperaturen faldt, som om der stod et termometer på bredden. her hvor jeg var nu kunne jeg ikke være, jeg måtte se at finde tilbage og komme i læ! Men ak, samme vej tilbage var jo udelukket, jeg skulle ikke nyde noget. Så der var ikke andet at gøre, end at stride sig hele vejen uden om søen, selv om dette ville indebære, at jeg hen langs den anden bred af søen, måtte gå i stik modvind, som havde karakter af storm. Jeg tror det er den værste vandring jeg nogensinde har oplevet! stormen piskede ind i fjæste på mig med sneslud. regn og hagl, mine hænder havde jeg ikke handsker med til - altså det var i juni måned!! mine hænder og fingre frøs til is, de blev helt røde og blåviolette, for turen tog over en halv time, selv i iltempo. Det var ufatteligt, at vejret kunne ændre sig så hurtigt og så drastigt. Jeg var alvorligt bange for at falde eller komme ud for en ulykke, for under disse omstændigheder ville det være fatalt. Kulde og udmattelse ville tage livet af mig. Så der var kun den stædige vilje til at stride sig frem og passe på, så godt som muligt, som gjalt der. Men endelig langt om længe nåede jeg tilbage og rundt om søen og hen til det område, hvor stien fører ned fra søen og vandfaldet. Jeg kom igen helskidet over klippekantens oversvømmede del og ned ad stien. Gudskelov for mine vandrestave - igen var de uundværlige. Neden for klippekanten skete miraklet igen, som med et knips forsvandt vinden og regnen og lyset tittede frem igen. Det blev helt mildt hurtigt her neden for vandfaldet - fantastisk og meget underligt - men sådan skifter vejret og betingelserne i Skotlands bjerge. Man skal være forberedt på det mest uventede, have det rigtige udstyr på og med - det havde jeg gudskelov, jeg havde forberedet mig grundigt hjemmefra og læst om alle farerne. Man ved at ca 30 mennesker omkommer årligt i Skotlands bjerge, ofte pga. udmattelse, vådt tøj og kulde og ulykker, som ofte kun er banale, men i bjergene kan være fatale. Det er svært at finde folk i de ofte meget øde bjerge. Jeg mødte senere 2 danske unge mænd, som kunne berette om en vandretur i korte bukser og t-shirt tidligere på ugen, hvor de blev overrasket af dårligt vejr - de var nu godt klar over, at de havde leget med døden, med den utilstrækkelige beklædning til bjergtur. Det kan se så solrigt og dejligt ud nedefra, men oppe i bjergene kan vejret skifte lynhurtigt, og så er der lang vej hjem.

I dis og regn ligger søen Loch Coire Mhic Fhearchair smuk og kold i skyggen af bjerget Sail Mhor.

Udsigt fra placeringen ved nedgangen til stien ved vandfaldet. Det store bjerg på fotoet er bjergryggen, som ender i bjergtoppen Ruadh - stac Mor. De gæliske navne er nu sjove at skrive, store og små bogstaver mellem hinanden og udtalen? - Ofte næsten umuligt.

Kortudsnittet viser ruten langs floden Abhainn Coire Mhic Nobuil og Liathach bjergmassivet og de enkete bjergtoppe på hele ruten langs bjergområdet. På kortet står der Torridon Forest (Forest oversættet med skov), men her er ikke et træ i dette område, kun ude ved kysten af fjorden.

Efter opholdet oppe ved bjergsøen, gik turen nu tilbage ad stien/ruten, ned til der hvor stenvarden stod og hvor jeg nu kunne vælge, at gå tilbage til landevejen og hjemad langs vejen, evt. på stop. Eller også kunne jeg vælge stien og ruten ned gennem dalen, langs floden og helt ud til hvor floden løber ud i Upper Loch Torridon og hvor vejen langs fjorden og gennem byen Torridon, fører tilbage til SYHA hostellet. Jeg vidste at turen ville blive enorm lang, både ud fra mit forarbejde hjemme og ud fra kortet og virkeligheden, som jeg jo stod i ved skillevejen. Ud fra hvad klokken var på det tidspunkt og min stædighed og ønske om at opleve det ultimative, besluttede jeg selvfølgelig at tage stien ud gennem dalen mod Upper Loch Torridon. Fotoet her viser et tilbageblik mod bjerget Sail Mhor, som ses i horisonten med en tyk stor regnsky over, som kaster sine blåsorte og mørkviolette skygger over bjerget og dets omgivelser. Lige der ville der ikke være rart at være, garanteret lige så slemt vejr, som da jeg opholdt mig der tidligere på dagen. Men som det ses på fotoet, er jeg nået et godt stykke ind i dalen. Regnen stod stadig ned i stråler, med enkelte letter ophold, hvor det kun silede eller støvregnede. Men vådt, vådt var det. Stien her i dalen var næsten umulig at gå på, terrænet var meget kuperet og sten og klippefyldt, med småsøer, pytter og vandløb, som skulle forceres. Desuden var her utroligt mudret med tørvejord, fedtet og glat ad helvede til. Utroligt anstrengende at gå i. Men jeg mosede ufortrødent afsted og nød de mange lugte, lyde og stemningen her alene i vildnisset. Jeg var ikke bange for at fare vild, jeg skulle egentlig bare følge floden hele tiden - sååå.. a piece of cake to do.

Floden Abhainn Coire Mhic Nobuil og dens vej ned gennem dalen med mig som vandringsmand langs dens bredder - en våd og mudret affære mellem våde og fedtede sten og klippestykker. Men en fantastisk oplevelse, her alene helt ude i vildmarken, kilometervis væk fra alting.

På et tidspunkt holdt jeg en pause i vandringen og fik mit dyngvåde kamera placeret på en klippeknold og satte selvudløseren til og fik mig stillet op i positur, så der kunne blive taget et billede af mig, formummet i regn - og vintertøj og lignende en druknet mus. Lige her langt inde i dalen kunne jeg mærke, at temperaturen steg lidt og langt fremme ud mod Loch Torridon, kunne jeg sågar se en solbeskinnet bjergside og lidt blå himmel. Det lovede godt for den sidste del af turen. På fotoet ser her vådt og trøsteløst ud, men det var lige det modsatte. Her var umådeligt smukt, trodst regn og dis. Farverne omkring mig var klare og rene, og synet og udsigten til de forskellige bjergmassiver var betagende og storslåede. Jeg fik mig lidt nogenlunde varm te og lidt mad og chokolade og frugt i let silende regn. Men det rørte mig ikke mere, det var åbenbart betingelserne hver dag: Regn, regn, blæst og kulde sådan en juni sommerdag i Skotlands højland.

Langt fremm i dalen fik jeg taget dette foto bagud, stående midt ude på nogle glatte sten i floden Abhainn Coire Mhic Nobuil. Det udviskede bjerg i horisonten er stadig Sail Mhor, som skjuler bjergsøen, som ligger omme på den anden side. Her kan man rigtig få en fornemmelse om de enorme afstande her er og hvor langt jeg havde nået at vandre - men der var stadig meget lang vej tilbage til SYHA hostellet.

Igen et regnvådt udtryk af en hærget morfar på overlevelsestur i Torridon Mountains. Positionen er neden for Loch Coire na Caime, som er en lille bjergsø, som ligger et stykke oppe ad bjergene Meall Dearg til højre i billedet og Am Fasarinen midtfor og i baggrunden Spidean a´ Choire Leith.

Floden Abhainn Coire Mhic Nobuil og vandrestien langs vandet.

På fotoet her, er jeg i nærheden af dalens slutning. Stien er nu blevet markant bedre, med grus pålagt og hvor man kan skridte ud med sine vandrestave. Stien løber forbi nogle meget smukke vandfald, som buldrer ned i nogle dybe klippedale, hvor selve hovedfloden løber. Vandet til vandfaldene kommer oppe fra de høje bjerge på modsatte side af floden og Liathach bjergmassivet. Disse bjerge hedder Beinn Dearg, Sgurr Mhor og Beinn Alligin. På kortudsnittet kan man se området hvor der er 2 stier som samles og vandfaldene er aftegnet og hvor man også kan se, at stien via en bro fører over floden og fortsætter på den sydlige side af floden. Vejret her var blevet væsentligt bedre, regnen var hørt op og varmen begyndte at indfinde sig. kun lidt meget let støvregn/dis var stadig i luften. Så stedet her var fantastisk smukt og dejligt.

Lige efter passagen af broen kunne jeg stå på klippekanten og se dette smukke syn, af den brusende flod og vandfaldet buldre ud over slugten med vandet oppe fra Sgurr Mhor bjerget. Slugten var ca. 15 - 20 meter dyb og et fantastisk skue at opleve. Fotoet kan slet ikke gengive virkeligheden ordentligt.

Floden Abhainn Coire Mhic Nobuill.

Her holdt jeg pause inden jeg skulle ned gennem skoven og ud på vejen vest på op mod Torridon Village og mit SYHA Hostel, en vandring på mange kilometer mere.

Torridon dalen udmunding i Loch Torridon. Dybt inde fra dalen midt i billedet kom jeg og endte ude til venstre, hvorefter turen gik mod højre langs fjorden gennem Torridon Village, som ses til højre i billedet.

Som alle steder i Skotland, selv ude på de ødeste øer og fjerneste egne, er der monumenter over alle de mange skotske soldater, som faldt i de 2 store verdenskrige 1914 - 1918 og 1939 - 1945. Her er det i Torridon, som også har mindetavle for faldne fra den lille by Shieldaig, som jeg just var kommet fra. Shieldaig selv har også et monument for de faldne.

Loch Torridonområdet i diset skumringstid - som forskellig blå silkepapir, der er sat sammen! sådan kan Skotland også være! De sidste fotos er nogle skønne billeder fra Torridon Mountains i uvejr og speciel belysning. Nyd dem.

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor efter opholdet i Shieldaigområdet kommer til Loch Torridon, byen Torridon og bjergområdet af samme navn. Her skal jeg bo på et SYHA hostel, hvorfra mine vandringer i bjergene skal udgå. 

Mit næste mål er byen Garve, som er et sted som er nødvendig at nå, hvis jeg vil nordpå i Skotland mod Inchnadamph o.s.v., da byen er på ruten som den eneste busrute, som "coaches" af Tim Dearmann Coaches (busoperatør),  benytter i den del af Skotland.

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst. 


Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg opholdt mig i Torridonområdet.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Link til sider med alt hvad hjertet begærer, hvis man vandrer, cykler, sejler, fisker, m.m.


http://www.hillwalking.org.uk/

http://www.scotland-inverness.co.uk/activities.htm

Link til sider med meget andet fra Skotland og spec. Torridonområdet.

http://www.celticfringe.org.uk/torridon.htm

http://www.amazon.co.uk/exec/obidos/ASIN/1851373047/thehighlanofscot

http://www.amazon.co.uk/exec/obidos/ASIN/0711708509/thehighlanofscot

http://www.nineonesix.co.uk/

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/torridon/beinneighe/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/torridon/torridon/index.html

http://www.historic-scotland.gov.uk/

Link til overnatning i Skotland generelt, f.eks. på hotel, hostel, B&B, feriehytter m.m.:


http://www.roomfinderscotland.co.uk/

Link til overnatning i Torridon området på hotel, hostel, B&B, feriehytter m.m.:


http://www.roomfinderscotland.co.uk/mapsearch.php?townid=312
 

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Onsdag den 26. juni.

Denne dag havde jeg som sagt planlagt en lang tur op Torridonbjergene, med de primære mål Beinn Eighe bjergmassivet, bjergsøen Loch Coire Mhic Fhearchair og hvis vejret og hvis min fysiske vurdering var positiv, tage den lange tur ned gennem Torridon Forrest dalen langs floden Abhainn Coire Mhic Nobuil og ud til Loch Torridon ved flodens udløb (der hvor jeg gik ud til i går) og til sidst på asfaltvejen langs Loch Torridon tilbage til hostellet. Det ville blive en tur på ca. 40 km.!!

Men jeg havde indhentet en del informationer inden min tur til Skotland om netop denne tur. Bl.a. havde jeg via biblioteket, skaffet en video med vandringen, ruten og seværdighederne her. Det er en barsk tur i dårligt vejr og man skal passe på sig selv. Så jeg ville ikke tage den endelige beslutning, før jeg havde gået ruten op til bjergsøen og tilbage til stedet hvor stien drejer skarpt og går ud i dalen. Her kunne jeg nok vurdere og fornemme, om det kunne gå an, at tage den store tur rundt om bjergmassivet Liathach ud til Loch Torridon.

Mit udgangspunkt var en lille P-plads på vejen mod Kinlochewe, hvor stien starter op mod Beinn Eighe bjergmassivet. For at komme dertil kunne jeg enten gå dertil, som ville betyde, at jeg nok ikke ville kunne nå min tur ned gennem dalen, ligesom at turen så ville blive for lang for min fysiske formåen. Eller jeg kunne vente lidt og tage en postbus fra Torridon Hostel, der så kunne sætte mig af ved P-pladsen. Post bussen ville afgå kl. 10:35, lidt for sent op på dagen, for sådan en tur. Men andre muligheder er der ikke. Her går ikke nogen busruter. Så jeg havde besluttet, at tage postbussen.

Nu er det jo den mest lyse tid på året, så selv om det skulle blive ud på aftenen inden jeg ville nå tilbage, ville det stadig være rimeligt lyst, selv langt ud på aftenen. Jeg pakke min turrygsæk med tøj og proviant til hele dagen, så den også dækkede min eventuelle lange tur gennem dalen. Foruden proviant og ekstra tøj, havde jeg, som altid, noget sikkerhedsudstyr med. Fløjte, mobiltelefon, stærke receptpligtige smertestillende piller fra min læge, overlevelseslagen (sølvfarvet varmebevarende specielt plastdækken/pose med vægt på 60g.!! Megen væske, lille specialblok med en koncentreret mad (overlevelsesmåltid), Sweitzerkniv med mange funktioner, lygte, små remme og snor, vabelplaster, alm. plaster, tape til opstramning og indbinding af knogleskader, brækkede led og forstuvninger, hudcreme, toiletpapir m.m.

Jeg havde studeret bøger og anvisninger for det sikkerhedsudstyr der anbefaledes at have med, som minimum, når man gik i disse vilde bjerge. Jeg er jo ydermere alene på tur og skal kunne klare mig selv ved et uheld, der ikke indbefatter dødsfald. Jeg har i planlægningsfasen og under hele turen været klar over risikoen og faren ved at færdes alene i bjergterræn, som jeg jo strengt taget aldrig har prøvet før!! Selv om jeg har trænet en del og er i god fysisk form, har min tur i Skotland nu varet så længe, at en vis udmattelse og nedslidning for længst er indtrådt. Omvendt har det også betydet en vis erfaring og bedre omtanke for hvad jeg gør og er i færd med at gøre. Alt i alt, er jeg fortrøstningsfuld og ved godt mod og ikke bange for turen, men besidder en respekt for naturens og bjergenes farer. Det er meget udfordrende og utroligt spændende!!

Jeg sov godt og længe, og stod op klokken 08:30 til lyden af fløjtende vind og slagregn på værelsets rude. Åh, nej!! Ikke igen! Jo, et kik ud viste mig en blygrå himmel, hvor regnen væltede ned i piskende kaskader. Det er dog fandens til vejr hver dag. Nå, der er ikke en skid at gøre, op og i gang. Morgen mad i den store fælles spisesal og så ellers alt mit vintertøj på, sådan en juni sommerdag!! Jeg travede ned til vejkrydset, hvor jeg lige havde tid, at kikke ind et lille hus hvor der er en slags turistbod kaldet Countryside Centre. Købte et par postkort. Dernæst ud at vente på postbussen i piskende regn. Heldigvis var der et plasticskur.

Medens jeg ventede kom den buschauffør forbi på sin rute, som jeg havde kørt med i går og som havde hjulpet mig meget. Jeg slog ud med armene og jeg kunne se han genkendte mig. Også han slog ud med armen og hilste mig. Sådan noget er rart at opleve.

Lidt efter kom postbussen. Her var 3 andre personer med, der viste sig også at skulle på vandring op i Torridonbjergene, men ikke op til bjergsøen, kun ned gennem dalen og rundt til Loch Torridon. Så noget af turen ville jeg måske kunne have kontakt til dem. Jeg besluttede dog, at jeg ikke ville følges med dem, men gå min egen tur alene.
Postbussen blev ført af en midaldrende sorthåret kvinde med store gammeldags briller og en cerut i munden. Næppe havde jeg sat mig til rette, før fanden tog ved hende. Hun startede denne gamle Leyland/Bedford postbus i en sky af grus og skærver, og speedede ud af vejen mod Kinlochewe, som om det var en formel 1 racerbil.
Kors i hytten hvor kørte hun stærkt!! Jeg kunne se speedometret, og ofte lå det på 70mph. Selv i sving og op over bakker. Vejen er meget smal og enkeltsporet, ofte uoverskuelig i svingene og med dybe slugter og stejle skråninger på den højre side. Tilmed regnede det jo ad H. til og vejen var fuld af vandpytter og huller. Jeg tror faktisk denne tur er noget af det mest farlige jeg har været ude for!!
Hun ræsede bl.a. rundt om et klippehjørne med omkring 60mph. så vi kunne mærke baghjulene slap vejen. Lige på den anden side kom der en modkørende bil… iiiiiiiiii…op på klodserne kom madammen. Bilen sejlede, hoppede og slingrede hen ad vejen, men hun fik den trukket ud i rabatten, vel en 10 cm. fra en skråning der faldt stejlt ned med ca. 75 –100 meter!!
Den modkørende bil for forbi med chaufføren vinkende og smilende over hele hovedet. Vores postwoman vinkede tilbage, tog et fornyet bid i cerutten, sparkede til gaspedalen og havde jeg nær sagt, sparkede også til højderoret (som sidder på en flyvemaskine) og accelererede hen af vejen med gearkassen og koblingen højtlydt protesterende.

Mine medpassagere var på mærkelig vis også blevet tavse og sad med stive blikke  og hvide knoer, som limet til sæderne. Vi bankede nu videre hen ad vejen med os alle hoppende i sæderne, så jeg flere gange ramte loftet med knolden. Den tur glemmer jeg aldrig…puha for en oplevelse. Men langt om længe nåede vi P-pladsen hvor vi skulle af.

Da jeg steg ud kom jeg i tanke om, at i morgen skulle jeg jo med samme postbus og afgang til Achnasheen og togstationen der. Det ville blive en endnu længere tur.. oh-ve oh-skræk!! Så jeg har noget at se frem til! Men der er altså ikke andre muligheder. Naturen her ved P-pladsen er flot og jeg kastede et langt blik op mod bjergene i den retning jeg regnede med jeg skulle gå. Jeg lod de andre start deres tur og fik mig i stedet noget at drikke og tissede en tår. Regnen væltede stadig piskende ned over mig. Herude er der ingen træer eller læ.

Jeg startede min tur op ad stien i piskende modvind og regn. Stien var meget fin efter forholdende, om end våd og drivende af vand. Terrænet steg moderat det meste af vejen opad, selvom der var steder der var noget stejl.
 
Stien gik op neden for foden af højderyggen Am Fuar-mheallan og med udsigt op mod passet mellem Beinn Eighe bjergene og Liatchac bjergene. Begge bjergmassiver er ca. 1000 meter høje og står som 2 mægtige kæmper, bevogtende passet og dalen bag ved. Til høje ind over floden Coire Dubh Mor sås de enorme skråninger med mægtige stenskred, der i det disede lys i den piskende regn så ud som lilla grød der var løbet ned af bjergsiden. Farverne på skåningerne var sorte og forskellige farver mørk og lys grå, men med disse stenskred, der aftegnede sig med lilla og næsten dybrosa farver, når man så dem på afstand.
Længere oppe ad stien sås på venstre hånd, de næsten lodrette og stejle klippevægge på bjerget Stuc a Choire Dhuibh Bhig. På venstre hånd tårnede det egentlige Beinn Eighe bjergmassiv sig op, som er en flere kilometer lang bjergryg der starter med bjerget Stuc Coire an Laoigh og Coire nan Clach fortsættende med Coinneach Mhor, for til sidst at ende med det 980 meter høje Sail Mhor bjerg, som jeg skal rundt om, for at komme om til bjergsøen Loch Coire Mhic Fhearchair.

Et stykke oppe ad stien kan jeg ikke undgå at indhente de 3 andre personer jeg havde kørt med i postbussen. Og efter et stykke tid overhaler jeg dem og går videre i mit eget tempo. Heldigvis er regnen så stærk og vedvarende, at der ikke dannes tåge i den højde jeg går i, så man kan rimeligt orientere sig. Så trods vejret, kan man se de frygtindgydende og vilde bjerge tårne sig op rundt omkring sig.
Til venstre kan jeg nu se bjergene Coireag Dubh Mor og den tågeindhyllede Spidean a Choire Leith bjerg. Pludselig kommer jeg frem til en lidt større sø på venstre hånd og er klar over, at nu skal jeg snart kunne finde forgreningen af stien, hvor jeg skal vælge den højre stiretning. På kortet ser det ud som om det er let at se. Og det er det egentlig også for pludselig efter en drejning af stien ses der en lille stenvarde, der markerer de 2 stier retninger. 

Mange af billederne i fotoalbummet er fra internettet, men viser min rute nøjagtigt. Jeg mente ikke jeg kunne få billeder med mit kamera i det frygtelige vejr som jeg måtte gå i. Det kan næsten ikke beskrives, så skrækkeligt var det!! Som man allerede kan se på stien til højre, er den meget mere stenet og ufarbar. Det fandt jeg hurtigt ud af.

Stien var visse steder svær at følge, da den egentlig kun bestod i store klippestykker, hvor man nærmest skulle hoppe til og fra. Samtidigt blev den meget stejl flere steder og alt i alt meget fysisk krævende og ikke så lidt farlig. Man skulle passe på ikke at glide eller træde/hoppe forkert. Men ind i mellem var den let at følge. Mange af bjergstierne i Skotlands bjerge, er tilrettet af soldater fra militæret. Man har søgt at gøre det nemmere for menneskerne at komme op i bjergene. Der er jo rigtig mange mennesker fra hele verden, der tager på bjergtur og klatrer i bjergene.

På vej op ad denne klippefyldte sti, så jeg flere frøer, uden dog at vide hvad det er for en. Men i denne højde og under disse vejrforhold må det da være en speciel frø, der kan tåle sådanne betingelser. Den er jo et krybdyr med ”koldt” blod og som kræver en vis varme. For her var ikke særligt varmt, vel omkring 8-10 grader. Men stiens beskaffenhed betød, at jeg måtte bruge alle kræfter på at komme frem og det gav varme og sved i stride strømme. 
  
Efterhånden kom jeg om på den nordøstlige side af Sail Mhor bjerget. Her var der endnu bedre vejr, mere sol og varme, men det stænkede også indimellem. Jeg nærmede mig nu det sidste stykke sti op mod bjergsøen Loch Coire Mhic Fhearchair. Stien stiger brat og stejlt op over en sej lang strækning, og jo længere jeg kommer opad stien jo værre bliver vejret mærkeligt nok. Regnen sætter inde igen og som noget nyt blæser det meget kraftigt op og kulden kan man næsten tage og føle på, sådan falder temperaturen.
    

Her er masser af vand og blæsten pisker vandet op og tilbage op mod vandfaldets faldkant. Da jeg er næsten oppe ved kanten til plateauet og bjergsøen, til højre for vandfaldet, der afvander søen, er jeg meget spændt på hvad syn der venter mig. Her virker ugæstfrit og uhyggeligt. Her er dødstille, når man ser bort fra vandets brusen, vindens susen og lyden af mine støvlers skraben i skærverne.
Mørket mellem bjergvæggene den blygrå himmel og følelsen af at være alene på jorden er lidt skræmmende på en eller anden måde. Igen, som tidligere griber jeg mig selv i at tænke, at det er dog fantastisk!! Nu står jeg her, jeg har kunnet klare det indtil nu, det kan virke helt uvirkeligt, at det er mig der er her nu. Underlig fornemmelse, som kan gøre mig meget utryg i imellem, som om jeg ikke er sikker på, at det er mig alligevel og at jeg vågner op og opdager, det kun er en drøm.
Men virkeligheden rammer mig lige i synet, da jeg træder de sidste meter op over kanten og får synet ud over søen og op mod nordsiden af Beinn Eighe bjergmassivet, hvor denne side af bjerget kaldes The Tripple Buttress. Der rejser sig for enden af søen en bjergvæg, der består af 3 mægtige bjergsøjler, deraf navnet. Men heroppe er der uhyggeligt at stå. Man kan alle vegne hen langs søens højre bred, se utallige vilde stenskred, som stammer oppe fra Sail Mohr bjergets sider og top. Her er ikke aftegnet sti på kortet og jeg kan se, at der heller ikke er mange der tør gå hen langs den højre søbred, for der er ikke trådt en sti, som kan ses med det blotte øje.
Stenskreddene går helt ned og lige ud i søen og da jeg kikker i min kikkert kan jeg se, at der må falde store klippestykker ned jævnligt, da mange ser helt nybrudt ud og ikke bevokset med lav og alger. Så det er så absolut et farligt sted at færdes. Jeg har også i mine forberedelser hjemme fra, læst, at man skal lade være med at gå rundt om søen, det er for farligt. 
   
Naturen har altid fascineret mig, alle disse utrolige følelser jeg kan opnå ved at færdes deri. Man bliver aldrig træt af det. Men hvad stiller jeg op? Jo jeg beslutter mig til at gå rundt om søen og vælger at starte med den højre side af søen, hvor alle de farlige stenskred ligger. Her får jeg god brug for mine vandrestokke, som er helt uundværlige medens jeg klatrer og balancerer rundt på og mellem de millioner af nedstyrtede klippestykker, der på billederne ikke ser så store ud, men når man går på dem, er store og glatte, skarpe og skæve. Desuden ligger de ikke altid fast men skrider og rokker når man træder op på dem.

Da jeg når et stykke ind over denne skråning af nedstyrtede klippestykker kikker jeg op og ser bjerget Sail Mhor tårne sig helt vildt op over mig. Der er næsten ved at gå panik i mig, så skræmmende ser det ud og jeg venter hvert øjeblik at se klippestykker vælte ned mod mig her på denne udsatte klippeskråning. Her inde under bjergvæggene er der helt og aldeles dødstille. Jeg er ved at falde flere gange, sveden hagler af mig og jeg isner af frygt, men det nytter ikke at gå tilbage, jeg må fortsætte mit vilde forehavende.

Skråningerne og stenskreddene  afløste hinanden hen langs søens højre bred i en uendelighed. Sådan føltes det. Det tog næsten 3 kvarter at kravle på og forbi disse uhyggelige stenskred. Det er lang tid at være i begyndende panik og med en isnende frygt jagende rundt i kroppen, med adrenalinen pumpende vildt rundt i kadaveret. Alle sanser er slået til, her går det ikke at køre på autopilot, hvert skridt og bevægelse skal overvejes og besluttes. Men heldigvis styrtede der ikke nogle klipper ned og i virkeligheden ville det også være ret usandsynligt, hvis jeg lige netop skulle være der hvor en klippeblok ville styrte ned. Men bare tanken på hvad der kunne ske og hvor dumdristigt det var, for ikke at sige sindsygt at gå turen der, fik mig til at ryste og være bange i en grad, jeg meget sjældent har følt i mit liv før. Puuha!

Så da jeg nåede ned, hvor jeg kunne se at skråningerne blev mindre stejle og der ikke ville være fare for klippestyrt og at jeg havde nået søens ende, var jeg helt fysisk og mentalt udmattet. Jeg orkede ikke at gå længere og sjæl og krop skreg på at få hvile, at slå anspændelsen fra og ”komme ned på jorden igen”. Det småregnede i imellem og blæsten var meget kold og da jeg kom lidt længere frem fandt jeg et sted med en enorm klippeblok og klippefremspring der dannede et sted med læ, besluttede jeg mig til at holde hvil og spise noget mad og få noget varm te og en lille whisky, at dulme nerverne på. Jeg havde en lille plastflaske med en Highland Park 18 års single malt whisky med. En sluk af denne dejlige drik måtte være alle tiders medicin, så jeg kunne få repareret mine flossede nerver og få lidt varme i mine fingre, som var helt hvide af kulde og anstrengelse over at holde fast på vandrestokkene, den sidste lille time på min tur hen over de uhyggelige stenskred.

Pludselig fløj der en vandstær op og piskede hen langs søens bred, medens den udstødte sine tjiip – tjiip lyde i bar arrigskab over at blive forstyrret i sit lille paradis, her højt oppe i Torridonbjergene. Så jeg var ikke helt alene, men havde en af mine dejlige fuglevenner som selskab. Men frem kom min mad, 2 tørre boller med rigeligt smør og kalkun og ost, dertil te og whisky, mums! Jeg sad en stund og slappede af og nød min nyvundne frihed fra den frygtelige skærsild, som jeg lige havde været igennem, på de farlige stenskråninger.
 
Jeg havde taget min hat af og med mit sparsomme hår som eneste værn mærkede jeg pludselig et ordentligt plast oppe på hovedet! Det gav et sæt i mig, først troede jeg det var en fugl der havde bombet mig en lort i hovedet, men så faldt der flere store dråber af vand, nogle kæmpestore dråber må jeg nok sige, de klaskede ned. Jeg kikkede hen og op bag klippen jeg sad i læ af og da så jeg et skræmmende syn. Skyer så sorte som koks og hidsig regn trak sydende hastigt op mod mig og inden jeg fik pakket min proviant ned, blev jeg overfaldet, nærmest som af en syndflod af vand.
Det væltede ned, så jeg troede det var løgn og samtidig tog vinde helt vildt til, og i løbet af sekunder drog der en veritabel storm op over kanten ved den anden ende af søen og hujede hen over søens vand og ramte mig som med en kølle. I regnen var der hagl og slud og det piskede ned over mig i kaskader.

Temperaturen faldt på sekunder, som om der var trykket stempel ned fra oven. Jeg tror temperaturen faldt til en 3-4 grader. Jeg har aldrig kendt til mage, at vejret kan skifte så hurtigt og dramatisk. På under 2 minutter stod verden i ´et og jeg var klar over, at mine prøvelser heroppe ikke var ovre endnu. Jeg stod i den værst tænkelige situation, i den ”forkerte” ende af søen, med en lang tur ad den venstre bred i en stormende modvind, med piskende regn, hagl og slud, ude i et terræn der ikke gav nogen som helst læ og ikke mindst alene og ufatteligt langt fra andre mennesker og hjælp, hvis jeg ville få problemer.

Men op og af sted. Da der heller ikke er nogen egentlig sti på den venstre side af søen, blev turen tilbage mod kanten ned mod dalen igen et mareridt. Jeg kunne ikke kikke op og fremad ret godt, for jeg fik hele tiden hagl i øjnene, vinden var ved at blæse mig omkuld, jeg måtte læne mig frem i vinden og bruge begge vandrestokke for at komme frem. Mine fingre frøs lynhurtigt til is, jeg havde dog ikke taget vanter med, sådan en sommerdag!! Jeg kunne dårligt nok holde om stokkene, sådan frøs de.

Jeg kan stadig tænke på og prøve at huske hvordan det lykkedes mig at nå hen til nedgangen fra bjergsøen. Det står stadig helt uvirkeligt og jeg har svær ved at erindre hvordan jeg klarede det og hvor længe det stod på inden jeg nåede tilbage til kanten ned mod dalen igen. Jeg har aldrig været ude for noget værre vejr end det der skete deroppe! Jeg havde i mine forberedelser gentagne gange stødt på udsagn om de lynhurtige vejrskift, der kunne ske i de Skotske bjergegne, men at det kunne blive så uhyggeligt hurtigt og med en sådan vildskab havde jeg slet ikke drømt om. Så forstår jeg bedre, at der er så mange der forulykker og også dør hvert år i Skotland.
Hvis jeg ikke havde mit professionelle udstyr med og på, den dag, tror jeg ikke jeg havde klaret den. Mange turister forvilder sig op i bjergene, uden ordentligt tøj på, der passer til sådanne vejrskift, uden tanke på hvor farligt det kan være. Dehydrering, kulde og orienteringssvigt, fald og brækkede og forstuvede lemmer koster mange ofre hvert år, også selvom der advares på mange måder og der er et bjergredningskorps tilknyttet alle de store og enorme bjergområder, hvor der er mange vilde og farlige bjerge. Torridon området har også et redningspost, Faktisk i samme bygning, som SYHA hostel ligger i.

Da jeg nåede hen til kanten, hvor stien går ned i dalen igen, skulle jeg først krydse vandfaldets tilløb. Det var også en næsten uoverstigelig opgave, for stormen rasede ind over kanten og dannede kastevinde hen over området ved kanten. Jeg skulle ind over flere frådende vandmasser og vade over brede vandfyldte klipper, springe over huller oh klatre over klippestykker. Regnen og haglene hamrede stadig ind hovedet på mig, men jeg kom helskindet over vandfaldets tilløb.
Det værste var nu ovre, nu skulle jeg ”bare” ned ad stien igen og gå ca. 25 –30 kilometer gennem bjergområdets stier!!! Fanden tog ved mig og jeg tog mit kamera op og tog nogle billeder, selv om jeg var ved at ryge på røven i blæsten. Billederne er heller ikke meget bevendt, men i dag viser de mig dog, hvor vildt det var.

Denne enestående tur op til denne bjergsø i Torridonbjergene, vil jeg nok aldrig glemme. Det er altså bare for vildt, hvad jeg oplevede ved denne naturperle af en sø også selv om vejret var helt umuligt!!

Jeg gik nu ned af stien tilbage rundt om bjerget Sail Mhor, for at nå tilbage til stenvarden og stien enten tilbage ned til landevejen eller stien gennem Torridondalen til Loch Torridon ca. 25 kilometer væk. Jeg måtte se hvordan det stod til og hvordan jeg havde det når jeg nåede dertil. Jeg havde vel gået ca. 200 – 300 meter ned ad stien, da vinden som med et fingerknips forsvandt og kun blæste friskt, som da jeg gik op tidligere på dagen. Regnen stilnede af og stoppede faktisk i længere perioder, der kom lidt sol frem. Jeg troede ikke mine egne øjne!! Ja, men det var dog utroligt, at vejret sådan kan skifte igen, på under nogle få minutter. Efter jeg nu havde været oppe i helvede i flere timer,  blev jeg helt euforisk og lettet, jeg sang og fløjtede og travede det bedste jeg havde lært ned ad stien.
 
Et stykke fremme, så jeg en enlig skikkelse komme gående imod mig. Vi mødtes og vi hilste på hinanden. Han var englænder og han spurgte hvordan der var deroppe. Jeg måtte tilstå, at jeg syntes der var utroligt smukt men også fantastisk farligt og lidt uhyggeligt. Jeg fortalte om dette pludselige uvejr, der nær havde taget pippet fra mig. Men han var, kunne jeg se, en garvet bjergvandrer, så jeg tror ikke min beretning bed på ham, for han takkede og sagde, at han havde været der flere gange og ikke var bange for at gå derop.
 
Man må jo huske på, at jeg aldrig har vandret i bjerge alene på den måde før. Jeg kan derfor selvsagt ikke have en erfaring, der vil kunne indgyde mig selvsikkerhed nok til ikke at føle frygt og uhygge oppe ved denne bjergsø. Efter at have sagt farvel og ønsket god tur, begav jeg mig tilbage ad stien i det nu rimeligt fine vejr. Det skulle senere vise sig, at vejret kun var fint her på den nordlige side af Sail Mhor bjerget. For da jeg kom tilbage hen mod stenvarden og hvor stien deler sig, blæste det igen stærkere og regnen faldt trøstesløs igen.
På min vej tilbage, kom der pludselig 6-7 kronhjorte springende op neden for stien, op foran mig ca. 300 - 400 meter væk. Videre op sprang de mellem klipperne, i graciøs og elegant stil med den førende kronhjortetyr forrest. Et stykke op standsede de og kikke ned på mig og blev enige med sig selv, at jeg ikke var særlig farlig, Så de begyndte at søge føde, alt mens de vandrede videre op og forsvandt væk bag om nogle klippe fremspring. Men en flot og spændende oplevelse var det. Jeg forsøgte at tage et billede, men det blev mislykket.
På næsten hele min tur, var jeg ikke klar over, at kameraet var gået i stykke og ikke kunne tage billeder med zoomfunktion tilsat, ligesom billederne ofte havde et falskt lysskær i det ene hjørne. Kameraet viste ikke noget når jeg brugte det og tilsyneladende virkede det godt nok. Men måske har det fået for mange klem og stød, tillige med at det sejlede i vand. Men skidt pyt, jeg var ikke taget til Skotland kun for at tage billeder. Endelig nåede jeg ned til hvor stien deler sig og stenvarden.

Her satte jeg mig på en sten og vurderede min tilstand og hvad jeg skulle gøre. Turen tilbage til p-pladsen var til at overse, men jeg ville få en meget lang tur ad asfaltvejen tilbage til Torridon, medmindre jeg kunne få et lift. Men der kører ikke ret mange biler der. Turen den vej ville også blive noget kedelig. Desuden ville jeg sikkert forbande, at jeg ikke tog turen gennem Torridondalen i stedet. Nu var jeg jo her, jeg levede ud min drøm og tænk på hvor jeg ville ærgre mig, hvis jeg ikke afprøvede mig selv på den store tur gennem dalen til  Loch Torridon.
Jeg besluttede at vove mig ad stien ud i Torridon dalen. Det viste sig desværre hurtigt, at stien hurtigt blev meget dårlig. Den gik jo i dalens nederste del og bar præg af, at der ikke ret tit gik mennesker her, eller brugte denne del af stien. Den var utroligt ufarbar, med tørvemudder, mange skærver og store sten. Den slyngede og bugtede sig op og ned imellem klipper og uden om søer og vandhuller. Den var utroligt anstrengende at følge. Som i Cullinsbjergene på Skyeøen, svømmede stien i vand. Jeg vadede i vand til langt op på støvlerne.
Regnen silede ned og blæsten var stadig vedholdende. Det var nu sidst på eftermiddagen og jeg havde været ude i elementernes rasen i over 6 timer. Jeg kunne godt mærke, at jeg var ved at køre træt, både fysisk og mentalt. Men der var ingen vej uden om, fremad kilometer efter kilometer, svedende og asende af sted. Men sceneriet omkring mig var enestående.
Stien fulgte floden i bunden af dalen og jeg opdagede hele tiden smukke steder og maleriske udsigter. Blæsten kom nu som rygvind og det lettede en del i forhold til tidligere på dagen. Jeg kom forbi Loch Grobeig og kunne kikke op til det ene majestætiske bjergmassiv efter det andet, til venstre Meal Dearg på 995 meters højde, Coireag Dhearg, Mullach an Rathain og bagsiden af Liathachbjerget. Til højre bjerget Carn an Feola, Beinn Dearg, og Stuc Loch na Cabheig, senere Ne Rathahan og Sgurr Mhor. Imponerende flot og smukt ud over alle grænser.
Floden var fyldt med vand og brusede af sted i små vandfald og sprøjtende over store klippestykker og sten. Her lugtede friskt og rent, så trods vejret og min udmattelse, var det en tur jeg var glad for jeg ikke havde forkastet, men udnyttet.
Et stykke længere fremme i dalen, bjergryggen Sgurr a Chadeil bag mig og sol på bjergsiden nær Loch Torridon, helt i baggrunden. Undervejs hvilede jeg et par gange og spiste boller, drak vand, men ellers gik og gik jeg. Det blev en lang, lang tur, hvor jeg måtte mobilisere alle mine skjulte reserver, som jeg dårligt nok vidste jeg havde.

På et tidspunkt nåede jeg frem til den sidste del af turen i dalen og stien blev mærkbar bedre. Nu var den ikke så mudret og bredere og belagt med grus. Jeg kunne nu skridte bedre ud og også bedre nyde udsigten, regnen blev nærmest mest til støvregn.
Jeg nåede frem til der hvor der går en sti op mod højre til passet der fører op til Flowerdale Forrest området. Her er der en fin bro, hvor man krydser floden, der nu er en temmelig stor og brusende en af slagsen. Her har den gennem millioner af år gravet sig ned i klipperne og dannet en gigantisk klippeskakt, hvor den kaster sig ned igennem. Fra siderne støder der mindre floder og vandstrømme til. Disse buldrer ned i hovedfloden og føjer endnu mere vand til. Et imponerende skue at følge.

Endelig kom jeg frem til en del af dalen, hvor jeg kunne se Loch Torridon´s vand i det fjerne. Det var rart, at se noget af målet for turen i dalen. Senere kom jeg frem til skoven der omkranser flodens nedre løb, inden den i flere vandfald, inde i skoven, styrter ud i Loch Torridon.
Regnen var hørt op og solen bragede frem, medens jeg gik nede under fyrretræernes kroner og nød den utrolige friske duft af flodens vanddampe, skovens lugt af fyrrenåle, mos og forrådnelse. Endelig nåede jeg asfaltvejen, der ville føre mig langs Loch Torridons bredder tilbage de sidste kilometer til SYHA Hostel.
 
Inden jeg begav mig ud på denne sidste tur, skifte jeg til noget tørt tøj, tog regntøjet af og spiste resten af min proviant og væske. Turen ad asfaltvejen tilbage til hostellet blev faktisk utrolig hård. Jeg var utroligt udmattet og klokken var nu over halv otte om aftenen. Tilbage på hostellet fik jeg vasket mig, ordnet mine ting og pakket ned til i morgen, hvor turen går mod Garve nær Inverness. Sikken dag, helt enestående og fantastisk.

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE