WW2 Orkney Scapa Flow

Det britiske slagskib HMS Royal Oak. HMS Royal Oak var et slagskib af Revenge-klassen tilhørende den britiske Royal Navy. Slagskibet fik navnet efter det egetræ, som den engelske konge Charles II gemte sig oppe i, efter sit militære nederlag i Slaget ved Worcester i 1651. ---- Skibet var det ottende Royal Navy flådefartøj, som bar dette navn, som det overtog efter en panserkrydser, der blev ophugget i 1914. ---- HMS Royal Oak kom i tjeneste i foråret 1916, og deltog i Søslaget ved Jylland i juni 1916. ---- Mellem 1922 og 1924 blev skibets antiluftskyts opgraderet. I 1934 gennemgik skibet en ny opgradering, bedre panser og torpedosystemer. ---- I mellemkrigstiden var HMS Royal Oak for det meste i Middelhavet, men en ulykke i 1937 betød, at skibet blev kaldt hjem og indgik fra da af i Englands "Home Fleet" i Nordsøen. ----I sensommeren blev det erkendt, at HMS Royal Oak var håbløst umoderne, bl.a. skibets ringe sejlhastighed. ---- Den 14. oktober 1939 blev HMS Royal Oak truffet af 3 torpedoer, mens det lå opankret i Scapa Flow, affyret fra den tyske u-båd U-47, under ledelse af Kaptajn Günther Prien. Skibet sank på kun 13 minutter, hvorved 833 søfolk omkom. Læs videre i detaljeret form om hændelsen på de næste fotos.

HMS Royal Oak affyrer her en bredside. ---- 2. Verdenskrig: I 1938, returnerede Royal Oak til tjeneste i Home Fleet, og var her flagskib for 2. Slagskibs Eskaddron, med base i Portsmouth, Sydengland. ---- Skibet blev i juni 1939 beordret tjenesteændret, sådan at det sidst på sommeren, var på en kort træningstogt i Den Engelske Kanal, da man planlagde endnu et togt på 30 måneder i Middelhavet. Men sådan som tingene udviklede sig i august 1939, blev Royal Oak opankret i Scapa Flow igen, hvor skibet lå, da krigen blev erklæret mod tyskerne den 3. september 1939. ---- I oktober, deltog Royal Oak i jagten på det tyske slagskib Gneisenau. ---- Gneisenau var blevet beordret ud i Nordsøen, som afledningsmanøvre for de tyske togter mod handelsskibe udført af "lomme"slagskibene Deutschland og Graf Spee. Jagten på Gneisenau var uden resultat, især for Royal Oak, hvis sejlhastighed var mindre end 20 knob og derfor slet ikke kunne følge med resten af Home Fleet. ---- Den 12. oktober, 1939 returnerede Royal Oak til Scapa Flow, i ramponeret tilstand, sønderbanket af Atlantens storme og bølger, hvor mange af skibets Carley redningsbåde var smadret og flere af skibets mindre kanoner var så skadede, at de ikke kunne anvendes mere. Togtet med Home Fleet efter Gneisenau, havde understreget, at det 25-årige slagskib var udtjent. ---- Da flåden i Scapa Flow, i overraskelse, lige havde oplevet at se et tysk patruljefly over farvandet, betød nu, at tyskerne var i stand til at fortage et luftangreb på flåden i Scapa Flow, beordrede Home Fleet´s Admiral Charles Forbes, det meste af flåden til forlægning i mere sikre havne (Vestskotske fjorde). Men Royal Oak skulle blive tilbage, sådan at dets anti-luftforsvarskanoner kunne deltage i luftforsvaret af Scapa Flow.

Orkney og Scapa Flow (farvandet hed på det gamle sprog i middelalderen Norse: Skalpaflói ), var en af de bedste naturlige "havne", at opankre englands store flådeenheder. ---- Farvandet lå i midten af øgruppen Orkney, nord for Skotland. Farvandet var stort nok og dybt nok, til at hele den engelske flåde ("Grand Fleet"), kunne opholde sig her, da det var omgivet af en ring af små øer, som var adskilt af lavvandende kanaler med stærk tidevandsstrømme. ---- Truslen fra fjendtlige u-både, havde man kendt til længe og forskellige forsvarsværker var installeret omkring farvandet i starten af 1. Verdenskrig. ---- Blokeringsskibe blev sænket i de kanaler, som var mest sejlbare for en u-båd og man udlagde flydebomme mellem de 3 bredeste kanaler. Disse spæringer blev trukket til side af bugserbåde, sådan at venligtsindende nationers skibe kunne besejle farvandet og havnene her. Man var sikker på, at ingen u-bådskaptajn turde forsøge, at sejle ind gennem kanalerne og ind i Scapa Flow. ---- 2 tyske u-både havde forsøgt at snige sig ind i farvandet. U-18 prøvede den 23. november 1914, men blev vædret 2 gange og gik på grund og mandskabet taget til fange. Den 28. oktober 1918, 14 dage før våbenstilstanden i 1. Verdenskrig, blev U-116 opdaget af en hydrofon og ødelagt. ---- Scapa Flow var hjemmebase for den britiske Grand Fleet under det meste af 1. Verdenskrig, men i mellemkrigstiden lå flåden ofte i Rosyth i Firth of Forth. ---- Scapa Flow blev dog hurtigt genopgraderet, da 2. Verdenskrig startede, hvor farvandet blev base for en del af flåden, den britiske Home Fleet. ---- Farvandets naturlige egnethed og sikkerhed for placering af mange vigtige flådeenheder og de militære opførte forsvarsinstallationer, var stadig stærke, men blev efter krigens start besigtiget og vurderet igen og man besluttede, at foretage nogle forbedringer omgående. I de første uger af krigen blev flere blokeringsskibe sænket i kanalerne.

HMS Royal Oak med sin besætning opstillet på fordækket under 15" kanonerne en dag i 1930´erne.

HMS Royal Oak, bred og tung og langsom stamper her afsted. Grunden til at kun Royal Oak, lå i Scapa Flow, var at man ville anvende dem som luftforsvarsskib. Skibet blev kort efter krigsudbruddet taget ud af aktiv tjeneste og var derfor det eneste slagskib i farvandet. Der lå dog også et mindre gammelt flådefartøj fra 1. Verdenskrig, Pegasus, tæt ved HMS Royal Oak. ---- Den øvrige engelske "Home Fleet´s" (Hjemmeflådes) krigsskibe, var trukket væk og forlagt til havne og fjorde på den skotske vestkyst, da man havde konstateret, at tyske fly kunne nå mål i Scapa Flow. ---- Til gengælde, var man overbevist om, at ingen tysk u-båd, ville kunne komme ind i farvandet og angribe med torpedoer. ---- I mellemkrigstidens 20 år, havde HMS Royal Oak og de 4 andre slagskibe i krigsskibsklassen The Royal Sovereign Class, været dem, som havde fået mindst nyt udstyr og modernisering. ---- Mellemkrigsårene var en tid i England, hvor militærbudgetterne var meget begrænsede og Den Engelske Flåde havde meget stringente regler for hvilke skibe og hvad, der skulle moderniseres i deres slagskibsflåde. Moderniseringspengene gik primært til de glamouriøse skibe, som flådens tunge krydsere og Queen Elizabeth. ---- Denne smålige forskelsbehandling og dumsmarte politiske prioritering, kom til at ramme hårdt på The Royal Navy, Royal Sovereign Class og HMS Royal Oak i særdeleshed.

Orkneyøerne og det smalle stræde ved Lamb Holm, hvor den tyske U-båd U-47, den 14. oktober 1939, ved højvande, sneg sig gennem det lave vand, hen over sandbankerne og forbi de udlagte sænkede blokskibe, som her ses tydeligt på fotoet, ind i farvandet Scapa Flow. Bemærk også det engelske flådefartøj og den enorme stærke tidevandsstrøm, som findes mellem alle de mange småøer og klippeskær på Orkneyøerne. Besejling når tidevandet er stærkest, er næsten umuligt mange steder. Billedet er et luftfoto taget den 4. juli 1942. Man ser den sydlige del af Lamb Holm og de mange blokskibe, som er lagt ud i farvandet mellem øerne. Det stærke tidevand ses tydeligt bruse om blokskibene. Da Royal Oak slagskibet inde i Scapa Flow blev sænket, var blokskibene ikke udlagt endnu - man troede ikke, at en tysk ubåd kunne slippe forbi de gamle blokskibe fra 1. Verdenskrig og ind i Scapa Flow - men det skete som bekendt allerede den 14. oktober 1939, da den tyske ubåd U-47 sneg sig ind og torpederede Royal Oak, med over 800 sømænds død til følge.

Sænkningen af HMS Royal Oak: ---- Den tyske Kriegsmarines u-bådschef Karl Dönitz, havde svært ved, både før krigen og umiddelbart efter krigens udbrud, at få den fornødne opmærksomhed fra den øverste tyske militære ledelse og Adolf Hitler, herunder at få tilført tilstrækkelige øknomiske midler til at opbygge et slagkraftigt u-bådsvåben. ---- Et af midlerne kunne være, at foretage et dristigt og modigt angreb på Englands flåde i Scapa Flow, allerede i krigens start. Hvis dette blev en succes, ville opmærsomheden blive henledt på u-bådsvåbnet og dette kunne bruges til en stor propagandaindsats, som Nazityskland ville tage imod med kyshånd. Man ville kunne eksponere den tyske races overlegenhed, vilje, mod og stolthed og måske manipulere og begejstre Hitler til at øge bevillingerne til u-bådsvåbnet og de karrieremuligheder det så ville betyde for Dönitz og andre officerer i u-bådstjenesten. ---- Ligeledes kunne angrebet også føre til 2 marinetaktiske løsninger, som også skulle være begrundelsen for tilladelsen til operationen. ---- 1. Angrebet ville antagelig få Den Britiske Flåde til at rømme Scapa Flow og dermed minimere briternes muligheder for effektiv blokade af sejladsen i Nordsøen, hvorved Tyskland ville få meget større muligheder for at angribe de kommende atlantiske skibskonvojer til England. ---- 2. Endelig ville angrebet også tjene som et symbolsk gengældelsesslag mod englænderne og det samme farvand, hvor den tyske Højsøflåde måtte overgive sig og sænke sig selv, efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig. ---- Karl Dönitz håndplukkede Kaptajn-Løjtnant Günther Prien på u-båden U-47, til opgaven. Angrebet blev fastsat til at blive udført om natten den 13/14. oktober 1939, hvor tidevandet ville være højest og natten uden måneskin. ---- Dönitz befalede Prien til at sejle ind i Scapa Flow fra østsiden via Kirk Sound, nord om øen Lamb Holm, en lille lavtliggende ø mellem Burray og Orkney Mainland. ---- Da Prien ankom til østsiden af Orkneyøerne og farvandet Scapa Flow, forvekslede han imidlertid den sydligere passage Skerry Sound med den rute, som han skulle anvende. Da han pludselig indså sin fejltagelse, at U-47 var på vej mod denne smalle blokerede passage Skerry Sound, tvang det ham til hurtigt, at vende u-båden i retning mod nordøst, så oplyst af nordpolarlyset, listede u-båden ind mellem de sunkne blokskibe Seriano og Numidian, men blev midlertidigt holdt tilbage af et kabel fra Seriano. ---- U-båden blev kortvarigt truffet af en taxi´s forlys inde på land, men chaufføren bemærkede ikke noget og slog ikke alarm. Da Günther Prien og U-47 sejlede ind i målområdet præcis kl. 00:27 den 14. oktober, skrev Prien triumferende i u-bådens logbog: " Wir sind in Scapa Flow!!! (Vi er i Scapa Flow!). ---- Vel inde i farvandet, satte Prien en sydvestlig kurs over flere kilometer, inden han ændrede retning igen. Til hans overraskelse var der ikke nogen opankrede flådefartøjer at se og farvandet så ud til at være øde og forladt. ---- Prien og tyskerne havde ikke kendskab til, at briternes Admiral Forbes havde beordret næsten hele Hjemmeflåden til de vestskotske fjorde. ---- Hvad Prien desuden ikke vidste og kunne forudse, var, at hans u-båd havde haft direkte kurs mod 4 britiske krigsskibe, bl.a. den helt nye lette krydser HMS Belfast, som lå for anker ud for øen Flotta og Hoy ca. 8 km. væk. ---- På retursejladsen bagud, opdagede udkikken på u-bådens bro, slagskibet HMS Royal Oak, som lå ca. 4000 meter væk mod nord. Prien katalogiserede korrekt, at skibet han så, var et slagskib i den britske skibsklasse "Revenge Class". Bag HMS Royal Oak og næsten usigtbar sås et andet skibs bov. Prien troede fejlagtigt, at dette skib var af slagskibsklassen Renown Class, hvorfor den tyske marineefterretningstjeneste senere fastslog, at slagskibet måtte være HMS Repulse. I virkeligheden var det et gammelt skib fra 1. Verdenskrig, proviantskibet Pegasus. ---- På fotoet (et nutidigt foto) af området, som U-47 brugte, til at sejle ind i Scapa Flow, kan man også se de nutidige vejdæmninger, som under 2. Verdenskrig og efter U-47´s angreb inde i Scapa Flow, blev opført som stendæmninger (The Churchill Barriers) fra ø til ø. Hermed blev al sejlads og u-bådsangreb forhindret. Bygningen af de 3 dæmninger var en direkte ordre fra Winston Churchill. På fotoet ses Churchill Barrier nr. 1, som nu blokerer Kirk Sound, som dengang var Prien's adgang ind i Scapa Flow (den stiplede linie). Med opførelsen af de andre 2 dæmninger, blev den østlige adgang til Scapa Flow, afbrudt ved at forbinde Lamb Holm, Glimp Holm, Burray og South Ronaldsay til Orkney Mainland. ---- Dæmningerne blev fortrinsvis bygget af italienske krigsfanger (se evt. menupunktet Orkney foto 1 + 2. ---- The Churchill Barriers, som dæmningerne kom til at hedde, blev først bygget færdige i september 1944, men blev ikke anvendt til vejdæmninger før krigen var slut. ---- I dag fungerer de som vigtig infrastruktur på Orkneyøerne, hvor hovedvejen A961 forbinder de sydlige øer.

Kort over den østlige del af farvandet Scapa Flow og sejlruten og angrebene, som U-47 foretog mod HMS Royal Oak. ---- Her er Kaptajn Günther Priens egen rapport om togtet ind i Scapa Flow, torpederingerne og flugten, oversat til dansk: ---- Øst for Orkney Islands. Vind NordNordØst 3-4, let skydække, meget klar nat, nordlys over hele horisonten. ---- Kl. 04:37 neddykket i 90 meters dybde. Hviletid for mandskabet. Kl. 16:00 almindelig beredskab. ---- Efter morgenmad kl. 17:00, forberedelse til angreb i Scapa Flow. 2 torpedoer placeret i kvik ladnings position foran torpedorør 1 og 2. Affyringskordit sat frem, i tilfælde af pludselig nødprocedure. Besætningens moral er fortrinlig. ---- Uddykket kl. 19:15. Efter varm mad til hele besætningen, sættes kurs mod Holm Sound. Alt går efter planen indtil kl. 23:07, da det er nødvendigt at dykke, da vi ser et handelsskib ved Rose Ness. Jeg kan ikke bestemme skibet i vores periskoper, trods den klare og lyse nat. ---- Kl. 23:31 på overfladen igen og på vej ind i Holm Sound, følgende tidevandet. Da vi kommer længere ind kan vi tydeligt se det sunkne blokskib i Skerry Sound, så jeg antager, at jeg allerede er i Kirk Sound og skal forberede opgaven. ---- Men min navigatør advarer og siger, at ud fra sine bestikmålinger, vil det være for tidligt, at begynde forberedelserne til angrebet, jeg opdager da selv min fejltagelse, for der er kun 1 sænket blokskib i strædet. ---- Ved at ændre kursen hårdt om til styrbord, undgår vi den store fare vi var ved at havne i. ---- Nogle få minutter senere kan vi klart se Kirk Sound. ---- 13/10/39 Tilfredsstillende. Det er et meget sælsomt syn vi har. På land er alt mørkt, på himlen flakser nordlyset, sådan at kun bugten, omgivet af engelske bjerge, bliver oplyst fra oven. ---- Blokskibene ligger i strædet, spøgelsesagtigt, som i et hjørne af et teater. Jeg bliver nu belønnet for at have indprentet mig opgaven på forhånd, for vores indtrængen i Scapa Flow fortsætter med utrolig hastighed. ---- I mellemtiden har jeg besluttet mig for at passerer blokskibene på deres nordlige side. På kursen 270 passerer jeg en 2-mastet skonnert, som ligger på pejling 315 foran anti-ubådsbommen, med 15 meter at give væk af. I næste minut bliver vores u-båd drejet af tidevandsstrømmen mod styrbord. Samtidig opdager jeg kablet fra det nordlige blokskib hænge fremme med en vinkel på ca. 45 grader. Bagbord motor stoppes, styrbord motor langsomt frem og ror hårdt til bagbord, u-båden berører langsomt sandbunden. Agterenden berører stadig kablet fra blokskibet, u-båden kommer fri heraf og bliver trukket rundt til bagbord og lagt på kursen igen under hurtig men vanskelig manøvrering - Men vi er nu inde i Scapa Flow. ---- 14/10/39. Kl. 00:27. Det er modbydeligt lyst. Hele bugten er oplyst. Syd for Cava ses ingenting. Jeg sejler længere ind i bugten. Til bagbord kan jeg genkende Hoxa Sound kystbevogtning, som jeg antager i de næste minutter, må kunne se u-båden præsentere sig, som et oplagt mål. I det tilfælde ville at gå tabt for os. ---- Syd for Cava, ses ingen skibe, så før man sætter alt på spil for succes, må al forsigtighed tages alvorligt. Derfor drejer vi kl. 00:55 til bagbord. Vi fortsætter nordpå langs kysten. ---- 2 slagskibe ligger her for anker og længere inde mod bredden, ligger der muligvis nogle destroyere, som ikke er tilstrækkelige synlige. Ingen krydsere er synlige, så derfor angreb på de 2 store krabater. ---- Afstand 3000 meter. Kl. 01:16 (tidsangivelse påført med blyant, 00:58 antydet). Angrebsdybde ca. 7.5 meter. Torpedo med anslagsudløser. 1 torpedo sigtes mod det nordlige skib, 2 torpedoer mod det sydlige skib. Efter lidt over 3½ minut eksploderer en torpedo mod det nordlige skib, de andre 2 torpedoer forsvinder sporløst. ---- Kl 01:21 (rettet til 01:02) (foreslået tidsangivelse med blyant 01:23). Vendt rundt. Torpedo affyret fra agterenden. I boven er 2 torpedoer blevet gjort affyringsklar, vi afyrer 3 torpedoer fra boven. ---- Efter 3 intense minutter indfinder eksplosionerne sig mod det nærmeste skib. Der høres en høj eksplosion, brølen og rumlen. Dernæst kommer der bølger af vand, fulgt af ildbølger og splinter og fragmenter flyver gennem luften. ---- Farvandsomgivelserne springer til liv. Destroyere bliver oplyst og signaler lyser op på begge sider og på landjorden 200 meter fra mig, brøler biler afsted på vejene. ---- Et slagskib er blev sænket, et andet skadet og vores sidste 3 torpedoer er detoneret. Alle vores torpedorør er tomme. ---- Jeg beslutter at trække mig tilbage, fordi: (1) Med mine periskoper kan jeg ikke udføre natangreb neddykket. (2) På en sådan oplyst nat, kan jeg ikke manøvrere uset rundt i et stille farvand. (3) Jeg må antage, at jeg blev set af en chauffør i en bil, som stoppede oppe foran os, vendte rundt, og drønede af mod Scapa for fuldt knald. (4) Jeg kan heller ikke sejle længere nordover, da der her, godt gemt for mit udsyn, ligger destroyere, som tidligere var meget utydelige og usikre at bestemme farligheden af. ---- Kl. 01:28 trækker vi os tilbage med motorerne på fulde omdrejninger. Alting er ret nemt, indtil vi når Skildaenoy Point. Så får vi mere besvær. Det er nu lavt tidevand, heldet er imod os. Motorer langsom, så næsten tomgang, jeg forsøger at snige mig væk. Jeg må forsvinde ad den sydlige smalle kanal, pga. vanddybden. Tingene er igen vanskelige. ---- Kursen 058, langsomt - 10 knob. U-båden gør ikke nogen fremskridt ---- men senere i høj fart, passerer jeg det sydlige blokskib, med næsten ingen plads, at give væk af. Min rorgænger gør et enestående stykke arbejde. Høj fart på begge motorer fremad, endelig 3/4 fart og fri af blokskibene, fremad - lige hen mod en mole! Hårdt over med roret igen, kl. 02:15 var vi ude i havet endnu engang. ---- En skam, at kun et skib blev sænket. Torpedo fejlskuddet skyldes kursfejl, hastighed og drift. I torpedorør nr. 4 skete en fejlaffyring. Besætningen opførte sig fortrinligt under operationen. ---- Om morgenen den 13, oktober, opdagede vi, at smøreolien havde 7-8 % vandindhold. Alle maskinister og andre arbejdede frebrilsk med at skifte olie og komme af med vandet og isolere lækagen. ---- Torpedomandskabet ladede deres torpedorør med bemærkelsesværdig hurtighed.

Slagskibet HMS Royal Oak på bunden af Scapa Flow. Billedet er rekonstrueret ud fra et moderne optaget sonarbillede. Skibet ligger som billedet viser med bunden i vejret og overbygningen mast sammen. Kanontårnene og hermed kanonerne, er faldet ud af deres affutager, da skibet kæntrede rundt og sank. ---- Den britiske flåde var straks meget forvirret over årsagen til sænkningen. Man antog først. at det måtte være en eksplosion ombord eller et fly - eller overfladeskibsbaseret angreb. Man kom dog frem til, at et u-bådsangreb var den mest sandsynlige årsag til sænkningen. ---- Man gik omgående i gang med at sikre ad - og afgangsstederne til opankringsområderne i Scapa Flow, men U-47 var allerede undsluppet og var på vej tilbage Tyskland. ---- BBC bragte nyheden om sænkningen sent om morgenen den 14. oktober og udsendelsen blev opfanget af den tyske lyttetjeneste og af U-47 selv. ---- Dykkere blev om morgenen efter eksplosionen, sendt ned til vraget, hvor man her fandt rester fra en tysk torpedo, som bekræftede og chokerede alle. Det gik nu op for Den engelske Flåde, at Scapa Flow ikke var et sikkert opholdssted for deres flådefartøjer. Man måtte ty til yderligere sikring mod u-bådes adgang til farvandet. Den 17. oktober oplyste First Lord of the Admiralty Winston Churchill, Underhuset og den øvrige regering om tabet af HMS Royal Oak. Han bemærkede først i sin tale, at angrebet fra den tyske u-båd, var blevet udført med meget stor proffesionalitet under stort vovemod, men sagde også, at tabet af slagskibet, ikke ville betyde noget for den engelske flådes udøvelse af sømilitær slagkraft. ---- En undersøgelse foretaget af det engelske flådehovedkvarter, mellem den 18. og 24. oktober, fastslog omstændighederne ved U-47´s gennembrud af blokaderne i Holm Sound og dens indtrængen i Scapa Flow. ---- I mellemtiden blev den engelske Homefleet beordret til at forblive i de sikre havne og fjorde, som de allerede var opankret i, indtil Scapa Flow var blevet yderligere sikret mod et lignende u-bådsangreb. Det Britiske Admiralitet´s officielle rapport om katastrofen, tilskrev skylden for det utilstrækkelige forsvars - og sikkerhedsniveau ved Scapa Flow, på Sir Wilfred French, som var den kommanderende admiral for Orkney - og Shetland. Sir French blev efterfølgende anbragt på en liste over pensionsmodne ledende flådeofficerer, selvom han allerede den samme sommer 1939, havde advaret Admiralitetet i London om Scapa Flow´s utilstrækkelige u-bådsforsvar. Han tilbød sågar den sommer, at sejle frivilliget med et engelsk flådefartøj eller en u-båd gennem blokskibsspærringerne, for at bevise sin påstand. Men man skulle bruge en syndebuk - det er også militærchefernes lod, at finde sig i det.

Den 14. oktober hvert år tager dykkere ud og "hejser" det britiske marineflag ved agterenden på vraget af HMS Royal Oak. ---- En modstridende rapport, som blev udsendt af BBC efter sænkningen af HMS Royal Oak, påstod, at den angribende tyske u-båd, var blevet sænket kl. 02:15. Men da var Prien's u-båd i sikkerhed, ude på det åbne hav i Nordsøen, på vej mod sin base i Wilhelmshafen. ---- Nogle af de overlevende fra HMS Royal Oak var overbeviste om, at en u-båd ikke under nogen omstændigheder, kunne være i stand til at sejle ind i Scapa Flow. De mente at eksplosionen skete inde i skibet. Dette udsagn, på et så tidligt tidspunkt, få timer efter sænkningen, valgte Admiralitetet ikke at kommentere. Man ventede indtil kl. 07:46 den 15. oktober, efter at dykkere, havde været nede ved vraget, for at undersøge det og derved fundet rester af en tysk elektrisk drevet torpedo, model G7e/2874. Først da var man klar over den rette sammenhæng.

Scapa Flow farvandet, hvor man på fotoet, kan man se bøjen på vandet, som viser positionen, hvor HMS Royal Oak ligger på bunden som "War Grave" (Krigsgrav"). ---- i fortsættelse af beretningen om HMS Royal Oak´s sænkning, bringes her uddrag af signaludvekslingen mellem The Admiralty (ADMY), (det engelske flådehovedkvarter i London) og The Admiral Commanding Orkney og Shetland (ACOS). ---- Tidsopdelt meddelelser: 02:00 ACOS til ADMY ROYAL OAK SÆNKET I SCAPA FLOW, SERIER AF EKSPLOSIONER. ---- 02:11 ACOS til ADMY INGEN DETALJER TILGÆNGELIGE ENDNU. ---- 05:06 ADMY til ACOS KAN DET MED SIKKERHED FASTSLÅS AT SÆNKNINGEN SKYLDES FJENDLIGT FLY? ---- 06:20 ACOS til ADMY JA. ---- 07:04 ADMY til ACOS INGEN REFERENCER I KLAR TALE OM ROYAL OAK FØR ORDRER SENERE BLIVER GIVET. DET INKLUDERER LISTER OVER OVERLEVENDE. ---- Fragteprammen Daisy 2, som førtes af skipperen John Gatt RNR, var blevet trosset op til Royal Oak's bagbords side om aftenen. Da det synkende slagskib begyndte at kæntre mod styrbord, beordrede Gatt straks Daisy 2 skåret løs fra trosserne, men prammen blev fanget af Royal Oak's anti-torpedo skjold og løftet op af havet inden man kunne nå at skære trosserne over. ---- Mange af Royal Oak's besætning, som havde nået at springe fra det synkede slagskib, var kun klædt i undertøj og var uforberedte på det iskolde havvand en kold oktobernat. ---- Et tykt lag af oliebrændstof dækkede havoverfladen og mændenes kom hurtigt til at sluge en masse ned i lunger og mave, samtidig med, at det hæmmede dem i at svømme og holde sig oven vande. ---- Ud af alle de mænd, som forsøgte sig med at svømme den kilometerlange tur mod den nærmeste strand, overlevede kun en lille håndfuld - resten omkom. ---- På prammen Daisy 2, som endelig var kommet fri af Royal Oak, da slagskibet gik ned og klarede at blive på havet, fik skipper Gatt sat noget lys op. Han og sit mandskab fik i de næste par timer reddet 386 mænd op af havet, inklusive Royal Oak's Kommandør Captain William Benn. ---- Redningsforsøgene fortsatte endnu 2½ time indtil ca. kl. 04:00, da Gatt afbrød eftersøgningen efter flere overlevende og bragte dem han havde på prammen, over på forsyningsskibet Pegasus. ---- Selvom flere både fra Pegasus og flådehavnen deltog i redningen og eftersøgningen af de skibbrudne, var Gatt og Daisy 2 dem som stod for redningen af næsten alle de mænd, som blev samlet blev reddet. Herfor fik han hædret med den engelske orden The Distinguished Service Cross, (udmærkelse for særlig ekstraordinær tjenesteudøvelse). Han var den eneste, som fik denne militære udmærkelse i forbindelse med sænkningen af HMS Royal Oak og den efterfølgende redningsopgave.

4 overlevende fra HMS Royal Oak, Her stående på et skib i Scapa Flow, nær ved bøjen, som markerer stedet hvor vraget af Royal Oak ligger. ---- Fotoet er fra den 14. oktober 2006 på årsdagen får sænkningen af slagskibet. Personerne er set fra venstre: John Hall, Bert Pocock, Kenneth Toop og Arthur Smith. Det var Bert Pocock på 85 år fra Reading i England, som jeg hilste på, da jeg besøgte marine/krigsmuseet i Lyness i juli 2002. Senere samme dag, så jeg ham og hans familie på marinekirkegården i Lyness. ---- Bert Pocock sagde, da han på årsdagen i 2006, lagde en krans og det traditionelle hvide kors ud på vandet ved bøjen: "Da jeg lagde kransen på vandet, var det meget følelsesmæsigt svært og sørgeligt for mig, ved tanken om mine venner dernede. Det går aldrig over, jeg tænker stadig ofte på dem."

Denne bøje med sin mindeplade og indskribtion i Scapa Flow, markerer stedet hvor HMS Royal Oak ligger på bunden. ---- Stedet har status som krigsgrav iht. den engelske lov om beskyttelse af Militære Vragtester af 1986. Der må ikke dykkes ned, eller fjernes noget fra vraget. ---- Man har dog optaget Royal Oak´s skibsklokke, som er ophængt i Kirkwall´s Domkirke Sct. Magnus og tjener som minde og andagtssted. ---- Selvom Royal Oak sank i ret lavt vand, kunne hovedparten af de mange sømænds lig, ikke blive reddet fra vraget. ---- Markeringsbøjen ligger på 58°55'Nord - 2°59'Vest. Når vandet er klart, kan slagskibet opadvendte bund ses ca. 5 meter under havoverfladen. ---- HMS Royal Oak sank med sine 3000 tons brændstofolie ombord og siden 14. oktober 1939, har olien stille sivet op til overfladen og kan hver dag ses drive med vind og strøm væk fra bøjens område. ---- Oliemængden som sived op, tiltog kraftigt op gennem 1990´erne. Forsvarsministeriet tog denne forurening alvorligt og påbegyndte at udarbejde planer for at få olien op af vraget. Royal Oak's status som Krigsgrav betød, at man skulle indhente tilladelser og passe på med at støde de efterladte, når man skulle ned og opsætte teknisk udstyr, som kunne skaffe olien ud, op og væk på en sikker, skånsom og sensitiv måde. ---- Man havde i 1950´erne planer om at hæve og preservere vraget, men måtte opgive pga. folkets modstand og vrede. ---- I forhold til det etiske aspekt, ville en dårligt udført olieoprensning betyde, at vraget kunne blive destabiliseret og føre til, at olien ville vælde ud i store mængder og forurene det relativrt lave havområde i Scapa Flow. Desuden havde skibet stadig mange tons ueksploderet ammunition ombord. ---- Forsvarsministeriet satte et specialistteam af arkæologiske dykkere (Archaeological Dive Unit Survey) på opgaven med at udforske Royal Oak på en måde, så man kunne iværksætte en på alle måder sikker olieoppumpning. Teamet havde base på St Andrews - og Dundee universiteterne, hvor de udførte en serie multi-beam sonar undersøgelser, for at skabe nogle brugbare billeder af vraget, som kunne vise noget om dets tilstand. ---- De højopløselige sonarbilleder viste Royal Oak liggende næsten med bunde lige op i vandet, med sin overbygning mast ned i havbunden. ---- Et stykke af skibets yderste del af boven, var skudt væk af U-47 og Prien´s første affyrede torpedo. ---- Et gabende hul på styrbords side, var resultatet af de 3 torpedoer, som U-47 affyrede i sit andet angreb. ---- Selv om flere års forsinkelser indtraf, blev opgaven med at få de mange tons olie op sat i gang og i 2006 var alle skibets dobbeltbundede olietanke tømt. ---- Da en senere prøvefase for at fjerne olien fra tanke inde centralt i skibet, blev en succes, fik det Forsvarsministeriet til at udfærdige planer for fjernelse af den sidste olie i sommeren 2007.

Lyness Naval Cementary (Lyness Marine Kirkegård) og et foto, som viser en af de overlevende fra Royal Oak slagskibet, nemlig Bert Pocock og hans familie, som jeg hilste på, både på Lyness museet og her på kirkegården. De står ved nogle af de gravsten for de omkomne søfolk fra Royal Oak. Bert Pocock besøger hvert år stederne, det har han gjort siden 2. Verdenskrig for næsten 70 år siden.

Foto her fra mit besøg på Orkney-øen Hoy, i Lyness, hvor der ligger et spændende flådemuseum i de bygninger og på det område, som De Allierede i de 2 verdenskrige også brugte som hovedbase i Scapa Flow. Jeg brugte 4-5 timer her på dette spændende sted. Læs i siderne fra Orkney 1-2-3 om mit besøg og hvad jeg oplevede der. Nær museet liger den interessante flådekirkegård. På fotoet kan hele historien ses i plancher og i udstillede genstande omkring HMS Royal Oak´s sænkning og den tyske kaptajn og u-båd U-47´s handlinger op til, under og efter sænkningen. Da HMS Royal Oak´s vrag og position, er erklæret krigskirkegård, må man ikke dykke derned, filme eller fjerne ting fra vraget. De mange billeder på plancherne, kan kun ses på museet. Kun et lille antal er frigivet til medierne. Det var interessant at læse og se hele historien her. Billederne på plancherne fra vraget er blevet optaget med særlig tilladelse.

I Kirkwall på Orkneys Mainland i Sct. Magnus katedralen, er der dette minde - og andagtssted i kirken for HMS Royal Oak´s sænking. Der er opsat en mindeplade, som er tilegnet de over 800 mænd, som omkom ved sænkningen den 14. oktober 1939. Under mindepladen ligger der en mindebog, hvor alle de omkomnes navne er opført. Slagskibets skibsklokke blev fundet i 1970´erne og efter at være blevet restaureret, blev den ophængt sammen med de øvrige minder. De blodrøde kranse ses alle steder ved de utroligt mange mindesmærker og kirkegårde for faldne britiske og skotske solder i alle værn - England har først som stor kolonimagt og siden som aktiv politisk magt, deltaget i utallige konflikter, opstande, kaos og ikke mindst i et utal af krige.

U-47 og Kaptajn-Løjtnant Günther Prien forlader her havnen i Wilhelmshafen, på vej mod Orkney og Scapa Flow. ---- Bemærk tegningen af kraniet og de krydsede knogler udstyret med en tophat og en paraply. Dette symbol blev hyppigt anvendt som spot over den britiske Premierminister Neville Chamberlain, som jo kapitulerede over for Hitler i 1938 og glad proklamerede, at der ikke ville blive krig med Tyskland. ---- I årene efter, gik der rygter om, at Kaptajn Prien på U-47, var blevet ind i Scapa Flow af en person ved navn Alfred Wehring, en tysk agent, som opholdt sig på Orkneyøerne i forklædning som en schweizisk urmager ved navn Albert Oertel. ---- Efter u-bådsangrebet undslap Oertel, med u-båden ved navn B-06, tilbage til Tyskland. Denne historie blev udgivet den 16. maj 1942, via en artikel af journalisten Curt Riess for magasinet Saturday Evening Post og blev senere forskønnet af andre forfattere. ---- Efter krigen søgte historieforskere i både de tyske arkiver og engelske/orkney arkiver om dette, dog uden at finde noget som helst bevis for, at der skulle have eksisteret en Mr. Oertel eller Mr. Wehring eller en u-båd med navnet B-06. Historien er i dag betragtet, som det rene opspind.

U-47 på vej ud på togt. I u-bådens korte aktive fronttjeneste, med den dygtige Kaptajn-Løjtnant Günther Prien som chef. ---- Fra den 14. oktober 1939 til den 7. marts 1941, altså på kun ca. 17 måneder, lykkedes det u-båden at sænke 30 allierede handelsskibe med en tonnage på 193.808 tons. Dertil kom beskadigelsen af 8 allierede handelsskibe med en tonnage på 63.282 tons, et gennemsnit på næsten 2 skibe pr. måned. Desuden sænkede de jo det engelske slagskib HMS Royal Oak. ---- Det gjorde Günther Prien og mandskabet på U-47, til en af Tysklands mest succesrige militære flådechefer, han kom til at ligge i top 5 i hele 2. Verdenskrig blandt alle de tyske u-bådskaptajner, som deltog i krigen - og det opnåede han på kun ca. 17 måneder. ---- For... den 7. marts 1941, blev U-47 raporteret savnet, til BdU (Befehlshaber der U-Boote) omkring klippeøen og klippeskærene Rockall Banks i det nordlige Atlanterhav, vest for Irland, ca. på positionen 60°00N/19°00V syd for Island. ---- Ligesom tabet af andre tyske u-båds"esser" og hermed u-både, blev tabet af U-47 genstand for massiv debat under og efter krigen. Der er i de fleste kredse, som er eksperter på området, enighed om, at u-båden sank mellem den 7. og 8. marts 1941, da den blev angrebet af dybdebomber kastet af den britiske destroyer HMS Wolverine. Men andre kilder har påstået, at U-47 ramtes af en af sine egne torpedoer, som havde mistet styringen. 2 britiske korvetter, HMS Camellia og HMS Arbutus, er også blevet nævnt, som mulige skibe, der kunne have sænket U-47. ---- Men hvorom alting er, så forsvandt U-47 og Günther Prien og hele hans besætning på 44 mand den nævnte dato.

U-47, ,ed sit mandskab på fordækket, ankommer her til basen i Wilhelmshafen den 17. oktober 1939, efter at have sænket HMS Royal Oak i Scapa Flow.

U-47 passerer her stolt slagskibet Scharnhorst under fuld honnør, da u-båden vender tilbage fra det succesfulde togt til Scapa Flow. (Læs og se i øvrigt alt om slagskibet Scharnhorst og dets endelige dramatiske sænkning i 1943 ved Nordkap, Norge - kik under foregående menupunkt WW.2 # 1.

U-47's sejlads tilbage til basen, var en stor hyldest og fejring. Tidspunktet for succeen var særdelse velvalgt, da Tyskland lige havde startet 2. Verdenskrig - og at starte med en sådan succes, var lige noget for det tyske propagandministerium! ---- På U-47 beordrede førstestyrmanden Endrass, det berømte symbol malet på tårnet af u-båden - "Snorting Bull" ("fnysende tyr") var en hyldest til u-bådens kaptajn, som snart efter fik tilnavnet "Der Stier von Scapa Flow" - "The Bull of Scapa Flow"(Tyren fra Scapa Flow"). Symbolet blev senere også den tyske 7. u-bådsflotille´s officielle flådesymbol.

En glad mand - Kaptajn-Løjtnant Günther Prien lige kommet hjem, efter for 3 dage siden, at have slået 833 mænd ihjel oppe i Scapa Flow, med sænkningen af HMS Royal Oak. ---- Nazi Propaganda Ministeriet var hurtig til at drage fordel af det succesfulde angreb og radioudsendelser med den populære journalist Hans Fritzsche formidlede det triumferende budskab ud over hele Tyskland. ---- Prien om mandskabet ankom til Wilhelmshafen kl. 11:44 den 17. oktober og blev omgående modtaget som helte hvor Prien også samtidig fik at vide, at han ville få overrakt ordenen Jernkorset af Første Grad og hvor hver mand i besætningen ville få Jernkorset af Anden Grad. ---- Adolf Hitler sendte sit private fly for at bringe alle til Berlin, hvor han ydermere overrakte Prien en af de meget store ordner "Das Ritterkreuz" - Knight's Cross of the Iron Cross" (Ridderkorset). Denne orden var den første, som nogenside var givet til en tysk flådeofficer. Senere blev denne orden almindelig tildeling for U-bådskapatajner, som havde haft succes. ---- Prien´s chef Dönitz blev udnævnt fra Kommandør til Kontreadmiral og blev samtidig chef for hele u-båds-våbenet. Prien blev flittigt anvendt i radio - og avisinterviews og hans biografi blev udgivet i bogform det følgende år (1940). Titlen var "Mein Weg nach Scapa Flow" ("Min vej til Scapa Flow").

U-47 og dets mandskab på 40 mand, efter hjemkomsten fra Scapa Flow. Nedenfor listen over besætningen på U-47, som var med på togtet til Scapa Flow. ---- Kaptajn: ---- Günther Prien, Kaptajn-Løjtnant. ---- Officerer: ---- 1. Vagtofficer: Engelbert Endrass, Oberleutnant zur See. (senere u-båds-es med egen u-båd). ---- 2. Vagtofficer: Amelung von Varendorff, Oberleutnant zur See. ---- Chef Motoringeniør: Johann-Friedrich Wessels, Oberleutnant zur See. ---- Overstyrmand: Wilhelm Spahr. ---- Øvrig besætning: ---- Heinrich Biermann, Motorkoporal (Maschinengefreiter). ---- Hans Blank, Overmat Radio. ---- Kurt Bleek, Mekanikerkorporal (Mechanikergefreiter). ---- Gustav Böhm, Stabsmaskinist. ---- Kurt Brehme, Motorkorporal(Maschinengefreiter). ---- Peter Dittmer, Korporal (Gefreiter). ---- Ernst Dziallas, Bådsmand (Bootsmann). ---- Gerd Hänsel, Korporal (Gefreiter). ---- Willi Hebestreit, Sergent Radio (Ober-Funkgefreiter). ---- Heinrich Hermann, Oversergent mekaniker(Ober-Mechankersgefreiter). ---- Erwin Hölzer, Seniorsergent (Maschinen-Hauptgefreiter). ---- Gerd Hötzer, Maskinkorporal (Maschinengefreiter). ---- Kurt Holstein, Overmaskinist (Obermaschinist). ---- Willi Loh, Mekanikersergent (Ober-Mechanikersgefreiter). ---- Werner Lüddecke, Maskinkorporal (Maschinengefreiter). ---- Herbert Marquard, Korporal (Gefreiter). ---- Heini Mantyk, Korporal (Gefreiter). ---- Willi Meyer, Bådsmand (Bootsmann). ---- Walter Radloff, Maskinkorporal (Maschinengefreiter). ---- Kurt Römer, Overmaskinist (Obermaschinist). ---- Ronni Roth, Maskinkorporal (Maschinengefreiter). ---- Hans Sammann, Bådsmand (Bootsmann). ---- Werner Schmalenbach, Maskinmat (Maschinenmaat). ---- Ernst Schmidt, korporal (Gefreiter). ---- Friedrich Schmidt, Maskinkorporal (Maschinengefreiter). ---- Werner Scholz, Maskinmat (Maschinenmaat). ---- Rudi Smyczek, Korporal (Gefreiter). ---- Werner Söllig, Maskinkorporal (Maschinengefreiter). ---- Karl Spörer, Maskinkorporal (Maschinengefreiter). ---- Karl Steinhagen, Sergent Radio (Ober-Funkgefreiter). ---- Otto Strunk, Stabsovermaskinist (Stabs-Obermaschinist). ---- Peter Thewes, Mekanikersergent (Ober-Mechanikersgefreiter). ---- Friedrich Walz, korporal (Gefreiter). ---- Gustav Werder, Maskinmat (Maschinenmaat). ---- Ernst Winzer, Maskinkorporal (Maschinengefreiter).

U-bådsvåbnets chefkommandør Karl Dönitz ombord på U-47, hvor han møder og lykønsker mændene hver især. Günther Prien ses stående lidt tilbage, til venstre for Dönitz.

Efter hjemkomsten, fik Prien og besætningen nogle hektiske dage med flytur i Hitler´s private fly til Kiel og dernæst til Berlin, hvor de skulle fejres med parader og middag med Hitler og andre Nazi-spidser. ---- på fotoet ses Günther Prien og mandskabet på U-47, blive modtaget af Adolf Hitler i Rigskansleriet i Berlin den 18. oktober 1939, dagen efter deres retur fra Scapa Flow.

U-47´s mandskab og kaptajn-Løjtnant Günther Prien i stiveste puds, på vej til at blive fejret hos Adolf Hitler, efter deres berømte togt og sænkning af det gamle engelske slagskib HMS Royal Oak i Scapa Flow.

De 3 fly fra det tyske "Luftwaffe", herunder Hitlers eget private fly, bragte Prien og hans besætning til Berlin, hvor de ankom til Berlin´s Tempelhof Lufthavn kl. 11:00 den 18. oktober. Efter at have mødt og og fejret af flådeofficerer, gik turen til Rigskansleriet. På turen gennem Berlin´s gade blev Prien og mandskabet hyldet af store mængder af "heilende" tyskere.---- Efter at have hilst på Hitler og holdt sin forventede tale, blev Prien præsenteret for sit Ridderkors. Besætningen havde alle fået enten Jernkorset af Første eller Anden Grad af Karl Dönitz den foregående dag. ---- På fotoet ses Prien gøre honnør i paradebilen, på sin vej gennem Berlin´s gader.

Adolf Hitler lykønsker Kaptajn- Løjtnant Günther Prien for den store bedrift. ---- I Tyskland blev U-47´s historie en legende. Feteret, som Prien var hos Nazilederne, blev han snart den tyske Krigsmarines officielle propaganda plakat-figur. ---- U-47 og hele historien skulle tjene mange propagandaformål, bl.a. som tilskyndelse til den tyske mand om at melde sig til u-bådsvpbenet. Mange andre tiltag blev gjort for at forherlige historien, bøger og film og utallige radio - og avisartikler bleb udgivet. Der blev fremstillet souvenirs, daggerter og medallioner. Mange af disse ting ses i dag hos samlere, selv om man ikke altid kan stoile på tingens ægthed og historie. Men om altig var, så blev Prien og hans besætnings bedrift en legende. Angrebet og bedriften havde ikke kun klangbund i Tyskland. Selv tyggegummifabrikanter i Amerika, brugte billeder og ånden fra den tyske "bedrift". Kort tid efter i krigen og inden de var indtrådt i 2. Verdenskrig, fik amerikanerne en brat opvågning "a huge wake up call". Tyske ubåde fandt ud af, at organisere sig sådan, at de kunne operere langs de østlige kyster af amerika. I flere måneder sænkede de et enormt antalskibe langs kysterne. amerikanerne troede ikke på, at nogen var i stand til at angribe dem i deres eget farvand, ved deres kyster - så man blev ved med at sejle enkeltvis, med alt lys tændt om natten og uden eskorte. De tyske u-bådes mandskaber var nærmest chokerede over den letsindighed, som amerikanerne udviste. U-bådsbesætninger har beskrevet det uvirkelige syn, som de så, få hundrede meter fra kysten - oplyste sejlbåde og havne, byer og biler med fuldt blus - musik i radioen, som de også kunne høre i u-båden - en mærkelig anti-krigstilstand, som de beskrev det, medens de forøvede et blodbad på de mange handelsskibe, bugserbåde, trawlere og sågar sejlbåde, som "lallede" afsted i farvandet langs de østlige kyster af Amerika.

Efter at have fået deres ordner, fortsatte fejringen af u-bådens mandskab ufortrødent. Man kom til frokost hos Adolf Hitler og senere præsenteret for pressechefen Otto Dietrich og andre "spidser". ---- Under en pressekonference om eftermiddagen, fortalte Prien om sin tro på, at han også havde ramt slagskibet Repulse under angrebet. Dagens oplevelser afsluttedes med en aften i Wintergarten teatret, hvor igen mange mennesker hyldede dem både udenfor og inde i teatret. Prien aog hans mandskab blev behandlet som filmsstjerner og belejret af autografjægere. Alle var med på "Tyrens reklamevogn". Under teatershowet, blev Prien kraftigt opfordret af menneskemængden, til at holde en tale. Dette blev hurtigt arrangeret og udsendt via radio over hele Tyskland i den populære udsendelse: "Wunschkonzert" (Ønskekoncert"). ---- På fotoet set det nu ikke ud til, at snakken går godt. Både Prien og den normalt eksalterede og gestigulerende "Führer" ser ret så utilpas ud. Man kan nok slutte, at den seje søkaptajn ikke brød sig om den mad, som Hitler serverede, han var vegetarianer! Ligeledes ses der ikke vin eller alkohol på bordet - Træls frokost! Besætningsmedlemmet på Hitler's venstre side, ser ret uimponeret ud - eller måske overpåpasselig, bange for at gøre noget forkert. Der er tale om Maskinist Ober Gefreiter Ernst Schmidt, som også bærer sit nyerhvervede Jernkors af Anden Grad.

HMS Wolverine var en engelsk Royal Navy destroyer, bygget af J.S. White & Co. kort tid efter 1. Verdenskrig. Skibet var 1 af 16 byggede destroyere og blev taget i tjeneste i 1920 og sat i operationel tjeneste i 1924. ---- HMS Wolverine var en modifikation af W-klasse destroyerne og havde en svagere bevæbning end skibe af denne størrelse. ---- I 2. Verdenskrig vædrede og sænkede derved den Italienske u-båd Dagabur og delte æren med HMS Scarborough for sænkningen af den tyske u-båd U-76. ---- Den 8. marts 1941, dybdebombede HMS Wolverine, uden synligt bevis, et element under havoverfladen, antagelig en u-båd, syd for kysten af Island, nær Rockall klippeøen. Det var et angreb, som antagelig sænkede U-47, da positioner m.m. indikerede dette. ---- Wolverine blev ophugget i byen Troon i september 1946. ---- U-47 og dens antagelige sænkning. ---- Dato: 07.03.1941. ---- U-47 rapporteres savnet til BdU, i området omkring Rockall Banks i Nordatlanten, vest for Irland, på ca. position: 60°00N/19°00V, syd for Island. Ligesom med en række andre "u-båds-esser", har tabet af Günther Prien og U-47, været et emne, som har været uder debat i alle årene siden. ---- Det er vidt anerkendt, at U-47 blev sænket den 07/08.03.1941, på grund af et dybdebombeangreb fra den britiske destroyer HMS Wolverine. ---- Men andre kilder har postuleret, at U-47 blev truffet af en af sine egne torpedoer, som var gået ud af kurs. ---- 2 britiske korvetters, HMS Camellia og HMS Arbutus er også blevet nævnt som mulige "bødler" for U-47. ---- Korvettenkapitän Günther Prien (hvis rang han fik i 1940), og hele besætningen på 44 mænd omkom. ---- Statistik for U-47: Antal dage på havet: 17. ---- Sænkede skibe: 4. ---- Total tonnage: 16.310 bruttoregistertons. ---- Endelig analyse: ---- Total antal togter: 10. ---- Total antal dage på havet: 238. ---- Total antal skibe sænket: 30. ---- Total tonnage sænket: 193.808 tons. (30 handelsskibe, 164.953 tons). ---- Total antal skadede skibe: 8. ---- Total tonnage af skadede skibe: 63.282 tons.

2. Verdenskrig og Skotland, Orkney- øerne og den engelske flådes hjemme-base i farvandet Scapa Flow. Sænkningen af HMS Royal Oak her og hvad det kom til at betyde for søkrigen til havs og "Slaget om Atlanten".

Se og læs også de 2 undersider til denne side. F.eks. undersiden om flystyrt i Skotland, herunder beretning om 2 - 3 flystyrt i detaljer, se de mange fotos og tekster herom. Endelig er siden med "Slaget om Atlanten" uddybet med historien om søslagene i Nordatlanten, hvor englænderne mister HMS Hood og Tyskland til sidst mister deres flådes stolthed Bismarck. 


På denne side har jeg søgt at gå i dybden med beretningen om  det britiske slagskib HMS Royal Oak´s sænkning i Scapa Flow på Orkneyøerne den 17. oktober 1939, som den tyske ubåd U-47 havde held og dygtighed til at udføre.

Se links her eller fortsæt nedenfor i historien om slagskibet og u-båden og deres fælles skæbne.
Mange steder er der understregning under ordene, som samtidig er links, som du kan klikke på og læse uddybende information om på "nettet".


http://www.hmsroyaloak.co.uk/intro.htm   

Krigen var lige startet med tyskernes invasion i Polen den 1. september, hvorfor England og Frankrig var nødt til at erklære krig den 3. september mod det nazistiske Tyskland.

Briterne blev særdeles overraskede over, at en tysk ubåd overhovedet kunne komme ind i Scapa Flow farvandet. Siden 1. Verdenskrig havde man sikret adgangen med  udlagte blokskibe og ubådsbomme m.m.

Men man havde ikke regnet med den tyske ubåds-kaptajn Günther Prien og dennes mod og dristighed.
U-båden sneg sig ind i Scapa Flow ved højvande mellem Orkneys hovedø og den lille ø Lamb Holm uden om blokskibe og sandbanker og kranitblokke.

De senere granitbarrierer (3 styk, kaldet Churchill-barrieres) blev først bygget mellem de østvendte øer på Orkney, da Churchill beordrede disse bygget efter det fatale ubådsangreb. Læs om dette på de 3 sider jeg har skrevet om Orkney og bl.a. dæmningernes historie, Lamb Holm og "The Italian Chapel" her.

Inde i Scapa Flow lykkedes det U-47 at torpedere HMS Royal Oak slagskibet, som sank og kostede 833 engelske sømænd livet.

U-47 slap også ud igen uden at blive opdaget og tyskerne var ikke sene til at fejre det og udnytte det i sin propaganda.

Hændelsen fik utrolig betydning for krigens gang. Den tyske succes med ubådsangreb på denne måde, satte gang i en enorm anlagt plan med at bygge ubåde og angribe fragt - og krigsskibsfarten på den vestlige halvkugle.

Fra 1941 og til 1943 havde tyskerne held til næsten at udradere den vestlige produktion af skibe og forsyninger til Europa fra USA og Canada. I midten af 1943 havde de allierede dog udviklet så mange våbensystemer, at tyskerne så at sige blev agterudsejlet og til sidst tabte Slaget om Atlanten.

Denne trussel i krigens første år, satte selvsagt De Allierede i en frygtelig knibe. Man måtte derfor indstille meget af sin militære startegi, produktion m.m. på at klare denne udfordring fra Nazitysklands side.
Meget ville antagelig have set helt anderledes ud, hvis ikke U-47 havde sænket HMS Royal Oak, inde i det mest hellige farvand i Den Britiske Flådes "baghave".
Krigen gang/forløb kunne antagelig have været kortere og endda også med Tyskland som sejrherre.
Hitler foretog heldigvis nogle fatale forkerte beslutninger med sine gale vanvidsprojekter, med angreb på Rusland i sommeren 1941, undladelse at invadere England i 1940/1941, invasion af Balkan osv. Fatale fejlskøn, som betød Nazitysklands definitive kollaps i 1945 - gudskelov!

Nedenfor har jeg samlet en masse beskrivelser af Scapa Flow, HMS Royal Oak, U-47 og Kapatajn Günther Prien m.m.
Desuden er der mange steder links til andre sider på "nettet" med oplysninger.
Nederst er der et fotoalbum med billeder omkring beretningerne, hvor der til hvert billede er tilføjet mange historiske og spændende tekster.


Film om U-47 og sænkningen af HMS Royal Oak:

http://www.u47.org/english/u47_vid.asp    

Scapa Flow´s Historie.

Selvom farvandet havde været anvendt til transportsøvej, fiskeri og nævnt mange gange i vikingesagaerne, var det ikke før i det 16. århundrede, at Alexander Lindsay, kaptajn for Kong James V af  Skotland, foretog en undersøgelse af farvandet i og omkring Orkneyøerne, herunder farvandet Scapa Flow. Navnet på farvandet stammer fra det oldnorske sprog "Norse", hvor farvandet benævnes " Skalpeidfloi" – Bugten ved den lange dals landtange.

I 1812 blev Scapa Flow forslået, som et midlertidigt mødested for skibe i Englands Royal Navy. I det samme år, havde De Forenede Stater erklæret krig mod England. Det førte til, at man for første gang opførte kystforsvarsværker rundt omkring Scapa Flow. Hackness Martello Tower og Battery (tårn og kanonbatteri), blev sammen med et andet tårn på nordsiden af Crockness, bygget mellem 1813 og 1815, i den hensigt at kunne forsvare området ved Longhope mod angreb fra kaprere, som støttede De Forenede Stater under de samtidige Napoleonskrige.

Da man oplevede mange angreb fra franske kaprere i Den Engelske Kanal, blev mange engelske og andre nationers skibe, ledt ad en rute vestover og gennem farvandet syd for Orkneyøerne, Pentland Firth. Skibene blev samlet ved Longhope indtil en tilpas eskorte af krigsskibe kunne sikre alle mod disse angreb. Det 10/11 meter høje Hackness Martello Tower indeholdt opholds - og soverum for kanonmandskabet. Tårnet havde ligeledes et krudt - og kuglemagasin nedenunder og en kanon monteret på en drejelig lavet øverst på toppen af tårnet.

Kanonen, en meget kraftig 24-punds kanon, havde et skudfelt på 360 grader og fuld udsigt og muligheder for at opdaget et hvilket som helst skib, som nærmede sig. Kanonbatteriet nær tårnet havde 8 styk 24-punds kanoner, som dækkede farvandet ved Switha og Cantick Sounds og var beskyttet af et opført stenbolværk. I 1866 blev kanonerne erstattet med 68-punds kanoner, som skød ud gennem skydeskår i stenbolværket.

I 1905 blev Det Engelske Admiralitet mere interesseret i at anvende Scapa Flow, som base for landets "Hjemmeflåde" The Home Fleet. Før 1. Verdenskrig begyndte, afholdt man øvelser hvert år i Scapa Flow, ofte med deltagelse af op til 100 krigsskibe. Lige før krigen startede, forlagde også englands "Grand Fleet" til Scapa Flow.

Intet var dog foretaget forud for krigen og samlingen af det meste af den engelske flåde i Scapa Flow, for at sikre farvandet mod angreb. Flåden var konstant i fare for at blive angrebet af tyske u-både eller sågar et dristigt tysk destroyerangreb. Gradvis begyndte man at sikre adgangen til farvandet, ved først at sænke 21 blok-skibe ved adgangsvejene mod øst. Desuden udsatte man anti-ubådsnet, fastgjort til lange udspændte wirer, u-båds-bomme og forskellige kanonbatterier på flere landbaserede positioner, dette skulle tilsammen virke afskrækkende på tyske angreb. 

De Allieredes nordatlantiske patruljer og konvojeskorter under 1. Verdenskrig, som dækkede farvandet fra Island ned til Skotland og over til Norge, omfattede ca. 15.000 skibe under 1. Verdenskrig. Disse patruljer og eskorter, virkede som en effektiv blokade og blev foretaget primært af den 10. krydsereskadre, hvoraf de fleste skibe kun var armerede ombyggede handelsskibe.

Der var også tragiske Allierede tab i Scapa Flow farvandsområdet under 1. Verdenskrig. I juni 1916 ankom krigsministeren Lord Kitchener, til Scapa Flow på sin vej til Rusland for at forhandle med Zarens regering og embedsmænd (Se og læs hele denne spændende historie i menupunktet WW1.# 2). Han sejlede ombord på den 11.000 ton tunge krydser HMS Hampshire, den 5. juni 1916 og havde beordret skibet til at sejle ad den usædvanlige vej vestud og nordover langs Orkney Mainland, da vejret var særdeles dårlig med orkan og høj sø her.

Det dårlige vejr havde også forhindret minestrygning i området, hvor HMS Hampshire skulle sejle. Det var derfor en tysk mine, udlagt af en tysk u-båd, som HMS Hampshire ramte og sank, med tabet af næsten alle mand, inklusive Lord Kitchener, kun 12 mand overlevede. 
Den 9. juli 1917, sprang krydseren HMS Vanguard i luften inde i Scapa Flow, pga. en fatal fejl inde i skibet, nær ammunitionsmagasinerne. Hele besætningen, for nær 2 mand, som var på over 1000 mand omkom. 

22 år senere blev så HMS Royal Oak sænket den 14. oktober 1939. Dette tab fik gang i bestræbelserne på, at få sikret området omkring Scapa flow meget bedre. Mange af de blok-skibe, som var sænket i sejlrenderne og passagerne indtil Scapa Flow i 1. Verdenskrig, var tilsandet på bunden, eller drevet væk pga. det meget kraftige tidevand. Flere blok-skibe var planlagt til at skulle sænkes, ligesom yderligere kystbaserede forsvarsanlæg også var planlagt. Men alle disse planer var ikke ført ud i livet, da den tyske u-båd U-47 sneg sig ind og sænkede slagskibet HMS Royal Oak. 

Muligheden for en permanent blokering af de østvendte indsejlingsmuligheder til  Scapa Flow, var overvejet allerede før 1. Verdenskrig, men det var først 6 måneder efter sænkningen af HMS Royal Oak i oktober 1939, inden en plan for denne sikring blev iværksat.

I mellemtiden blev der i sejlrenderne sænket 13 blokskibe mere. Det private firma Balfour Beatty fik til opgave, at at bygge 4 dæmninger "The Four Churchill Barriers". Denne opgave beskæftigede 1700 mand, inklusiv italienske krigsfanger ("se og læs i menupunktet Orkney Foto 2, som fortæller hele historien om de italienske krigsfanger og deres bygning af deres egen kirke, samtidig med bygningen af dæmningerne"), som tidligere havde bygget en bro over floden Tigris i Iraq, el-værker, jernbaner og kajanlæg. Man anvendte næsten 1.000.000 kubikmeter klippemateriale, 36.500 styk 5 tons klippeblokke og 15.000 styk 10 tons klippeblokke, til bygningen af dæmningerne. 

Selvom dæmningerne først var færdigbygget i maj 1945, da verdenskrigen sluttede i Europa, havde man allerede fra 1942 placeret store stålnet/stolkurve med klippeblokke i forbindelse med blokskibenes positioner, sådan at der ikke mere var muligheder for, at u-både kunne trænge ind i Scapa Flow. 

Scapa Flow fortsatte med at tiltrække alverdens landes flådeenheder på besøg m.m. Ligeledes afholdt NATO´s samarbejdende flådeenheder øvelser her. Farvandet anvendes den dag i dag til sømilitære formål. 
Desuden er der blevet opbygget en olieterminal på øen Flotta, som kom i brug i 1976. Det har bragt nogle af verdens største olietankere og andre store handelsskibe ind i farvandet. 

Af lignende grunde har Scapa Flow´s vanddybde og beskyttede farvand, været genstand for planer om bygning af en container ud/indskibningshavn, som kunne rumme fremtidens skibe, som kva  deres størrelse og dybgang, ikke ville kunne bruge mange af verdens nuværende havne, da disse ikke har den fornødne dybgang og ikke er store nok - Den egenskab kan Scapa Flow opfylde.

Noget om  HMS Royal Oak....

Som blev søsat 17. november 1914 og vejede 34.420 tons, noget af en kæmpe med 8 stk.15-tommers kanoner, som hovedskyts. 12 stk. 6-tommer og 8 stk. 4-tommers kanoner og 24 stk. 2-tommers kanoner. Imponerende arsenal.

Den var med i Jyllandsslaget i 1916, uden at blive skadet. Den lå for anker i den østlige side af Scapa Flow, få måneder efter 2. verdenskrigs start. Skibet var næsten det eneste store skib på det tidspunkt, der lå i Scapa Flow, kun HMS Pegasus lå her også. Det var et gammelt forældet hangarskib fra 1. Verdenskrig.

Årsager hertil, kan du læse om i forbindelse med teksterne til de foto, du kan se nederst på denne side.

Længere inde og sydpå i Scapa Flow lå nogle destroyere og briternes 3 nye lette krydsere bl.a. HMS Belfast i skjul af nogle lave øer bl.a. øen Flotta.

Hjemmeflåden var engageret mange steder, især omkring den engelske hærs retræte fra Norge. Det engelske admiralitet mente, at Scapa Flow var et sikket farvand for hjemmeflåden. Under 1. Verdenskrig var der godt nok kommet tyske ubåde ind, men man havde blokeret indsejlingerne mellem øerne med blokskibe og ubådsnet. Men den 14. oktober 1939 listede U-47 med Løjtnant Günther Prien ved roret, ind øst fra mellem den lille ø Lamb Holm og East Orkney Mainland.

Han risikerede havari, men udnyttede højvandet og gled stille ind i Scapa Flow lidt for midnat. Han kunne ikke få øje på nogen større skibe, men efter at have sejlet op mod nord, ser han HMS Royal Oak ligge som en mørk skygge i mørket. Månen står pludselig fuld, da nogle skyer trækker gardinerne fra i den mørke sortblå  Orkneyhimmel.

I en afstand af 3000 meter, lader Prien 4 torpedoer løbe ud af rørene, en blev dog ikke affyret ved en fejl, men 3,5 minutter efter strejfer kun en torpedo HMS Pegasus og uden at man her slår alarm - de 2 andre forsvinder i havet uden spor. Prien sejler først væk, men vender om, da han opdager, at ingen alarm er iværksat fra briternes  side. Han angriber igen og afyrrer igen torpedoer og denne gang tæffes HMS Royal Oak af 3 torpedoer.

Her indtræffer det skæbnesvangre uheld. Den ene torpedo trænger med sin eksplosion ind i et granatmagasin og HMS Royal Oak eksploderer.  
Kortet nedenfor i fotodelen, viser U-47´s kurs ind og ud af Scapa Flow, torpedoaffyringerne og sejladsen inde i Scapa Flow.

HMS Royal Oak og ofte andre skibe i Scapa Flow, havde på grund af deres tiltro til deres sikkerhed ofte mange luger, døre og koøjer åbne. Det forværrede eksplosionernes effekt og brandene ombord. 

I et inferno af eksploderende granater fra magasinerne, brændende olie og millioner af sprænstykker, synker Royal Oak på få minutter ned med bunden i vejret på kun 30 meter vand. Med sig trækker den 833 mand med sig i døden, druknende i lukaferne, maskinrummet og brændende op i vandet i den brændende olie, eller sprængt i stumper af den eksploderende ammunition og sprængstykker.
 
Mange sømænd søger at svømme mod den nærmeste kyst, men den kilometerlange svømmetur i koldt havvand, indsmurt i fedtet brændselsolie, betyder, at kun en lille håndfuld mænd overlever denne svømmetur. Mange omkommer også i den giftige klæbrige brændselsolie, som trænger ned i lungerne og maven, ligesom man i hast må kaste sig i havet kun iført nattøj eller undertøj. Vandet i Scapa flow i midten af oktober er meget koldt. 

Af besætningen på 1234 mand overlever der 391 mand. HMS chef Admiral H. F.C. Balgrove dør også ved eksplosionen. På 13 minutter dør et af den engelske flådes største skibe på en grusom måde, i mørket uden varsel og alene. En af torpedoerne fra U-47 strejfede HMS Pegasus, som var et gammelt forsyningsskib, der lå bag HMS Royal Oak. Tyskerne troede fejlagtigt, at de havde ramt slagskibet HMS Repulse, men det skib var slet ikke i Scapa Flow. HMS Repulse blev senere i krigen sænket af japanerne i det Indiske Ocean, hvor næsten hele besætningen omkom bl.a. som føde for mange hajer, der mæskede sig med de britiske sømænd i vandet.

Ubåden U-47´s succes betød, at Hitler bestemte sig for, at udvide søkrigen mod handelsskibene og på denne måde stække Englands muligheder for at modtage forsyninger fra USA og Canada og dermed overleve den tyske krigsmaskine. U-47 slap væk og sejlede til basen i Wilhelmshafen, hvor ubåden og mandskabet blev heltemodtaget, som den ubåd der fik den første store skalp i den engelske flåde. Günter Prien blev ikke ved med at være heldig. I et angreb på konvojen OB293 ude på Atlanten den 7/8 marts 1941, altså ca. ½ år efter torpederingerne i Scapa Flow, blev ubåden sænket og alle omkom.

Læs mere om U-47 og Priens overdrevne fejring i Tyskland, i Berlin hos Hitler i nedenstående tekster tilknyttet fotoserien.

HMS Royal Oak ligger ca. 1000 meter ude fra kysten ved Gaitnip på East Orkney Mainland. Stedet er fredet som krigsgrav og der må ikke dykkes der. Man har dog til museet på øen Hoy i byen Lyness, lavet en fotoserie, som viser vraget på bunden. På havet er opsat en mindebøje, som har en mindeplade monteret.
 
Årligt besøges stedet af de få overlevende søfolk fra Royal Oak eller pårørende til de som omkom. Selv her ca. 70 år efter, siver der stadig olierester op, så vandet omkring bøjen har en hinde af farvet olie. I 2007 blev den sidste olie i vragets tanke fjernet. Hvert år på sænkningsdagen, dykkes der ned med et engelsk flådeflag, som bliver sat på skrueakslen og står og vejer i strømmen over vraget.

Her nogle links til spændende sider om krigens facts m.m.:

http://www.u47.org/english/u47_lnk.asp

http://www.u47.org/english/index.asp   

http://www.hmsroyaloak.co.uk/art.htm   

http://www.hmsroyaloak.co.uk/RO.pdf

http://www.uboatarchive.net/U-47RoyalOak.htm

Skæbne HMS Royal Oak 
Byggestart: 15. januar 1914
Søsat: 17. november 1914
Operativ: 1. maj 1916
Status: Sænket den 14. oktober 1939
Specifikationer
Vægt: 29.150 tons standard
33.500 tons fuldt lastet
Længde: 189 meter
Højde: 27 meter ved søsætningen
31.1 meter efter operativ klargøring
Dybgang: 8.7 meter
Motorydelse: 4 Parsons skakt gearet turbiner
18 Yarrow kedler
40.000 shp ("søhestekræfter")
Hastighed: 37 km/h (topfart) 
Aktionsradius: 4.000 sømil eller 7.400 km.
ning
Bevæbning: 4 × 2 - Mk I, 15-inch/42 kanoner
12 - Mk XII 6-tommers kanoner
4 × 2 - 4 tommers (102 mm) kanoner
2 × 8 - 900g. anti-aircraft kanonerk
4 - 21 tommers (533 mm) torpedorør
Armering: 13 tommers armering under vandlinien
6 tommers over vandlinien
10 tommers armering på overbygningen
13 tommers armering af fronten på de  15 tommers kanontårne
4¼ tommers armering af kanontårnenes øvrige område
Øgenavn: The Mighty Oak - (Det Mægtige Egetræ)

Royal Oak kom  allerede i kamp i sommeren 1916 i slaget ved Jylland. Battle of Jutland . I mellemkrigstiden gjorde skibet tjeneste i Atlanten, i Hjemmeflåden og i Middelhavet. Royal Oak blev i 1928 kendt verden over, da skibets ledende officerer meget kontroversielt blev stillet for en flådemilitær krigsret. Se nedenfor i teksten omkring skibets tjeneste i mellemkrigstiden, hvor episoden omtales. Gennem skibets 25 års lange tjeneste, blev der gjort flere forsøg på at modernisere det, men man kunne ikke forbedre skibets manglende hastighed, og ved 2. Verdenskrigs begyndelse, var skibet ikke i stand til at klare de krav, som de nye moderne krigsskibe kunne præstere - især ikke de tyske krigsskibes formåen. HMS Royal Oak blev taget ud af fronttjeneste og opankret i Scapa flow i starten af oktober 1939, hvor det den 14. blev sænket af den tyske u-båd U-47.

Detaljeret beskrivelse af slagskibet HMS Royal Oak´s skæbne, fra det blev bygget i 1914, til det blev sænket den 14. oktober 1939.

HMS Royal Oak bygges.

Navnet Royal Oak havde 7 andre skibe båret gennem historien i Den Engelske Flåde. Skibet blev det ottende, som med stolthed kunne føre navnet videre. 
Det syvende krigsskib med navnet Royal Oak, var blevet ophugget i starten af 1914. I dag bærer et krigsskib i Den Engelske Flåde, stadigt navnet HMS Royal Oak. 
Navnet blev givet til store krigsskibe på grundlag af et bestemt egetræ, som fik navnet Royal Oak, fordi kong Charles II havde gemt sig oppe i dette specifikke træ nær Worchester, efter at han havde tabt et afgørende slag i 1651 ved Worchester The Battle of Worcester.
Da navnet opstod og brugt som navn, var alle krigsskibe bygget af primært egetræ.

HMS Royal Oak blev sat i ordre i 1913-1914 og hørte til krigsskibsklassen "Revenge Class" og skulle bygges, som billig, mindre, langsommere slagskib, end de kulfyrede tidligere Queen Elizabeth-class super-dreadnoughts  (Meget svære slagskibe). Navnet "dreadnought", som egentlig betyder svært frakkestof på dansk, opstod, da man i 1906 byggede HMS Dreadnought, som for datiden var et nyt design for et slagskib, hvor man brugte dampturbiner, som fremdrivningsteknik. Dette slagskib havde 10 styk 12" (305 mm.) kanoner.

Designet på denne type nye slagskibe, så i første omgang ud til at være et teknologisk tilbageskridt, men var udtænkt, med frygten for, at man ikke kunne skaffe nok brændstofolie til skibene, hvis man i en krigssituation, kom under blokade - man skulle impotere al olie. Modsat kunne man selv forsyne sin kul - og dampdreve flåde med højkvalitetskul fra egen miner. Endvidere var det meningen at "The Revenge Class" og hermed HMS Royal Oak, i kontrast til de hurtigere sejlende slagskibe i "The Queen Elizabeth Classs, skulle være de sværeste bevæbnede skibe i en slagformation. Royal Oak og dets "søsterskibe", var de første betydningsfulde krigsskibe i The Royal Navy, hvis design var udviklet af Direktøren for Flådebygning, Sir Eustace Tennyson-D'Eyncourt .
Royal Oak blev påbegyndt bygget i Devonport Dockyard  den 15. januar 1914, som den 4. i denne krigsskibsklasse og som værftets bygning nummer 67. Da man var klar over skibets manglende hastighedspræstationer, som kul/dampdrevet og man samtidig lige havde underskrevet en sikker olieleveringsaftale med The Anglo-Persian Oil Company , ophævede First Sea Lord Jackie Fisher beslutningen om kulfyring af Royal Oak, i oktober 1914, medens skibet stadig var under bygning. Royal Oak blev redesignet og udstyret med 18 olie-fyrede Yarrow  kedler, som supplement til 4  Parsons steam turbines (damp-turbiner), som hver drev en enkelt skruepropel. 

Slagskibet blev søsat den 17. november 1914 og efter at være blevet udrustet og gjort klar til tjeneste, blev HMS Royal Oak overdraget flåden den 1. maj 1916. Byggeprisen blev på i alt £ 2. 468.269.00.

Royal 
Oak blev opgraderet mellem 1922 og 1924, med 2 batterier 40 mm. Mark 'M' pom-pom antiluftskytskanoner foran skorstenen. Under vandlinien foretog man ændringer på skroget, sådan, at skibet blev bedre sikret mod torpedoanslag. De vandtætte ru, som blev bygget på begge sider af skroget under vandlinien var udformet til at kunne nedsætte en torpedoeksplosion og give skibetr stabilitet. Men samtidig blev skibet 4 meter bredere, hvilket reducerede skibet topfart med adskillige knob.   

Skibet modtog en ny opdatering i 1934, da armeringen på dækket blev øget til 12.7 cm. over ammunitionsmagasinerne og til  8.9 cm. over motorrummene. I tillæg til skibets øvrige modernisering, blev det udstyret med et katapult startdrevet fly med pontoner for rekognisering, der blev opsat oven over X-tårnet. Luftforsvaret blev fordoblet med opsætning af 4-tommers AA kanoner og udskifte de enkeltløbede "pompoms" maskinkanoner, med octuple Mark Vs 40 mm. maskinkanonbatterier.

HMS Royal Oak og 1. Verdenskrig.

1. Verdenskrig havde været i gang i næsten 2 år, da HMS Royal Oak blev overdraget flåden i tjenesteklar stand. Skibet blev tilknyttet 3. division under den 4. kampeskadre i The British Grand Fleet  og i den samme måned, som skibet blev overdraget, deltog det i angrebet på den tyske High Seas Fleet  i søslaget Battle of Jutland . Under kommando af Kaptajn Crawford Maclachlan, forlod HMS Royal Oak Scapa Flow om aftenen den 30 maj, sammen med slagskibene  Superb , Canada  og  Admiral Jellicoe's  flagskib Iron Duke. I næste dags intensive søslag opnåede HMS Royal Oak at affyre i alt 38 skud med sine 15" kanoner og 84 skud med sine 6" kanoner, hvoraf 3 15" granater traf den tyske slagkrydser Derfflinger og satte et af dens kanontårne ud af spillet, ligesom en af HMS Royal Oak´s granater, traf den tyske krydser Wiesbaden. HMS Royal Oak undgik ødelæggelser, men blev truffet af en enkelt granat under søslaget. 

Efter søslaget blev HMS Royal Oak tilknyttet til 1. kampeskadre ( First Battle Squadron ). Den 5. november 1918 i den sidste uge af 1. Verdenskrig, lå skibet opankret ved Burntisland   Firth of Forth   Østskotland , sammen med hangarskibet  Campania og slagkrydseren Glorious . En pludselig opstået orkan med styrke 10, fik  Campania til at trække sin forankring væk, hvorefter det kolliderede med med HMS Royal Oak og bagefter med det 22.000 tons tunge Glorious. HMS Royal Oak og Glorious led kun lidt skade, men Campania fik slået huller i skroget ved sammenstødet med HMS Royal Oak. Campania´s motorrum blev oversvømmet af havvand og skibet sank 5 timer senere, uden tab af menneskeliv.

I forbindelse med slutningen af 1. Verdenskrig, den tyske overgivelse og overdragelsen af den tyske Højsøflåde til De allierede, var HMS Royal Oak med i de eskorteopgaver, for at få de tyske krigsskibe, inklusive alt mandskab eskorteret først fra Firth of Forth , dernæst videre op i Scapa Flow for internering. Senere lå HMS Royal Oak i farvandet mellem Skotland og Orkney i Pentland Firth  for at modtage andre tyske skibes overgivelse og gelejd dem videre vestover og ind i Scapa Flow.

HMS Royal Oak i Mellemkrigstiden.

Fredstidens reorganisering af den engelske Royal Navy betød, at HMS Royal Oak overførtes til 2. slagskibs eskadre under The Atlantic Fleet . Efter moderniseringen i 1922–24, blev skibet i 1926 overført til Middelhavsflåden M editerranean Fleet som havde base i  Gibraltar og i  Grand Harbour  Malta.

Tidligt i 1928, blev den sømilitære tjeneste i Middelhavet til en velkendt begivenhed, som aviserne kaldte "Royal Oak Mutiny" ("Royal Oak Mytteriet"). Hvad der begyndte, som en simpel uenighed mellem Kontreadmiral Bernard Collard og Royal Oak's 2 senior officerer Kaptajn Kenneth Dewar og Kommandør Henry Daniel, omkring orkestret ved skibets bal i officersmessen, endte med at blive en bitter personlig fejde, som varede flere måneder. 
Dewar og Daniel beskyldte Collard for "hævngerrig kvæulanteri" og i fuld åbenhed, at ydmyge og krænke dem over for deres egen skibsbesætning. Collard beskyldte dem derimod for ikke at følge givne ordrer og at de behandlede ham værre end en matros. Da Dewar og Daniel skrev klagebreve til Collard's overordnede, Vice-Admiral John Kelly, sendte han den med det samme videre til den øverstkommanderende i flåden Commander-in-Chief Admiral Sir Roger Keyes . Da han indså, at forholdet mellem de 2 senior officerer og deres overordnede Collard, var ødelagt, forflyttede han dem alle 3  fra deres poster og sendte dem hjem til England, under dække af, at der var tale om vigtig flådeøvelse, som de skulle deltage i. Aviserne fik fat i historien og udsendte den over hele jorden, hvor man beskrev affæren, som et mytteriforsøg. Den offentlige opmærksomhed og mening nåede så højt et stade, at affæren kom til at omfatte selveste den engelske konge , som udbad sig en forklaring fra The  First Lord of the Admiralty  William Bridgeman .

Følgen blev, at for at stoppe den offentlige mening og lægge låg på affæren, blev Dewar og Daniel meget kontroversielt tiltalt ad rettens vej, for deres klagebreve. Med brevene som beviser, blev begge kendt skyldige og fik kraftige irettesættelser og var hermed færdige med deres karrieremuligheder i flåden.

Daniel tog omgående sin afsked fra flåden The Royal Navy. Collard blev kritiseret for sin handlemåder, både af pressen og i Parlamentet, hvorefter han af Bridgeman, blev betegnet som "uegnet til at fortsat at udføre højere kommandoopgaver". Han blev presset til at gå på pension og forlade aktiv tjeneste.

En konsekvens af affæren, blev der også taget af Admiralitetet. Man gennemgik og omlagde betydningen for de officerer, som ønskede, at klage over deres overordnedes opførsel og handlemåder.

HMS Royal Oak og Den Spanske Borgerkrig.

Under den Spanske borgerkrig, gjorde HMS Royal Oak tjeneste, som vejledningsenhed for ikke interventionspatruljer omkring den Iberiske halvø. På sådan en patrulesejlads den 2. februar 1937, i en afstand af ca. 30 sømil øst for Gibraltar , kom skibet under angreb af 3 krigsfly fra det spanske flyvevåben, som kastede 3 bomber, hvoraf 2 eksploderede 555 meter fra skibets styrbords bov uden dog at forøve nogen skade. Den britiske chargé d'affaires  ("ledende diplomat, som havde ansvar for "sagerne i det pågældende land"), protesterede over for den spanske regering, som erkendte at det var en fejl og undskyldte for dette. Senere den samme måned, medens skibet lå ud for  Valencia , den 23. februar 1937, under en områdebeskydning foretaget af Nationalisterne (General Franco, Facisterne), blev skibet ved et uheld, ramt af en anti-luftforsvarsgranat, affyret fra den Republikanske position ("Den socialistiske internationale modpart, som bekæmpede facismen i Spanien mellem 1936 - 1939"). Fem besætningsmedlemmer blev såret, herunder HMS´s Kaptajn T.B. Drew. Men i dette tilfælde protesterede briterne ikke over for Republikanerne, med begrundelsen, at det skyldes "an Act of God " (for guds hånd - eller pga. overnaturlige kræfter").

HMS Royal Oak og 2. Verdenskrig.

I 1938 returnerede HMS Royal Oak til The Home Fleet  og blev gjordt til  flagskib for den 2. slagskibseskadre med base i  Portsmouth  i Sydengland. Skibet blev omregistreret i tjenesten i juni 1939 og blev sent på sommeren sendt ud på en kort træningssejlads i Den Engelske Kanal, da planen var at sende skibet ud på en ny 30 måneders opgave i Middelhavet. Men som samtiden udviklede sig blev HMS Royal Oak i stedet forlagt til opankring i Scapa Flow. Her lå skibet, da England erklærede Tyskland krig den 3. september 1939.  

I starten af oktober, deltog HMS Royal Oak i eftersøgningen af det tyske slagskib Gneisenau . Gneisenau var blevet beordret ud i Nordsøen og Nordatlanten i en operationel opgave med opsporing og sænkning af engelske handelsskibe, sammen med de 2 andre tyske slagskibe Deutchland og Graf Spee ( Deutschland  -  Graf Spee ). Eftersøgningen gav intet resultat, især ikke for HMS Royal Oak, hvis hastighed på under 20 knob på havet, slet ikke kunne hamle op med de øvrige engelske flådeskibe i operationen.

Den 12 oktober returnerede HMS Royal Oak til Scapa Flow, med opgaven her, at fungere som supplement til luftforsvaret her. HMS Royal Oak var da i meget dårlig stand, banket og smadret af Nordatalntens storme, is og bølger. Mange af skibets Carley redningsbåde var smadret og adskillige af skibets småkalibrede kanoner var ødelagte og ubrugelige . Man havde undervurderet det 25 år gamle slagskibs formåen.

Da Scapa Flow ligeledes var blevet overfløjet, af et tysk rekogniseringsfly, frygtede man et forestående angreb på Scapa Flow og de mange vigtige engelske flådefartøjer her. Admiralen for Home Fleet, Charles Forbes, beordrede derfor det meste af Hjemmeflådens krigsskibe til mere sikre opankringssteder i de vestskotske fjorde og havne. Men man efterlod HMS  Royal Oak i Scapa Flow, da skibets resterende anti-luftforsvarskanoner, stadig kunne være nyttefulde i samspil med Scapa Flow´s øvrige luftforsvar.

Men den 14. oktober 1939 slap heldet op for HMS Royal Oak og dens besætning. Hele historien med mange detaljer, kan du læse om iden tekst, som ledsager de viste fotos neders på denne side.

Men lige en kort beretning fra de afgørende minutter, da den tyske u-båd U-47 og dens Kaptajn Günther Prien affyrede de dræbende torpedoer mod HMS Royal Oak.

Kl. 00:58 affyrer den tyske u-båd U-47 en salve på 3 torpedoer fra u-bådens 4 bov-torpedorør, 2 mod HMS Royal Oak og 1 mod det gamle hangarskib HMS Pegasus. 2 af torpedoerne træffer ikke, men den 3. torpedo træffer det yderste af HMS Royal Oak´s bov kl. 01:04, som ryster skibet og vækker besætningen. Der bliver ikke rapporteret om synlige skader, selvom styrbords ankerkæde bliver skadet og skramler og støjer i sit leje.  

Umiddelbart antager man på skibet, at der har været en eksplosion nede i skibets flammesikre forrum, hvor man opbevarer brændbare væsker, som f.eks. petroleum. Da man stadig kan huske katastrofen i 1917, da en lille brand ombord, fik HMS Vanguard  ("se menupunkt Orkney Hoy/Lamb Holm, hvor denne historie er fortalt") til at eksplodere og synke i Scapa Flow, med næsten alle ombordværende som ofre,  blev en advarsel udsendt over HMS´s Tannoy højtalersystem,  for at få tjekket ammunitionsmagasinernes temperatur. Men da der ikke var noget galt her, returnerede de fleste besætningsmedlemmer til deres køjer og lukaffer, for at sove videre temmelig uklare over, at skibet var under et u-bådsangreb.

Kaptajn-Løjtnant Prien på U-47 drejde u-båden om og affyrede en torpedo fra sit torpedorør i agterenden, som også fejlede sit mål. Medens torpedobesætningen i boven genladede deres torpedorør med nye torpedoer, drejede Prien igen rundt og affyrede 3 torpedoer igen, dennegang alle mod HMS Royal Oak. Dennegang havde tyskerne heldet med sig, kl. 01:16 traf alle 3 torpedoer slagskibet midtskibs i hurtig rækkefølge.  

En serie eksplosioner tordnede gennem skibet, efterfulgt af indbrusende havvand. HMS Royal Oak begyndte omgående at krænge 15° over mod styrbord, hvorved koøjer og andre åbninger kom under vandlinien (man havde ikke taget notits af advarslerne og lå opankret med åbne luger og koøjer flere steder rundt på skibet). Hurtigt efter krængede skibet yderligere ca. 45°, hvor skibet hang i nogle minutter, før det kæntrede helt og hurtigt sank ned på bunden med bunden i vejret kl. 01:29, kun 13 minutter efter Prien's andet torpedoangreb. 833 mænd døde sammen med skibet, inklusiv den besøgende Kontreadmiral Henry Blagrove, Kommandøren for den 2. Slagskibseskadre. Admiralens hestetrukne trægig (hestekøretøj), som var hængt op på slagskibets en side, blev trukket med ned i dybet.

Links til information omkring HMS Royal Oak og skibets historie og samtiden:

  1. Battle of Jutland:Order of Battle . Bill Schlielauf. Retrieved on 2007-02-22.
  2. Dreadnoughts and Jutland . Royal Navy. Retrieved on 2006-12-26.
  3. " Admiral's Oaths ", Time, 1928-04-09. 
  4. " Trial by Oaths ", Time, 1928-04-16. 
  5. " Royal Oak ", Time, 1928-03-26. 
  6. Scapa Flow . firstworldwar.com (2002-12-22). Retrieved on 2006-12-24.
  7. " Lord's Admissions ", Time, 1939-11-20. 
  8. Cordite , used for propelling the shells, was prone to explode if allowed to overheat.
  9. Two Broadcasts by Hans Fritzsche . Retrieved on 2007-01-01.
  10. The Churchill Barriers . Undiscovered Scotland. Retrieved on 2007-02-03.
  11. Wrecks designated as Military Remains . Maritime and Coastguard Agency. Retrieved on 2006-12-27.
  12. Memorial to HMS Royal Oak . St Magnus Cathedral. Retrieved on 2006-12-27.
  13. " HMS Royal Oak plans delayed by a year ", The Orcadian, 23-29 April 2001. 
  14. Technology gives new view of HMS Royal Oak . Defence News. Ministry of Defence. Retrieved on 2006-12-21.
  15. HMS Royal Oak . ADUS. Retrieved on 2006-12-21.
  16. Watson, Jeremy. " Picture perfect: the fallen Oak ", The Scotsman on Sunday, 2006-09-24. 
    Kriegsmarine. " Report on Sinking of Royal Oak ". British Admiralty Naval Intelligence Division translation 24/T 16/45. Retrieved on 2006-12-22 .

Royal Navy History, HMS Royal Oak, Institute of Naval History

Historien om den tyske u-båd U-47, Kaptajn-Løjtnant Günther Prien, besætningen, hele historien og meget mere om "Slaget på Atlanten", flådeenheder, u-både, links til lignende emner osv. kan du finde ved at klikke på dette og alle ovenstående links:


Desuden står meget af historien, som tekst vedhæftet nedenstående fotos.
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE