WW2 Orkney Scapa Flow

2. Verdenskrig og Skotland, Orkney- øerne og den engelske flådes hjemme-base i farvandet Scapa Flow. Sænkningen af HMS Royal Oak her og hvad det kom til at betyde for søkrigen til havs og "Slaget om Atlanten".

Se og læs også de 2 undersider til denne side. F.eks. undersiden om flystyrt i Skotland, herunder beretning om 2 - 3 flystyrt i detaljer, se de mange fotos og tekster herom. Endelig er siden med "Slaget om Atlanten" uddybet med historien om søslagene i Nordatlanten, hvor englænderne mister HMS Hood og Tyskland til sidst mister deres flådes stolthed Bismarck. 


På denne side har jeg søgt at gå i dybden med beretningen om  det britiske slagskib HMS Royal Oak´s sænkning i Scapa Flow på Orkneyøerne den 17. oktober 1939, som den tyske ubåd U-47 havde held og dygtighed til at udføre.

Se links her eller fortsæt nedenfor i historien om slagskibet og u-båden og deres fælles skæbne.
Mange steder er der understregning under ordene, som samtidig er links, som du kan klikke på og læse uddybende information om på "nettet".


http://www.hmsroyaloak.co.uk/intro.htm   

Krigen var lige startet med tyskernes invasion i Polen den 1. september, hvorfor England og Frankrig var nødt til at erklære krig den 3. september mod det nazistiske Tyskland.

Briterne blev særdeles overraskede over, at en tysk ubåd overhovedet kunne komme ind i Scapa Flow farvandet. Siden 1. Verdenskrig havde man sikret adgangen med  udlagte blokskibe og ubådsbomme m.m.

Men man havde ikke regnet med den tyske ubåds-kaptajn Günther Prien og dennes mod og dristighed.
U-båden sneg sig ind i Scapa Flow ved højvande mellem Orkneys hovedø og den lille ø Lamb Holm uden om blokskibe og sandbanker og kranitblokke.

De senere granitbarrierer (3 styk, kaldet Churchill-barrieres) blev først bygget mellem de østvendte øer på Orkney, da Churchill beordrede disse bygget efter det fatale ubådsangreb. Læs om dette på de 3 sider jeg har skrevet om Orkney og bl.a. dæmningernes historie, Lamb Holm og "The Italian Chapel" her.

Inde i Scapa Flow lykkedes det U-47 at torpedere HMS Royal Oak slagskibet, som sank og kostede 833 engelske sømænd livet.

U-47 slap også ud igen uden at blive opdaget og tyskerne var ikke sene til at fejre det og udnytte det i sin propaganda.

Hændelsen fik utrolig betydning for krigens gang. Den tyske succes med ubådsangreb på denne måde, satte gang i en enorm anlagt plan med at bygge ubåde og angribe fragt - og krigsskibsfarten på den vestlige halvkugle.

Fra 1941 og til 1943 havde tyskerne held til næsten at udradere den vestlige produktion af skibe og forsyninger til Europa fra USA og Canada. I midten af 1943 havde de allierede dog udviklet så mange våbensystemer, at tyskerne så at sige blev agterudsejlet og til sidst tabte Slaget om Atlanten.

Denne trussel i krigens første år, satte selvsagt De Allierede i en frygtelig knibe. Man måtte derfor indstille meget af sin militære startegi, produktion m.m. på at klare denne udfordring fra Nazitysklands side.
Meget ville antagelig have set helt anderledes ud, hvis ikke U-47 havde sænket HMS Royal Oak, inde i det mest hellige farvand i Den Britiske Flådes "baghave".
Krigen gang/forløb kunne antagelig have været kortere og endda også med Tyskland som sejrherre.
Hitler foretog heldigvis nogle fatale forkerte beslutninger med sine gale vanvidsprojekter, med angreb på Rusland i sommeren 1941, undladelse at invadere England i 1940/1941, invasion af Balkan osv. Fatale fejlskøn, som betød Nazitysklands definitive kollaps i 1945 - gudskelov!

Nedenfor har jeg samlet en masse beskrivelser af Scapa Flow, HMS Royal Oak, U-47 og Kapatajn Günther Prien m.m.
Desuden er der mange steder links til andre sider på "nettet" med oplysninger.
Nederst er der et fotoalbum med billeder omkring beretningerne, hvor der til hvert billede er tilføjet mange historiske og spændende tekster.


Film om U-47 og sænkningen af HMS Royal Oak:

http://www.u47.org/english/u47_vid.asp    

Scapa Flow´s Historie.

Selvom farvandet havde været anvendt til transportsøvej, fiskeri og nævnt mange gange i vikingesagaerne, var det ikke før i det 16. århundrede, at Alexander Lindsay, kaptajn for Kong James V af  Skotland, foretog en undersøgelse af farvandet i og omkring Orkneyøerne, herunder farvandet Scapa Flow. Navnet på farvandet stammer fra det oldnorske sprog "Norse", hvor farvandet benævnes " Skalpeidfloi" – Bugten ved den lange dals landtange.

I 1812 blev Scapa Flow forslået, som et midlertidigt mødested for skibe i Englands Royal Navy. I det samme år, havde De Forenede Stater erklæret krig mod England. Det førte til, at man for første gang opførte kystforsvarsværker rundt omkring Scapa Flow. Hackness Martello Tower og Battery (tårn og kanonbatteri), blev sammen med et andet tårn på nordsiden af Crockness, bygget mellem 1813 og 1815, i den hensigt at kunne forsvare området ved Longhope mod angreb fra kaprere, som støttede De Forenede Stater under de samtidige Napoleonskrige.

Da man oplevede mange angreb fra franske kaprere i Den Engelske Kanal, blev mange engelske og andre nationers skibe, ledt ad en rute vestover og gennem farvandet syd for Orkneyøerne, Pentland Firth. Skibene blev samlet ved Longhope indtil en tilpas eskorte af krigsskibe kunne sikre alle mod disse angreb. Det 10/11 meter høje Hackness Martello Tower indeholdt opholds - og soverum for kanonmandskabet. Tårnet havde ligeledes et krudt - og kuglemagasin nedenunder og en kanon monteret på en drejelig lavet øverst på toppen af tårnet.

Kanonen, en meget kraftig 24-punds kanon, havde et skudfelt på 360 grader og fuld udsigt og muligheder for at opdaget et hvilket som helst skib, som nærmede sig. Kanonbatteriet nær tårnet havde 8 styk 24-punds kanoner, som dækkede farvandet ved Switha og Cantick Sounds og var beskyttet af et opført stenbolværk. I 1866 blev kanonerne erstattet med 68-punds kanoner, som skød ud gennem skydeskår i stenbolværket.

I 1905 blev Det Engelske Admiralitet mere interesseret i at anvende Scapa Flow, som base for landets "Hjemmeflåde" The Home Fleet. Før 1. Verdenskrig begyndte, afholdt man øvelser hvert år i Scapa Flow, ofte med deltagelse af op til 100 krigsskibe. Lige før krigen startede, forlagde også englands "Grand Fleet" til Scapa Flow.

Intet var dog foretaget forud for krigen og samlingen af det meste af den engelske flåde i Scapa Flow, for at sikre farvandet mod angreb. Flåden var konstant i fare for at blive angrebet af tyske u-både eller sågar et dristigt tysk destroyerangreb. Gradvis begyndte man at sikre adgangen til farvandet, ved først at sænke 21 blok-skibe ved adgangsvejene mod øst. Desuden udsatte man anti-ubådsnet, fastgjort til lange udspændte wirer, u-båds-bomme og forskellige kanonbatterier på flere landbaserede positioner, dette skulle tilsammen virke afskrækkende på tyske angreb. 

De Allieredes nordatlantiske patruljer og konvojeskorter under 1. Verdenskrig, som dækkede farvandet fra Island ned til Skotland og over til Norge, omfattede ca. 15.000 skibe under 1. Verdenskrig. Disse patruljer og eskorter, virkede som en effektiv blokade og blev foretaget primært af den 10. krydsereskadre, hvoraf de fleste skibe kun var armerede ombyggede handelsskibe.

Der var også tragiske Allierede tab i Scapa Flow farvandsområdet under 1. Verdenskrig. I juni 1916 ankom krigsministeren Lord Kitchener, til Scapa Flow på sin vej til Rusland for at forhandle med Zarens regering og embedsmænd (Se og læs hele denne spændende historie i menupunktet WW1.# 2). Han sejlede ombord på den 11.000 ton tunge krydser HMS Hampshire, den 5. juni 1916 og havde beordret skibet til at sejle ad den usædvanlige vej vestud og nordover langs Orkney Mainland, da vejret var særdeles dårlig med orkan og høj sø her.

Det dårlige vejr havde også forhindret minestrygning i området, hvor HMS Hampshire skulle sejle. Det var derfor en tysk mine, udlagt af en tysk u-båd, som HMS Hampshire ramte og sank, med tabet af næsten alle mand, inklusive Lord Kitchener, kun 12 mand overlevede. 
Den 9. juli 1917, sprang krydseren HMS Vanguard i luften inde i Scapa Flow, pga. en fatal fejl inde i skibet, nær ammunitionsmagasinerne. Hele besætningen, for nær 2 mand, som var på over 1000 mand omkom. 

22 år senere blev så HMS Royal Oak sænket den 14. oktober 1939. Dette tab fik gang i bestræbelserne på, at få sikret området omkring Scapa flow meget bedre. Mange af de blok-skibe, som var sænket i sejlrenderne og passagerne indtil Scapa Flow i 1. Verdenskrig, var tilsandet på bunden, eller drevet væk pga. det meget kraftige tidevand. Flere blok-skibe var planlagt til at skulle sænkes, ligesom yderligere kystbaserede forsvarsanlæg også var planlagt. Men alle disse planer var ikke ført ud i livet, da den tyske u-båd U-47 sneg sig ind og sænkede slagskibet HMS Royal Oak. 

Muligheden for en permanent blokering af de østvendte indsejlingsmuligheder til  Scapa Flow, var overvejet allerede før 1. Verdenskrig, men det var først 6 måneder efter sænkningen af HMS Royal Oak i oktober 1939, inden en plan for denne sikring blev iværksat.

I mellemtiden blev der i sejlrenderne sænket 13 blokskibe mere. Det private firma Balfour Beatty fik til opgave, at at bygge 4 dæmninger "The Four Churchill Barriers". Denne opgave beskæftigede 1700 mand, inklusiv italienske krigsfanger ("se og læs i menupunktet Orkney Foto 2, som fortæller hele historien om de italienske krigsfanger og deres bygning af deres egen kirke, samtidig med bygningen af dæmningerne"), som tidligere havde bygget en bro over floden Tigris i Iraq, el-værker, jernbaner og kajanlæg. Man anvendte næsten 1.000.000 kubikmeter klippemateriale, 36.500 styk 5 tons klippeblokke og 15.000 styk 10 tons klippeblokke, til bygningen af dæmningerne. 

Selvom dæmningerne først var færdigbygget i maj 1945, da verdenskrigen sluttede i Europa, havde man allerede fra 1942 placeret store stålnet/stolkurve med klippeblokke i forbindelse med blokskibenes positioner, sådan at der ikke mere var muligheder for, at u-både kunne trænge ind i Scapa Flow. 

Scapa Flow fortsatte med at tiltrække alverdens landes flådeenheder på besøg m.m. Ligeledes afholdt NATO´s samarbejdende flådeenheder øvelser her. Farvandet anvendes den dag i dag til sømilitære formål. 
Desuden er der blevet opbygget en olieterminal på øen Flotta, som kom i brug i 1976. Det har bragt nogle af verdens største olietankere og andre store handelsskibe ind i farvandet. 

Af lignende grunde har Scapa Flow´s vanddybde og beskyttede farvand, været genstand for planer om bygning af en container ud/indskibningshavn, som kunne rumme fremtidens skibe, som kva  deres størrelse og dybgang, ikke ville kunne bruge mange af verdens nuværende havne, da disse ikke har den fornødne dybgang og ikke er store nok - Den egenskab kan Scapa Flow opfylde.

Noget om  HMS Royal Oak....

Som blev søsat 17. november 1914 og vejede 34.420 tons, noget af en kæmpe med 8 stk.15-tommers kanoner, som hovedskyts. 12 stk. 6-tommer og 8 stk. 4-tommers kanoner og 24 stk. 2-tommers kanoner. Imponerende arsenal.

Den var med i Jyllandsslaget i 1916, uden at blive skadet. Den lå for anker i den østlige side af Scapa Flow, få måneder efter 2. verdenskrigs start. Skibet var næsten det eneste store skib på det tidspunkt, der lå i Scapa Flow, kun HMS Pegasus lå her også. Det var et gammelt forældet hangarskib fra 1. Verdenskrig.

Årsager hertil, kan du læse om i forbindelse med teksterne til de foto, du kan se nederst på denne side.

Længere inde og sydpå i Scapa Flow lå nogle destroyere og briternes 3 nye lette krydsere bl.a. HMS Belfast i skjul af nogle lave øer bl.a. øen Flotta.

Hjemmeflåden var engageret mange steder, især omkring den engelske hærs retræte fra Norge. Det engelske admiralitet mente, at Scapa Flow var et sikket farvand for hjemmeflåden. Under 1. Verdenskrig var der godt nok kommet tyske ubåde ind, men man havde blokeret indsejlingerne mellem øerne med blokskibe og ubådsnet. Men den 14. oktober 1939 listede U-47 med Løjtnant Günther Prien ved roret, ind øst fra mellem den lille ø Lamb Holm og East Orkney Mainland.

Han risikerede havari, men udnyttede højvandet og gled stille ind i Scapa Flow lidt for midnat. Han kunne ikke få øje på nogen større skibe, men efter at have sejlet op mod nord, ser han HMS Royal Oak ligge som en mørk skygge i mørket. Månen står pludselig fuld, da nogle skyer trækker gardinerne fra i den mørke sortblå  Orkneyhimmel.

I en afstand af 3000 meter, lader Prien 4 torpedoer løbe ud af rørene, en blev dog ikke affyret ved en fejl, men 3,5 minutter efter strejfer kun en torpedo HMS Pegasus og uden at man her slår alarm - de 2 andre forsvinder i havet uden spor. Prien sejler først væk, men vender om, da han opdager, at ingen alarm er iværksat fra briternes  side. Han angriber igen og afyrrer igen torpedoer og denne gang tæffes HMS Royal Oak af 3 torpedoer.

Her indtræffer det skæbnesvangre uheld. Den ene torpedo trænger med sin eksplosion ind i et granatmagasin og HMS Royal Oak eksploderer.  
Kortet nedenfor i fotodelen, viser U-47´s kurs ind og ud af Scapa Flow, torpedoaffyringerne og sejladsen inde i Scapa Flow.

HMS Royal Oak og ofte andre skibe i Scapa Flow, havde på grund af deres tiltro til deres sikkerhed ofte mange luger, døre og koøjer åbne. Det forværrede eksplosionernes effekt og brandene ombord. 

I et inferno af eksploderende granater fra magasinerne, brændende olie og millioner af sprænstykker, synker Royal Oak på få minutter ned med bunden i vejret på kun 30 meter vand. Med sig trækker den 833 mand med sig i døden, druknende i lukaferne, maskinrummet og brændende op i vandet i den brændende olie, eller sprængt i stumper af den eksploderende ammunition og sprængstykker.
 
Mange sømænd søger at svømme mod den nærmeste kyst, men den kilometerlange svømmetur i koldt havvand, indsmurt i fedtet brændselsolie, betyder, at kun en lille håndfuld mænd overlever denne svømmetur. Mange omkommer også i den giftige klæbrige brændselsolie, som trænger ned i lungerne og maven, ligesom man i hast må kaste sig i havet kun iført nattøj eller undertøj. Vandet i Scapa flow i midten af oktober er meget koldt. 

Af besætningen på 1234 mand overlever der 391 mand. HMS chef Admiral H. F.C. Balgrove dør også ved eksplosionen. På 13 minutter dør et af den engelske flådes største skibe på en grusom måde, i mørket uden varsel og alene. En af torpedoerne fra U-47 strejfede HMS Pegasus, som var et gammelt forsyningsskib, der lå bag HMS Royal Oak. Tyskerne troede fejlagtigt, at de havde ramt slagskibet HMS Repulse, men det skib var slet ikke i Scapa Flow. HMS Repulse blev senere i krigen sænket af japanerne i det Indiske Ocean, hvor næsten hele besætningen omkom bl.a. som føde for mange hajer, der mæskede sig med de britiske sømænd i vandet.

Ubåden U-47´s succes betød, at Hitler bestemte sig for, at udvide søkrigen mod handelsskibene og på denne måde stække Englands muligheder for at modtage forsyninger fra USA og Canada og dermed overleve den tyske krigsmaskine. U-47 slap væk og sejlede til basen i Wilhelmshafen, hvor ubåden og mandskabet blev heltemodtaget, som den ubåd der fik den første store skalp i den engelske flåde. Günter Prien blev ikke ved med at være heldig. I et angreb på konvojen OB293 ude på Atlanten den 7/8 marts 1941, altså ca. ½ år efter torpederingerne i Scapa Flow, blev ubåden sænket og alle omkom.

Læs mere om U-47 og Priens overdrevne fejring i Tyskland, i Berlin hos Hitler i nedenstående tekster tilknyttet fotoserien.

HMS Royal Oak ligger ca. 1000 meter ude fra kysten ved Gaitnip på East Orkney Mainland. Stedet er fredet som krigsgrav og der må ikke dykkes der. Man har dog til museet på øen Hoy i byen Lyness, lavet en fotoserie, som viser vraget på bunden. På havet er opsat en mindebøje, som har en mindeplade monteret.
 
Årligt besøges stedet af de få overlevende søfolk fra Royal Oak eller pårørende til de som omkom. Selv her ca. 70 år efter, siver der stadig olierester op, så vandet omkring bøjen har en hinde af farvet olie. I 2007 blev den sidste olie i vragets tanke fjernet. Hvert år på sænkningsdagen, dykkes der ned med et engelsk flådeflag, som bliver sat på skrueakslen og står og vejer i strømmen over vraget.

Her nogle links til spændende sider om krigens facts m.m.:

http://www.u47.org/english/u47_lnk.asp

http://www.u47.org/english/index.asp   

http://www.hmsroyaloak.co.uk/art.htm   

http://www.hmsroyaloak.co.uk/RO.pdf

http://www.uboatarchive.net/U-47RoyalOak.htm

Skæbne HMS Royal Oak 
Byggestart: 15. januar 1914
Søsat: 17. november 1914
Operativ: 1. maj 1916
Status: Sænket den 14. oktober 1939
Specifikationer
Vægt: 29.150 tons standard
33.500 tons fuldt lastet
Længde: 189 meter
Højde: 27 meter ved søsætningen
31.1 meter efter operativ klargøring
Dybgang: 8.7 meter
Motorydelse: 4 Parsons skakt gearet turbiner
18 Yarrow kedler
40.000 shp ("søhestekræfter")
Hastighed: 37 km/h (topfart) 
Aktionsradius: 4.000 sømil eller 7.400 km.
ning
Bevæbning: 4 × 2 - Mk I, 15-inch/42 kanoner
12 - Mk XII 6-tommers kanoner
4 × 2 - 4 tommers (102 mm) kanoner
2 × 8 - 900g. anti-aircraft kanonerk
4 - 21 tommers (533 mm) torpedorør
Armering: 13 tommers armering under vandlinien
6 tommers over vandlinien
10 tommers armering på overbygningen
13 tommers armering af fronten på de  15 tommers kanontårne
4¼ tommers armering af kanontårnenes øvrige område
Øgenavn: The Mighty Oak - (Det Mægtige Egetræ)

Royal Oak kom  allerede i kamp i sommeren 1916 i slaget ved Jylland. Battle of Jutland . I mellemkrigstiden gjorde skibet tjeneste i Atlanten, i Hjemmeflåden og i Middelhavet. Royal Oak blev i 1928 kendt verden over, da skibets ledende officerer meget kontroversielt blev stillet for en flådemilitær krigsret. Se nedenfor i teksten omkring skibets tjeneste i mellemkrigstiden, hvor episoden omtales. Gennem skibets 25 års lange tjeneste, blev der gjort flere forsøg på at modernisere det, men man kunne ikke forbedre skibets manglende hastighed, og ved 2. Verdenskrigs begyndelse, var skibet ikke i stand til at klare de krav, som de nye moderne krigsskibe kunne præstere - især ikke de tyske krigsskibes formåen. HMS Royal Oak blev taget ud af fronttjeneste og opankret i Scapa flow i starten af oktober 1939, hvor det den 14. blev sænket af den tyske u-båd U-47.

Detaljeret beskrivelse af slagskibet HMS Royal Oak´s skæbne, fra det blev bygget i 1914, til det blev sænket den 14. oktober 1939.

HMS Royal Oak bygges.

Navnet Royal Oak havde 7 andre skibe båret gennem historien i Den Engelske Flåde. Skibet blev det ottende, som med stolthed kunne føre navnet videre. 
Det syvende krigsskib med navnet Royal Oak, var blevet ophugget i starten af 1914. I dag bærer et krigsskib i Den Engelske Flåde, stadigt navnet HMS Royal Oak. 
Navnet blev givet til store krigsskibe på grundlag af et bestemt egetræ, som fik navnet Royal Oak, fordi kong Charles II havde gemt sig oppe i dette specifikke træ nær Worchester, efter at han havde tabt et afgørende slag i 1651 ved Worchester The Battle of Worcester.
Da navnet opstod og brugt som navn, var alle krigsskibe bygget af primært egetræ.

HMS Royal Oak blev sat i ordre i 1913-1914 og hørte til krigsskibsklassen "Revenge Class" og skulle bygges, som billig, mindre, langsommere slagskib, end de kulfyrede tidligere Queen Elizabeth-class super-dreadnoughts  (Meget svære slagskibe). Navnet "dreadnought", som egentlig betyder svært frakkestof på dansk, opstod, da man i 1906 byggede HMS Dreadnought, som for datiden var et nyt design for et slagskib, hvor man brugte dampturbiner, som fremdrivningsteknik. Dette slagskib havde 10 styk 12" (305 mm.) kanoner.

Designet på denne type nye slagskibe, så i første omgang ud til at være et teknologisk tilbageskridt, men var udtænkt, med frygten for, at man ikke kunne skaffe nok brændstofolie til skibene, hvis man i en krigssituation, kom under blokade - man skulle impotere al olie. Modsat kunne man selv forsyne sin kul - og dampdreve flåde med højkvalitetskul fra egen miner. Endvidere var det meningen at "The Revenge Class" og hermed HMS Royal Oak, i kontrast til de hurtigere sejlende slagskibe i "The Queen Elizabeth Classs, skulle være de sværeste bevæbnede skibe i en slagformation. Royal Oak og dets "søsterskibe", var de første betydningsfulde krigsskibe i The Royal Navy, hvis design var udviklet af Direktøren for Flådebygning, Sir Eustace Tennyson-D'Eyncourt .
Royal Oak blev påbegyndt bygget i Devonport Dockyard  den 15. januar 1914, som den 4. i denne krigsskibsklasse og som værftets bygning nummer 67. Da man var klar over skibets manglende hastighedspræstationer, som kul/dampdrevet og man samtidig lige havde underskrevet en sikker olieleveringsaftale med The Anglo-Persian Oil Company , ophævede First Sea Lord Jackie Fisher beslutningen om kulfyring af Royal Oak, i oktober 1914, medens skibet stadig var under bygning. Royal Oak blev redesignet og udstyret med 18 olie-fyrede Yarrow  kedler, som supplement til 4  Parsons steam turbines (damp-turbiner), som hver drev en enkelt skruepropel. 

Slagskibet blev søsat den 17. november 1914 og efter at være blevet udrustet og gjort klar til tjeneste, blev HMS Royal Oak overdraget flåden den 1. maj 1916. Byggeprisen blev på i alt £ 2. 468.269.00.

Royal 
Oak blev opgraderet mellem 1922 og 1924, med 2 batterier 40 mm. Mark 'M' pom-pom antiluftskytskanoner foran skorstenen. Under vandlinien foretog man ændringer på skroget, sådan, at skibet blev bedre sikret mod torpedoanslag. De vandtætte ru, som blev bygget på begge sider af skroget under vandlinien var udformet til at kunne nedsætte en torpedoeksplosion og give skibetr stabilitet. Men samtidig blev skibet 4 meter bredere, hvilket reducerede skibet topfart med adskillige knob.   

Skibet modtog en ny opdatering i 1934, da armeringen på dækket blev øget til 12.7 cm. over ammunitionsmagasinerne og til  8.9 cm. over motorrummene. I tillæg til skibets øvrige modernisering, blev det udstyret med et katapult startdrevet fly med pontoner for rekognisering, der blev opsat oven over X-tårnet. Luftforsvaret blev fordoblet med opsætning af 4-tommers AA kanoner og udskifte de enkeltløbede "pompoms" maskinkanoner, med octuple Mark Vs 40 mm. maskinkanonbatterier.

HMS Royal Oak og 1. Verdenskrig.

1. Verdenskrig havde været i gang i næsten 2 år, da HMS Royal Oak blev overdraget flåden i tjenesteklar stand. Skibet blev tilknyttet 3. division under den 4. kampeskadre i The British Grand Fleet  og i den samme måned, som skibet blev overdraget, deltog det i angrebet på den tyske High Seas Fleet  i søslaget Battle of Jutland . Under kommando af Kaptajn Crawford Maclachlan, forlod HMS Royal Oak Scapa Flow om aftenen den 30 maj, sammen med slagskibene  Superb , Canada  og  Admiral Jellicoe's  flagskib Iron Duke. I næste dags intensive søslag opnåede HMS Royal Oak at affyre i alt 38 skud med sine 15" kanoner og 84 skud med sine 6" kanoner, hvoraf 3 15" granater traf den tyske slagkrydser Derfflinger og satte et af dens kanontårne ud af spillet, ligesom en af HMS Royal Oak´s granater, traf den tyske krydser Wiesbaden. HMS Royal Oak undgik ødelæggelser, men blev truffet af en enkelt granat under søslaget. 

Efter søslaget blev HMS Royal Oak tilknyttet til 1. kampeskadre ( First Battle Squadron ). Den 5. november 1918 i den sidste uge af 1. Verdenskrig, lå skibet opankret ved Burntisland   Firth of Forth   Østskotland , sammen med hangarskibet  Campania og slagkrydseren Glorious . En pludselig opstået orkan med styrke 10, fik  Campania til at trække sin forankring væk, hvorefter det kolliderede med med HMS Royal Oak og bagefter med det 22.000 tons tunge Glorious. HMS Royal Oak og Glorious led kun lidt skade, men Campania fik slået huller i skroget ved sammenstødet med HMS Royal Oak. Campania´s motorrum blev oversvømmet af havvand og skibet sank 5 timer senere, uden tab af menneskeliv.

I forbindelse med slutningen af 1. Verdenskrig, den tyske overgivelse og overdragelsen af den tyske Højsøflåde til De allierede, var HMS Royal Oak med i de eskorteopgaver, for at få de tyske krigsskibe, inklusive alt mandskab eskorteret først fra Firth of Forth , dernæst videre op i Scapa Flow for internering. Senere lå HMS Royal Oak i farvandet mellem Skotland og Orkney i Pentland Firth  for at modtage andre tyske skibes overgivelse og gelejd dem videre vestover og ind i Scapa Flow.

HMS Royal Oak i Mellemkrigstiden.

Fredstidens reorganisering af den engelske Royal Navy betød, at HMS Royal Oak overførtes til 2. slagskibs eskadre under The Atlantic Fleet . Efter moderniseringen i 1922–24, blev skibet i 1926 overført til Middelhavsflåden M editerranean Fleet som havde base i  Gibraltar og i  Grand Harbour  Malta.

Tidligt i 1928, blev den sømilitære tjeneste i Middelhavet til en velkendt begivenhed, som aviserne kaldte "Royal Oak Mutiny" ("Royal Oak Mytteriet"). Hvad der begyndte, som en simpel uenighed mellem Kontreadmiral Bernard Collard og Royal Oak's 2 senior officerer Kaptajn Kenneth Dewar og Kommandør Henry Daniel, omkring orkestret ved skibets bal i officersmessen, endte med at blive en bitter personlig fejde, som varede flere måneder. 
Dewar og Daniel beskyldte Collard for "hævngerrig kvæulanteri" og i fuld åbenhed, at ydmyge og krænke dem over for deres egen skibsbesætning. Collard beskyldte dem derimod for ikke at følge givne ordrer og at de behandlede ham værre end en matros. Da Dewar og Daniel skrev klagebreve til Collard's overordnede, Vice-Admiral John Kelly, sendte han den med det samme videre til den øverstkommanderende i flåden Commander-in-Chief Admiral Sir Roger Keyes . Da han indså, at forholdet mellem de 2 senior officerer og deres overordnede Collard, var ødelagt, forflyttede han dem alle 3  fra deres poster og sendte dem hjem til England, under dække af, at der var tale om vigtig flådeøvelse, som de skulle deltage i. Aviserne fik fat i historien og udsendte den over hele jorden, hvor man beskrev affæren, som et mytteriforsøg. Den offentlige opmærksomhed og mening nåede så højt et stade, at affæren kom til at omfatte selveste den engelske konge , som udbad sig en forklaring fra The  First Lord of the Admiralty  William Bridgeman .

Følgen blev, at for at stoppe den offentlige mening og lægge låg på affæren, blev Dewar og Daniel meget kontroversielt tiltalt ad rettens vej, for deres klagebreve. Med brevene som beviser, blev begge kendt skyldige og fik kraftige irettesættelser og var hermed færdige med deres karrieremuligheder i flåden.

Daniel tog omgående sin afsked fra flåden The Royal Navy. Collard blev kritiseret for sin handlemåder, både af pressen og i Parlamentet, hvorefter han af Bridgeman, blev betegnet som "uegnet til at fortsat at udføre højere kommandoopgaver". Han blev presset til at gå på pension og forlade aktiv tjeneste.

En konsekvens af affæren, blev der også taget af Admiralitetet. Man gennemgik og omlagde betydningen for de officerer, som ønskede, at klage over deres overordnedes opførsel og handlemåder.

HMS Royal Oak og Den Spanske Borgerkrig.

Under den Spanske borgerkrig, gjorde HMS Royal Oak tjeneste, som vejledningsenhed for ikke interventionspatruljer omkring den Iberiske halvø. På sådan en patrulesejlads den 2. februar 1937, i en afstand af ca. 30 sømil øst for Gibraltar , kom skibet under angreb af 3 krigsfly fra det spanske flyvevåben, som kastede 3 bomber, hvoraf 2 eksploderede 555 meter fra skibets styrbords bov uden dog at forøve nogen skade. Den britiske chargé d'affaires  ("ledende diplomat, som havde ansvar for "sagerne i det pågældende land"), protesterede over for den spanske regering, som erkendte at det var en fejl og undskyldte for dette. Senere den samme måned, medens skibet lå ud for  Valencia , den 23. februar 1937, under en områdebeskydning foretaget af Nationalisterne (General Franco, Facisterne), blev skibet ved et uheld, ramt af en anti-luftforsvarsgranat, affyret fra den Republikanske position ("Den socialistiske internationale modpart, som bekæmpede facismen i Spanien mellem 1936 - 1939"). Fem besætningsmedlemmer blev såret, herunder HMS´s Kaptajn T.B. Drew. Men i dette tilfælde protesterede briterne ikke over for Republikanerne, med begrundelsen, at det skyldes "an Act of God " (for guds hånd - eller pga. overnaturlige kræfter").

HMS Royal Oak og 2. Verdenskrig.

I 1938 returnerede HMS Royal Oak til The Home Fleet  og blev gjordt til  flagskib for den 2. slagskibseskadre med base i  Portsmouth  i Sydengland. Skibet blev omregistreret i tjenesten i juni 1939 og blev sent på sommeren sendt ud på en kort træningssejlads i Den Engelske Kanal, da planen var at sende skibet ud på en ny 30 måneders opgave i Middelhavet. Men som samtiden udviklede sig blev HMS Royal Oak i stedet forlagt til opankring i Scapa Flow. Her lå skibet, da England erklærede Tyskland krig den 3. september 1939.  

I starten af oktober, deltog HMS Royal Oak i eftersøgningen af det tyske slagskib Gneisenau . Gneisenau var blevet beordret ud i Nordsøen og Nordatlanten i en operationel opgave med opsporing og sænkning af engelske handelsskibe, sammen med de 2 andre tyske slagskibe Deutchland og Graf Spee ( Deutschland  -  Graf Spee ). Eftersøgningen gav intet resultat, især ikke for HMS Royal Oak, hvis hastighed på under 20 knob på havet, slet ikke kunne hamle op med de øvrige engelske flådeskibe i operationen.

Den 12 oktober returnerede HMS Royal Oak til Scapa Flow, med opgaven her, at fungere som supplement til luftforsvaret her. HMS Royal Oak var da i meget dårlig stand, banket og smadret af Nordatalntens storme, is og bølger. Mange af skibets Carley redningsbåde var smadret og adskillige af skibets småkalibrede kanoner var ødelagte og ubrugelige . Man havde undervurderet det 25 år gamle slagskibs formåen.

Da Scapa Flow ligeledes var blevet overfløjet, af et tysk rekogniseringsfly, frygtede man et forestående angreb på Scapa Flow og de mange vigtige engelske flådefartøjer her. Admiralen for Home Fleet, Charles Forbes, beordrede derfor det meste af Hjemmeflådens krigsskibe til mere sikre opankringssteder i de vestskotske fjorde og havne. Men man efterlod HMS  Royal Oak i Scapa Flow, da skibets resterende anti-luftforsvarskanoner, stadig kunne være nyttefulde i samspil med Scapa Flow´s øvrige luftforsvar.

Men den 14. oktober 1939 slap heldet op for HMS Royal Oak og dens besætning. Hele historien med mange detaljer, kan du læse om iden tekst, som ledsager de viste fotos neders på denne side.

Men lige en kort beretning fra de afgørende minutter, da den tyske u-båd U-47 og dens Kaptajn Günther Prien affyrede de dræbende torpedoer mod HMS Royal Oak.

Kl. 00:58 affyrer den tyske u-båd U-47 en salve på 3 torpedoer fra u-bådens 4 bov-torpedorør, 2 mod HMS Royal Oak og 1 mod det gamle hangarskib HMS Pegasus. 2 af torpedoerne træffer ikke, men den 3. torpedo træffer det yderste af HMS Royal Oak´s bov kl. 01:04, som ryster skibet og vækker besætningen. Der bliver ikke rapporteret om synlige skader, selvom styrbords ankerkæde bliver skadet og skramler og støjer i sit leje.  

Umiddelbart antager man på skibet, at der har været en eksplosion nede i skibets flammesikre forrum, hvor man opbevarer brændbare væsker, som f.eks. petroleum. Da man stadig kan huske katastrofen i 1917, da en lille brand ombord, fik HMS Vanguard  ("se menupunkt Orkney Hoy/Lamb Holm, hvor denne historie er fortalt") til at eksplodere og synke i Scapa Flow, med næsten alle ombordværende som ofre,  blev en advarsel udsendt over HMS´s Tannoy højtalersystem,  for at få tjekket ammunitionsmagasinernes temperatur. Men da der ikke var noget galt her, returnerede de fleste besætningsmedlemmer til deres køjer og lukaffer, for at sove videre temmelig uklare over, at skibet var under et u-bådsangreb.

Kaptajn-Løjtnant Prien på U-47 drejde u-båden om og affyrede en torpedo fra sit torpedorør i agterenden, som også fejlede sit mål. Medens torpedobesætningen i boven genladede deres torpedorør med nye torpedoer, drejede Prien igen rundt og affyrede 3 torpedoer igen, dennegang alle mod HMS Royal Oak. Dennegang havde tyskerne heldet med sig, kl. 01:16 traf alle 3 torpedoer slagskibet midtskibs i hurtig rækkefølge.  

En serie eksplosioner tordnede gennem skibet, efterfulgt af indbrusende havvand. HMS Royal Oak begyndte omgående at krænge 15° over mod styrbord, hvorved koøjer og andre åbninger kom under vandlinien (man havde ikke taget notits af advarslerne og lå opankret med åbne luger og koøjer flere steder rundt på skibet). Hurtigt efter krængede skibet yderligere ca. 45°, hvor skibet hang i nogle minutter, før det kæntrede helt og hurtigt sank ned på bunden med bunden i vejret kl. 01:29, kun 13 minutter efter Prien's andet torpedoangreb. 833 mænd døde sammen med skibet, inklusiv den besøgende Kontreadmiral Henry Blagrove, Kommandøren for den 2. Slagskibseskadre. Admiralens hestetrukne trægig (hestekøretøj), som var hængt op på slagskibets en side, blev trukket med ned i dybet.

Links til information omkring HMS Royal Oak og skibets historie og samtiden:

  1. Battle of Jutland:Order of Battle . Bill Schlielauf. Retrieved on 2007-02-22.
  2. Dreadnoughts and Jutland . Royal Navy. Retrieved on 2006-12-26.
  3. " Admiral's Oaths ", Time, 1928-04-09. 
  4. " Trial by Oaths ", Time, 1928-04-16. 
  5. " Royal Oak ", Time, 1928-03-26. 
  6. Scapa Flow . firstworldwar.com (2002-12-22). Retrieved on 2006-12-24.
  7. " Lord's Admissions ", Time, 1939-11-20. 
  8. Cordite , used for propelling the shells, was prone to explode if allowed to overheat.
  9. Two Broadcasts by Hans Fritzsche . Retrieved on 2007-01-01.
  10. The Churchill Barriers . Undiscovered Scotland. Retrieved on 2007-02-03.
  11. Wrecks designated as Military Remains . Maritime and Coastguard Agency. Retrieved on 2006-12-27.
  12. Memorial to HMS Royal Oak . St Magnus Cathedral. Retrieved on 2006-12-27.
  13. " HMS Royal Oak plans delayed by a year ", The Orcadian, 23-29 April 2001. 
  14. Technology gives new view of HMS Royal Oak . Defence News. Ministry of Defence. Retrieved on 2006-12-21.
  15. HMS Royal Oak . ADUS. Retrieved on 2006-12-21.
  16. Watson, Jeremy. " Picture perfect: the fallen Oak ", The Scotsman on Sunday, 2006-09-24. 
    Kriegsmarine. " Report on Sinking of Royal Oak ". British Admiralty Naval Intelligence Division translation 24/T 16/45. Retrieved on 2006-12-22 .

Royal Navy History, HMS Royal Oak, Institute of Naval History

Historien om den tyske u-båd U-47, Kaptajn-Løjtnant Günther Prien, besætningen, hele historien og meget mere om "Slaget på Atlanten", flådeenheder, u-både, links til lignende emner osv. kan du finde ved at klikke på dette og alle ovenstående links:


Desuden står meget af historien, som tekst vedhæftet nedenstående fotos.
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE