Orkney Westray m.m.

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg tog færgen til den nordlige Orkneyø Westray og ligeledes var heldig, at kunne komme med på en tur til den fredede ø Eynhallow, med mallemuk-kolonien.  

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst. 

Efter nedenstående oversigt og links er der afsnit af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg tog til øerne Westray og Eynhallow.


Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Link til hjemmesider med oplysninger/links/fotos m.m.  om den del af Orkneyøerne:


http://www.orkneycommunities.co.uk/WESTRAY/


http://www.undiscoveredscotland.co.uk/westray/westray/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/westray/ferry/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/westray/pierowall/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/westray/noltlandcastle/index.html

http://www.orkneyjar.com/history/eynhallow/folklore.htm

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/westmainland/tingwall/index.html

http://www.westraypapawestray.co.uk/what_to_do_here/craft_trail.php

http://www.orkneypics.com/webpage/page/page087.html

http://www.wild-in-scotland.com/orkney.php

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Tirsdag den 9. juli.

Jeg stod ukristeligt tidligt op, fik en hurtig nødtørftig gang morgenmad, pakket det sidste ned til den daglange tur til Westray øen oppe mod nord i øgruppen. Jeg skyndte mig ned på cyklen til færgehavnen i Kirkwall. Færgen skulle afgå kl. 07:20. Jeg vidste ikke rigtig hvor jeg kunne få en billet, der var ingen steder åbent. Jeg havde jo tidligere undersøgt, hvor færgen til Westray kunne tænkes at ligge.

Da jeg kom derned var her allerede en del mennesker der skulle med færgerne, for jeg opdagede hurtigt, at der lå en masse færger ved kajerne. Nogen så ud til ikke at skulle sejle, andre var ved at læsse gods og biler. Så jeg måtte spørge mig for. Jeg fandt ud af at den færge jeg skulle med, ikke var ankommet endnu, men ville ankomme til et færgeleje som personen udpegede for mig, fra en anden ø nordpå, North Ronaldsay, om lidt.

Efter en behørig ventetid, så gods og biler kunne komme med, ville den afsejle igen, denne gang mod Westray. Jeg ventede så ved færgelejet og lidt efter kom der en færge ind. Men den hed ikke det navn den skulle hedde. Det viste sig, at den skulle til en anden ø, men at min færge ville komme lidt efter. Ganske rigtigt, så jeg nu en anden færge stævne ind i Kirkwallbugten, for lidt efter at ligge til færgelejet.

Jeg gik ombord med min cykel og fik den surret fast på bildækket. Jeg skulle ikke vise billet. Ovenpå med en fin udsigt, fandt jeg mig en plads og så sejlede vi, lidt forsinket. Klokken var ca. 07:30 og turen ville tage ca. 1½ time. Turen ud af Kirkwallbugten i det flotte solskinsvejr var utroligt smuk. Vandet skinnede dybblå og himlen var knaldblå. Luften var kold og ren, en rigtig dejlig sommer morgen.

Da vi kom et stykke ud, så jeg på den højre side øen Shapinsay, hvor jeg lige kunne se noget af Balfour Castle der ligger omme på østsiden af øen. Vi passerede mange små skær med og uden fyrtårn på, men altid med en flok sæler, der dovnede på klipperne, eller lå og viftede med lufferne. Søfugle drønede rundt, alke, lomvier, søpapegøjer, topskarver, tejster og de flotte store hvide suler, imponerende skue. Jeg kikkede efter hvaler eller delfiner, men så ingen, hverken på udturen eller på tilbageturen.

På venstre hånd sejlede vi forbi Gairsay, som er en lille klippeø uden beboelser. Lidt længere fremme sås den lille ø Wyre, med en størrelse på kun 3,5 x 1,5 km. Her bor dog 16 mennesker, der lever af landbrug (græs og får).
Der ligger en lille kirkeruin fra vikingetiden, St. Mary´s Chapel. En lille borg ligger her også. Den stammer fra 1200-tallet da en på den tid berømt nordmand byggede en sikret borg til sin familie her. Han hed Kolbein Hruga og stedet hedder i dag, med en noget speciel omskrivning, Cubbie Roo. Borgen modstod mindste et forsøg på at angribe og overtage den, da morderne til Jarl Haraldson, i 1231 flygtede til Wyre, for at undgå hævnen fra jarlens familie, venner og allierede.  
 
Øen Egilsay med St. Magnus kirken fra 1200-tallet, med dens karakteristisk borgtårn, der ligner en skorsten. En del kirker på mange af de små øer i Orkney øgruppen, blev på den tid bygget som en kombination af borg og kirke. Man havde lige overstået 3-400 års vikingeoverfald og nu var det en tid med magtstridigheder mellem jarlerne, kongerne om land og rigdom. De små øer var ofte skjulested for mordere, forfulgte, eller andre der ville have fred og frihed.
Her var Magnus Erlandson flygtet til og her overgav han sig og blev halshugget af Jarl Hakon, en historie jeg tidligere har fortalt om. En stenvarde markerer det sted Magnus blev halshugget af jarlens kok i 1217. Magnus blev jo erklæret helgen og hans rester blev senere flyttet til St. Magnus Katedralen i Kirkwall.

På Egilsay bor der kun 25 mennesker. Bag de 2 mindre øer ligger den noget større ø Rousay, som har en del landbrug. Her er også mange vidnesbyrd om menneskers liv og færden siden 3-4000 år før Kristi og op gennem tiderne. I dag bor her 250 mennesker. Øen er en perle, som naturelsker og sportsfiskere lovpriser. 2 berømte søer Muckle Water og Peerie Water har nogle fine laksestammer.

Sejlturen fortsatte, på et tidspunkt kom der en billettør, og jeg måtte købe en billet til ca. 75 kr. På venstre side af sejlruten kom Muckle Green Holm, et lille forrevet klippeskær, hvor der er en mængde sæler. Længere fremme sejlede vi forbi Eday og Faray, inden vi nærmede os Westray. Her vrimlede det med sæler på klippeskærene Kill Holm, Rusk Holm og Holm of Faray.

Færgen tøffede  ufortrødent videre i det skønne sommervejr. Vi nærmede os hastigt Westray og lidt efter lagde vi til ved molen i bugten Sands of Woo i området omkring Rapness. Klokken var ca. 09.00 om morgenen og jeg så nu frem til en dejlig lang cykeltur på denne dejlige solbeskinnede sommerdag, på denne store ø mod nord.
 
Mit besøg på Westray, var primært for at opleve øens natur. De arkæologiske og historiske steder, er ikke særligt fremherskende. Men øen har et flot og venligt landskab, med landbrug, baseret på får og græs. Men øen har en størrelse, så korn og raps kan dyrkes.

Landskabet er typisk for Orkney, grønne og gule farver i en mosaik af firkanter, som, når der er skyer og solen skinner ned, laver disse flotte lysfelter, der vandrer hen over landskabet og lyser markfelterne op, som grønne og gule blinklys. Kulissen er de blå søer og havbugterne og som den dag jeg var der, den enorme blå himmel, rækkende uendeligt op i universet.

Efter at have forladt færgen, begav jeg mig af sted de ca. 12 kilometer til mit første mål på øen, nemlig Pierowall, som er hovedbyen på øen. Westray har ca. 600 beboere, hvoraf hovedparten lever af landbrug. Men også turisterhvervet og fiskeriet bidrager med arbejdspladser, ligesom her er skoler og butikker.

Som man kan se på kortudsnittene nedenfor, er vejene få og snorlige. Kun ude langs kysterne er de små og krogede. Jeg valgte ikke at køre til Stanger Head, da jeg kørte forbi vejen til højre, der fører derud. Turen til Stanger Head ville jeg tage på tilbageturen.
 
Mit vigtigste mål var Noup Head, som ligger helt oppe på den nordvestligste del af øen, ca. 20 kilometer væk. Desuden havde jeg jo ikke aftenen til rådighed, da den sidste færge ville sejle tilbage kl. 17:55. Jeg kunne så have overnattet på øen, men i morgen ville jeg se dæmningerne og barriererne ved Lamb holm og The Italian Chapel syd for Kirkwall. Desuden skulle jeg jo med Kathleen og færgen til øen Eynhallow onsdag aften.
Så jeg måtte som altid prioritere min tid og ønsker fornuftigt og følge min plan så nøje som muligt. Men selv om turen ville blive lang, regnede jeg med at nå det hele, uden at det blev forjaget.

Turen blev på godt 50 km. Dertil vandreturene rundt på Noup Head, Ness of Tuquay/Tuquay Bay og Stanger Head. Men en helt ubeskrivelig oplevelsesrig og dejlig dag.

Cykelturen gik raskt af sted, på en bakketop ved Kirkbraa, nogle kilometer fra Piorowall lå der en ladelignende stor bygning, som kunne ses viden om. Da jeg kom derop, kunne jeg se, at det var en kirke. Men den lignede nu en stor landbrugslade. Herfra gik vejen nedad mod byen, som ligger smukt inde i bunden af en cirkelrund bugt.

Byen er lille og hyggelig med små nysselige huse og en helt fantastisk udsigt ud over bugten. Her ligger også et museum og galleri. Galleriet ligger lige ud til bugten, neden for har de ladet en båd trække på land og lavet den om til ”sommerhus”. Jeg var inde i galleriet, men det var nu noget skuffende efter min smag. Meget turistpræget.

Turen gik nu videre ud af byen op mod nordvest, hvor jeg ville se Noltland Castle, som er en lidt speciel borgruin, da den godt nok er gammel, fra middelalderen, men det ruinprægede skyldes ikke at den er blevet angrebet og ødelagt på et tidspunkt, men alene, at den aldrig blev bygget færdigt. Så sent som i 1800-tallet forsøgte man at gøre den færdigt, men bygherren gik fallit og derfor står den kun næsten færdigt.

Solen bagte ned, selv her op på forrmiddagen. Borgen er ret velbevaret, trods den ene fløj manger lidt mur og taget. Jeg gik ind i borggården og ud bagved, hvor der var en dejlig solbeskinnet ”gårdhave”, hvor man kunne sidde på de varme granitsten i solen og spise noget mad, drikke lidt sodavand, som jeg havde købt nede i Pierowall og ellers nyde et par kopper te.
Hvide vipstjerter hoppede fornøjet rundt i græsset og da jeg rejste mig og kikkede ud over granitmuren, kunne jeg se en flot udsigt ud over Pierowall, bugten og rundt, f.eks. op mod nordvest, som jeg om lidt skulle cykle op mod, hvor den store bakkekam Couters Hill på 105 meter ligger.

Mod syd strakte Westray sig badet i solskin, med den blå, smukke sø Loch of Burness, hvor jeg kunne se mange fugle opholde sig, grågæs og ænder. Ved dens bredder lå foden af bakkekammen Knucker Hill på 113 meter. Landmændene fræsede rund med deres hølæs og store traktorer. Store regnspover, stære og viber, larmede rundt. I det hele taget var der nok at se på. Der skete hele tiden noget.

Da jeg kom ud på den lille vej igen, for at fortsætte  ud mod vest, kom der en landmand kørende i sin store traktor, han vinkede og smilede over hele hovedet. Det er rart at møde sådan en gæstfrihed og venlige attituder. 

Jeg cyklede nu op ad vejen syd om Couters Hil. Det var en anstrengende lang stigning i den bagende sol. Men oppe på den anden side bakkekammen, blev jeg belønnet med en meget smuk udsigt ud over Atlanten og syd over ned langs vestkysten af Westray. Man kunne lige se klippefremspringet Inga Ness og Skee Hilll og længe bagude i horisonten kunne Rousay anes i disen.

Ved Backarass drejede vejen skarpt til højre og så gik det ellers i rasende fart ned ad bakken mod Noup, som bare en gård. Her drejede vejen skarpt mod venstre og løb forbi North Ho gården, inden asfaltvejen gik over i en grusvej, der endte ved et kvægrist og en hullet og stenet vej, som fortabte sig endeløst ud over de grønne bakkedrag, slyngende sig op og ned i landskabet, der var plettet af de utroligt mange får og kvæg der gik frit og græssede.

Regnspover, viber, strandskader og rødben flaprede rundt og fløjtede og skræppede, det bedste de havde lært. Lærker og vipstjerter, stære og stenpikkere sås også i stort antal. Jeg cyklede nu med megen besvær stille og roligt ad vejen, på græskanterne, ind og ud mellem fårene og køerne. Nogle steder måtte jeg stå af og gå…puuhh hvor var det varmt. Vejen var endeløs, her ud til mit mål, Noup Head. Men dejligt var det alligevel. De fantastiske grønne bakker og alle de små blomster i græsset, gule, lyserøde og hvide. Den næsten skyfri blå himmel og det blå ocean rundt om halvøen, der udgør Noup Head naturreservat.

På et af mine billeder kan man se den umådelige lange grus/stenvej forsvinde i det fjerne. De små sorte pletter er køer der græsser. Til venstre kan man se Bay of Noup. Søen til højre i billedet er Loch of The Stack. Allerede nogle hundrede meter før jeg nåede op til enden af vejen og Noup Head fyrtårnet, blev jeg angrebet af en masse rasende havterner, der styrtdykkede ned mod mit hoved under vilde ørefræsende skrig. De var utroligt pågående og aggressive, jeg kunne tydeligt mærke suset om hovedet og lugten af fugl.

Her ved Noup Head vidste jeg godt at der var en koloni af terner, men så mange!! Kolonien tæller ca. 10.000 par ynglende havterner. Så her var en infernalsk larm af skræppende og skrigende fugle, der fløj rundt i vilde dyk og hid og did i et sandt kaos, men uden at nogen stødte sammen. Hvordan de undgår det i den trængsel er mig en gåde, de har jo en enorm fart på. De er eminente flyvere, men alligevel imponerende er det at opleve naturen sådan på første parket og i så rigt et mål. Billedet viser havternen i luften og i et angreb på en person. Man kan lige ane ternen dykke.

Noup Head fyrtårn lå badet i den stærke sol. Det så meget smukt ud. Denne rene hvide farve på tårnets murværk, det grønne græs og himlen og havets stærke blågrønne vidder. 
      
Ved fyrtårnet gik jeg til højre. Her var der nogle meget anderledes type klipper. De var som kæmpe klippetrin, stablet oven på hinanden så de dannede en slags overdimensioneret trappe. Jeg kunne faktisk gå ned ad dem, hvis jeg bare passede på. Ca. 20 meter over havet kunne jeg ikke komme længere ned, men kunne gå ud ad disse klipper til jeg stod neden for klippemassivet og kunne se op på de enorme klipper, hvorpå fyrtårnet stod på. Neden for mig, var der nogle kæmpe flade klipper, som lå lige over bølgernes brus. Her flokkedes alle slags søfugle. De lettede og landede på klipperne, i havet og svang sig rundt i luften, som elegante akrobater. Her var et fantastisk mylder med tusindvis af fugle.

Lidt længere ude på de flade klipper, flokkedes en mængde sæler, jeg talte over 50 i vandet omkring klipperne og oppe på dem. Her lå de og møffede til hinanden, flaprede med lufferne og skubbede rundt med hinanden ind imellem de udstødte høje brøl. Den dybblå himmel var spættet af hvide fugle, især mange suler. Disse flotte elegante flyvere strøg rundt om de imponerende klipper, som Noup Head er lavet af. Himlen fuld af suler, som hvide dekorationer på et natblå stykke stof.

Mylderet af fugle på klippeafsatserne er imponerende. Her var simpelthen så storslået en natur, at det næsten tog vejret fra mig. Tænke sig, at jeg stod her og så det med mine egne øjne. Lugte havets friskhed og den skarpe lugt fra fugleekskrementerne, der sværtede klippehylderne hvide.
 
På de lave klipper neden for de mægtige klipper ligger der tit en masse sæler. Man mener, at der holder ca. 500 til 1000 sæler til omkring Westray.
Billederne vise helt fantastisk områdets enestående naturkvaliteter.

Min tur her til Noup Head er et af turens helt stor højdepunkter. Jeg satte mig ved en af klippekanterne ud til den sydlige del af klipperne. Her skinnede solen dejligt og jeg fik noget at drikke og spise sammen med noget te.

Fuglene arbejdede videre ufortrødent. Sikken ihærdighed fra det tidligste morgengry, indtil solen synker ned i Atlanten, langt ud på aftenen. Der skal megen energi til og bliver de trætte før tiden, er der jo altid storkjoverne, der uafvendeligt patruljerer klippesiderne, på udkik efter svage fugle og ådsler. Haps, en mindre. Men her er nok at tage af. Titusinder af fugle yngler her.

Tiden var nu blevet noget over middag og jeg begav mig den lange vej tilbage mod Pierowall. Her besluttede jeg at få lidt mad og benytte et offentligt toilet. Bagefter kikkede jeg efter museet, men det viste sig at være lukket. Men ellers cyklede jeg af sted op forbi Loch Saintear og tog den anden vej mod venstre, mod området Midbea, der ligger for foden af Fitty Hills på 169 meters højde og bugten Tuquoy. Vejen her steg over en lang lige strækning og var snorlige.
Der begyndte at komme nogle flere skyer og de så ud til at indeholde lidt regn. Men jeg havde tøj med til det, hvis det skulle ske. Her i den sydvestlige del af Westray, var her mere fattigt. Flere af husene og de små gårde var nærmest ruiner mange steder. Det var egentligt paradoksalt, at det begyndte at småregne her i dette lidt triste landskab, hvor betingelserne ikke var så gode for landbrug.

Jeg kørte ud af en lille vej mod vest ud til Langskaill og endte oppe ved en skummelt udseende gård, som var meget forfaldent. Ikke desto mindre var der lys i et køkkenvindue og en mand kikkede ud på mig. Jeg var faktisk klar over, at jeg var på privat grund og skyndte mig tilbage ned af vejen. Her var ikke så rart at være. Men en lidt pudsig ting så jeg her.

Ved en forfaldent og rodet ejendom, hvor ukrudt stod højt om bygningerne, stod der en gammel rusten grønthøster. Det var der for så vidt ikke noget underligt i, da der jo slås en masse hø og laves ensilage af græsset, Det paradoksale var at grønthøsteren var en Taarup-model som blev lavet i Kerteminde her på Fyn. Her stod jeg så langt uden for lands lov og ret, som man næsten kunne komme, i en øde fattig egn af en af de nordligste øer i Orkneygruppen og så på en grønthøster fra Fyn. Forladte granithuse mange steder.

Jeg cyklede tilbage ad vejen ned til en klynge huse med navnet Tufter. Husene kaldes også for The Netherhouse pga. den øde og kønne beliggenhed trukket sammen i læ af Fitty Hills. Her kunne jeg kaste et tilbage blik op vestpå hvor den øde forfaldne gård stod i silhuet mod den lyse skydækkede himmel. Regnbyger trak ned fra nordvest og forsvandt inde over øen Rousay, som kunne ses dække horisonten mod syd.

Videre gik det ned mod bugten Bay of Tuquoy, som er en kæmpe stor saltmarsk, der er rigt på føde til fugle og sæler, alt efter om det er ebbe eller flod. Tidevandet regulerer så området bliver unikt som dyrenes ”spisekammer”. Jeg cyklede ud langs bugten, sydpå, med en betagende udsigt ud over de brede sandvidder og markernes grønne og gule felter på den anden side af bugten.

Et stykke ude stillede jeg min cykel tog min regnhat på og slentrede videre ud mod Point O´ the Scurroes/The Gurt. Et sted havde man et lille optræknings plads til en lille fiskerbåd, som, når der var højvande, kunne sejle ud og fiske hummer, eller andre fisk. Regnen silede stille ned fra en bred regnsky, der strakte sig langt op mod nordvest og som ikke så ud til at ville holde op med at give regn fra sig foreløbig. Men der var næsten ingen vind og luften var mild. Dagen havde jo indtil nu været varm og solrig. Herude på næsset var der dejligt stille og fredeligt. Her lugtede rart af salt hav, vådt sand og græs og blomster.

Turen gik nu tilbage ad stien og vejen nordover, igennem Tufter og ned mod bunden af bugten. I mellemtiden var det blevet endnu mere lavvandet og en vidtstrakt sandbund sås nu næsten e kilometer ud i bugten. Et par mænd gik rundt langt ude og gravede sandorm op. Da det nu var helt lavvande, kom der straks mange storkjover, store regnspover, rødben, strandskader og havterner.
 
De var nu her hele tiden, for det viste sig, at der var en mægtig koloni af havterner i den østlige side af bugtens bund. De for skrigende op, da jeg stille mig op ved vejen ud for deres koloni og kikkede i kikkert. De angreb lige så ihærdigt som tidligere på dagen oppe ved Noup Head.

Her var meget smukt og stemningsfuldt. Lyset fra himlen bredte sig ud i et  gulligt stille og træt lys, der var lidt sløret af den lette regndis og den langstrakte regnsky, som stadig hang i luften. Lydene af de mange fugles stemmer og lugtene af våd salt sandbund med muslinger og tang, lyset og stilheden var helt ubetalelig stemningsfuldt. Skyerne og den lette regnbye spejlede sig i det våde sand, sammen med de få huse på den anden side bugten. 

Efter at have stået lidt og nydt sceneriet, cyklede jeg videre op mod nordøst, op til hovedvejen, som jeg tidligere, var kommet ad om morgenen. Oppe på vejen her var der en flot udsigt tilbage ned over bugten og det meget specielle lys der var over hele landskabet. Men nu så det ud til at den langstrakte regnsky, var ved at miste taget på at give regn.

Det blev tørvejr og solen kom frem med fuld styrke igen, medens jeg cyklede sydover forbi søen Loch of Swartmill og ind i landskabet omkring Skelwick. Ved Skelwick ligger der også en stolebygger, der laver de meget specielle orkneystole, som findes i mange varianter. Dette håndværksmæssige klenodie, er lavet i århundreder og er meget traditionelle med deres flettede system af rygge og sæder. De er meget eftertragtede og stabile og holdbare, men også særdeles dyre. Jeg så priser på op mod 10.000 kr.!!!

Men jeg skulle ikke se på stole, så jeg  cyklede videre nedad og drejede ud af en lille vej til venstre, som førte ned til en gammel ruin af en mølle, hvor der var en lille p-plads.

Her nedenfor ligger østkysten af Westray, hvor der er en lille bugt kaldet Rack Wick. Længere ude ligger Castle O´Burrian og Stanger Head, som er nogle flotte og imponerende klippeformationer, med nogle af Orkneys bedste steder, hvis man vil se søfugle på tæt hold og Puffins, søpapegøjer i særdeleshed. Der er aftegnet en sti på godt et par kilometers vandring, frem og tilbage. Solen var nu kommet helt frem igen.
Varmen tog til og vinden var helt væk. Det var simpelthen perfekt vejr til denne gåtur ud langs klipperne. Klokken var nu lidt over tre om eftermiddagen og jeg skulle bare være nede ved færgen klokken 17:55. Fra p-pladsen er der kun 2-3 kilometer ned til færgehavnen.

Ved Stanger Head, Castle O´Burrian (Her er ingen borg, men kun navnet antyder det). På billedet til venstre holder den største koloni af søpapegøjer til. Her kan de grave huller ind i den porøse klippe. Det andet billede viser en ”stack”, der står ude ved selve Stanger Head. Her var igen helt enestående smukt.
Havet lå som doven tyk olie, blankt, kun med svage dønninger at se. Tusinder af søfugle lå på vandet eller piskede lavt hen over vandet. Vandet nede ved foden af klipperne var blankt og havde en helt enestående farve. Det lignede nærmest farven på petroleum, en dyb mørk og smuk farve i farvenuancer af mørk lavendel, indigoblå og lilla.
Himlen og lyset, havet og klipperne spejlede sig i hinanden og gav denne helt unikke farve, som slet ikke kan vises på et fotografi, men skal ses i virkeligheden. Jeg satte mig i græsset over for den store klippeformation, hvor søpapegøjerne havde deres reder. Her var et liv uden lige. Ind og ud krabbede de vævre, men også klodsede fugle, som ligner en vits, lidt kloveagtige og pudsige at se på. Når de sætter af til en flyvetur, ser det klodset og gumpetungt ud, de er da heller ikke særligt dygtige til at flyve, især ikke de flyvedygtige unger.

Søpapegøjekolonien. Her holder ca. 800 par ynglefugle til. Jeg kunne komme meget tæt på fuglene, mallemukkerne, som er alle vegne, kan jeg komme så tæt på som et par meter. Søpapegøjen på billedet er ca. 5 meter væk. Næste billede er af et par mallemukker med det lilla havvand neden for klipperne.

De hvide troskyldige mallemukker og det lilla hav og de dyblilla eller sortblå klippevægge. Enestående smukt. Men Stanger Head området huser også alle de andre arter af søfugle.

Helt ude ved Stanger Head, på klippen der rækker ud i havet, fandt jeg en tør og solbeskinnet plads i græsset, mit sidste varme vand blev til lidt te og kiks blev guffet, medens jeg nød udsigten over havet og denne perle af et natursceneri. Jeg havde god tid til bagefter at slentre tilbage ad stien mod p-pladsen, nydende varmen fra solen og roen og freden i mit sind.

Jeg havde haft en helt enestående og fantastisk dag her på øen Westray. Ja, jeg var helt overvældet og mentalt træt, som om jeg slet ikke kunne rumme mere eller flere oplevelser. Men jeg var meget lykkelig og taknemmelig for at livet kunne give mig sådanne oplevelser i naturen.

Tilbage ved min cykel, steg jeg på og trampede de sidste par kilometer ned til færgelejet, hvor der ingen færge var endnu. Den var nok forsinket. Så efter at have ventet lidt, besluttede jeg at jeg ville cykle ud mod vest ad vejen her. Jeg ville på lang afstand kunne se hvis færgen kom bag om pynten, fra dens foregående havneanløb på Papa Westray. Vejen løb langs den sydlige kyst af Westray. Ude i vandet og flere steder på kystens lave klipper lå der sæler.

Færgen var stadig ikke at se, selv om klokken snart var 18:30 og jeg havde nået et par kilometer ud af vejen. Så jeg vendte om, for at finde ud af om jeg havde taget fejl mht. tidspunktet og afgangen for færgen. Det havde jeg nu ikke, for pludselig, da jeg lige havde stillet cyklen ved færgelejet, kom færgen brusende rundt om pynten og ind i havnen.

Ombord på færgen følte jeg mig enormt træt, fysisk og mentalt. Jeg trængte bare til ro og fred. Min tur her i Skotland var jo snart ovre. Sidste dag ville blive i morgen, så allerede nu kunne jeg føle en vemodighed og ærgrelse over, at mit eventyr nu lakkede mod enden og de fantastiske oplevelser af natur, folklore, seværdigheder, landskaber, vejrlig, praktiske ting, mine fysiske udfordringer osv.

En helt og aldeles overvældende tur, som jeg måske ville få svært ved at ”overleve”, forstået på den måde, at hverdagen hjemme og mit normale småborgerlige liv, måske ikke mere, ville kunne give mig nok indhold i resten af mit liv. Men det ville kun fremtiden vise. Turen tilbage med færgen var lidt træls, træt og lidt ked af at det nu var slut, dominerede mine tanker. Aftenen var dog smuk, med solen ude over havet og den friske og salt vind i mit ansigt.


Onsdag den 10. juli.

I dag behøvede jeg ikke stå så tidligt op. Jeg skulle i løbet af dagen sørge for at få endeligt aftalt med Kathleen på Kirkwall Turistbureau, hvor , hvornår og hvordan jeg kunne få kørelejlighed til Tingwall og turen til Eynhallow om aftenen. Så om formiddagen cyklede jeg ned i byen og ind på turistbureauet. Men hun var ikke kommet endnu, men ville komme senere. Så jeg ville benytte resten af formiddagen til at shoppe lidt.

Over for St. Magnus katedralen ligger der en meget kendt og speciel forretning. Her kan man få alskens ting. Vareudvalget er bare fantastisk, dyre specielle kunsthåndværk, turist tingeltangel, madvarer, specialiteter, whisky, øl, tøj og en masse andet.
Ejerne er 2 ældre mænd, der altid er i butikken. Jeg gik derind for at finde noget whisky, at tage med hjem. Priserne i Skotland på whisky, er lige så høje som i Danmark, undertiden højere. Jeg ville kun have en eller to flasker med. Efter at have kikket lidt rundt i butikken, endte jeg ved reolerne med whisky.
Her kom de  to ældre butiksindehavere og snakkede med mig. De var virkeligt venlige og rare. Vi kunne snakke om andet end det at jeg var kunde og skulle købe noget whisky. Til sidst valgte jeg en lille flaske Scapa 12 års og En stor flaske Glen Ord 10 års. Omregnet kostede begge mindst lige så meget som i Danmark.

Bagefter gik jeg ned ad gågaden i Kirkwall, som er en hyggelig kroget gade med mange forskellige forretninger. Jeg havde en ide om, at en sølvring til mig selv, ville være en god ting at have som minde om min tur.
Jeg havde på en af de tidligere gåture i byen set en berømt butik, som hedder Ortak Jewellery. Her gik jeg ind og fik en god og fin betjening og fandt en fin sølvring med et pictisk mønster. Ringen kostede £44, altså ca. kr. 525,00. Ortak har tilmed livsvarig garanti på deres varer. Ringens mønster er et grundlæggende mønster i den pictiske kultur i år 700 før Kristi op til år 900 efter Kristi. Mønsteret symboliserer et evigt liv, eller at ens sjæl må leve evigt. Det er jo ikke så ”ringe” endda.

Efter shoppingturen rundt i byen, gik jeg igen til tilbage til torvet og turistbureauet. Her var Kathleen kommet og vi fik aftalt alt det praktiske omkring turen om aftenen. Jeg betalte billetten på £12 og hun fortalte, at hun ville tage med på turen og tillige havde hun fået sin bror og hans kone med også. De ville tage noget kaffe og kage med og broderen ville køre os i sin bil. Jeg skulle bare være klar ved turistkontoret klokken 18:15, så ville turen gå mod Tingwall, hvor færgen, der normalt sejler til Egilsay og Rousay, var chartret af RSPB, Royal Society for the Protection of Birds til, under ledelse af Andy Mitchell, at sejle specielt til øen Eynhallow.

Det måtte jeg nok sige, sikke fantastisk behandling, at blive inviteret med af Kathleen og hendes familie på sådan en tur. Turistbureauet manglede jo ikke kunder, her var sort af mennesker de gange jeg var derinde. Især vrimlede det med tyskere. Som Kathleen sagde, så var de så glade for de få danske turister der kom og jeg havde vist en stor interesse for Orkney og Skotland, ved at jeg sådan havde sat mig ind i hvad det hele drejede sig om, natur og befolkning, mine ideer med sådan en 6 ugers lang tur osv. De kunne mærke, at jeg brændte for turen og de oplevelser jeg kunne få og kunne de hjælpe mig med, at gøre turen optimal på Orkney, så var de bare så glade.
I den strøm af ligegyldige ofte brokkende tyskere, som hun sagde, var det meget dejligt, at træffe sådan en som mig, der var så høflig og interesseret i alting. Jeg blev utroligt glad for al den ros, det varmede om hjertet og jeg sendte en lille varm tak tilbage til danskerne, som trods alt har gjort en god figur, i alt fald på Orkney og også i Skotland.

Da Kathleen samtidig vidste, at jeg skulle rejse tilbage mod Danmark om torsdagen, spurgte hun om jeg havde billetter til busserne. Jeg sagde jo ja, da jeg jo havde købt en speciel billet fra John O´ Groats, der gjaldt færgen over til Orkney, bussen fra færgen til Kirkwall og i morgen, bussen tilbage til færgen og færgen til John O´ Groats, afsluttende med, at billetten også dækkede turen fra John O´ Groats til Inverness.
Jeg fortalte hende så, at i Inverness skulle jeg enten have et tog til, eller en Citylink bus til Glasgow, hvor jeg skulle overnatte på det samme hostel som ved starten af turen. Om fredagen ville turen jo gå med tog til Prestwick og et Ryan Air fly til Stansted ved London og sluttelig også et Ryan Air fly til Esbjerg.

Kathleen tilbød mig så, at hun ville arrangere bussen fra Inverness, så hun ringede og bestilte en plads i bussen hos Citylink i Inverness og sådan at jeg samtidig betalte og fik billetten af Orkney Turistbureau. Det var smart!
Så behøvede jeg bare være på busstationen, som er den samme som jeg ankommer til fra John O´ Groats, når bussen afgår til Glasgow. Kathleen fandt ud af en afgang der ville passe med bussens ankomst fra John O´ Groats og så var den hjemrejse fikset! Det var ikke spor dyrere, men samme pris som busselskabet ville tage. Ikke engang et gebyr skulle Turistbureauet have.

Altså hende Kathleen var en knag til at hjælpe turister, I hvert fald var jeg meget imponeret over hendes hjælpsomhed, specielt for mig, som sagt var der jo masser af andre turister, der skulle hjælpes. Jeg havde nu alle billetter klar, hele vejen hjem til Danmark, buser, færge, tog og fly, dog skulle jeg lige have en ”one way” togbillet i Glasgow til Prestwickt. Den ville ikke koste alverden, vel ca. £5. Efter sådan en betjening, sagde jeg mange mange tak og gik glad ud i solskinnet. Dagen var igen en strålende lun sommerdag, med høj sol på en blå himmel, højt over Kirkwall, her på dette dejlige ørige, Orkney.


Turen til øen Eynhallow.

Jeg glædede mig usigeligt til min tur til Eynhallow. Det var ikke alle og enhver, der kunne prale med, at havde været helt oppe på denne lille fredede ø, hvor der kun er en tur om året derop. Vejret var helt fantastisk perfekt, stille og mildt, en rigtig lun sommeraften til en tur ud på en totalt åben og bar klippeø, helt ude, hvor Atlantens dønninger uafvendeligt duver ind mod øen og farvandet mellem West Mainland og øen Rousay. 

Da klokken var ca. 18:15 kom Kathleen og hendes familie i deres Obel Vectra og efter en introduktion og en meget venlig modtagelse, gik turen af sted mod Tingwall, hvor færgen til Eynhallow skulle afsejle fra. 

Turen blev meget hyggelig i bilen, vi talte godt sammen og jeg nød sommeraftenen ude over landskabet, som vi kørte igennem. Omkring Finstown, var der særligt smukt, med den lille by liggende ud til en malerisk smuk bugt og et frodigt grønt landskab. På billedet kan man se vejen langs fjorden og byen inde i bunden. Her kørte vi til højre ad hovedvej A966 mod Tingwall. Vi kørte gennem landskabet omkring Rendall, Isbister og Hacklard.

Færgen sejler normalt ikke til Eynhallow, der er fredet og hvor man ikke må gå i land. Færgen sejler i en plan rundt mellem Tingwall, Wyre, Egilsay og Rousay. Det er en lille lang fladbundet færge. Da vi kom til Tingwall, stod der allerede en mængde andre mennesker på havneområdet og molen, der skulle med på turen.
Der var vel ca. 75 mennesker. Det var godt nok mange, men turen skulle jo også løbe rundt økonomisk, så det var nok i orden. Det var jo fuglebeskyttelsesorganisationen der stod for arrangementet. Turens leder Andy Mitchell kaldte os sammen og forklarede kort om turen og hvad vi måtte og ikke måtte.

Øen var et videnskabeligt område og vi skulle passe på fugleunger og reder og ruten skulle følge kysten rundt, en tur der ville tage ca. 2½ time. Færgen var ikke ankommet til  Tingwall endnu, så Andy fortalte , at man siden 1950, under ledelse af James Fisher, Robert Carrick og George Dunnet, professor ved Aberdeen Universitet, havde studeret fuglelivet og især mallemukkernes liv. De 3 nævnte personer er nu døde, men projekterne kører videre.
Man genringmærkede bl.a. en mallemuk i 1996. Den var på det tidspunkt 51 år gammel og flaprede stadig rundt i den normalt ofte barske natur på Orkney. Den havde haft tilhørsforhold til Eynhallow alle årene. Nu er det sådan at mallemukker først bliver kønsmodne når hannerne bliver 8 år og hunnerne 12 år gamle. Egentlig en pudsig ting for så lille en fugl, der skal leve på så barske steder som i Nordatlantens storme, kulde og regn.

Øen huser også mange andre fugle, bl.a. topskarver, søpapegøjer, storkjover og almindelig kjove og en havternekoloni. Derudover er sælerne meget ”tamme” og nysgerrige, så man kan komme meget tæt på dem. Et gælder nu også fuglene, de er ikke vant til, at der kommer mennesker på øen.

Men endelig kom færgen og vi gik alle ombord og satte kursen mod Eynhallow. Sejlturen op gennem sundet og det spejlblanke vand med de grønne øer på begge sider og den blå himmel ovenover, var en stor oplevelse. Sommeraftenen var varm, det gav lidt varmedis inde ved kysterne, men det gav landskabet nogle rigtig flotte farver og lysfænomener.

Færgen duvede igennem vandet, der viste de enorme kræfter, som tidevandet har mellem øerne i Orkneygruppen. Man kan faktisk se det på farvebilledet, hvordan vandet presses gennem sundet og udad mod horisonten. Selv om havet er bredt og temmelig dybt, bliver der flyttet så maget vand, så det laver bølger af op 2 meters højde og strømhvirvler, man ville blive revet med af og drukne i.
Færgen kæmpede det bedste den havde lært og stampede sig vind og skævt igennem strømhvirvlerne frem mod øen. Da vi nåede øen sejlede den forsigtigt ind i læ af øen og lod kraften fra motoren skubbe den så langt op, at den kunne slå bovklappen ned, så vi kunne gå tørskoet i land.

Vi hoppede alle i land og Kathleen og hendes familie og jeg fulgtes ad, nordom langs kysten. Vi havde ikke gået mange meter, før vi traf på en lille flok sæler, der lå og dasede på nogle lave klipper ved strandkanten. Vi kunne gå næsten helt hen til dem, inden de med et foragteligt udtryk i hovedet, møvede sig hen på kanten af klippen, på deres fede maver, og glad let og elegant ned i vandet. Men da de var kommet ned i vandet, svømmede de ikke væk, men plaskede rundt og lå og kikkede ind på os landkrabber, der stavrede rundt i stenene, klipperne og græsset.
Jeg lagde faktisk mærke til en bestem sæl, der blev ved at følge mig, hele vejen rundt på øen, den lå konstant lige uden for strand/klippekanten og fulgte min gang og bevægelser. Jeg vinkede flere gange til den, men den vinkede sgu´ ikke igen!!

Pludselig sværmede det med havterner omkring os, de styrtbombede os og skreg infernalsk. Vi måtte sådan passe på ikke at træde i æg eller unger. Mallemukker og søpapegøjer flintrede frem og tilbage langs kysten og flere gange kom vi kun en eller to meter fra mallemukkernes reder, hvor de ofte lå parvis og nippede til hinanden på en meget øm og ”næbbet” måde. Når man sådan står ca. 1 til 1½ meter fra dem med kikkerten for øjnene, kan man se deres hoved og de smukke øjne og helt menneskelignende udtryk af overbærende agtpågivenhed og tiltro til, at vi ikke vil gøre dem noget. De koncentrerede sig meget om hinanden og havde et helt enestående kærligt udtryk i hovedet, når de puslede med hinandens nakkefjer og næbbede lidt med ”konen”. Betagende oplevelse!! 

Vi var nu kommet op på den nordligste del af øen og havde en flot udsigt over mod øen Rousay og de høje klipper, der var der. Bl.a. kunne jeg se en stor klippeformation, der var formet som en bue eller hvælving.

Bemærk også de enorme tidevandsbølger ude på vandet. Det brusede og skummede derude, sælerne boltrede sig i disse strømhvirvler uden den mindste vanskelighed og de så ud til at nyde det.
Vi kom nu op pen den høje del af nordkysten ved området  Grange. Her var en lille umådelig smuk klippebugt, jeg klatrede derned og satte mig lidt alene og nød udsigten og roen. Jeg havde gået lidt forud for de andre og først da alle var gået forbi, fulgte jeg trop. Lidt længere henne ad klippekysten her opdagede jeg nogle klippeafsatser med reder fra topskarver og pludselig så jeg dem gemt lidt inde i en krog af en klippehylde. Forældrefuglene strakte hals og de halvvejs dunede og fjerklædte unger pep nervøst og sidesteppede frem og tilbage på klippehylden. Just kønne kan man ikke sige unger af topskarv er, faktisk kan det kun være deres mor, der kan holde af dem, så grimme var de.
 
Men sådan kan naturen være, indrettet efter levevis og forhold, tilpasset sin situation på bedste og mest optimale facon. En lang hals og næb til at fange fisk med som voksen. Som unge kan hals og næb bruges til at stikke ned i mors hals og hive en slimet, halvfordøjet fisk op, mums!! Velbekomme!

Søpapegøjer strøg flere gange lige for mig i et par meters afstand. De fræsede frem og tilbage til deres reder inde i de udgravede redehuller umiddelbart lige under græskanten over klipperne. Flotte og farvestrålende så de ud når de blafrede forbi på en meget klodset og uelegant måde. Man kunne tydeligt se hovedet vende sig og kikke ind på mig, følge den øjne når den kastede et blik på mig i forbifarten. Det er altså en skæg fugl, meget morsom at se på.
På billedet her ses det sydvestlige hjørne af Eynhallow og Burgar Rost, som farvandet hedder, fordi der er denne kraftige tidevandsstrøm i sundet mellem Eynhallow og West Mainland.

Vi var nu nået ud på den vestligste del af øen og solen stod nu lavt over Atlantens horisont. Lyset var helt eventyrligt dejligt. Et blødt og træt lysskær ramte de nord og vestvendte klipper, der i deres overraskende specielle udseende fik et højst besynderligt skær over sig, men som var enestående smukt.
Her ved Bowcheek kunne jeg se ”min” sæl svømme rundt ca. 50 meter ude og kikke op på mig. Hele sceneriet med havet og kysten ovre på West Mainland var som taget ud af et postkort. Sådan havde jeg altid opfattet, at Orkney ville være, når min drøm om at komme herop gik i opfyldelse, som det jo i rigt mål var lykkedes denne sommer.
De grønne firkantede felter af marker, ovre på kysten så meget indbydende og friske ud, man havde sådan lyst til at bare gå og gå og nyde udsigten, luften, lyset og lugtene af hav, græs og vilde fugle. Inde midt på øen, havde storkjoverne deres redepladser. Men de passede sig selv, og fløj kun op når vi kom for tæt på. Disse fugle har et attitude af overbærende arrogance over for mennesker, det er som om de siger: høh! du har jo ingen vinger… hva´ vil du her? Skrid!!

Nogle klipper her, er lidt mærkelige, som om de er stablet af menneskehånd. Desuden er de ret høje. Klippevæggene på billederne er mindst 15 til 20 meter høje!!
Billedet til venstre er fra en udsigt over fra West Mainland, kaldet MidHowe. Man ser Eynhallow og Rousay bagerst i horisonten. Vi havde nu gået langs kysten på den sydvestlige og sydlige side og nærmede os nu området med den gamle vikingekirkeruin.
 
Men inden kunne vi nu se solen nærme sig Atlantens horisont i et fantastisk orange og gult farvespil. Havdisen og luften og havets vand gik op i en højere enhed og skabte en enestående visuel oplevelse, som slet ikke kan gengives på et foto. Lyngen og blomsterne, som overvejende er engelsk græs, stod i et betagende modlys og fik et farveskær af mørkrosa og mørklilla, bordeaux farver. Helt ubetaleligt smukt.

Vi gik nærmere til vikingekirken, som stammer fra 1200-tallet. Der ligger også resterne af nogle huse, fra de få mennesker der har forsøgt sig med at overleve på denne golde klippeø. Jeg kunne gå ind i kirken og kikke igennem et vindue ud sydpå over mod West Mainland.

Meget ”levende” vikingekirke. Der var noget udefinerbart spændende og lidt skræmmende over det indvendige af kirken, som om der hvert øjeblik kunne komme en munk eller viking med dragen sværd frem i hvælvingen og kappe knoppen af mig.
Jeg fik ret i at der var noget ”levende” i kirken, for pludselig, så jeg en mallemuk ligge på sin rede på gulvet, henne i et hjørne af kirkerummet. Jeg nærmede mig forsigtigt, tættere og tættere på, til sidst kunne jeg sætte mig på hug ½ meter fra den!! Den så godt nok fornærmet ud, men den rokkede sig ikke en tomme!! Den murrede bare ”lidt i skægget”, udstødte nogle truende halslyde og da jeg stak fingrene frem huggede den efter dem. Det gik nu ikke ondt, men sjovt var det at opleve fuglen så trofast om sin rede og æg.

Jeg fjernede mig lidt efter forsigtigt og vi gik nu alle det sidste lange stykke ned mod stedet, hvor færgen ville komme og hente os. Turen rundt om øen havde varet over 2½ time og det havde været en tur som jeg aldrig vil glemme.

Men nu var den slut, klokken var snart 22:30 om aftenen og skumringen var sat kraftigt ind. Solen gik ned bag om Eynhallow og farvede himlen fuldstændig orange. Mod den baggrund stod bakken og vikingekirke, sort og skarpt aftegnet, en ene og forladt menneskets udpost.
Nu ville vi forlade øen og den ville atter falde ind i sin vante gænge år efter år, årti efter årti, århundrede efter århundrede…. Bare være en ø, være et hjemsted for en enestående natur, som har været her lang tid før vi besluttede os for at invadere den og verden.

Det var nu uigenkaldeligt mine sidste oplevelser jeg skulle forlade, det var sgu´ helt hårdt, at skulle indse dette. Nu skulle jeg hjemad mod Danmark og som jeg stod der i mine skotske venners lag og nød mit liv i fulde drag, havde jeg slet ikke lyst til at tage tilbage til Danmark. Men når jeg nåede hjem, ville jeg nu nok forliges med det. Kone og børn ventede jo der hjemme. På en eller anden måde var de nu blevet så fjerne, savnet af dem var ikke så stærkt, her ude på denne vidunderlige plet af Orkneyøerne.
Når jeg nu kom tilbage til mit hostel og fik pakket ned til hjemrejsen og mentalt fik mig indstillet på, at turen nu var slut, håbede jeg, at følelsen af savn og glæde til at komme hjem, ville melde sig igen. Men det ville den nærmeste tid vise. Nu kom færgen brusende ind mod bredden og lagde til.
 
Vi var alle trætte af den friske havluft og mange trissede stille rundt på færgen, medens den bakkede ud i åbent vand. Jeg stod og nød synet af øens forsvinden bagude i et farveorgie i gult og orange.

Farvel Eynhallow, farvel Orkney, farvel Skotland….. håber jeg ser dig igen inden jeg skal dø!! Hulk!!

På færgen tilbage mod Tingwall, fik jeg noget te og kage sammen med Kathleen og hendes familie. Vi hyggede os sammen med at tale om turen vi havde været på og om Skotland, Orkney og min tur i de sidste ca. 6 uger.
 
Dagen i dag, havde for mig været helt ubeskrivelig dejlig, et overmåde passende punktum for en helt igennem fantastisk tur, fra Glasgow over Barra Island, South Uist, North Uist på Hebriderne, via øen Skye, hele vestkysten af Skotland, nordkysten ligeså, og de 2 yderpunkter af Skotland i vest og øst, for at slutte af med den dejlige uge på Orkney. Nu skulle jeg i morgen på en lang udmarvende busrejse sydpå, hele vejen til Glasgow på een dag. Turen i busserne ville tage 10 til 12 timer!!

Da færgen kom i havn, steg vi ind i bilen og familien kørte mig hele vejen til mit hostel, hvor vi ankom omkring midnat, lige før der blev lukket og låst. Jeg sagde tusind tak for en uforglemmelig aften og lovede, at jeg ville skrive et julekort til dem. Træt og lidt vemodig gik jeg ind og vinkede farvel en sidste gang.

Jeg skyndte mig i seng, for i morgen torsdag skal jeg være klar nede i Kirkwall med alt mit habengut, når bussen kl. 09:00 kører ned til færgen ved Burwick, inden turen går over sundet til en ny bus i John O´Groats. Herfra går turen så først til Inverness, hvor jeg skal vente lidt, inden Citylinkbussen kører til Glasgow.

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE