Første Verdenskrig - Sommeslaget 1. juli 1916

Den sværeste britiske kanon var denne type 38 cm. howitzer med tilnavnet: "Grandmother". Briterne havde "kun" 6 af disse på deres 29 km. frontafsnit i Sommeslaget. Men kanonen kunne skyde en granat på 725 kilo ud på en afstand af op til 9,7 km. Intet kunne modstå en træffer af den kaliber.

Britisk mobil feltkanon, antagelig med en kaliber på 7,5 cm. Tusindvis af britiske kanoner i alle kalibre, feltkanoner, haubitzere, morterer, mine- og bombekastere osv. bombarderede de tyske skyttegrave og bagterræn i en hel uge, dag og nat for at udslette den tyske militære formåen. Men den stabile og hårde kalkstengrund i området, betød, at de dybe tyske bunkers og beskyttelsesrum i mange tilfælde ikke blev ødelagt og de tyske soldater overlevede i rimeligt omfang og kunne myldre op i forsvarsskyttegravene og lynhurtigt etablere deres maskingeværer og optage beskydningen af de britiske rækker af fremadgående soldater.

En dødtræt britisk granatslæber under det ugelange bombardement af de tyske skyttegrave. Krig kan for nogle hærenheder være enormt opslidende og fysisk udmattende. Ingen eller urolig kort søvn i dagevis, måltider som udebliver, væskemangel, psykisk pres, stress m.m.

En af de tusindvis af steder med bjerge af tomme granathylstre, under og efter briternes ugelange bombardement af de tyske skyttegrave.

Forfærdelige kvæstelser af soldaterne var ofte resultatet - her tyske soldater med svære ansigtsskader. Skaderne blev forsøgt udbedret med datidens kirurgi.

Båre med død lemlæstet tysk soldat.

Mange mange millioner af heste blev brugt i 1. Verdenskrig - Millioner blev dræbt i krigens ragnarok - De døde ofte en langsom død af sår og udmattelse - Her er en tysk hestekirkegård ved Beresina/lyda i Holland. Man har bare smidt dem ud i landskabet og her kan de så ligge og rådne!!

Døde soldater i titusindvis lå og ligger stadig i jorden på slagmarkerne efter 1. Verdenskrig. Over 55.000 engelske soldater forsvandt i krigens ragnarok og aldrig blevet fundet.

Enestående foto efter datidens fotografiske forhold og muligheder. Dødsøjeblikket for en fransk soldat, da han træffes af en kugle under en fremrykning ved Verdun i 1916.

De britiske granater brager ned om morgenen den 1. juli 1916.

Filmsektion på dette foto af optagelser af en af de enorme mineeksplosioner, som britiske minører via tuneller havde gravet ind under de tyske skyttegrave flere steder på frontafsnittene - her er det de tyske "Hawthorn Ridge Redoubt" skyttegrave. Se ovenfor i slutningen af tekstafsnittet, den lille video af sprængningen.

Britiske soldater filmet da de kravler op fra deres lave angrebsskyttegrav - En officer leder an (til højre i fotoet) medens de første tyske maskingeværkugler svirper hen langs fronten af skyttegraven.

Næste foto viser at de fleste soldater er kommet "Over The Top" og begynder at forcere frem mod de tyske skyttegrave - 2 britiske soldater er da allerede ramt i hovedet, da de kommer op over skyttegravskanten med overkroppen - de synker døde sammen og bliver liggende på skyttegravsvæggen - Man kan levende forestille sig de øvrige soldater - mon de kom ret langt frem inden de også blev mejet ned.

Britisk lazaret (Dressing Station) ved skyttegravsområdet ved navn "Minden Post" ved landsbyen Carnoy sydøst for Mametz og Fricourt. Somme-slaget 1916. Dette lazaret behandlede lettere sårede, som her med en soldat, som får sin overarm forbundet, medens det myldrer omkring med andre sårede og sygehjælpere. Næsten altid under og efter de store slag under Somme-offensiven, blev lazaretterne et galehus af sårede og døende soldater, som væltede ind i et antal, som man slet ikke kunne klare at hjælpe - mange døde medens de ventede på hjælp.

Staffordshire Bataljonen hurtigt det smalle ingenmandsland mellem egne angrebsskyttegrave og ”Bulgar Trench” skyttegravene, men kom under kraftig beskydning fra de tyske maskingeværer i ”Dantzig Alley Trench” kommunikationsskyttegraven og Shrine maskingeværstillingen ved ”Cemetary Trench” skyttegraven og fra beskydning fra kanten af landsbyen Mametz. Tabene var hurtigt store for de britiske fodfolksrækker. De tyske styrker bestod af den meget svækkede 28. Tyske Reserve Infanteridivision, hvor det var det underbemandede 109. Tyske Infanteriregiment. Ligeledes var de tyske artilleristyrke også meget svækket og ikke i stærk opstilling. Kl. 8:00 var 1. South Staffordshire Bataljonen dog nået godt ind i Mametz´s ruiner og 22. Manchester Pals Bataljonen havde også opnået fremskridt og erobret ”Bucket Trench” skyttegraven og næsten opnået deres førte primære mål, den anden tyske skyttegravslinje. Men den tyske modstand begyndte at blive stærkere og bataljonens forreste soldet blev tvunget tilbage på til ”Cemetery Trench”. Kl. 09:30 blev reservebataljonerne indsat som hjælp uden godt resultat. Chefen Major-General Herbert Watt beordrede artilleriet til at genoptage bombardementet af området foran ”Dantzig Alley Trench”og ”Fritz Trench”, men det var ikke effektivt, og hindrede ikke engang at stoppe nogle tyske modangreb fra selve Mametz. Indsatsen med fornyet fremrykning og beskydning af artilleri blev gentaget kl. 12:25 – Briterne havde fået melding om, at det tyske ”Pommiers Redoubt” hovedforsvarspunkt på venstre flanke af 22. Manchester Pals Bataljonen, var erobret af 18. Infanteridivision i angrebet på Montauban området. Samtidig blev det meddelt, at 91. Brigade have set tyske tropper samle sig til et modangreb fra ”Dantzig Alley Trench”. Denne gang blev den britiske artilleribeskydning effektiv og udslettede de tyske troppeansamlinger i ”Dantzig Alley Trench” skyttegraven, så de ikke kunne iværksætte et modangreb. En tysk feltkanon vedblev dog på tæt hold, at skyde og skabe problemer, indtil den og mandskabet også blev ramt og dræbt. Briterne kunne nu med mere præcis artilleribeskydning, smadre det tyske forsvar ved og i ”Dantzig Alley Trench og ”Bright Alley Trench” skyttegravene og efter kl. 13:40. var skyttegravene erobret. Briterne i 1. South Staffordshire Bataljonen og reserven 21. Manchester Pals Bataljonen, var også i stand til at støtte op og rykke ind i udkanten af Mametz.

Øjebliksbillede af de forhold, som de britiske soldater måtte klare under deres årelange ophold i de mudrede, luse- og rottebefængte "dugout´s" mellem angreb fra og forsvar af skyttegravene.

De ofte totalt dræbende og udslettende angreb over "No Man´s Land", førte ofte ingen eller sparsomme landvindinger eller erobringer. Eventuelle erobringer af landområder affødte ofte modangreb, hvor endnu et grænseløst myrderi genetablerede status q og hvor taberen altid var den almindelige soldat og hans operative officerer, som gik med i angrebene.

Under og efter slagene og fremrykningerne i "No Man´s Land", gjorde især de britiske militære redningshold meget for at frelse sårede på slagmarken. Under beskydningen rykke de ud og søgte efter sårede at redde. Men mange gange kunne det ikke lade sig gøre og de måtte vente til efter slaget og derefter drage ud på slagmarken og bjerge døde som sårede. Her det på slagmarkerne omkring Ginchy sydøst for Guillemont og Longueval.

Ung tysk soldat ved vestfronten 1916 under Somme-slaget.

Bazentin Ridge og en nutidig "høst" af britiske Mills håndgranater, som er samlet sammen i området.

Somme slagmarkerne - mudder og ruiner, sygdom og død.

Fra de såkaldte kommunikations-skyttegrave, samledes de soldater, som skulle ledes videre til de enkelte enheders angrebsskyttegrave.

Typiske veludbygget britisk skyttegrav ved Ovillers, som de marcherende soldater fra 1. Pals Bataljon, Wiltshire Regimentet var på vej til ad vejene mod øst. Billedet viser et roligt afslappet tidspunkt, hvor der er tid til at slappe af og sove rundt omkring på bunden og på jordhylder i skyttegraven.

De endeløse øde skyttegrave. Her ses erobrede tyske skyttegrave nær Ovillers-La-Boisselle i det midterste afsnit af de britiske offensivområder. Kilometervis af kridt- og kalkstens udgravede skyttegrave, som den dag i dag kan ses, når man ser områderne fra oven, også selvom 90 år er gået. Hvis områderne stadig dyrkes og ikke er blevet til byer og veje, ses både skyttegrave og granathuller mange steder, på de luftfotos man kan tage af de gamle slagmarker. Her kæmpede bl.a. den 25. Infanteridivision, herunder 1. Pals Bataljon Wiltshire Regimentet. -- Se næste 2 fotos af relativt nutidige visuelle skyttegrave fra Oviellers1916 og historien om Wiltshire bataljonen.

Grusomt foto fotograferet i de tyske skyttegrave ved Guillemont. Scenen viser de tyske skyttegrave total raseret og sønderskud af britisk artillerigranater. Døde iturevne tyske soldater ligger alle vegne - manglende lemmer, hoveder og hele overkroppe....som den døde i forgrunden af fotoet.

Britisk skyttegrav og 2 soldater, som er ved at lave mad på deres lille komfur. Bemærk skorstenen er sindrigt kostrueret, så røgen lukkes ud over "No Man´s Land".

Engelsk død soldat i tysk skyttegravsafsnit ved Mametz ved navn "Dantzig Alley". Han er dræbt i nærkamp den 1. juli 1916 og han tilhører enten enheden 2. Queens eller 6. eller 7. Manchester Pals.

Britisk Vickers mellemtungt vandkølet maskingevær - Maskingeværerne var en af de største dræbermaskiner, som 1. Verdenskrig var med til at udvikle og gøre til "en succes"! Det største antal dræbte i hele krigen skyldes dog beskydningen med granater.

I Sommeoffensiven tog briterne for første gang tanks i brug (mk.1). De havde mange motorproblemer m.m. og kom ikke til at betyde væsentligt meget og de var en ren dødsfælde for soldaterne i dem. Men den afskrækkende virkning for fjenden var stor, især i begyndelsen, indtil man lærte at uskadeliggøre dem. Englænderne havde store forventninger til, at dette våben skulle bryde dødvandet i skyttegravskrigen. ---- Men disse første tanks var ikke gode i bevægelseskrig. Med en topfartpå 3.2 km/t, blev de hurtigt overhalet af infanteriet. De var mere designet til skyttegravskrig. De klarede let pigtråd, riffel - og maskingeværkugler, men kunne ikke klare en artillerigranat. Ligeledes var de som sagt meget ustabile. Ud af 49 tanks til rådighed den 15. september 1916, klarede kun 32 af dem at komme til startpositionen for angrebet og af dem klarede kun 21 tanks at deltage i selve angrebet. ---- Mekaniske nedbrud og andre ting var meget almindelige og mange sad fast eller blev begravet i granathuller og skyttegrave på den smadrede slagmark.

Foto fra slagmarken af vejen mellem Guillemont og Longueval. Dette slagmarksområde i Somme-slaget ligger øst for Mametz og i kort afstand sydøst fra Bazentinområdet (se evt. forrige foto og tekst her).

Corporal Robert Leslie Smith som snigskytte, med forsøg på at ramme tyske soldater i deres skyttegrave kun ca. 40 - 45 meter væk! Begge sider i krigen anvendte flittigt snigskytter. Under angreb af fjendens soldater, var der altid foruden de mange maskingeværer, et antal dygtige snigskytter, som i deres kikkerter havde til opgave at finde frem til fjendens kommanderende officerer ude i "No Mans Land". ---- Dette også og især, hvis officererne løb bag selve rækkerne af de menige soldater og befalingsmænd. Når man havde spottet en officer, så var det med at fatte riflen og få skudt denne. Mange angreb på begge sider gik galt og faldt fra hinanden fordi de kommanderende officerer blev skudt hurtigt og derfor ikke kunne lede angrebet og slet ikke når det så ud til at gå dårligt - tusindvis af menige soldater blev dræbt i vilde panikløb tilbage mod egne linier, fordi der ikke var kommanderende officerer nok tilbage til at lede, ændre eller forhindre et fejlslagent angreb. ---- Tabslisterne viser, at især mange løjtnanter, kaptajner, sergenter blev dræbt. ---- I 2. Verdenskrig regnede amerikanerne ud, at efter landgangen i Normandiet og felttoget ind i Tyskland indtil krigens slutning i maj 1945, havde en sekundløjtnant i gennemsnit 16 sekunders levetid!! Så store tabstal havde denne militære rang dengang! ---- At opnå lang levetid for militære mellemledere ved fronten var meget lille - de få der var heldige og dygtige til at opnå erfaring havde en chance. Mange officerer blev dræbt inden for de første få dage de kom til en frontenhed. de fleste angreb foregik jo ved at man gik eller løb frem i tætte rækker, samlet i en og samme hærenhed, deling, kampagni, regiment, battalion osv. Man kalkulerede ofte med at det først var 2 eller 3 række/bølge som kunne nå frem til fjenden og engagere ham i infight. Alle de foregående bølger af soldater ville gå tabt!! ---- Den 1. juli 1916 iværksatte De Allierede et storstilet angreb ved floden Somme i Frankrig. Den øverstkommanderende General Haig beordrede at alle angrebsbølger/rækker skulle gå frem mof de tyske skyttegrave - ikke løbe eller kravle/dukke sig! Den første dag mistede De allierede 60.000 soldater!! ---- Hvem fik dog nortmalt tænkende mænd til at stille op til sådan noget? General Haig og de andre militære ledere blev aldrig draget til ansvar for dette massemyrderi. Da krigen ophørte 11. november 1918, synes man de militære ledere skulle have en økonomisk bonus - General Haig fik 100.000 engelske pund (ca. 1,1 mill. kr. i datidens mønt). ---- De hundredetusinder af invalide soldater, som krigen efterlod til fattigdom hjemme i England, fik hvis de var heldige, en ussel pension, som de ikke kunne leve af og slet ikke stifte en familie for. ---- I årene efter 1. Verdenskrig så man i gaderne i de engelske byer tit krigsinvalider, som sad eller lå og tiggede, eller solgte hjemmegjorte ting. Den engelske overklasses menneskesyn, eller mangel på samme, havde slået til igen! ---- Den almindelige engelske mand, som overlevede krigen, blev ofte en bitter mand, han havde svært ved at forvinde den sociale uretfærdighed, som Englands stat (læs: overklasse) gjorde mod alle dem som havde kæmpet for sejr over tyskerne. Ikke mindste de befolkninger, som boede langt fra det engelske rige, som f.eks. folk på Hebriderne og alle de 250.000 døde canadiere.

Foto fra 1976 som viser området ved den lille franske by Dainville. Man kan stadig se skyttegraven fra 1. Verdenskrig, som en zig-zag linie hen over marken. Trods mange årtiers dyrkning af jorden, vil dette bevis på ragnarok ikke fjernes fra jordens overflade. Det lille kortudsnit fra krigen, viser via en pil hvor skyttegraven var. I dag ligger der en britisk (London-Scottish Bataljon) krigskirkegård og på marken syd for den ses der stadig granathuller i jorden (Se Google-maps - Dainville: http://maps.google.dk/maps?hl=da&tab=wl).

Britiske soldater i deres skyttegrav, som i over 18 måneder var deres "hjem" uden de større ændringer i frontlinjerne og skyttegravenes placeringer. Soldaten sidder med et bærbart Lewis maskingevær, som blev båret med i angrebene over ingenmandsland mod tyskernes skyttegrave. Når soldaten med dette våben og ammunition læsset, var han særdeles tung og bevægelseshæmmet og ofte helt udmattet og færdig, når og hvis han nåede frem til tyskernes skyttegrave, noget han ofte aldrig nåede! Tung og langsom, da han normalt altid gik frem og ikke løb, var nem at spotte for de tyske maskingeværskytter og snigskytter og var derfor ensbetydende med kort levetid ude i ingenmandsland.

"The Clearing Station" eller The Dressing Station" - Britiske udtryk for fremskudte lazaretter, hvor man kategoriserede de mange såredes tilstand og behandlingskrav. nogle af disse lazaretter forbandt soldaterne midlertidigt og sendte dem videre i systemt, andre kunne gå tilbage til deres enhed og fortsætte tjenesten, trods såret/sårene. Andre soldater med svære dødelige skader blev opgivet og lagt for sig selv, så de kunne dø i fred.

Kæmpe granathul ved Carnoy/Montauban med mange dræbte tyske soldater liggende hulter til bulter, flænset og skudt til ukendelighed - grufuldt!

Krigens gru og en soldats stolthed og ære - Knust kun ca. 14 dage efter at han blev fotograferet, stolt poserende med sit gevær, for så at ligge smadret 14 dage senere (samme mand som fremvist sønderskudt lig).

Private/Menig Edgar Abbot på 20 år, gjorde tjeneste i 2. Battalion, KINGS OWN SCOTTISH BORDERERS i 16. Platoon/Deling, D kompagniet. Han var rapporteret mistet/faldet i kamp under "The Battle of the Somme", den 23. Juli 1916. Menig Edgar Abbot står opført blandt de tusinder af navne på "The Thiepval Memorial. Menig Edgar Abbott, "Killed in action", som så mange andre blandt de millioner af unge mænd, som måtte miste det dyrebareste de ejede.

15. oktober 1918 i Frankrig. Korporal R.E. Elcock fra 11. Battalion, Royal Scots, angreb sammen med sit lille team af Lewis-maskingeværfolk et par tyske maskigeværpositioner, som holdt den britiske fremmarch tilbage uder et af de mange angreb i oktober 1918. Han erobrede begge maskingeværer og 5 tyskere fra maskingeværteamet som fanger. ---- Elcock modtog herfor The Victoria Cross. --- På hans hædersbevis står: For den mest fremtrædende tapperhed og det største initiativ, sydøst for Cappelle St Catherine den 15. oktober 1918, som leder af et Lewis maskingeværteam. Alene på hans initiativ fik Korporal Elcock på hurtig måde sit Lewis maskingevær hen til en afstand af 8-10 meter fra de fjendtlige maskingeværer, som kostede svære tab blandt vore soldater og forhindrede fremdrift i angrebet. Han uskadeliggjorde begge de tyske maskingeværer, fangede 5 tyskere og sørgede utvivlsomt for, at hele angrebet blev sat i stå. ---- Senere nær floden Lys, gentog han bedriften og angreb en tysk maskingeværstilling og erobrede den og fangde mandskabet. Hans optræden gennem hele dagen var så absolut frygtløs.

Second Lieutenant John Ronald Reuel Tolkien´s Webley 455 Mark VI revolver. -- John Tolkien, forfatteren til bogen The Lord of the Rings, måtte udholde livet i frontlinien i skyttegravene ved Somme slagene, gennem hele sommeren og efteråret 1916. -- Indtrykkene fra slaget forfulgte ham resten af livet og indflydelsen af dette traume, kan tydeligt ses i hans unikke mytologiske verden og historier. -- Tolkien voksede op i Birmingham. Hans far døde i 1896 og hans mor i 1904. Fra sit 12. år, blev han og hans bror hjulpet af en lokal præst. -- Tolkien blev student fra Oxford i juni 1915 og fik kort efter mulighed for at blive Second Lieutenant i hæren. -- I juni 1916 var Tolkien i Frankrig i den 11. Bataljon, The Lancashire Fusiliers. -- Fra juli og frem var hans bataljon ved fronten i den nordlige sektor af Sommefronten. Han var med i frontskyttegravene ved Beaumont-Hamel, Serre og The Leipzig Salient. -- Den 28. september 1916 deltog battalionen i et succesfuldt angreb mod The Pope’s Nose over for Thiepval og den 21. october hjalp bataljonen med at erobre Regina Trench. -- I begge disse aktioner var Tolkien Bataljonens signalofficer. -- I slutningen af oktober 1916, var han så slidt ned af uger med hårdt arbejde under umulige forhold, at Tolkien fik skyttegravsfeber og blev sendt tilbage til et hospital i Birmingham. Han blev ikke i stand til at deltage i resten af krigen.

The Black Watch på vej til Frankrig i sensommeren 1914. -- Under Første Verdenskrig, kæmpede de 25 bataljoner af The Black Watch hovedsageligt i Frankrig og Flandern, bortset fra 2. bataljon, der kæmpede i Mesopotamien og Palæstina, og den 10. bataljon, som var på Balkan. Kun en eller to bataljoner var faste britiske stamenheder. Resten var enten en del af Det Britiske Ekspeditionskorps i Frankrig (BEF), eller i den nye hær, Kitchners ”The Pals”. The Black Watch var tilknyttet den britiske 51. (Highland) Division (1. Verdenskrig). Forskellige Bataljoner af The Black Watch kæmpede i næsten alle større britiske indsatser i Anden Verdenskrig, fra Palæstina til Normandiet, og som Chindits i Burma. I juni 1940 blev 1. Bataljon, sammen med to andre BEF bataljoner, omringet og taget til fange af tyskerne ved St. Valery-en-Caux i Nordfrankrig sammen med enheder fra den 51. (Highland) Division. The Black Watch blev senere reformeret fra reservekompagnierne fra enheder i 9. (Highland) Infantry Division, og kæmpede i Slaget ved El Alamein og i den allierede invasion af Sicilien. Efter krigen, i 1948 blev de to regulære bataljoner sammenlagt til én. The Black Watch Regimentet vandt hæder efter kamphandlinger under Koreakrigen i november 1952. De blev efterfølgende involveret i fredsbevarende og oprørsbekæmpelse i forskellige dele af verden, såsom Mau Mau opstanden i Kenya og Malayan Emergency. Disse aktioner svarede til deres ekspertise og motto, som også var Regimentets grundlag 250 år tidligere. I 1967 mistede regimentet sine territoriale bataljoner, som blev lagt sammen til den 51. Highland Volunteers. The Black Watch var den sidste britiske militære enhed, som forlod Hong Kong i 1997 og den spillede en fremtrædende rolle i overdragelsesceremonien til Kina. The Black Watch Regiment gjorde tjeneste i Nordirland under ”Operation Banner”. The Black Watch var ofte et vigtigt mål for den provisoriske Irske Republikanske Hær (PIRA) og den irske National Liberation Army (INLA).

En af de officielle Black Watch kiltmønstre. -- Slagmarker og brændpunkter hvor The Black Watch har deltaget: Anden Verdenskrig: Arras, Ypres-Comines Canal, Dunkerque 1940, Somme 1940, St. Valery-en-Caux, Saar, Breville, Odon, Fontenay le Pesnil, Rauray, Caen, Falaise, Falaise Road, La Vie Crossing, Le Havre, Lavere Maas, Venlo Pocket, Ourthe, Rheinland, Reichswald, Goch, Rhinen, North-West Europe 1940 '44-45, Barkasan, Britisk Somaliland 1940, Tobruk 1941, Tobruk Sortie, El Alamein, Tripoli , Medenine m.fl.

Soldater fra skotske The Black Watch Regiment hviler ud ved Colmaison Wood, Somme-slaget 1916 - Skoven er væk - smadret af granatbeskydningen i mange måneder.

The Black Watch regimentets motto er oprindelig vedtaget af de kongelige monarker i Skotland: Nemo Me Impune Lacessit (ingen provokerer mig ustraffet). Et konsekvent og uforsonligt motto.

Det berømte Skotske regiment "The Black Watch", på vej tilbage fra skyttegravestjeneste, som altid med deres sækkepibeorkester foran i kolonnerne. Under Første Verdenskrig, kæmpede de 25 bataljoner af The Black Watch hovedsageligt i Frankrig og Flandern, bortset fra 2. bataljon, der kæmpede i Mesopotamien og Palæstina, og den 10. bataljon, som var på Balkan. Kun en eller to bataljoner var faste britiske stamenheder. Resten var enten en del af Det Britiske Ekspeditionskorps i Frankrig (BEF), eller i den nye hær, Kitchners ”The Pals”. The Black Watch var tilknyttet den britiske 51. (Highland) Division (1. Verdenskrig). Forskellige Bataljoner af The Black Watch kæmpede i næsten alle større britiske indsatser i Anden Verdenskrig, fra Palæstina til Normandiet, og som Chindits i Burma. I juni 1940 blev 1. Bataljon, sammen med to andre BEF bataljoner, omringet og taget til fange af tyskerne ved St. Valery-en-Caux i Nordfrankrig sammen med enheder fra den 51. (Highland) Division. The Black Watch blev senere reformeret fra reservekompagnierne fra enheder i 9. (Highland) Infantry Division, og kæmpede i Slaget ved El Alamein og i den allierede invasion af Sicilien. Efter krigen, i 1948 blev de to regulære bataljoner sammenlagt til én. The Black Watch Regimentet vandt hæder efter kamphandlinger under Koreakrigen i november 1952. De blev efterfølgende involveret i fredsbevarende og oprørsbekæmpelse i forskellige dele af verden, såsom Mau Mau opstanden i Kenya og Malayan Emergency. Disse aktioner svarede til deres ekspertise og motto, som også var Regimentets grundlag 250 år tidligere. I 1967 mistede regimentet sine territoriale bataljoner, som blev lagt sammen til den 51. Highland Volunteers. The Black Watch var den sidste britiske militære enhed, som forlod Hong Kong i 1997 og den spillede en fremtrædende rolle i overdragelsesceremonien til Kina. The Black Watch Regiment gjorde tjeneste i Nordirland under ”Operation Banner”. The Black Watch var ofte et vigtigt mål for den provisoriske Irske Republikanske Hær (PIRA) og den irske National Liberation Army (INLA). The Black Watch kamp- og krigsindsatser: Guadeloupe 1759, Martinique 1762, Nordamerika 1763-64, Havannah, Mysore, Busaco, Salamanca, Sydafrika 1846-76 og 1851, Tel-el-Kebir, Egypten 1882 '84, Kirbekan, Nilen 1884, Paardeberg, Sydafrika 1899-1902. Første Verdenskrig: [med 25 bataljoner]: Mons, Marne 1914 '18, Aisne 1914, La Bassée 1914, Ypres 1914 '17 '18, Langemarck 1914, Gheluvelt, Nonne Bosschen, Givenchy 1914, Neuve Chapelle, Aubers, Festubert 1915, Loos, Somme 1916 '18, Albert 1916, Bazentin, Delville Wood, Pozières, Flers-Courcelette, Morval, Thiepval, Le Transloy, Ancre Heights, Ancre 1916, Arras 1917 '18, Vimy 1917, Scarpe 1917 '18, Arleux, Pilckem , Menin Road, Polygon Wood, Poelcappelle, Passchendaele, Cambrai 1917 '18, St Quentin, Bapaume 1918, Rosières, Lys, Estaires, Messines 1918, Hazebrouck, Kemmel, Béthune, Scherpenberg, Soissonnais-Ourcq, Tardenois, Drocourt-Quéant, Hindenburg Line, Épéhy, St Quentin Canal, Beaurevoir, Courtrai, Selle, Sambre, Frankrig og Flandern 1914-18, Doiran 1917, Makedonien 1915-18, Egypten 1916, Gaza, Jerusalem, Tell'Asur, Megiddo, Sharon, Damaskus, Palæstina 1917 -18, Tigris 1916, Kut al Amara 1917, Bagdad, Mesopotamien 1915-17. Se hjemmeside for The Black Watch på: www.theblackwatch.co.uk/

En interessant historie om en skotsk nyudlært advokat´s deltagelse i 1. Verdenskrig. ---- Upåagtet, men en sand helt kæmpede han, som en del af en berømt hærenhed McCrae's Battalion. ---- Her er denne helt´s historie fortalt af en nutidig skotsk advokatkollega. ---- Som nyuddannet advokat sad jeg ofte i gangen ved advokaternes bibliotek i nærheden af uddannelsesinstitutionens ophængte krigsmindesmærker. ---- Mindesmærkerne oplister 22 advokater og 4 elever, som faldt i 1. Verdenskrig og 1 advokat som mistede livet i 2. Verdenskrig. Ofte kikkede jeg op på disse navnelister og spekulerede over hvem disse mænd var. Det første navn på listen, faldt mig altid i øjnene. ---- Det var Napier Armit. ---- Den 29. juni 2006 så jeg et TV-dokumentarprogram på BBC kaldet "Supreme Sacrifice". ---- Det var historierne om modige mænd fra fodboldklubben Heart of Midlothian FC (Skotland - Klubben Hearts), som frivilligt meldte sig til 16. Battalion af The Royal Scots. ---- Det var en bevægende erkendelse for mig, at stifte bekendtskab med oplysningerne om disse heltemodige fodboldspillere, som fra boldbanerne ved Tynecastle tog til "The Killing Fields", slagmarkerne ved floden Somme i Nordfrankrig. ---- Bordklubben Hearts, var på den tid i 1916 i toppen af ligaen. ---- Dokumentarprogrammet indeholdt udtalelser og kommentarer fra soldater. En udtalelse drejede sig om Napier Armit. ---- Jeg spidsede øren til TV-programmet. ---- Den 29. September 2007, efter et succesfuldt åbent hus arrangement i det skotske parlament, benyttede jeg chancen til at nævne TV-dokumentaren for Jane Condie, en ansat i Advokatstandens Bibliotek. Hun tilbød at finde frem til mere om emnet og kontaktede BBC-produceren, som kunne fortælle, at programmet var baseret på en bog med navnet: McCrae's Battalion, skrevet af Jack Alexander. ---- Jeg fik hurtigt fat i et eksemplar fra Det Nationale Bibliotek. ---- Fra denne bog fremkom disse fantastiske og detaljerede fakta. ---- 'Nap' Armit var ældste søn af Mrs. TN Armit og Mr. Thomas Napier Armit, bjærgningsingeniør i firmaet Trinity, Edinburgh. Nap´ var født den 22. marts 1880 og var færdiguddannet advokat den 18. marts 1904. Han var også medlem af Grange Cricket Club. ---- Den 14 juli 1915 giftede han sig med Jennie Cousin, en yngre datter af Sir Richard Mackie af Leith. ---- Lige som fodboldspillerne fra Hearts, meldte Nap sig til 16. Battalion af The Royal Scots. Han var da 34 år. ---- The Royal Scots tog vel imod nye rekrutter i regimentets familie, som det havde gjort i ca. 300 år, siden hærenheden opstod. ---- Battalionen blev dannet, under ledelse af Lt. Col. Sir George McCrae, i Edinburgh i dcember 1914 og blev kendt som McCrae's Battalion. Battalionen havde 1.400 frivillige soldater. ---- Nap blev udvalgt af Sir George McCrae til Kaptajn for B kompagniet, men startede med at blive indrulleret som menig, men senere overtalt til at overtage en officer's kommandoer. ---- Resten af de kommanderende i B kompagniet var en præst, en landmand og en maskiningeniør. ---- I december 1915 forventede McCrae's Battalion at blive sendt til Egypten og tropisk udstyr og beklædning blev sat i bestilling, men den 26. december 1915 blev deres ordrer ændret, tillige med deres udstyrsbestilling. Frankrig var deres nye destination. ---- Nap, som var redaktør af battalionens avisjournal, The Weakly Rumour, skrev: "Vi var på Jock Tamson's Bairns ... og godt nytår til alle". ---- På en måneløs aften den 8. januar 1916, sejlede 1.100 mand i McCrae's Battalion fra Southampton over Den Engelske Kanal og ind i havnen Le Havre i Frankrig. To dage senere pressede battalionen sig, nu på en styrke på 1.200 mand, sig ind i togvognene, som skulle køre dem til St Omer. Mod øst, ca. 30 km. væk lå fronten. ---- Battalionen marcherede så med fuld oppakning fra jernbanestationen ca. 20 km., hvor de her nåede landsbyen Renescure. ---- De næste få dage gik med at tale om tingene, holde fødderne tørre, sin riffel ren og sig selv i live. ---- Den 28. januar marcherede de ud til frontliniens skyttegrave. ---- Det var den dag den tyske Kajsers fødselsdag. ---- Kl. 22:00 anbragte battalionens folk sig i et roligt frontafsnit, dækkende ca. 800-900 meter af frontlinien. Et sted på frontlinien lå de tyske skyttegrave kun ca. 40 meter væk.---- Om aftenen begyndte et tysk bombardement med over 2000 granater. Nap skrev: "De sendte dem over til os i så tykke bundter, at vi kom til at tænke på, at en granat ikke havde plads til at ramme ned i vor midte. Heldigvis, efter et stykke tid, ophørte artilleribeskydningen lige så pludseligt, som den startede". ---- Den 6. juni 1916 marcherede battalionen ca. 6 km. til Lahoussoye, for at deltage i "Det Store Stød", offensiven hen over floden Somme og fremad. Battalionen fik ordre om, at de skulle være med i offensiven på en ca. 20 km. front linie, fra byen Serre i nord til Maricourt i syd. Offensiven skulle starte præcis kl. 07:30 den 1. juli 1916. ---- Om morgenen kl. 07:28 den 1. juli, fik mandskabet ordren om at påsætte bajonetterne. ---- Kl. 07:30 i den dødsstille atmosfærre præget af ekstrem nervøsitet, rædsel og sammenbidthed, blæste befalingsmænd og officerer i deres angrebsfløjter og de skingre fløjtelyde lød ud over soldaternes hjælmklædte hoveder, hvorefter lyden forsvandt op i den grå morgenhimmel over skyttegraven. Nu blev stilheden brudt af kommandoer, råb og forbandelser, militærudstyrs skramlen, støvler der svuppede i mudder og lyden af støvler på stiger og løbemåtter af træ. ---- Den første dybe brummen fra de oppustede sækkepiber og de første strofer lød fra sækkepibespillerne, for så at stige i intensitet, indtil de skingre trodsige lyde fra sækkepiberne fyldte luften over skyttegravene - soldaternes mod skulle blæses op, inden de skulle kravle op ad og "over the top" - op over skyttegravskanten og ud gennem deres egne pigtrådsspærringer, miner, granathuller og alskens krigsvraggods i "ingenmandsland". ---- De fleste af de første skotske soldater kunne ikke se fjenden eller dens skyttegrave, men skulle også bare forcere fremad, tungt læsset med udstyr og ammunition. ---- Den tyske maskingeværbeskydning var skånselsløs. Mænd bleve mejet ned som korn, sækkepiber lod skingrende marchmusik lyde, for så ofte brat at forstumme, når den skotske sækkepibesoldat blev ramt at de svirpende maskingeværkugler. Men hele tiden var der en ny som stædigt spillede battalionens musik. ---- Fire minutter efter var B Kampagniet på vej fremad. --- De tyske maskingeværkugler var som haglstorme, mændene blev flænset op indtil ribbenene, de sårede skreg, men kunne ikke nås eller hjælpes. Om eftermiddagen falmede solen og de tyske snigskytter skød på alting, som bevægede sig. ---- Nap var blevet efterladt sammen med ca. 100 mand i en skyttegrav langt bag tyskernes frontlinie. De var omringet, havde næsten ingen vand, mad og ammunition. ---- Kl. 18:20 angreb tyskerne battalionens retierende bagtrop. Kl. 20:00 signalerede britiske flag om et modangreb. ---- Nap og hans mænd prøvede at bryde ud af "lommen", men soldaterne havde kun ca. 30 skud pr. mand, så det lykkedes ikke. --- I timerne før midnat og omkring dette tidspunkt den. 1. juli 1916, forgik der indædte kompromiløse og blodige nærkampe mand til mand, med riffelkolber og bajonetter. ---- Kl. 04:00 blev Nap og hans lidt under 100 mand fundet i et stort granatkraterområde. Kl. 06:30 tiltog artilleribeskydningen markant. Kl. 08:15 var det værste overstået. For Nap og en del af hans ca. hundrede mand, lykkedes det, at komme tilbage til deres egne linier. ---- Ved reorganiseringen og opgørelserne af tab m.m. for battalionen opdagede man, at af de 21 officerer og 793 soldater, som deltog i angrebet på slagmarken, manglede der 12 officerer og 624 soldater, som man ikke kunne finde. ---- Den 5. juli, lykønskede McCrae resterne af sine mænd for deres tapperhed. Nap blev tildelt The Military Cross. ---- Om eftermiddagen, under selve slaget, den 1. juli, havde den øverstbefalende for Vestfronten og offensiven ved Somme, Commander-in-Chief Sir Douglas Haig, mødt Major Arthur Stephenson fra 9. King's Own Yorkshire Light Infantry. På trods af en bøn fra Stephenson, som også bar The Military Cross, om at stoppe de fortsatte angreb på de tyske frontlinier, som han sagde, ville føre til det rene slagteri af egne soldater pga. tyskernes overvældende kapacitet i maskingeværbeskydningen. Bønnen blev fejet af bordet af Haig og ordren om at fortsætte angrebet, blev givet til alle enheder - eller resterne af dem, inklusive alle de allerede indsatte reserveenheder. ---- På den første dag i offensiven ved Sommefloden, blev 20.000 mænd dræbt og 40.000 blev såret, ofte meget hårdt og dermed sat ud af spillet i resten af krigen - en dag som aldrig er blevet glemt - da det er verdens største enkelttab på en dag, som et militærslag har påført et land. ---- Under heftig artilleribeskydning den 3. august 1916, ledede Nap et genopbygget B kompagni i endnu et angreb mod de tyske linier. Ved midnat nåede Nap frem til den position, som var kompagniets samlingsområde i angrebet. Her opdagede han, at de fleste af hans mænd i kompagniet manglede. ---- Kl. 01:09 den 4. august begyndte ingenmandsland at blive beskudt af artillrigranater. kl. 04:51 lød angrebsfløjterne igen. ---- Nap kravlede "over the top" og gik frem under hæftig tysk maskingeværbeskydning. Han var ude i fronten af sine mænd, ledende sine soldater frem. ---- Han kom så langt som til den tyske pigtråd, før han blev skudt gennem hovedet og faldt død om. ---- Hans hustru, Jennie Armit insisterede i over et år på, at hendes mand ikke var død. Selvom hans død blev bekræftet af flere overlevende soldater fra kompagniet, mente hun, at der stadig var et håb og talte om nogle "secret Belgian internment camps", som blev brugt til at holde britiske officerer fangne. Sidst i november 1916 blev Sir George McCrae utilpas, da han led af udmattelse. Han fik at vide, at han ikke var sund nok, til mere at gøre tjeneste ved fronten. Han forlod skyttegravene med et DSO og 2 rosende udtalelser. Det var enden på 38 års fremragende militær tjeneste. ---- Arthur Stephenson blev udnævnt til hans efterfølger for battalionen. ---- 800 mand fra 16. Royal Scots faldt i 1. Verdenskrig. En mindeplade blev placeret i St Giles Cathedral - tæt ved det skotske parlament, hvor Nap begyndte sin advokatgerning. ---- I 2004, pga. en folkelig indsamling i Skotland, blev der rejst en mindevarde i Somme landsbyen Contalmaison, til minde om McCrae's Battalion. Afsløringsceremonien af mindevarden blev overværet af over 600 mennesker, inklusiv repræsentanter fra Westminster og den franske regering, skotske ledere, Edinburgh byråd, The Royal Scots og fodboldklubberne Hearts og Hibs. På kun 3 år er The "Contalmaison Cairn" blevet et af de vigtigste besøgssteder for alverdens "slagmarkspilgrimme". ---- Napier Armit og hans venner er ikke blevet glemt.

The Times: Særmelding - De skotske regimenters angreb i området Beaumont Hamel. -- Ved de følgende fotos er et regiment, The Black Watch beskrevet, både i forbindelse med deres deltagelse i 1. Verdenkrig, men også regimentets hele historie. -- The Blach Watch: Kilden til regimentets navn er usikkert, men de var en del af Highland Watch regimentet som oprindeligt etableret på ordre fra Charles II i 1667, men senere opløst. Kong George II fik regimentet genskabt i 1725 efter de skotske højlændernes oprør i 1715 og skulle bruges til at berolige det urolige skotske højland. Briternes havde uvilje mod de skotskternede kilte, som skotterne forlangte at bære, men måtte acceptere ønskerne fra de skotske højlændere. Kiltenes farver og mønstre var mørke og som derfor kan have bidraget til, at regimentet fik det navn, som var et lokalt gælisk udtryk: Am Frieceadan Dubh, som betyder ”The Black Watch”. Kiltens mønster har betegnelsen: Royal Stewart Tartan og bæres af bataljonens Pipes and Drums for at afspejle den status som et Royalt Regiment. Men det er også en mulighed, at navnet blev givet til dem, fordi nogle hævdede, at The Watch havde "sorte hjerter" fordi de var "fjender af den sande Highland ånd". The Black Watch blev indsat i det britiske regimentetsystem den 25. oktober 1739, efter megen diskussion i mange år med det militære hierarki, efter ordre fra George II. De fleste militære ledere beundrede de skotske Highlændere for deres mod og kampdygtighed, men var dog stadig mistænksomme over for deres loyalitet. Den nye Regimentet var organiseret i 6 bataljoner (senere forøget til 10) med underliggende enheder af, kompagnier og delinger og fik nummeret 43. Regiment of Foot (senere ændret til nr. 42.), men regimentet beholdt navnet ”The Black Watch” som deres velkendte militære betegnelse. The Black Watch blev omdannet som en del af Childers reformer i 1881, da 42. (Royal Highland) Regiment of Foot (The Black Watch) blev lagt sammen med 73. (Perthshire) Regiment of Foot for at danne to bataljoner i med det nye navn The Black Watch (Royal Highlanders). Gennem tiderne siden 1881 har der sket flere ændringer, men tilnavnet har været mere udholdende. Regimentets motto er oprindelig vedtaget af de kongelige monarker i Skotland: Nemo Me Impune Lacessit (ingen provokerer mig ustraffet). Et konsekvent og uforsonligt motto. Den 1. bataljon tjente derefter i Afrika under The Highland Brigade og deltog ved daggry i angrebet på den egyptiske stilling ved Tel-el-Kebir i 1882. To år senere var det i centrum af kampen med Mahdis stammefolk i El TEB og Tamai. Det følgende år 1885, deltog bataljonen i Nilen Ekspeditionen, hvor man bekæmpede på Kirbekan og Abu KLEA.

De britiske forreste skyttegrave med udsigt over mod de tyske skyttegrave foran landsbyen Mametz. Byen er helt smadret af granatild. Under Smme-offensivens første dage var Mametz-området et af de få mål, som det lykkedes de britiske styrker at erobre.

Skotske soldater til koncert i felten med musikorkestret The Pipes & Drums 8. Bataljon fra The Black Watch. Der spilles i forbindelse med erobringen af ​​byen Longueval, som i 5 dage efter kom til skifte hænder flere gange i forbitrede kampe om byen. Fem bataljoner fra The Blach Watch, herunder 8. bataljon, var deltager i Somme-slagets forskellige skuepladser f.eks. Fricourt/Contalmaison, High Wood, Delville Wood og Longueval – som blev angrebet og modangrebet af begge parter i 5 dage og på den måde skiftede hænder flere gange. Til sidst blev det The Black Watch, som sejrede og indtog byen, men da var den 8. Bataljon blevet reduceret til kun 171 mænd ud af de ca. 800, som indledte angrebet. Året 1916 sluttede med det ekstremt hårde slag ved Beaumont-Hamel, hvor 6. og 7. Bataljon deltog og udmærkede sig – bl.a. ved nærmest at udslette sig selv totalt – Der overlevede kun få soldater fra disse 2 bataljoner.

Bazentin Ridge. Britiske soldater fra 5. Platoon (deling), B Coy. 15. Hampshire Regiment, hviler ud inden de skal videre ud i skyttegravene ved Bazentin. Fotografiet er taget ved Southern Road, Mametz Wood, 17. juli 1916.

Kortudsnit af den sydlige Somme-front, Bazentin Ridge. -- Den 14. juli (Bastille Dagen), påbegyndte den britiske 4. armé offensiven på den sydlige Somme frontsektor. -- Angrebet, som blev kendt som Slaget om Bazentin Ridge (højdedrag), havde som mål at indtage tyskernes anden forsvarsposition, som løb langs toppen af højdedraget fra Pozières, på Albert–Bapaume vejen, sydøst hen mod landsbyerne Guillemont og Ginchy. De primære mål her var landsbyerne Bazentin le Petit, Bazentin le Grand og Longueval, som lå tæt ved Delville Wood. Bag denne linie på den modsatte skråning af højdedraget lå skoven High Wood. -- Den 21. britiske division angreb Bazentin le Petit og området blev erobret kl. 09.00, og er vist på kortet med den røde linie øverst til venstre. -- Der er stor forskel mellem den forberedelse og udførelse af dette angreb i forhold til det angreb, som skete den 1. juli 1916. Angrebet på Bazentin Ridge foregik med 4. divisioner over en front på 5.5 km., hvor soldaterne angreb fra deres skyttegrave kl. 03:25, efter et overraskende 5 minutters artilleriangreb. Artilleriets granater blev lagt, sådan at de detonerede i et slags krybende tæppe tæt foran de angribende engelske soldater. Det betød, at de engelske soldater kun havde meget kort distance i ingenmandsland at forcere, inden de var over tyskerne i deres forreste skyttegrave. -- Hen på morgenen var den første fase af angrebet en succes, da næsten alle mål var erobret og der var nu slået et hul i de tyske frontlinier. Men ligesom ved angrebet den 1. juli var briterne ikke i stand til at udnytte succeen. Forsøget på at opnå dette, foranledigede et meget berømt kavaleriangreb under Slaget ved Sommefloden, da 7. Dragoon Guards og 2. Deccan Horse forsøgte at erobre High Wood. Det ville have været relevant, at lade infanteriet erobre skoven denne morgen, for da kavaleriet var i position til angreb var tyskerne ved at komme sig oven på angrebet. Selv om kavaleriet pressede på i skoven gennem natten den 14. juli, måtte de trække sig tilbage den følgende dag. -- Englænderne havde en fodsbredde jord i High Wood og fortsatte med at kæmpe om denne skov og Delville Wood, som lå tæt ved landsbyen Longueval. -- Uheldigt for briterne blev det dog, selv om de havde succes den 14. juli, klart for dem, at angrebet viste, at de stadig ikke magtede at vinde skyttegravsslag. -- Om natten den 22. juli iværksatte General Rawlinson et angreb med 6 divisioner langs 4. Armé s front - et angreb som fejlede totalt. -- Tyskerne havde lært noget: De var begyndt at trække sig tilbage fra deres frontskyttegrave til deres mere fleksible forsvarsskyttegrave bagved i frontens dybde, hvor der også var etableret punkter med ekstra tyngde i forsvaret, bunkere med maskingeværer osv., som gjorde det meget svært for briternes artilleri at eliminere helt.

Black Watch 8. Bataljon. St. Lucian Barracks, Bordon. Forår 1915.jpg

Bazentin Ridge 1916. Somme-slaget. Soldater fra en af bataljonerne fra 9. Skotske Infanteridivision - 26. Brigade. -- 26. Brigade havde følgende skotske bataljoner: 8. Battalion, The Black Watch (Royal Highlanders). 7. Battalion, Seaforth Highlanders (Ross-shire Buffs, The Duke of Albany's). 8. Battalion, The Gordon Highlanders. 5. Battalion, The Queen's Own Cameron Highlanders. 10. Battalion, Princess Louise's (Argyll & Sutherland Highlanders).

The Black Watch og en af regimentets soldaters grav på Fricourt Peake Wood Cemetery, som rummer 101 britiske grave. Menig J. Ferrie ligger her, dræbt den 22. juli 1916 - 47 år gammel (usædvanlig gammel menig soldat på det tidspunkt af krigen).

Legend Visitors Centre Main Entrance St. John's Road Trench 29th Division Memorial Newfoundland Regiment Memorial The British Main Defence Line, July 1, 1916 The Danger Tree The Y Ravine Cemetery The German Front Line Head of Y Ravine 51st (Highland) Division Monument Hunter's Cemetery Hawthorn Ridge Cemetery No.2

SIDEN ER UNDER OPRETTELSE - REDIGERING.

Første Verdenskrig og Sommeslaget fra den 1. juli til 17. november 1916.

4½ måneds ragnarok med hundredtusinder af faldne soldater fra Europa og  hele  verden.

De Allierede:
Franske, belgiske, britiske, herunder skotske, irske og britiske Commenwealth landes soldater fra Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika, Indien m.fl. Soldater fra alle landenes kolonier i Afrika, Mellemøsten, Asien osv. Desuden Balkanlandene Rumænien, Serbien, Montenegro og Grækenland og endelig Portugal og Japan.
 
Kejserrigerne i det Centrale Europa:
Primært Tyskland, Østrig/Ungarn, Tyrkiet, Bulgarien og soldater fra deres erobrede områder i andre lande i Europa, f.eks. fra Sønderjylland i Danmark. Desuden soldater fra kejserrigernes få kolonier i Afrika. 

I første Verdenskrig, men ikke i Sommeslaget, deltog desuden Rusland, Italien og forskellige Balkanlande og senere U.S.A. på De Allieredes side.



Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE