Hitler skriver under på München-Aftalen (i baggrunden ses bl.a. Herman Göring). Den detaljerede forhistorie var denne: Efter den nervepirrende militærpolitiske Maj-Krise mellem Tyskland og Tjekkoslovakiet, indkaldte en vred Adolf hitler, den 28. maj 1938, til et møde i vinterhaven i Rigskancelliet. Blandt de inviterede nazistiske ledere var der Wilhelm Keitel, Von Brauchitsch, General Beck og Føreren's civile sekretær, Fritz Wiedemann. Hitler erklærede her bl.a.: "Det er min urokkelige vilje, at Tjekkoslovakiet skal fjernes fra verdenskortet". Et protokolat af mødet (Hitlers vilje), blev underskrevet af Keitel, hvor det hed: "Iværksættelsen af denne plan skal garanteres at ske, inden 1. oktober 1938 - senest!". To dage senere, den 30. maj 1938, underskrev Hitler endeligt det reviderede direktiv om "Fall Grün" ("Sagen Grøn") - planlægningen, angrebet og erobringen af hele Tjekkoslovakiet og ikke kun Sudeterområdet, hvor den tyske og tysksprogede befolkning boede (indlemmet i Tjekkoslovakiet ved landets etablering i 1919, som følge af 1. Verdenskrigs tyske nederlag). Planen blev internt i den nazistiske organisation, forklaret som en sikkerhedsforanstaltning mod truslerne fra den østlige flanke (Hitler hentydende til de hemmelige planer med Polen og Rusland) og dernæst planen om at foretage fremstød mod vest mod Frankrig og England. På samme møde udtrykte Hitler sin overbevisning om, at Storbritannien ikke ville risikere en krig, indtil den britiske genoprustning var genoprettet, som Hitler mente ville ske omkring 1941-42. Tyskland ville i en række felttog eliminere Frankrig og dets allierede i Europa i intervallet 1938-41, mens den tyske genoprustning stadig havde et forspring. Hitlers vilje til at gennemføre "Fall Grün" i 1938/1939 i plan og praksis, medførte dog en alvorlig krise i den tyske kommandostruktur. Chefen for generalstaben i Wehrmacht (Tysklands ikke nazistiske hær), General Ludwig Beck protesterede i en lang række notater, at "Fall Grün" ville starte en verdenskrig, at Tyskland ville tabe, og opfordrede Hitler til at udskyde den planlagte krig. Hitler kaldte Beck's argumenter imod krig "Kindische Kräfteberechnugen" ("barnlige forudsigelser"). ---- Da den engelske premierminister Neville Chamberlain vendte tilbage til Tyskland den 23. september 1938 til et topmøde med Hitler i Bad Godesberg, for at fremlægge sin fredsplan på grundlag af forhandlingerne den 15. september, om overførsel af Sudeterlandet i Tjekkoslovakiet til Tyskland, var den britiske delegation meget ubehageligt overrasket over at erfare, at Hitler afviste sine egne vilkår, som uacceptable, selv om han havde præsenteret dem ved forrige møde i Berchtesgaden. Hitler´s plan var at sætte en stopper for Chamberlain's fredsskabende indsats, en gang for alle. Hitler forlangte at Sudeterlandet blev afstået til Tyskland senest den 28. September 1938, uden forhandlinger mellem Prag og Berlin, og ingen international kommission til at overvåge overførslen, at der ingen folkeafstemninger blev afholdt i de overførte distrikter. For god ordens skyld, proklamerede Hitler også, at Tyskland ikke ville se bort fra at udnytte krigen som en mulighed, indtil alle krav vedrørende Tjekkoslovakiet, Polen og Ungarn var blevet opfyldt. Da Chamberlain blev præsenteret for Hitlers nye krav, protesterede han mod at blive præsenteret for et sådant ultimatum, hvilket fik Hitler til at give svar på tiltale, da hans dokument, hvori hans nye krav stod, der havde titlen "Memorandum", som han sagde: "godt kunne være et ultimatum" Den 25. September 1938 afviste England Bad Godesberg ultimatummet og begyndte forberedelserne til krig. For yderligere at understrege briternes vrede og protest, var Sir Horace Wilson, den britiske regerings ledende industrielle rådgiver, som havde et tæt samarbejde med Chamberlain, sendt til Berlin for at informere Hitler om, at hvis tyskerne angreb Tjekkoslovakiet, så ville Englands allierede Frankrig kende sine forpligtigelser, som krævet af den fransk-tjekkoslovakiske alliance af 1924. England ville i den forbindelse føle pligt og ære i, at tilbyde Frankrig bistand. I første omgang, var Hitler fast besluttet på at fortsætte med det planlagte angreb den 1. oktober 1938, men på et tidspunkt mellem 27. og 28. september, skiftede Hitler mening. Han imødekom en forbøn og et forslag fra bl.a. fra Mussolini, om en ny konference i München med Chamberlain, Mussolini, og den franske Premierminister Édouard Daladier, hvor man skulle diskutere den tjekkoslovakiske situation. Netop hvad der fik Hitler til at ændre sin holdning, er ikke helt klart, men det er sandsynligt, at kombinationen af fransk-britiske advarsler, og især den daværende styrke af den britiske flåde, endelig havde overbevist ham om, hvad det mest sandsynlige resultat af "Fall Grün" ville være, på dette tidspunkt i efteråret 1938 - en krig med det vestlige Europa. Måske var han også blevet vedvarende informeret om, at hans krigsmaskine ikke var helt klar endnu til sådan en kraftanstrengelse, som en storkrig ville være - og hvad ville Sovjetunionen så finde på mod øst? Planerne med Polensfeltoget og senere aftalen med Stalin i efteråret 1939 kunne ikke omgøres - så en "forhandlingsløsning" kunne bane vejen for en "fredelig" overtagelse af Tjekkoslovakiet. Der er mange muligheder, da Hitler også dengang var kendt for pludselige uigennemtænkte planer og deres udførelse - denne set med nazisternes øjne, viste sig at være en af de bedre. For alle andre fatal! Mødet den 29. september 1938, resulterede, som alle ved, i München-Aftalen, hvor England og Frankrig løb fra alle deres garantier, trusler og ære. I England reagerede Winston Churchill med chokeret vrede og med en skarp tale til The House of Commons, "Underhuset", en tale, som bl.a. indeholdt følgende udtalelser: "Vi har lidt et totalt nederlag, der ikke vil kunne blive rettet op på ... Jeg er sikker på, at inden for en periode, måske i år eller om nogle måneder vil Tjekkoslovakiet blive indlemmet i Nazi-regimet Tyskland. Vi er vidne til en katastrofe af største omfang ... vi har lidt et nederlag uden krig, hvis konsekvenser vil følge os langt hen ad vejen ... vi har passeret en forfærdelig milepæl i vores historie, hvor hele Europas balance er blevet afsporet. .. Og tro ikke, at dette er slutningen. Dette er kun det første lille nip, den første lille forsmag på en bitter kop, som vil blive tilbudt os, år efter år, med mindre vi ved hjælp af en fantastisk genoplivning af vores moralske sundhed og vores krigeriske vigør, vil rejse os igen og tage pladsen på frihedens side, som i de gamle dage"! Hvor fik han dog ret! ---- Josef Stalin var også utilfreds med München-konferencens resultat. Sovjetunionen havde ikke været repræsenteret, selv om de selv følte, at de skulle anerkendes som en stormagt. Englænderne og franskmændene derimod havde i hans øjne brugt Sovjetunionen til at skræmme tyskerne med. Stalin konkluderede, at Vesten aktivt havde indgået i partnerskab med Hitler ved at give nazisterne yderligere landområder, og man frygtede, at de senere kunne finde på en undskyldning til at indgå en alliance mellem Nazi-Tyskland og de vestlige magter mod Sovjetunionen. Denne frygt havde indflydelse på Stalins beslutning om at underskrive Molotov-Ribbentrop-pagten med Nazi-Tyskland i sommeren 1939. Optakten til 2. Verdenskrig var med andre ord rodet sammen med snuhed, held og forkerte gisninger og beslutninger på forkerte grundlag på forkerte tidspunkter - men alt sammen med det største held på Hitlers side.