"Slaget om Atlanten". ---- Havet "oversået" med marine- og handelsskibe i konvoj mod Europa. "Slaget" varede lige fra 3. september, 1939 til 7. maj 1945. Havområdet hvorom herredømmet stod: Atlanterhavet, Nordsøen, Irske Hav, Havet ud for Labradorhalvøen, Golfen ved St. Lawrence. ---- Resultatet blev, som alle ved, en klar samlet Allieret sejr. ---- De stridende parter: Royal Navy, Royal Canadian Navy, United States Navy, (1941–1945), Kriegsmarine, Regia Marina (1940–1943). ---- Tab af mennesskeliv: 30.248 sømænd fra handelsflåderne. ---- Tab af skibe: 3.500 handelsskibe, 175 krigsskibe, 783 tyske u-både. ---- Tab militære søfolk: 28.000 sømilitære mænd.

Konvojskibenes besætninger var konstant på udkik efter tegn på tyske U-både, fly og skibe.

Konvojtjenesternes "hårde hunde", de hurtige korvetter. Her i frådende storm i den nordlige atlant på konvojpatrulje 1941.

Slaget om Atlanterhavet. Anden Verdenskrig, 1941-44. Kortudsnit Atlanten 1942. ---- Tyske bestræbelser på at kvæle Storbritannien ved hjælp af en luft- og søblokade forvandlede hele Atlanterhavet til en slagmark. De nazistiske våben i dette langvarige søslag og udmattelseskrig, var miner udlagt i britiske havne og skibsruter, langtrækkende bombefly som opererede fra Vesteuropas kystlinje, omstrejfende overfladeskibe, torpedobåde (E-Boote), krydsere, slagskibe og så selvfølgelig u-både. Krigsskibene havde den tyske flådechef Admiral Erich Raeder som chef, og de dødsensfarlige u-både af Admiral Karl Dönitz. ---- Med Frankrigs fald intensiverede Tyskland sine atlantiske angreb. ---- Fra den 1. juni 1940 til 1. juli 1941 mistede Storbritannien 899 skibe på i alt 4 millioner BRT (plus yderligere 471 Allierede og neutrale fartøjer på 1,8 mio. BRT). I 1941 var Allierede og neutrale tab på 1.141 skibe, beløbende sig til 350.000 tons pr. måned. ---- Dette tab var tre gange større end den samlede produktions-kapacitet af britiske og amerikanske værfter. Og sænkningerne var ikke de eneste flådetab. I marts 1941 havde tonsvis af beskadigede skibe ophobet sig i britiske havne. De svære tab for Allieret og neutral skibsfart blev tydeligt reflekteret i importfragten til Storbritannien. Fra mere end 1,2 millioner tons (ekskl. olie) pr. uge i juni 1940, faldt importen til et ugenligt gennemsnit på lidt mere end 0,8 millioner tons ved årets udgang. ---- Den største fare for allieret skibsfart kom fra u-både. Disse fartøjer sejlede ofte i "ulvekobler", bl.a. styret til målet af spejdende fly fra fremskudte landbaser (4-motorede Focke Wulff 200 Condor bombefly). Torpedoer fra u-både tegnede sig for ca. halvdelen af alle sænkede skibe. I 1941 nåede den tyske produktion af u-både op på 15 til 18 pr. måned, og den samlede flåde var vokset til 250, hvoraf 100 altid var operationelle. ---- I starten af krigen gjorde tysk overlegenhed i luften det muligt for bombemaskiner, at ødelægge 1/4 af alle allierede og neutrale skibe tabt til søs. ---- Til angreb på overfladen havde Tyskland kraftige krigsskibe som patruljerede på Atlanterhavet som ensomme dræbere, en trussel for handelsskibe, troppeskibe og de lettere bevæbnede fartøjer fra de Allierede flåder. I februar og marts 1941 sænkede eller erobrede slagkrydserne Scharnhorst og Gneisenau (hvis 2 dobbeltløbede 15cm. kanontårne, den dag i dag står på Stevnsfortet på østsjællands kyst), 22 skibe andragende 115.000 tons. I et 5 måneder langt raid mod atlantisk skibsfart, som sluttede i april 1941, tog krydseren Admiral Scheer sig af 16 skibe på i alt 93.000 tons. I alt sænkede tyske overfladeskibe ca. 700.000 tons skibsfart i 1940-41. ---- Til at eskortere handelsskibe over Atlanten, indførte Storbritannien i juli 1941 konvoj-systemet, som første gang blev anvendt under 1. Verdenskrig. Til beskyttelse havde konvojerne et varierende antal store krigsskibe, destroyere, korvetter, kanonbåde, armerede trawlere og armerede hansdseskibe og fly fra mindre hangarskibe og fra nærliggende baser i Grønland, Island, Nordirland (Irland var neutralt!) og De Britiske Øer, herunder især Skotland. ---- I september 1941 kom det første rigtige eskorte-hangarskib, HMS Audacity tjeneste. ---- I denne kamp for liv og død på havet, kæmpede Storbritanniens Royal Navy uforfærdet. Lommeslagskibet Admiral Graf Spee, som hærgede i det sydlige Atlanten, var blevet beskadiget og tvunget til at sænke sig selv i december 1939. ---- Derefter, i maj 1941, efter at det tyske slagskib Bismarck, havde sænket den engelske flådes stolthed slagskibet HMS Hood, blev slagskibet Bismarck selv lokaliseret i Nordatlanten og sænket (se nedenfor den specielle hjemmeside jeg har fremstillet om denne fantastiske historie). ---- I 1942 kvalte de kombinerede tyske luft- og søangreb næsten den allierede skibsfart i Atlanten. Skærpelsen af krigens vildskab i Atlanten kom til at ske i 1942, da 12 til 15 af Dönitz’ u-både, begyndte at angribe handelsskibene ud for Nordamerikas østkyster, fra Gulfen, Florida og op til Nova Scotia i Canada, hvor der hurtigt den første måned blev sænket 31 skibe, på tilsammen næsten 200.000 tons. I de følgende måneder steg antallet af sænkninger alarmerende - i maj sænkedes 91 fartøjer på i alt 452.000 tons, i juni 80 skibe på 416.000 tons. I de første seks måneder af 1942 mistede De Allierede (og neutrale) i alt 900 skibe på i alt lidt mere end 4 mio. tons. ---- Derefter faldt tabene drastisk som et resultat af forbedret Allieret taktik og udstyr. Der var et tættere samarbejde mellem luft- og søstyrker. Skibe og fly blev udstyret med radar (noget som tyskerne ikke fandt ud af, før det var for sent at ændre søkrigens gang), mens nogle handelsskibe blev udstyret til at sende jagerfly i luften med katapult, for at udfordre de store langtrækkende tyske fly Focke-Wulff Condors. ---- Konvojerne blev stærkere og mere erfarne og USA indførte bevogtede kystkonvojer den 1. april 1942. I årets første 6 måneder blev 14 u-både ødelagt, men i juli alene blev yderligere 14 sænket og i oktober nåede antallet af ødelagte u-både op på 16. Men trods disse tab, blev antallet af tyske u-både fordoblet i 1942 til næsten 200. ---- En vital forlængelse af Slaget om Atlanten var afsendelsen af arktiske konvojer, lastet med fundamentale forsyninger til Rusland, til Murmansk og Archangelsk. I løbet af 1941 og 1942 ankom 102 britiske skibe og 117 amerikanske fartøjer sikkert til de nordlige russiske havne med køretøjer, kampvogne, fly, ammunition, brændstof og fødevarer m.m. Men 22 britiske og 42 amerikanske handelsskibe blev sænket under tyske luft- og søangreb. Hårdest ramt blandt konvojerne var P.Q.17, som mistede 23 ud af 34 fragtskibe i juni og juli 1942. I alt medførte 40 konvojer 3.700.000 tons fragt til Rusland mod tabet af 91 skibe og 300.000 tons forsyninger. ----Totale tab for Allieret (og neutral) skibsfart i 1942 var 1.570 skibe med 7,7 mio. tons (plus hundreder af skibe som måtte oplægges til reparation). Trods disse svære tab degraderede Adolf Hitler den tyske flåde og tvang den 30. januar 1943 Raeder til at træde tilbage. Dönitz blev flådens nye øverstkommanderende, hvilket førte til vægt på genoptagne u-bådsangreb. ---- Slaget om Atlanten nåede et klimaks i foråret 1943. Tyskland satte det største antal ubåde i aktion, 235. Skibssænkninger i Atlanten alene steg til mere end 500.000 tons pr. måned. Men samtidig ødelagde de allierede sø- og luftstyrker flere tyske u-både end nogensinde - 12 i marts, 15 i april og 40 i maj. U-bådsangrebene begyndte at vakle under disse svære tab. I april faldt atlantiske skibstab til 253.000 tons, i maj til 206.000 tons. Dönitz kaldte derefter de fleste af sine u-både tilbage for at hvile ud, nyudruste og sejle ud igen i mindre risikable havområder. Slaget mod u-båden var vundet. I juni faldt de totale tab i Atlanten til 28.000 tons, det laveste månedlige tab af fragt siden 1940. ---- I de sidste 3 måneder af 1943 kom der yderligere 2 tegn på de Allieredes sejr på Atlanten. For det første oversteg antallet af ødelagte u-både antallet af sænkede handelsskibe, 53 u-både mod 47 handelsskibe. Og nybygningen af fragtskibe overgik tabene af samme for første gang i krigen. Ved årets slutning kunne De Allierede vise en nettogevinst på næsten 11.000.000 tons fra de 14.600.000 tons af skibe bygget det år. ---- Elimineringen af u-bådstruslen blev ledsaget af andre succeser i luften og på havoverfladen. Den stadig voksende Allierede luftstyrke, især med hensyn til langtrækkende jagerfly, reducerede kraftigt skibstab fra tyske bomberangreb. ---- Derefter kom der den 26. december 1943 en bemærkelsesværdig sejr på overfladen. Den tyske krydser Scharnhorst foretog et angreb på en arktisk konvoj i havet ud for Spitsbergen i Norge, men blev angrebet og sænket af en britisk styrke anført af det 35.000 tons store slagskib Duke of York under kommando af Admiral Bruce Fraser, leder af den britiske hjemmeflåde. Kun 36 af de 1.970 tyske søfolk overlevede. (Det tyske søsterskib, Gneisenau, kom sig aldrig efter en skade forvoldt af en mine under en sejlads fra Brest til Kiel den 1. februar 1942). Den sidste tilbageværende alvorlige tyske trussel fra et stort overfladekrigsskib var den 42.000 tons tunge Tirpitz. Skibet var allerede blevet jaget rundt mellem de vesteropæiske tyskbesatte havne, af De allieredes flyvevåben. Tirpitz blev til sidst trængt op i et hjørne ved Tromsö Fjord, i Norge, hvor 29 britiske Lancaster bombefly samlede sig for et dødbringende angreb. Slagskibet blev ødelagt og mere end halvdelen af den 1.900 mand store besætning dræbt, mod prisen for et bombefly. Med denne sejr var det lange, udmattende slag om Atlanten langt om længe ved at gå på hæld. ---- I alt byggede britiske og amerikanske skibsværfter 45.600.000 tons handelsskibe under 2. verdenskrig. Allierede og neutrale tab udgjorde 23.500.000 tons, hvoraf 14.000.000 blev ødelagt af u-både. Tyskerne mistede 781 ubåde, hvoraf mere end halvdelen (415) gik tabt ved luftangreb. Der ligger i atlantområdet mellem Skotland og Island ialt 3567 skibsvrag, heraf mange fra "Slaget om Atlanten".

Kortudsnit over Nordsøen mellem England/Skotland og Danmark/Norge. ---- Farvandet blev af naturlige årsager anvendet meget af de tyske u-både, da de både havde baser i Kiel og andre steder i Østersøen og ligeledes blev bygget på værfter i Nordtyskland, med adgang til Østersøen. Fra bl.a. Kiel sejlede u-bådende ud på togter, ofte langt ud i Atlanten, eller på øvelses - træningsopgaver. ---- Men i løbet af krigen blev en del u-både også sænket i Nordsøen, da u-bådene som oftes sejlede på overfladen og ikke sejlede neddykket. På kortet kan man se positionerne for sænkede tyske u-både i 2. Verdenskrig. -- Omkring hele England (De Britiske Øer), ligger der i dag 30.011 skibsvrag - heraf mange som ofre for de mange krige op gennem tiderne, som England, der tidligere var en verdensdominerende sømagt, militært som merkantilt. 1. og 2. Verdenskrig bidrog i ekstrem grad til de mange skibsvrag på bunden af havområderne rundt om England.

Kort over farvandet omkring England og Nordsøen, hvor man kan se hvor de sænkede tyske u-både ligger, med u-bådens operationelle nummer påtegnet. Koncentrationen af sænkede u-både lige nord for Nordirland og vest for Skotland, var det farvand, hvor de fleste atlantiske konvojer sejlede ind i, på deres vej ned til bl.a. Liverpool og andre vestskotske og vestengelske havnebyer, efter turen over Atlanten. -- Bemærk også de relativt mange tyske u-både, som ligger sænket i Kattegat og omkring Als. Mange af disse sænkninger skete fordi, de tyske u-både fra deres base i Kiel, sejlede op gennem Kattegat for at komme ud i Nordsøen og Atlanten i starten af krigen, indtil hovedparten af u-bådsflåden blev placeret i de vestfranske havne, da Frankrig var erobret i sommeren 1940.

Dækskanon, som alle de tyske u-både havde. Denne blev ofte anvendt til at sænke ubevæbnede allierede handelsskibe, da man uden større risiko, kunne ligge uddykket og beskyde fragtskibet, indtil det gik ned. Kanonen var den meget træfsikre og meget effektive 8.8 cm SKC/35, som her ses i dens U-Bådslavette på ubåden U-203. Kanonen kaldet 88´firseren blev af tyskerne brugt meget udbredt i forskellige udgaver, men altid var den uhyggeligt effektiv i luftværnet, som antitankkanon og som artillerikanon.

Det er den 25. januar 1942. ---- Den tyske U-123 var på vej hjem mod basen, efter at den havde deltaget i det stort anlagte koordinerede u-bådspatruljeangreb "Paukenschlag", ved den amerikanske østkyst, da den opdager det engelske fragtskib Culebra. ---- På det tidspunkt af søkrigen på Atlanten, kunne man stadig finde skibe, som sejlede alene, da der ikke var eskortefartøjer nok til at sikre alle skibe i konvojerne. ---- Nogle fragtskibe kunne ikke følge med, da de ikke havde maskinkraft nok og konvojledelsen var ofte nødsaget til, at få hele konvojen op i fart, for at undgå de tyske angrebskæder af u-både ("ulvekobler"), som lå på lur ved de sejlruter, som konvojerne havde udstukket tværs over f.eks. Nordatlanten. ---- Nogle fragtskibe i konvojerne kunne ikke følge med i det tempo og man måtte så overlade dem til heldet og lade dem sakke alene bagud fra hovedkonvojen. ---- Det vidste de tyske u-bådskaptajner godt, så når de f.eks. ikke kunne nå at ramme og sænke alle skibe i konvojen, fordi fragtskibene og eskortefartøjerne sejlede med topfart, sejlede u-bådene ofte bag efter konvojerne og "samlede" disse langsomme fragtskibe op. ---- Tyskerne vidste, på det tidspunkt af atlanterhavsslaget, at De Allierede ikke havde eskortefartøjer nok, og man kunne derfor, ofte i sikkerhed, dykke ud og sænke de efterladte langsomme og ubevæbnede fragtskibe, med u-bådens dækskanon, i stedet for at bruge en torpedo, som var et dyrt våben at anvende, i forhold til nogle få granater. ---- På fotoet kan man på første foto øverst til venstre, se kaptajnen på U-123, Horst von Schroeter, lede kanonmandskabet i beskydningen af fragtskibet Culebra. ---- Næste foto viser granattræfferne af fragtskibet og skibets sænkning og sidste foto, viser fragtskibet, da det glider ned i havets dyb, medens skibets skotter bryder sammen og luften presses ud i hvæsende dampudslip.

Et synkende allieret fragtskib i baggrunden og i forgrunden en tysk u-båd, som vil redde sømændene fra fragtskibet, som sejler over mod u-båden i deres redningsbåd. Mange u-bådskaptajner tog sig af de overlevende, hvis det kunne lade sig gøre uden risiko for u-bådens sikkerhed. Det kunne bedst lade sig gøre i starten af krigen, men hurtigt blev det for risikabt for u-båden at vente på den opgave, både af sikkerhedsmæssige årsager, men også fordi, man havde travt og skulle videre og finde næste torpedo eller granatmål. ---- I starten af 2. Verdenskrig, sejlede mange handelsskibe alene og var derfor et meget let mål at sænke for de tyske u-både. Den allierede konvojoprettelse i løbet af 1940 og mere udbredt i 1941 og fremad, gjorde det meget svært for u-bådene at deltage i redningen af handelsskibsbesætningerne. Mange søfolk i handelsskibsflåden omkom af sult og tørst, udmattelse og forfrysninger - også selv om det lykkedes dem at komme i en redningsbåd. Senere da skibene sejlede i konvojer over nordatlanten, var det næsten ensbetydende med den visse død, hvis man havnede i havet, kulde og scock tog livet af mændende i løbet af få minutter. Andre handelsskibe og eskortefartøjer, hvde sjældent held til at bjærge alle fra de sænkede skibe, både fordi, de nødstedte allerede var druknet eller væk, eller fordi det var for farligt for skibene at vente eller standse for at bjerge søfolkene, konvojens fart skulle opretholdes og at ligge stille på havet, var at tigge om at blive torpederet, eller at blive sejlet ned af et af de efterfølgende handelsskibe i konvojen, som ofte ikke kunne se det andet skib pga. tåge, regn eller høje bølger. ---- Krigen på havet var en meget barsk affære for alle parter.

Det danske fragtskib "Leise Mærsk" på 2.925 tons, bygget i 1921 på Odense Staalskibsværft for AP Møller og var deres første motorskib med dieselmotor. I 1932 blev skibet ombygget og forlænget og fik nu en vægt på 3.136 tons. -- Under krigen overtog det britiske Ministerie for Krigstransport (MoWT) og rederiet Burnett SS Co Ltd, Newcastle-upon-Tyne, skibet den 9. april 1940. -- Den 23. november 1940, kl. 08:02, blev skibet sænket af den tyske u-båd U-100 (Kaptajn og det tyske U-båds-Es Joachim Schepke), omkring 170 km. vest for klippeskæret Rockall, næsten midt ude i atlanten, nordvest for Irland. Ved sænkningen omkom 17 besætningsmedlemmer ud af skibets 24 mands besætning - 7 overlevede. -- Skibet var med i konvojen SC-11 fra Canada til England og havde en last af 4.500 tons majs og stykgods. -- Leise Mærsk, med Kaptajn Peter Konge Mortensen som kaptajn, blev torpederet og sænket om morgenen og de 7 besætningsmedlemmer som overlevede, blev samlet op af et hollandsk bjergningsfartøj og blev ilandsat i Campbeltown på vestkysten af Skotland. 14 skibe af den 33 store skibskonvoj blev torpederet. Følgende besætningsmedlemmer omkom: Skibsfører Peter Konge Mortensen 60 år. - Styrmand Aage Søren Marius Petersen 40 år. - 2. Styrmand Paul Johs. Jensen Lind 30 år. - Maskinmester Kaj Herluf Hansen 35 år. - Maskinassistent Herluf Andersen 24 år. - Hovmester Svend Theodor Thidemann Hansen 42 år. - Kok Niels Chr. Evald Eldrup 31 år. - Matros Josef Helge Carol Birch 24 år. - Matros Henry Christensen 24 år. - Matros Ejvind Jacobsen 25 år. - Letmatros Søren Dyhr 20 år. Letmatros Oluf Guldbrand Amund Jensen 19 år. Letmatros Svend Aage Lagoni 19 år. Letmatros William Undith Simonsen 22 år. Smører Laur Christensen 30 år.

Det danske fragtskib "Susan Mærsk" blev i maj 1940 overtaget af Storbritannien og overført til Ministeriet for Krigstransport (MoWT). Skibets tonnage var på 2.355 tons og bygget i 1923 på Odense Staalskibsværft for AP Møller, Odense. Ejere under krigen indtil skibet blev sænket, var William Petersen & Co Ltd, London. -- "Susan Mærsk" sejlede i konvoy nr. OG-64 og blev sænket den 12. juni 1941 kl. 01:05 om natten, af den tyske u-båd U-553, med Kaptajn Karl Thurmann som chef på u-båden. -- "Susan Mærsk" sank på positionen 43.39N, 28.00W, efter kun ca. 60 sekunder nord for Azorerne ude i midtatlanten. Hele besætningen på 24 mand omkom - ingen overlevende. Skibet var afsejlet fra Newport den 1. juni 1941 og anløb Milford Haven den 3. juni), hvorefter næste destination var Curaçao - men først skulle skibet med i konvojen over Atlanten. Skibet sejlede uden gods - kun med ballast. "Susan Mærsk" med skibsføreren Kaptajn Kai Bjørn Thomsen som chef, blev meldt savnet efter at være sakket bagud for konvojen OG-64 i hård vejr. Hele besætningen omkom: Skibsfører Kaj Bjørn Thomsen 42 år Løgstør. - 1. Styrmand Thorkild Færregaard 33 år København. - 2. Styrmand Andreas Rothausen 33 år Fredericia. - 1. Maskinmester Ralf Frederik Petersen 41 år Horsens. - 2 . Maskinmester Orland K. Kaspersen 33 år Skibby. - 3. Maskinmester Jens Peter Madsen 29 år Hurup. - Hovmester Albinus Pedersen 50 år København. - Kok Johannes Laurits Jensen 32 år København. - Baadsmand Jacob Johs. Rasmussen 45 år Bogense. - Matros Hans Helge Madsen 22 år Vallø. - Matros Reinhold Thorvaldsen Møller Lau 21 år Vanløse. - Matros Karlo Ingeman Karlsen 25 år Marstal. - Matros Willy Marthionus Klovgaard 22 år Vormark. - Letmatros Erling Jacobsen 19 år Aarhus. - Letmatros Peder Jacobsen 21 år Aarhus. - Donkeymand Oscar Imanuel Olesen 26 år København. - Fyrbøder Aage Thøgersen 41 år Svendborg. - Fyrbøder Ove Poul Vilh Ernst Jensen 32 år Valby. - Fyrbøder Erik Elvin Pedersen 20 år Hou. - Lemper Gert Rene Couredi Olsen 18 år København.

Tankskibet Byron T. Benson brænder efter at være torpederet af den tyske u-båd U-552 den 4. april 1942 - Branden varede 3 dage tankeren sank. 28 mænd fra besætningen var denne gang heldige, de blev samlet op af US destroyeren Hamilton og den britiske trawler Norwich City. ---- Men mange besætningsmedlemmer omkom ofte ved disse torpedoangreb. Torpedoerne løb nogle få meter nede under havoverfladen, hverved anslaget i skibssiden ofte medførte frygtelige ødelæggelser og skader i maskinrummet, med det resultat, at fyrbødere og maskinfolk ofte var de første der omkom. Hvis skibet ydermere sank hurtigt, skete der ofte det, at maskinbesætningen ikke kunne komme op og ud tids nok. Når man så slap ud var overlevelseschancerne meget små i det iskolde nordatlantiske hav, foruden, at man måske skulle svømme gennem brændende olie og benzin. Læs ovenfor i linket til historien om den danske tanker i britisk tjeneste, "Susan Mærsk" og skibets sænkning, hvorved hele besætningen omkom. -- Barsk og heroisk indsats fra de mænd, som gjorde krigens gode udfald mulig, via deres ofre i atlantkonvojerne fra Canada og USA til Europa. Også de mænd var med til at vinde "Slaget om Atlanten", med til at vinde vores frihed i dag!!

Den 15. oktober 1942: Et søslag var igang mellem konvojen SC-104 og U-båds "Ulveflokken" Wotan under et rædselsfuldt vejr i det nordlige Atlanterhav. 5 handelsskibe var gået tabt i løbet af de sidste 2 nætter, alle sænket af u-båden U-221, men den 15. oktober sænkede en RAF Liberator B-24 fly u-båden U-661, og HMS Viscount, som ses på fotoet, vædrede og sænkede U-619. ---- 3 handelsskibe mere blev sænket og en tysk u-båd mere, måtte også dø i det dybe kolde nordatlantiske hav den følgende dag.

Ubådsjageren på fotoet er krigsskibet, Sloop/Black Swan-klassen, HMS Kite (U 87) på 1350 tons, søsat den 1. marts 1943. Disse mindre letbevæbnede, men mellemhurtige krigsskibe (maximum 20 knob, ca. 37 km./timen), var en effektiv konvojbeskytter senere i krigen (fra foråret og sommeren 1943). Sammen med andre lette konvojeeskorteskibe (f.eks. fregatter og destroyere), patruljerede disse konstant, jagtende ubåde omkring konvojerne på deres vej over Atlanten. -- Lakonisk bemærkning i rapport vedrørende sænkningen af tysk ubåd: "U-504, sænket af krigsskibe fra 2. Support Group, som bestod af HMS Kite, Wren, Woodpecker, Wild Goose og Woodcock den 30. juli 1943. -- HMS Kite´s kaptajn på tidspunktet, da man sænkede U-504, var Lt.Cdr. W.F.R. Segrave. -- Den 20. august 1944, da HMS Kite var kommanderet af Lt.Cdr A.N.G. Campbell og på eskorteopgave for fragtskibskonvojen JW 59, der havde sejlet fra Loch Ewe i Skotland til Murmansk i det norligste Rusland, den 15. august 1944, fik en af de andre eskortefartøjer, destroyeren HMS Keppel (D 84), kl. 20:45, den 20. august 1944, en u-bådskontakt på skibets styrbord side. Sammen med HMS Kite og et Swordfish torpedofly fra hangarskibet HMS Vindex (D 15), blev u-båden overfaldet med dybdebomber. De jagede U-båden hele natten med deres "foxers" (anti u-båds torpedosøgeudstur, der anvendtes mod de tyske, såkaldte Gnat-torpedoer. "Foxerne", som var nogle rørlignende metaltingester, blev slæbt i wirer efter krigsskibet), men jagten var forgæves, man fandt ikke u-båden. Om morgenen kl. 06:04 den 21. august, havde HMS Kite nedsat sin hastighed til kun 6 knob, for at udrede skibets udlagte "foxers", hvis wirer var blevet snoet omkring hinanden i nattens u-bådsjagt. Da HMS Kite med denne ringe hastighed, var et sårbart torpederingsmål - affyrede den tyske u-båd U-344, tre F.A.T. torpedoer mod HMS Kite (U-344´s kaptajn Ulrich Pietsch troede fejlagtigt, at hans torpedomål var et større skib i Dido-klassen, en let krydser). HMS Kite blev ramt af to torpedoer, som eksploderede på styrbords side, så skibet staks krængede over til den ene side. Agterstavnen på skibet blev sprængt af og flød nogle få sekunder, inden denne sank. Skibets bov holdt sig flydende i ca. et minut, og derefter sank denne og resten af skibet ned i det nordatlantiske iskolde dyb, i en stejl vinkel. Sænkningen skete oppe i den nordligste del af ishavet i Barentshavet på positionen 73.01N, 03.57E. -- Kl. 07:30, stoppede destroyeren HMS Keppel på positionen, for at samle overlevende op, medens de to andre krigsskibe HMS Peacock (U 96) og HMS Mermaid (U 30), bevogtede redningsaktionen. HMS Kite havde 226 besætningsmedlemmer ombord og hovedparten af dem gik ned med skibet. Cirka 60 mand måtte kaste sig i det iskolde frosne hav og prøve at svømme væk fra det synkende skib, men kun 14 af de ca. 60 overlevende i vandet, kunne reddes fra det iskolde vand - de frøs ihjel og druknede næsten med det samme - 5 af de 14 reddede sømænd, var allerede så nedfrosne af opholdet i havet, at de døde om bord på destroyeren HMS Keppel og blev senere begravet på havet. Kun 9 mand af HMS Kite´s besætning overlevede. HMS Kite deltog i sænkningerne af følgende tyske u-både: U-449, U-462, U-504, U-226 og U-238, hvor U-504 og U-238 primært blev sænket af HMS Kite´s dybdebomber. -- Den tyske u-båd U-344´s skæbne efter sænkningen af HMS Kite, blev meget kort, for allerede dagen efter, blev den overrasket af et Swordfish torpedofly fra eskadrille 825, der var baseret på hangarskibet HMS Vindex. U-båden lå uddykket og blev ramt af en af flyets dybdebomber og sank omgående, hvorved hele mandskabet omkom. Positionen var nordvest for Bjørneøen i 74.54N, 15.26E. U-båden opnåde kun 67 dage på havet og fik kun sænket HMS Kite, inden den selv måtte lade livet. -- HMS Kite hørte oprindeligt til 2. Support Gruppe, som var "u-bådsjægere", samlet i særlige flådeenheder, hvor den omtalte enhed, var ledet af den berømte kommandør Frederick John Walker, populært kaldet "Johnnie Walker" (whisky-mærke) fra The Royal Navy. Hans "flagskib" var normalt altid sluppen HMS Starling, som var samme type krigsskib, som Kite, Peacock og Mermaid. Men Walker opererede ikke i de arktiske farvande, men kæmpede primært med sin supportgruppe 2 på midtatlanten og med jagt på u-både omkring de primære konvojer, som afgik og ankom fra USA og Canada. 2. Supportgruppe var ikke underlagt de enheder, som indgik i selve konvojeskorttjenesten, men kunne operere uafhængigt af disse opgaver. Men et par gange, da HMS Starling var til reparation/service, havde Walker ledelsen fra HMS Kite. -- 2. Support Gruppe bestod normalt af HMS Wren, HMS Woodpecker, HMS Wild Goose, HMS Cygnet og HMS Kite, men var delvis opløst, da "Johnnie Walker" pludselig døde af overanstrengelse på et hospital i Liverpool, den 9. juli 1944, 48 år gammel. Han havde lige været en væsentlig del af succeen, med at holde de tyske u-både totalt væk fra invasionsområdet på D-Dagen i Normandiet den 6. juni 1944. Mange u-både blev ved den lejlighed sænket af Walker og hans enheder. -- Den arktiske konvoj JW 59 bestod derfor af andre enheder, hvorunder altså HMS Kite deltog. -- Kaptajn F. J. Walker´s kommandørkarriere: Sloop HMS Stork (L 81 / U 81) fra september 1941 til 1. august 1942 - Sloop HMS Starling (U 66) fra 21. marts 1943 til 7. juli 1944, som leder af 2. Supportgruppe. -- Ud over disse opgaver deltog han i utallige andre store opgaver og missioner, ligesom i de første år af krigen havde kommandoen over eskorteenheder tilknyttet den givne konvoj og altså ikke support-enheder. Walker var skyld i og medvirkede i sænkningerne af omkring 35 tyske u-både under krigen (midten af 1941 til juli 1944) - en bedrift, som ingen anden under krigen opnåede! Han blev dekoreret flere gange og havde bl.a. udmærkelsen DSO m/3 bjælker. Se ovenfor i det store tekstafsnit, hvor der er link til en helt speciel web-side om HMS Kite og dens besætning.

Tysk u-båd nr. U-848 under angreb af britisk u-bådsjagerfly. Se hele billedserien ovenfor under de oprettede links.

1944: På en anti-u-båds patrulje over Atlanten, opdagede man en tysk u-båd på havoverfladen, fra en RAF Catalina flyvebåd fra 210. Eskadrille, med piloten Flying Officer Cruickshank ved pinden. ---- U-742 valgte at tage kampen op og mødte Catalinaens angreb med præcise antiluftgranatbeskydning. En af flyverne i RAF-flyet blev ramt og dræbt og andre såret og flyet fik alvorlige skader af beskydningen. ---- Piloten Cruickshank var blevet ramt hårdt og fik ikke mindre end 72 store og små sår, fra granatsplinter, fragmenter fra flyet og maskingeværkugler, men alligevel ignorerede han sine sår og fik Catalinaflyet vendt rundt og angreb igen. ---- Dette angreb kunne holdes på målet og dybdebomberne han fik kastet og som var indstillet til at detonere på, eller lige under havoverfladen, skrællede u-båden op og ødelagde den, så den sank med alle mand ombord. ---- Det meget skadede Catalinafly og den hårdt ramte besætning havde nu udsigt til en 5½ times flyvning tilbage til basen. ---- Piloten Cruickshank tabte bevidstheden flere gange undervejs, forårsaget af sine mange sår, men med hjælp fra den del af besætningen, som stadig kunne hjælpe til, klarede han at lande flyet sikkert. For denne bedrift modtog han Victoria Korset.

U-118 indkasserer her nogle svære træffere af en bombe og maskinkanonild. Bemærk de 2 tyske u-bådsfolk, som dukker sig på dækket lige neden for u-bådens tårn. Se næste 3-delte foto, hvor du kan læse historien om hændelsen.

De store oceangående tyske u-både, som kunne operere i hele Atlanten, blev anvendt fra ca. 1941 og i resten af krigen - de blev stadigt udviklet og forbedret. ---- Billedserien her viser øverst forsynings u-båden U-118, som bliver overrasket på overfladen ude på Atlanten den 12. juni 1943, af et amerikansk Avenger hangarskibsfly, fra Hangarskibet USS Bogue, ført af piloten Løjtnant J.G. Fryatt, (amerikanerne havde hangarskibe, som kunne medføre mindre bombefly med 2 motorer, der trods deres størrelse, kunne starte fra skibets dæk). Hangarskibet deltog i den eskorte afskibe, som bevogtede konvoj nr. CVE-9. ---- Billederne er højdramatiske og viser dybdebombeangrebet på U-118. U-båden er en af de store forsynings - og service u-båd, som tyskerne byggede og brugte til at forsyne de operationelle front u-både med brændstof, torpedoer og andre forsyninger. Derved kunne den operationelle tid for frontu-bådene på havet øges betydeligt. ---- U-118 havde lige gjort klar til at pumpe brændstof til en frontu-båd, da den blev opdaget på havoverfladen og angrebet. På fotoet kan man se olie strømme bagud fra u-båden, efter tidligere, at være blevet angrebet af Løjtnant Stearns og Løjtnant Fowler i deres Avengerfly. ---- Ligeledes kan man se Løjtnant J.G. Fryatt´s fly´s drejelige maskinkanontårne udspy maskingeværkugler og se deres nedslag i vandet og nogle ramme u-båden, foruden at man kan se 2 af u-bådsbesætningen nede på siden af u-bådstårnet prøver at søge dækning mellem de hvinende kugler. ---- Avengerflyet gør på fotoet klar til at suse hen over u-båden og så stige op og vende rundt, for at angribe igen. ---- Det blev ikke nødvendigt, for de dybdebomber, som Fryatt´s fly dropper ved U-118, sænker u-båden, hvorved kun 16 tyske søfolk overlever og 43 mand af besætningen går ned med u-båden. ---- Nederste billede viser angebet på U-117 den 7. august 1943, som bliver overrasket under en optankning fra en forsyningsu-båd. U-117 sænkes og alle 62 besætningsmedlemmer går ned med u-båden.

En anden berømt tysk ubådskaptajn ses her. Erich Topp og hans ubåd sænkede næsten 200.000 tons allierede skibe. Erich Topp og U-352 blev sænket i 1941, samtidigt med 2 andre store tyske ubådshelte, Günter Prien og Endrass. Det var et hårdt slag for det tyske ubådsvåben, især også propagandamæssigt m.m. Man søgte at holde det hemmeligt for den tyske befolkning, det lykkedes dog ikke.

Catalina (den type, som jeg så resterne af på Vatersay/Barra). Catalina eller Consolidated PBY Catalina er et amerikansk fly især beregnet til transport og overvågning. Den første udgave går tilbage til midten af 1930'erne og var da en ren flyvebåd. En prototype fløj 28. marts 1935. PB står for Patrol Bomber, og Y for Consolidated Aircraft, fabrikantens identifikations-bogstav. Catalinaen blev konstrueret først og fremmest med henblik på salg til United States Navy. Den tidligste version af Catalina PBY-1A går helt tilbage til 1936. Ligesom den civile XP3Y-1 var den en ren flyvebåd, men i 1940 kom amfibie-udgaven, det vil sige en udgave med hjulunderstel, så den både kunne operere fra vand og land. Før landing på vand nedfældedes de to støttepontoner fra tipperne af den konsolanbragte vinge for at øge stabiliteten ved manøvrering. Sit store gennembrud fik Catalinaen under 2. verdenskrig, hvor typen blev brugt af et stort antal lande, således Australien, England, Canada, Sovjetunionen og USA. Opgaverne var mange: ubådsjagt, patruljering, redningsmissioner og landsætning af hemmelige agenter på fjendtlig kyst. Alle disse opgaver forudsatte at flyet kunne holde sig i luften i mange timer, hvilket Catalinaen var særdeles god til. Togter af helt op til 17 timers varighed kunne forekomme i forbindelse med anti-ubådstogter. Under sin tjeneste ved Royal Air Force Costal Command, kystvagten, tegnede Catlinaen sig for adskillige bedrifter. Blandt andet var det en Catalina som opsporede slagskibet Bismarck og skabte forudsætningen for den senere sænkning af det. Typen foretog også den sidste sænkning af en tysk ubåd lige før krigens afslutning, for øvrigt nummer 196 for RAF's vedkommen. Nøjagtig hvor mange Catalinaer der er produceret er det ikke muligt at finde ud af, men det vides dog at 3272 fly blev fremstillet i USA og Canada frem til 1945. Hertil skal så lægges omkring 1500 fremstillet på licens i Sovjet. Det rigtige tal kan ligge på den anden side af 4800 stk.

På begge sider af Catalina-flyets krop, var der monteret et omvendt "badekar". Det var 2 plexiglaskupler, hvor der her igennem hvert sted, var monteret et 0,30 maskingevær, som primært kunne anvendes i angreb på tyske ubåde.

Et andet meget brugt patrulje - og overvågningsfly var denne britiske flyvebåd ved navn Short Sunderland. Den anvendtes lige som den amerikanske Catalina overalt på krigsskuepladserne under 2. Verdenskrig. I Skotland var de stationeret på flere baser, primært den nordlige del og Orkney, Hoy-øen. -- Prototypen af flyvebåden Short Sunderland fløj første gang den 16. oktober 1937 og 9 Mk I versioner blev bestilt af RAAF (Royal Austarlian Airforce). Men da 10. Eskadrille i RAAF accepterede det første fly nr. P9048, i Pembroke Dock den 11. september 1939, forblev eskadrillen i England og blev tilsluttet RAF og deres Sunderlandeskadriller og fik senere selskab af RAF 461. Sunderlandeskadrille. -- Den første godkendte sænkning (submarine "kill") blev foretaget af Løjtnant W. N. Gibson og hans besætning den 1. juli 1940. Sammen med en anden Sunderland sænkede de næsten et dusin tyske u-både. -- 10. Eskadrille fra RAAF indførte mange forbedringer på deres Sunderlands, bedre bevæbning og ikke mindst installationen af Pratt & Whitney Twin Wasp motorer i stedet for de motorer flyet var bygget med. Det resulterede i at flyet blev opgraderet til et Sunderland Mk V. Selv om Sunderlandflyet var et flyvebåd til landing på vand, lykkedes det et fly fra 461. Eskadrille at lande sikkert på luftbase på land (dog nødtvungent). -- Den 2. juli 1943 angreb Løjtnant Walker i N461 hele 8 tyske jagerbombemaskiner JU88´ere og rapporterede, at 3 blev skudt ned, 1 sandsynligvis skudt ned, en muligvis skudt ned og de sidste 3 JU88´ere ramt og skadet betydeligt. Sunderland flyet blev anvendt af 28 forskellige R.A.F. eskadriller på flere krigsskuepladser og er opført med 28 egne sænkninger af tyske u-både og som meddelagtige i flere andre sænkninger af tyske u-både.

Kort over Nordatlanten, Den Engelske Kanal, Biskayenfarvandet omkring England og Nordsøen, hvor man kan se hvor de sænkede tyske u-både ligger, med u-bådens operationelle nummer påtegnet. Koncentrationen af sænkede u-både ved Cornwalls kyst, England, skyldes også, at mange allierede handelsskibe kom den vej rundt til og fra deres sejlads med konvojerne, både over Atlanten, men også sydpå til og fra Gibraltarstædet og Middelhavet. De mange sænkniger af tyske u-både i Biskayen og omkring Brest ved den vestfranske kyst, skyldes at de britiske fly u-bådspatruljer var koncentreret om disse farvande, da alle tyske u-både skulle gennem dette farvand, når de forlagde til og fra deres baser i de vestfransk baser. Da tyskerne blev jaget ud af Frankrig i 1944, fortsatte de tyske u-både deres krig omkring de britiske farvande, herunder isæt Den Engelske Kanal (de forsøgte også at angribe under den allierede invasion i dagene omkring den 6. juni 1944 - men blev næsten alle opdaget, jaget væk eller sænket af den allierede luft- og flådeoverlegenhed på det tidspunkt af krigen. Se dog ved næste foto, hvor den store sænkningskatastrofe skete ved Cherbourg, nær invasionskysterne i Normandiet, den 24. december 1944.

Der skete en stor katastrofe juleaften den 24. december 1944 uden for havnebyen Cherbourg på den franske nordkyst/Den Engelske Kanal. -- Kl. 17.54 blev det belgiske troppetransportskib SS Leopoldville (ført af Kaptajn Charles Limbor), torpederet af den tyske u-båd U-486 (ført af Oberleutnant Gerhard Meyer). Leopoldville deltog i en forsyningskonvoj nr. WEP-3, som var sendt over Den Engelske Kanal, med materielforsyninger og hastende amerikanske infanteritropper til forstærkninger til de ekstreme hårde kampe i Ardennerne og som kompensation for de store tab, den amerikanske hær havde lidt, under de hårde opslidende kampe i Hurtgenskovene i det østlige Belgien/grænseområderne ind til Tyskland i oktober, november og december 1944. -- Ca. 8 kilometer uden for havnen i Cherbourg, blev "Leopoldville" ramt af en torpedo fra U-486, som havde ligget neddykket og ventet på et angrebsmål i mange timer. Efter torpedoeksplosionen begyndte det store 11.500 tons tunge skib, at synke langsomt og kl. 20:40 sank det med boven først ned i det oprørte kolde hav. Inden skibet forsvandt i havet, havde der udspillet sig et uhyggeligt mareridt på skibet og i havet omkring det, hvor alt gik galt - Redningsopgaven blev fatalt forsinket, da havnen og redningberedskabet i Cherbourg holdt mere eller mindre juleferie og eskortefartøjerne ikke var klar over alvoren for skibet. Der var slet ikke redningsbåde og redningsflåder nok til alle skibets passagerer, som bestod af 139 besætningsmedlemmer og 2235 infanterisoldater fra den amerikanske 66. Infanteri Division. signalsystemet virkede ikke hensigtmæssigt, da al radiosignaltjeneste skulle ske via flådehavnen i Southhampton, england, og ikke via havnen i Cherbourg. De blinkende signallamper sås ikke af redningsberedskabet osv. Alting gik galt og "Leopoldville´s kapatajn, 55 besætningsmedlemmer og 763 amerikanske soldater, omkom i det kolde hav denne juleaften 1944. -- Den tyske u-båd U-486 fik dog en fortjent straf, da den blev sænket med hele sin besætning, den 12. april 1945, ved Bergen, Norge af den britiske u-båd HMS Tapir. -- Se ovenfor i tekstafsnittet - hvor der er link til historien om denne katastrofe, herunder link til dykkervideoer om katastrofen.

Slagskibet HMS Barham på over 31.000 tons, var bygget af John Brown værftet, Clydebank, Skotland. Byggestart februar 1913. Stabelafløbning oktober 1914. Tjenesteklar oktober 1915. ---- Navnet 'Barham' kom fra Admiral Charles Middleton 1762-1813, som var Lord Barham. Han blev First Lord of The Admiralty og var med ved Slaget ved Trafalger og arbejdede sammen med Admiral Horatio Nelson. ---- HMS Barham opererede under 2. Verdenskrig i Middelhavet i den engelske flådeenhed med navnet Force K, som havde base på øen Malta, som England ville holde for enhver pris, da øen var af vital betydning for bekæmpelsen af det tyske Afrikakorps under General Erwin Rommel og for kampen om Middelhavet. ---- Se HMS Barhams skæbneforløb og film der viser skibets endeligt i oktober 1943, efter at det blev truffet af 3 torpedoer, fra den tyske u-båd U-331, som hurtigte fik HMS Barham til at eksplodere - se de næste fotos.

I Middelhavet den 25. november 1941, ud for kysten ved Sollum og nord for Sidi Barrani i positionen 32.34 Nord og 26.24 Øst i Middelhavet, sniger den tyske Kaptajn-løjtnant Hans-Diedrich Freiherr von Tiesenhausen i sin type VIIC u-båd U-331, ind på nogle store fine mål for sine torpedoer. ---- U-båden var på sit 3 togt og havde den 17. november landsat 8 tyske kommandosoldater på den egyptiske kyst øst for Ras Gibeisa. Kommandosoldaternes opgave var, at sprænge en vigtig Allieret jernbaneforbindelse i luften nær ved kysten - det lykkedes ikke. ---- Nu patruljerede man i farvandet nord for Libyen. ---- De fine mål, man ved et lykketræf havde opdaget, var den britiske flådeenhed Force K, bestående af 3 slagskibe, som sejlede i lige linie efter hinanden og med 8 destroyere sejlende som beskyttende eskorte. ---- Et af de britiske slagskibe, er det 31.100 ton tunge HMS Barham, med 1260 mands besætning ombord og med Kommandør Kaptajn G.C.Cooke som chef. De 2 andre slagskibe er HMS Queen Elizabeth og HMS Valiant. ---- Fotoet viser situationen efter ca. 2 minutter, da de 3 torpedoer havde truffet HMS Barham. Mange søfolk var da straks klar over, at skibet var dødsdømt og dem der kunne, sprang i havet. Slagskibet vælter her "træt" om på bagbords side, efter 3 torpedotræffere fra den tyske U-båd U-331. Umiddelbart efter eksploderer Barham i en gigantisk eksplosion. Se filmoptagelserne af forløbet ovenfor i de tilknyttede links omkring historien om HMS Barham´s sænkning.

Flådeenheden Force K var på vej mod farvandet mellem Malta og Libyen fra Alexandria i Egypten, for at jage italienske konvojer, som forsøgte at fragte udrustning til aksemagternes soldater i Nordafrika. Da u-båden sidst på eftermiddagen den 25 november 1941, lister inden for torpedoernes skudafstand, ligger u-båden i periskopdybden ca. 25 cm. under havoverfladen. U-bådskaptajnen Von Tiesenhausen´s u-båd placerer sig mellem 2 destoyere, og fra 1200 meters afstand, affyrer han 4 torpedoer i vifteform mod det midterste af slagskibene. 3 torpedoer træffer HMS Barham, som i løbet af få minutter, kæntrer helt over på siden, hvorefter slagskibets ammonitionsdepot, bl.a. kordit og granater til de store 15" (36,5 cm.) kanoner, eksploderer et splitsekund efter.

Da HMS Barham krænger helt over og bagbordssiden lægger sig hen ad havoverfladen, er branden under dækket allerede så kraftig, at den hurtigt spredes hen mod skibets ammunitionsdepot. ---- Kun 2½ minut efter torpedoerne træffer skibet, kænterer skibet om på siden, og branden antænder ammunitionen fra skibets 15" kæmpestore granater og det store slagskib sprænges til atomer i en gigantisk eksplosion, der fuldstændig river hele det store skib fra hinanden og smadrer alt. 862 mand dør øjeblikkelig, inklusive skibets Kaptajn Cooke, men på mirakuløs vis var mange af besætningsmedlemmerne straks sprunget i havet, da skibet blev ramt af de 3 torpedoer og begyndte at kæntre. ---- De øvrige krigsskibe i Force K, kunne kun hjølpeløse og afmægtige se til, da det mægtige skib eksploderede. Man havde dog åbenbart åndsnærværelse nok til at filme det hele. (du kan se filmen ovenfor i de opsatte links - bered dig på et chok!). ---- Kort tid efter katastrofen kan destroyerne HMS Hotspur og HMS Nizam begynde at samle de overlevende op fra havet, i alt 395 søfolk. Se de næste fotos.

Senere i 1941/1942, blev billederne fra HMS Barham´s sænkning frigivet af Den Engelske Flåde og man kunne berette om tragedien og vise fotos i aviserne. ---- De tyske propagandamedier brugte denne store sejr til at forherlige deres "glorværdige" indsats i Middelhavet, selv om situationen her ikke var særlig gunstig for de tyske troppers succes på landjorden og de italienske konvojers bestræbelser med, at bringe forsyninger frem til tropperne i Nordafrika. ---- Den 16. november 1941 bliver en af de fire tyske u-både "U-433" sænket af den engelske korvet HMS "Marigold" i det samme farvand, som det engelske hangarskib HMS Ark Royal også bliver sænket, med en torpedo fra den tyske u-båd U-81. ---- I slutningen af måneden sænker den hollandske u-båd 0-21 den anden af de 4 tyske u-både, nemlig "U-95". Men mellem sidst i september og december 1941, slipper 26 tyske u-både ind i Middelhavet og sænker rigtig mange af den engelske flådes krigsskibe. Ligeledes mistede De Allierede i Middelhavet i gennemsnit pr. måned, 4 fragtskibe med en tonnage på 19.000 tons. ---- Nordafrika, på landjorden starter briterne den 18. november 1941 en hovedoffensiv kaldet "Operation 'Crusader" fra området ved Sollum og i januar 1942 har briterne nået El Agheila. Det tyske Afrikakorps og de italienske styrker omkring Sollum og Bardia bliver forbigået af englænderne i forbindelse med deres pres frem mod Tobruk. Det bliver tropper fra New Zealand, der den 27. januar 1942 besejrer den tyske garnison i Tobruk. ---- Den 27. november 1941 da slaget om Tobruk er i gang bliver det australske krigsskib "PARRAMATTA" sænket, da det eskorterer et ammunitionsskib ind mod havnen i Tobruk . Det er den tyske u-båd "U-559", som sænker det med en torpedo i bagbords side. Efter at kampene om Tobruik startede, havde De Allieredes anstrengelser været enorme, dag og nat sejlede alle typer skibe, mænd, materiel og ammunition ind til styrkerne i Tobruk. Da kampene stoppede kunne man gøre omkostningerne op. De Allierede havde mistet 25 krigsskibe af alle typer, men kun 5 sømænd fra handesflåden var omkommet!

De overlevende fra HMS Barham svømmer rundt, eller klamrer sig til vraggods, medens udsatte redningsbåde fra de andre britiske flådefartøjer, søger efter overlevende og døde, som de kan samle op.

På Lyness Marinekirkegård, som jeg jo besøgte, stod denne mindegravsten over nogle af de besætningsmedlemmer, som blev dræbt, da HMS Barham blev beskudt og ramt af granater da det deltog den 31. maj 1916, i det store søslag, "Slaget ved Jylland".

Den tyske U-båd U-331 under ledelse af Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen gør klar til endnu et togt. U-båden blev tjensteklar 31. marts 1941 og efter træningsperioden blev u-båden beordret ud i fronttjeneste den 1. juli 1941.

Von Tiesenhausen havde ikke nogen ide om, hvilket skib han havde ramt, alle i u-båden havde dog hørt den enorme eksplosion kort tid efter bragene fra torpedotræfferene, så de vidste de havde sænket et skib. Skæbnen ville det sådan, at det blev HMS Barham. ---- Men Von Tiesenhausen havde ikke tid at tænke på resultatet, han havde nok at gøre med at prøve at undslippe. ---- U-331 blev nu jagtet intensivt af de hævngerrige engelske destroyere i Force K flåden, men u-båden slap fra alle de mange dybdebomber, englænderne kastede ud i havet på u-bådens formodede position og sejlede retur mod Grækenland, hvor den anløb havnen Salamis den 21. februar 1942. ---- På fotoet kan man se torpedorummet fortil i U-331, med de 4 bagstykker for torpedorørerne. På et af torpedorørernes bagstykker har torpedomandskabet tegnet silhuetten af HMS Barham, skrevet navnet og tonnagen, som slagskibet repræsenterede. ---- Kampen om Middelhavet og magten i Nordafrika havde også sine gode sider for De Allierede, som ellers i 1941, fik mange nederlag verden over på alle fronter i luften på havet og på landjorden. ---- Nogle dage inden tragedien med HMS Barham´s sænkning, havde Force K sænket 2 fragtskibe mere, foruden de 6 italienske fragtskibe tidligere, vest for Grækenland. På dette tidspunkt af krigen i Middelhavet omkring årsskiftet 1941 - 1942, mistede Aksemagterne, Tyskland og Italien, 60 % af sine forsyninger til sine nortdafrikanske hære i Middelhavet. ---- De Allieredes flyvevåben, u-både og flådefartøjer angriber konstant og vedholdende, trods egne tab af slagskibe og hangarskibe. - I Østafrika overgav de sidste italienske styrker sig ved Gondar i det nordlige Ethiopien, den 27. maj 1942. Det Italienske Facistiske Imperium i Østafrika ophørte hermed at eksistere. ---- De Allierede havde den opfattelse, at den tyske u-båd var U-331 og at det var den der havde sænket HMS Barham. Ydermere mente de, at U-331 var blevet sænket samme dag som HMS Barham sank. - Men i 1998 kom en bemærkelsesværdig historie frem.... Læs videre på næste foto.

Kaptajn-Løjtnant Hans-Dietrich Freiherr Von Tiesenhausen på U-331, her i positur efter sin sejr med HMS Barhams sænkning, hvorfor han den 27. januar 1942, fik den 2. højeste udmærkelse i Nazityskland: Das Ritterkreuz des Eisernen Kreuzes(Jernkorsets Ridderkors, som er en højere grad end selve Jernkorset, Knight´s Cross). Stolt ser han ud. Men det blev egentlig også den eneste betydelige sænking af et allieret skib i krigen, som U-331 klarede - og det ved et stort held - og den 17. november 1942 blev U-331 sænket og 32 mand af besætningen omkom, men 14 mand og Von Tiesenhausen overlevede og han dør først som 85 årig i Vancouver, Canada. ---- Den 19. januar 1998 blev den nu meget gamle Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen interviewet via telefon. Han havde en helt klar erindring om hændelsen. Da han pga. sin meget nedsatte hørelse, ikke kunne tale direkte i telefon, blev interviewet gennemført med hjælp fra hans hustru. Beretningen fra Von Tiesenhausen´s hukommelse: ---- Den 25. november 1941 havde Kaptajn-Løjtnant Von Tiesenhausen, på U-331 affyret sine 4 torpedoer på en gang og efter et stykke tid, hørt 3 eksplosioner, som hidrørte fra sine torpedotræffere af et engelsk skib. Da de 4 torpedoer blev affyret og forlod u-bådens torpedorør, på deres 1260 meter lange kurs mod HMS Barham, gjorde Von Tiesenhausen, som sædvanligt med stor koldblodighed, sin u-båd klar til at angribe igen, evt. fra en anden position. ---- Men efter affyringen, glemte han denne gang, eller overså han betydningen af, at 4 tunge torpedoer lige havde forladt u-båden fra torpedorørerne i u-bådens bov. Det bevirkede, at han ikke fik trimmet u-bådens balance hurtigt nok og u-bådens bov, vippede opad og brød op af havoverfladen i et skumsprøjt, tillige med, at også u-bådens tårn med det påmalede u-bådsnummer tydeligt kunne ses over vandet. ---- Von Tiesenhausen kæmpede febrilsk for at få boven ned igen, da u-bådens tilsynekomst, kun var ca. 125 meter fra det nærmeste slagskib HMS Valiant, som med det samme fik øje på u-båden og hvis hvis kapatajn hurtigt fik slagskibet til at ændre kurs, i den hensigt at vædre u-båden. ---- U-bådens operatører arbejdede hurtigt, for at få u-båden nedad i havet igen, da det store slagskib i en krap bue, styrede hen mod u-bådens position. Nervepirrende minutter gik, medens u-bådens folk kun kunne håbe på, at de ville synke hurtigt nok, til at undgå at blive vædret og på Slagskibet bad man til, at de ville nå frem i tide, til at ramme u-båden, som ville betyde dens sænkning. ---- Men i sidste øjeblik var U-331 så dybt nede, at det store tunge slagsskib, trods sit skrogs dybde i havet, kun lige akkurat buldrede hen over U-331, uden at gøre den skade. ---- Medens alt dette stod på, lød den enorme eksplosion, da HMS Barham eksploderede. Alle i u-båden fik også et chock, da de hørte det gigantiske brag - de ved da, at de har sænket et stort flådefartøj - men har ikke tid at tænke mere over det - deres liv er truet i u-båden - det har førsteprioritet. ---- U-331 var nu under alarm-dykning, stejlt og hurtigt dybt nedad. Men noget var underligt inde i u-både - dybdemåleren opførte sig mærkeligt! Under alarmdykningen bevægede dybdemålerens visernål sig langsommere og langsommere for til sidst at standse ved dybden 76 meter. Besætningen fornemmede, at man stadig dykkede nedad, men måleren viste det ikke! ---- Det var en farlig situation, fordi u-bådens maksimale sikkerhedsdybde var sat til 100,60 meter. Tiesenhausen bad om en fornyet melding fra den forreste dybdemåling. Meldingen ramte besætningen med rædsel og frygt. De havde dykket ned i en dybde, som u-båden slet ikke skulle kunne klare, nemlig 250 meters dybde! Det bragte besætningen ud af flippen og halvt afsindige, da man fik u-båden stoppet og man forsigtigt begyndte, at lirke den opad igen, slog det dem alle, at dybdetrykket på u-bådens skrog, forlængst burde have krøllet u-båden sammen, som en øldåse - men ikke så meget som en bolt eller møtrik var sprunget løs og utætheder og havvand var heller ikke at se. ---- U-båden havde med nød og næppe undsluppet fjenden oppe på havet og det dødbringende tryk i dybet. ---- Tiesenhausen skrev mange år senere: "I sådanne øjeblikke, når man sejler væk fra 2 katastrofer på en gang, så tier man, snakker ikke - man er bare glad for, at have været heldig og at man stadig er i live" Von Tiesenhausen overlevede krigen som krigsfange og efter krigen levede han med sin hustru i Canada, hvor han i år 2000 døde i Vancouver, i en alder af 85 år.

Det tyske slagskib Scharnhorst. Se ovenfor i det store tekstafsnit, hvor beskrivelserne af skibet og dets grumme historie og sænkning ved Nordkap i Nordnorge under 2. Verdenskrig. Se også de følgende billeder og tekst.

Her er det Adolf Hitler på besøg på slagskibet Scharhorst. Også han søgte af og til, at indgyde mod og respekt for sig og sine ideer hos de tyske soldater - jeg har ham nu mest mistænkt for at vise sig selv frem og sole sig i deres pligtsskyldige hyldest til ham - de turde sågu ikke andet. Scharnhorst var blandt flere slagskibe, tysklands stolthed og blev flittigt vist frem og helst med nazisternes frontfigurer i forgrunden.

Scharnhorst´s frygtindgydende 15" kanoner (ca. 40 cm. i diameter!). 2x3 foran og 2x3 agter på skibet. ---- Sharnhorst blev jo sænket i Norskehavet vest for havne - og flådebyen Murmansk, som var og er en betydelig sovjettisk/russisk havn med både en civil - og flådemæssig betydning. Under krigen gik der mange konvojer fra De Allierede til Murmansk, med krigsudstyr og fødevarer til sovjetunionens krig mod tyskerne på Østfronten. Tyskerne søgte med Sharnhorst at forhindre disse konvojer i at slippe igennem farvandet nord om Norge. ---- Her ses en kanonade af Scharnhorst´s 15" kanoner.

Kortudsnit over Barentshavet, hvor detaljer om Scharnhorst´s sænkning er optegnet. Deltagende skibe, datoer, sejlretninger, positioner osv.

Kortudsnittet viser Loch Ewe som fjorden var organiseret, da den tjente som konvojhavn under 2. Verdenskrig. ---- Kortet viser stederne hvor havnens forsvarskontrolbunkere lå, hvor anti-ubådsnettene lå placeret i havnen, minefeltnettene i havnen. Alt sammen forsvarssystemer som Royal Navy brugte som forsvar mod u-bådsangreb i 2. Verdenskrig. ---- Beskyttelsesnettet med mine gik fra øen Eilean Furadh Mor i vest til Slaggan Bay i øst. En serie miner blev lagt nærved og disse kunne bringes til sprængning fra kontrolcentret på Leacan Donna. ---- Den 7. september 1939 gav Admiralitet i London, Admiral Forbes en helt urimelig og fejlbehæftet overslag over den styrke af tyske bombefly, som kunne operere fra det nordvestlige Tyskland og angribe Scapa Flow, som i krigstid var base og opankringssted for mange af den stolte britiske flådes krigsskibe. Admiralen fik ordre på, at oprette en midlertidig base på vestkysten af Skotland. ---- Forbes valgte fjorden Loch Ewe og sendte HMS Guardian dertil for at udlægge antiubådsnet. ---- Af sikkerhedmæssige grunde var Lock Ewe indtil marts 1940 bemævnt som Havn X. ---- Mellem den 9. og 15. september, ankom flåden flagskib og andre vigtige flådeenheder til Havn X, inklusive slagskibene HMS Nelson, HMS Rodney, HMS Repulse, HMS Hood og hangarskibet HMS Ark Royal. Skibene blev besøgt af The First Sea Lord og derefter returnerede de til Scapa Flow den 21. september hvorefter diskussionen om flådens fremtidige placeringer af baser startede. ---- På ordre fra Admiralitetet, returnerede Admiral Forbes til Loch Ewe den 1. oktober, med HMS Nelson, HMS Rodney, HMS Hood, HMS Repulse, HMS Ark Royal og 6. og 8. Destroyer Flotiller, efterladende HMS Renown og HMS Royal Oak i Scapa Flow. ---- Selvom Loch Ewe´s geografiske placering ikke var mere uden for rækkevidde for luftangreb, end Scapa Flow, var det mere ubeskyttet mod angreb fra tyske u-både, da fjorden kun havde opklaringsnet med miner og ikke en egentlig havneport/indløb. Ligeledes havde havnens område ikke noget luftværnsforsvar. ---- Da de store skibe flyttede til Loch Ewe, blev det gamle slagskib HMS Royal Oak efterladt i Scapa Flow og sikkerhedforanstaltninger mod u-bådsangreb blev iværksat. ---- Der var nu ingen tilsløring af den fare, som flådens fartøjer lå under, ved deres ophold i den midlertidige havn Loch Ewe. Admiralttetet mente endda at loch Ewe var bedre end Scapa Flow og besluttede sig til at give Loch Ewe højeste prioritet, så maksimal u-bådssikring kunne opstilles. ---- Det var vigtigt før tyskerne fik kendskab til, at England´s Hjemmeflåde nu havde Loch Ewe som base. Ikke destomindre blev det besluttet, at flåden skulle blive i Loch Ewe indtil videre og Loch Ewe fik højere prioritet end Scapa Flow i forhold til forsyningen af forsvarsværker, net, miner osv. ---- Admiralitet var også stadig indstillet på, senere at flytte flåden til floden Clyde. ---- Admiral Forbes var lodret uenig, da man så skulle bruge en hel dag på bare at at få flåden ud i den nordlige del af North Sea. Han forslog så Rosyth, hvor anti-u-bådsforsvaret var godt, selv om det kunne blive mere udsat for luftangreb og at dette kunne imødegås, da Rosyth havde et godt luftforsvarsanlæg. ---- I mellemtiden blev det besluttet, at flåden fartøjer skulle være på havet så meget som muligt og ved returnering sejle til Loch Ewe og floden Clyde indtil udbygningen og forbedringerne i Scapa Flow var blevet afsluttet. ---- På et møde i Admiralitetet den 24. oktober, blev hele dilemmaet med flådens placeringer og base gendiskuteret og det blev besluttet, at floden Clyde skulle være hovedbase for flåden og at Loch Ewe skulle forlades. ---- denne beslutning blev signaleret til Commanderin-Chief, men Admiral Forbes kunne ikke erklære sig enig. ---- Resultatet af et nyt møde den 31. oktober, var at Scapa How nu skulle være The Home Fleet's permanente base og Loch Ewe ville blive anvendt til tilfældighedanvendelse. ---- Den midlertidige base for Flåden i Loch Ewe, var uden tvivl optimal, for kl. 07:52 den 4. december da HMS Nelson sejlede ind i fjorden fremkaldete skibet en eksplosion af en magnetisk mine. ---- Den næste fase af marineaktivitet i Loch Ewe, blev centreret omkring den brug som brændstof - og servicehavn for konvojeskortefartøjer, herunder etablering af en nye konvoj cyklus cycle i januar 1941. De tyske u-både sænkede så mange skibe gennem efteråret 1939, vinteren og 1940 og endnu mere i 1941, at man fra De Allieredes side måtte gøre noget, hvis ikke Atlantkrigen skulle tabes. ---- Loch Ewe blev derfor oprettet som tillæg til de fjorde i Skotland, som andvendtes til at samle konvojerne af fragtskibe, som skulle sejle over Atlanten til USA eller Canada. ---- I takt med at Loch Ewe fik større og større betydning for den maritime sejlads for konvojer og eskortefartøjer, blev fjorden betitlet som HMS Helicon i Aultbea den 14. juni 1941. ---- Foruden Loch Ewe´s funktion, som kyst - og atlantisk ud - og indskibningshavn for konvojer, fungerede Loch Ewe også som base for konvojerne til Rusland/Murmansk fra februar 1942. Alle skibe returnerede til Loch Ewe, med dele af konvojernes skibe med Clyde som mål for af - og på læsning af materiel m.m.

Mange skotske fjorde fungerede som naturhavne under 2. Verdenskrig, både som øvelsesfarvand for flådeenheder, konvojsamlingsfarvand, fristed for konvojer fra Canada og Murmansk i Sovjetunionen, som ofte kom skamskudte, decimerede og udmattede ind fra havet, fra en sejlads over Atlanten gennem de tyske "ulvekoblers" ubådsjagt og torpederinger af konvojernes handesskibe. ---- De skotske fjorde var også hjemsted for kystbevogtningens skibe, ubådsopankninger og u-bådsjagere, torpedobåde, korvetter, minelæggere m. fl. Slaget om Atlanten mellem De Allierede og Nazi-Tyskland kostede utroligt mange ofre. ---- Her ses mindestenen for de faldne, ved fjorden Loch Ewe i regionen Wester Ross. Loch Ewe var den fjord, som anvendtes som afskibning - og ankomstfarvand for konvojerne til Murmansk i det nordlige Sovjetunionen. Næsten 500 skibe afgik herfra mod Murmansk og tilbage i løbet af de år hvor konvojerne til Sovjetunionen foregik. ---- Omkring 900 andre skibe i konvoj, sejlede direkte mellem USA og Canada til Murmansk.

Informationen ved Loch Ewe indeholder bl.a. denne oversigt over de vigtigste funktioner omkring fjordens krigshistorie.

Beskrivelse og kort over konvojruter, tab af skibe m.m. ---- De arktiske konvojruter i 2. Verdenskrig gik fra England/Skotland og fra USA/Canada til de nordlige havne i SovietUnionen - Archangel og Murmansk. ---- Der var 78 konvojer mellem agust 1941 og maj 1945, selvom der var 2 perioder, hvor der ikke sejlede konvojer, nemlig mellem juli og september 1942 og mellem marts og november 1943. ---- Cirka 1400 handelsskibe leverede vitalt materiel til Soviet Unionen under loven The Lend-Lease programmet. ---- 85 handelsskibe og 16 Royal Navy krigsskibe (2 krydsere, 6 destroyere, og 8 andre eskortefartøjer gik tabt. ---- Tyskerne tabte et antal fartøjer inklusive et slagskib (Scharnhorst), 3 destroyere og mindst 30 U-både, foruden et stort antal flyvemaskiner.

Den engelske krydser HMS Kent undgår med nød og næppe at blive ramt af en granat. Granaten træffer i havet lige ved den bagbords hæk af krydseren. ---- Fotograferet fra en amerikansk destroyer. ---- Historien her kort: Petty Officer Harry Wright var søofficer ombord på HMS Kent, som var en såkaldt county class cruiser (krydser). Fotoet stammer fra dennes private fotoalbum, han og skibet overlevede krigen. ---- Krigsskibet deltog i konvojerne til Murmansk i Sovejetunionen. HMS Kent blev tilsluttet den engelske flåde i Scapa Flow, Orkney i oktober 1943. Indtil og i 1944 patruljerede skibet omkring de nordlige ankomstområder for de artiske konvojer. ---- Skibet eskorterede mere end 18 konvojer til Sovjetunionen.

Handelsskibe ved Murmansk under 2. Verdenskrig. Læs nedenfor om et historisk forløb for et af disse handelsskibe og den tyske u-båd, som sænkede skibet. ---- De arktiske konvojer forløb i 2 serier. Den første konvoj som sejlede havde ikke noget konvojnummer, men havde et kodenavn :" “Dervish”. ---- Den første serie konvojer havde betegnelsen: PQ (base ud) og QP (base ind) og sejlede fra september 1941 til september 1942. ---- Disse konvojer sejlede 2 gange om måneden, men blev afbrudt i sommeren 1942, da konvojserien blev stoppet efter katastrofen for konvoj PQ17 og igen stoppet i efteråret 1942 med den sidste konvoj i serien PQ18. ---- Den anden konvojserie havde betegnelsen: JW (base ud) og RA (Base ind) og sejlede fra december 1942 indtil slutningen af krigen, men med 2 afbrydelser i sommeren 1943 og igen i sommeren 1944. ---- Konvojerne udgik fra Island, normalt fra fjorden Hvalfjörður, videre nord om øen Jan Mayen til Archangelsk når isen forsvandt i sommermånederne og når vinteren satte ind, skifte til at sejle syd om øen når pakisen tog til, for så at sejle til Murmansk. ---- Efter september 1942 blev konvojerne samlet i Loch Ewe i Skotland, hvorfra de så sejlede til Murmansk. -- Følgende beretning om forholdene for handelsskibene og deres besætninger i det iskolde Barentshav nær Murmansk og omkring øen Spitzberg: Den 5. november 1942, blev det ueskorterede britiske fragtskib Chulmleigh på 5.445 tons, under ledelse af Kapatjn D.N. Williams, bombet og ødelagt af en tysk Ju-88 let bombefly fra eskadrille II. / KG 30, baseret på Banak, Nord Kap, Norge. skibet blev stærkt skadet og kaptajnen søgte at redde besætningen, ved at lade skibet strande på den øde sydlige kystområde på øen Spitsbergen. -- Dagen efter kl. 15:58, den 6. november, torpederede den tyske u-båd U-625, med Kapitänleutnant Hans Benker som chef, den strandede Chulmleigh og afsluttede ødelæggelsen af fartøjet med skud fra u-bådens 88mm. dækskanon. Senere på dagen blev skibsvraget igen bombet af en Ju- 88. - Skibsføreren, Williams, tre besætningsmedlemmer og ni af fragtskibets kanonmandskab (fragtskibet var udstyret med en 4" kanon) overlevede. Men 36 besætningsmedlemmer og ni af kanonmandskabet mistede livet. De fleste døde af forfrysninger og udmattelse, da hele besætningen landede med fragtskibet på en isoleret del af Spitsbergen. Da besætningen ikke blev reddet før den 4. januar 1943 - to måneder efter deres landing på øen, var 36 af mandskabet døde. De overlevende blev reddet af soldater fra basen i Barentsburg. Efter redningen og deres pleje på basen, som varede de næste par måneder, blev de overlevende sat ombord på krydseren HMS Bermuda (Kaptajn T.H. Back) og HMS Cumberland (Kaptajn A.H. Maxwell-Hyslop), som sejlede dem til Thurso, på nordkysten af Skotland den 16. maj 1943. -- U-625´skæbne efter ødelæggelsen af Chulmleigh. Året efter, den 2. januar 1944, blev u-båden angrebet af 2 britiske B-24 Liberator patruljefly fra eskadrille 224. Hans Benker´s kanonmandskab fik afvist det første B-24 fly´s angreb og for at forhindre, det andet fly´s angreb, beordrede Benker u-bådens dykning. Under dykningen, kom u-bådens Naxos pejleapparat´s wire ikke med ned i kommandotårnet og kom til at sidde i klemme i tårnlugen og da Benker var bange for, at dette ville forhindre tårnlugens tætningsgrad, aflyste han dykningen. Benker og en af hans besætning, kravlede op gennem tårnlugen, for at ordne wiren, men ordren om annullering af dykningen, blev ikke hørt og forstået af besætningen og u-båden fortsatte sin dykning, som betød, at Hans Benker og besætningsmedlemmet druknede, inden u-båden dykkede ud igen, da fejldykningen blev opdaget. -- U-625 blev senere overtaget af Oberleutnant zur See Siegfried Straub. Under en patrulje på Atlanten, vest for Irland, blev u-båden angrebet af en canadisk Short Sunderland flyvebåd fra RCAF eskadrille 422. Dybdebomberne ramte u-båden og den sank omgående, hvorunder hele besætningen på 53 mand omkom. Det var den 10. marts 1944, på positionen 52.35N, 20.19W.

Skibe ved Murmansk, i færd med at samle sig til en konvoj "homebound" (tilbage til base). ---- Udgående og hjemgående konvojer blev planlagt samtidig. En tæt eskorte af krigsskibe fulgte handelsskibene på bagbords side, sådan at de var klar til at sejle tilbage med den næste udgående konvoj, som jo altså blev planlagt i sammenhæng med den hjemadgående. ---- Desuden var der også en svær flåde enhed klar til at dække konvojen mod store tyske overflade fartøjer, som f.eks. slagskibet Tirpitz. ---- Disse svære flådeskibe ville følge konvojen udgående til et vendepunkt - og mådepunkt for den hjemadgående konvoj, som de så skulle dække resten af hjemturen for, medens eskortefartøjerne fortsatte deres dækning af den udgående konvoj til deres bestemmelsessted. ---- Konvojruten gik rundt om det tyskerobrede Norge til de soviettiske havne og var ekstremt farlige, da tyskerne havde mange fly, u-både og flådefartøjer til rådighed for angreb i de norske fjorde og havne, men også fordi vejrforholdene, storme, overisning, drivis, frost, kulde, tåge og udbredt mørke det meste af året på ruterne var yderst vanskelige at overkomme. ---- Alle disse forhold gjorde bl.a. svært at bruge u-båds radaren ASDIC. Der var ligeledes store besværligheder med at navigere og holde sammen på konvojens skibe, foruden at man i alle døgnets timer var udsat for angreb af de tyske u-både, fly og flådefartøjer. -- Her en lille beretning om de frygtelige forhold, de stakkes søfolk på handelsskibene måtte klare, når de deltog i konvojsejladsen gennem det iskolde arktiske hav nord for Norge og Rusland - deres risiko for en grufuld død i eksplosioner, i brændende olie på skibe og på havet og i det iskolde hav: Den 1. marts 1943, efter at have overlevet den foregående konvojsejlads fra Loch Ewe i Skotland til den russiske havneby Molotovsk, skulle fragtskibet "Puerto Rican" med i konvoj nr. RA-53 tilbage til Loch Ewe og videre over Atlanten til USA, hvor skibet igen skulle lastes med materiel til hjælp for russernes krig mod tyskerne og igen sejle tilbage over atlanten og det artiske hav. -- Fragtskibet var et ældre dampdrevet fragtskib på 6.076 tons, bygget i 1919 på G.M. Standifer Skibsværft, Vancouver, Canada og ejet af American-Hawaiian SS Co., New York. Chefen på skibet var Kaptajn Ralph Albert Oliver. -- Den 9. marts 1943, blev skibet sænket af den tyske u-båd U-586 (Kapitänleutnant Dietrich von der Esch), på positionen 66.44N, 10.41W. Fragtskibet havde haft besvær med at følge med de øvrige skibe i konvojen (RA-53) og var sakket ca. 33 km. bagud fra de andre skibe og sejlede nu alene. Ombord var der 65 besætningsmedlemmer og skibet havde 3.500 tons jernmalm i sine lastrum. -- Vejret havde de sidste 2 dage været stormende og isnende koldt med snebyger og høj rå søgang og skibet kunne ikke hold sin fart og var derfir sakket agterud. Klokken 22:06 om aftenen i buldrende mørke den 9. marts 1943, blev "Puerto Rican" ramt af en torpedo fra U-586, omkring 140 km. nordøst for Island. Torpedoen ramte i skibets styrbord side agten for fragtrummet # 5 og forårsagede, at skibet sank med kølen først efter 15 minutter. De otte officerer, 32 besætningsmedlemmer og de 25 fra kanonmandskabet (skibet var bevæbnet med en 5", en 3", fire 20mm maskinkanoner, fire 0,50 caliber og to 0,30 caliber maskinkanoner), forsøgte at forlade skibet i de fire redningsbåde og flåder, i høj sø og med frostgrader på -30°, med storm og høj sø i en bælgmøk nat. De nåede kun at sænke den ene redningsbåd, fordi de andre var frosset fast i deres davider og sænkningsudstyr. Da de overlevende i redningsbåden blev forsøgt sænket ned til havet, kæntrede den, da den pga. is i sænkningsudstyret, undervejs sad fast heri. Alle søfolkene i redningsbåden faldt ned i havet, hvor de fleste af dem meget hurtigt frøs ihjel i det -21° kolde vand. For otte sømænd, lykkedes det at svømme til en mindre drivende tømmerflåde. Seks af disse søfolk lykkedes det senere at kommer over på en større tømmerflåde. I de følgende to dage på det iskolde stormfulde hav, frøs alle disse sømænd undtagen én, ihjel eller blev skyllet af tømmerflåden. Den eneste overlevende, August Wallenhaupt, der var iført en livreddende dragt, blev samlet op den 12. marts af en anti-ubådstrawler, HMS St. Elstan og landet i Seydisfjordur, Island. Derfra blev han bragt til et hospital i Reykjavik ombord på det amerikanske troppetransportskib USS Gemini, der ankom den 16. marts. Han var dog så slemt medtaget af vejr og is, at han mistede begge fødder og de fleste af sine fingre på begge hænder. -- De nordatlantiske og arktiske konvojer var ekstremt farlige og krævede tusindvis af omkomne søfolk, som for en beskeden hyre, modigt og troligt sejlede de livsvigtige materialer til de allierede i England og Sovjetunionen. Alene dette fragtskib mistede 64 af sin besætning på 65 og sådan gik det ofte - alle disse døde sømænd fik aldrig en gravplads, men gik til grunde i det endeløs hav, uden et sted at mindes for de efterladte. -- Den tyske u-båd og dens besætning, U-586, mødte sin skæbne i Middelhavet nær Toulon, Frankrig, klokken 12:30 den 5. juli 1944, da den blev bombet og sænket under et luftangreb amerikanske B-24 bombefly fra eskadrille 233. -- Inden da var Kapitänleutnant Dietrich von der Esch fratrådt kommandoen på denne u-båd den 1. september 1943 og overtaget kommandoen på den nye u-båd U-863 den 30. november 1943. Denne nye store u-båd måtte som de fleste andre tyske u-både, ikke kæmpe i nordatlanten og det arktiske farvand, da de allierede på det tidspunkt af krigen, havde overtaget magten over Atlanterhavet og konvojsejladsen og kunne sænke de tyske u-både uden besvær. De tyske u-både var beordret væk herfra og måtte nu nøjes med at angribe mindre vigtige fragtskibe uden for konvojerne, bl. a. i sydatlanten. U-863 var også beordret til at patruljere i sydatlanten, hvilket betød, at u-båden ikke sænkede nogle fragtskibe, trods det, at den opholdt sig fra november 1943 til sidst i september 1944 i sydatlanten, da den blev sænket den 29. september 1944 ,i det sydlige Atlanterhav øst-syd-øst for Recife, i position 10.45S, 25.30W med dybdebomber fra 2 US Liberator fly (VB-107/B-9). Alle u-bådens 69 ombordværende omkom og altså også Kapitänleutnant Dietrich von der Esch. -- Hævnen for fragtskibet "Puerto Rican" blev da indfriet!

Ovenfor i det store tekstafsnit er der en udførlig deltaljere beretning om en af de største konvojkatastrofer og hermed tab af handelsskibe, under bare en enkelt konvøjsejlads over Atlanten. Mange andre konvojer mistede næsten lige så mange skibe, som i konvojen PQ 17. Men denne konvoj foregik i det baske nordlige ishav, Barentshavet, hvor vinter, storm og frost og iskolde havområder, betød en grusom død for de søfolk, som overlevede selv torpederingen og sænkningen - ophold i vandet og i de åbne redningsbåde overlevede man ikke ret længe. -- Kortet her viser havområdet og konvojens endeligt med agivelser af sejlretninger, skibsnavne m.m.

Det nordligste af Atlanten og ishavet krævede også mange tyske u-både livet. Kortet her viser de sænkede u-både, deres positioner og u-bådsnummer.

Murmansk og havnen i dag.

Mindesmærke i Murmansk for de søfolk som døde i krigen. Jeg tror desværre ikke man har medtaget mindesmærkeoptegnelser over myrderierne af de 300 kommunistiske bordelkvinder, som kommunisterne lod sejle ud med skib, hvorefter de sørgede for at drukne alle sammen ude på havet ( beretning ovenfor i tekstafsnittene). ---- Adskillige konvojer til og fra Sovjetunionen har særlig opmærksomhed: "Dervish" konvoyen, som var den første konvoj til Sovietunionen, samlet i Hvalfjörður, Island, afsejlet den 21. august 1941. Konvojen ankom til Archangelsk 10 dage senere. Konvojen var relativt lille og bestod kun af 6 handelsskibe: Lancastrian Prince, New Westminster City, Esneh, Trehata, den gamle Llanstephan Castle, flådetankskibet Aldersdale og det hollandske fragtskib Alchiba. Kommandøren for konvojen var Kaptajn JCK Dowding RNR. Konvojen fik eskorte af de oceangående minestrygerene HMS Halcyon, Salamander og Harrier, destroyerne HMS Electra, Active og Impulsive og anti-ubådstrawlerne HMS Hamlet, Macbeth og Ophelia. Som bevis på Churchill's snu mesterlige propaganda, var der ombord på Llanstephan Castle, 2 journalister og en kunstner, Felix Topolski, som skulle propogandere for hele den krigsmæssige indsat til hjælp for russerne. -- Den 30. maj 1942, ankom de overlevende skibe fra konvoj PQ-16, til Murmansk og Archangelsk. Konvojens sejlads var en stor success i forhold til den mængde materiel, som konvojen fik bragt til Sovietunionen (man mistede "kun" 6 skibe). Det fik så tyskerne til at øge sine bestræbelser på, at forhinde de efterfølgende konvojer i et nå frem og tilbage. -- I juli 1942, blev konvoj PQ-17 hårdest ramt af alle konvojer i hele 2. Verdenskrig. Under heftige angreb fra tyske fly og u-både, blev konvojens skibe beordret til at sprede sig, da Royal Navy havde fået underretninger om, at en tysk slagskibsgruppe, som inkluderede slagskibet Tirpitz, var afsejlet for at angribe konvojen. Eskortefartøjerne forlod konvojen, for at gå imod denne tyske trussel, som viste sig ikke at være reel. Konvojen blev overladt til sig selv og det fik katastrofale konsekvenser. Kun 11 af de 35 handelsskibe i konvojen lykkedes det at nå Murmansk - man kunne ikke undgå sænkningerne af de 24 handelsskibe, da den tyske overmagt af u-både og bombemaskiner var for stor. Men de store og tunge løfte/kranskibe fra konvoj PQ17 inklusiv "Empire Elgar", blev reddet og i Archangelsk og Moltovosk (nu Severodvinsk), kunne de losse og laste de næste konvojers materiel hen over de næste 14 måneder. Konvoj PQ17´s historie siges at have inspireret forfatteren Alistair Maclean til at skive sin første roman H. M. S. Ulysses. -- Andre vigtige "søslag" i Barentshavet og omkring Nord Kap, Norge: Slaget i Barents Havet i december 1942, blev udkæmpet mellem en konvoj og de tyske overfladestyrker, bestående af den tunge krydser Admiral Hipper og "lommeslagskibet" Lützow, som sejlede til angreb mod konvojen JW51B. Den tyske styrke blev drevet væk ved en kombination af Royal Navy styrker med destroyere og krydsere. -- Slaget ved Nord Kap i december 1943. Konvoj JW55B blev angrebet af det tyske slagskib Scharnhorst. Slagskibet HMS Duke of York og dens eskortefartøjer sænkede Scharnhorst i en nataktion (se ved de andre fotos om dette slag og i tekstafsnittet ovenfor).

Som en grum afslutning på historien, om konvojruterne og hjælpen fra De øvrige Allieredes side, til Stalin og Sovjetunionen og den anden front i Rusland, under 2. Verdenskrig, kan jeg ikke undlade at fortælle den følgende historie om uhyret Josef Stalin, som den person hele verden dengang var nødt til, eller bange nok til, at samarbejde med. ----- På dette foto fra vore dage, står en kvinde med en plakat af Stalin, jublende eller i hvert fald tilkendegivende, at hun og mange ligesindede ønsker ham og hans regime tilbage igen i Rusland - Gud fri os fra det! - . ---- Men her er en sand historie om en af Stalins uhyrligheder under 2. Verdenskrig, udført mod sit eget folk. ---- I øvrigt er det en kendsgerning at Josef Stalin, som skrubelløs diktator, myrdede mere end dobbelt så mange mennesker, herunder mennesker fra sit eget lands folk, end der døde i Hitlers koncentrationslejre. ---- I en nutid måling af russernes opfattelse af, hvilken person, som er den største person, som nogenside har levet i Ruslands historie, kommer Josef Stalin ind på en 3. plads! ---- Se hvis ikke det er uhyggeligt....? ---- Nå! Her er så en af de utallige grusomme onde historier, som Stalin indirekte eller direkte var skyld i. ---- Der knytter sig til krigshistorien om 2. Verdenskrig vedrørende havnebyen Murmansk. Russerne havde oprettet et bordelkompleks, hvis kvinder skulle betjene de mange søfolk fra især handels - og krigsflåden, som kom i land fra De Allieredes og egne flådestyrker, med seksuelle ydelser. ---- Kvinderne var nøje udvalgt mht. udseende og de kunne alle tale engelsk. De skulle, ud over de seksuelle ydelser, også anvendes som informationskilder for russerne vedrørende de bordelbesøgende søfolks viden om forholdene hos De Allierede. De russiske kvinder virkede altså som både ludere og spioner. ---- Ulempen for russerne og det kommunistiske system, med Stalin som havde en sygelig paranoid mistroiskhed om mange ting i Sovjetunionen, betød at den kommunistiske ledelse i Murmansk og måske højere oppe i det kommunistiske system, blev nervøs for disse mange kvinders viden og mulige hensigter og handlinger i deres omgang med De Allieredes søfolk. Ved verdenskrigens slutning i 1945 blev de ca. 300 kvinder bogstaveligt fanget ind og sat på et skib, som sejlede dem til havs, hvor kommunisterne smed dem i havet og lod dem drukne i det iskolde vand!! Tak for tro og værdifuld tjeneste på bordellet - en enkeltbillet ud på havet til en grusom død!! ---- En uhyrlighed og som til fulde viser kommunismens menneskeforagt og Stalins umenneskelighed og vanvid, som kom til udtryk i hele sin regeringstid. Tænk også bare på myrderierne af over 15.000 polske officerer og andre i Katynskoven i Polen under krigen - Endda også ved at påstå, at det var tyskerne, som havde myrdet alle de mange mennesker. ---- Vestens demokratiske lande har efter min mening aldrig gjort op med den fortid, som kommunisterne satte en katastrofal historisk aftryk på, i over 70 år verden over. Tænk også bare på de hjemlige kommunister efter krigen og op gennem 50´ og 60´erne! Mage til landsskadelig virksomhed skal man vist lede længe efter i forhold til danske forhold, måske bortset lige fra forholdene lige før tyskernes invasion af Danmark og Norge og de første år af krigen, som jeg ikke er stolt over at tænke på! Jeg betragter det nærmest som landsforræderri, det der skete den gang - Der var helt sikkert et komplot/aftale med tyskerne om den 9. april 1940. Det kunne vi ikke være bekendt over for den frie verden!

"Enestående" Sovjetrussisk taknemmelighed over for en gammel miltær officer - Smakkk - Det er da et kys - ahømm.. der vil noget!

Her har du verdens største specialister i folkemord, terror, undertrykkelse, ufrihed, censur, kulturradikalisme, diktatur, statsterrorisme, vanvids - og massehysteri, demagogi, storhedsvanvid, udbytning, plyndring, fornedrelse, terrorregime i eget land, korruption økonomisk på alle planer, korrupt politi - og retsvæsen osv. osv.... Tilsammen lykkedes det dem, i en periode fra oktober 1917 til ca. 1990, altså ca. 70 år at være årsag til at ca. 120.000.000 mennesker måtte død. Hertil kommer også den japanske kejser Hirohito og Japans ledende elite, som fra 1935 og til 1945 var årsag til adskillige millioner døde i fjernøsten. Man skal heller ikke glemme de to spanske og italienske facister Franco og Mussulino, som også bidrog med et par millioner dræbte (spanske borgerkrig over 1 mill.). Måske er verden nærmere 130.000.000 dræbte i den periode - et svimlende tal. ---- Hovedparten af disse mange myrderier skete i tidsrummet 1935 til 1955 via krigshandlinger, internerings - og KZ-lejre, nedskydninger og udryddelser af hele landområders befolkninger, likvideringer, fordrivelse af befolkningsgrupper til fjerne egne af Sibirien, hunger - og sygdomsfølger, belejringer, plyndringer, fattigdom m.m. ---- prøv så at tænk på hvad verdens frie lande, som tog kampen og modstanden op mod disse bæster måtte ofte for at stoppe dem - alle de mange millioner døde, er jo også en følge af, at man gjorde modstand og gik i krig mod disse uhyggelige mænd og deres lande - hvad skulle man ellers have gjort? Bøjet sig? Accepteret det? Husk på disse galninge levede samtidigt og der ville kun have været plads til én af dem her på jorden, som sejrherre - Hvis den frie verden ikke havde kæmpet imod - ville vi slet ikke have oplevet en fremtid, men alle bukket under i krigens ragnarok om magten i verden. ---- Næste udfordring til den frie verden bliver og er allerede den intolerante og krigeriske lovreligion Islam og Kina´s og Indiens enorme befolkning og deres økonomiske og befolkningsmæssige styrke i fremtiden. Vil Vestens demokratier kunne holde til de enorme påvirkninger af økonomisk, financiel og produktivitetmæssig magt, som disse 2 lande vil kunne præstere i fremtiden. Bliver demokratiet og friheden sat til salg for enhver pris for at opnå sikkerhed? ---- Og så.... kan jeg ikke undgå at komme til at tænke på alle de hundredetusinder af elitære danskere, som var ellevilde med disse "Store ledere", "Den Store Rorgænger" og Nazismens ikon for "Forbrydelser Mod menneskeheden"! Har de mon fået børstet tænder og renset munden og tørret blodet af hænderne - de som ikke kunne eller ville se og forstå en skid - selv om de tog "store fine" uddannelser på vore universiteter. Gid I må plages resten af livet over at have støttet sådanne uhyrligheder og forpestet vores dejlige Danmark med jeres had mod os andre, USA og forherligelse af diktaturer og "slyngelstater"! ---- Nu har nutidens type danskere, med samme indstilling som dengang 2 altovervejende ikoner - et hade-ikon: USA og alt hvad det står for og et elske-ikon: Islam, muslimer og alt hvad det står for! ---- Begynder vi andre ikke at kæmpe imod, får vi ikke et multikuturelt samfund - men et monokulturelt samfund bestående af et islamdomineret og ledet samfund, hvor der ikke vil blive plads til multikultur, frihed, demokrati og velfærd.

Winston Churchill´s berømte tale i Underhuset den 4. juni 1940 og hermed til det engelske folk og hele den frie verden, herunder især med adresse til Amerika, som på det tidspunkt ikke var inde i krigen, men kun var så småt i gang med at hjælpe England med materiel og flådeskibe (bl.a. en leje/låneaftale, hvor 50 destroyere blev givet til England). Talen er her oversat til dansk - men når man hører den blive talt af Churchill selv - er virkningen helt formidabel - man får gåsehud af den trodsige men vedkommende tale - Hans indtrængende intensitet i stemmen og budskabet gik rent ind overalt i verden - talen er udødelig og bruges i dag til stadighed i mange sammenhænge, politisk som kunstnerisk. Den fik folket i mange lande til at stå sammen og holde ud og kæmpe imod.

Historien om den tyske ubåd U-665 (Type VIIC) - som blev sænket af et britisk Whitley fly. U-båden var under kommando af Oberleutnant zur See Hans-Jürgen Haupt (Foto). Han og besætningen nåede dog kun at sænke et allieret handelsskib under Slaget Om Atlanten. -- Efter 7 måneders lang træning i ubåden fra den 22. juli 1942 til den 31. januar 1943 tilhørende 5. Flottille, stævnede den ud fra havnen i Kiel den 20. februar 1943, efter total opfyldning af proviant og torpedoer (14 styk). Den var nu tilhørende 1. Flottille og havde status som "front boat". -- Midt ude i Nordatlanten, sammen med 21 andre tyske ubåde i "The Wolfpack Stürmer", deltog ubåden i jagten og angrebene på den allierede handelsskibskonvoj SC-122 (langsom konvoj på gns. 7-9 knob), som omfattede 50 handelsskibe fra England, Holland, Panama og Grækenland. 9 gamle/ældre eskortekrigsskibe sejlede på skift som beskyttelse af konvojen, men som ikke kunne deltage samtidigt i patruljeringen. Flere gange var der kun 1 eller 2 krigsskibe omkring konvojen, da hårdt vejr og storm, maskinskader m.m. betød at flere krigsskibe måtte vende om eller ikke deltage aktivt i beskyttelsen alle dagene på havet omkring konvojen. -- Den 17. marts lykkedes det U-665 ad flere omgange og med flere torpedoer, at sænke det store britiske handelsskib "Fort Cedar Lake" på 7.134 bruttoregistertons, som havde en blandet ladning af gods og som desuden også var på sin første konvojsejlads over Atlanten. Handelsskibets rute var: Vancouver - Panama - New York (5. Marts) og med konvojen til Belfast Lough i Nordirland, som den altså ikke klarede. Besætningen på 50 mand overlevede alle mand på mirakuløs vis sænkningen, da konvojens eneste redningsskib "Zamalek" fik alle samlet op af det iskolde hav. Konvojen mistede i alt 11 handelsskibe, heraf 9 sænkede og et tab af 65.000 tons skibe + gods. Flere af handelsskibene var sakket agterud fra konvojen pga. storm og motorproblemer hvilket betød lavere sejlhastighed og derfor kunne de ikke følge med de øvrige skibe i konvojen og var uden beskyttelse af flådefartøjer og let bytte for de mange samlede ubåde. 132 sømænd fra handelsskibene omkom. Slaget om konvojen fortsatte i de kommende dage indtil den nåede ind i nærheden af Irland, hvor luftforsvaret af konvojerne var mest effektivt. -- U-665 blev derfor opdaget på havoverfladen den 22. marts 1943 af det britiske Costal Command Handley Page Whitley patruljefly fra eskadrille 10. Sqdn. OTU. U-665 havde da været på patrulje og i kamp i kun 31 dage og var lige som fragtskibet også på sin første krigspatrulje. Whitleyflyet opdagede U-665 på positionen 48.04N, 10.26 W, vest for Irland. Piloten angreb omgående og iden U-665 kunne komme dybt nok ned og væk ramtes den af dybdebomber fra flyet og den sank med alle 46 mand ombord - ingen overlevende. -- U665 var bestilt til bygning den 15. august 1940 og påbegyndt den 10. juni 1941 med werknr. 814 på Howaldtswerke Hamburg AG. -- Ubåden blev søsat den 9. juni 1942 og kommisioneret den 22. juli 1942 med Løjtnant Hans-Jürgen Haupt som kaptajn. Da han var af reserven fik han som kaptajn på ubåden kun rangen Overløjtnant. -- Han var født den 19. februar 1911 i Berlin og omkom kort efter sin 32 års fødselsdag den 22. marts 1943. Hans flådekarriere: Han var først i den civile handelsflåde, men meldte sig ad 2 omgange til den tyske marine, sidste gang i 1937, med start som Offiziersanwärter 8. april 1934, dernæst Fähnrich zur See den 1. juli 1935 - Oberfähnrich zur See den 1. januar 1936 - Leutnant zur See den 1. april 1937 og endelig Oberleutnant zur See den 1. marts 1943. -- Mange af "Stürmer" ubådsgruppen blev også sænket i løbet af 1943, som var det år hvor de allierede fik endegyldigt stækket den tyske ubådsflådes betydning i "Slaget om Atlanten".

Den tyske ubåd U-123 sænker her et handelsskib med sin dækskanon. Det var bl.a. dette The Coastal Command´s fly skulle forhindre - men en opgave, som i de førte 2-3 år af krigen var meget vanskeligt at udføre effektivt. Først i slutningen af 1941 og gennem 1942 fik man materiel, som meget bedre kunne imødegå de tyske ubådes hærgen på Atlanten. Faktisk betød flyaktiviteten på Atlanten fra De Allieredes side, at de tyske ubåde helt mistede sin betydning for krigens gang.

En af de berømte tyske U-båds esser, var Kaptajn Hardegen, som her på billedet troner oppe i ubåden U-123´s tårn. Han og ubåden sænkede over 300.000 tons allieret skibstonnage.

Kort over Nordatlanten, som viser det enorme antal tyske u-både, som blev sænket her. Koncentrationen af sænkede u-både sydøst for Grønland og "Kap Farvel", skyldes at det var dette område mange af de store "ulvekobbler" af u-både hold til i patrulje linier, så man kunne de mange konvojer, som sejlede gennem dette farvand til og fra USA/Canada og England, ofte med Island som mellemstation og opsamlings havne (i Islands fjorde). Koncentrationen af handelsskibe, eskortefartøjer fly-patruljer og tyske u-både medførte drabelige slag mellem oarterne, hvorunder hundredvis af handelsskibe blev sænket - men også at mange tyske u-både blev sænket - især efter maj 1943, da De Allierede her overtog herredømmet over konvojsejladsen. Eskortefartøjernes overlegenhed og flyeskorternes effektivitet og kvantum tillige med mange andre forhold, gjorde det næsten umuligt for de tyske u-både, at undgå sænkning. Den tyske flådeledelse blev så rystede af de mange sænkninger af deres u-både i foråret 1943, at de i sommeren trak alle u-både ud af områderne og forlagde dem ned sydpå i Atlanten og ved Gibraltarstrædet. Se evt. også kortet fra området vest for Frankrig og Biskayen ovenfor.

I senvinteren og foråret 1942 blev relativt få tyske u-både sendt til østkysten af USA og Canada, herunder også nede omkring Florida og Gulfen, hvor der sejlede mange tankskibe fra oliekilderne og op langs USA´s østkyst. Amerikanerne og deres ledende flådeadmiral King var slet ikke forberedt på dette kløgtige træk fra den tyske Admiral Dönitz. De tyske u-både kunne stort set sejle uhindret rundt og sænke det ene handelsskib efter det andet. Amerikanerne indførte ikke konvojsejlads før sent på året og de ensomt sejlende handelsskibe uden eskorte blev sænket i stort tal. Ligeledes blev nogle få tyske u-både sendt til farvandet omkring de vestindiske øer og nordkysten af det sydamerikanske fastland. Her kunne de også sænke mange af de ensomt sejlende handelsskibe. I kraft af amerikanernes bestræbelser på at dæmme op for disse sænkninger, lykkedes det senere at begynde at opspore og sænke mange af de tyske u-både. Kortet viser de tyske u-både, som blev sænket i de amerikanske farvande og i Caribien under krigen.

I det sydlige atlanterhav, patruljerede de tyske u-både også ofte i uge- og månedsvis uden at støde på allierede handelsskibe. Da det tyske u-bådsvåben havde svært ved at følge med teknologisk i forhold til De Allieredes stadigt mere avancerede og effektive opfindelser mod u-bådsangreb, betød det, at i maj 1943, havde tyskerne tabt "Slaget om Atlanten" og mange af u-bådene blev beordret til ikke at patruljere i Nordatlanten, men trække til andre steder, herunder Sydatlanten. De Allierede havde efter 1943 fly og flådebaser langs både Nord- og sydatlantens kyster, fra Grønland/Island i nord, ned langs Nordamerikas kyst, i Caribien, flere steder på den Sydamerikanske kyst (f.eks. Brasilien). Mange af Midt- og sydatlantens småøer havde også baser til langtrækkende anti-ubådsfly, f.eks. Azoerne, Cap Verde øerne, Sct. Helena øen osv. Fra Capetown i Sydafrika og op langs den vestafrikanske kyst, havde De Allierede mange fly- og flådebaser (f.eks. Elfenbenskysten, Mali og det nuværende Ghana, med Freetown, som den vigtigste base og havn, hvortil mange konvojer syd om Afrika lagde ind, eller samledes der, også når konvojerne kom fra Sydamerika med fragt og gods. -- De fleste tyske u-både, som blev sænket i Midt- og sydatlanten skyldes De Allieredes avancerede radar og andet kode- og pejleudstyr, som satte deres langtrækkende fly i stand til at opspore og sænke u-bådene, selv ude på de øde havområder. De tyske u-både fik forsyninger og brændstof fra tyske specielle fragt- og tankskibe og fra de specielt konstruerede store tyske u-både, de såkaldte "Mælkekøer" ("Milch-kuhe"). tyskerne havde produceret 10 sådanne kæmpe u-både, som i krigens første 3 år var vigtige for angrebs-ubådenes virke, langt fra deres baser i Vestfrankrig. I løbet af 1943/1944 blev dog alle disse 10 "malke-køer" opsporet og sænket, ligesom mange af tyskernes forsyningsskibe også blev opdaget og sænket. Nogle af tyskernes forsyningsskibe var samtidigt også kamuflerede krigsskibe, som drog rundt i primært Midt- og sydatlanten og i det Indiske Ocean og sænkede allierede fragtskibe og sågar britiske og australske krigsskibe, helt op til krydserstørrelse. Se foto og kort over det Indiske Ocean, hvor der er en spændende historie om et af disse tyske fragsskibs-krigsskibe, som sænkede australiens flådestolthed "HMAS Sydney" ud for vestaustraliens kyst i november 1941.

I det Indiske Ocean opererede de tyske u-både også - især langs den østafrikanske kyst og omkring de logiske sejlruter, som handelsskibene fulgte på deres sejlads til og fra Australien, New Zealand, Indien og andre steder, som ikke var besat af Japanerne. Japan og Nazityskland samarbejdede om krigsførelsen, hvilket betød, at de tyske u-både jagtede fragtskibe helt ovre omkring Indonesien. Tyskerne fik forsyninger og brændstof i den erobrede japanske base i Penang (nutidens Thailand). -- Tyske kamuflerede krigsskibe (lignede handelsskibe), sejlede bl.a. rundt i det Indiske Ocean, for at sænke både handelsskibe og allierede krigsskibe. Det tyske handels/krigsskibe "Kormoran" sænkede f.eks. den australske krydser "Sydney", som blev sænket med tab af alle 645 mand på skibet ud for vestaustraliens kyst. Krydseren havde dog under slaget med det tyske handels-krigsskib tilføjet det skader, som senere også fik det tyske skib ved navn "HSK Kormoran" til at synke. Se link til alt om Royal Australian Navy HMAS "Sydney" og dets opdagelse på 2 kilometers dybde. I linket kan du se dykkervideoer og en masse fotos fra dybet, hvor krigsskibet ligger. I linket kan du også læse alt om skibet og dets skæbne (det har senere vist sig, at en enkelt overlevende drev med sin redningsbåd mange hundrede sømil nordpå og strandede som død, på en lille ø nær Indonesien. I linket er der også historien og fotos af det tyske krigsskib "Kormoran", som også er fundet som vrag, ikke så langt fra "Sydney". Af "HSK Kormoran´s" 400 besætningsmedlemmer overlevede 317 mand.

Den australske krydser "HMAS Sydney". Skibet blev søsat den 22 september 1934 fra værftet Swan, Hunter & Wigham Richardson Ltd, Wallsend on Tyne, England og var operativ klar den 24. september 1935. Fakta: 6.830 tons. Længde: Ca. 190 m. Bredde: Ca. 19m. Bevæbning: 8 x 6" kanoner. 4 x 4" kanoner. 12 x 0.5" maskinkanoner i 3 firling affutage. 12 x .303" Lewis maskingeværer. 8 x 21" torpedo rør (i 2 dobbelte opsætninger). Hestekræfter: 72.000. Hastighed: 32.5 knob (svarende til 60.19 km/h). Besætning på 645 mand.

Foto fra vraget og hovedarmeringen på "HMAS Sydney" - det bagerste dobbelte 6 tommers kanontårn "Tårn X". Det var dette tårns 2 kanoner, som skadede det tyske "HKS Kormoran", så dette også sank senere. Se link ovenfor til alle de mange fotos og videoer af begge skibsvrag.

Det tyske kamuflerede handels/krigsskib "HKS Kormoran". -- Skibet tilhørte tidligere Hamburg - Amerika Linie rederiet med navnet "Steirmark". -- Skibet var på 8.736 tons, havde en længde på ca. 172 meter og en bredde på va. 22 meter og var bygget i Kiel Shipyards. Skibet kunne sejle med en hastighed på 18 knob. -- Bevæbningen bestod af følgende: 6 x 15cm (5.9 inch) kanoner med en rækkevide på ca. 16.500 meter. 5 x 2cm luftværnskanoner. 2 x 3.7cm luftværnskanone. 6 x 21 inch torpedo rør (heraf 2 nede under vandlinien). Skibet kunne medføre 360 miner. Skibet havde 2 Arado 196 flyvebåde placeret i nr. 5 lastrummet. Besætningen var på 400 mand.

HMS Glorius var et engelsk hangarskib, som sammen med 2 destroyere i operation Juno, søgte at fange og sænke det tyske slagskib Scharnhorst. Det lykkedes som bekendt ikke og resulterede i at alle 3 engelske skibe blev sænket af Scharnhorst.

Dækket på det britiske hangarskib HMS Glorius plastret til med Swordfish torpedojagerfly.

HMS Glorius ramt af Scharnhorst 15" granater. Brændende og med slagside var det begyndelse på enden i skibets eksistens.

Den britiske destroyer HMS Ardent rammes af granater fra Scharnhorst. De 2 andre skibe, bl.a. hangarskibet er også ramt, brænder foruden et af dem som eksploderer.

Granatnedslag og røgsøjler, Hangarskibet HMS Glorius og destroyerne HMS Ardent og HMS Acasta rammes af de mægtige 15" kanoner fra Scharnhorst.

Søkort over slaget ved Nordkap 26. december 1943, hvor man endelig ved stor list fik det tyske slagskib Scharnhorst sænket. 1932 af besætningen omkom, kun 36 overlevede. Se ovenfor i de udførlige beskrivelser og billeder fra slaget. Britterne mistede dog også 2 destroyere og et hangarskib.

Alle engelske hangarskibe havde Swordfish torpedofly med, som her det berømte HMS Ark Royal med en sektion Swordfish over sig. Men i starten af krigen medførte de engelske hangarskibe også de forældede Blackburn Skua torpedofly, på HMS Ark Royal var det Eskadrille nr. 800. ---- HMS Ark Royal og dets historie i 2. Verdenskrig: Anti-ubådspatrulje i havet nord for Irland i september 1939, hvor hangarskibet undgik at blive ramt af 2 torpedoer fra den tyske u-båd U-39. ---- 14. september undgik med nød og næppe en bombe fra et tysk flyangreb. ---- 26. september proklamerer tyskerne i propagand øjemed, at HMS Ark Royal er blevet sænket, noget som de gjorde adskillige gange, uden at det var rigtigt. ---- Oktober 1939 til februar 1940, anti-ubådspatrulje i det sydlige Atlanterhav. ---- April - juni 1940, den engelske undsætning af Norge ved tyskernes invasion og den senere tilbagetrækning og de sømilitære operationer det afstedkom. ---- Den 10. april sænker et af HMS Ark Royal Swordfish torpedofly den tyske lette krydser Konigsberg. ---- Den 12. juni 1940 Ark Royal med i angreb på Trondheim i Norge. Med indsatstyrke "H" i Middelhavet fra juni til oktober 1940. ---- I juli måned i havn for at få tilført nye forsyninger og mandskab. ---- Med i angreb på den Italienske havneby Cagliari den 2. august 1940. ---- Med i Dakar operationen 23-25. september 1940. ---- Tilbage til England for genforsyning af udstyr, og mandskab i oktober-november 1940. ---- Angreb på Cape Spartivento i november 1940. ---- Med i eftersøgningen af de tyske svære flådeenheder i Atlanten i november 1940. ---- Februar til april 1941 med opgave at færge Hurricane jagerfly til Malta. ---- Maj 1941, efter at det engelske slagskib HMS Hood var blevet sænket af det tyske slagskib Bismarck, lykkedes det et par af Ark Royal´s Swordfish torpedofly, at ramme Bismarck med 2 torpedoer i agterstavnen, så skibet ikke kunne kontrollere sin styring og fortsætte sine angreb på konvojer og engelske flådeenheder, men kunne kun sejle i store buer på havet. Swordfishflyene ramte Bismarck den 26. maj 1941 og efterfølgende kunne den engelske flåde indhente Bismarck og verdens største slagskibsduel endte med at Bismarck, under heroisk kamp, blev smadret og til sidst sank med næsten alle om bord. ---- Juni til november 1941 igen færgeopgaver til Malta med Hurricane jagerfly, tillige med eskorteopgaver for 2 vigtige konvojer til øen Malta, som var uhyre vigtig for englændernes muligheder for at klare sig i Nordafrika mod tyskerne og Feldmarskal Rommel. ---- I tidsrummet juni til november 1941 deltog HMS Ark Royal også i angreb på Sardinien den 24. august 1941. Den 9. september 1941 angreb på Genoa, Leghorn og Spezia. ---- HMS Ark Royal ramtes af 1 torpedo af den tyske u-båd U-81 under Kaptajn Friedrich Guggenberger, den 13. november 1941. ---- Hangarskibet sank ikke, men fik stærk slagside og den engelske flåde fik trosser sat i skibet og trak det mod Gibraltar i forsøget på at redde det dyrebare skib, men den 14. november kippede HMS Ark Royal om og sank kun ca. 13 nautiske mil, som svarer til 13 sømil = 1852 meter pr. mil = ca. 24 kilometer fra Gibraltar. Dette var accepteret i 60 år, selv om man ikke havde fundet vraget af HMS Ark Royal. ---- Men i midten af december 2002, fandt et hold filmfolk fra BBC, som var på en opgave med at lave et dokumentarprogram om marinearkæologi, skibet på bunden ca. 30 nautical miles, altså ca. 56 kilometer øst-syd-øst for Gibraltar. ---- Skibet var brækket i flere dele under sin vej ned i havet, men da strømmen i Gibraltarstrædet er meget stærk, var skibet og dele heraf drevet ca. 25 kilometer under vandet, inden det endelig ramte bunden 56 kilometer fra Gibraltar. så rapporten om at det sank ca. 24. kilometer fra Gibraltar kan godt være rigtigt. andre raporter taler også om 41 kilometer, og det lyder måske nok mere sandsynligt. Læs også ovenfor i de store tekstafsnit, hvor der er 3 seperate links til alle detaljerede historiske oplysninger om Ark Royal og 2 andre engelske hangarskibe, som tyskerne sænkede i starten af 2. Verdenskrig.

Hangarskibet Ark Royal med swordfishflyende klar til take of.

HMS ARK Royal efter at være ramt af den tyske u-båd U-81 med kun 1 torpedo den 13. november 1941 i Middelhavet. ---- Hangarskibet ligger svært beskadiget og med svær slagside for så stort et skib. Dagen efter sank skibet under forsøget med at bugsere det til Gibraltar. ---- Alle, undtagen en sømand af de ombordværende, blev reddet fra skibet med det samme, efter torpedoen skrællede siden op under vandlinien på skibet og vandet væltede ind. Kaptajn Maund på HMS Ark Royal, vidste kun alt for godt, hvad en torpedering af et hangarskib kunne føre til, så han iværksatte omgående evakuering af hele besætningen, da skibet få minutter efter anslaget af torpedoen, begyndte at få slagside. Han havde selv kendskab til de 2 andre store engelske hangarskibe HMS Courageous og HMS Glorious, som allerede tidligt i 2. Verdenskrig blev sænket af tyskerne og at de sank meget hurtigt, med tabet af næsten alle besætningsmedlemmer på begge skibe. Klog beslutning må man sige. ---- Men se ovenfor i det store tekstafsnit, hvor der 3 link til detaljerede beskrivelser af skibet og de 2 andre hangarskibes historie. ---- Ligeledes er der et link til den tyske u-båd U-81 og dens historie.

Kort over positioner for sænkede tyske u-både i Middelhavet, ved Gibraltarstrædet og i Sortehavet.

Billede af den tyske type VIIC u-båd U-81. ---- Ovenfor i det store tekst - og historieafsnit, er der et link til et detaljeret historisk materiale om U-81, tillige med et link til en side kaldet U-boot-net, hvor man kan se alt om u-både i hele verden - et fantastisk opslagsværk. ---- Men her er en kortfattet oversigt over dens meritter: U-81. Type VIIC. ---- Bygning påbegyndt: 11. maj 1940, på Bremer Vulkan Værftet, Bremen-Vegesack. ---- Overdraget U-bådsflåden og Overløjtnant Friedrich Guggenberger 26. april 1941. ---- Kommandør: 26. april til 24. december 1942, Kaptajnløjtnant Friedrich Guggenberger. ---- Kommandør: 25. december 1942 til 9. Januar 1944, Overløjtnant Johann-Otto Krieg. ---- Patruljetogter: 17 patruljer fra 26. april 1941 til 31. juli 1941 under 1. Flottille (træningsenhed). ---- 1. august 1941 til 30. november 1941, 1. Flottille, patruljetogt som front u-båd. ---- 1. december 1941 til 9. januar 1944, 29. Flottille, patruljetogt som front u-båd. ---- Krigshandlinger: ---- 24 Handelsskibe sænket på i alt 41.784 bruttoregistertons. ---- 1 Troppetransportship sænket på 1.150 bruttoregistertons. ---- 1 Krigsskib sænket på 22.600 tons. ---- 2 Skibe skadet på i alt 14.143 Bruttoregistertons. ---- U-bådens skæbne: Sænket kl. 11:30 den 9. januar 1944 ved Pola, på position 44.52 nord, 13.51 øst af bomber fra amerikansk fly. ---- Hævet: Den 22. april 1944. U-båden lukket op: 2 døde indeni, siden blev u-båden ødelagt og metallet genanvendt. ---- ukendt antal overlevende eller døde.

Lockheed Hudson patrulje - og anti-ubådsjager. ---- Antagelig den flytype, som fløj mest fra området ved Wick, Caithness i Skotland, end andre fly i de første 3 år af 2. Verdenskrig. ---- Dette fly var involveret i rekognoscering , anti-ubåds patruljer, konvoyeskorte og angrebsfly mod tyske mål i Norge og i norske farvande, hav som fjord. Hudsonflyet gjorde tjeneste i eskadrillerne 269, 48, 608 og 220. Lockheed Hudson. ---- Beskrivelse: Rekognoscerings - og bombefly med 5 mands besætning. ---- Bygget i metal over det hele (mange andre engelske fly, havde også komponenter af træ og lærred). ---- Motorkraft: 2 styk 1.050 hp Pratt & Whitney Wasps, eller 2 styk 1.100 hp Wright Cyclones. ---- Størrelse: Vingespan: 20 meter. ---- Længde: 14 meter. ---- Højde: 3,5 meter. ---- Vægt: Tom: 6 tons. Lastet: 8,5 tons. ---- Ydelse: Maximum hastighed 246 400 km./timen. ---- Stigningshastighed: 365 meter pr. minut. ---- flyvetid: 6 timer. ---- Operationshøjde. 6,7 kilometer. ---- Bevæbning: Foran i næsen 2 faste 0.303 maskingeværer, 2 styk 0.303 maskingeværer i rygtårn og 1 styk 0.303 maskingevær i bogtårn. ---- Kunne også forsynes med 2 faste 0.303 maskingeværer foran nederst i næsen. ---- Bombelast: 375 kg.

De amerikanske Lockheed Hudson fly havde helt udrangeret og erstattet de gamle engelske Avro Anson fly i starten af 1942. Hudson-flyene havde en større aktionsradius og større ildkraft i angrebsøjemed. Flyet på fotoet er fra 269. Eskadrille og en Mark III model. Flyet med kendingsnummeret T9465 blev leveret i juni 1941 og bærer også navnet: "Presented By Lockheed-Vega Employees" (oversat: "Præsenteret af Lockheed-Vega ansatte"). Flyet overgik senere til 161. Eskadrille og gik tabt ved Blida den 21 juli 1943.

Lige over på den anden side vandfaldet ved bjergsøen Loch Coire Mhic Fhearchair i Beinn Eighe bjergene i Torridon Mountains, Skotland, ligger der nogle vragdele fra en Hudson flyvemaskine, som styrtede ned her i slutningen af 2. Verdenskrig. Alle 3 ombord blev dræbt. Jeg vandrede her forbi i 2002. Længere oppe i horisonten på fotoet, styrtede der også i 2. Verdenskrig et stort engelsk bombefly ned, et Avro Lancaster med 4 motorer.

Lyness Naval Cementary og gravstenene for mandskabet på et Hudson patruljefly. Disse fly anvendtes til mange formål under 2. Verdenskrig, men ofte til patrulje - og angrebsopgaver i jagten på tyske ubåde og som eftersøgningsfly.

Optegnelse og kort beskrivelse af Hudsonflyets opgave og dets styrt med angivelse af de dræbte flyvere og deres navne.

Lyness Naval Cemetary på Orkney- øen Hoy. Denne kirkegård besøgte jeg tillige med det nærliggende krigsmuseum. Fantastisk oplevelse på godt og især ondt. Knugende stilhed på kirkegården, som rummer så mange grave på unge mænd fra de 2 store verdenskrige og som mistede livet i og omkring Skotland og Orkney og ude på atlanten i "Slaget Om Atlanten".

Flyet Avro Anson. -- Da 2. Verdenskrig begyndte, var der 26. Royal Air Force (R.A.F) eskadriller, som havde Ansonflyene. -- 10 eskadriller i Kystkommandoen (Coastal Command) og 16 eskadriller i Bomberkommandoen (Bomber Command). Men på det tidspunkt var Ansonflyene forældede som bombefly og delvis også som kystbevogtnings - og patruljefly, herunder også flytypen Blenheim. -- Anson og Blenheimflyet blev bl.a. fortrængt af flyene Armstrong Whitworth Whitley, produceret i England og Lockheed Hudsonflyet fra USA. Senere kom både de britiske Wellingtonfly, Short Stirlingfly, Sunderlandfly, Beaufighterfly og de amerikanske Catalinafly og Liberator B-24 fly til. Nogle udvalgte grupper af Ansonfly forblev i operativ tjeneste, som kystpatruljefly og som redningsfly på havet. -- Tidligt i krigen ramte et Ansonfly antagelig en tysk u-både med en bombe. I juni 1940, blev 3 Ansonfly på patrulje, angrebet af 9 tyske Luftwaffe jagermaskiner, Messerschmitt Bf 109s. Ansonflyene tog kampen op mod overmagetn og på bemærkelig vis skøde de 2 af de tyske jagere ned og skadede et 3. tysk fly, inden luftkampen sluttede uden at nogen af de 3 Ansonfly blev skudt ned. -- Flyets sande rolle var, at være et fortrinligt træningsfly for nye piloter og andre besætningsmedlemmer, bombesigtere, navigatører, radiooperatører og maskingeværskytter, som skulle flyve i de store bombemaskiner, som f.eks. Avre Lancasters, Short Stirlings og Consolidated Librator, alle fly med 4 motorer. -- Efter krigen fortsatte Ansonflyet med at være træningsfly og som let fragtfly. -- Den sidste Anson, som blev udfaset i RAF, var nogle kommunikationsfly den 28. juni 1968. -- The Royal Australian Air Force (RAAF) anvendte i alt 1028 Ansonfly, flest Mk. 1., indtil 1955. -- The Royal Canadian Air Force (RCAF) og The Royal Canadian Navy anvendte Ansonfly indtil 1952. -- USA (USAAF) anvendte 50 canadiskbyggede Ansonfly, med typenavnet AT-20. -- The Royal New Zealand Air Force (RNZAF) anvendte 23 Ansonfly for navigationstræningsfly under 2. Verdenskrig, tillige med endnu flere af flytypen Airspeed Oxford. Umiddelbart efter krigen bestilte RNZAF flere Ansonfly, til kommunikationsfly. I Wigram Luftfartsmuseum har man et restaureret Anson træningsfly fra RNZAF. -- Det Egyptiske luftvåben anvendte AnsonflyT som kommunikations - og VIP-fly. En specielt udstyret Anson blev foræret af RAF til Egyptens konge, som man havde dengang. -- The Royal Afghan Air Force anvendte 31 Ansonfly til forskellige formål frem til 1948. Diise fly overlevede helt frem til 1972. -- Efter krigen blev Ansonflyene anvendt civilt, som let fragtfly, lille charterfly og som eksklusivt firmafly. -- Lande som brugte Ansonflet til civile formål var England, Canada, Australien og Danmark. Jernebanens Luftservice fløj planmæssigt fra London via Manchester til Belfast fra 1946-1947. -- Indien bestilte 12 nye Anson 18C i 1948 for anvendelse i Det Indiske Direktorat For Civil luftfart, som trænings - og kommunikationsfly, som blev leveret fra Woodford i foråret 1949. -- Den mest producerede Anson var Mk. 1., hvoraf der blev bygget 6704 i England. -- Andre Ansonfly blev udstyret med canadiske motorer og bygget i Canadah. Da canadierne mangle metal til flyproduktionen, blev selve flykroppen på de 1051 Ansonfly Mk. V., som canadierne byggede, fremstillet af krydsfiner.

1/4 eskadrille Avro Ansonfly på patrulje for Royal Air Force, kystkommandoen (Coastal Commando) i England. Flyet gjorde også tjeneste under The Fleet Air Arm Force og hos en række andre luftvåben verden over under 2. Verdenskrig og efter. -- Flyets navn blev opkaldt efter den britiske Admiral George Anson og var udviklet for anvendelse som patruljefly, men blev hurtigt håbløst udkonkurredet af bedre fly til disse opgaver. -- Flyets andre kvaliteter og anvendelsesmuligheder reddede dets videre eksistens, som træningsfly og blev det dominerende fly i de britiske Commonwealth flyvevåbens træningseskadriller. Da flyet blev taget ud af produktion i 1952, var det produceret i 9 forskellige varianter i et antal af 8138 i England og fra 1941 blev yderligere 2882 produceret hos The Canadian Federal Aircraft Ltd. -- Ansonflyet var opstået på grundlaget af en civil 6-sædet Avro 652 og blev ombygget til militær version, som foretog sin første flyvning den 24. marts 1935 og var bygget ud fra Luftfartsministeriets specification 18/35. -- Det var det første RAF monoplan med opklappeligt understel og hjul. Avrofabrikken gav flyet typenummeret 652A. -- Den første serieproduktion af flyet, resulterede i 174 styk Avro Anson Mk. 1 for tjeneste i NR. 48. Eskadrille Coastal Command. RAF var den første, som fik den nye Anson i marts 1936. -- en meget speciel flyveteknisk opgave for piloten på flyet var, at denne med den ene hånd, skulle rotere et drejehjul 140 gange rundt, for at få landingsstellet med hjulene ned eller op. For at undgå dette anstrengende og enerverende arbejde, fløj de første typer af flyet koretre distancer, med landingsstellet nede, hvorved den almindelige flyvehastighed kun blev på 50 km. i timen. -- Der blev bygget i alt 11.020 Ansonfly inden produktionsstoppet i 1952, og gjorde dermed flyet til det anden mest byggede fly nogensinde i England (det største antal byggede fly var det 2-motores mellemdistance bombefly Vickers Wellington). -- Besætningen opbord: 3-4 mand. -- Flylængde: 12.88 m. -- Vingfang: 17.22 m. -- Højde: 3.99 m. -- Vingearel: 43.1 m². -- Vægt, tom: 2,5 tons. -- Vægt, lastet: 3,6 tons. -- Maksimum lettevægt: 3,9 tons. -- Motorer: 2 styk Armstrong Siddeley Cheetah IX radial motorer, 350 hp hver. Maksimum hastighed: 303 km/h., ved 2,100 meters højde. -- Aktionsradius: 1.300 km. -- maksimum højdeflyvning: 5.791 meter. -- Stigningsevne: 3.8 m/s. -- Bæreevne pr. vinge: 83.9 kg/m². -- Bevæbning: 1 styk .303 inch (7.70 mm.) maskingevær i næsen, 1 styk .303 Vickers K maskingevær i et rygtårn. -- Bombelast: 160 kg.

Avro Anson flyet, som var designet og bygget i England i 1935, var Royal Australian Airforce (RAAF) (første monoplan med opklappelig understel og lave vinger og blev anvendt i stort antal (1.028 fly), da RAAF i 1935 gik i gang med at modernisere deres luftvåben. -- Flyet anvendtes indtil 1955, da de få resterende trofaste fly på det tidspunkt var håbløst umoderne. -- Flyet var oprindelig designet til maritim patruljetjeneste. De fleste Ansonfly i RAAF var MK.1 udgaver, leveret mellem 1936 og 1938. Det blev allerede påbegyndt udskiftet i den maritime anvendelse, med Lockheed Hudsonflyet fra 1940. -- Flyet blev hurtigt forældet, som aktivt strategisk frontanvendt patrulje - og konvojeskortefly, da det havde svagere bevæbning og mindre aktionsradius end de fly som kom frem i 1936 - 1940 (f.eks. Lockheed Hudson og Armstrong Whitley). -- Da 2. Verdenskrigs sømilitære flybehov og ydekvaliteter steg markant fra 1939, flyttede Ansonflyet over til den rolle, som flyet var bedst til og blev kendt viden om for. -- Flyets nye rolle blev som et fortrinligt og velkendt uddannelses - og trænings-multifly for uddannelse af krigens store behov for piloter og flybesætninger. Piloter, Observatører, maskingeværskytter, navigatører m.m. fløj deres mange timer under The Empire Air Training Scheme (RAAF), i 66. - 67. - 71. og 73. eskardrillerne. -- Flyet fortsatte dog med at blive anvendt til anti-ubådspatruljering ud for østaustralien fra 1942. -- De fleste Ansonfly endte deres operationelle karriere lige efter 2. Verdenskrig. Den sidste Anson, som gik på pension var en MK. X - Nr. VM375 (mange Ansonfly havde RAF serienumre og ikke RAAF numre), som gjorde tjeneste på Woomera Rocket Range, Sydaustralien, som en af to kommunikation Ansonfly mellem november 1947 og oktober 1955. -- En del Ansonfly fortsatte med at flyve i civile roller f.eks. som lægefly i Australien i The Royal Flying Doctor Service, hos forskellige regionale flyoperatører, hos politiet, som videnskabelig transport - og eftersøgningsfly og hos private piloter/ejere, inklusive den tidligere australske minister for delstaten Queensland, Sir Joh Bjelke-Petersen, som havde en Anson til landbrugsmæssig anvendelse. -- I 1960´erne skete der et antal ulykker med en kopi-lignende flytype af Ansonflyet, hvorefter man i Australien indførte strenge restriktioner, som i værste fald førte til indragelse af flyets flyvetilladelse. -- Den sidste helt originale Avro Anson som fløj i Vestaustralien, nr. VH-BEL / W2121, havde sin flyvetilladelse indtil september 1962. -- En Anson Mk. I fortsatte med at flyve hos en privat ejer. Det var en hybrid mellem en MK. I og en Mk. XIX med metalvinger, for at kunne omgå reglerne, så flyet kunne opretholde sin flyvetilladelse. Flyet blev brugt til forskellige luft shows. -- I 1990´erne blev adskillige Ansonfly sat til restauration. En blev opført som flyveduelig i det australske civile luftfartsregister i juni 2001.

I Inchnadamph bjergene i Assyntområdet, i det nordvestlige Skotland, hvor jeg var nået til på min vandre - og cykletur sidst i juni 2002. ---- Højt oppe i området ved bjerget Ben More, ligger denne gravplads for en flybesætning fra en Avro Anson 2- motores patrulje - og anti-ubådsfly, som styrtede ned under 2. Verdenskrig. flyet var et træningsfly med 6 mand ombord. Alle ligger stadig fysisk begravet under stenene den dag i dag. ---- Historien herom og hvorfor, kan du læse her og i forbindelse med de næste 3 fotos. Foruden de rå sten og korset, er der lagt rester fra flyet, herunder også flyets rygtårn, som var udstyret med et .303 inch (7,7 mm.) maskingevær. ---- Søndag den 13. april 1941, blev besætningen på flyet en Avro Anson nr. N9857 XF-F fra 19. OTU (Operational Training Unit) træningsenhed, på RAF basen Kinloss, ved nordøstkysten af Skotland, instrueret om en land/hav returflyvning i rækken af træningsøvelser inden overgangen til deres operationelle udstationering. ---- Flyveruten flyet skulle på: Fra RAF Kinloss over Inverness, Oban til Stornoway på Hebridernes nordlige ø Lewis og retur over havet og ind over land ved Skotlands nordvestligste punkt Cape Wrath videre over Achnashellach Station og tilbage til RAF Kinloss. ---- Piloten på flyet var Flyveofficer James Henry Steyn, nr. 42275, DFC dekoreret, fra Johannesburg, Sydafrika, som for nylig var blevet evalueret som pilot, efter at han havde gennemført 44 operationstogter med 10. Eskadrille, og nu skulle genopbygge sin psyke med noget træning, sammen med andre flyveelever. Han var kun 23 år gammel. ---- Den øvrige besætning bestod af: Pilotofficer William Edward Drew, nr. 45356, fra Barrow-in-Furness, Lancashire, England, 28 år, var navigatør. ---- Sergent Charles McPherson Mitchell, nr. 912122, fra Ballater, Aberdeenshire, Skotland, 31 år, var navigatørelev. ---- Flyvesergent Thomas Brendon Kenny, nr. 551620, fra Barnsley, Yorkshire, Nordengland, 20 år, var radiooperatør/maskingeværskytte (rygtårnet). ---- Sergent Jack Emery, nr.976995, fra Trowbridge, Wiltshire, England 20 år, var radiooperatør/maskingeværskytte under uddannelse. ---- Og endelig Sergent Harold Arthur Tompsett, nr.931417, fra Croyden, Surrey, England 20 år, var også radiooperatør/maskingeværskytte under uddannelse. ---- Flyet lettede kl. 10:18 og satte kursen mod Inverness. Over Oban, på vestkysten af Skotland, sendte de en radiobesked, som fortalte, at de var gået ned i ca. 150 meters højde, for at flyve under skydækket. ---- Senere rapporterede de deres position over Kylerehea i det nordvestlige Skotland. ---- På det tidspunkt var de fløjet ind i dårligt vejr, og da de, efter at have fløjet over havet til Hebriderne og over flyvepladsen ved Stornoway, var sigtbarheden dårlig og Stornoway lufthavn, havde lukket deres landingsbaner pga. megen sne. ---- Kl. 13:02, sendte Ansonflyet nr. N9857 deres position og bekræftede, at efter at have vendt rundt ved Stornoway, fløj de nu ind over deres sigtepunkt Cape Wrath. ---- De berettede, at de havde til hensigt, at stige og flyve over det dårlige vejrområde. ---- Cirka 10 minutter senere modtog radiooperatøren på RAF Stornoway, et meget svagt morsesignal: "Icing up.....lost power in port engine......losing height.....descending through 3,000 feet ......." (tilisning.... tabt motorkraften på bagbords motor.....taber højde..... falder ned under 1000 meter) ....Stilhed og derefter ikke mere nogen lyd fra flyet. ---- Det var i en særdeleshed alvorlig situation for et fly at være i, flyvende som det var, i bjerge på over 1000 meters højde rundt om flyet. ---- Flyet nødlandende på et lille plateau oppe på bjerget Beinn an Fhurain, ca. 8 kilometer øst for Inchnadamph i Sutherland, Skotland i ca. 750 - 800 meters højde. ---- Ved nedslaget ramte den styrbords vinge en klippeknold, som sendte flyet videre hen over klipperne, som en kæmpe smadret vejrmølle. Brændstoffet i den bagbords vinge antændtes og brændte det meste af vingen af og dele af flyets forreste del også. ---- Uvejret, som fejede hen over det skotske nordvestlige højland den dag, var vild og grum. Det var den mest frygtelige snestorm i området i over 100 år. ---- Den selv samme dag, som Anson N9857 flyet og dets besætning gik tabt, mistede 3 lokale fårehyrder i Inchnadamph området, deres liv i sneen og kulden, mindre end 3,5 kilometer fra deres hjem, medens de var ude på bjerget i forsøget på, at samle deres får og drive dem ind i et læskur. Der skulle meget til for, at fårehyrderne i dette uvejsomme og vilde bjergområde, skulle kunne miste livet, da de var vant til det barske liv i bjergene under alt slags vejr - det var jo næsten midten af april. ---- På RAF Kinloss, blev Ansonflyet nr. N9857, anset for at have overskredet mulighederne for at have nået tilbage til basen, eller landet andet sted og efter nogen tid, blev det erklæret for at være gået tabt. ---- Intensive eftersøgninger de følgende dage, gav ikke noget resultat, ingen spor af flyet overhovedet og flyet ansås for gået tabt på havet. ---- historen slutter slet ikke her - det bliver meget værre.... læs videre på de 3 næstfølgende fotos.

Efter at Ansonflyet blev rapporteret forsvundet den 13. april 1941, havde en entensiv eftersøgning ikke ført til noget. ---- Men efter 6 uger skete der noget. Den 25. maj 1941 da den lokale fårehyrde Mr. Law, kom forbi vraget af Ansonflyet på sin vandring på bjerget Beinn an Fhurain (Ben More). ---- Ligene af 5 flyvere lå inde i resterne af flyets krop, pakket ind i deres faldskærme. ---- Heraf kunne man slutte, at mindst 1 eller 2 flyvere havde overlevet selve nedstyrtningen, men var antagelig døde få timer efter, af deres sår og den ekstreme kulde og udmattelse. Liget af Sergent Mitchell blev fundet ca. 3 kilometer væk, hvor han tilsyneladende havde søgt læ under nogle store udhængende klipper. Man antog, at han havde prøvet at gå efter hjælp, men at han var gået mod øst, i retning væk fra muligederne for at træffe på civilisation og derfor til sidst var bukket under af kulden og udmattelsen. ---- Da der på det tidspunkt i 1941, ikke var oprettet en bjergredningstjeneste (Mountain Rescue Team), det skete først i 1943, blev et redningsteam, med 2 lokale guider, sendt op i til ulykkesstedet, en tur på over 3 timer op i det uvejsomme barske bjerglandskab, for om muligt ,at bjerge ligene af flyverne. ---- Da der var gået 6 uger siden ulykken og man nu havde forår, var de 6 lig man fandt, i meget stærk forrådnelse, og man besluttede, at det var alt for vanskeligt, at transportere de 6 lig tilbage, ned til den nærmeste kirke og kirkegård for at blive begravet der. ---- Ligeledes var ligenes tilstand så dårlig, at det ville gøre det til en meget ubehagelig opgave for redningsholdet. ---- Beslutningen blev, at repræsentanter for politiet og nogel arbejdsmænd fra området, begravede ligene så nær ved flyvragets nedstyrtningssted som muligt. ---- Ligene, blev lagt side om side, iht. anvisningerne for en offentlig grav og en varde af tørv og klipper fra nedstyrtningsstedet, blev stablet/opbygget over dem. ---- Et lille kors blev opsat og flyets maskingeværtårn (uden våben i), blev placeret ved siden af gravpladsen. ---- Efter krigen besøgte The War Graves Commission gravpladsen, for at beslutte om ligene af flyverne skulle bringes ned og begraves på den lokale kirkegård. Men også de besluttede, at det ville være umuligt, at bringe resterne af flyverne ned - så gravpladsen med de 6 flyvere, lod man blive på bjerget Beinn an Fhurain, som også på den måde, blev Englands højest beliggende gravplads.

Varden med ligene af de 6 flyvere og de andre ting, som var anbragt ved og på graven i maj 1941 forblev urørt og gradvis eroderet mere eller mindre væk indtil 1985, da nogle luftvåbenkadetter fra nr. 2489 "Bridge of Don" eskadrillen under kommando af flyveløjtnant Niall Aslen, tog op for at genopbygge graven og gøre gravpladsen fin og pæn igen. De genopbyggede stenvarden og opsatte et næsten 3 meter højt kors på toppen af varden, tillige med anbringelsen af det originale lille kors nedn for varden. ---- Det gamle maskingeværtårn blev også igen anbragt, sammen med rester fra flyvraget, som stadig kunne findes i området. ---- Den nye grav-varde over de 6 lig af flyverne, hvor man også havde anbragt en metalplade med de 6 flyveres navne og 6 nye små kors, blev indviet og velsignet af præsten Fred Hurst fra The Church of Scotland i Lochinver (kirken, som jeg besøgte og hvor jeg havde en lang snak på 1½ time med en kone her), medens luftvåbenkadetterne stod ret med fuld honnør og tog opstilling som vagter ved de 6 begravede flyvere. ---- Det var en meget bevægende oplevelse for de deltagende, da også en del af de døde flyveres famile deltog, trods den over 3 timer lange tur op ad bjerget til gravpladsen. ---- Den dag i dag ser graven stadig sådan ud, som på fotoet fra 1985 - Sådanne historier glemmes aldrig - og slet ikke i skotland, som har tradition for at samles om, at ære fortiden og de døde, uanset om man kan lide det eller ej - et prisværdigt egenskab!

Metalpladen på gravpladsens varde, hvor de 6 begravne flyveres navne er graveret. På pladen står der, at de blev begravet den 13. april 1941. Dette er ikke korrekt, det er datoen for den søndag de styrtede ned. ---- flyet og flyverne og flyet blev fundet den 25. maj 1941 og begravet efterfølgende, da et redningshold nåede derop. Pladen med navnene blev sat op af nogle flyvevåbenkadetter i 1985 og her må der være noget gået galt i kommunikationen omkring graveringsteksten på pladen.

Foto af nedstyrtningsstedet, ca. 800 meter oppe på bjerget Ben More i Inchnadamph bjergene. ---- Man kan se bjergknolden i forgrunden, hvor Ansonflyet ramte klipperne med den bagbords vinge og derefter slår nogle vejrmøller ned ad skråningen, hvor det til sidst, delvist i brand, endte ved foden af skråningen med de 6 flyvere i. ---- Varden af sten og tørv og det 3 meter høje kors står stadig, som vartegn og grav for de 6 flyvere, som stadig ligger begravet nede under varden.

Resterne af den ene motor, en Armstrong Siddeley Cheetah IX radial motor, med 350 hestekræfter pr. motor, fra den nedstyrtede Avro Anson N9857 XF-F fra 19. OTU Operationelle Trænings Enhed (Operational Training Unit) ved RAF-basen, som lå i Kinloss på nordøstekysten af Skotland. ---- Nu ligger motoren højt oppe i de vilde bjerge i Inchnadamphområdet.

Bristol Blenheim IV fly, som brugtes meget i Coastal Command (Kystbevogtningen) fra 1940 og frem gennem krigsårene. På de næste billeder fortæller jeg om en begivenhed med disse flys angreb på den tyske flybase ved Aalborg den 13. august 1940. ---- Det var denne type fly fra 82. eskadrille, der den 13. august 1940 kl. 08:40 lettede fra RAF flyvebasen Watton i Norfolk. Opgaven var at angribe den tyske militære luftbase ved Rødslet, i dag Aalborg Lufthavn og Flyvestation Aalborg.

Bristol Blenheim Mrk. IV fra 82. eskadrille linet op på Watton flybasen i det nordøstlige England, Norfolk-området. Herfra udgik angrebet på den tyske luftbase ved Aalborg den 13. august 1940. Eskadrillen mistede her 11 fly, som blev skudt ned. ---- Læs ovenfor i tekstområdet om historien og kik i de mange links til Aalborgangrebet. ---- I maj 2000 og i anledning af 55-året for Danmarks Befrielse og 60-året for The Battle of Britain, gæstede det eneste originale fly, som kan flyve i dag, et Blenheim mrk. IV bombefly Aalborg. ---- Arrangementet foregik over flere dage, hvor det var eskadrillerne i Flyverhjemmeværnsdistrikt 1, som stod for opgaven. ---- Flyet er identisk med det Blenheim mrk. IV bombefly nr. UX-N fra 82. eskadrille og med halenummer R 3821, der den 13. august 1940 blev skudt ned ved den tysk-besatte flyveplads ved Rødslet, i dag Aalborg Lufthavn og Flyvestation Aalborg. --- Flyet som kan flyve den dag i dag er et restaureret fly, skabat på grundlag af resterne fra vraget ved Aalborg. ---- Derfor har flyet også en særlig historisk tilknytning til Aalborg. ---- På Vadum Kirkegård ligger der 30 Allierede flyvere, heraf 20 mænd fra selve angrebet den 13. august 1940. Flyet havde under angrebet en besætning, som bestod af Pilot Officer E.R.Hale, Sgt. R.G.Oliver og Sgt. A.E.Boland. De ligger alle på Vadum Kirkegård. ---- Blenheim-bombeflyet fra Duxford-museet, blev fløjet over til Aalborg, hvor det den 5. maj gik på vingerne og foretog en symbolsk "Fly Past" forbiflyvning lavt hen over de 30 britiske flyvergrave på Vadum Kirkegaard, mens den årlige mindehøjtidelighed fandt sted ved gravene. ---- Den 6. maj får offentligheden lejlighed til at se det sjældne bombefly på Aalborg Lufthavn ved et Åbent Hus-arrangement, hvor der også vises en særudstillling med vragdele fra det originale R 3821. ---- Veteranbombeflyet er genopstået efter manges års utrætteligt og stædigt slid fra en gruppe engelske flyentusiaster, også kaldet The Blenheim Team, der i talrige aftener og weekender har bygget det gamle fly op efter vragdele, god erfaring, tegninger og skabeloner. Se links i ovenstående tekstområde med hele sidens krigshistoriske oplysninger.

Det eneste Bristol Blenheim IV, som kan flyve i dag med nr. R 3821 UX-N fra 82. Eskadrille. Der er tale om det restaurerede fly, som er blevet skabt ud fra rester af vraget, fotos og skabeloner fra den gang. ---- Over 5500 fly blev bygget under 2. Verdenskrig. Bristol Blenheim IV fakta: ---- Flyet havde kun en besætning på 3 mand. ---- Motorer: 2 Bristol Mercury XV radial piston. ---- Ydelse: 995 hp. ---- Vingefang: 19 meter. ---- Længde: 13 meter. ---- Højde: 3 meter. ---- Vægt u/last: 4,9 tons. ---- Maksimum takeoff vægt: 7,2 tons. ---- Tophastighed: 428 km./timen. ---- Marchfart: 350 km./timen. ---- Maksimum flyvehøjde: 8,3 km. ---- Operationsradius: 1810 kilometer. ---- Yderligere oplysninger om flyets bevæbning og anvendelse: Bristol Blenheim IV bygget til angreb mod mål på jorden havde 5 maskingeværer og kunne bære ca, 700 kg, bomber. Maskingeværerne sad med 1 i den bagbords vinge, 2 styk 0,303 maskingeværer i et siderum med skudfelt bagud og 2 maskingeværer i et drejeligt rygtårn. ---- modellen Bristol Blenheim Mk.IVF, som anvendtes til angrebsjagerfly, havde 6 0.303 maskingeværer, 4 styk i et undertårn, 1 i den bagbords vinge og 1 styk i rygtårnet. Denne type jagerfly anvendtes også senere til natjager, da man allerede i 1941/42 hos De Allierede bl.a. havde opfundet den på jorden kontrollerede afstandsradar for brug både i fly og på skibe - tyskerne var slet ikke nået til den opfindelse endnu og troede ikke på, trods mange beviser, at De Allierede havde et apparatur, der kunne se fly og skibe i mørke og langt væk uden for øjets rækkevidde - tyskerne anvendte stadig kun radiopejlinger. ---- Bristol flyfabrikkerne fremstillede flere lignende flytyper med navne som Bristol Beaufort, som var en lidt tungere fly, der anvendtes som bombefly og patruljefly - flyet lignede meget Bristol Blenheimflyet. Bristol Beaufighter var nok det fly som for alvor betød noget på krigsskuepladserne. Det var særdeles hurtig og utrolig kraftigt bevæbnet, med bl.a. 4 20 mm. hispano maskinkanoner i flyets næse og maskingeværer i vingerne, tillige med et rygtårn med maskingeværer. Flyet kunne også have bomber med eller 8 raketter under vingerne og endelig blev bristol Beaufighteren også brugt som torpedojagerfly. Fjenden frygtede når Beaufighteren gik til angreb - den var skræmmende effektiv. ---- Se den næste række fotos og beskrivelser af de nævnte flytyper.

Royal Air Force eskadrille nr. 82 og deres 12 Bristol Blenheim IV bombefly opdelt i A og B gruppen ved angrebet på Ålborg Flyveplads den 13. august 1940. Flyet vist med en cirkel omkring, måtte returnere til basen inden angrebet pga. tekniske problemer. (Piloten på dette fly blev dog senere mistænkt for at returnere, fordi han ikke turde flyve på togterne, da netop hans fly gentagne gange ikke fuldførte togterne. Det viste sig at holde stik og han blev militært retsforfulgt). Alle de 11 andre fly blev skudt ned og kun 14 overlevede af flyenes besætninger (hvert fly havde 3 besætningsmedlemmer og i alt var der 34 flyvere ombord i de 11 fly den dag). 20 flyvere blev dræbt i angrebet. Hele eskadrillen blev udslettet i løbet af nogle få minutter i og omkring lufthavnen, eller under flugten nordvest ud mod Nordsøen. Luftværnsgranater og tyske Messerschmidt 109 jagerfly i stort overtal, havde let spil i det klare vejr, med at skyde resten af de engelske fly ned, som luftværnsilden ikke havde fået has på. Angrebet fandt sted samtidigt med, at det tyske luftvåben var i gang med at overføre fly fra Norge til Tyskland i forbindelse med Luftwaffes storangreb på britiske flyvapladser med start den 15. august 1940 (Slaget om England). Derfor var der 8 ekstra Messerschmidt 109 jagerfly startklar på den tyske Ålborg luftbase. ---- Eskadrille 82 fløj Bristol Blenheims under hele krigen også efter at eskadrillen blev forlagt til Indien i foråret 1942.

Blenheim bombeflyet nr. R 3800 fra B-Flighten, som angreb efter at A-Flighten havde kastet deres bomber, nedskydes den 13. august kl.12:19 af luftværnsgranater ved lufthavnen og styrter brændende ned i Limfjorden nær øen Egholm. Piloten Løjtnant Syms og Sergent Wright redder sig ud med faldskærm, men Sergent Turner, når ikke ud af flyet og styrter ned med flyet og dræbes. Det lave vand, vandtemperaturen og hurtig hjælp fra det tyske flyvepersonel fra basen bevirker, at de 2 andre flyvere overlever og tages til fange.

Øverste foto viser enten Sergent Wright eller Pilot Løjtnant Syms, som hjælpes i land af 2 tyske soldater. Nederste foto viser Sergent Wright siddende chokeret og apatisk blandt tyske Luftwaffe personel og officerer, som undersøger papirer og evt. logbog fra flyet. ---- På øverste foto i dets øverste højre hjørne ses en tysk vandflyver, da der også lå en lille afdelig af disse ved flyvebasen i Ålborg. Det er antagelig en militær Arado vandflyver.

Her ses tabslisten over de fly og mandskab, som gik tabt i angrebet på den tyske luftbase ved Ålborg. 11 fly blev skudt ned, 20 flyvere blev dræbt og 14 overlevede og blev taget til fange af tyskerne, adskillige af dem var sårede, nogle meget alvorligt. Se hele historien ovenfor i tekstområdet og hvor der er links til flere oplysninger og billeder om denne danske krigshistoriske begivenhed. --- Eskadrille 82 fløj i alt under krigen 1636 togter, heraf 200 togter hvor de skulle bombe udpegede mål og 10 togter med foto- og rekognosceringsopgaver. De øvrige togter var primært patruljering, transport- og luftstøtteopgaver. Eskadrillen mistede i alt 62 fly ved operationelle flyvninger og 11 fly gik tabt ved uheld, tekniske fejl og styrt. Det svarede til et tabsprocent på 4,3 % af hele askadrillens fly under krigen og betød også at 82. Eskadrille blev den eskadrille som havde det største tab af Blenheim fly under krigen samenlignet med alle de andre Blenheim eskadriller. ---- Den 11. marts 1940 og altså inden det skæbnesvangne togt mod Ålborg, var et fly fra eskadrillen så heldige (eller dygtige), at sænke en tysk u-båd, nemlig U-31 ved øen Borkum nord for Emdem i Nordtyskland. U-båden sank på lavt vand og tyskerne fik den bjærget, repareret og genindsat i tjenste på Atlanten - men u-båden fik kun kort tid i tjeneste, for den 2. november 1940 blev den sænket med dybdebomber af den britiske destroyer H.M.S Antelope og alle ombordværende på u-båden omkom.

Vadum Kirkegård med de 30 grave, hvor Allierede flyvere ligger begravet. Alle disse gav deres liv for et frit Danmark! Stærk oplevelse at være her på dette sted - trods de mange år som er gået siden.

På Sydfyn, på Tåsinge, nærmere betegnet på Vemmenæs, blev en Royal Air Force 4-motores bombemaskine af typen Short Stirling Mrk. III med nr. EF137 - AA-E skudt ned af en tysk natjager den 23. april 1944. ---- 114 R.A.F bombefly foretog denne nat mineringer i Østersøen, herunder Fehmern Bælt og 3 Halifax og 2 Short Stirlingbombefly gik tabt. Stirlingflyet EF137 styrtede brændende i havet ca. 100 meter fra kysten øst for Tåsinge ved Vemmenæs/Hegnskov. Hele besætningen omkom. ---- Den omkomne besætning blev ført til Aabenraa, hvor begravelsen fandt sted den 1. maj 1944. Jordpåkastelsen forrettedes af en tysk feltpræst, hvis division i foråret 1944 var flyttet fra østfronten til Bramminge. Feltdegn ved begravelsen var den senere højskoleforstander Niels Bøgh Andersen, der som sydslesviger var indkaldt til den tyske værnemagt. ---- En mindesten og monument for flyverne og deres offer for vor frihed, er rejst tæt ved stedet, på 50 år´s dagen for deres død. Se de følgende fotos, hvor der her er beskrevet meget udførligt om hændelsen og skæbnen for de døde flyvere. Fotoet som her er vist, er fra den oplysningsstander, som står ved mindestenen.

Kortudsnittet viser de havområder syd for Ærø og Langeland, hvor De Allierede udlagde miner. Det samme gjorde tyskerne. Man søgte fra begge sider at beskytte sig mod fjendens angreb eller lukke fjenden inde. En ubønhørlig endeløs kamp om hvem, der havde flest fly, besætninger og miner - her var tyskerne på sigt dømt til at tabe - Englands bombe - og mineudlægningsfly blev under krigen konstant suppleret med amerikanske fly og besætninger i form af bl.a. de 4-motores Librator B24 bombefly. ---- Den flybesætning jeg her beretter om, var deltagere i et af de sidste storet minelægningstogter inden den store invasion af Normandiet skulle finde sted den. 6. juni 1944. Man ville forhindre den tyske flåde, herunder dens u-både og tyskerne i at transportere soldater og materiel frem ad søvejen, ved at blokere bælterne i Danmark. I april måned blev der således kastet 2643 miner ned i farvandene under 85 togter.

På initiativ af Tåsinge Museumslaug og især Kommuneingeniør G.K. Mortensen fra Tranekær Kommune m.fl. blev denne mindesten, opsat til minde og ære for de 7 flyvere i deres Short Stirling bombemaskine, da de blev skudt ned af en tysk natjager på markerne på Tåsinge ved Vemmenæs. Mindestenen med navnene på de dræbte flyvere, blev afsløret på 50 år´s dagen for deres død den 23. april 1944. Mindestedet ligger nær Vemmenæsvej nr. 58. ---- Fotoet viser mindestenen, som den så ud, efter højtideligheden var slut den 23. april 1994. Der deltog over 300 mennesker ved den lejlighed, både pårørende, militærpersoner, kirkelige ledere, politikere m.fl. fra de lande hvorfra de dræbte R.A.F. flyvere kom fra. Biskop Vincent Lind fra domkirken i Odense, som selv havde mærket nazimen på egen krop og sjæl, da han under krigen tilbragte nogen tid i tysk KZ-lejr, holdt hovedtalen. Den britiske Ambassadør Hugh Arbutnot og Wing Commander G.J. Sibbald fra New Zealand Defence Staff i London, nedlage kranse ved højtideligheden. Vincent Linds ord var bl.a. i talen denne sekvens:" Det var lyden - aften efter aften - af tusinde motorer, som bragte budskab om dem, der kæmpede mod nazismen, og tilskyndede dem, der lyttede i mørket, til at slutte op, til at gøre fælles sag og en dag bryde diktaturets onde åg." Det siges, at det var en meget gribende og kontrasternes dag. ---- Dagen den 23. april 1994, var en dejlig lys og frihedslysende forårsdag, men anledningen var en koldt nat den 23. april 1944, da de 7 flyvere omkom på grusom vis i deres Short Sterling bombefly, på vej til en mission med udlægning af miner i Fehmern Bælt, sammen med 5 andre fly af samme flytype fra den 75. Eskadrille tilhørende Royal New Zealand Air Force, men overdraget Royal Air Force i England. Da var stadig det meste af Europa, trådt under fode af Nazityskland og friheden var ikke til stede, omend det på det tidspunkt gik den rigtige vej, da D-Dag og landgangen i Normandiet, Frankrig kun var knap 2 måneder forude.

En sen efterårsdag med højblå himmel, nogle få år efter, at mindestenen blev rejst. Ensom står stenen med de 7 navne, som for de fleste i verden er glemt og på sin vis også glemt, da historien med død og ødelæggelse stadig sker i rigt omfang - uanset hvor mange der bliver dræbt på den måde, lærer mennesket intet - men finder på alverdens ting for at retfærdiggøre sit ødelæggelsestrang. De mennesker der ikke vil det, kæmper ofte forgæves - dør om så det gælder - men uden dem er der jo ikke noget at tro på mere! ---- Det må kunne lade sig gøre, at begrænse dette uhyrlige spild af "mankind"! Stoppe det fuldstændigt er naivt at tro - men begrænse det ja - også hvis man selv må gå i krig, når argumenter ikke rækker mere - Den meget skrøbelige beskyttende "fernis" over den såkaldte menneskerettighed, etik, ytringsfrihed, demokrati, frihed i øvrigt, er konstant under angreb og pres - både udefra, men også indefra - mærkeligt nok, er der altid en masse mennesker i dette land, som hader sit fædreland så meget, at men helt glemmer hvad frihed er og hevm der sørgede for at vi i Vesten beholdt disse goder - havde det stået til dem, hvis de havde magten dengang, var vi endt i det sovjettiske "galehus". Sikkerhedspolitik er ikke det samme som frihedspolitik, og så behøver jeg vist ikke sige mere!!

.Mindestenen, som den står i august 2009. 7 unge mænd, som døde for din og min frihed, ofrede det dyreste de ejede!! ---- Royal New Zealand Air Force (RNZAF) Pilot Officer (Pilot) Mauson Lammas, 30 år, var søn af James Arthur Young Lammas og Aimee Sophie Lammas, New Zealand, gift med Rose Lammas, Karamu, Auckland, New Zealand. ---- Royal Air Force (RAF) Flight Sergeant (Bombeskytte) Robert Bailey, 20 år, var søn af Inez Bailey og stedsøn af James Freeman, Auckland, New Zealand. ---- RAF Sergeant (Maskingeværskytte) Patrick Frederick Butler var fra England. ---- RAF Sergeant (Telefrafist/maskingeværskytte) William Frederick Harrison var søn af Charles Joseph og Elizabeth Emily Harrison, Hackney, London, England. Williams bror RAF Flight Sergeant David Ernest Harrison "D.FM" medalje, dræbtes også som bombeskytte i et bombefly fra RAF 7. Eskadrille. ---- Royal Canadian Air Force Sergeant (Maskingeværskytte) Ivar Larson Kalvenes var fra Canada efter udvandring til sin onkels farm i 1928. Han var født i Norge. ---- RAF Sergeant (Flight Engineer/Flyvemekaniker) Edwin Henry Thomas var fra England. ---- RNZAF Flight Sergeant (Navigatør) Douglas William Vaughan, 28 år, var søn af William Vaughan og Florence Evelyn Vaughan (f. Ayres), Geraldine, Canterbury, New Zealand, og ægtefælle til Muriel Belle Vaughan, New Plymouth, Taranaki, New Zealand. Æret være deres minde. ---- Se og læs udførligt mere på og ved de følgende fotos, hvor hele historien rulles ud.

Eskadrille No. 75 Squadron´s våbenskjold. Motto: "Ake ake kia kaha" (Maori-sprog), ("For ever and ever be strong". Frit oversat til: Vær stærk for evig og altid). Centrum af våbenskjoldet viser 2 mine-mukkerter med et foranbragt relief, en "tiki". ---- Denne eskadrille bestod hovedsageligt af mænd fra New Zealand og "tiki" ornamentet er et lykkebringende halssmykke fra Maori-folket på New Zealand. De 2 mine-mukkerter er også anvendt i militærets emblemer i New Zealand i dag. ---- Under 2. Verdenskrig var New Zealand, som et tilhørende engelsk Commenworlth-land under kongeriget England og Kong George VI, mere eller mindre selvskreven til at deltage i krigen. ---- 75. Eskadrille RFC (Royal Force Commenworlth), blev dannet i Goldington (Bedford i England) den. 1. october 1916, som en hjemmeværns-enhed. Eskadrillens første militære flyvemaskiner bestod af den sædvanlige blanding af en - og 2 sædede BE flytyper. Men senere modtog eskadrillen Avrofly og endelig de legendariske en-sædede dobbeltdækker jagerfly Sopwith Camel. ---- Eskadrillen opløstes i Essex i 1919 efter 1. Verdenskrig. Eskadrillen blev genetableret i 1937, nu som en tung bombemaskine eskadrille, men i marts 1939, blev den omformet til en operationel grund-træningsenhed. ---- Kort efter 2. Verdenskrigs udbrud, blev eskadrillen tilknyttet Flytræningsgruppe nr. 6. Den 4. april 1940, fik eskadrillens "nummerplade" tilføjet bogstaverne "NZ" og eskadrillen blev ændret til en Royal New Zealand Air Force tung bombemaskine enhed, som fik base på Feltwell, Norfolk, som var en luftbase under 3. Flygruppe i England. ---- Eskadrillen havde nu sit gamle nummer 75 og blev udstyret med den solide Wellington 2-motores bombemaskine. Eskadrille nr. 75 (NZ) tilhørende Royal Air Force (RAF) i England, var den første eskadrille fra et Commenwealth land, som kom til at indgå under den engelske Bomber Command og den eneste eskadrille fra New Zealand, som fløj nattogter. ---- Eskadrillen tog del i de tidlige bombetogter mod tyskbesatte landområder. Efter returnering fra et togt mod Munster den 7/8. juli 1941, fik en af eskadrillens besætningsmedlemmer, Sergeant Pilot J.R. Ward, RNZAF, Victoria Korset, som er en af Englands fornemmeste udmærkelser i krig. Han blev desværre dræbt allerede godt en måned senere den 15/16. september 1941 i et andet togt til Hamburg. I slutningen af 1942, fik eskadrillen Short Sterling bombefly, som var meget større end Wellingtonflyet og havde 4 motorer mod den andens 2 motorer. ---- Eskadrillen deltog i de omfattende bombeangreb, kaldet "the Battle of the Ruhr" og ødelæggelsen af det meste af Hamburg og det berømte bombetogt mod de tyske V-Raket forsøgsanlæg i Peenemünde. I marts 1944, begyndte eskadrillen at skifte sine gamle Short Sterling fly ud med de langt bedre Avro Lancasterfly, sådan at eskadrillen i tide, var i stand til at deltage i forberedelserne og støtten til den Allieredes invasion i Normandiet, Frankrig. Man bombede nøglemål, som affyringsramper til de tyske V-1 flyvebomber og støttebombninger for landmilitæret under invasionen. ---- Det var en Avro Lancaster bombefly fra 75. RNZAF eskadrille, som var det første tunge bombefly fra Bomber Command, som landende på fransk jord den 30. juni 1944, 3 uger efter invasionen den. 6. juni. Det var flyet med nr. ND917, en Avro Lancaster Mrk. III, fløjet af piloten Kaptajn og Eskadrillechef N.A. Williamson, RNZAF. Lancasterflyet havde returneret fra et bombestøttetogt for hæren mod Villers Bocage. Piloten satte flyet ned på den nye landingsstribe i brohovedet i Normandiet, fordi han måtte have lægehjælp til sin sårede flymekaniker, som var ramt af splinter fra "flak" granater. ---- I slutningen af krigen spillede 75. eskadrille en prominent rolle i bombeangrebene mod de tyske olieproduktionsanlæg og transportnet, jernbaner og lignende mål. Eskadrillen var også en af den engelske Bomber Commands bedste minelægnings enheder, som var en succes og et hårdt slag for tyskernes skibsfart. Læs mere om historien om eskadrillen og flyvere m.m. i forbindelse med de følgende fotos.

Sådan så eskadrillens Short Sterling Mrk. III bombefly ud. Det viste fly nr. EF137 - AA-E på fotoet, er en tegning af det fly, som blev skudt ned over Vemmenæs på Tåsinge. Flyet var samtidig også det sidste Short Stirling Mrk. III fly, som gik tabt i eskadrillen. Flyet var leveret den 2 . september 1943 og havde fløjet 31 togter med en samlet flyvetid i luften på 251.05 timer. Eskadrillen var på det tidspunkt i gang med at få de bedre Avro Lancaster bombefly i stedet for sterling flyene.---- Alt i alt modtog Eskadrille nr. 75 og den tidligere forgangne enhed New Zealand Wellington bomber flight, mange udmærkelser og medaljer: 1 VC, 6 DSO, 88 DFC, 4 bjælker til DFC´s, 2 CGM og 17 DFM. Eskadrillens VC (Victoria Cross9, blev givet til Flying Sergeant James Allen Ward, der under flyvning, kravlede ud langs vingen på en Wellington bombemaskine, for at slukke en brand i motoren her - det lykkedes for ham! ---- Da luftbasen Mepal luftbasen åbnede operativt i juni 1943, var det Eskadrille 75. med deres Short Sterlings, som tog basen i brug, efter at have anvende græsbanerne på Newmarket Heath. Basen havde op til 1884 mænd og 346 kvinder i tjeneste. ---- Eskadrillen foretog deres første operative togt fra Mepal om natten den 3. juli 1943. Eskadrillen blev i byen Mepal benævnt som den New Zealand´ske Eskadrille. Den havde base på Mepal i lidt over 2 år. Ingen andre eskadriller var stationeret der i den periode og enheden omfattede i perioder over 30 bombemaskiner, især efter, at eskadrillen fik Lancasterfly i stedet for Sterlingfly fra marts 1944. ---- Eskadrille nr. 75. RNZAF mistede 104 bombefly i togterne fra Mepal, hvoraf de 50 var Short Sterlingfly og de 52 var Avro Lancasterfly. ---- 75. Eskardrille fløj togter over Frankrig, Norge og de fleste andre europæiske lande, men primært over Tyskland. -- Eskadrillen deltog også i 3 af de 19 store togter, som bomberkommandoen foretog mod Berlin fra August 1943 til marts 1944. I alt deltog der 46 sterlingfly fra eskadrillen og 9 af disse blev skudt ned over tyskland (en tabsprocent på 19,6%). 56 flyver blev dræbt og 12 overlevede som fanger i de tyske Stalag fangelejre under disse 3 togter, de medvirkede i. Eskadrillens tabstal var det højeste i bomberkommandoen i forbindelse med bombetogterne mod Berlin. -- Eskadrillen blev hele tiden opgraderet med bedre flytyper gennem krigen, med Wellingtons Short Stirlings, Avro Lancasters, og til sidst Avro Lincolns bombemaskiner, som enheden skulle anvende i Fjernøsten, som en del af Tiger Force, da Japan kapitulerede i august 1945. ---- Eskadrille Nr. 75 er den eneste eskadrille, som konstant gennem hele 2. Verdenskrig fløj togter mod Tyskland fra 1939 til krigens slut den 8. maj 1945. Eskadrillen fløj flere togter end nogen anden bombeeskadrille i den engelske Bomber Command, men fik også flere tab af fly og besætninger end nogen anden bombeflyeskadrille. ---- Enheden kastede den andenstørste mængde bomber under krigen. Eskadrillen havde også periodevis base på Mildenhall og Newmarket. ---- En usædvanlig og særpræget togt gik ud over byen Hag i Holland i marts 1945, da pilot Flight Lieutenant H. W. Hooper i sit Lancasterfly, kastede tusinder af foldere ud, som indeholdt en tekst med undskyldning fra den britiske regering side, for dennes skyld i en tidligere bombning af byen, hvor man i folderen oplyste befolkningen om, at denne bombning var en fejltagelse.

En Short Sterling fra 75. Royal New Zealand Air Force buldrer her forbi. Flyet udvikling og producering blev, som normalt i england foretaget iht. bekendgørelser og regler fra forsvarsministeriet, hvor man her opstillede de gældende onsker og krav til de specifikationer et givet fly nu skulle have, for at det kunne løse R.A.F.´s hensigt med det. -- Short Sterling bombeflyet blev designet ud fra betegnelsen: Heavy bomber (tung/svær bombemaskine). -- Fabrik: Short Brothers, Rochester Short Bros. and Harland, Belfast og Austin Motor Company. Design: Arthur Gouge, men med grandlag i flyvebåden Short Sunderland. - Testflyvning: 14. maj 1939. I aktiv tjeneste August 1940. Besætning: 7 – 8 mand. "Pensioneret": 1946. Primære flyvevåben, som anvendte Sterlings: Royal Air Force, Royal Canadian Air Force, New Zealand og Egypten. Produceret i tidsrummet: 1939-1943 i et antal af 2.383 fly. -- Tekniske specifikationer gældende for Short Stirling Mrk. III.: Længde: 26,59 m. Spændvidde 30,20 m. Højde 6,93 m. - Vingeareal 135,63 m². - Tom vægt 19.595 kg. - Lasteevne: Maksimal startvægt 31.751 kg. - Motor 4 × Bristol Hercules XVI stjernemotorer a´ 1.650 hk motorydelse. Tophastighed 435 m/t (ved 4.420 m. over havet). - Marchhastighed: Model III, som fremkom i 1943, war identisk med forgængeren, på nær et nyt ryg maskingeværtårn og de bedre ydende motorer Hercules VI eller XVI, som kunne klare 1.635 hp (1,200 kW) og som øgede flyets topfart fra 410 km/timen til 435 km/timen. Rækkevidde 3.235 km med 1.588 kg bomber. 950 km med 6.350 kg bomber. Tophøjde 5.182 m. Bevæbning: 8 × 7,7 mm maskingeværer. Bombelast maksimum 6.350 kg. -- Sterlingflyet blev sidst på året 1943, taget ud af den strategiske Bombercommando´s flystyrker og overgik til andre vigtige krigsopgaver, som f.eks. nøgletogter mod vigtige tyske måls og øminelægning i de tyske og danske farvande. Flyet kunne have 4 store søminer med. På det skæbnesvangre minelægningstogt, som Short Sterlingflyet nr. EF 137 AA-E deltog i, var der 4 andre Sterlingfly med fra eskadrillen. De mistede et mere, så der kom kun 3 Sterlings hjem. Hele mineringsmissionen bestod i, at 114 R.A.F. bombefly om natten den. 23. april 1944, foretog mineringer flere steder i Østersøområdet. Man mistede "kun 3 Halifax bombemaskiner og altså de 2 Stirlings ud af de 114 maskiner som deltog i togtet. -- Læs under de andre fotos meget mere om hændelserne, fakta og oplysninger om tiden i Danmark og flykrigen mod Tyskland. Se og læs ligeledes om selve hændelsen med Short Sterlingflyet og dets besætnings skæbnesvangre styrt ved Vemmenæs på Tåsinge. Oberfeldwebel Rudolf Frank of 3./NJG 3. ---- Eskadrillen fløj med Wellingtons flyene 291 bombetogter, 24 minelægningstogter og 1 fototogt. Med deres Short Stirlings fly fløj man 103 bombetogter og 103 minelægningstogter. til sidst fløj de med Avro Lancastereflyet 118 bombetogter og 18 minelægningstogter. I alt blev det til 584 bombetogter og 149 minelægningstogter og med andre togter blev det til i alt 739 togter som svarede til følgende anvendte antal fly og deres togter: Wellingtonfly: 2540 flyture med et tab på 74 fly svarende til en tabsprocent på 2,9 %. Deres Short Sterlingfly fløj 1736 flyture med et tab på 72 fly som svarede til en tabsprocent på 4,1 %. De mange minelægningstogter var farlige, da de ofte var få fly afsted og var sårbare for natjagerangreb og flak - de var nemmere at spore og angribe og Short Sterlingflyet var vanskelige at flyve, især efter skader fra beskydning. Lancasterflyet som eskadrillen havde til sidst i krigen fløj 3741 flyture med kun et tab på 47 fly (tabsprocent på kun 1,3 %). I alt blev flyturene på 8017 med et tab på 193 fly (tabsprocent på 2,4 %). Eskadrillen mistede altså ca. 1200 - 1500 flyvere samlet med de 3 flytyper. Samlet blev eskadrillen den enhed i Bomber Commandoen, som mistede det anden største antal fly og flyvere. Eskadrillen fløj det fjerde største antal togter i Bomber Commandoen og var den eskadrille som fløj de fleste togter i Bombercommandoens gruppe 3. Eskadrillen kastede også den tredie største last bomber i Bomber Commandoen, nemlig ca. 21.600 tons bomber og 2344 miner, som var det anden højeste kastede antal miner i Bomber Commandoen under krigen.