Hebriderne - Nord Uist

North Uist - Kortet viser enkelthederne tydeligere. Mit første mål var det privatejede hostel hos Gina og Alastair MacDonald ude ved kysten af det vestlige North Uist, som hedder Baleshare, som ligger mellem de små flækker Carinish og Clachan. På kortet kan man se mine cykle - og vandreruter opstreget med sort.

Luftfoto fra den sydvestlige del af North Uist, Carinishområdet, som jeg cyklede gennem.

North Uist og stranden ved Ceardach Ruadh Baleshare.

Carnach, North Uist. My Grandfather´s House eller oversat til dansk, Min Bedstefars Hus, eller på gælisk: Taigh Mo Sheanair. Det var her jeg havde ringet i foråret og bestilt ophold på dette privatejede hostel, ejet af Alasdair og Gina MacDonald. Som det ses ligger huset alene og ret øde i det område der også kaldes Cladach Baleshare. Alasdair og Gina bor i et hus lige ved siden af. Hostellet er lige blevet totalt renoveret, efter at det var forfaldent pga. bedstefaderens død. Bl.a. andet var alle de nye vinduer danske Velux-vinduer, en ting som jeg takkede Alasdair for at have købt. Huset var også virkeligt istandsat, flot og rent og rart. Et dejligt køkken og en hyggelig stue med pejs og med vinduer ud mod udsigten til Atlanten. Alasdair var ellers typisk Crofter, altså en slags husmand. Han havde ca. 300 - 400 får og fiskede lidt laks og hummer. Gina var ansat i The Bank Of Scotland i byen Balivanish på øen Benbecula, lige syd for North Uist og sjovt nok den bank jeg var inde i og hæve penge på min vej til Baleshare. For mange flere detaljer omkring mit besøg og ophold hos Alasdair og Gina MacDonald kan du læse om ovenfor i rejsebeskrivelsesudddraget under datoen 12. og 13. juni. Det var et fantastisk sted at besøge og gav mig nogle helt uforglemmelige oplevelser. Hostellet blev udgangspunkt for nogle dejlige ture, specielt den til og op på bjerget Eaval. ligeledes havde jeg nogle hyggelige samtaler med en skotte, som også var på besøg, foruden Alasdair og Gina, hvormed jeg havde mange sjove og muntre samtaler. En aften i stuen med pejsen tændt og lugten af brændende tørv og mig med en 18 års Highland Park whisky, kom Alsdair ind og hyggede sig med os og fortalte historier og oplevelser. Han var en meget speciel person, som bygget til livet her ude på de barske øer i Atlanten, lavbenet og bred over skudrene, kæmpe arme og hænder som en Chimpanse, født til at arbejde med får, klipning af disse m.m. Han havde et lunt smil og finurlige øjne og venlighed ud over det normale. Familien har 2 døtre, som studerede i Edingburg og selvfølgelig 2 border collies. De havde en 3. hund, i det mindste troede den det selv, for det var faktisk et får, som alasdair havde inde i huset og opdraget den der, sådan, at den opførte sig som en hund. Når den kom ud blandt andre får, jagede de rundt med den og ville ikke kendes ved den. Den kunne dog ikke gø, men brægede meget og var fræk, som en slagterhund - hø hø. Den hoppede op ad mig som en hund og stangede lidt med hovedet, men skør var den. I rejsebeskrivelsens uddrag ovenfor kan du læse om en særlig flot oplevelse om natten med en smuk stjernehimmel, dobbeltbekkasinfugle og ubeskrivelig stemning. Se i afsnittet ovenfor med datoen 13. juni. Herfra gik mine ture til Barpa Langass gravhøjen og den lange tur til bjerget Eaval. Opholdet på dette hostel blev en fantastisk dejlig oplevelse, jeg har stadig kontakt til Gina MacDonal, da hendes mand, den gæve Alistair ikke bor der mere, selv da jeg var der i 2002 havde han alzheimer sygdommen og er i dag på et hjem for demente, mens hans kone Gina driver hostellet videre.

Clachan Na Luib. Her gik vejen mod nord. Inden jeg kørte vidre var jeg inde hos købmanden, hvis forretning ligger i den hvide bygning midt i billedet.

North Uist, Clachan Na Luib og bjerget Eaval i baggrunden.

Mindesmærket i landsbyen Clachan Na Luib for de faldne i de 2 store verdenskrige. Området på North Uist bidrog ligesom andre egne af Hebriderne med mange soldater i krigene, med enorme tab til følge i forhold til befolkningsmængden på øerne. Her mindesmærket ved Clachan sydvest for Barpa Langass gravhøjen.

Turen fra Baleshare og mit hostel førte mig til denne kæmpe stendynge, som er en gravhøj fra ca. 3500 før Kristi. Stenhøjen er ca. 12 meter høj! og ca. 34-38 meter i diameter. Inden i er der et gravkammer. Men man kan ikke komme derind, da faren for sammenstyrtning er for stor. Jeg var der i et forfærdeligt vejr. Styrtregn og blæst og kulde, men besøget værd. Stedet hedder Barpa Langass. På billedet her kan man se indgangen til gravkammeret midt i stenhøjen. Det har været et kæmpe arbejde, at samle alle de sten og slæbe dem op på denne bakke. Her på engelsk en beskrivelse af stedet. ---- The best example of a chambered tomb in North Uist (Uibhist a Tuath) and the Western Isles. The entrance to the chambered cairn is on the east side which is seen in the photo. The round cairn, about 24m in diameter, has an outer kerb of pointed stones. The entrance passage leads into an elongated chamber, built with seven massive upright stones (orthostats) and is roofed by three large slabs. The chamber measures 4m x 1.8m. During excavation in 1911 traces of burnt burials, Beaker sherds, an arrowhead and a disc of mica (maybe a pendant) were found. On the south side of the same hill is Pobull Fhinn stone circle.

Indgangen er lille og det er ikke klogt at kravle ind. Det indvendige er ikke ordentligt afstivet og der kan ske sammenstyrtning.

Gravkammeret er et kaos af sten, hvoraf nogle er aflange og fungerer som afstivning og bærende "stolper".

Udsigt fra Barpa Langass. På gravhøjområdets skråning mod øst er der en stencirkel (standing stone circle), som hedder Pobull Fhinn (Fionn's People). Ude mod øst i disen kan Eaval bjerget ses. Mit næste mål, var at køre og vandre derud og klatre derop.

North Uist og den smukke sol på vej ned bag de maleriske hvidkalkede huse med tang - og græstagene.

Min lange cykletur ud ad vejen mod Locheport og videre ud mod vejens ende, hvor jeg skulle vandre ud gennem ødemarken ud og op på bjerget Eaval,

Udsigt fra Benbeculaøen mod bjerget Eaval, som ligger i den nordvestlige del af North Uist.

Ved begyndelsen af vandreturen ud mod Eaval bjerget, kom jeg forbi dette skibsvrag.

North Uist og bjerget Eaval, som var mit mål den dag. Her den lille sti af trædesten (ca. 75 m.) over til næste tørre hede og græsområde på vejen ud til bjerget. Dage med stille solrigt vejr er sjældne - det regner, stormer ofte meget og længe på Hebriderne. Jeg var heldig for en gangs skyld at hav godt vejr til denne min længste tur hidtil på rejsen. Den værste storm/orkan havde North Uist i 2005, hvor flere mennesker omkom og ødelæggelserne var enorme. Hos Gina MacDonald på det private hostel i Claddach, som jeg boede hos, mistede de noget af taget og ting og sager fløj rundt og deres private hus fik slået taget i stykker. Desuden omkom mange får ved digebrud og oversvømmelser på øerne.

På vej ud mod bjerget Eaval, skulle jeg hoppe over et stykke åbent vand på ca. 75 meter med en række glatte trædesten som eneste måde at forcere hindringen på. Efter denne spændende balancegang over stenene uden uheld, fortjente jeg en pause med lidt te og mad.

Videre fremad langs kysterne af de mange småsøer og moser ud mod Eaval bjerget, sol og smukt vejr med den kraftige ofte 50 cm. høje blomstrende lyng omkring mig.

Dette billede viser i første omgang ikke rigtig noget særligt for beskueren - vel? Men man kan lige ane nogle fårehoveder øverst oppe på bjergkanten. Fårene så jeg ikke før jeg havde vandret alene kilometer efter kilometer ud mod bjerget Eaval på North Uist. Jeg gik og nød det fine vejr den dag og den spændende vandring mod det første egentlige bjerg jeg ville bestige på min tur til Skotland. Medens jeg gik havde jeg en følelse af, at blive overvåget, udspioneret og holdt øje med. Pludselig så jeg silhuetterne af nogle får stå øverst oppe på bjergkammen og glo ned på mig. En svag brægen nåede mine ører. Der stod de opppe på kanten og gloede ned på den dumme vandringsmand, som nu havde forvildet sig ud i deres reservat i de øde bjerge. Jeg kom uvilkårligt til at tænke på de gamle cowboy - og indianerfilm fra min barndom og ungdom, hvor man så en nøgen bjergkam og så pludselig trådte en lang stribe af indianere og heste frem over kanten af klippekanten for at stå der ubevægelige og stirre ned på vogntoget af nybyggere, som nu igen besudlede deres reservat og livsgrundlag. I filmen blev musikken uheldsvanger og truende og så skyndte nybyggerne sig at danne en vognborg, som et mobilt fort mod indianernes snarlige angreb. Nu medens jeg gik neden for foden af bjerget, lød der nu ikke nogen dyster musik og fårene havde ikke ´en fjer på! De sagde heller ikke UGH! - UGH! men bare mæææ - hæ - hæ - hææææ! De eneste våben de havde inden for rækkevidde var fårelort - men det havde de så sandelig også nok af, hvis de havde lyst til at bombardere mig med lort. Så ville jeg så gu´ skulle bestige et bjerg, men det var så bare af fårelort. Nå en sjov tanke jeg fik dengang og en spøjs tankeflugt på dette grundlag. Det er bl.a. det dejlige ved at vandre ud i det blå - man bliver så dejlig fri og kreativ.

Vejret var jo fantastisk fint, faktisk så godt, at jeg for første gang på turen kunne vandre uden vinterfrakke på op ad bjerget. Her var umådeligt smukt til alle sider. Ude over havet trak mørke regnbyger og solen skinnede ned i det turkisblå/grønne hav og glitrede smukt i dønningerne. Langt ude så jeg den hvide færge som sejler mellem Loch Maddy på North Uist og Uig på Skye-øen. Det var den færge jeg skulle med nogle dage senere. På billedet ser min vandring ret let og ubesværet ud, men stedet er også knapt så stejlt, som det var det meste af vejen op. Jeg havde med vilje valgt den stejleste del af bjerget. Men det gik nu meget godt, selvom der var stejle steder, som gav mig noget hovedbrud at komme op ad. Jorden og græsset var meget fedtet og glat. Men hvor jeg dog nød at vandre og klatre opad og overvinde de forskellige udfordringer, som jeg blev stillet over for. På billedet ser alt idyllisk ud og uden problemer... men det blev det ikke ved med at være...! Lidt efter satte jeg mig ned på en af de tusindvis af klippeknolde, som bjergsiden var overstøet med. og pakkede min proviant ud, te og madpakke m.m. Ruten op har ikke nogen fast afmærket sti, man må bare finde vej og rute som man bedst kan. Jeg sad lidt og nød den storslåede udsigt, forograferede og kikkede i kikkert. Lidt efter var det tid at fortsætte det sidste stykke op mod toppen. Da jeg gik videre opad, begik jeg en af de klassiske fejl, som mange vanderere ofte gør, inden for den ca. første uge man er på farten...!! Se og læs ved næste billede.

Endelig oppe på toppen af Eaval bjerget. Her et vue ud - og ned over det område jeg havde vandret igennem for at nå op på toppen. Jeg havde fulgt en rute fra venste side i billedet langs den store sø og bjerget i baggrunden. Medens jeg stod oppe på toppen, nu sammen med 2 unge kajakroere, som også havde vandret op på bjerget, dog uden kajakken, fik jeg mit shock! Jeg skulle til at fotografere og bruge min kikkert og ville tage mine briller af, så det var bedre at tage billeder og spejde i kikkerten - Av! hvor var mine briller - jeg søgte febrilsk oppe på hovedet, men nej der var de ikke, ek heller i lommerne - og så ramte erkendelsen mig, som et slag i mellemgulvet! Jeg havde taget dem af for at kunne fotografere og kikke i kikkert længere nede, da jeg holdt hvil. Da jeg ikke havde min vinterjakke på med alle lommerne, huskede jeg nu, at jeg havde lagt brillerne på græsset ved siden af klippeknolden, som jeg havde siddet på under hvilet. Da jeg pakkede sammen og gik videre opad, glemte jeg alt om brillerne. Efter at have sundet mig lidt og nydt udsigten og drukket te og sodavand og spist lidt, måtte jeg nedad og se om jeg kunne finde brillerne igen. De 2 kajakroere tilbød at hjælpe med at lede. Vi ledte forgæves i 2½ time! op og ned ad bjergskråningerne. De var endegyldigt væk. Jeg kunne ikke nøjagtigt fastlægge min rute op fra hvilepausen og til toppen. Bjergskråningen var overstrøet med klippeblokke og alle lignede det samme sted - nej det var umuligt. Lidt nedtryk og ærgerlig måtte jeg tage mig sammen, da jeg jo skulle nå tilbage til mit hostel ved Baleshare inden natten. Jeg havde jo ca. 25 - 30 km. vandring og cykling tilbage og turen ud og op på bjerget havde også krævet sine kræfter, for ikke at sige de 2½ times eftersøgning af mine briller op og ned af bjergskråningerne. En af de 2 kajakroere havde sjovt nok også mistet sine briller på opstigningen og fandt dem heller ikke. Det var en rigtig uheldsdag, at vi mødtes på dette bjerg. Om 3 dage ville jeg kunnde melde om mit tab hos politiet i Loch Maddy. Det måtte jeg heller gøre, hvis jeg skulle have en chance for at få tabet dækket af min forsikring, når jeg kom hjem. Jeg regnede nu ikke med det, da jeg godt vidste, at briller ikke dækkes ved tab på sådan en tur. Men man kunne jo forsøge. Synsmæssigt kunne jeg godt klare mig, da mine briller mest kompenserede for læsning og nærsynethed. Jeg havde da også taget et par gamle reservebriller med i min oppakning, men de var fra en tid hvor jeg ikke havde behov for briller med flydende synsovergang. Så de var ikke særligt velegnede alligevel og på resten af turen anvendte jeg ikke briller ret meget. Jeg fik desværre af og til lidt hovedpine, men det var til at leve med. Et par nye briller, som forsikringen selvfølgelig ikke ville dække, måtte jeg betale kr. 5500,00 for da jeg kom hjem. Så det blev en bet i regnskabet for turen. Men oplevelsen ødelagde slet ikke min tur og minderne om den.

Toppen ag Eaval bjerget med den lille stenvarde, som tjener som læ mod den stride kolde blæst, som næsten altid er til stede på Hebriderne.

Udsigt fra Eaval mod syd, ud over "de 1000 søers land". Lyset og farverne er i virkelighedens verden helt unikke og smukke og kan slet ikke gengives fyldestgørende på disse fotografier.

Her kom jeg ind på min cykeltur fra Claddach Baleshares hostel til Bayhed, som var mit næste mål på turen. Jeg var nået ca. halvvejen i strid blæst og piskende regn. Her fik jeg noget skoldhed cacao og en cola, tillige med en lækker laksesnandwich. Det samlede mod og kræfter til den sidste stridsomme tur til mit B & B "LapWing" i Bayhead.

North Uist - På vejen mod Bayhead og mit B&B.

"Lapwing" B & B i Bayhead, North Uist. Opholdet her blev noget af det bedste jeg oplevede. Familien var umådelig gæstfrie og hjælpsomme, De servicerede mig med ture og kørsel på sightseeing og kørsel til mot næste sted på turen, Berneray øen. Læs evt. meget mere i min turbeskrivelse om opholdet hos MacAulay´s.

På mine cykleture rundt på de små veje og grusstier på bl.a. North Uist, oplevede jeg nogle få dage og nogle enkelte dejlige stunder, hvor det ikke regnede. Men vinden blæste ofte kraftigt og var ofte overraskende kold. Men ikke desto mindre var det dejligt at cykle og også vandre henad vejene i det smaragdgrønne forårsceneri med det knaldblå hav, næsten altid i syne til en af siderne. Når så regnen stoppede og solen kom frem, så man straks alle konerne komme frem med deres vasketøj og hænge det op til en blafrende hurtig tørrende fremtid inden den næste regnbyge tog over. Mine minder fra turen på Hebriderne bringer altid dette billede frem af blafrende vasketøj, smældende støjende i den stride vind, sammen med duften af hav og den salte friske luft iblandet duften af nyvasket vasketøj.

Kortudsnit af det nordvestlige hjørne af North Uist, hvor man kan se min vandrerute ud på halvøen Scolpaig. Man kan i bunden af billedet se øen med Scolpaig Tower tårnet.

Fra den lille flække Bayhead og mit B&B "Lapwing" cyklede jeg op til halvøen Scolpaig, som rager øde ud i Atlanten, dog med et par gårde i området og det på billedet underlige tårn, på en lille ø i en sø. Scolpaig Tower er navnet og det stammer ikke fra vikingetiden eller middelalderen, men blev faktisk bare opført i 1830´erne på foranledning af øens læge, som ville afhjælpe fattigdommen, hungersnøden og bygge dette tårn, som en slags beskæftigelsesarbejde. Lægen betalte alle udgifter for byggeriet. Tårnet er aldrig blevet anvendt til noget, men bruges som blikfang i turistbrochurer. Scolpaigområdet er beboet af mange fugle på de forrevne klipper, bl.a. en stor ternekoloni og topskarvkoloni.

Min tur rundt om Scolpaig gik ned i denne lagune og ud langs klippen og rundt om den lige over vandet - spændende klatretur!

Scolpaig og de forrevne klipper lige ud til det mægtige Atlanterhav.

Udsigt oppe fra Scolpaig klipperne mod syd ned langs vestkysten af North Uist og ned mod Balnarald naturreservatet.

Balnarald naturreservatet, som jeg på trods af ekstremt dårligt vejr gik en tur i. Reservatet ligger i umiddelbar forlængelse af Scolpaigområdet på North Uist´s vestlige og nordlige kyst.

North Uist og dette typiske foto af husene og de åbne lyse landskaber. Ejeren af mit B & B "Lapwing" i Bayhead Mr. Hector MacCaulay kørte mig rundt og til sidste op til mint næste besøg på øen Berneray.

Øen Berneray, som jeg besøgte og vandrede og kørte rund på i et par dage. Øen ligger lige nord for North Uist og hvis befolkning er særdeles religiøse, nogle næsten fanatiske.

Vestsiden af Berneray Skotsk Gælisk: Bheàrnaraidh. Husene er en del af landsbyen Borgh (Bhuirgh) og i baggrunden ses Loch Bhuirgh. Jeg boede hos McKillops B & B i et af de huse der ses på fotoet i dette åbne græs og klitlandskab med de få huse "crofts". Her en engelsk beskrivelse af øen: -- Berneray is one of two inhabited islands in the Sound of Harris. With an area of 10.1 square kilometres (2496 acres), Berneray rises to a height of 305 feet (93 m) at Beinn Shleibhe (Moor Hill) and 278 feet (85 m) at Borve Hill. There is strong evidence that points to Berneray being inhabited since the Bronze Age, and possibly before. The island is scattered with ancient sacred sites, stone circles, signs of Viking inhabitation and historical buildings, some several centuries old. In common with most islands in the Outer Hebrides, the population has declined over the 19th and 20th centuries. However, the past few years has seen a gradual rise; as of 20 October 2006, the permanent resident population of Berneray stood at 130. Most people on Berneray speak Scottish Gaelic, many as a first language. Berneray is known as the birthplace of the giant Angus MacAskill and for its sandy beaches backed with sand dunes. The west beach, a three mile stretch of wide, clean and often deserted sand, is widely acclaimed as one of the world's great beaches. The main industries are fishing, crofting (small-scale individual farming), media/IT and tourism. A key feature of Berneray is its machair. The machair is a coastal plain made up of windblown shell sand. Traditional crofting practice, which involves summer agriculture using seaweed together with dung from winter grazing animals as natural fertiliser, has, over time, bound together and stabilised the land. The machair is ploughed in rotation, giving a patchwork of crops and fallow of different ages which supports a wide range of flowers. Berneray has a particularly fine machair, a result of careful husbandry by the island’s crofters, helped by the absence of rabbits. A fishing boat passes between the west beach of Berneray and the island of PabbayThe crofting practises also encourage a wide array of wildlife on Berneray. On early summer evenings you can sometimes hear snipe drumming, and even the rasp of a corncrake. Mute swans can be seen on Loch Brusda, and greylag geese are common. In the winter they are joined by barnacle, and a few brent geese. Ravens and buzzards are often to be seen. Golden eagles and hen harriers are rarer sights, usually in the winter. Wading birds on the shore include redshanks, sanderlings, turnstones, oyster catchers, dunlin, curlews, whimbrels, ringed plovers and herons. Further out, around the shores of Berneray, are mallards, eiders, red-breasted mergansers, and, more rarely, black-throated and great northern divers. Shags and cormorants fish in the seas around Berneray throughout the year, and in summer you can see gannets diving. Common seals often congregate at low tide on the rocks in Bays Loch, and can often be seen from the parking area a little way beyond the Post Office or by taking a boat trip out into the bay. Grey seals, which are larger and can be distinguished by the long 'Roman' noses, also haul out there occasionally, but are more common off the West Beach. Though the otters of Berneray are out during the day more often than on the mainland, they are still elusive, and it takes patience and luck to see one. Possibly the greatest change in modern times occurred in 1999 when the causeway opened between Berneray and Otternish on North Uist. This has made travelling on and off the island, for example for employment, easier. The causeway contains culverts that allow the easy passage of otters and fish from one side of the structure to the other. In addition, broadband Internet provision became available in January 2006, providing another incentive to people wishing to relocate to Berneray and sustain the population and community.

På øen Berneray, var denne lille ø mange steder dækket af disse vidtstrakte græs - og blomsterenge. På gælisk kaldes disse arealer for "Machair". Her går ofte får, også væddere og køer, kvier, herunder tyre frit omkring uden indhegning. Så man skal se sig for og ikke provokere vædderne eller tyrene. På engene lever der tusindvis af kaniner foruden at mange fugle finder deres føde her.

Berneray og sydvestkysten ud mod Atlanten. Her er det en varde til minde om faderen til ejeren af det B & B jeg boede på: Donald McKillop. ejeren havde dette mærkværdige navn: Splash McKillop. Varden ligger på hans sandjorder yderst i det sydøstlige hjørne af øen. Mr. Splash McKillop er for øvrigt død i 2011.

Berneray og de få huse som danner lidt landsby på øen. Byen hedder Borgh. I baggrunden bjergene og bakkerne på North Uist.

På turen fra Berneray til Lochmaddy på cykel, kørte jeg ned af en lille smal vej ud mod vest til havet og sandstrandene her ved navn Traigh Hórnais. På kortet var der aftegnet en kirkegård (burial ground) og den ville jeg godt besøge og se nærmere på.

Den smukt beliggende kirkegård på de blomsterdækkede engarealer, her med navnet Machair Robach, og de hvide klitlandskaber. Gravstenene var af meget forskellig alder - nogle flere hundrede år gamle andre nyere. Der var her også flere andre gravsten med navne på faldne fra 1. og 2. Verdenskrig. På den anden side vejen lå en nutidig kirkegård.

Området ved kysten var så smukt og idyllisk og kirkegården var et stille og fredfyldt område. Gravstenen og teksten på denne, som ses på fotoet, berørte mig dybt. Der berettes om døde familiemedlemmer af slægten Nicholson. Men det der traf mig i hjertekulen var den nederste del af teksten, som kort men mindefuldt fortæller om en 24-årig person, en korporal og søn af de på gravstenen nævnte afdøde forældre Alexander Nicholson og Anne MacDiarmid (Ann Nicholson). -- Han opføres som "Killed In Action", (dræbt i kamp) den 3. juni 1916, i skyttegravene omkring Ypres på grænsen mellem Frankrig og Belgien, området Flanderen med alle de uhyggelige mudrede skyttegrave, som anvendtes i 1. Verdenskrig. -- Han ligger ikke begravet under gravstenen, men står opført på stenen "in memorial", som et minde om ham. Han ligger begravet nær Ypres ved landsbyen Zillebeke i Belgien, på en kirkegård, som hedder The Railway Dugouts Burial Ground (Transport Farm), række G/29. -- Ewen Nicholson var født den 29. maj 1892 på den lille ø Grimsay i den sydlige del af den større ø North Uist på Hebriderne, Skotland. Hans forældre var Alexander & Ann Nicholson, Grimsay, Lochmaddy, North Uist, Hebriderne, Skotland. -- Han var taget til Canada inden krigen og meldte sig her den 23. September 1914 i byen Valcartier, Québec i Canada til Det Canadiske Ekspeditionskorps (CEF), som drog til krigen i Frankrig i starten af 1915, som hele det britiske imperiums versalstaters hærenheder i øvrigt også gjorde, da de var forpligtet, som allieret med England. -- Se og læs om hele hans skæbne i det separate menupunkt ”En soldats død”, hvor de mange fotos har en tilknyttet udførlig beskrivende tekst. Her kan du læse meget mere om Korporal Nicholson, skyttegravene ved Ypres, I. Verdenskrig, hans død, kirkegården hvor han ligger begravet og meget meget mere. .. Her ude på Europas yderste kant ligger endnu en af de millioner af døde unge mennesker, som hvert århundrede umenneskeligt og helt nytteløst bliver slagtet i den ene krig efter den anden - så trist så trist. -- Omkring Ypres foregik der 3 store slag under 1. Verdenskrig fra 1915 til 1917, foruden mindre træfninger og operationer i området, bl.a. slaget omkring ”Sanctuary Wood”, ”Armagh Wood”, ”Hill 62”, ”Hill 60” og Mount Sorrel i juni 1916, med ufattelige tab og lidelser til følge for alle parter. -- I min rejsebeskrivelse, står der en masse mere herom, rundt omkring på menupunkternes sider, herunder de separate menupunkter med historiske fortællinger om første og anden verdenskrig og bl.a. Skotlands rolle heri.

Senere gik turen videre fra North Uist, til Berneray med ture på og fra denne ø. Fra Berneray øen tog jeg en søndag den lange cykletur til Lochmaddy på North Uist´s østkyst. På billedet ses de endeløse smalle veje med de utallige vigepladser langs vejen og de få spredte huse. Området her hedder Port Na Long. Turen var en hård tørn. Vinden var meget heftig og meget af vejen var det strid modvind. Men solrigt og tørt var det dog. Rigtig god tur blev det til.

Kortudsnit af området ved Lochmaddy, Gælisk Loch Nam Madadh. Bjerget Li á Tuath (Little Lee ca. 262 meter højt), hvor resterne af et B24 bombefly fra 2. Verdenskrig ligger, ses i nederste højre hjørne. Denne historie og tilhørende billeder ses på de følgende foto´s.

Foto af Lochmaddy og færgen på vej ind til havnen. I det fjerne ses Eavalbjerget, som jeg tidligere besteg. I Lochmaddy fik jeg også kontaktet politiet omkring mine mistede briller. Jeg fik en "lost property" seddel med hjem. Brillerne er nu aldrig blevet fundet. Det regnede jeg nu heller ikke med.

Lochmaddy Hotel. Her fik jeg mig en dejlig fadøl trods det, at det var en søndag og man mange steder holder lukket. I Forgrunden den lokale bus som jeg tog den dag da orkanen rasede.

Lochmaddy Heritage Center, Taigh Chearsabhach. Et kombineret museum, galleri, cafe´ og forsamlingshus. Det var virkeligt et besøg værd.

Inde fra centeret, med den hyggelige cafe´ og det gode kage- bagværk fra de hyggelige koner, som betjente cafe´en. I centret var der 2 seperate kunstudstillinger, hvoraf den ene var umåde flot og velmalet. En dygtig kunstner med overvejende naturalistiske malerier. Her købte jeg en t-shirt med et North Uist logo i den lille butik, som også lå i centret.

Lochmaddy, noget af havnen og de små fiskefartøjer. I horisonten til højre i billedet bjerget Little Lee.

Udsigten oppe fra bjerget Li a´Tuath (Little Lee), syd for Lochmaddy by/havn, som ses øverst i billedet. Her kan man se det sted på bjerget hvor et amerikansk B24 Liberator bombefly styrtede ned den. 9. september 1943 og hvor alle ombord blev dræbt.

En af propellerne fra det amerikanske bombefly fra 2. Verdenskrig. En 4-motores B24 Liberator bombefly som styrtede ned på bjerget Li a´ Tuath (ca. 260 m. højt), nær Lochmaddy på North Uist.

Mindepladen for hændelsen med det styrtede amerikanske bombefly Liberator B24. -- Når man tænker på, at USA alene mistede 35.946 flyvere ved uheld under træning og ikke i kamp, i løbet af 3½ år fra december 1941 til august 1945, forstår man bedre omfanget af denne krigs enorme forbrug og omkostninger på alle planer! – Under træningen i USA i 1943 blev 850 flyvere dræbt i 298 B-24 flyulykker og nedstyrtninger. -- Læs evt. den spændende og gode dokumentar bog om flyet B-24 og besætningerne: "The Wild Blue" af Stephen E. Ambrose. Kan lånes på biblioteket (fås kun på engelsk). -- Se evt. også den danske hjemmeside om krigsfly over Danmark i 2. Verdenskrig: www.airmen.dk

Sådan så et Liberator B-24 fly ud i fuld krigsmaling. 10 mand ombord, lastet med en tung last af bomber og spækket med maskingeværer rundt om i flyet - ialt 10 styk. ---- B-24J Liberator: Motor 4 x Pratt & Whitney R-1830-65 dobbelt. 14 cylindres motorer på 1200 hp hver. Top hastighed 290 mph i 7620 meters højde. Vægt 28 tons. Vingefang 33,53 meter. Længde 21 meter. Armering 10 x ½ tomme (Ø= 1,27cm) Browing maskingeværer normalt placeret i flyet hos haleskytten, undersideskytten, næseskytten, hos 2 sideskytter og oversideskytten. I alt 2,5 tons indvendig bevæbning.

Foto af australsk B-24 Liberatorfly med de 2 sidemaskingeværskytter F/O. G. S. Thomas og F/O. D. P. Dewhurst (ca. 1944/45). Sidst i krigen, vinteren 1944/1945 og til krigsslutningen var skytterne ofte "arbejdsløse", da tyskernes få resterende jagerfly, ikke havde brændstof nok og ikke mere var en alvorlig trussel mod de allieredes bombetogter over Tyskland. -- Fotoet er arrangeret på krigsskuepladsen i Østen hvor temperaturen var varm. B-24 flyet var uopvarmet og fløj oftest i 20.000 fods højde eller mere, hvor temperaturen kunne være mellem 25 og 35 graders frost. Flybesætningerne havde specielle dragter og var ofte iført flakbeskyttelsesdragter og havde meget trange placeringssteder i flyet. Togterne tog ofte 8 – 10 timer eller mere, så opholdet uden de store muligheder for varme ved kropsbevægelser, var ekstremt vanskelige og hårde. De amerikanske tab af sårede flyvere i krigshandlinger var ikke nær så store som de tab man led ved at besætningerne fik fryseskader!! Her taler vi om over hundredtusinde flyvere! -- Da 2. Verdenskrig startede, havde USA kun ca. 26.000 mand i sit flyvevåben (alle jobfunktioner), men i 1944 var det steget til 2.400.000 mand! I oktober 1942 var målet at nå at uddanne 100.000 piloter pr. år + alle de hundrede tusindvis af andre flyvere og jordpersonel som var nødvendige i luftvåbnet (der blev f.eks. uddannet ca. 300.000 maskingeværskytter til fly). USA nåede at indrullere 317.000 til pilotuddannelsen. Af dem blev 193.440 færdiguddannet, resten dumpede og blev overført til den øvrige besætningsuddannelse, som også fik tilgang af over 1.000.000 besætningsmedlemmer til uddannelse på de forskellige opgaver i flyene. Alle amerikanske piloter havde en basis af 360 timers flyvning, inden de blev sendt til aktiv krigstjeneste. De tyske piloter havde kun ca. 110 timer og de japanske, italienske og russiske piloter havde endnu færre træningsflyvetimer. Det amerikanske luftvåben blev under 2. Verdenskrig verdens største. Man producerede f.eks. over 110.000 fly i 1944! Når man ved, at USA kun havde ca. 1.700 fly af forskellige typer i 1939, da verdenskrigen startede, er det helt uforståeligt, at man allerede et par år efter i december 1941, da USA trådte ind i krigen, planlagde at producere 50.000 om året. I løbet af krigen producerede USA lige så mange fly, som England, Tyskland, Sovjetunionen og Japan producerede tilsammen! – B-24 bombeflyet blev bygget i et antal af 18.300. USA havde i marts 1945 hele 7.177 bombefly på vingerne i aktiv tjeneste. Alt i alt en imponerende bedrift af USA – og på så kort tid og med så mange moderne og velfungerende flytyper.

B-24D Liberator bombemaskinen "Joisey Bounce", fløjet af Oberst E.J. Timberlake. Han var chef for enheden 93. Bomb Group. -- I den berømte flyverfilm om en amerikansk bombemaskine og dens besætning ved navn: "Liberty Belle", er der dog tale om bombeflytypen B-17 "Flyvende Fæstning". Men den virkelige "Liberty Belle" var et B-24 Liberator bombefly, som på sit første togt den 7. oktober 1944 med den erfarne pilot J. I. Merritt ved pinden, blev ramt af 4 flakgranater over Wien/Østrig på deres vej retur fra et bombetogt mod et olieraffinaderi. Mirakuløst blev ingen af besætningen ramt og efter en kamp med at holde flyet i luften måtte de til sidste springe ud i faldskærm over Jugoslavien, hvor de landede og var så heldige at blive samlet op af nogle partisaner, som hjalp dem med at komme tilbage til Italien, dog først den 26. november 1944. -- B-24 flyene havde i 2. verdenskrig en samlet en tabsrate på 13.4 % - altså ca. 2500 B-24 bombefly gik tabt og ca. 15.000 – 20.000 B-24 flyvere blev dræbt.

B-24 Liberator. Historisk gennemgang af flyets historie. ---- Billedet er autentisk og viser en Liberator søge ud af et luftrum fuld af tysk flak (luftværnsild). Den ene motor udspyr lys røg, som antagelig er kølevæske eller ikke antændt brændstof - fatalt for bombeflyet her over Bremen i Tyskland. Flyet Consolidated B24 Liberator blev designet i 1939, med det formål, at skabe et fly med særdeles god ydeevne i forhold til et af de andre amerikanske bombefly B-17. Den første B-24 fløj som prototype i slutningen af december 1939. ---- Flyet udmærkede sig ved sin evner til at bære stor last af f.eks. bomber, dens flyveevner. Understellet var et trehjulet nyt system, som gjorde B-24 flyet positivt anderledes end alle andre fly dengang. De fleste andre fly af den størrelse, havde et gearbetjent baghjulsophæng. ---- Flyet skulle vise sig at blive en succes i mange forskellige opgaveroller, inklusive rollen som strategisk langdistance bombemaskine, recogniseringsfly, havovervågning og patruljefly og senere i en modeficeret udgave C87, som fragtfly. ---- Produktionen i USA var oprindeligt foranlediget af en fransk ordre, men under 2 . Verdenskrig overført til England. De første udgaver af flyet blev anvendt af BOAC til "færge" og fragtopgaver over Atlanten og fra krigens start blev de anvendt med stor succes i overvågning og beskyttelse af De Allieredes skibskonvojer over Atlanten. Dette forgik under RAF Coastal Command´s ledelse. Succeen var dog først hjemme, da man fik opfundet en driftsikker pålidelig radar til fly. Tyskerne og deres flåde, herunder ubådsenhederne troede ikke på at man havde radar - det blev en dyr fejltagelse i løbet af 1942-1943. ---- Leveringer af store mængder af B-24 flyet begyndte senere i 1941 USAAF. Der sket dog først mindre leveringer af typerne B-24a, B-24b og B-24c B24c, men de store vigtige leveringer skete med typen B-24d, som havde fået øget motorydelserne og armeringen. ---- B-24 Liberators tog del i krigsopgaverne i Fjernøsten, Europa og Mellemøsten, hvor flyet var en del af 9. Airforce. I Europa fløj flyet sammen og sideordnet med flyet B-17 Flying Fortress på bombetogter i dagslys, men der hvor de kom bedst til rette, var i Fjernøsten krigsskuepladser pga. flyets store operationsradius og fragtegenskaber. ---- Selvom flyet kunne flyve med større fart end B-17 Flying Fortress, havde det en svaghed, som bestod i mindre robusthed og evener til at klare beskydning. Her kunne B-17 flyet tåle meget mere og ofte nå tilbage til sin base trods hårt ramt af fjendtlig beskydning. B-24 flyet ville ikke have kunne klare dette og ville antageligt være gået tabt. ---- Senere B-24 typer, B-24g og B-24j havde endnu bedre motorer og bevæbning. ---- Der blev produceret over 18.000 B-24 Liberators og blev hermed det fly, som USA producerede flest af i 2. Verdenskrig. ---- Efter krigen blev flyet hurtigt udfaset, da det på alle måder blev udkonkurreret af de nye avancerede kæmpefly B-29 Super Fortress, som anvendtes helt op i 1970´erne.

Foto taget af sideskytten Bill Washburn fra et B-24-J Consolidated Liberatorfly på bombetogt over Bremen i Tyskland, hvor man kan se flakken (granatbeskydningen fra de tyske luftværnsbatterier på jorden). -- Flyenes rute gik tit over Hollandsk territorium og luftrum. Røgstriben på fotoet er ikke fra et skadet fly, men ledende røg fra et andet fly, som er stifinder for de andre flys navigation og bombemål. -- De amerikanske formationer af bombefly, fik altid deres første "hilsen" på vej til målene i Europa, fra de mange luftværnsartilleristillinger (flak) langs Nordsøen og den hollandske, belgiske og franske del af kanalkysten. Ordet "flak" kommer af det tyske ord FliegerAbwehrKanone. USA slang for disse typer af kanoner var AAA - Anti-Aircraft Artillery. -- I Holland nær Zunder Zee, var der posteret et tysk flakbatteri, som havde øgenavnet "Cross-Eyed Charlie". Det var folkene i 734. eskadrille i den 446. Bomb Group, 20. Wing, 2. Air Division, hvor flyveren Bill Washburn gjorde tjeneste. Fotoet fik han udleveret, efter at det var scannet og "clearet" af basens fotolab. sensorer. -- Bemærk de 3 flak eksplosioner i den venstre side af fotoet. De 2 røgspor stammer fra de specialbomber, som den ledende stifinder bombemaskine har kastet, sådan at de efterfølgende bombefly kaster deres bomber på samme måde og med samme indstillinger som stifinder flyets bomber. Derfor skal det det ledende bombefly og dets besætninger være særligt dygtige og pålidelige - ellers vil hele afdelingen af bombefly, som følger det ledende bombefly kaste sine bomber et forkert sted og ikke ramme deres mål. -- Se evt. den danske hjemmeside om krigsfly over Danmark under 2. Verdenskrig: www.airmen.dk

2 B-24 Liberator bombefly fra 781. Bombe Eskadrille fra den amerikanske 465. Bombe Gruppe. Det er den 20. november 1944, da det ene fly rammes af flak (luftværnsgranater) fra tyske stillinger ved byen Belchhamer. 6 mand fra den 11 mands store besætning når at springe ud i faldskærm, heriblandt flyets kaptajn og eskadrilleleder Major Clarence Lokkar. De øvrige 5 besætningsmedlemmer omkommer i flyet da det eksploderer og brændende styrter ned. De 6 overlevende bliver taget til fange af tyskerne. Senere på dagen flygter Major Lokkar, men bliver opdaget og skudt og dræbt.

Sidste del af turen på Hebriderne blev helliget turen på North Uist og den lille ø Berneray, herunder en oplevelse, som kom til at betyde meget for mig og min historiske interesse og senere tur i 2013.

Jeg så på min tur på øen North Uist, helt ude ved vestkysten (Hornish) en lille ældgammel kirkegård, en gravsten med inskriptionen: Corporal Ewen Nicholson, killed in action, Ypres 3th of June 1916, 24 years old. Hebridernes befolkning led meget under især 1. Verdenskrig, hvor mange mænd blev lokket til og sendt i krig og hvoraf rigtig mange blev dræbt. Dette spild af menneskeliv og de sorger og savn på øerne, som udspillede sig dengang, har rystet mig dybt og jeg har siden vendt og drejet det i mine tanker.

I år 2009 og indtil 2013 har jeg sat mig for, at finde ud af alt det jeg kunne omkring denne soldats skæbne, hans tjeneste, enhed, krigsskueplads, død, begravelsessted - ja, alt om krigen i og omkring Ypres i Belgien i juni 1916. Jeg kunne på gravstenen se, at Nicholson var i en canadisk hærenhed.

Jeg har her i 2013 ved redigeringen af siderne oprettet en speciel side/menupunkt, som fortæller hele historien om denne soldats skæbne og om I. Verdenskrig omkring byen Ypres i Belgien - Men kik på siden og på billederne, her står hele historien fortalt under hvert billede  - for mig var det fantastisk spændende at finde frem til alle de mange facts og autentiske historiske hændelse - som at være der selv......

Jeg har i maj/juni 2013 været i Belgien og besøgt denne soldats gravsted og disse fotos og hele beskrivelse kan ses  i det specielle menupunkt: "En Soldats Død"

Sidst i fotoserien er der også en detaljeret fotohistorie om et flystyrt på North Uist ved Lochmaddy - en amerikansk B-24 bombemaskine. Ud over denne historie er der en del facts om flyet og USA´s krigsformåen på luftvåbnets side under 2. Verdenskrig.

Ellers er siden opbygget som de andre.

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejse- beskrivelsen fra turen, hvor jeg er nået til North Uist og Berneray.

Fotos fra den del af rejsen er delt op i 3 fotoalbummer.
Hebridefoto 1, Hebridefoto 2. og Hebridefoto 3

Fotoalbum nr. 3 har fotos fra North Uist og Berneray. 

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

Under de andre menupunkter, er der flere uddrag fra den del af turen, hvor jeg var på Hebriderne.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg opholdt mig i den vestlige del af North Uist, bl.a. Baleshare, Bayhead og Scolpaig.

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/northuist/northuist/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/northuist/carinish/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/baleshare/baleshare/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/northuist/lochmaddy/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/berneray/berneray/index.html

Her et link til en side om vandreture, forslag og meget mere fra hele Skotland og her specielt fra Hebriderne.

http://walking.visitscotland.com/walks/hebrides/

Her et link til generel side med rejser til Skotland og specielt Hebriderne, med vægt på natur og oplevelser her f.eks. kajak, cykling, vandring, fisketur m.m.
På siden er der ogs links til mange muligheder for rejsende, færger, fly, tog og bus m.m.


http://scotlandvacations.com/adventurehebrides.htm

Lochmaddy museum:
 
http://www.taigh-chearsabhagh.org/

Link til gratis kort over mange lande, f.eks. Skotland, men også England, Irland og Danmark. Hjemmesiden for kortene hedder:

http://www.multimap.com/

Men dette link fører dig straks til kort over Skotland og bl.a. Hebriderne og f.eks. til North Uist.

http://tinyurl.com/y6zgvo

Kortsystemet er nemt at bruge. Man kan vælge målestoksforhold, flytte rundt og søge på steder og byer, andre lande og meget mere.

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Torsdag den 13. juni.

Jeg sov rigtig godt og længe, men jeg fik mig hurtigt gjort klar til min spændende tur, først med en lang cykeltur til Clachan Bhiurabnal, en lille bebyggelse for enden af vejen. Dernæst en tur på ca. 15 km langs søerne omkring Eavalbjerget på østsiden af North Uist.

Min cykeltur på ca. 25 km. blev lang og noget anstrengende, selv om vejret var nogenlunde, og det ikke regnede. Vejen var en del kuperet og slyngede sig smukt langs Loch Euphoirt. Men det er ikke så rart at cykle på den dårlige cykel.
Da jeg nåede ud til Clachan Bhiurabnal, var det svært at finde ud af hvordan jeg kunne gå ud til bjerget. Var der en sti og hvor startede den. På mit kort var der ikke aftegnet nogen sti, men skotten på mit hostel havde sagt, at man bare skulle følge søbredderne og at der er en smal uvejsom sti der ender lidt før man når bjerget, men så kan man jo bare gå op ad bjerget. Der er ikke nogen sti eller andet der viser op ad bjerget. Jeg havde bestemt, at jeg ville tage den stejle side op. Jeg var klar over, at jeg selv måtte finde den mest lette vej op og prøve at vurdere mine muligheder for at komme sikkert op.
 
Jeg gik ned til venstre og fulgte bredden af Loch Euphoirt forbi et stort vrag af et gammelt træskib, en fiskekutter, som lå strandet mellem klipperne. Her var meget smukt for solen var kommet frem, næsten vindstille og det var også blevet ret varmt, så naturen viste sig fra sin skønneste side. Jeg nød, at gå af sted med en masse små søde kaniner springende og spurtende rundt. Jeg gik ind over en bakkekam mellem en masse får, der løb fornærmede og brægende foran mig. Heroppe kunne jeg se et godt stykke frem og se bjerget Eaval rejse sig mod himlen langt fremme i horisonten, der var stadig ca. 12 – 13 km. derud.

Jeg kunne nu også se konturerne af en tynd, smal sti lidt nede ad bakken, så den stilede jeg mod. Skyer kom og gik og hvor der blev ly i bakkerne, der skrånede ned mod søen Loch Obisary, blev det ret varmt, men visse steder trak der også en kold vind. På et tidspunkt kom jeg til et stykke vand hvor man kun kunne kommer over via en række ”stepstones” (trædesten). Her var dejligt ly og jeg satte mig ude på en af de store sten og lavede te og spiste kiks og en chokoladebar. Pludselig kom der 2 mennesker sejlende ind i nærheden i deres enmandskanoer. Men de måtte også ud af bådene og gå over land og ind i søen, hvor de padlede videre.

Jeg vinkede til dem. Stien langs søen var meget smal og fedtet af pløret tørvejord, det havde jo regnet i flere dage. Lyngen groede kraftigt hele vejen og dækkede undertiden stien, så det var svært at tage sig i agt for sten og ujævnheder i bunden af stien, så det var anstrengende at gå der op passe på ikke at falde og forstuve et knæ eller fod.
Stien var også meget kuperet og undertiden skulle jeg klatre over store klippeknolde, også nogle der var stejle og lidt farlige for mig, som endnu ikke havde været ude i et sådant uvejsomt terræn. Men det gik godt og jeg blev i bedre humør, jo mere jeg gik og jeg kunne slappe af og nyde naturen og den totale stilhed, der nu havde indfundet sig.

På min vej der ud ad, gjorde jeg holdt og klatrede op på en lille klippeknold og lavede noget te og spiste lidt mad og kiks. Her sad jeg så i solen og nød det fine vejr og kikkede ud over søen og de små grønne klippeøer der lå spredt ud over søen. Et stykke ude så jeg nu de 2 kanoroere padle rundt om en af øerne og jeg vinkede til dem igen.

Jeg gik nu det sidste lange stykke og stod nu for foden af Eavalbjerget. Der er egentligt ikke så højt, ca. 380 meter, men set fra min side så det ret stejlt ud et stykke op, måske ca. midtvejs. Vejret var blevet endnu bedre, så jeg kunne næsten for første gang smide jakken og putte den op på min rygsæk på ryggen.

Nu gik det rask af sted op ad stigningerne mellem græs og tusindvis af sten, klipper, blokke, klippevægge og glatte, smaskvåde græsskråninger. Her skulle man på ikke at skride ned. Det var en utrolig god hjælp med mine 2 vandrestokke. De er perfekte til at aflaste ben, hofter og gode til at holde balancen. Vandringen går meget nemmere. Allerede, kun et lille stykke oppe, var der en utrolig smuk udsigt ud over havet nordøst på, hvor øen Skye aftegnede sig meget tydeligt med sine store regntunge skyer hængende omkring dens bjergtinder.
Regnbyger drev ude over havet som kaldes The Minch, indimellem sås solen skinne og glitre i det turkisblå hav, betagende. Langt ude kunne jeg se færgen der går fra Lochmaddy til Uig på eøn Skye. Imponerende smukt med denne hvide færge i det azurblå, turkis – og smaragdgrønne havvand, der også visse steder blev helt mørkeblå og mørke grønt, ja næsten sort eller gråsort.
 
Mere mod nord kunne jeg i Lochmaddys retning, se først det lille bjerg Burabhal og bagved, længere ude, de 2 mindre bjerge North Lee og South Lee. Her løb solens ”skinnende lange fingre” op og ned af skråningernes klipper i et flot farvespil, vekslende mellem klippens farver og det grønne græs og lyngområdets farver.

Det blev også betydelig stejlere. Længere oppe og visse steder måtte jeg nærmest klatre. Jeg måtte også hele tiden ændre retning og finde den mindst våde kurs op mellem klipperne. Billedet i fotoalbummet er taget lidt før jeg holder pause og ved denne lejlighed glemmer at tage mine briller på igen, som jeg har lagt fra mig på græsset langs den klippe jeg sidder på og drikker te.
 
Brillerne har jeg taget af, så jeg bedre kan se i kikkert og fotografere og da jeg ikke har min jakke på, kan jeg ikke ligge brillerne ind i en sidelomme i jakken, så derfor lægger jeg  dem i græsset. Da jeg senere rejser mig og tager rygskken på og begynder den fortsatte optur glemmer jeg mine briller. En fatal fejl, som kommer til at koste mig kr. 5.500,- til et par nye, efter jeg kom hjem til Danmark igen. Ingen forsikring dækker briller der mistes på denne måde. Og snyde kan man ikke, da det man kan snyde med, heller ikke dækkes.

Fejlen opdager jeg først da jeg oppe på toppen skal fotografere og kikke i kikkert. Så her blegner jeg, da det går op for mig, at jeg har forlagt mine briller et eller andet sted nede af den rute jeg har taget op. Nu er problemet jo den, at der ingen sti er, og at jeg hurtigt finder ud af, at jeg slet ikke kan genkende ret meget af terrænet og hvor jeg måske har forlagt brillerne. Jeg leder nu i 2½ time op og ned, frem og tilbage til jeg er helt udaset. Jeg bliver klar over, at jeg må stoppe nu med at lede, hvis jeg skal nå hjem i dagslys og inden jeg bliver totalt udmattet. For der er en lang vej hjem.

Men bortset for det med brillerne er opstigningen et spændende kapitel for sig. Jeg må passe på ikke at glide og falde og mange gange nærmest klatre og gå på smalle kanter. Det er uhyre anstrengende og jeg sveder som et svin. Ca. 100 meter fra toppen sætter jeg mig på en aflang klippe der ligger tør og solopvarmet i græsset. Jeg drikker te og spiser lidt mad, for klokken er nu ca. 15:00 om eftermiddagen. Det er her jeg glemmer brillerne.
Men fra denne klippe er der et fantastisk skue ud over havet og hele den vestlige, nordlige og østlige del af North Uist. Så smukt, så smukt så det næsten helt tager vejret fra mig. Ude over havet driver indigoblå regnskyer med deres blågrå regngardiner hængende og fejende over det dybblå hav, der visse steder bliver dybgrønt eller skifergråt og pludselig skifter til azurblåt og turkisblåt.
På fotoet længere nede ad siden i mit fotoalbum kan man fra toppen af Eavalbjerget se Loch Euphoirt med bjerget South Lee til højre. I baggrunden i horisonten kan Lochmaddy anes. Loch Euphoirt fjorden, der løber ud mod øst til The Minch, farvandet mellem Hebriderne og Skye øen og det øvrige vestlige Skotland. Helt ude bagved ses bjergene på øen Harris.

Langt ude stamper færgen fra Uig på Skye sig vej gennem det stille hav, mod Lochmaddy. Et betagende syn med denne kridhvide færge på en baggrund af dybblåt hav. Jeg kan se Skyeøen med de næsten evige skybanker over sine mange bjerge og højdedrag. Jeg skal over til denne på mandag den 17. juni med færgen, som jeg kan se sejle mod Lochmaddy. Det glæder jeg mig meget til, jeg kan bare håbe på, at det ikke bliver så meget regnvejr derovre. Men øen er kendt for sine mange regnfulde dage. Alle de høje bjerge på øen bevirker, at regnen ofte falder der, eller at der er tåget og diset. Luftfugtigheden er meget høj, så det er ikke så sært at øen kaldes The Misty Mystery Island.
Desværre kan et fotografi ikke bibringe de samme farver og visuelle oplevelser som naturen og vejret i virkeligheden kan byde på, her ude på disse mageløse skønne øer. Man skal kommer her selv og se fænomenet.

Efter min hvilepause og nydelsen af panoramaerne, fra min klippeknold gik jeg videre den sidste strenge tur opad mod toppen. Jeg måtte trække ruten lidt mod venstre/søt for at kunne komme op, så da jeg nærmede mig toppen, skete det fra den østlige side.
Oppe på toppen er der lavet en lille varde, som man kan sidde lidt i læ af, for heroppe blæste det ret godt og vinden var bidende kold. Og da jeg ville kikke i kikkert og fotografere, prøvede jeg at tage mine briller af, men af gode grunde kunne jeg ikke finde dem i mit ansigt og så ramte erkendelsen mig, at jeg havde glemt dem nede ved klippeknolden. Sikket chok, jeg havde jo mange gange checket og checket for mine ting. Det rystede mig, da jeg erkendte hvor svært det ville blive at finde dem igen. Der er jo ingen stier op, som jeg kunne følge.

Men jeg fik da fotograferet lidt og gik lidt rundt på toppen. Her var en fantastisk udsigt ud over hele riget Hebriderne. Alle verdenshjørner kunne ses og vejret var jo ret klart så jeg kunne se de tusindvis af store og små søer, der er spredt ud over alle øerne. Jeg kunne sågar se ind mod øerne Rhum og Crenna i sydstlig retning. Oppe på toppen traf jeg også de 2 kajakroere jeg havde truffet og vinket til tidligere. De var fra England. Og tro det eller lad være, men konen havde også lavet den samme fadse som jeg og forlagt sine briller på vej op uden at kunne finde  dem. De var gået op 200 – 300 meter mere vestligt end jeg.
Mens vi stod der på toppen og drak en kop te, kom der et lille propeldrevet rutefly forbi, med kurs mod lufthavnen på Benbecula. Den fløj i samme højde som toppen af vores bjerg, så vi kunne vinke ud til den, da den strøg forbi toppen af bjerget.
Men det trak i mig for at gå tilbage og lede efter mine briller og de 2 englændere tilbød at hjælpe mig. Jeg prøvede så at finde ud af hvor jeg havde gået op. Jeg kendte lidt til retningen og det omtrentlige areal hvor det var sket. Men vi ledte i 2½ time op og ned af skråningerne uden at finde brillerne. Mange gange syntes jeg, at jeg kunne genkende stedet, men alligevel var det ikke der. Bjerget er oversået med tusindvis af små og store klippeknolde spredt mellem lyng og stridt græs. Til sidst var jeg på grænsen af udmattelse og erkendte, at jeg måtte opgive, at finde dem. Jeg havde jo en skræmmende lang gå - og cykeltur tilbage inden jeg var hjemme.

Så jeg sagde farvel til dem og håbede, at et af de mange får på skråningerne, ville få glæde af dbrillerne.Men nu gik det hjemad og det var ikke så anstrengende som da jeg skulle op. Men alligevel er det hårdt, da kroppen, benene og fødderne nu skal tage af for de stød nedgangen giver. Jeg fandt snart ud af at ”danse” ned af skråningerne. Men jeg måtte hele tiden se mig godt for, da der ofte var meget stejlt og utroligt glat og fedtet. Men mine støvler er fantastisk gode og især mine vandrestokke, der er fjederpvirkede, er unikke at holde balancen med og støde fra med. Det var bare godt jeg købte dem, selv om de kostede knap 800,- kr.

Udsigten til en spændende tur tilbage, gav mig antagelig nye kræfter. Men turen føltes utrolig lang og jeg kunne nu mærke en begyndende træthed. Ved foden af bjerget, hvor de 2 englændere havde trukket deres kanoer på land, smed jeg mine støvler og gik rundt i det lave brunlige tørvefarvede vand. Men hvor var det koldt. Jeg åd et par bananer og drak sodavand og te samtidig og lidt efter lidt var det dejligt svalende for mine varme trætte fødder. Jeg skiftede det svedige og våde underste tøj ud med noget tørt jeg havde med, det var rart.

Nu gik turen ad de smalle stier tilbage langs kysten af Loch Euphoirt. På et tidspunkt, da jeg gik langs bredden neden for bjerget Burabhal, der er en lille rundet bjergknold på 140 meters hjde, følte jeg det, som om nogen overvågede mig. Jeg skævede op langs klipperne og så en flok får stå i silhuet på toppen, med den dybblå himmel som baggrund og følge min vandring. Det lignede, med lidt god vilje, en scene fra en amerikansk westernfilm, hvor indianerne står i samlet flok på en klippekam og skuer ned på karavanen af nybyggere på deres vej vestpå. De står helt ubevægelige, som om de tror de ikke kan ses, eller måske netop ønsker at blive set og derigennem forætlle, at de hersker herude i vildnisset. Det var ret morsomt, at se de hvide ”uldtotter” deroppe på kanten af klippen. Der er ikke nogen der kan se så dumme ud, som får der står og glor!! 

Trods min udmattelse var turen utrolig smuk alligevel, klokken var nu mellem 18:00 og 20:00 om aftenen og lyset var et helt andet. Sådan noget kan ikke fotograferes med mit talent og det kamera jeg havde med. Men himlen og landskabet males i nogle andre farver i takt med lysets vandringer igennem dagens timer.
Det gør disse øer Hebriderne består af, som unikke og smukke, for nogle vil måske sige, at der ikke er noget at se. Og det kan man måske også sige, der er ikke gigantiske vandfald, kilometerhøje bjerge, eller andet spektakulært natursceneri. Men for et menneske som mig, der søger det enkle og enkelhedens ensomhed i forståelse og pagt med naturen, er dette sted på jorden mageløst!!

Den lange cykeltur, fra hvor min fodtur startede tilbage til mit hostel og Alasdair og Gina, trak de sidste kræfter ud af benene, så det var en træt vandringsmand der kom tilbage. Udenfor hostellet stod Alasdair og hans kone Gina, sammen med deres 2 hunde, border collies. Den ene var en gammel hund og var utrolig kælen  og ville så gerne snakke med mig. Den anden var yngre og stæsede rundt i området, som borders gør!! Desuden stod der et får, dvs. den troede ikke selv den var et får, for den opførte sig som en hund.

Familien havde opdraget den inde i huset og udenfor, sammen med deres 2 børn (2 halvvoksne søde piger). Så nu opfører den sig som en kat eller hund. Den ville kæles med og var fræk og stangede blidt til en og så hoppede den sgu op ad en, som en hund!! Når vi lukkede døren til hostellet op masede den på og ville med ind. De var fandens til skøre får. Når den fik sig forvildet ud blandt de andre får, blev den jaget rundt af dem, for de andre får kunne ikke døje at se den. Den var alligevel for speciel i adfærd, til at de almindelige får synes det var sjovt, så den fik på puklen!! Men det morede Alasdair, jeg kunne se ham stå og gnægge og slå smut med øjnene. Herude i det øde landskab, tror jeg de går og finder på små sjove ”julelege”. Om sommeren er der jo nok at lave. Men de lange vintre med kulde, slud og regn, skal jo gå med noget og så er sådanne indendørs fornøjelser måske med til at gøre livet tåleligt.

Gina, hans kone, der er så mild og smilende og sød, deltager ikke så meget i bedriften, da hun er ansat i Royal Bank of Scotland i Balivanich på  øen Benbecula. Sjovt nok var det den bank jeg var inde i og hæve penge på min vej med den gamle mand, fra South Uist til North Uist.

Efter min hjemkomst fik jeg bikset lidt mad sammen og vasket noget tøj. Om aftenen hyggede jeg og nogle af gæsterne os i køkkenet med maden og te og snakkede og sludrede om Skotland og Danmark, vores respektive ture og planer hermed. Det var rigtig hyggeligt. Undervejs fik jeg skrevet i  min dagbog.

Klokken blev meget sent, næsten midnat. Uden for var det blevet helt stille og klart. Alasdair bad os komme udenfor og se. Vi gik rundt om huset og ude over horisonten mod vest, var der, selv så sent på aftenen, en bræmme af lidt hvidt træt lys. Inden da havde der udspillet sig et mageløst sceneri, da solen gik ned. Landskabet farvedes i utrolige nuancer, det var bare så smukt. Ellers var himlen her ved midnat knaldsort med myriader af stjerner. Der var ingen fugt eller tåge, luften var tør, ren og frisk, duftende af havet, tang og med en snært af får og fårelort fra arealerne omkring hostellet. Luften stod helt stille og da der ingen kunstige lys er (gadelys m.m.) er her virkeligt mørkt. Her hørtes næsten ikke en lyd. Selv vi mennesker kunne mærke, at her var noget, som skulle opleves uden at vi behøvede sige noget.
Vi stod der med denne umådelige store fløjlssorte nat ovenover os og kunne se ud over vandet, der overhovedet ikke rørte sig. Ikke en krusning på vandet og ikke en bølge slog mod stranden, neden for huset. Vandet stod som et spejl ud mod dette diffuse hvide lys fjernt ude langs horisonten. Denne stilhed var nærmest dundrende, til at tage og føle på. Kun kunne man af og til, ud af den sorte nat, høre et får eller lam bræge. Langt væk ude med vest kunne dog høres en svag brusen, fra Atlantens dønninger, der møder vestsiden af Baleshareøen. 
Pludselig hørte jeg en langtrukken brummen oppe i den sorte himmel, derefter mere brummen. Lyden bevægede sig oppefra og ned i svungne lydspiraler. Jeg blev hurtigt klar over, at det drejede sig om dobbeltbekkasiner, hvor hannerne  laver disse brummelyde med deres halefjer når de dykker ned i svimlende flugt. Jeg har set dem, her i landet, men aldrig set og hørt dem, her midt om natten. Det blev en mageløs oplevelse. 
Jeg fik helt gåsehud på mine arme og håret rejste sig på armene og i nakken. Selv Alasdair indrømmede, at han sjældent havde set og oplevet en smukkere aften og nat i mands minde. Han var meget glad for at kunne vise os Hebriderne fra denne enestående side.

Efter vi var gået ind igen og vi var gået i seng, hver især, stod jeg op igen og listede ud og om til vestsiden af huset igen. Her stod jeg og nød stilheden, mørket og naturens lyde. Jeg vil aldrig glemme denne oplevelse. Det er stadig sådan, at jeg stadig gyser ved tanken om denne  ubetalelige naturoplevelse. Det var blevet sent, men jeg gik i seng med en masse minder om en dag, der var helt ud over det normale og som jeg aldrig vil glemme. Jeg var helt ked af, at jeg ikke kunne blive et par dage mere.

Fredag den 14. juni.  

Jeg fik sovet godt, selvom jeg på værelset, fik selskab af et engelsk ægtepar, der var ret underlige i deres adfærd. De snorkede og lavede lyde.

Om morgenen var det så blevet et herrens vejr igen. Regnen væltede ned og en strid blæst føg ind fra sydvest. Jeg skulle jo cykle nordp ca. 13 km. til ”LapWing” mit næste B&B, der ligger i en lille by der hedder Bayhead. Det tegnede til en forfærdelig tur på den meget dårlige cykel, jeg havde lejet. Heldigvis er der ret fladt, ingen store bakker.

Jeg fik ikke taget afsked med Alastair og Gina, jeg tror ikke de var hjemme. Aftenen i forvejen, havde jeg betalt og skrevet i deres dagbog. Jeg havde aftalt med Alastair, at han her kunne finde min adresse, hvis mine briller skulle blive fundet på Eavalbjerget. Han havde nemlig oplyst, at hans svoger var ivrig vandringsmand og heldigt nok, ejede en del af de får jeg så springe rundt på min vandretur ud til bjerget, dagen før. Svogeren gik ret ofte derud og op på bjerget for vandringens skyld og for at se til sine får. Han kunne måske være heldig at finde mine briller. Alastair ville bede ham kikke efter dem. Så kan jeg jo bare håbe.
Hvis jeg skulle kunne få noget af min egen forsikring, var jeg klar over, at jeg skulle melde mit tab til politiet. Den nærmeste politistation lå i Lochmaddy, jeg prøvede, at ringe til dem. Men de tog ikke telefonisk rapport. Jeg skulle komme ind på stationen. Det kunne jeg så om 3 dage når jeg ville ankomme til Lochmaddy, inden min tur med færgen over til Uig på en Skye. Jeg ville få et lille kort med et Lost Property nummer af politiet.

Jeg fik lidt morgenmad, fik pakket ned og iklædt mig mit ”vintertøj”. I de fleste tilfælde havde jeg bare en svedtransporterende undertrøje med enten korte eller lange ærmer på og så kun min Tenson jakke  uden på. Når jeg asede af sted på fodvandring eller cyklede kunne jeg normalt sagtens holde varmen.
 
Ellers havde jeg en fleecetrøje på også. Men jeg svedte altid som et svin!! Og min svedtransporterende undertrøjes underkant puttede jeg jo altid ned indvendigt i bukserne og så skal jeg love for at trøjen var svedtransporterende, sveden drev nedad indvendigt i trøjen og blev derved transporteret lige ned i bukserne, så jeg blev pissevåd, nogen gange helt ned til knæhaserne og da vinden ofte var meget kold, kom jeg let til at fryse om røven. Ubehageligt!! Det kunne godt give blærebetndelse eller meget hyppig vandladning og det er sgu irriterende, at skulle lufte ”dyret” hele tiden. Ikke fordi nogen kan se, at man urinerer, for som oftest er her ikke en sjæl i kilometers omkreds.

Jeg fik bakset min store rygsæk på ryggen og steg på ”jernhesten” og begav mig på min vej mod Bayhead.  Det krævede lige lidt tilvænning, at cykle med denne store vægt på ryggen. Tyngdepunktet lå jo meget højt og jeg var glad for at vinden ikke kom fra siden. Men lidt efter lidt gik det nogenlunde, men jeg skulle hele tiden passe på ikke at vælte.
 
Menneskene i de få biler jeg mødte, har nok gloet noget, da de så denne formummede person med en gigantisk rygsæk på ryggen og asende af sted på en lille dum mountainbikelignende  cykel.  Som sagt stod regnen ned i tove og vinden susede af sted og det var ret koldt 10 – 12 grader, men da jeg kom ud på den nordgående vej, var der heldigvis næsten rygvind. Så det gik egentlig bare derudad.

Cirka halvvejs ligger der et Heritage Center, en slags kombineret forsamlingshus og restaurant eller cafe, nogle gange med et lille museum tilknyttet eller f.eks. en tandklinik eller børnehave, der jo altid er privat drevet. Disse centre ligger i de fleste lokalsamfund, ofte finansieret af det offentlige eller bygget for EU-midler. Jeg kom altså til dette center, kaldet Cladach Chircebost, Kirkibost. Her er der tilknyttet en god cafe hvor jeg tørnede ind og fik sat min rygsæk og smidt noget af mit vdåe overtøj. Jeg fandt et lille bord ved vinduet ud mod vest og udsigten ud over græsmarkerne ud mod en Kirkibost Island og Atlanten, der fortonede sig i grå regntåger, dis og skyer.

Jeg fik varm chokolade og en kop kaffe, dertil ville jeg smage deres kendte smoked salmon, som er en slags røget laks, lavet på en anden måde end vi normalt forbinder med røget laks, lagt mellem 2 friskbagte brødskiver. Mellem disse er der salat, citron og krydderier. Mums hvor smagte det godt. Friskt og lækkert til 70,- kr. Det var rart, at sidde lidt og nyde den gode mad og varme kaffe og tænke på alt det jeg allerede havde oplevet de første 8 - 9 dage.
 
Jeg syntes allerede, at min rejse klart oversteg alle mine forventninger med flere længder. Mentalt synes jeg også, at jeg nu ligesom rigtig var på tur i en anden verden. Jeg var selvfølgelig stadig lidt ærgerlig over tabet af mine briller. Jeg havde godt nok taget de gamle briller med. Men de egner sig kun til langt syn, altså til det åbne land. Men jeg syntes det var irriterende med al den regn og duggede og uigennemsigtbare briller. Så jeg droppede faktisk at bære dem resten af turen.

Lidt senere besteg jeg igen cyklen og cyklede de sidste ca. 6 km. til Bayhead. Da jeg kom til byen, kunne jeg se, at den som sædvanligt bestod af en samling huse langs vejen, med en kombineret købmand, posthus, benzinforhandling og en  primary school, grundskole.
Ret hurtigt kunne jeg se det B&B jeg skulle bo på et døgn. Familien hedder Mccaulay og huset hedder ”Lapwing”, som betyder vibe, som jo er en fugl hvor undersiden er hvid og oversiden og vingerne er sorte, dvs. sort og hvid i et modsat farvespil. Huset er bygget med 2 farver i gavlen, for at understrege farveforskellen, som også farverne er hos viben.

Jeg blev modtaget med stor venlighed og høflighed og jeg følte mig meget velkommen. Da jeg var kommet af det våde tøj og havde fået noget tørt på og havde fået anvist mit dejlige værelse på husets første sal, kom jeg ned i det hyggelige køkken.
Her fik jeg kaffe og kiks og familien der kun bestod af mand og kone, som satte sig med mig og så gik snakken ellers. De var meget videbegærlige og åbne for dialog. Vi talte om England hvor manden havde været politiofficer i London i mange år, men nu pensioneret, an early retirement, som man ofte bruger ved de højere stillinger med gode lønninger og pensioner i England.
Han var nu flyttet tilbage til Bayhead, hvor han stammer fra. Huset ligger få hundrede meter fra hans barndomshjem. Så nu hygger han sig med, sammen med sin bror, at drive en lille croft med får og ellers gøre hvad han har lyst og økonomi til.
Hans hustru passer hus og driver sin B&B. Huset er pinligt rent alle vegne, her hersker orden og plan. Og som i nok alle skotske hjem, er der fyldt op med nips og en masse mere eller mindre lødige ting, tingel, tangel. Plasticdimser, tallerkner, figurer i kæmpe antal, ofte af hunde, fugle og får m.m. billeder af hunde, landskaber og alskens ting. Men ogs virkeligt pæne ting, arvestykker og antikviteter.
Der står altid bøger i store bogreoler og bøgerne ligner i betænkelig grad alle de bøger min generation også investerede igennem 70erne og 80erne fra mere eller mindre lødige bogklubber. Men ok! Sådan indretter de deres hjem som vi havde det for 20 –30 år siden, dog med alle tænkelige moderne elektriske hjlæpemidler.

Hos Mccaulays følte jeg mig rigtig godt tilpas. Lidt efter kom en anden logerende ind til køkkenbordet. Han hed Jim og var en ugift mand på godt 50 år, som havde været bonde i Lincolnshire i England. Efter at have solgt sin ejendom, havde han taget på en længere ferie rundt i Skotland og på Hebriderne, hvor han havde familie. Han var en hyggelig, smilende og lun gut der bidrog til den rare og hyggelige stund i køkkenet.

De fortalte om North Uists befolkning, skotterne og livsbetingelserne der er i klar forandring på både godt og ondt. Der er mere utryghed for fremtiden. Færre og færre arbejdspladser, færre unge mennesker, mere kriminalitet. Man har altid kunnet have ulåste døre i hjem og bil, stille sine ting fra sig osv. Det er snart ligesom her i Danmark, umuligt. Så ofte føler de, at det at være med i EU og dette store ”fællesskab” ikke fører andet end dårligt med sig, selvom der jo også tilflyder dem visse økonomiske midler. Men heldigvis prøver de at bekæmpe det, for alle kender hinanden og alle hjælper hinanden og støtter op.

Manden skulle nu en tur ud at se til sine får, som går på forskellige marker nordpå mod Scolpaig. Markerne ligger i og omkring naturreservatet Balranald, som jeg havde planlagt, jeg ville besøge på en gåtur.
Men da det var sådan et frygteligt vejr, havde jeg besluttet at jeg ikke orkede at vandre i dette ellers skønne reservat hvor der er mange fugle og en skøn karakteristisk natur kaldet the machair, som er en græs og marehalm dækket eng/slette, hvor der også er et mylder af blomster. Her er hvide sandstrande og klitter. Ud over  køer og tusinder af små kaniner, er der folde med de forskellige crofteres fårehold. Man er nædt til at tage ud og se til disse folde, især om foråret/tidlig sommer, hvor der er mange lam, der nemt kan blive fanget i hegnenes masker og blive kvalt, hvis hovedet sidder fast. Det var det mr. Mccaulay skulle.

Han tilbød mig, at jeg kunne tage med rundt på turen. Det ville jeg selvfølgelig gerne, så efter at have iklædt os regntøj m.m. kørte vi af sted. Vejret var om end nu blevet endnu værre! Der var næsten slud i regnen og pissekoldt. Det nærmest stormede nu, så turen ud til fods på de åbne marker var en barsk affære. Derefter kørte han lidt rundt og viste mig stederne i og omkring Balranald og Scolpaig.

Da vi kom tilbage gik jeg i bad og lavede mig noget te og spiste lidt kiks og læste i en avis indtil vi skulle have aftensmad, som jeg var inviteret med til. Jeg besluttede også, at jeg ikke ville cykle på den forfærdelige cykle mere, så jeg ringede og gav Mrs. Morrison besked på, at hun kunne hente den hos Mccaulays. Men selvom jeg ikke udnyttede alle de dage jeg havde lejet den i, fik jeg ikke nogen penge tilbage. Det var jeg lidt skuffet over. Det kunne hun ikke være bekendt. Jeg har så faktisk betalt ca. 150,- kr. for meget også selv om hun skal hente cyklen og kørte mig et par kilometre, da jeg ankom.
 
Mr. Mccaulay har tilbudt, at køre mig til Berneray til Mackillops B&B. Det er da et tilbud!! Så i morgen eftermiddag vil vi køre til øen Berneray, der ligger nord for North Uist. I morgen formiddag vil jeg bruge cyklen en sidste gang og cykle op til Halvøen Scolpaig, hvor der ligger et tidlig middelaldertårn ude på en lille ø i en sø.

Men nu blev det tid til aftensmad. Så satte vi os alle fire og fik et ganske almindeligt måltid. Jeg tror det var en slags kødpie med kartofler. Måltidet var rigtigt hyggeligt og vi sad længe og talte om alt muligt. Det er sjovt, at kunne tale engelsk bedre og bedre med lokalbefolkningen. Jeg synes jeg er helt ferm til det nu. Vi fik dessert, kaffe og kage. Og pludselig kom Mr. Mccaulay med et kæmpestort glas whisky til mig. Ja! De var altså rare og flinke, enestående. Det er en skam jeg ikke kan blive hos dem et par dage mere og se omegnen i noget godt vejr. Men jeg er nødt til at holde min plan af hensyn til de mange andre steder jeg vil besøge og bo. Klokken blev 11 om aftenen inden vi brød op og jeg gik i seng. Jeg er meget overrasket over den imødekommenhed de har udvist for mig, ved at sørge for mig hele dagen med mad og snak og meget andet, ja helt fantastisk!
 
I sengen lå jeg lidt og så noget VM i fodbold. På turen ser jeg slet ikke tv eller hører radio. Ej heller bliver det til avislæsning. Så jeg føler mig nu helt fri af alverdens problemer. En følelse af dyb fred og ro og fordybelse præger nu min tankegang. Det er en dejlig oplevelse, at opdage denne indre glæde og også taknemmelighed over, at det er mig muligt at opleve dette. Jeg sov rigtig godt hele natten.

| Svar

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai.

Fed hjemmeside! Håber at du bliver ved med at skrive og opretholde den

Bedste hilsner, Nicolai.