Skye Trotternish

Skye-øen, hvor jeg havde planlagt 9 dages vandringer og cykling i nogle af de mest berømte bjergområder. På kortet ses min rute rundt på øen og de vandringsture jeg foretog. Skye- øen kaldes for "The Misty Mystery Island, oversat til den tågede mystiske ø. Man siger, at ud af 10 dages besøg, er de 9 dage regnfulde, fugtige og tågede, foruden den altid tilstedeværende blæst og vind. Men øen er utrolig smuk uanset vejret - det er bare et spørgsmål om påklædning og gåpåmod. Det fik jeg så sandelig brug for under mit ophold på øen.

Indsejlingen mod havnebyen Uig på øen Skye. Regnbyger og solfald lyser op med sit magiske og mystiske lys, som er så berømt på Skyeøen. Der er næsten altid et smukt skylandskab over og omkring øen. Dette giver øen sit særpræg. Da der oftest er sydvestlig eller vestlig vind, betyder det at vindene ude fra Atlanten, som oftest bærer på megen fugt, tvinges i vejret af de høje bjerge på Skye, derved afkøles disse vinde, danner skyer og den berømte heftige regn på alle bjergene, på øens midte og østside. Som det ses på billedet trækker der en heftige byger sammen inde over bjergene ved Uig.

Lige før anløbet ved havnemolen i byen Uig på Skye, kan man se den karakteristiske profil af bjerget, som vogter og beskytter havnen og byen.

Færgen fra byen Lochmaddy på øen North Uist i Hebriderne, sejler majestætisk ind i fjorden og ind til havnen i Uig på Skye. ---- Jeg havde en skøn sejltur fra Hebriderne til Uig. Det var hen under aften og vejret var blæsende og regnfuldt - men skønt at sejle med alligevel.

Uigbugten og byens huse grupperet langs bugtens kyst. I baggrunden Trotternish-halvøens karakteristiske bjergmassiv, som løber fra nord og midt ned gennem halvøen og videre sydpå fordelende sig ud i de vilde bjerge kaldet The Black - og The Red Cuillins. Bjermassivet, som ses bag Uig hedder Beinn Edra. Denne var mit første mål på Skye. Her ville jeg vandre op til toppen dagen efter min ankomst til det forudbestilte værelse hos et B&B i Uig.

Nede ved havnefronten i Uig ligger der denne reataurant og bodega, som jeg besøgte et par gange. Mest for at få noget ordentligt mad igen oven på de sidste par dages strabadser i Lochmaddy og færgeturen til Uig. Rart sted og god mad - efter omstændighederne!

Dagligstuen på mit B&B hos Mrs. Cambell. Som tidligere nævnt bærer næsten alle skotske hjem præg af hyggelige stuer med mange nipsting og ofte særprægede udsmykninger. Denne stue sad jeg i om aftenen og drak te og spiste og læste eller skrev dagbog. En enkelt aften boede der et ældre tysk ægtepar, som jeg fik en snak med over teen.

Morgenmaden spiste jeg her i denne hyggelige spisestue. På hele min tur bestod morgenmaden konsekvent af scrambled egs, knust spejlæg, pølser, bacon eller skinke, svampe og stegt tomat. Men også ristet brød, franskbrød, marmelader, müsli og andre almindelige morgenmadsprodukter. Hertil te og kaffe, mælk og juice. Alt i alt et overdådigt morgenmåltid. Men 6 uger med den morgenmad blev til sidst lidt trivielt.

På vej op mod Beinn Edra bjerget kom jeg forbi denne specielle kirkegård med dens særegne indgangsportal. Den ligger nedenfor området, hvor en lille samling huse og gårde kaldet Balnaknock ligger. Bemærk, at kirkegården ligger med et smukt skue ud over dalen og udsigt op mod bjergene.

Vejen ned og op gennem dalen, "The Fairy Glen" op mod husene kaldet Balnaknock, hvor også floden (på engelsk River Conon) løber ned igennem og udmunder i Uig-bugten. I baggrunden ses den gamle borgruin Ewen Castle.

På dette detaljerede kort i målestoksforholdet 1:25.000 kan man se flere enkeltheder og de gæliske navne på floder og vandløb m.m. Kirkegården jeg viser et foto af her i albummet, ses aftegnet betegnelsen "Cemy", som er forkortelsen for cementary, (kirkegård). Næste kortudsnit viser den sidste del af dalen og opstigningen mod bjerget Beinn Edra.

Kortudsnittet viser dalen og stykket op mod Beinn Edra. Den stiplede linie viser stien derop. Den var nu ikke at se på min tur, da jeg kom højere op. Kun i starten kunne man se den tydeligt. Min tur foregik jo i hylende blæst/næsten storm og piskende regn opad, over de mnage vandløb og floder, vandfald - utroligt spændende og facinerende, men ekstremt anstrengende og vådt og koldt. På kortet kan man på den østlige side af Beinn Edra, se en klippeknold/klippevæg lige enden for toppen af bjerget. Her styrtede en amerikansk B-17 bombemaskine ned under 2. Verdenskrig - alle 9 besætningsmedlemmer dræbtes. se videre i fotoalbummet, hvor nogle andre fotos og tekst fortæller om dramaet her.

På vej op mod Beinn Edra i silende regn og blæst. Men her det flotte og brølende vandfald, som styrter sig ned mod dalen, ned mod Uig. De mange små floder og vandløb føder den større flod River Conon med vand oppe fra bjergene.

På min skønne vandring op ad stierne med udsyn til de utallige floder og vandløb med mange store og små vandfald, fandt jeg dette sted hvor der var lidt læ og ly for den stride blæst og piskende regn. Her fik jeg lidt te, noget at drikke og lidt at spise. Det er ikke klogt, at drikke ad vandløbenes vand, da man meget nemt risikerer, at få et maveonde, da vandet løber gennem områder hvor der altid er mange får. Disse skider ustandseligt i vandet, nogle ligger og dør i vandet og derfor kan vandet nemt være inficeret med basiller fra fækalier og rådnende dyr. Men ellers er vandet jo utroligt rent og velduftende - men hvis det skal drikkes, så kog det først. Jeg var her på bredden af floden allerede meget træt og våd og forkommen, men jeg ville ikke give op og besluttede at fortsætte opad.

Lyset ud over dalen og husene i Balnaknock nede bag mig, var meget smukt, selv om det regnede ubønhørligt. Kort før jeg på kortet kunne se, at jeg nærmede mig området ved toppen af Beinn Edra, var blæsten nærmest en storm, regnen kom piskende vandret ind i ansigtet på mig, jeg havde min vinterjakke trukket helt omkring mit hoved, med hætten snørret til, men alligevel var det næsten umuligt at kæmpe sig opad. På kortet kunne jeg se at for at finde toppen, måtte jeg forcere en stejl stigning og finde en smal passage op der. Tågen var tæt heroppe og modet svigtede mig til sidst og jeg besluttede at vende om og søge tilbage mod dalen. Det blev en lang og anstrengende tur nedad og på et tidspunkt var jeg helt udaset og fandt så denne stenvarde på kanten af en skråning. Her krøb jeg i læ. Jeg måtte faktisk kravle frem til varden, sådan stormede det her. Bag varden fik jeg lidt varm te og spist lidt inden jeg kastede mig ud i vejret igen. Men just nede af skråningen under stenvarden, forsvandt vinden pludselig næsten fra det ene øjeblik til det næste. Her var åbenbart et terræn som bevirkede vindenes forskellige retninger og styrke. Herefter gik det bedre med at komme nedad og hjemad til mit B&B. Læs eventuelt uddrag af historien omkring vandringen til Beinn Edra i de ovenstående rejsebeskrivelsers uddrag.

Jo længere op jeg kom, des værre blev vejret, regnen piskede ned og det stormede mere og mere. Samtidigt blev det mere og mere diset og tåget og da jeg endnu ikke, på hele min tur, havde prøvet at gå i de vilde og højere bjerge, følte jeg mig lidt skræmt af vejrliget og dets vildskab og var bange for og hjemmefra blevet advaret om ikke at vandre i tåge uden at kunne anvende et kompas. Det havde jeg bestemt mig til ikke at medtage på denne del af turen. Jeg mente, at jeg via mine gode kort og planlægningen og det grundige hjemmearbejde inden, ville kunne klare mig gennem, selv de værste områder på turen. Jeg fik på sin vis ret, selvom der senere på turen gennem Skotland var steder, hvor jeg nok burde have sat mig ind i kompasretninger m.m. Men jeg var aldrig helt på vildspor på vandringerne i bjergenes tåge og regn. Trods vejret nød jeg alligevel turens udfordringer og strabadser, det øde bjerglandskab, de flotte vandfald og duften af det friske vand og lugten af tørvejord.

Et B-17 amerikansk bombyfly styrtede ned på Beinn Edra bjergets østside, oven for landsbyen Staffin, sidst i 1945. ---- Flyet B-17G No. 44-83325 skulle overføres til Sioia i Italien, som erstatningsfly og mandskab for 15. AAF. Flyets rute skulle gå fra USA, Dow Field, Bangor, Maine, med en række optankningsstop på Meeks Field, Iceland, Valley on Anglesey. N.Wales og endelig til Marrakech, Morocco. ---- Efter at have påfyldt brændstof på, lettede B-17 flyet om morgenen den 3. marts, med kurs mod Valley. Skydækket var tæt den dag, helt ned til en højde af ca. 300 meter, så piloten sekundløjtnant Overfield, havde besluttet at flyve under skydækket i en højde af kun 250 til 275 meter. ---- Turen ville blive lang uden vanskeligheder og besætningen, bortset fra de 2 piloter, navigatøren og flyvemekanikeren, som ville have travlt med at at checke motortemperaturen, brændstof og olie temperaturen m.m., ville have meget lidt at lave, så man læste en bog, et magasin eller skrev et brev til familien derhjemme. --- Da flyet fløj over havet i retning mod Skye-øen i Skotland i 250 til 275 meters højde, med skyer og tåge dækkende øens bjerge, var besætningen ikke klar over faren heri og da flyet nåede en ny samling skyer, kl. ca. 13:00, bragede flyet direkte ind i bjerget Beinn Edra på Trotternishhalvøen på Skye nær havnebyen Uig på vestsiden af bjerget. Flyet ramte toppen af bjerget fra vestsiden og hang på kanten der, med de brændende vragdele også spredt ud over bjergets østvendte skråninger ned mod landsbyen Staffin. Da flyet eksploderede blev alle 9 ombordværende dræbt omgående. ---- Besætningen på B-17 nr. 44-83325: ---- Pilot: Sekundløjtnant Paul M. Overfield. Jr. Co-Pilot: Sekundløjtnant Leroy E. Cagle. Navigatør: Sekundløjtnant Charles K. Jeanblanc. Radiooperatør: Korporal Arthur W. Kopp.Jr. Mekaniker: Korporal Harold D. Blue. Skytte: Korporal John H. Vaughan. Skytte: Korporal Harold A. Fahselt. Skytte: Korporal George S. Aldrich. Skytte: Korporal Carter D. Wilkinson. ---- Lokale borgere løb op mod nedstyrtningsstedet hvor de kunne se flyet brænde. Da de kom nærmere kunne de se, at der ikke var noget de kunne gøre. De kunne ikke komme nærmere, da flyets ammunition eksploderede og kuglerne fløj i alle retninger. Man kunne heller ikke direkte komme til flyet, da det lå lige oppe på kanten af bjergets top. Da redningsmandskabet nåede frem, var flyet næsten udbrændt. ---- Alle besætningsmedlemmer var døde. En flyver var blevet kastet fri af flyet, da det ramte klipperne, men han døde kort tid efter af sine sår. ---- Det var frygtelig dag for beboerne fra byen Staffin, en dag de aldrig ville glemme. Den dag i dag besøger de stadig stedet. ---- En del vragdele kan stadig ses i området f,eks. landingsstellet, dele af flyets aluminiumsbeklædning, motorer og turboladere.

Dele af propelnavet fra en af de 4 Wright R-1820-97 ni-cylindres 1200-hp motorer, ligger her på skråningen neden for østsiden af Beinn Edra bjerget.

Cockpittet i en B-17 bombeflyver. Frygteligt at sidde her og pludselig i et splitsekund se at man rammer en bjergvæg, som piloten i flyet ved Beinn Edra!!

Ude i fronten i næsen af flyet sidder bombesigteren under angrebet. Det må have været en skræmmende plads uder flak/granatbeskydning, i mørke og med et rystende fly med lydene af granatsplinter mod skroget og andet som fløj gennem flyet når det gik hedest til.

Autentisk foto fra 2. Verdenskrig af en midterskytte i et B-17 bombefly - bemærk de mange afskudte tomme patronhylstre på flygulvet. B-17 kroppen midtpå, havde 2 styk 12,7 mm. maskingeværer i hver side med hver sin skytte. Maskingeværerne anvendtes til forsvar mod angribende tyske jagerfly. Hvis man har set filmen "Memphis Belle", som handler om en B-17 besætnings oplevelser under 2. Verdenskrig, kan man rigtig forstå det hele i dag. Når man tænker på, at alene amerikanerne byggede ca. 300.000 fly og der i hele krigen blev dræbt ca. 235.000 flyvere og flyvepersonel, kan man ikke fatte den scala som 2. Verdenskrig betød i ofre og kraftanstrengelser for at slå Hitler´s Tyskland, Italien og Japan. Ufatteligt spild, som de 9 mand ved Beinn Edrabjerget blev en del af.

Indvendigt kik i det originale B-17 bombefly, "Memphis Belle", som blev anvendt i filmen af samme navn. Forude ses cockpittet. I 2. Verdenskrig producerede Amerika næsten 300.000 forskellige typer fly - et svimlende antal. !! ---- Ud af det antal gik 7,34 % eller 21.583 fly tabt i Amerika i ulykker ved og under testflyvninger, træningsflyvninger, flytransporter m.m. - fly og besætninger, som aldrig nåede ud i krigen! Amerika mistede under 2. Verdenskrig 43,581 forskellige fly i forbindelse med krigshandlinger, styrt og ulykker på og ved basen m.m.

B-17 flyet var særdeles robust og kunne tåle mange "knubs" under angrebene. --- Her ses en B-17 med delvist bortskudt haleror og over og bag den en tysk Messersmith 109 jagerfly. ---- Fakta om det viste fly: Boeing B-17G Flying Fortress, tung strategisk bombefly, model 299. Fremstillet i 1935 til 1945. Første flyvetur: 28. juli 1935. ---- Besætning: 10 mand (pilot, copilot, bombeskytte, navigatør, radiomekaniker, flyvemekaniker, øverste maskinkanonskytte, 4 andre skytter rundt om i flyet. ---- Motorer: 4 x Wright R-1820-97 Cyclone Stjernemotore. Ydeevne: 4 x 1.014 kW (1.380 PS) i 7.620 meters højde. Hastighed maksimum: 462 km/h. Marchhastighed: 265 til 300 km/h. Stigningsevne: 100 meter pr. minut. Maksimum højde: 10.850 meter. brændstofbeholdning: 10.500 liter. Operationsradius: ca. 3.220 km med 2.722 kg bomber. Vægt uden last: Ca. 16.390 kg. Maksimumvægt ca. 29.713 kg. som flyet kan lette med. Længde: 22,78 m. Højde: 5,81 m. Spændvidde: 31,63 m. Vingeareal: 131,92 m². Bevæbning: - 13 styk 12,7 mm. M2 Browning maskingeværer, med 2 styk 12,7 mm. MG´s i flyets underside foran, på begge sider af forenden, på oversiden bag cocpittet. 2 MG's i bugen under flyet, 1 i radiorummet og 1 i hver side af flyets krop bag vingerne og endelig 2 MG´s ude bagerst under haleroret. ---- Maksimum bombelast: 7.983 kg. ---- Produktionsantal: Y1B-17: 13. Y1B-17A: 1. B-17B: 39. B-17C: 58. B-17D: 42. B-17E: 512. B-17F: 3.405. B-17G: 8.680. I alt: 12.731 fly.

Min tur rundt om nordspidsen af Trotternishhalvøen fulgte stort set de viste veje rundt langs kysten. Jeg kørte dog også sydøst forbi landsbyen Elishader ned til Kilt Rock. En tur på op mod 60 km. + vandringer i bjergene flere steder, især The Quiraing.

Hos Mrs. Cambell´s B&B havde jeg også forudbestilt en udlejningscykel hos hende. Det var en god og gedigen turcykel. Det fik jeg god brug af på de lange cykelture jeg foretog de 2 næste dage fra udgangspunktet Uig. På fotoet er jeg bl.a. på vej op ad den stejle stigning op til bjergsletten mellem Uig og bjergene på midten af Trotternish, The Trotternish Ridge. Turen gik mod bjergområdet The Quiraing, byen Staffin, Kilt Rock og nordover og rundt på nordspidsen af Trotternishhalvøen og tilbage til Uig.

Efter den lange anstrengende tur opad mod bjergene The Quiraing, som kan ses dukke frem oppe på bakketoppen til venstre for vejen. Det var bitterligt koldt, for en junidag og det regnede let og blæsten var som altid ret hård. Men kulden var værst. Turen var nu utrolig dejlig alligevel, landskabet var øde og smukt med de bløde bakker og bjerge, dækket af lyng og græs ispredt klippeknolde.

Lige før man når op på højdedraget ved foden af bjergene The Quiraing, bruser der dette vandfald ned under vejen.

Kortudsnittet viser her stien op og rundt om The Quiraing. Da jeg kom om på østsiden af bjerget via en smal sti som går helt inde under den flere hundrede meter høje bjergvæg, skete der igen noget forunderligt, som på turen dagen før i Beinn Edra området. Her på østsiden af The Quiraing forsvandt vinden fuldstændig og solen brød frem og varmen indfandt sig. Fantastisk forandring og dejligt.

Flot skue op mod The Quiraing bjergene. Vejen nedenfor er ruten mod Staffin og Kilt Rock, en rute jeg også tog på cykel efter turen i bjergene.

Her ses en af stierne op i Quiraingbjergene. Som det ses er den smal og ligger helt ud til kanten af en bjergskråning, som har et fald, som er flere hundrede meter. Her er dog en fantastisk udsigt sydover Trotternish-halvøen, stadig med Beinn Edra bjerget i baggrunden.

Opad mod The Prison og The Needle, som er fixpunkterne i Quiraingbjergene. Da jeg var der stormede det iskoldt ned gennem den tunnellignende passage, man kan se her på fotoet. Og regnen piskede det bedste den havde lært.

The Quiraing og The Needle, som ses tydeligt på fotoet. Jeg forsøgte at kravle derop selvom det piskede med regn og hagl over mig. Jeg var næsten nået derop, da højdeskrækken greb mig og jeg måtte stå stille med min vandrestokke solidt stukket ned mellem stenene. Vinden truede mig med at vælte mig omkuld og haglene slog ind i mit ansigt og pissebange det blev jeg sgu´. Jeg stod helt stille og koncentrerede mig om ikke at gå i panik. Det var sindsvagt uhyggeligt at stå der alene langt oppe af den stejle klippeskråning, som på billedet ikke ser så stejl ud - men det vil jeg love dig for, at den var!! Efter nogle minutter prøvede jeg at bevæge mig og mine støvler var ved at skride i de løse sten og klipper. Vandrestavene hjalp mig dog og lidt efter lidt fik jeg møvet mig nedad, dirrende i hele kroppen - føj for en skræmmende oplevelse. Nu gik det eller så godt og sjovt nok var det en af de få gange jeg blev højdeskræk på turen. Senere kunne jeg sidde ude på klippekanter over en slugt på måske 50 - 100 meter uden at blive bange. Andre steder gik jeg og balancerede på klippekanter og kravlede rundt på endnu stejlere skråninger, over brusende floder m.m. Her ved The Needle fik jeg min ilddåb. Årsagen for min skræk bundede nu også i det ekstreme vejr med nærmest storm og hagl og heftig regn i tilgift. Man kunne næsten ikke se ud af øjnene og skulle passe på ikke at miste orienteringen og falde ud over kanterne. Flere steder var der flere hundrede meters fald ned ad bjergskråningerne og der er ingen hegn eller stengærder langs stierne, nej, man går langs kanterne ved siden af dette frygtelige fald, som helt sikkert vil slå en ihjel, da skråningerne er oversået med små og store klippeblokke, som man ville ramme med kroppen og hovedet - så var det sket med en. Nederst til højre på fotoet ligger der en dyb slugt, som kaldes The Prison (Fængslet).

Her ses den smalle passage lige under det udhængende bjergmassiv. Lige omme på den anden side ses østkysten af Trotternishhalvøen og som sagt, den dag var det et skrækkeligt uvejr på vestsiden, men fint vejr på østsiden, da jeg fik drejet om klippefremspringet fremme ad stien.

Et fint og lidt skræmmende vue ned ad en "slidske" langs bækken, som strækker sig flere hundrede meter ned til dalen i bunden, men samtidig den fine og smukke udsigt mod syd.

Opad mod The Quiraing´s øverste klippeplatau.

Skøn og betagende udsigt sydøst på, ud mod havet og Staffin-bugten og længst ude langs kysten findes det berømte kystområde Kilt Rock, med de 100 meter høje gamle vulkanske lavaklipper med det imponerende vandfald, som styrter sig ud over klippen og durk ned i havet. Her ville jeg senere på dagen nå til.

4 får som tilsyneldende leder efter en "Passing Place" - en vigeplads langs vejen ned mod Staffin. Langs de fleste skotske veje ude i landedistrikterne, er vejene enkeltsporede og derfor er der vigepladser, ofte med 200 meters afstand imellem dem. Dyrene går ofte frit omkring - også på landevejene!

The Quiraing bjergmassivet og husene neden for i byen Staffin. Jeg kørte her mellem de viste huse mod højre ud langs kysten op mod byen Floddigarry.

Staffin-området og Trotternish/Quiraing bjergene i baggrunden. Cykleturen op ad den lange stigning mod landsbyen Ellishadder og museumet her og videre mod Kilt Rock. Kører man længere ad vejen sydpå kommer man til den største by på Skye, Portree, som jeg skal nå næste dag. Nordover ses The Trotternish Ridge og The Quiraing. Det var en sej cykletur opad den enormt lange bakke og så tilmed i strid modvind - dog var jeg glad for, at det var tørvejr, omend luften ikke var varm, tværtimod.

I Skotland uden for de store byer og også på Skye, er der langt mellem butikkerne med fødevarer, for ikke at tale om butikker med alle menneskers øvrige fornødenheder. Mange småbyer har ikke nogen form for butikker og hvis der er en, drives den som posthus, apotek, kiosk, cafe´, foruden de almindelige fødevarer, som er nødvendige. Undertiden er der også andre varer i butikken, non-food, redskaber og nødvendigt værktøj og tilbehør. Der er altid lidt souvenirs og bøger og andet tingel tangel som også skotterne selv holder af at købe. Denne butik i Staffin, havde ophørsudsalg, men jeg skulle bare have lidt mælk og lidt sødt til ganen og min kaffe - og tedrikning undervejs.

På østsiden af Trotternishhalvøen og i området omkring landsbyen Staffin og bugten Staffin Bay. Noget af Quaraing bjergmassivet ses til venstre i billedet.

På kortet her ses landsbyen Ellishadder med det geologiske museum, søen Loch Mealt og Kilt Rock og vandfaldet, som får sit vand fra søen og dernæst styrter direkte ud i havet. I Ellishadder ligger der i søkanten ruiner fra bebyggelser fra en fjern fortid. Dun Grianan (Brock).

Staffin Museum i den lille landsby Ellishadder, lidt syd for Staffin på østsiden af Skye, Trotternish. Museumet liger nær Kilt Rock på hovedvejen A855 og ca. 3-3,5 km. syd for Staffin Bay og ca. 25 km. nord for byen Portree.

Lederen af museet og finderen Mr. Dugald Ross undersøger Dinosaur fodaftrykket i 2002. I området ses en Dinosaur families fodaftryk. ---- Her en beskrivelse på engelsk fra museet. ---- The prints were found on a slab of sandstone. A rare piece of evidence pointing to a dinosaur mothering her young after they had left the nest has been discovered on the Isle of Skye. ---- Some dinosaur footprints were found on a remote beach on the island reveal an adult ornithopod - a bipedal plant-eating dinosaur - walking along a muddy lake edge, with up to 10 smaller individuals. ---- The find on a slab of sandstone is thought to be a world first for palaeontologists. ---- The 170-million-year-old footprints were discovered by the isle's Staffin Museum curator, Dugald Ross, and hotelier Paul Booth last year. ---- It is only now that Dr Neil Clark, curator of palaeontology at the University of Glasgow's Hunterian Museum, has been able to confirm that the footprints were likely to be from the same species. ---- Clutches of eggs. ---- Dr Clark said: "It's extremely rare to find evidence of post-hatching parental care in dinosaurs. ---- "Most of the herding evidence comes from large Cretaceous sauropod dinosaur footprints in South Korea and the United States." ---- He said there was evidence that dinosaurs sat on clutches of eggs and after hatching would begin to move around as individuals. ---- An outline of the footprints. But he said the find on the Isle of Skye could turn "that theory on its head". ---- The footprints, measuring between six centimetres and 12 cm in length for the juveniles and 25 cm for the adult, suggest that the juveniles were probably less than one year old. ---- Early research into the footprints indicate that the animals were moving in the same direction and were found on the same bedding plane, providing a strong indication that they were moving as a family group. ---- Dr Clark said: "To my knowledge, there are no other examples of ornithopod prints showing juveniles and adults moving as a group like this. ---- "There is certainly evidence of juvenile ornithischian dinosaurs with adults from the same geological horizon, but not with such a clear relationship." ---- The original sandstone block containing the footprints is owned by the Staffin Museum on the Isle of Skye and is awaiting display after the research has been completed.

Megalosaurus som den antagelig så ud for omkring 170 - 150 millioner år siden. Bemærk størrelsesforholdet i forhold til et menneske.

Som om at der lige for lidt siden var gået en kæmpe dinosaur forbi her og afsat sine fodtrin i sandet. Men fodaftrykkene er ca. 170 millioner år gamle!! Dr Neil Clark ses her ved disse fodtrin, afsat af en stor theropod dinosaur. Theropoder udtryk for en gruppe/familie af meget store dinosaurer, hvor den nok mest kendte dinosaur er Tyrannosaurus Rex, den enorme uhyggelige kødædende reptil, som er fremstillet og anvendt i mange film f.eks. i filmene Jurrasic Park. Aftrykket af foden er sket i sand, som senere gennem millioner af år er blevet til sandsten. Aftrykkene findes ved An Corran, Staffin, Trotternish, Isle of Skye.

Ammoniter i en forstenet blok på museet i Ellishadder.

Inde i museet og her fremviser Lederen curator Dougald Rossen en del af benet fra en dinosaur, en sauropod femur.

Klipperne ved Kilt Rock/Staffin Bay. Meget specielle klippeformationer, som opstod i forbindelse med forhistoriske vulkanudbrud. Klippetyperne ses mange steder i og omkring Skotland til lands og til havs på klippeskær og klippeøer f.eks. klippeøen St. Kilda, som er mest berømt for disse særprægede klippeformationer.

De stejle østvendte klippekyster er dannet af forhistoriske vulkaners lavastrømme, som på en særegen måde under tryk har dannet disse obelisk/bjælkeagtige klippemønstre og klippeformationer. Mange kyster i Skotland og alle øerne omkring har ofte disse stejle og lodrette klippeformationer som bolværk mod det frådende hav. Her på fotoet er det Kilt Rock, som tager sig fantastisk flot ud i solskin på de grønne græssletter og blå hav.

Ved Kilt Rock, lidt sydligere, udløber der en flod, som ofte er vandrig, ud over klippekanten på kysten ved søen Loch Mealt og landsbyen Ellishadder og styrter lodret ned i havet. Floden er ikke ret lang, men fungerer som afvanding af søen Loch Mealt. Mit besøg der skete i delvis solskin, dog med en heftig bye i tilgift. For at komme til at fotografere vandfaldet ordentligt, trodsede jeg alle former for højdeskræk! På klippen ved vandfaldet var der et solidt stålrørshegn. Fra klippen var der et lodret frit fald ned på ca.75 meter. Jeg tog en resolut beslutning og kravlede op på regnets stålrør og fik mig anbragt udvendig på hegnet med et ben og fod på et af hegnets stålrør og det andet ben ud over afgrunden. Ved at holde fast med den ene hånd kunne jeg nu hænge ud over afgrunden og bruge den anden hånd til at holde fotoapparatet og fotografere vandfaldet. Det var nok et vel farligt stunt, at stå ud over afgrunden kun med et ben og en hånd på hegnets udvendige rækværk. Spændende og det bestyrkede mig i, at jeg nu måtte være kureret for højdeskræk i et godt stykke tid.

På fotoet her ses vandfaldet ramme havet og kysten under mig. Et fald ned her, ville betyde den visse død.

Det nordligste af Trotternishhalvøen, de vindomsuste øde veje nær Floddigarry og Duntulm. Det lille hus på fotoet ligger i området Kilmalaug og rummer et lille fint privat galleri. Se ved foto af maleri.

Trotternish Artist Studio Gallery. Gallery/Drawings. Kilmaluag. by Duntulm. Isle of Skye. IV51 9UQ. 01470 552302. Open all year. Directions: The Gallery is by the roadside (A855) at Kilmaluag, 25 miles north of Portree. There is a choice of scenic routes, either via Staffin on the A855 or via Uig on the A87, then through Kilmuir on the A855. “Developing my landscape drawing skills and style over 30 years in sepia ink, graphite and colour pencils, I use various finishes of paper to add texture to the work. I prefer drawing on location, braving the Scottish elements and completing the work at the gallery - “A Brush Free Zone!” - where visitors can see pictures in progress.” - Bill Lawrence. ---- Se evt. også: www.highlandsopenstudios.co.uk

På min videre færd rundt om Trotternish-halvøens nordlige del, så jeg mange flotte scenerier undervejs, besøgte et lille galleri, kørte op til en underlig bygning oppe på en bjerkam lige ved kysten. Det viste sig at være resterne af en militærforlægning, som havde været radarstation under 2. Verdenskrig og i efterkrigstiden (Den Kolde Krig). Cykleturen kom til at blive på ca. 70 km. + vandringerne i bjergene m.m. Det blev en fysisk meget anstrengende tur også, men helt fantastisk at kunne klare. vinden som var koldt og hård, vekslede med både modvind og rygvind. Den sidste halvdel af turen kom kva retningen hjemad og vestover, til at bestå af hård modvind og let regn og et kuperet terræn inden jeg var tilbage i Uig. På vejen havde jeg planlagt, at besøge Duntulm Castle, som er en meget ødelagt borgruin fra ca. 1630. Området er velegnet til forsvar af en borg og basis for den lokale herremand/klanleders kontrol og herredømme over området Trotternish. I 1630 var det klanlederen Sleat MacDonald som regerede over Trotternish i evig angst for krig med rivalen McLeod fra Dunvegan, som også ville have fat i skattemulighederne på Trotternish-halvøen. Allerede i 1720 rømmede man borgen igen og siden er den forfaldet støt, så den ser miserabel ud i dag. Man søger at rejse penge til at restaurere den igen, men det tror jeg er omsonst.

Duntulm Castle set fra østsiden. Jeg brugte adgangsvejen nede fra kysten under borgen, hvortil man kommer via en lille grusvej oppe fra Duntulm Hotel. Man skal så klavre op af de stejle trappetrin og følge stien op til selve borgen, som vist på fotoet. Man ved, at der siden vikingernes tid og før i Picternes tid, (ca. år 700 før Kristi til ca. år 800 efter Kristial), har været en befæstning her.

Ude foran Duntulm Castle ligger den lille klippeø Tulm Island, som huser mange søfugle, bla. de store suler.

Duntulm-området med Duntulm Castle, Tulm Island og Duntulm Hotel.

Frilandsmuseumet mellem Duntulm og Kilmuir. ---- Inden jeg nåede til Uig igen aflagde jeg lige besøg på et frilandsmuseum, som dog sent på aftenen ikke havde åbent. Men bygningerne og området kunne jeg dog se. Sådan som på fotoet boede man i fordoms tider, som i Skotland egentlig ikke er så langt tilbage. Som jeg beskrev og viste på fotos vedrørende mit ophold på Hebriderne, bor mange stadig i primitive huse og mange har for ikke mange generationer siden, levet med sådanne forhold, som den slags huse kunne byde menneskene her. Frilandsmuseet ligger i Kilmuir, hvor også Flore MacDonald ligger begravet på en kirkegård med et mindesmærke opført. Flora MacDonald var den kvinde der omkring 1740´erne frelste og hjalp jacobitten og adelsmanden Prince Charles Edward, kaldet Bonnie Prince Charlie. til at flygte, efter at han og hans hær af klansmænd blev slagtet af englænderne og deres allierede i slaget på heden ved Culodden, lidt øst for Inverness. Flora MacDonal skjulte ham og fik ham til Hebriderne, øen Benbecula, hvor han senere havde held til at flygte over til franskmændende. Frankrig og England har altid ligget i klammeri, krig og gensidig had og ondsindede drillerier, selv i dag. Ved at frelse Charles Edward kunne man "drille" England igen. Prince Charles Edward fik dog ingen glorværdig fremtid, men endte fattig og syg inden sin død. Du kan læse mere om historien ovenfor i de sidste afsnit og ved de følgende billeder, hvor historien bliver grundigere fortalt, bl.a. om Flora MacDonald´s skæbne. ---- Beskrivelse her på engelsk:There is a fascinating museum at Kilmuir between Duntulm Castle and Uig. It is a group of seven thatched cottages exhibiting the village life of ordinary people. There are also items connected with the crofter rebellions in the nineteenth century, items used by Bonnie Prince Charlie and Flora MacDonald, weapons from the age of clan warfare, and Stone Age axeheads used by Skye's earliest inhabitants.

Flora MacDonald´s gravsted. På min vej sydover mod Uig kørte jeg gennem flere små landsbyer og her skal især Kilmuir nævnes, da der her på kirkegårdene ligger flere bestydningsfulde skotske personer fra fortiden, mest kendt Flora MacDonald. ---- Tæt på Kilmuir ligger stedet hvor Bonnie Prince Charlie sejlede over havet til Skye, klædt ud som Flora MacDonald's tjenstepige. Derfor er der en del steder i området på Skye, som er knyttet til disse 2 personer. Ikke langt fra disse steder, ligger der i Kilmuir, Skye´s Museum for ø-boernes liv og lige ved siden af finder man Flora MacDonald's grav og monument. ---- Flora blev født i Milton på South Uist, hvor hendes far var fæstebonde. Hun afsluttede sin skole i Edinburgh og besøgte sin bror på South Uist i 1746, da hun blev opfordret til at hjælpe Bonnie Prince Charlie, som var på flugt efter nederlaget for Jacobiternes oprør og det militære nederlag ved Culloden. Han blev forklædt i en frakke som "Betty Burke" en typisk irsk tjenestepige. De sejlede fra øen Benbecula den 27. juni 1746 til Skye. Efter at have overnattet i en hytte rejste de i flere dage over land på øen, til de nåede byen Portree, undervejs undgik de at blive fanget af de engelske "rødfrakker" (soldater). Da Han rejse via øen Raasay ud for Portree med skib til Frankrig, gav prinsen Flora en amulet med hans portrait i, i det han sagde "Jeg håber, madam, at vi mødes i St James's, men hun så ham aldrig igen. ---- Flora blev senere arresteret men blev løsladt i 1747 i kraft af en generel amnesti. Hun giftede sig i 1750 med Allan Macdonald af Kingsburgh [nær Kilmuir], som var en slægtning til hende. De emigrerede så til Amerika, North Carolina.Senere kom de begge tilbage til Skye, hvor Flora døde i Kingsburgh på Skye i 1790, i den samme seng, som Bonnie Prince Charlie havde sovet i dengang i 1746.

Kilmuir og "The Easter Church". Her med monumentet for de faldne i de 2 store verdenskrige.

På vej sydover hen under aften på vestsiden af Trotternish, måtte jeg og nogle billister pænt vente på en stor flok kreaturer inklusive en mægtig tyr, som dangderede den ned ad vajen, så ingen kunne komme forbi. Jeg skulle ha´ klinket noget med den tyr! Men lidt efter blev der et lille hul i flokken og jeg kunne cykle gennem og videre i en kold og stiv modvind ned mod mit B & B i Uig.

Uddrag af min rejse - og dagbogsbeskrivelse, hvor jeg opholdt mig på øen Skye. Jeg har sprunget nogle datoer over af pladshensyn.

Der er mange flere billeder fra opholdet i de 4 undersider, som ligger knyttet til denne hovedside. Her kan man klikke på det valgte foto og forstørre det og læse den tilhørende tekstbeskrivelse.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Links til spændende hjemmesider fra Skotland:


http://www.alanmoar.flyer.co.uk/index.htm 

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/areaskyenorth/index.html 

http://www.skye.co.uk/ 

http://walking.visitscotland.com/ 

http://www.scotland-info.co.uk/skye.htm 

Link til hjemmeside om vandreture m.m.:

http://www.skyewalks.co.uk/dates_prices.htm 

Link til SYHA Hostels:

http://www.syha.org.uk/SYHA/web/site/home/home.asp 

Samling af links om Skotland på denne hjemmeside:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/uslinks/index.html 

http://www.rampantscotland.com/visit/bldev_visit_skye.htm 

Link til FDM-TRAVEL.   FDM travel har et spændende udvalg af rejser til Skotland. Du har både mulighed for at bestille fly, hotel og billeje. Læs desuden også rejsetips fra Skotland:

http://www.fdm-travel.dk/ 

Link til City-link busselskab, som bl.a. betjener Skye og andre dele af Skotland:

http://www.citylink.co.uk/network.htm 

Her link til Scotrail, togdrift i Skotland:

http://www.firstgroup.com/scotrail/index.php 

Link til færgeselskab, som besejler hele Skotland:

http://www.calmac.co.uk/ 

Link til hjemmeside om skotske klaner, herunder på Skye.

http://www.scotclans.com/index.html 

Link til hjemmeside med oplysninger om alle skotske krige, slag og kampe:

http://www.rampantscotland.com/features/battles.htm 

Uddrag af min rejsebeskrivelse: 

Tirsdag den 18. juni.


Mit vækkeur skulle ringe kl. 06:00, men jeg vågnede lidt før og stod op til en skinnende sol og et snavset hostel, der var helt stille. Så jeg listede rundt og klædte mig på og pakkede det sidste ned i rygsækken og så var det ellers ud af klappen, for nu kunne jeg næsten ikke holde dette sted ud mere.
 
Jeg gik nu op mod færgehavnen 2-3 km. væk, på en flot og klar morgen med fuld sol, men med en temmelig kold og blæsende vind. Stormen var løjet af og jeg var ret sikker på, at kunne komme med færgen  her kl. 07:30. På afstand kunne jeg se færgen i færgelejet og efter en lille ventetid i venterummet på havnen, gik jeg ombord på færgeselskabet Caledonian Macbraynes færge. 

Det blev en flot og lang tur over ”The Little Minch”, farvandet mellem North Uist og Skye. Bølgerne var stadig ret høje og færgen gyngede en del. Men det rørte mig ikke. Bagagen kunne man bare ligge frit fremme, her bliver der ikke stjålet noget! Jeg gik rundt på færgen for at finde steder hvor der var læ, hvor man kunne stå og kikke ud på havet, skibstrafikken og horisontens aftegninger af klippeøer og bjerge. 
Her ude på havet, var der en del skyer og som altid drev der store og små regnbyger rundt, især ind mod kysterne. Her til morgen var solen og lyset helt fantastisk her ude på det åbne hav. Langs klippekysterne drev regnbyger og tågedis ind, med solens stråler skinnende ned i lysgardiner, oplysende klipperne og bakkerne i utroligt smukke farver, violette, lavendelblå, mørkeblå og beige, gullige og utallige nuancer i grønne farver. Lyset bølgede hen over klipper og bakker i kalejdoskopiske farveorgier, som jeg ikke har set mage!! Det var en kærkommen gave, at opleve sådan en velkomst på den nye start i en anden del af Skotland.

Indsejlingen til Uig var storslået smuk og jeg var i et mægtigt humør. Jeg vidste, at det B&B jeg havde booket forud lå ved havnen. Det var meget let at finde, for det lå kun 100 meter fra molen, hvor færgen lagde til. Lige ved siden af lå der nogle butikker med brugskunst, købmandsforretning m.m. Desuden lå der en restaurant og bar dør om dør med mit B&B. Det var ren luksus i forhold til de øde egne og sparsomme bebyggelser jeg havde levet i på de første ca. 14 dage af min tur. 

Barbara Campbell´s hus var stort og meget rent og nydeligt, som mange skotske familier ynder det. Masser af skabe, chatoller, skænke, reoler, små borde læsset til med nips, figurer, billeder og alskens tingel tangel. Væggene ligeså. Men det gav en hyggelig atmosfære, der vidner om, at skotterne elsker og værdsætter deres hjem meget højt. Jeg tror mange bor samme sted hele livet. Jeg blev modtaget venligt, men også professionelt. 
Jeg kunne helt klart mærke, at nu var jeg kommet til en anden del af Skotland. Det er mere forretning her. Jeg havde måttet ringe til hende på min medbragte mobilos og sige, at jeg ikke kunne komme om mandagen som planlagt. Stormen ødelagde jo den plan. Men det var ok. 

Jeg havde også booket en cykel hos hende. Det var en rigtig god turcykel og til en rimelig pris. De sidste par dages hurlumhej, havde betydet, at jeg havde en del vasketøj og i det hele taget trængte til lidt ro og fred og ordnede forhold. Det kunne jeg få her.

De sorte linier på kortet, er de ture jeg vandrede og cyklede om tirsdagen og onsdagen.
Skyeøen: Skye er en meget stor ø, som er utroligt smuk mange steder. Den er meget bjergrig, med bjerge der ikke er så høje, men meget vilde og ugæstfrie. Visse egne er sparsom beboet, især vest på. Øen er rig på historie med gamle borge og maleriske fiskerlejer, imponerende floder og vandfald. Store vidder med græs, lyng og klipper. Forrevne klippekyster og et rigt fugleliv. Geologien kan fremvise spektakulære klippeformationer i sjove og skæve formationer. 

Øen er meget besøgt som turistmål, både af almindelige turister i bil og med campingvogn. Men den er også et yndet mål for mere hardcore vandrere og bjergbestigere. Det er så absolut ikke ufarligt, at færdes i disse bjergrige egne, der selvom der kommer mange mennesker, alligevel er langt mellem at man møder et andet menneske. Den vilde natur betyder, at man skal planlægge og være fysisk og mentalt ovenpå, hvis man vil give sig i kast med denne ø og dens natur. Man bliver så til gængælde belønnet i fuldt omfang. 

Øen benævnes ofte som ”The Misty Mystic Island” Den tågede og mystiske ø. Det er fordi, at det altid regner og blæser meget. De varme vinde fra Atlanten blæser ofte ind fra vest eller sydvest og rammer de mægtige bjerge og klipper, der findes allerede ude ved kysten, her tvinges de brat i vejret og afkøles og fortættes og så regner det. Hurtigt hyldes øen ind i skyer og regntåger og dis, især i den vestlige del. Men der er også dage med flot solskin og så forvandles den til en smaragdgrøn smykkesten, her ude  på Europas vestligste kant. Men selvom det regner og er vådt og koldt, er der noget fantastisk smukt over øen alligevel. 
Det fandt jeg ud af på de 8 dage jeg rejste rundt på øen, for jeg havde kun ca. 1½ dag med flot solskin, ellers var der ekstremt regnvejr og nærmest storm og kuling på programmet hver dag. Nogle dage var det selvfølgeligt ærgerligt, for stederne jeg besøgte ville have taget sig betydeligt flottere ud, i godt vejr. Men sådan skulle det ikke være. Jeg var glad for at jeg havde købt noget godt udstyr og forberedt mig både fysisk og mentalt. 

De 8 dage blev virkeligt hårde psykisk og fysisk, ofte lige på kanten af hvad jeg kunne klare. Men nu gik det godt og jeg fik en uforglemmelig uge her. Det startede allerede over middag da jeg kom til Mrs. B. Campbell´s B&B. For da trak der tunge regnskyer ind ude vest fra. Dagen og sejlturen ovre fra Lochmaddy havde jo ellers været solrig, men nu begyndte, det at øse ned, dog uden alt for megen blæst, kun i de værste regnfald susede det om ørerne. 

Jeg havde planlagt en tur op mod ”The Trotternish Ridge”. Det er den højderyg der strækker sig fra det nordlige Trotternish midt ned gennem halvøen med nogle fantastiske klippelandskaber og bjergformationer, der virkelig ”sparker røv”. Her er mageløst smukt. Jeg ville cykle op til nogle huse, der kaldes Balnaknock og derfra gå op mod bjergmassivet Beinn Adra i 611 meters højde.
Højden lyder ikke af så meget, men bjergene er ofte meget ugæstfrie. Enten mudrede af tørvejord, eller forrevne sten – og klippefyldte stigninger og snoede stier, der igen og igen gennemskæres af floder, bjergbække og strømløb, foruden, at der er småsøer og moser alle vegne. Desuden er vejret ekstremt omskifteligt. Selv om det regner og blæser, slår det pludselig om til nærmest storm og temperaturen falder drastisk, for så pludselig at klare op i 5 – 10 minutter og så vende tilbage til regn og rusk igen. Det gør vandringer i disse omgivelser til både spændende men også lidt skrækindjagende og farlige, især hvis man går alene som jeg jo gik. 

Nogle af stederne er man helt alene i mange kilometers omkreds. Bevidstheden om at man er alene, og måske ikke vil overleve et uheld, da man ikke kan få kontakt til andre, eller klare turen til befærdede egne med et brækket ben, eller værre uheld, gør at man passer meget på og alligevel gyser over oplevelsernes farlighed. Jeg havde jo en mobiltelefon med alle vegne, men inde i dale og mange andre steder virkede den ikke, man kunne ikke få forbindelse til nogen. 

Jeg prøvede, at huske at fortælle hvor jeg skulle hen, også evt. med tidspunkter for tilbagekomst, til de mennesker jeg boede hos. Jeg havde også lagt hele min turrute i Skotland på Politiets hjemmeside, sådan at man kunne finde mig ud fra den beskrivelse jeg havde lagt her. Alle mine personlige data havde jeg indføjet, tøjets farver m.m. Det er en god ting at gøre og smart af politiet, at have sådan en service. Ens familie kan så også søge en, hvis der sker noget på hjemmefronten. De kan så ringe til politiet i Skotland og de burde så kunne ”støve mig op” ud fra min turrute. 
Jeg havde sat mig for at følge min planlagte rute så nøjagtigt som muligt, både af hensyn til sikkerheden, men også for at kunne nå det jeg ville se og opleve. Turen ville kun blive god, hvis turens overnatninger og baser kunne nås efter planen. Hvis der gik kiks i den timing ville jeg ikke kunne få overnatning, eller jeg skulle ændre planer hele tiden og få set det jeg gerne ville.

Nå men jeg begav mig af sted med min rygsæk pakket med lidt tøj og mad og varmt vand til mine faste ritualer med te drikning. Regn og blæst generede lidt i starten, men da jeg bare kom lidt op ad den smalle vej mod Balnaknock, blev blæsten mindre og regnen blev lidt mindre hidsig og det var ikke så ubehageligt at cykle opad mod byen. Vejen snoede sig idyllisk op mellem græsklædte klipper med spændende grønne geometriske formationer.

På billederne kan man i baggrunden se en tæt dis og regntåge. Den vej skulle jeg, op mod Beinn Edra bjerget, som ligger formummet inde i mørket, lidt til venstre for den firkantede knold, der stikker op midt i billedet. Jeg kunne godt se, at, vejret deroppe sandsynligvis ikke var særligt godt, men jeg ville ikke give mig. Vejret skulle virkeligt være slemt og umuligt, hvis jeg ville opgive en tur. 

Efter et stykke tid med en cykeltur med udsigt til flotte landskaber bagude ned gennem dalen og Uig, og en diset mystisk fremtid i regntågen  oppe ad vejen, der pludselig endte i ”byen” Balnaknock. Der er nu slet ikke tale om en by, men 3-4 huse, hvoraf et par stykker var små crofts. Her gik køerne og fårene frit rundt og sked og mudrede det hele til. Jeg satte min cykel fra mig og gjorde klar til traveturen op mod bjerget. Jeg skulle igennem nogle markled, inden jeg kunne se et par hjulspor i mudderet, der fortabte sig opad i tågen.
 
Jeg var ikke sikker på, om det nu også var her stien startede og om det var i orden at bruge stien og gå rundt på beboernes ejendomme og jordstykker. Men pludselig kom en stor ko ud af en forfalden ladebygning med en ældre mand gående bagefter. Han hilste gemytligt og jeg spurgte ham om det var i orden at gå af sted. Det var helt i orden, sagde han. Men jeg skulle passe på, for man kunne fare vild i denne tætte tåge. Det var jeg klar over, sagde jeg og fortalte ham, hvad der var min agt og hvor længe jeg ville være væk. 

Han var, som mange af de mennesker jeg mødte på min tur gennem de fattigste og mest øde egne af Skotland, også en lille gnom, med små korte hjulbenede ben i et par kæmpestore gummistøvler. Men de er så venlige og smiler glad, når de møder mig og vil så gerne snakke lidt. Jeg tror de er glade for at træffe eksotiske mennesker fra andre verdenshjørner, eller også har de megen morskab at komme hjem i køkkenet til madammen og grinende fortælle, at nu har de truffet på endnu en skør dansker eller turist, der jokker rundt i regn og kulde, med fare for sit liv og levned. 
Måske kan de også fortælle hende, at de endnu engang, har kunne fortælle en fiffig løgnehistorie og at fjolset hoppede på den. Men det er nu helt fint med mig. Hvis jeg ikke ved bedre er det jo altid kolorit på turen. Han spurgte mig hvem jeg var og hvad og hvor jeg kom fra. Vi fik en lille snak der i den tætte tåge og silende regn, inden jeg begav mig af sted. Han fortalte nu ikke nogen løgnehistorier.
 
Tågen var nu ikke lige tæt hele tiden, ind imellem lysnede det lidt og jeg kunne se opad og ud til bjergmassivets sider op gennem dalen. Det var et storslået syn, at se regntågerne drage som genfærd op ad skråningerne, smyge sig om forrevne klippefremspring, slippe sit tag og blæse hurtigere og hurtigere videre opad for til sidst at blive opslugt af den mægtige himmeldyne, der lå og vogtede Beinn Edra´s top. 
Bjergets top er egentlig ikke en top, men en bjergryg der er en del af den højderyg, som strækker sig over hundrede kilometer sydover i skæve slyngninger i mange forskellige højder.
 
Jeg ville senere på min tur møde nye udfordringer på disse højderygge ved ”The Quiang, The Needle, The Prison and The Table”, som jeg ville drage til i morgen onsdag. På torsdag den 20. juni ville ”The Stoer” klippen, få mit besøg. Men jeg asede opad mod floden Lon an t-Sratha. Men kun et lille stykke fra husene, er den en lille klipperyg som hænger sammen med en tværgående højderyg ind over dalen Glen Uig hvor den større flod River Conon løber ned til byen og ud i Uig Bay. 

Oppe fra Beinn Edra bjergryggen løber der en snes bjergstrømme ned i dalen, hvor de samler sig til floden Lon an t-Sratha og Abhainn Dhubb, der sammen med et par andre mindre strømme på østsiden af dalen fylder River Conon op med bjergvand i enorme mængder. Ved klipperyggen kaster Lon an t-sratha sig ud over kanten og snor sig forvildet ned i dalen. Jeg klatrede ned langs vandfaldets sider og nød vandets brølen og imponerende vandkaskader, der sprængte sig vej forbi mig og ned i klippespalter og videre ned i en tragtformet klippespalte, inden vandet fossede videre med slyngninger ned i dalen.

Dette sted var mit egentlige første bjergvandring, hvor jeg skulle krydse vilde floder og nyde synet og høre vandets enorme kræfter folde sig ud for mig, i de imponerende vandfald, som jeg senere på hele min tur, stiftede hyppige bekendtskaber med. Heldigvis uden ulykker, selvom jeg udfordrede skæbnen dumdristigt flere gange undervejs. 
Dengang forekom det mig farligt men ikke umuligt, at forcere rivende vandløb og klatre rundt omkring vandfald og klipper. Nu, vel hjemme, kan det godt gyse lidt i mig ved tanken om de steder jeg begav mig hen i tåge og dis og alene, hvor jeg så tilmed klatrede rundt på de glatte klipper og sten, med lumske glatte græsskråninger og tørvemudder som eneste underlag. 
Den dag i dag, undrer det mig, at jeg, som normalt har en ikke helt lille skræk for højder, turde klatre rundt og meget ofte balancere på klippe - og græskanter, uden at føle nævneværdigt ubehag. Det er jeg ikke så lidt stolt af. At kunne overvinde denne skræk og vende det til noget positivt, synes jeg er sejt. 

Senere på min tur oplevede jeg dog nogle steder, der var lige ved, at tage pippet fra mig. Men derom senere. Jeg begav mig videre op langs floden. Det gik helt godt, havde vænnet mig til regnen, tågen og blæsten, der var blevet lidt kraftigere. Stien eller hjulsporet var rimeligt farbar og jeg kunne flere steder skridte godt til. Jeg gav mig til at synge af karsken bælg og fløjte højt i takt til mine fodslag. Det gav en utrolig glæde at vide at man gik her alene og kunne synge ud og ikke tænke på hvad andre ville tænke. Jeg blev så glad, som jeg ikke kan mindes jeg har været i mange år. Jeg kunne næsten fornemme, hvordan frustrationer, ærgrelser, tungsind og ”bad feelings” løsnede sig i mit sind og blæste væk med tågen, der føg omkring mig. 

Sådan gik jeg længe opad. Når tågen ikke var helt så tæt, kunne jeg se længere op. Afstandene så ikke så fjerne ud, men trods min vandring, så det ikke ud som om jeg kom længere opad. Kun når jeg kikkede bagud, kunne jeg se mit avancement opad. 

Et godt stykke oppe forsvandt hjulsporet og en smal sti afløste den. Men stien forsvandt gradvis i fårestier og små vandløb. Her var utroligt fugtigt. Sumpet og mudret mange steder. Langs og i vandløbene lå gamle fårekranier og skeletdele. Jeg havde, af det par jeg mødte på toppen af bjerget Eaval på North Uist, blevet advaret mod, at drikke vandet fra vandløb, søer og floder. De mange ekskrementer fra får og døde dyr i vandløbene ville helt sikkert give mig en alvorlig infektion, som ville ødelægge min tur aldeles. 
De fortalte, at de kom fra Glasgow og her var der hundredvis af mennesker, der ikke havde råd til bil og rejser ud i verden, ikke engang rundt i Skotland. Men de boede ofte i slumlignende huslejekaserner rundt i den gamle del af Glasgow by. Oppe på tagene, havde så dueslag, hvor de sendte deres duer ud på flyvninger. Duer kan og vil gerne flyve langt og ofte oplevede disse mennesker, at de aldrig så deres duer igen.
 
Man kunne så tro, at de bare var døde i ulykker eller skudt m.m. Men da man undersøgte forholdet, viste det sig, at de ofte lå døde i eller i nærheden, eller når de var kommet tilbage, af de bjergsøer og floder, som de drak vand af. Disse byduer kan slet ikke tåle vandet ude i naturen. Nu er jeg godt nok ikke nogen due, men jeg vedtog med mig selv, ikke at udfordre min mave, med vand fra søer og vandløb, uanset hvor rent det så ud. Vandløbene og vandfaldende i de lavere liggende bjergegne, havde også et brunt skær. Det er selvfølgelig ikke udtryk for, at vandet er befængt med brunt fårelort, for det kan man altså ikke se. 
Det skyldes det store indhold af udvasket tørvejord, jernforbindelser og humuspartikler m.m. Når jeg lugtede til vandet lugtede det også friskt og dejligt og i de enorme skyer af vanddamp og dis fra vandløbene og vandfaldene jeg gik og klatrede i, ville jeg vel også have fået baciller ind med vejrtrækningen her. Men ligefrem, at bælle vandet urenset i mig var sikkert ikke klogt. 

Jeg opgav at finde den aftegnede sti på mit kort. Men jeg kunne sagtens afstikke min rute alligevel ud fra kortets højdeforskelle og terrænets udseende. Så jeg asede videre, nu gennem knæhøjt græs og lyng, der skjulte revner og sprækker og sumpede vandfyldte huller. Det blev stejlere og stejlere indtil jeg nåede den anden større flod Abhainn Dhubb og dens kæmpe vandfald. Her var terrænet endnu mere vildt og ugæstfrit, men utroligt storslået. Vandet brølede ned over klipperne i hvide skumsprøjt. 

Vinden var nu endnu stærkere, men da jeg klavrede ned langs vandfaldets klipper, kunne jeg mærke, at her var der lidt læ. Så jeg besluttede, at holde et hvil og få noget mad og noget varm te. Regnen var ikke så stærk her.   Beinn Edra bjergryggen:

På et billede holdt jeg hvil på den højre side af floden. Her var lidt læ men meget vådt og klamt, men det var rart, at standse op og orientere sig og tage bestik af situationen. På billedet, kan man se terrænet og vejrets udvikling i baggrunden.
 
Efter hvilet begyndte jeg den sidste opstigning op mod højderyggen. Jeg havde ikke gået ret langt, før jeg kunne mærke, at vinden tog til, ja den blæste nu nærmest som en lille storm og regnen væltede nu ned igen. 

Regntågen blev tættere og tættere og jeg måtte ase af sted, vinden blev værre og værre, faktisk så stærk, at jeg kunne vende mig om og stå i skrå stilling, lænet frem mod vindretningen. Kombinationen af denne stormende vind og enorme regnmængder og sigtbarheden fik mig til at overveje at stoppe opstigningen. Men jeg var sej og fortsatte op langs nogle bjergstrømme mod en stejl bjergryg lige neden for Beinn  Edra, som jeg dog ikke kunne se. Men på mit kort kunne jeg se af højdekurverne, at jeg måtte være lige neden for toppen.
Jeg  klatrede op på den lille bjergryg, med nogen besvær og gik lidt videre langs en stigning i terrænet, der ikke var så stejl, men selv om jeg blev ved at gå kunne jeg ikke se en skid! 
Til sidst besluttede jeg at stoppe opstigningen og vende om og prøve at finde en lidt lettere rute tilbage. Jeg havde på opstigningen, set en højdekam ligge noget oppe til venstre og den ville jeg prøve at finde ved at holde mod højre på min nedstigning. Terrænet faldt ikke så meget her, men det blev en lang tur ned mod højdekammen, som jeg regnede med at ramme på et tidspunkt. Jeg blev glad, da jeg i tågen kunne se de mørke konturer af højdekammen med en stenvarde et stykke inde. 
For nedstigningen var helt ekstrem hård, vinden stod nu lige ind i hovedet på mig. Jeg havde krænget min vinterjakkes hovedbeklædning helt ud, så kun mine øjne, næse og kinder kunne ses. Regne piskede ind mod min krop og jeg gled og soppede i tørvemudder, mosebund og knæhøjt lyng og græs. Klippestykker og skjulte sten i lyngen gjorde min nedstigning meget vanskeligt og farligt. En forvreden fod, ankel eller knæ eller ligefrem et brækket ben ville være katastrofalt på dette tidspunkt. Jeg søgte ned mod stenvarden, som jeg kunne se i tågen på baggrund af den lysere baggrund fra dalen nedenfor. 

Alle steder hvor der løb vand, tog vinden fat i det og piskede det op og ud over klippekanterne i hvide kaskader og da jeg nåede frem til stenvarden, var vinden helt ustyrlig og piskede regnen nedefra og op over højdekammen. Jeg krøb hen til stenvarden og kikkede ud og ned over dalen, der fortabte sig i regntågernes dis. Jeg måtte faktisk holde fast i stenvarden for at kunne være sikker på, at ikke blæse omkuld.
 
I læ af stenvarden, fik jeg det varme vand frem og fik lavet lidt varm te. Bagefter fandt jeg en nedgang på den meget stejle højdekams skråning. Men nu skete der noget meget mærkeligt, jeg klatrede besværligt nedad skråningen og ved skråningens fod faldt terrænet knap så meget videre nedad. 
Jeg havde ikke gået ret langt ned, før vinden over ca. 200 meter løjede utroligt meget af. Hvad der sket og hvordan, er svært at sige, men måske var jeg nu nede i terrænmæssig højde hvor der var læ fra de høje bjergkamme længere oppe til højre ude mod vest. På hele turen havde jeg ikke set en fugl eller hørt nogen. Men pludselig for en dobbeltbekkasin op ved mine fødder og piskede væk i tågen. 

Nedstigningen blev nu noget lettere og det gik helt fint. Jeg var dybt imponeret over mit udstyr, især min jakke og støvlers evne til at holde til disse ekstreme forhold og forhindre, at jeg blev gennemblødt og kold. Jeg svedte meget inden under, men det var ikke spor koldt. 

Endelig nåede jeg ned til min cykel og begav mig tilbage mod Uig. På vejen ned gjorde jeg holdt ved en gammel middelalder kirkegård med en imponerende stenport. Sidst på eftermiddagen nåede jeg hjem til mit B&B og den store tørreproces gik i gang. Her ned ved havnen, var det klaret op og solen skinnede klart og rent ude på den tørreplads, hvor jeg fik hængt mit udstyr til tørre. 

Efter at have været i bad og klædt om, gik jeg over på restauranten ved siden af huset og satte mig ved vinduet ud til havnen. Her fik jeg en portion varm suppe og bagefter en stegt kuller (haddock) og et stort glas fadøl. Desserten var en brændvarm buddingelignende frugtpie der var noget kvalm, men smagte egentlig udmærket. I baren fik jeg en whisky. 

Hjemme igen satte jeg mig i den hyggelige stue og skrev postkort og så lidt fjernsyn. Jeg besluttede også oven på den hårde tur, at ændre min plan for min tur det sydlige Skye, omkring Glenbrittle og Sligachanområdet senere på ugen. Det var meningen, at jeg ville gå fra Glenbrittle til Sligachan  og dagen efter ned gennem Sligachan dalen gennem The Black Cullins bjergene, helt til Elgol syd for. Dette skulle ske med min kæmpe rygsæk. 
Efter i dag på min bjergtur, som jeg vidste ikke var nær så hård som det kunne være i The Black Cullins bjergene, var jeg klar over, at det ville jeg ikke kunne klare, eller det ville blive så ekstremt, at det ville ødelægge resten af min tur, eller endnu værre, at jeg ville komme til skade. 

Jeg besluttede, at udnytte den bus der kørte frem og tilbage en gang om dagen fra Portree over Sligachan  til Glenbrittle. Når jeg så skulle tilbage ville jeg tage en overnatning mere i Sligachan bunkhouse og nå at gå turen ned til Loch Courisk langt inde i The Black Cullins, derfra.
 
Jeg fik ringet og var heldig at få booket en nat mere (søndag den 23. juni) i Sligachan bunkhouse. Samtidig afbestilte jeg mit ophold hos Courisk House B&B i Elgol. Om mandagen ville jeg så tage bussen mod Broadford, Kyle Of Lochalsh, Stratcarron og Shieldaig. 
Da den plan var ok., var det nu blevet sent og jeg gik til køjs med mindet om en uforglemmelig dag fuld af spændende udfordringer og med en nærmest euforisk følelse, at leve fuldt ud på mine egne præmisser.

Næste afsnit:

I dette fotoalbum har jeg samlet en række fotos og uddrag af rejsebeskrivelsen fra turen, hvor jeg er nået til øen Skye, som ligger midtvest for  selve Skotlands fastland og altså mellem Skotland og Hebriderne.

Turen gik rundt på øen over den nordlige halvø Trotternish, den mellemste og østlige del af Skye, Portree og Sligashan og endelig i den sydvestlige del, med de vilde bjerge The Black Cuillins.

Fotos fra den del af rejsen er delt op i 4 fotoalbummer.
Skye Foto 1, Skye Foto 2, Skye Foto 3 og Skye Foto 4

Fotoalbum nr. 1 har fotos fra det nordlige Skye, Uig og Trotternish. 

Ved at klikke på fotoet kan du se et større format, og samtidigt læse den tilhørende tekst.

Flere foto´s er ikke mine egne, men hentet på "nettet", da mit kamera ikke altid tog brugbare foto´s pga. det ofte var meget dårligt vejr til fotografering.

På de andre sider, er der flere uddrag fra den del af turen, hvor jeg var på Skye.

Fotos, oplevelser og beskrivelser af og med dyr, fugle og naturscenerier er samlet i en side med titlen: Skotland, dyr, fugle. Her kan du se fantastiske fotos af de dyr og fugle jeg mødte på hele turen gennem Skotland, ligesom der er sjove og spændende beretninger om disse oplevelser.

Efter nedenstående oversigt og links er der en del af min rejseberetning fra den del af turen hvor jeg var på det nordlige Skye, Uig og Trotternish.

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/harris/uigferry/index.html

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/skye/uig/index.html

Link til oplysninger om det nordlige område af Skye:

http://www.skye.co.uk/regions-north-east-skye.php

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/skye/trotternish/index.html

http://www.skye.co.uk/

Link til Skye, Staffin Museum, med bl.a fossiler og lokale udstillinger.

http://www.staffin-museum.co.uk/

Link til side med beretningen om den amerikanske bombemaskine B17, som styrtede ned på Skye, på bjerget Beinn Edra.

http://members.lycos.co.uk/daveswrecks/photoalbum8.html

Link til noget om alle de allierede bombefly, som gik tabt under 2. Verdenskrig:

http://www.lostbombers.co.uk/

Link til side med kunstnere i hele Skotland.

http://highlandsopenstudios.co.uk/91.html

Link til cykelleje i Uig og andre oplysninger:

http://www.uig-camping-skye.co.uk/cycles.html

Linkssamling om Skotland ses her:

http://www.undiscoveredscotland.co.uk/uslinks/index.html

Uddrag af min rejsebeskrivelse:

Trotternish, onsdag den 19. juni.

På grund af den meget kraftige storm om mandagen, mangler jeg jo en dag på Trotternish halvøen. Min oprindelige plan indebar turen til Beinn Edra bjerget, som jeg fik besøgt i går. Jeg havde planlagt en rundtur fra Uig rundt om den nordlige ende af Trotternish halvøen, ned mod Staffin Bay og op til ”The Quiriang” og tilbage til Uig.
Endelig på tredjedagen en tur til Kilt Rock og sydpå til Loch Cuithir og Lealt Waterfalls. Nu havde jeg kun 2 dage til dette, så jeg valgte at prøve at nå rundturen og også nå Kilt Rock. De sydlige steder ville jeg ikke kunne nå på en dag også, så det måtte droppes. Det er ærgerligt, men jeg får så nok set det vigtigste i dette område.    

Så her onsdag tog jeg af sted på den spændende tur op til de mest kendte bjerge på Trotternish halvøen, nemlig Quiraing med de berømte klipper The Needle, The Prison og The Table. Hvis vejret ville arte sig nogenlunde ville jeg forsøge at nå Kilt Rock og tage turen rundt om nordspidsen af Trotternish halvøen.


Men først fik jeg hos Mrs. Campbell en formidable morgenmad, lækkert og veltillavet. Spejlæg, pølser, bacon, svampe, toast, marmelade, honning, müesli, kaffe og te, juice og meget mere. Her er meget rart at bo. Jeg pakkede min rygsæk med meget proviant og ekstra tøj.
Men da jeg kom udenfor susede blæsten om huset med kulingstyrke og regnen væltede ned!! Igen noget surt, når jeg nu virkeligt havde glædet mig til denne tur, der også ville blive hård fysisk at klare, da ruten er meget kuperet og jeg måske skal cykle ca. 50 km. i vind af kulingstyrke og stærk regn.

Desuden er der jo vandreturene i bjergmassivet ”The Quiraing”, der også byder på stejle stigninger og afstande på ca. 5 – 6 km. Og hvem ved hvad jeg oplever mere, hvor jeg skal gå og cykle mere. Men der er ingen vej udenom, jeg vil ikke lade mig styre af vejret, så på´ en igen Tommy!!! Denne form for tur med cykling og vandring, er hård fysisk men samtidig utroligt givende i følelser og spænding. Der er sgu´ ikke megen spænding i at sidde i en varm bil og pille næse, medens man kører forbi alle de sjove og interessante ting, som man ser når man går og cykler. Så trods vejret var jeg meget opstemt og glædede mig til dagens tur.
 
Fotos nedenfor er en blanding af købte postkort og mine egne billeder. Det frygtelige vejr var gift for gode fotografier. Mine billeder blev mørke og dystre, da regnen væltede ned og vinden hylede, så det var svært at tage fornuftige billeder på denne side af ”The Quiraing”. På den anden side af bjergryggen mod øst, blev det bedre.


For at komme op til den lille vej, der går fra det nordlige Uig op mod bjergene ved ”The Quiraing” skulle jeg igennem byen først en kilometer mod øst og dernæst stik nordvest op ad vej nr. 855 en kilometer mere. Denne vej viste sig at stige meget stejlt, så det var i regnen og blæsten utroligt hårdt og et stykke oppe drejer den skarpt til højre mod nordøst igen og stiger vildt igen.

Puuuh hvor var den tur op streng og jeg havde dårligt nok startet turen! Da jeg nåede op fandt jeg hurtigt vejen mod bjergene. Det blev en flot og ensom tur så tidligt på dagen. Vejen er totalt øde, ingen huse over en strækning på ca. 10 –12 km. Jeg nød turen meget, da landskabet var meget smukt.
 
Bølgende vidder med bakker og små bjerge bl.a. bjerget Bioda Buidhe på 466 meters højde og lange højdedrag med farver i okker, brun, lyse og mørke grønne og med lange skygger i blå og sorte farver. Jeg havde også skrå rygvind der hjalp til med at forcere alle bakkerne og det stigende terræn. I løbet af opstigningen ad vejen, var regnen nu blevet mindre, mere bygeagtig og temperaturen lidt højere, så det var ikke så slemt.

Lige før jeg nåede op til p-pladsen neden for stien op til bjergmassivet, skiftede jeg film i mit fotoapparat ved et vandfald der faldt ned forbi og under vejen. Her kunne jeg nu nok mærke kulden, da jeg jo svedte enormt meget. Vinden var alligevel så tilpas kold, at jeg frøs noget, da sveden begyndte at blive kold samtidig med at mine hænder også begyndte at fryse meget. Så jeg åd en banan og drak lidt sodavand og så var det ellers med at komme i gang igen inden kulden ville gøre mig forkølet og syg.
Efter ca. en kilometer var jeg på p-pladsen og kunne i den lette regn og dis se op mod ”The Quiraing”. Trods de mørke skyer og disen kunne jeg let genkende sceneriet med bjergene i de billeder jeg havde set på internettet og  i bøger, jeg havde lånt hjemme på biblioteket.


Da jeg skulle trave op af stien mod bjergene, tog regnen til (hvad ellers) og vinden blev stærkere, jo højere jeg kom op. På denne del af turen mødte jeg flere mennesker i samme ærinde. Nemlig at besøge dette enestående sted på Skyeøen. Stien er meget brugt og rimelig at gå på. Men den er meget smal og med al den regn var den temmelig mudret og glat. Dertil blev vinden stærkere og stærkere.
 
Senere på min tilbagetur mødte jeg flere besøgende, hvor det  var familier med børn, der løb og pjattede på begyndelsen af stien. Det så faretruende ud og ville være utroligt farligt for dem at opføre sig så respektløst længere oppe ad stien. Jeg kom jo lige kom oppe fra klipperne og det farlige vejr der herskede deroppe, og vidste nu af erfaring hvor farligt det ville være, ikke at tage sig i agt for stiens smalle, mudrede og glatte og også sten og klippefyldte smalle render, som man gik ad. Jeg advarede derfor med alvorlig mine familierne om den farlige leg børnene havde gang i. Og sådan som jeg så ud, våd og forkommen kunne jeg se at det havde en vis effekt på forældrene, der hurtigt fik tag i børnene.

Stien er som sagt meget smal og der er intet hegn eller rækværk. Hele vejen op er der flere steder på højre hånd et par hundrede meters næsten frit fald ned eller også steder hvor, hvis man mister fodfæstet, vil trille flere hundrede meter ned af sten – og klippefyldte skråninger, hvor man helt sikker ville blive slået ihjel. Jeg følte i hvert fald flere steder stærkt ubehag over disse åbne og skræmmende højder få centimeter fra ens fødder.

Længere oppe opførte vinden sig nærmest som en storm. Den ruskede i en og pressede regnen i heftige smæld ind i ansigtet på en, så man bøjede hovedet og forsøgte at skærme sig. Herved kunne man nemt overse forhindringer eller miste fodfæstet og så ville det helt sikker gå grueligt galt. Jeg havde oplevet det samme på bjerget Beinn Edra i går, hvor vinden også pludselig blev utroligt stærkere.
 
Min erfaring med turen her på denne sti, var at i dårligt vejr, skal man altså passe enormt på. Det er ikke en spøg at gå her uden at tage det alvorligt. Det er derfor, det ofte er meget farligt, at bevæge sig i Skotlands bjerge, for selvom de ikke  er høje, er de ikke til at spøge med når vejret er dårligt. Det fik jeg at føle mange gange senere på min tur i Skotland.

Men kors hvor er det spændende, adrenalinen pumper og du føler dig levende som aldrig før. Man kan sige som Misse sagde i den danske TV-serie Matador: Man drages… og sådan følte jeg det også.. man ville have mere, prøve mere, udfordre sig selv og sådan har jeg det stadig!! Det er faktisk svært, at sidde i denne varme trygge stue foran computeren og skrive sine oplevelser ud, uden at have lyst til at smide det hele fra sig, hus, hjem, kone og familie og drage af på nye oplevelser i denne vidunderlige verden, der ligger uden for min dør. Jeg ville ønske jeg havde gjort alt dette noget før i mit liv. Men jeg må prøve at indhente noget af disse oplevelser, i resten af den tid jeg har tilbage på denne jord.

Men jeg gik nu videre opad stien mod de vilde og forrevne klippeformationer, som man kan se på billedet til venstre. Den spidse klippe er selvfølgelig ”The Needle” (nålen) og nede til højre i billedet ved foden af den brede klippe, er det ”The Prison” (fængslet).

Vinden tog endnu mere til og da jeg stod nede i ”fængslet” med den meget stejle skråning op til ”nålen”, stormede det sådan, at jeg igen kunne stå i skrå stilling lænet op mod vinden uden brug af støtte fra mine vandrestokke, som jeg brugte på næsten alle mine bjergvandringer. De var en uvurderlig hjælp.

Jeg prøvede at klatre op af skråningen, men var vel nået halvvejs op, da jeg mærkede, at jeg ikke kunne stå fast, selv med stokkene plantet i stenene. Jeg skred ud og var ved at miste fodfæstet flere gange og med udsigten til de mange klippeblokke omkring mig, besluttede jeg at blive stående uden at røre mig, til jeg genvandt fatningen og turde bevæge mig nedad igen.
Regnen indeholdt nu også store hagl. Ja, man skulle tro det var løgn, men på det tidspunkt havde jeg ikke været ude for noget værre end det jeg stod i på denne skråning. I går på Beinn Edra var det også slemt, men der var faren ikke stor for at falde ned ad klipperne. Det var virkeligt modbydeligt, at stå der alene uden noget at holde fast i og fornemme en vis form for afmagt.

Jeg fik bekæmpet min angst og begyndte skridt for skridt, at bevæge mig nedad igen. Hold kæft hvor var der langt ned og den forbandede vind der kom i stød. Da jeg endelig kom ned til skråningens fod kunne jeg puste lette ud, for selv om der her blæste en ”halv pelikan”, kunne jeg ikke falde nogen steder her. Mellem skråningen og ”fængslets” brede og høje klippe blev der dannet en slags tragt, hvor igennem vinden blev komprimeret og derved slynget igennem, sammen med regn og hagl. Her ville jeg ikke være mere, så jeg begav mig videre op ad stien mod en strækning der gik langs selve klippemassivet ”The Quiraing og en stejl skråning til den anden side.

Men nu skulle der meget til at kyse mig og i stedet nød jeg den formidable udsigt tilbage mod syd og  mod sydøst ud over Staffin Bay, Staffin Island (billedet til højre) med øen Rona og Raasay i forgrunden og Applecross halvøen med bjergmassivet Beinn Bahn i baggrunden til højre.  
 

Længere til venstre i et af billedbogens billeder, nordover i horisonten, ses Wester Ross området med Torridon bjergene med de vilde bjerge Liathach og Beinn Eighe, som de dominerende. Disse bjerge skal jeg vandre i når jeg når dertil onsdag den 26. juni.
Her på stien, mere mod øst, var der lidt læ af den mægtige klippe ”The Prison”. Her fik jeg pakket noget mad frem og fik lavet te. Jeg satte mig på en klippe og slappede lidt af, ind i mellem gik jeg lidt rundt bl.a. ud til kanten, hvor terrænet faldt uhyggeligt stejlt flere hundrede meter ned. Men udsigten er bare helt utroligt betagende. Også selvom det hele tiden silede ned med regn, men mod øst så det lysere ud og flere steder var der lidt blå himmel. Jeg regnede nu ikke med at få gavn af det, da vinden jo kom fra sydvest, og der var der absolut ikke opholdsvejr at se.
 
Billederne er fra postkort fra nøjagtigt de steder jeg gik, mine egne fotografier er mørke og delvis dårlige at se på pga. regnen. I det hele taget var det et værre mas med at fotografere og holde kameraet tørt. Men det opgav jeg snart, så jeg håbede bare, at nogle billeder ville blive gode nok, for kameraet svømmede i vand og fugt, trods plastpose m.m.
Men mit yderste tøj som bestod af min Tenson Extreme vinterjakke (en sommerdag i sidst i juni, hva´ba. !!!!) og mine Marmoth Goretex regnbukser, sjappede jo i regn og havde efterhånden suget så megen væde, at lommerne ikke var tørre indvendig. Men imprægneringen og goretexbelægningen i tøjet, holdt mig tør for regnen, kun min egen sved indvendig blev jeg våd af, men varmen holdt min svedtransporterende undertrøje og fleecetrøje fint. Jeg skulle kun undgå, at komme til at stå stille et sted hvor vinden hylede og steder hvor det trak.

På mit hvilested, frøs jeg ikke. Efter hvilepausen gik jeg videre langs bjergmassivet, som tårnede sig lodret op over mig, ja man gik næsten inde under klipperne, en smule foruroligende og hårrejsende. Jeg kunne fremme, se at stien gik tæt ind under et kæmpe klippemassiv som hang truende ind over stien og på mit kort kunne jeg regne ud, at stien måtte bøje skarpt til venstre og gå nordpå op mod stedet hvor stien ville kravle stejlt op mod hele klippemassivets plateau, hvor det flade udsigtspunkt ”The Table” skulle befinde sig.
Jeg balancerede videre hen ad stien og skuttede mig gevaldigt da jeg over en 100 – 200 meters passage gik under dette enorme klippeudhæng. Efter denne drejning af stien, skete der nærmest en forvandling! Landskabet blev pludseligt meget mere synligt længere fremme mod nordøst, solen var ved at titte frem. Her på den anden side af klippeudhænget fortsætter ”The Quiraing” bjergryggen mod nord og ender oppe på den anden side af den lille by Flodigarry, ude ved kysten.
Dette sollys bibragte mig en naturoplevelse ud over alt hvad jeg næsten havde set hidtil!! Landskabet bølgede i alle tænkelige gule, grønne og mørkegrønne, ja næsten indigoblå farver, alt efter højdeforskelle, skygger
og solvendte skråninger. Så smukt så smukt!! Mine øjne kunne nu se nord over, mod byen Flodigarry og ud over havet ”The Minch”, se den liile ø Eileen Trodday og videre ud i horisonten til Hebridernes nordlige største ø Lewis. Vinden forsvandt helt, varmen satte ind og solen skinnede nu ned mellem lyse skytotter og bredte dette tæppe af eventyrlige farver ud for mine øjne.


Jeg fik knappet op for knapper og lynlåse og løsnet kravetøjet. Hatten kom af og jeg nød nu den lette brise, der nu var varm og let. Regnen var som med et knips væk!! Det er mig stadig en gåde, hvordan vejret kan skifte sådan, men et eller andet med luften, bjergenes form og højde gør måske den forskel. Men spektakulært er det så sandelig.

Jeg gik nu hen ad stien som snoede og bugtede sig op og ned langs bjergryggen og skråningerne, der var oversået med nedfaldne klipper og sten. Nogle steder lå der små ”smaragder” af søer og moselignende vandhuller med et blomsterflor af kæruld. Her hørtes ikke en lyd og det var meget fredfyldt, at gå hen ad denne smalle sti.

Pludselig fangede mit øje en bevægelse nede i en slugt

og jeg så en lille kanin, der hoppede rundt nok så fornøjet. Men så hørte jeg også en skræppen tjæk-tjæk-tjæk!! Og så først en så to sorte solsortelignende fugle hoppe rundt på nogle klippestykker dernede og skælde mig ud. Jeg fik min kikkert frem, fik tørret fugt og vand af linserne og kunne nu se, at det var 2 ringdrosler. 

Fantastisk! Jeg havde ikke se disse fugle i mange år. Kun et par gange i træktiden ved Blåvands Hug på Jyllands vestkyst. I Skotland er de også relativt sjældne, da populationen i de senere år, er gået noget tilbage. Så at se disse flotte fugle så nær på og helt sikkert  med rede eller unger i nærheden, var helt enestående. 

Ved slutningen af min tur på Orkneyøerne, traf jeg på en ornitolog fra det skotske BSPN/SWT på turen til et naturreservat på øen Eynhallow. Han blev glad for at høre om min observation og ville lade området undersøge, for at få det bekræftet. Ringdroslen er efterhånden sjælden i det nordlige Trotternish. Efter at have nydt synet af disse 2 fugle, fortsatte jeg videre nordover.
 
Et stykke fremme kunne  jeg se op mod et lille pas og regnede med, at omkring der ville der gå en sti op til ”The Table”. Da jeg nåede op kunne jeg ikke se nøjagtigt hvor stien gik, udover, at jeg nok skulle dreje skarpt op mod sydvest, op mod plateauet og den øverste bjergryg. 
Men et kik derop fik mig til at overveje om det nu også var så klogt, at gå derop. Der så meget stejlt og farligt ud og vinden, kunne jeg se, blæste hårdt deroppe. Desuden var tiden også gået og jeg ville godt nå noget mere denne dag, så jeg bestemte mig til at begynde tilbageturen. Jeg orkede ikke at tænke på at skulle kæmpe mig frem oppe i den svimlende højde mod regn og vind. For deroppe kunne jeg se de mørke skyer som lå oppe og bag bjergryggen. Egentlig et mærkeligt syn, når nu det var så godt vejr her hvor jeg var. 

På min tilbagetur, holdt jeg rast nede i en slugt, hvor der lå en malerisk lille sø. Det er så fredfyldt, at side der i stilheden med sine egne tanker og fundere over, at det er virkelighed, du sidder nu her og oplever det hele med hud og hår ind imellem du gumler nogle valne kiks, sippe til teen og ellers nyde udsigten op ad klippesiderne op mod den lysende blå himmel, der er  meget kontrastfuld i forhold til skyggen i bunden af slugtens mørke. Da jeg rundede stien neden under det store klippefremspring og kikkede hen langs klippesiderne sydvestover, kunne jeg se, at det regnede og disen stadig generede udsynet. 

Vinden susede også straks ubehageligt kold mod mit ansigt. Det blev nu en lang farlig tur ad den glatte sti op og ned langs bjergvæggene og de stejle skråninger, med vinden piskende i ansigtet og lidt let regn og en kulde, som ikke passede til sådan en juni måned. 
Men da jeg nåede tilbage til p-pladsen og min cykel, var regnen næsten hørt op og vinden var knap så slem mere. Kun den fugtige jord afgav en fugtig dis, som hang i luften ud over bjergområdet. Jeg ville nu fortsætte ned ad den stejle og smalle bjergvej mod Balmearrach, Brogaig, Stenscholl og Staffin. 

I Brogaig ville jeg lige sunde mig og vurdere ud fra den tid jeg havde brugt og den tid jeg kunne disponere over resten af dagen, om jeg skulle fortsætte til Kilt Rock eller dreje nordpå mod Flodigarry. 
Nedkørslen ad den smalle vej blev meget hurtigt for farligt på cyklen, så jeg fik stoppet ”dyret” og hoppet af. Så gik det til fods videre ned ad. Nede i bunden (ses på billedet, hvor der er en gul bus der kører på vejen, steg jeg på igen og så blev det en lang cykeltur opad mod Brogaig i lette regnbyger. Dog kunne jeg se den blå himmel og solskinnet bage ned på byen og de grønne enge, så vejret måtte så afgjort blive bedre længere fremme. 

Helt nede langs vejen i dalen lå der en øde kirkegård, som underligt nok kun bestod af en indhegning og en samling gravsten. Jeg kunne se en bil holde dernede og en person der lagde blomster ved en grav, så den blev stadig brugt. Man kan egentlig godt forstå placeringen af kirkegården, for her er jo utroligt smukt. 

Ved Brogaig stoppede jeg op og kikkede mig lidt omkring kikkede på klokken og besluttede, at da det nu var rigtig godt vejr og også så ud til, at det ville blive godt resten af dagen, da regnskyerne ikke mere var at se, fra det sydvestlige hjørne, ville jeg cykle mod syd til Staffin og Kilt Rock, også selvom det ville betyde modvind hele vejen. Det blev en anstrengende tur, da der efter passagen af Stenscholl River var nogle lange hårde stigninger op mod Staffin by og videre op mod kysten, hvor Kilt Rock er. 
På billedet til højre kan man se den imponerende klippekyst, hvis klipper rejser sig over 100 meter højt og hvor der  ved den lille by Ellishadder, og søen Loch Mealt,  vælter en flod ud over kanten og styrter ned i havet, 100 meter nede.

Men da jeg nåede op til højdepunktet og klippeplateauet, kunne jeg se en p-plads ud mod kysten og jeg cyklede derud, samtidig med at der nu kom en hidsig men kort regnbyge. Det var lidt ærgerligt, for jeg var så godt som tør udvendigt på tøjet. Nå men nu gik jeg hen til kanten af de svimlende høje klipper. Her var der dog et solidt rækværk, som så sandelig også var påkrævet, hvis man skulle få et godt vue ud over kanten op mod klippekysten og det imponerende vandfald. 

Efter  et stykke tid, vendte jeg nu næsen tilbage til cyklen og med et par bananer i maven, gik det ellers nordpå igen. I den nu krappe rygvind, gik det raskt af sted. Op og ned af bakkerne, med god tid og uden forhindringer i form af regn og rusk, kunne jeg nyde de mange fine udsigter ind over de små byer, bestående af få huse, som strøet ud mellem enge, moser og småsøer.

Her lå nogle få hoteller en campingplads og nogle købmandsbutikker. Ved en af disse forretninger, der var i ophørsudsalg, holdt jeg ind og købte ny proviant, mælk, sodavand, kage og lidt frugt og chokolade. Udenfor satte jeg mig i læ på et rækværk i solen og fik lidt te og sodavand, samtidig med at jeg åd enhel kage af noget sødt stads. Så nu mente jeg, at jeg kunne få noget hurtigt omsætteligt til de videre strabadser på min cykeltur nordover på Trotternishhalvøen. 
Jeg var indstillet på, at ”spænde buen” maksimalt og virkeligt få noget ud af dagen, selvom jeg godt kunne mærke begyndende træthed. 

Omkring den lille by Digg kørte jeg forbi et toilet, der lå ud til vejen. Jeg vendte om og tog et billede af det og benyttede det også til det, det er beregnet til. Det var et nydeligt hvidmalet hus med betegnelsen Ladies i den ene side og Gentlemen i den anden, meget nobelt kønsbetegnelse, i stedet for det normale women og men. Indenfor vardet spartansk men rent. 

Videre gik det nu raskt op ad vejen mod Flodigarry, med en fantastisk flot udsigt op mod ”The Quiraing, nu oplyst af det dejlige solskinsvejr. Hvis jeg havde været synsk, skulle jeg have startet med at køre den modsatte nordlige vej rundt på Trotternishhalvøen, så havdejeg kunnet gå op i bjergene i dette fine vejr. 
Men som dagen startede og med tirsdagens frygtelige vejr på Beinn Edra og de ændringer jeg måtte foretage mht. tidsplanen, kunne det ikke blive anderledes. Så selv om jeg var træt, nød jeg cykelturen op mod det nordlige Trotternish. Det var spændende og flot, at følge bjergryggens gradvise fald ned til størrelser som mindre bakker og højdedrag, hvor solen lavede flotte lysmosaikker i alle tænkelige grønne nuancer, i dens kamp med at trænge gennem de hvide skyer, der drev forbi. 

Længere oppe ved Galta Mor drejede vejen nu stik vest og vinden der stadig var ret skarp, kom nu ind fra sydvest og derved som skrå modvind. Så fra nu af ville det blive hårdt at cykle resten af vejen, da ruten ville blive mere og mere sydvestlig og betyde stiv modvind over ca. 20 kilometer og i et meget kuperet terræn.
 
Jeg kørte raskt af sted forbi et højdedrag, hvor der lå en sær bygning oppe. Det lignede hverken en stald eller noget andet, som man normalt finder i disse egne. Der slyngende hjulspor derop. Min nysgerrighed tog over og jeg a sede derop. Stor blev min overraskelse da jeg deroppe kunne se ud mod vest langs kysten i retning mod Kilmalaug og Duntulm og se et flot kystlandskab med to klippesøjler, ”stacks” ude i havet.

På kortet måtte det være Stacan Gobhlach. Jeg gik om i læsiden af resterne af bygningen, for der var kun tale om en ruin. Jeg erfarede senere, at det var ruinerne fra en radarstation, der havde ligget der siden 2. Verdenskrig og også havde været brugt under den ”kolde krig” med Sovjetunionen. Udsigten oppe fra dette højdedrag var fantastisk i det nu klare vejr. Men vinden var stadigvæk forbavsende kold.     


Bagefter gik turen videre i den stride modvind. Landskabet var frodigt grønt med en del huse langs vejen, en lille Primary School og i den lille flække Solitote besøgte jeg et lille galleri, hvor kunstneren og hans kone viste mig rundt. Han brugte en teknik med meget tynde high-tech tegnepenne på tusch basis og akvarelfarver. Motiverne er naturalistiske og meget dygtigt udført.
 
Bjergene og de kystnære områder. Motiver af frønnede bygninger og fiskerbåde, fugle og dyr. Jeg var meget imponeret og havde lyst til at købe noget, men jeg var også imponeret af hans priser på sin kunst £120 - £180. Men det var et rart besøg som afveksling på mine naturvandringer, at finde en sådan lille ”perle” her oppe i det øde nordlige Skye.

Op på cyklen igen og videre af sted i området kaldet Kilmaluag. Terrænet steg noget her, da der ligger en knold med et sendermast på kaldet Cnoc Roll, puha, det var hårdt i den hårde modvind. Jeg kom nu til Duntulm som er ca. 14 – 15 huse, bl.a. med et flot hvidmalet hotel, der ligger ned til Tulm Bay.

Her trillede jeg ned ad et lille hjulspor, ned til Port Duntulm, som ikke er en havn, som navnet indikerer, men et velegnet sted til kajplads m.m. og som antageligt er blevet brugt siden jernalderen. Oppe på den højeste klippeafsats ligger så Duntulm Castle, som i dag er en forvitret og stærkt forfaldent borgruin. Den ligger også utroligt yderligt på klipperne, frit udsat for de mægtige storme og det knaldhamrende hårde vejr, der jo er på de kanter. Klanen Macdonalds byggede den omkring 1630 og ejede den egentlig, men den rivaliserende klan Macleod, som de altid lå i krig med, havde erobret borgen og holdt den frem til år 1732, den blev forladt pga. fremskreden forfald.


Nede ved naturhavnen, var dejlig læ for den skarpe vind. Udsigten var formidabel med det knaldblå hav og bølgernes skumsprøjt ind mod den vestlige klippekyst i Tulm Bay. 

Jeg gik nu op ad den smalle og stejle sti op mod borgruinen. Vel oppe, var der en skøn udsigt ud gennem ruinens åbninger over mod Tulm Island, der huser en stor mallemukkoloni. Ruinen var mange steder ved at styrte sammen og ned ad klipperne. Man havde opsat en stenkiste, hvor man kan give sit bidrag til fonden, der prøver at rejse penge, til en redning af borgen og til en restauration af den. Desværre havde jeg ikke flere billeder tilbage i kameraet, så det blev kun til et par stykker her ved borgen og de blev ikke gode, da de blev fremkaldt. 

Jeg gik nu tilbage nedad stien og fandt et rart sted, hvor jeg drak lidt sodavand og fik noget te og en banan og lidt kiks. Her var rart at sidde og høre havet bruse og mærke den dejlige skarpe, men friske havlugt. Klokken var nu blevet mange og jeg havde mange kilometer at tilbagelægge, inden jeg ville nå Uig igen. 

Så jeg begav mig atter på vej. Nu var vinden jo lige imod mig, så det blev en knaldhård tur sydover, selvom turen gav mig mange flotte scenerier og skønne farver på landskabet og himlen. Et sted omkring egnen Hunglader, måtte jeg jage rundt med en stor flok kvæg, der spankulerede på vejen og ikke var til at drive væk, flere biller måtte blive tilbage, men jeg kunne jo på cykel nemmere runde de brede korøve. Jeg var nu lidt betænkelige, for det var den skotske højlandsrace der har nogle enorme brede og lange spidse horn, som jeg ikke tror det er godt at komme i vejen for. Der gik også en tyr iblandt køerne, så den skulede jeg lidt efter, da jeg fik mig sneget igennem flokken. 

Da jeg nåede Kilmuir, kunne jeg se et frilandsmuseum, som dog var lukket her ud på aftenen, men jeg kunne gå rundt og se de sjove gamle huse fra middelalderen og frem til kort før vor egen tid siden 1950´erne.    

I Kilmuir ligger Flora MacDonald, som er den berømte kvinde der i 1745/1746 var med til at frelse Prince Charles Edward fra englænderne, efter hans hær på ca. 9000 clanmænd, fra Glenfinnan, Camerons og MacDonalds havde tabt slaget ved Culloden nær Inverness den 16. april 1746 til englænderne. Prince Charles Edward havde ellers marcheret med sin hær næsten helt til London, faktisk kun et par hundrede kilometer derfra. Krigen opstod, da Prince Charles Edward i august 1745, ville erobre den skotske trone tilbage, efter flere hundrede års engelsk besættelse.
Opstanden blev kaldet ”The 45 Jacobite Rebellion. Efter det frygtelige nederlag ved Culloden, hvor hæren blev slagtet på det grusomste af en overlegen, velarmeret engelsk hær, flygtede ”Bonnie Prince Charlie” i over 5 måneder rundt mellem Hebriderne, South Uist og flere steder i det skotske højland.

Her var det, at Flora Macdonald reddede ham på øen Benbecula i Hebriderne og sejlede ham til Skye, hvor han kom til byen Portree. Der hvor han boede, er der i dag et hotel, Royal Hotel, der har bevaret hans stue. Senere kom et fransk skib til og fik ham reddet den 20. september 1746.
Flora Macdonald blev fanget af englænderne og bragt til Tower of London. Senere kom hun ud og blev gift og emigrerede i 1774 til North Carolina i Amerika, for dog at vende tilbage i 1779, hvor hun bosatte sig i den lille by Flodigarry.
Hendes hjem her, er restaureret og virker som et lille hotel i dag. Da hun døde i 1790, blev hun begravet her i Kilmuir. Hele denne fantastiske historie, er gengivet i utallige musikstykker og sange, kaldet ”The Jacobite Songs”. Skotterne er et stolt og trodsigt folk, især over for englænderne.

Efter den sidste opstand i 1746, indførte englænderne en masse grusomme straffende love over for befolkningen. Bl.a. måtte de ikke bære kilt og spille sækkepibe, ligesom de ikke måtte eje våben. Samtidig dræbtes clansmænd, ledere og andre i hobetal. Alt dette førte stor armod og immigration. Den skotske nation forblødte både i bogstaveligste forstand og også i intellekt og viden. Clansystemet blev ødelagt og svært decimeret. I de år havde man særligt brug for fremsynede mænd, også i Skotland. Men englænderne smadrede det hele. Denne undertrykkelse fortsatte helt frem til vort århundrede.

En opstand i 1882, kendt som Battle of the Braes, hvor små husmænd, crofters, gjorde oprør over nogle helt urimelige afgifter og renter for  deres jord/adgang til jordstykker. Selv om de tabte striden der, førte det dog til dannelsen af en landbrugssammenslutning og begyndende fornuftige leveforhold for mange skotter. I de år skete der jo også en masse andet i Europa.

Her i Danmark startedes Andelsbevægelsen, brugserne og andre sociale forbedringer. Efter 1850 érne og resten af århundredet, tog industrialiseringen rigtig fart, og dette udviklingens ”lokomotiv”, trak mange andre gode fremskridt med sig, men også teknologiske fremskridt, der betød muligheden for krig i meget stor skala. 1. Verdenskrig og senere 2. Verdenskrig er eksempler på menneskenes indbyggede selvdestruktive opfindsomhed, som aldrig vil gå af mode og som igen vil hærge vor ellers dejlige jord, det er bare et spørgsmål om statistik og tid, desværre!
 

Nå, disse tanker er jo på sin vis også selvdestruktive, men historien gentager sig dagligt, om end i andre skikkelser. Historien med ”Bonnie Prince Charles” er god at kende. Man kan godt forstå skotternes brændende ønske om et frit Skotland og for mange vedkommendes, et had til englænderne. Skotternes historie længere tilbage er jo også en fantastisk beretning om vikinger og picterne, der måske er et irsk folkeslag, der invaderede Skotland, allerede før vikingerne tog over omkring år 900. Senere i fortællingen vil jeg når jeg når Orkney, fortælle den skotske historie.


Efter Kilmuir gik turen stik sydover ned mod Uig. Sjovt nok trak der her ved Uig store sorte skyer ind fra vest og det stænkede lidt. Så jeg trådte godt til i pedalerne, med mine sidste kræfter.
 
Hjemme i uig gik jeg i bad og gik over på restauranten og fik et godt måltid varm mad, inden jeg sad lidt i dagligstuen og skrev postkort og talte lidt med en tysker. Gammel stor, fed med tyrenakke, stikkende overskæg, brovtende og selvfølgelig kørende i en sølvgrå mercedes, hvad ellers!! Så fik man igen bekræftet, deres egenart. De er altså træls når de er på ferie uden for deres land. Her ud på aftenen, var jeg meget meget træt, men utroligt glad for dagen og dens mange eventyrlige oplevelser.

F.eks. da jeg sad på en klippeknold oppe i ”The Quiraing” bjergmassivet og der var helt stille, kun vindens susen og så disse pludselige høje skræb fra 2 ravne, der hvirvlede rundt om klippetoppene oven over mig, i en vild udfordrende dans med vindens kræfter og muligheder. Skræppene, som lyder sådan: kråårk – kråårk – kråårk, rungede rundt mellem klipperne, en både spændende og lidt uhyggespredende lyd. Ja! Det havde i sandhed været en uforglemmelig dag.
I morgen skal jeg tidligt op og med Citylinkbussen til Portree kl. 09:30. Det glæder jeg mig usigeligt til. Det er faktisk en af de største byer jeg besøger på selve turen, når man ser bort fra ankomst og afrejsebyen Glasgow.

| Svar

Nyeste kommentarer

03.03 | 11:48

hej morfar, det er Nicolai.

Fed hjemmeside! Håber at du bliver ved med at skrive og opretholde den

Bedste hilsner, Nicolai.